Nehemias

Trøstet af Jahve.

Ezra 2,2; Neh 7,7.

Neh 3,16.

Søn af Hakalja (Neh 1,1) og sandsynligvis af Judas stamme. Hans familie må have hørt hjemme i Jerusalem (Neh 2,3). Han var en af “jøderne i adspredelsen”, og i sin ungdom blev han udnævnt til det vigtige embede som kongelig mundskænk i paladset i Susan. Kongen, Artaxerxes Longimanus, synes at have stået på fortrolig, venlig fod med sin tjener. Gennem sin bror Hanani, og måske fra andre kilder (Neh 1,2; 2,3), hørte han om den hellige bys sørgelige og øde tilstand, og hans hjerte blev fyldt af bedrøvelse. I mange dage fastede og sørgede han og bad for stedet, hvor hans fædres grave var. Til sidst lagde kongen mærke til hans sørgmodige ansigt og spurgte om grunden til det. Nehemias forklarede det hele for kongen og fik hans tilladelse til at drage op til Jerusalem og dér virke som tirshatha, eller statholder over Judæa. Han drog op i foråret 446 f.Kr. (elleve år efter Ezra), med en stærk eskorte, som kongen stillede til rådighed, og med breve til alle pashaerne i de provinser, han måtte rejse igennem, samt til Asaf, opsynsmanden over de kongelige skove, med pålæg om at hjælpe Nehemias. Ved sin ankomst gav han sig til at undersøge byen og udarbejde en plan for dens genrejsning; en plan, som han gennemførte med stor dygtighed og energi, så det hele blev fuldført på omkring seks måneder. Han blev i Judæa i tretten år som statholder og gennemførte mange reformer, trods megen modstand, som han mødte (Neh 13,11). Han opbyggede staten efter de gamle linjer, “supplerede og fuldendte Ezras værk” og traf alle foranstaltninger for byens sikkerhed og gode styre. Ved afslutningen af denne vigtige periode i sit offentlige liv vendte han tilbage til Persien for at tjene sin kongelige herre i Susan eller Ekbatana. Meget kort tid efter vendte den gamle fordærvede tilstand tilbage, hvilket i høj grad viste værdiløsheden af de bekendelser, der var blevet aflagt ved festen for indvielsen af byens mure (Neh 12. Se EZRA). Malakias trådte nu frem blandt folket med strenge irettesættelser og alvorlige advarsler; og Nehemias vendte igen tilbage fra Persien (efter et fravær på omkring to år) og blev bedrøvet over at se det udbredte moralske forfald, der havde fundet sted under hans fravær. Han gik energisk i gang med at rette op på de åbenlyse misbrug, der var opstået, og genoprettede den ordnede forvaltning af den offentlige gudsdyrkelse og den ydre overholdelse af Moseloven. Om hans senere historie ved vi intet. Sandsynligvis blev han på sin post som statholder til sin død (omkring 413 f.Kr.) i en høj alder. Stedet for hans død og begravelse er dog ukendt. “Han lignede Ezra i sin brændende nidkærhed, i sin aktive foretagsomhed og i sit livs fromhed; men han var af et mere ligefremt og heftigere gemyt; han havde mindre tålmodighed med overtrædere; han var mere en handlingens mand end en tænkningens mand og mere tilbøjelig til at bruge magt end overtalelse. Hans praktiske klogskab og store mod kom meget tydeligt til udtryk i den ordning, hvormed han gennemførte genopbygningen af muren og forpurrede ‘modstandernes’ snedige planer. Hans hjertes fromhed, hans dybt religiøse ånd og stadige bevidsthed om fællesskab med og fuldstændig afhængighed af Gud, vises slående, først i den lange bøn, der er gengivet i kap. 1,5-11, og dernæst og mest bemærkelsesværdigt i det, man har kaldt hans ‘indskudsbønner’, de korte, men gribende henvendelser til den Almægtige Gud, som så ofte forekommer i hans skrifter: den instinktive udgydelse af et dybt bevæget hjerte, som dog altid hviler på Gud og ser til Gud alene efter hjælp i nød, efter forpurrelse af onde planer og efter endelig belønning og antagelse” (Rawlinson). Nehemias var den sidste af de statholdere, der blev sendt fra det persiske hof. Judæa blev herefter indlemmet i satrapiet Koile-Syrien og blev styret af ypperstepræsten under den syriske statholders myndighed, og landets indre styre blev mere og mere et hierarki.