Kende; kundskab

no, nol'-ej (på hebraisk især yadha`, substantiv da`ath; på græsk ginosko, oida' "at kende fuldt ud," epiginosko, substantiv gnosis epignosis): Kundskab er strengt taget sindets opfattelse af en kendsgerning eller sandhed i overensstemmelse med dens virkelige natur; i en personlig relation er den intellektuelle handling nødvendigvis forbundet med følelsens og viljens element (valg, kærlighed, gunst eller omvendt modvilje, uvilje osv.). Kundskab adskiller sig fra "mening" ved sin større sikkerhed. Sindet er indrettet med evnen til kundskab og ønsket om at eje og forøge den. Kundskabens karakter varierer med dens genstand. Sanserne giver kundskab om ydre fremtrædelser; intellektet forbinder og ræsonnerer om disse fremtrædelser og når frem til almene love eller sandheder; moralsk sandhed opfattes gennem den evne, som mennesker i sig selv besidder, til at skelne mellem ret og uret i lyset af moralske principper; åndelige egenskaber kræver åndelig sympati for at kunne opfattes ("De bedømmes åndeligt," 1 Kor 2,14). Den højeste kundskab, der er mulig for mennesket, er kundskaben om Gud, og selv om der i Guds uendelighed er noget, som overstiger menneskets fatteevne (Job 11,7; Job 11,9), kan Gud kendes i det mål, hvori han har åbenbaret sig i skabelsen (Rom 1,19; Rom 1,20, "det, som kendes om Gud," osv.), og højst i Jesus Kristus, som alene kender Faderen fuldkomment og åbenbarer ham for mennesket (Matt 11,27). Denne kundskab om Gud i Jesus Kristus er "evigt liv" (Joh 17,3). Kundskab siges både om Gud og om mennesket, men med den store kontrast, at Guds kundskab er absolut, ufejlbarlig, fuldstændig, intuitiv, omfatter alle ting, fortid, nutid og fremtid, og ransager hjertets inderste tanker (Sl 139,1; Sl 139,23); mens menneskets kundskab er delvis, ufuldkommen, relativ, gradvist erhvervet og i høj grad blandet med fejl ("Nu ser vi i et spejl, dunkelt .... delvis," 1 Kor 13,12). Alle disse punkter om kundskab kommer rigt frem i Skriftens brug af ordene. En stor del af brugen vedrører nødvendigvis naturlig kundskab (undertiden med en kødelig bibetydning, som 1 Mos 4,1; 1 Mos 4,17), men der lægges også den største vægt på besiddelsen af moralsk og åndelig kundskab (fx Sl 119,66; Ordsp 1,4; Ordsp 1,7; Ordsp 1,22; Ordsp 1,29; Ordsp 8,10, osv.; Luk 1,77; Rom 15,14; 2 Pet 1,5; 2 Pet 1,6). Den højeste kundskab er, som sagt, kundskaben om Gud og Kristus og om Guds vilje (Hos 6,6; Rom 11,33; Ef 1,17; Ef 4,13; Fil 1,9; Fil 3,8; Kol 1,9; Kol 1,10, osv.). De moralske betingelser for åndelig kundskab fremhæves hele tiden ("Hvis nogen vil gøre hans vilje, skal han vide om læren, om den er fra Gud," Joh 7,17). På den anden side fordømmes den intellektuelle kundskabs stolthed; den må forenes med kærlighed ("Kundskaben opblæser, 1 Kor 8,1). Det stærkere udtryk epignosis bruges til at betegne den fulde og mere fuldkomne kundskab, som ejes i Kristus, og hvis betingelser er ydmyghed og kærlighed. Om kundskab som betegnelse for gunst, valg, fra Guds side, er der mange eksempler (Sl 1,6, Jahve kender de retfærdiges vej"; Gal 4,9, "kende Gud, eller rettere: at være kendt af Gud"; sammenlign Rom 8,29, "dem, han forud kendte").ektuel kundskab som den guddommelige almagt er forskellig fra muskelstyrke. Følgelig er overgangen af denne kundskab til et menneskeligt intellekt umulig, og inkarnationens problem bør formuleres sådan: Hvilken virkning havde guddommelig alvidenhed i personen på menneskenaturens bevidste intellekt? Der er så lidt hjælp at hente fra fortiden til at besvare dette spørgsmål, at det for nuværende må stå åbent--hvis det da overhovedet nogensinde kan besvares fuldt ud. Men at uvidenhed i menneskenaturens intellekt er fuldt forenelig med alvidenhed i personen, synes ikke blot at være et sikkert svar på spørgsmålet, som det er stillet, men et uundgåeligt svar, hvis Kristi sande menneskelighed overhovedet skal fastholdes.

Se forudviden.

James Orr