Guds visdom

(sophia): Luk 11,49 lyder: "Derfor sagde også Guds visdom: Jeg vil sende profeter og apostle til dem; og nogle af dem skal de dræbe og forfølge." De patristiske og mange senere kommentatorer opfattede, på grundlag af parallellen i Matt 23,34, "Guds visdom" her som en selvbetegnelse for Kristus--en tolkning, som dog åbenlyst er umulig. Noget lignende er den opfattelse (Meyer), der behandler ordene som Lukas' betegnelse for Kristus, med den antagelse, at Lukas her igen lader Kristus træde frem som den talende for at give højtidelighed til den dom, der udtales. Men dette er utroligt klodset og har ingen parallel i Lukas' brug, heller ikke i endnu mere højtidelige passager. Langt enklere er den tolkning (Hofmann, B. Weiss, Plummer), som betragter Kristus som en, der her kundgør en beslutning, Gud har truffet i fortiden. Men det er den nuværende generations adfærd, der er på tale (sammenlign Luk 13,8; Luk 13,9; Luk 20,13; helt anderledes er Luk 10,21). Og den omstændelige formulering af det, der følger, passer ikke til en sådan beslutning, er uden parallel i Kristus' undervisning og antyder snarere en skriftlig kilde. I Det Gamle Testamente findes der imidlertid intet sted, der ligner dette (Ordsp 1,20-31 (således Godet) er helt udelukket). Derfor finder mange eksegeter (Holtzmann, J. Weiss, Loisy, Harnack) her et citat fra en tabt kilde, som vor Herre godkendte, og som var kendt af hans tilhørere. Dette er helt sikkert den mest naturlige forklaring. Det kan heller ikke siges at være umuligt, at Kristus anerkendte ægte profetisk inspiration i et skrift, som kun var bestemt til at have forbigående værdi og ikke til at blive bevaret for kommende generationer. Måske bar dette titlen "Guds visdom" eller fremstillede "Visdommen" som talende, som i Ordsp 1,22-33.

Burton Scott Easton