Jesus Kristus

je'-zus krist (Iesous Christos):

I. NAVNENE

II. BEHANDLINGENS RÆKKEFØLGE

DEL I. INDLEDENDE

I. KILDERNE

1. Generelt

2. Benægtelse af Jesu eksistens

3. Ikke-kristne omtaler

4. Evangelierne

(1) Synoptikerne

(2) Det fjerde evangelium

II. FORBEREDELSEN

1. Både hedensk og jødisk

2. Gammeltestamentlig forberedelse

3. Eftereksilsk forberedelse

III. DEN YDRE SITUATION

1. Landet

Dets inddelinger

2. Den politiske situation

Ændringer i landområde

3. De religiøse retninger

(1) De skriftkloge

(2) Farisæerne

(3) Saddukæerne

(4) Essæerne

IV. KRONOLOGIEN

1. Tidspunktet for Jesu fødsel

2. Tidspunktet for hans dåb

3. Tjenestens varighed

4. Tidspunktet for Kristi død

DEL II. PROBLEMERNE I JESU LIV

I. MIRAKLERNE

1. Den "moderne" holdning

2. Det overnaturlige i evangelierne

II. MESSIASVÆRDIGHEDEN

1. Jesu tilbageholdenhed og moderne kritik

2. En voksende åbenbaring

III. RIGE OG APOKALYPSE

1. Riget--nutidigt eller fremtidigt?

2. Apokalyptiske forestillinger

IV. KARAKTEREN OG KRAVENE

1. Benægtelse af Kristi moralske fuldkommenhed

2. Syndfrihed og det messianske krav

DEL III. FORLØBET AF JESU JORDISKE LIV

1. Historiens inddelinger

2. Ikke et fuldstændigt "liv"

A. FRA FØDSLEN TIL DÅBEN OG FRISTELSEN

I. FØDSLEN

1. Skjult fromhed i jødedommen

2. Døberens fødsel

3. Bebudelsen og dens følger

4. Fødslen i Betlehem

(1) Quirinius' folketælling

(2) Jesus fødes

5. Begivenhederne i barndommen

(1) Hyrdernes besøg

(2) Omskærelsen og fremstillingen i templet

(3) De vise mænds besøg

6. Flugten til Egypten og tilbagevenden til Nazaret

7. Spørgsmål og indvendinger

(1) Jomfrufødslen

(2) Slægtstavlerne

II. DE TAVSE ÅR--DET TOLVTE ÅR

1. Den menneskelige udvikling

2. Jesus i templet

IlI. FORLØBEREN OG DÅBEN

1. Johannes' forkyndelse

Den kommende Kristus

2. Jesus bliver døbt

IV. FRISTELSEN

1. Fristelsen følger efter dåben

2. Fristelsens natur

3. Fristelsens stadier

Dens typiske karakter

B. DEN TIDLIGE JUDÆISKE TJENESTE

I. DØBERENS VIDNESBYRD

1. Synoptikerne og Johannes

2. Døberens trefoldige vidnesbyrd

II. DE FØRSTE DISCIPLE

1. Åndelig tilvækst

2. "Menneskesøn" og "Guds søn"

III. DE FØRSTE BEGIVENHEDER

1. Det første mirakel

2. Den første påske og tempelrensningen

3. Nikodemus' besøg

4. Jesus og Johannes

IV. REJSE TIL GALILÆA--KVINDEN FRA SAMARIA

1. Tilbagetrækning til Galilæa

2. Det levende vand

3. Den sande tilbedelse

4. Arbejde og dets løn

C. DEN GALILÆISKE TJENESTE OG BESØG VED HØJTIDERNE

1. Skuepladsen

2. Tiden

Første periode--Fra begyndelsen af tjenesten i Galilæa til udsendelsen af de tolv

I. INDLEDENDE BEGIVENHEDER

1. Helbredelse af den kongelige embedsmands søn

2. Besøget i Nazaret

3. Kaldelsen af de fire disciple

4. I Kapernaum

a) Kristi undervisning

b) Den dæmonbesatte i synagogen

Dæmonbesættelse: dens virkelighed

c) Peters svigermor

d) Den begivenhedsrige aften

II. FRA DEN FØRSTE GALILÆISKE RUNDTUR TIL UDVÆLGELSEN AF APOSTLENE

1. Den første rundtur

2. Begivenheder i Kapernaum

a) Helbredelse af den lamme

b) Kaldelsen af Matthæus og gæstebuddet

3. Den unavngivne højtid i Jerusalem

a) Helbredelsen ved Bethesda

b) Søn og Fader

c) Det trefoldige vidnesbyrd

4. Sabbatsstridigheder

a) Plukning af aks

b) Manden med den visne hånd

c) Tilbagetrækning til søen

5. Udvælgelsen af de tolv

a) Den apostolske funktion

b) Listerne

c) Mændene

III. FRA BJERGPRÆDIKENEN TIL LIGNELSERNE OM RIGET--EN ANDEN RUNDTUR

1. Bjergprædikenen

a) Saligprisningerne

b) Sand retfærdighed--den gamle og den nye lov

c) Religion og hykleri--sandt og falsk motiv

d) Det sande gode og kuren mod bekymring

e) Forholdet til verdens onde--afslutningen

2. Mellemliggende begivenheder

a) Helbredelse af officerens tjener

b) Enken fra Nains søn opvækkes

c) Sendebud fra Johannes' disciple--Kristus og hans slægt

d) Den første salvelse--kvinden, som var en synder

3. Anden galilæiske rundtur--begivenheder i Kapernaum

a) Galilæa besøges igen

b) Helbredelse af en dæmonbesat--tale om bespottelse

Jonas' tegn

c) Kristi mor og brødre

4. Undervisning i lignelser

Lignelser om riget

IV. FRA OVERFARTEN TIL GADARA TIL UDSENDELSEN AF DE TOLV--EN TREDJE RUNDTUR

1. Overfarten over søen--stormen stilnes

a) Mænd, der stræber efter discipelskab

b) Stormen stilnet

2. Den gadarenske (gerasenske) dæmonbesatte

3. Jairus' datter opvækkes--kvinden med blødninger

a) Jairus' bøn og dens resultat

b) Den plagede kvinde helbredes

4. Begivenheder på den tredje rundtur

5. De tolv sendes ud--Jesu tale

a) Bemyndigelsen

b) Råd og advarsler

Anden periode--Efter udsendelsen af de tolv til afrejsen fra Galilæa

I. FRA DØBERENS DØD TIL TALEN OM LIVETS BRØD

1. Mordet på Døberen og Herodes' uro

2. Bespisningen af de fem tusind

3. Vandringen på søen

4. Gennesaret--talen om livets brød

Peters første bekendelse

II. FRA STRIDIGHEDER MED FARISÆERNE TIL FORKLARELSEN

1. Jesus og traditionen--ydre og indre renhed

2. Tilbagetrækning til Tyrus og Sidon--den syrofønikiske kvinde

3. I Dekapolis--nye mirakler

a) Den døve mand

b) Bespisningen af de fire tusind

4. Farisæernes surdej osv.--helbredelse af en blind mand

5. Ved Cæsarea Filippi--den store bekendelse--første forudsigelse af lidelsen

6. Forklarelsen--den epileptiske dreng

III. FRA PRIVAT REJSE GENNEM GALILÆA TIL TILBAGEVENDEN FRA LØVHYTTEFESTEN

1. Galilæa og Kapernaum

a) Anden forudsigelse af lidelsen

b) Tempelskatten

c) Tale om storhed og tilgivelse

(1) Storhed i ydmyghed

(2) Tolerance

(3) Den vildfarne bror

(4) Lignelsen om den ubarmhjertige tjener

2. Løvhyttefesten--taler osv.

a) Den private rejse--delte meninger

b) Kristi selvvidnesbyrd

c) Kvinden grebet i ægteskabsbrud

d) Helbredelsen af den blinde mand.

e) Den gode hyrde

Kronologisk note

D. SIDSTE REJSE TIL JERUSALEM--JESUS I PERÆA

I. FRA AFREJSEN FRA GALILÆA TIL TEMPELVIELSESFESTEN

1. Afvist af Samaria

2. De halvfjerds' udsendelse

3. Den lovkyndiges spørgsmål--lignelsen om den barmhjertige samaritaner

4. Taler, lignelser og mirakler

a) Særstof hos Lukas

b) Den syge kvinde--manden med vattersot

c) Lignelsen om det store festmåltid

d) At beregne omkostningen

5. Martha og Maria

6. Tempelvielsesfesten

II. FRA OPHOLDET VED BETABARA TIL OPVÆKKELSEN AF LAZARUS

1. Lignelserne om det mistede får, den tabte sølvmønt og den fortabte søn

2. Lignelserne om den uretfærdige forvalter og den rige mand og Lazarus

3. Kaldet til Betania--opvækkelsen af Lazarus

III. FRA TILBAGETRÆKNINGEN TIL EFRAIM TIL ANKOMSTEN TIL BETANIA

1. Tilbagetrækning til Efraim

2. Rejsen genoptaget

3. Helbredelse af de spedalske

4. Farisæiske spørgsmål

a) Skilsmisse

b) Rigets komme

c) Lignelsen om den uretfærdige dommer

5. Rigets ånd

a) Lignelsen om farisæeren og tolderen

b) Velsignelse af de små børn

c) Den rige unge rådsherre

6. Tredje forudsigelse af lidelsen

7. Rigets belønninger

a) Lignelsen om arbejderne i vingården

b) Zebedæus' sønner

8. Jesus i Jeriko

a) Helbredelsen af Bartimæus

b) Tolderen Zakæus

c) Lignelsen om pundene

Ankomst til Betania

E. LIDELSESUGEN--FORRÆDERI, RETSSAG OG KORSFÆSTELSE

I. BEGIVENHEDERNE FØR DEN SIDSTE NADVER

1. Kronologien

2. Salvningen i Betania

3. Indtoget i Jerusalem

Jesus græder over Jerusalem--tilbagevenden til Betania

4. Forbandelsen af figentræet--anden tempelrensning

Var der to rensninger?

5. Den begivenhedsrige tirsdag

a) Kravet om fuldmagt--lignelser

De to sønner--de onde vingårdsmænd--kongesønnens bryllup

b) Snærende spørgsmål osv.

(1) Skat til kejseren--opstandelsen--det store bud

(2) Davids søn og Herre

c) Den store fordømmelsestale

d) Enkens gave

e) Grækernes besøg

f) Tale om de sidste ting

g) Lignelserne om de ti jomfruer, talenterne og den sidste dom

6. En dag i tilbagetrukkethed

7. En atmosfære af sammensværgelse--Judas og præsterne

II. FRA DEN SIDSTE NADVER TIL KORSET

1. Kronologien

2. Den sidste nadver

a) Forberedelsen

b) Strid om rang--vaskningen af disciplenes fødder--Judas' afgang

c) Herrens nadver

d) De sidste taler--forbønnen

e) Afskeden og advarslen

3. Getsemane--forræderiet og arrestationen

a) Dødskamp i haven

b) Forrådt af Judas--Jesus arresteret

4. Retssagen for Synedriet

Juridiske og historiske aspekter

a) For Annas og Kajfas--den uretfærdige dom

b) Den trefoldige fornægtelse

c) Judas' anger og selvmord

5. Retssagen for Pilatus

a) Anklagernes holdning

b) Pilatus' holdning

(1) Jesus sendes til Herodes

(2) "Ikke denne mand, men Barabbas"

(3) "Ecce Homo"

(4) En sidste appel--Pilatus giver efter

c) Jesu holdning

III. KORSFÆSTELSEN OG BEGRAVELSEN

1. Korsfæstelsen

a) På vejen

b) Mellem røverne--indskriften--den sømløse kjortel

c) Spotten--den angrende røver--Jesus og hans mor

d) Det store mørke--råbet om forladthed

e) Jesu sidste ord og død

f) Spydstikket--jordskælv og forhængets flængen

2. Begravelsen

a) Den nye grav

b) Soldatervagten

F. OPSTANDELSEN OG HIMMELFARTEN

Opstandelsen som en grundlæggende kendsgerning

1. Opstandelsen

a) Påskemorgenen--den åbne grav

(1) Englen og vagterne

(2) Kvindernes besøg

(3) Det englelige budskab

b) Peters og Johannes' besøg--tilsynekomst for Maria

Beretning til disciplene--vantro

c) Andre tilsynekomster påskedag (Emmaus, Jerusalem)

d) Den anden tilsynekomst for de elleve--Thomas' tvivl

e) De galilæiske tilsynekomster

(1) Ved Tiberias Sø--fiskefangsten--Peters genindsættelse

(2) På bjerget--missionsbefalingen--dåb

f) Tilsynekomst for Jakob

g) Det sidste møde

2. Himmelfarten

DEL IV. EPILOG: DEN APOSTOLSKE LÆRE

1. Efter himmelfarten

2. Åbenbaring ved Ånden

3. Evangelier og breve

4. Kendsgerningen om Kristi herredømme

5. Betydningen af Kristi person

6. Betydningen af korset og opstandelsen

7. Håbet om genkomsten

LITTERATUR

Jesus Kristus: Grundlæggeren af den kristne religion; den lovede Messias og verdens frelser; Herren og den kristne kirkes hoved.

I. Navnene.

1. Jesus:

(Iesous) er den græske ækvivalent til det hebraiske "Josva" (yehoshua`), som betyder "Jahve er frelse." Det står derfor i Septuaginta og Apokryferne for "Josva" og repræsenterer i ApG 7,45 og Hebr 4,8 ligeledes Det Gamle Testamentes Josva; derfor gengives det i Revised Version (British and American) disse steder med "Joshua." I Matt 1,21 er navnet, som englen befaler skal gives til Marias søn, "for det er ham, der skal frelse sit folk fra deres synder" (se nedenfor under "Fødsel"). Det er Herrens personlige navn i evangelierne og Apostlenes Gerninger, men i brevene forekommer det som regel i forbindelse med "Kristus" eller en anden betegnelse (alene i Rom 3,26; Rom 4,24; 1 Kor 12,3; 2 Kor 11,4; Fil 2,10; 1 Thess 4,14; Hebr 7,22; Hebr 10,19 osv.).

2. Kristus:

(Christos) er den græske ækvivalent til det hebraiske "Messias" (mashiach; jf. i Det Nye Testamente, Joh 1,41; Joh 4,25, "Messias"), som betyder "salvet" (se MESSIAS). Det betegner Jesus som opfylderen af Det Gamle Testamentes og det jødiske folks messianske håb. Det vil ses nedenfor, at Jesus selv gjorde dette krav gældende. Efter opstandelsen blev det den gængse titel for Jesus i den apostolske kirke. Hyppigst kaldes han i brevene "Jesus Kristus", undertiden "Kristus Jesus" (Rom 8,1; Rom 8,2; Rom 8,39; 1 Kor 1,2; 1 Kor 1,30; 1 Kor 4,15; Ef 1,1; Fil 1,1; Kol 1,4; Kol 1,28 King James Version; 1 Thess 2,14, osv.), ofte blot "Kristus" (Rom 1,16 King James Version; Rom 5,6; Rom 5,8; Rom 6,4; Rom 6,8; Rom 6,9; Rom 8,10, osv.). I dette tilfælde har "Kristus" fået kraft af et egennavn. Meget hyppigt forbindes betegnelsen med "Herre" (kurios)--"Herren (eller "vor" Herre) Jesus Kristus" (ApG 11,17; ApG 15,11 King James Version; ApG 16,31 King James Version; ApG 20,21; ApG 28,31; Rom 1,7; Rom 5,1; Rom 5,11; Rom 13,14; 1 Kor 16,23, osv.).

II. Behandlingens orden.

Når man, som det er hensigten i denne artikel, studerer Jesu jordiske historie og hans plads i den apostolske kirkes tro, vil det være praktisk at følge denne orden:

Først indbyder, som indledning til hele studiet, visse spørgsmål om kilderne til vores viden om Jesus og om forberedelsen til og omstændighederne ved hans historiske fremtræden til omhyggelig opmærksomhed (Del I).

Dernæst, stadig som forberedelse til den egentlige fortælling om Jesu liv, er det ønskeligt at overveje visse problemer, der opstår ud fra fremstillingen af dette liv i evangelierne, og som moderne tænkning i særlig grad er optaget af, idet de bestemmer den holdning, hvormed man nærmer sig fortællingerne. Sådanne er problemerne om miraklerne, messianiteten, Jesu syndfri karakter og overnaturlige krav (Del II).

Dermed er vejen åben for en behandling i rækkefølge af de faktiske begivenheder i Kristi liv og tjeneste, så vidt de er nedskrevet. Disse falder i mange stadier, fra hans fødsel og dåb til hans død, opstandelse og himmelfart (Del III).

En afsluttende afdeling vil behandle Jesus som den ophøjede Herre i de aspekter, hvori han fremstilles i brevenes undervisning og i Det Nye Testamentes øvrige skrifter (Del IV).

DEL I. INDLEDENDE

I. Kilderne.

1. Generelt:

De vigtigste og i praksis de eneste kilder til vores viden om Jesus Kristus er de fire kanoniske evangelier--idet der i disse skelnes mellem de første tre (synoptiske) evangelier og Johannesevangeliet. Intet, hverken i de få omtaler af Kristus hos ikke-kristne forfattere eller i henvisningerne i Det Nye Testamentes andre bøger eller i senere kristen litteratur, føjer noget til den information, som evangelierne allerede giver. De såkaldte apokryfe evangelier er værdiløse som autoriteter (se under ordet); de få yderligere Jesus-ord (jf. ApG 20,35), der findes i skrifter udenfor, er af tvivlsom ægthed (jf. en samling af disse i Westcotts Introduction to the Study of the Gospels, tillæg C; se også LOGIA).

2. Benægtelse af Jesu eksistens:

Det viser, hvor vidt skepsissen er gået, at der i de seneste år findes forfattere, som benægter selve Jesu Kristi eksistens (Kalthoff, Das Christus-Problem, og Die Entstehung des Christenthums; Jensen, Das Gilgamesch-Epos, I; Drews, Die Christusmythe; jf. om Kalthoff, Schweitzer, The Quest of the Historical Jesus, engelsk oversættelse, 313 ff.; Jensen anmeldes i forfatterens The Resurrection of Jesus, kapitel ix). En sådan skepsisses overdrevenhed er dens tilstrækkelige gendrivelse.

3. Udenkristne omtaler:

Af omtaler uden for de kristne kredse kan følgende nævnes.

(1) Josefus.

Der er den berømte passage hos Josefus, Ant, XVIII, iii, 3, som begynder: "Nu var der omkring denne tid Jesus, en vis mand, hvis det er tilladt at kalde ham et menneske," osv. Det er ikke usandsynligt, at Josefus havde en eller anden henvisning til Jesus, men de fleste er enige om, at den pågældende passage, hvis den ikke er helt uægte, har været genstand for kristen interpolation (om litteraturen og de forskellige synspunkter, se Schurer, Jewish People in the Time of Christ, Div II, bind II, 143 ff.; til støtte for interpolation, Edersheim om "Josephus" i Dictionary of Christ. Biography).

(2) Tacitus.

Den romerske historiker Tacitus fortæller i en velkendt passage om Neros forfølgelse (Ann. xv.44), hvordan de kristne, allerede "en stor mængde" (ingens multitudo), afledte deres navn "fra en Christus, som blev henrettet i Tiberius' regeringstid af Judæas prokurator, Pontius Pilatus."

(3) Suetonius taler også i sin beretning om Claudius om jøderne som fordrevet fra Rom, fordi de vakte uroligheder på foranledning af en vis "Chrestus" (impulsore Chresto), tydeligvis en fejl for "Christus." Hændelsen er uden tvivl den, der henvises til i ApG 18,2. 4. Evangelierne:

De fire evangelier med deres rige indhold bliver da stående som vores primære kilder til viden om Jesu jordiske liv.

(1) Synoptikerne.

Det kan tages for givet som resultatet af den bedste kritik, at de tre første evangelier (Matthæus, Markus, Lukas) alle hører klart hjemme inden for den apostolske tidsalder (jf. Harnack, Altchr. Lit., forord; se EVANGELIER). Den for tiden foretrukne teori om forholdet mellem disse evangelier er, at Markus er et selvstændigt evangelium, som hviler på Peters undervisning; at Matthæus og Lukas som kilder har Markusevangeliet og en samling taler, sandsynligvis knyttet til apostlen Matthæus (nu almindeligvis kaldt Q); og at Lukas har en tredje, velbevidnet kilde (Luk 1,1-4), som er særegen for ham selv. Nærværende forfatter er tilbøjelig til at tillægge evangelisterne større selvstændighed i deres indarbejdelse af en tradition, der var fælles for alle; under alle omstændigheder er de nævnte kilder af uangribelig autoritet og giver en stærk garanti for fortællingernes pålidelighed. Den højeste garanti for deres troværdighed findes dog i fortællingerne selv; for hvem i den (eller nogen anden) tidsalder kunne forestille sig en skikkelse så enestående og fuldkommen som Jesus eller opfinde de uforlignelige udsagn og lignelser, der udgik fra hans læber? Meget af Kristi undervisning er stadig så højt som himlen over menneskers tanker.

(2) Det fjerde evangelium.

Det fjerde evangelium står for sig selv i forhold til synoptikerne ved hovedsagelig at beskæftige sig med et andet sæt begivenheder (tjenesten i Jerusalem) og med taler af en mere privat og fortrolig art end dem, der hører til den galilæiske undervisning. Dets sigte er også læremæssigt--at vise, at Jesus er "Guds Søn"--og dets stil og måde at opfatte tingene på er meget anderledes end de synoptiske evangeliers. Dets indhold berører kun deres fortællinger på nogle få punkter (som i Joh 6,4-21). Hvor det sker, er ligheden tydelig. Det er åbenbart, at de erindringer, evangeliet rummer, længe er blevet gennemtænkt af apostlen, og at et vist fortolkende element blander sig med hans beretning om begivenheder og taler. Dette berettiger os dog ikke til, som så mange gør, at rejse tvivl om evangeliets ægthed, for hvilket det ydre vidnesbyrd er usædvanlig stærkt (jf. Sanday, The Criticism of the Fourth Gospel; Drummond, Character and Authorship of the Fourth Gospel; og se JOHANNES, EVANGELIUM EFTER). Evangeliet accepteres her som en ægte beretning om de ord og gerninger af Jesus, som det fortæller om.

II. Forberedelsen.

1. Både hedensk og jødisk:

I evangelierne og i hele Det Nye Testamente fremstår Jesus som målet for Det Gamle Testamentes åbenbaring og som det punkt, som alle forsynets udviklinger sigtede imod. Han kom, siger Paulus, i "tidens fylde" (Gal 4,4). Det er ofte blevet påvist, hvordan alt i den græsk-romerske verden--politisk, intellektuelt og moralsk--var rede til en sådan universel religion, som Jesus bragte ind i den (jf. Baurs Hist of the Church in the First Three Cents., engelsk oversættelse, kapitel i). Forberedelsen i Israel ses både i Guds åbenbaringer til og handlinger med det udvalgte folk i de patriarkalske, mosaiske, monarkiske og profetiske perioder og i udviklingen af det jødiske sind i århundrederne umiddelbart før Kristus.

2. Forberedelse i Det Gamle Testamente:

Som særlige linjer i den gammeltestamentlige forberedelse kan nævnes forestillingerne om den messianske konge, en hersker af Davids hus, hvis regering skulle være retfærdig, evig og universel (jf. Es 7,13-9; Es 32,1; Es 32,2; Jer 33,15; Jer 33,16; Sl 2,1-10 osv.); om en retfærdig lidende (Sl 22 osv.), hvis lidelser i Es 53 erklæres at have en sonende og forløsende karakter; og om et messiansk rige, som ved at bryde nationalismens grænser skulle udbredes over hele jorden og omfatte alle folkeslag (jf. Es 60; Es 87; Dan 2,44; Dan 7,27 osv.). Riget opfattes samtidig nu under et mere åndeligt aspekt. Dets vigtigste velsignelser er tilgivelse og retfærdighed.

3. Forberedelse efter eksilet:

Tiden efter hjemkomsten fra eksilet var vidne til en mangesidig forberedelse til Kristi komme. Her kan man iagttage decentraliseringen af de jødiske religiøse idealer gennem synagogegudstjenestens fremkomst og folkets vidt udbredte spredning; kontakten med hellenistisk kultur (som hos Filon); men især den markante skærpelse af de messianske forventninger. Nogle af disse var af en grov apokalyptisk karakter (se APOKALYPTISK LITTERATUR; DET GAMLE TESTAMENTES ESKATOLOGI); mange var politiske og revolutionære; men nogle var af en renere og mere åndelig art (jf. Luk 2,25; Luk 2,38). Til disse renere elementer knyttede Jesus sig i sin forkyndelse af riget og af sig selv som dets Herre. Selv i hedningeverdenen fortælles det, at der var en forventning om en stor skikkelse, som omkring denne tid skulle komme fra Judæa (Tacitus, History v.13; Suet. Vespas. 4).

III. Den ydre situation.

1. Landet:

Af alle lande var Israels land det bedst egnede til at være skueplads for den kulminerende åbenbaring af Guds nåde i Jesu Kristi person og gerning, ligesom det tidligere var egnet til at være bolig for det folk, der var udvalgt til at modtage og bevare de åbenbaringer, som beredte vejen for denne endelige manifestation. På én gang centralt og afsondret--ved forbindelsespunktet mellem den gamle verdens tre store kontinenter, Asien, Afrika og Europa--folkenes hovedvej i krig og handel--i berøring med mægtige magter på alle sider, Egypten, Syrien, Assyrien, riger i Lilleasien, ligesom tidligere med ældre imperier, hittitiske og babyloniske, nu i kontakt med Grækenland og Rom, og dog på en enestående måde indesluttet af bjerge, ørken, Jordans kløft og Det Store Hav mod fremmede påvirkningers lette adgang, har Israels land en egen plads i åbenbaringens historie, som kun en guddommelig visdom kan have givet det (jf. Stanley, Sinai and Palestine, del II, kapitel ii; G.A. Smith, Hist. Geog. of the Holy Land, bog I, kapitlerne i, ii; Lange, Life of Christ, I, 246 ff.).

Dets inddelinger.

Israels land var i den romerske periode delt i fire klart afgrænsede provinser eller distrikter--Judæa, med Jerusalem som centrum, i syd, den jødiske konservatismes stærke fæste; Samaria, i midten, befolket siden assyrisk tid af blandede nybyggere (2 Kong 17,24-34), overvejende hedenske af oprindelse, men nu bekendende sig til den jødiske religion, hævdende at være af jødisk afstamning (jf. Joh 4,12), i besiddelse af en afskrift af loven (den samaritanske Pentateuk) og et eget tempel på Gerizim (det oprindelige tempel, bygget af Manasse, omkring 409 f.Kr., blev ødelagt af Johannes Hyrkanos, 109 f.Kr.); Galilæa--"hedningernes Galilæa" (Matt 4,15; jf. Es 9,1)--i nord, hovedscenen for Kristi tjeneste, friere og mere kosmopolitisk i ånd på grund af et stort islæt af hedensk befolkning og kontakt med handlende osv. af forskellige nationaliteter: disse lå i den vestlige del af landet, mens der mod øst, "på den anden side af Jordan," lå Peræa, opdelt i det egentlige Peræa, Batanæa, Gaulonitis, Ituræa, Trakonitis, Dekapolis osv. (jf. Matt 4,25; Matt 19,1; Luk 3,1). Bitterheden mellem jøder og samaritanere var intens (Joh 4,9). Folkets sprog overalt var ARAMAISK (se dette), men kendskab til græsk var vidt udbredt, især i nord, hvor samkvem med græsktalende folk var almindeligt (Det Nye Testamentes skrifter er på græsk). Jesus brugte uden tvivl den indfødte dialekt i sin almindelige undervisning, men det er højst sandsynligt, at han også kendte græsk og var fortrolig med Det Gamle Testamentes Skrifter på dette sprog (Septuaginta). I så fald kan han undertiden have brugt det i sin forkyndelse (jf. Roberts, Discussions on the Gospels).

2. Politisk situation:

Den sørgelige beretning om det jødiske folks omskiftelser i århundredet efter Antiochos Epifanes’ store forfølgelse og makkabæeroprøret--en beretning sammensat af partidannelser, intriger, krige, mord, massakrer, af voksende fordærv hos herskere og folk, af gentagne plyndringer af Jerusalem og frygtelige nedslagtninger--indtil Herodes, idumæeren, med urette kaldt "den Store", besteg tronen ved romernes gunst (37 f.Kr.), må læses i bøgerne om perioden (Ewald, History of Israel, V; Milman, Hist of Jews; Schurer, History of the Jewish People in Time of Christ, Div I, Vol I; Stanley, Jewish Church, III, osv.). Roms magt, først indbudt af Judas Makkabæus (161 f.Kr.), blev endeligt grundfæstet ved Pompejus’ erobring af Jerusalem (63 f.Kr.). Herodes’ vej til tronen var mærket af forbrydelse og blodsudgydelse, og mord på dem, der stod ham nærmest, prægede hvert skridt i hans fremgang. Hans sans for prægtige bygninger--palads, tempel (Matt 24,1; Joh 2,20), fæstninger, byer (Sebaste, Cæsarea osv.)--og den overdådige pragt i hans kongelige hofholdning og administration kunne ikke skjule hæsligheden i hans snedige, samvittighedsløse egoisme, hans koldblodige grusomhed og hans tyranniske undertrykkelse af sine undersåtter. "Hellere være Herodes’ svin (hus) end hans søn (huios)," var Augustus’ kommentar, da han hørte om den døende konges unaturlige handlinger.

Ændringer i territorium.

På tidspunktet for Kristi fødsel var hele landet forenet under Herodes’ herredømme, men ved Herodes’ død, efter en lang regeringstid på 37 (eller, regnet fra hans faktiske tronbestigelse, 34) år, blev hans besiddelser, i overensstemmelse med hans testamente og stadfæstet af Rom, delt. Judæa og Samaria (med undtagelse af nogle få byer) tilfaldt hans søn Arkelaos (Matt 2,22), med titlen "etnark"; Galilæa og Peræa blev givet til Herodes Antipas, en anden søn, med titlen "tetrark" (Matt 14,1; Luk 3,1; Luk 3,19; Luk 23,7; ApG 13,1); Herodes Filip, en tredje søn, modtog Ituræa, Trakonitis og andre dele af det nordlige transjordanske område, ligeledes som "tetrark" (Luk 3,1; jf. Matt 14,3; Mark 6,17). Nogle få år senere fremkaldte Arkelaos’ tyranni en appel fra hans undersåtter til Augustus, og Arkelaos, der blev indkaldt til Rom, blev forvist til Gallien (7 e.Kr.). Derefter blev Judæa sammen med Samaria regeret af en romersk prokurator under tilsyn af Syriens præfekt.

3. De religiøse sekter:

I den religiøse situation er den vigtigste kendsgerning af interesse den plads, de religiøse sekter indtog, og den fremtrædende rolle, de spillede--farisæerne, saddukæerne og (selv om de ikke nævnes i evangelierne, havde de en vigtig indflydelse på kirkens tidlige historie) essæerne. Disse sekters opkomst og kendetegn kan her kun antydes (se særartikler).

(1) De skriftkloge.

Fra Ezras dage havde man med nidkærhed beskæftiget sig med studiet af loven, og der var opstået en stand af mænd--de "skriftkloge"--hvis særlige opgave det var at vogte, udvikle og udlægge loven. Gennem deres arbejde blev samvittighedsfuld overholdelse af loven og dermed også af de utallige bestemmelser, der skulle bevare loven og anvende den i detaljer på livsførelsen (den såkaldte "de ældstes overlevering," Matt 15,2 ff), idealet for retfærdighed. Sekterne viser sig første gang i makkabæertiden. Makkabæerkampen afslører eksistensen af en gruppe kendt som "assidæerne" (hebraisk chacidhim), eller de "fromme", der stod imod tidens slappe helleniserende tendenser og var trofaste iagttagere af loven. Disse gav i begyndelsen modig støtte til Judas Makkabæus og omfattede uden tvivl dengang nationens bedste elementer.

(2) Farisæerne.

Fra dem udviklede der sig, gennem en forringelsesproces der er alt for naturlig i sådanne tilfælde, det parti af lovkyndige, som i evangelierne kendes som "farisæerne" ("de adskilte"), over hvem Kristi strengeste irettesættelser faldt på grund af deres selvretfærdighed, praleri, stolthed og mangel på medfølelse og kærlighed (Matt 6,2; Matt 6,23; Luk 18,9-14). De roste sig af en overdreven samvittighedsfuldhed i overholdelsen af lovens ydre bestemmelser, selv i bagateller. For dem var den mængde, som ikke kendte loven, "forbandet" (Joh 7,49). Til dette parti hørte den store mængde af skriftkloge og rabbinere, og dets stærke indflydelse blev ivrigt søgt af stridende fraktioner i staten.

(3) Saddukæerne.

Ved siden af farisæerne stod "saddukæerne" (sandsynligvis fra "Zadok")—snarere en politisk og aristokratisk klike end en religiøs sekt, i hvis besiddelse ypperstepræsteskabets æresposter og andre indflydelsesrige embeder arveligt overgik. De mødes først ved navn under Johannes Hyrkanos (135-106 f.Kr.). Saddukæerne anerkendte kun Moseloven, fortolkede den i en bogstavelig, sekularistisk ånd, forkastede de farisæiske traditioner og troede hverken på opstandelse, engel eller ånd (ApG 23,8). Skønt de sædvanligvis stod i rivalisering med farisæerne, ses de forene sig med dem for at ødelægge Jesus (Matt 26,3-5; Matt 26,57).

(4) Essæerne.

Det tredje parti, "essæerne," adskilte sig fra begge (nogle afleder dem også fra assidæerne) ved at leve i broderskaber adskilt fra det almindelige samfund, især i Engedis ørken på den nordvestlige bred af Det Døde Hav, skønt nogle også fandtes i landsbyer og byer; ved at forkaste dyreofre osv. og kun sende gaver af røgelse til templet; ved at praktisere cølibat og fælleseje; ved at bære hvide klæder; ved visse skikke (som at hilse solopgangen med bønner), der tyder på orientalsk indflydelse. De forbød slaveri, krig og eder, var optaget af okkulte studier, havde hemmelige læresætninger og bøger osv. Som nævnt optræder de ikke i evangeliet, men på grund af visse ligheder har nogle søgt at påvise en forbindelse mellem dem og Johannes Døberen og Jesus. I virkeligheden kunne intet dog være mere modsat essæismen end de grundlæggende idéer og ånden i Kristi undervisning (sammenlign Schurer, som ovenfor, Div. II, Vol. II, 188 ff; Kuenen, Hibbert Lects on National Religions and Universal Religions, 199-208; Lightfoot, Colossians, 114-79).

IV. Kronologien.

De vigtigste kronologiske spørgsmål, der er forbundet med Jesu liv, behandles udførligt andetsteds (CHRONOLOGY OF THE NEW TESTAMENT; QUIRINIUS osv.); her er det tilstrækkeligt at angive det almindelige dateringsskema, der er anvendt i nærværende artikel, og nogle af de grunde, hvorfor det foretrækkes. Hovedspørgsmålene angår datoerne for Jesu fødsel og dåb, varigheden af hans virke og datoen for korsfæstelsen.

1. Datoen for Jesu fødsel:

Skønt den er blevet anfægtet af nogle (Caspari, Bosanquet, Conder osv. sætter den så sent som 1 f.Kr.), kan den sædvanlige dato for Herodes den Stores død, marts 4 f.Kr. (Roms år 750), antages som korrekt (for grundene til denne datering, se Schurer, op. cit., Div. I, Vol. I, 464-67). Jesu fødsel lå før, og tilsyneladende ikke meget længe før, denne begivenhed (Matt 2). Den kan derfor med sandsynlighed placeres i sidste del af det foregående år (5 f.Kr.), idet den almindelige datering af begyndelsen på den kristne tidsregning således, som det almindeligvis anerkendes, er fire år for sen. Der er ingen sikkerhed om måned eller dag for fødslen. Juledatoen, 25. december, mødes først i Vesten i det 4. århundrede (den østlige dato var 6. januar), og blev da muligvis lånt fra en hedensk fest. December, i vintertiden, forekommer usandsynlig, da den er uegnet til at have hjorde på græs (Luk 2,8), skønt denne indvending måske ikke er afgørende (Andrews, Conder). En mere sandsynlig dato ligger et par måneder tidligere. Samtidigheden med Kvirinius (Luk 2,2) behandles i forbindelse med fødselsberetningen. De tidligere dateringer til 6, 7 eller endog 8 f.Kr., som er foreslået af Ramsay, Mackinlay og andre på grundlag af den antagne romerske folketælling, astronomiske fænomener osv., synes at efterlade et for langt interval før Herodes' død og kommer i konflikt med andre oplysninger, såsom Luk 3,1 (se nedenfor).

2. Datoen for dåben:

Lukas siger, at Johannes begyndte at prædike og døbe "i Tiberius' femtende år" (Luk 3,1), og at Jesus "var omkring tredive år gammel" (Luk 3,23), da han blev døbt af Johannes og trådte ind i sin tjeneste. Hvis Tiberius' 15. år dateres, som det synes mest sandsynligt, fra hans tilknytning til Augustus som medregent i styret, 765 AUC, eller 12 e.Kr. (Tacitus, Annals i.3; Suetonius om Augustus, 97), og hvis Jesus kan antages at være blevet døbt omkring 6 måneder efter, at Johannes begyndte sit arbejde, fører disse oplysninger tilsammen til året 780 AUC, eller 27 e.Kr., som året for vor Herres dåb, i overensstemmelse med vores tidligere konklusion om datoen for hans fødsel i 5 f.Kr. At placere fødslen tidligere er at gøre Jesus 32 eller 33 år gammel ved hans dåb—en uberettiget udvidelse af "omkring". I overensstemmelse hermed står udsagnet i Joh 2,20 om, at templet havde været 46 år under opførelse (det begyndte i 20-19 f.Kr.) på tidspunktet for Kristi første påske; altså i 780 AUC, eller 27 e.Kr. (sammenlign Schurer, op. cit., Div. I, Vol. I, 410).

3. Tjenestens længde:

Fastlæggelsen af den nøjagtige varighed af vor Herres tjeneste rummer flere usikre elementer. Hvis man ser bort fra de alt for vilkårlige skemaer, som sammen med nogle af de tidlige kirkefædre ville presse hele tjenesten sammen til lidt over et enkelt år (Browne, Hort osv.)--et synspunkt, der uden grundlag indebærer, at omtalen af påsken i Joh 6,4 forkastes--står valget tilbage mellem en tjeneste på to år og en på tre år. Begge synspunkter har dygtige fortalere (Turner i artiklen "Chronology" og Sanday i artiklen "Jesus Christ" i H D B forsvarer toårs-skemaet; Farrar, Ramsay, D. Smith osv. holder fast ved treårs-skemaet). Et vigtigt punkt er, hvordan man opfatter den unavngivne "højtid" i Joh 5,1. Johannes har allerede nævnt en påske--Kristi første--i 2,13.23; en anden, som Jesus ikke deltog i, nævnes i 6,4; den sidste påske, hvor han blev korsfæstet, forekommer hos alle evangelisterne. Hvis "højtiden" i Joh 5,1 (artiklen skal sandsynligvis udelades) også, som nogle mener, er en påske, har Johannes fire påsker, og en tjeneste på tre år bliver nødvendig. Det hævdes dog, at i så fald ville "højtiden" næsten med sikkerhed være blevet navngivet. Det følger stadig ikke, selv hvis der menes en mindre højtid--for eksempel Purim--at vi er tvunget til en tjeneste på to år. Mr. Turner går bestemt videre, end hans beviser rækker, når han hævder, at "mens to år må tillades, kan der ikke tillades mere end to år for tidsrummet fra Joh 2,13; Joh 2,23 til Joh 11,55." Toårs-skemaet indebærer, som det vil fremgå ved overvejelse af detaljerne, en alvorlig sammenpresning og vilkårlig omplacering af begivenheder, som peger på behovet for længere tid. Vi vil antage, at tjenesten varede i tre år, og gemme begrundelserne, til beretningen undersøges.

4. Datoen for Kristi død:

På den hypotese, der nu er antaget, fandt Jesu korsfæstelse sted ved påsken i 30 e.Kr. Efter toårs-skemaet ville den falde et år tidligere. På begge sider er man enig om, at den fandt sted på fredagen i påskeugen, men det er omstridt, om denne fredag var den 14. eller den 15. dag i måneden. Johannesevangeliet anføres til støtte for den førstnævnte dato, synoptikerne for den sidstnævnte. Spørgsmålet vil blive behandlet i forbindelse med tidspunktet for den sidste nadver. Indtil videre skal det bemærkes, at hvis den 15. er den korrekte dato, synes der at være grund til at tro, at den 15. nisan faldt på en fredag i netop det nævnte år, 783 AUG, eller 30 e.Kr. Vi antager foreløbigt dette som datoen for korsfæstelsen.

DEL II. PROBLEMERNE I JESU LIV

I. Miraklerne.

1. Den "moderne" holdning:

Alle er klar over, at tilstedeværelsen af mirakler i evangelierne er en hovedgrund til, at repræsentanterne for den "moderne" skole afviser deres historiske værdi. Det bestrides ikke, at det er en overnaturlig person, hvis billede fremstilles i evangelierne. I den henseende er der ingen reel forskel mellem synoptikerne og Johannes. "Selv det ældste evangelium," skriver Bousset, "er skrevet ud fra troens standpunkt; allerede for Markus er Jesus ikke blot det jødiske folks Messias, men den underfulde evige Guds Søn, hvis herlighed strålede i verden" (Was wissen wir von Jesus? 54, 57). Men den samme forfatter, som fortolker den "moderne" ånd, erklærer, at ingen beretning, der omfatter overnaturlige begivenheder, kan accepteres som historisk. "Det vigtigste kendetegn ved denne moderne måde at tænke på," siger han, "hviler på beslutningen om at forsøge at forklare alt, hvad der sker i verden, ved naturlige årsager, eller--for at udtrykke det på en anden måde--det hviler på den bestemte hævdelse af universelle love, som alle fænomener, naturlige og åndelige, er underlagt" (What Is Religion? engelsk oversættelse, 283).

2. Det overnaturlige i evangelierne:

Med en sådan forudsætning er det klart, at evangelierne er dømt, før de bliver læst. Ikke alene er Jesus dér en overnaturlig person, men han fremstilles som overnaturlig i karakter, i gerninger, i krav (se nedenfor); han udfører mirakler; han har en overnaturlig fødsel og en overnaturlig opstandelse. Alt dette fejes bort. Det kan måske indrømmes, at han havde bemærkelsesværdige helbredelsesgaver, men disse placeres i klassen af "troshelbredelser" (således Harnack) og er ikke virkelig overnaturlige. Når man søger begrundelsen for denne selvsikre dogmatisme, er den vanskelig at opdage, undtagen på grundlag af en panteistisk eller monistisk teori om universet, som udelukker kristendommens personlige Gud. Hvis Gud er ophavsmanden til og opretholderen af den naturlige orden, som han styrer med moralske mål for øje, er det umuligt at se, hvorfor en overnaturlig husholdning, med henblik på høje mål som åbenbaring og forløsning, ikke skulle kunne indpodes på den naturlige og derved opnå mål, som ellers ikke kunne nås. Dette berører naturligvis ikke spørgsmålet om beviset for et bestemt mirakel, som må bedømmes ud fra dets forbindelse med den handlende persons skikkelse og de apostolske vidners karakter. Den velmente bestræbelse på at forklare alle mirakler gennem virkningen af ukendte naturlove--det, som Dr. Sanday kalder "at få enderne til at mødes" (Life of Christ in Recent Research, 302)--bryder sammen over for sådanne mirakler som den øjeblikkelige renselse af den spedalske, genoprettelse af synet for den blinde, opvækkelsen af de døde, handlinger der tydeligt indebærer en udøvelse af skabende magt. I et liv som Kristi må man bestemt forvente en overskridelse af naturens almindelige kræfter.

II. Messiasværdigheden.

1. Jesu tilbageholdenhed og moderne kritik:

Man har fundet en vanskelighed i det forhold, at Jesus i alle evangelierne vidste, at han var Messias, i det mindste fra sin dåb, og dog ikke, selv over for sine disciple, uden forbehold bekendtgjorde sig som sådan før efter Peters store bekendelse ved Cæsarea Filippi (Matt 16,13). På denne tilsyneladende hemmeligholdelse har man bygget den dristige hypotese, at Jesus i virkeligheden aldrig gjorde krav på at være Messias, og at de passager, som antyder det modsatte hos Markus (det oprindelige evangelium), er uhistoriske (Wrede; jf. om denne og andre teorier Schweitzer, The Quest of the Historical Jesus, engelsk oversættelse; Sanday, The Life of Christ in Recent Research). En så yderliggående opfattelse afvises af de fleste; men moderne kritikere kappes med hinanden i den frihed, hvormed de behandler evangelisternes vidnesbyrd om dette emne. Baldensperger antager f.eks., at Jesus ikke nåede fuld vished om sit messiasskab før nær tiden for Peters bekendelse, og han flytter vilkårligt de tidligere afsnit, hvor titlen »Menneskesøn« forekommer, til efter denne begivenhed (Das Selbstbewusstsein Jesu, 2. udgave, 246). Bousset mener, at Jesus antog den messianske rolle som den eneste, der stod åben for ham, men bar den som en »byrde« (jf. hans Jesus). Schweitzer forbinder den med apokalyptiske forestillinger af vildt fantastisk karakter (anførte værk, kapitel xix).

2. En voksende åbenbaring:

Der er imidlertid ingen grund til at antage, at Peters bekendelse markerer den første gryende erkendelse af dette i apostlenes sind. Snarere var den det ophøjede udtryk for en tro, som allerede var til stede, og som længe havde været under modning. Dåben og fristelsen, brugen af titlen »Menneskesøn«, myndighedspræget i hans undervisning, hans mirakler og mange særlige hændelser viser, lige så klart som talerne hos Johannes gør det, at Jesus fra begyndelsen var fuldt bevidst om sit kald; og hans tilbageholdenhed i brugen af titlen udsprang ikke af nogen tvivl i hans eget sind om hans ret til den, men af hans ønske om at undgå falske associationer, indtil hans messiasskabs sande natur skulle blive åbenbaret. Messiasskabet var hele tiden i færd med at åbenbare sig for dem, der havde øjne til at se det (jf. Joh 6,66-71). Hvad det indebar, vil blive set senere.

III. Rige og apokalypse.

1. Riget – nutidigt eller fremtidigt?:

Forbundet med messiasskabet er tanken om »Guds rige« eller »Himmeriget«, som nogle i nyere tid vil fortolke i rent eskatologisk betydning, i lyset af jødiske apokalyptiske forestillinger (Johannes Weiss, Schweitzer osv.). Riget er ikke noget nutidigt, men helt og holdent noget fremtidigt, som skal indføres ved naturens omvæltninger og Menneskesønnens parusi. Ordene i Herrens bøn, »Komme dit rige«, anføres til støtte for denne påstand, men den næste bøn burde beskytte mod en så voldsom slutning. »Ske din vilje«, lærer Jesus sine disciple at bede, »som i himlen, således også på jorden« (Matt 6,10). Riget er Guds herredømme i menneskers hjerter og liv i denne verden såvel som i den næste. Det ville ikke være forkert at definere det som i sit væsen bestående i Guds viljes overhøjhed i menneskers hjerter og menneskelige anliggender og i hver afdeling af disse anliggender. Sådan som Jesus beskriver riget, har det, efter hans ords ligefremme mening, en nutidig tilværelse på jorden, selv om dets fuldendelse er i evigheden. Lignelserne i Matt 13 og andre steder fremstiller det som grundlagt ved udsåningen af sandhedens ord (sædemanden), som en blanding af gode og onde elementer (ukrudtet), som voksende fra små begyndelser til store dimensioner (sennepsfrøet), som gradvist gennemsyrede menneskeheden (surdejen), som af uvurderlig værdi (skatten; perlen; jf. Matt 6,33); som endende i en dom (ukrudtet, voddet); som fuldendt i den kommende verden (Matt 13,43). Det var et rige, der var åndeligt af natur (Luk 17,20; Luk 17,21), universelt i rækkevidde (Matt 8,11; Matt 21,43 osv.), udviklede sig fra et livsprincip indeni (Mark 4,26-29) og mundede ud i sejr over al modstand (Matt 21,44).

2. Apokalyptiske forestillinger:

Det er vanskeligt at udtale sig om, i hvilket omfang Jesus var bekendt med samtidens apokalyptiske forestillinger eller lod disse farve billedsproget i dele af sin undervisning. Disse forestillinger udgjorde bestemt ikke substansen i hans undervisning, og man kan tvivle på, om de mere end overfladisk påvirkede selv dens form. Jødisk apokalyptik kendte intet til en Messias' død og opstandelse og hans tilbagekomst i herlighed for at indføre et evigt rige. Det, Jesus lærte om disse emner, udsprang af hans egen messianske bevidsthed, med den vished han havde om sin sejr over døden og sin ophøjelse til Guds højre hånd. Det var i Det Gamle Testamentes profeti, ikke i senjødisk apokalyptik, at hans tanker om sit riges fremtidige sejr var grundfæstet, og fra profeternes levende billedsprog lånte han det meste af den dragt, disse tanker fik. Es 53 forudsiger f.eks. ikke blot Herrens tjeners forkastelse og død (53,3.1-9.12), men forlængelsen af hans dage og hans sejrrige herredømme (53,10-12). Daniel, ikke Enoks Bog, er kilden til titlen »Menneskesøn« og til billedsproget om at komme på himlens skyer (Dan 7,13). Tankerne om opstandelse osv. har deres grund i Det Gamle Testamente (se ESKATOLOGI I DET GAMLE TESTAMENTE). Med de overdrevne, uåndelige former, hvori disse forestillinger blev støbt i de jødiske apokalyptiske bøger, havde hans undervisning intet til fælles. Den nye apokalyptiske skole, repræsenteret ved Schweitzer, reducerer Jesu historie til dårskab, fanatisme og håbløs desillusion.

IV. Karakteren og kravene.

1. Benægtelse af Kristi moralske fuldkommenhed:

Hvor evangelierne i Jesus fremstiller os billedet af en lydefri karakter – med ordene fra forfatteren til Hebræerbrevet: "hellig, svigfri, ubesmittet, skilt fra syndere" (Hebr 7,26) – drives moderne kritik af en ubønhørlig nødvendighed til at berøve Jesus hans syndfri fuldkommenhed og tillægge ham den fejl, skrøbelighed og moralske svaghed, som hører almindelige dødelige til. I Schweitzers skildring (sammenlign op. cit.) er han en apokalyptisk sværmer, styret af illusoriske idealer, som bedrager sig selv og andre med hensyn til, hvem han var, og med hensyn til verdens nært forestående ende. De, der viser en mere passende værdsættelse af Kristi åndelige storhed, hindres stadig af deres humanitære vurdering af hans person og deres benægtelse af det overnaturlige i historien fra at anerkende muligheden af hans syndfrihed. Man kan trygt sige, at der næppe findes en eneste forfatter af den moderne skole, som indrømmer Kristi moralske fuldkommenhed. At gøre det ville være at indrømme et mirakel i menneskeheden, og vi har hørt, at miraklet af den højeste rationelle nødvendighed er udelukket. Dette er imidlertid netop det punkt, hvor den moderne såkaldt "historisk-kritiske" fremstillingsmåde mest åbenlyst bryder sammen. Idealet om fuldkommen hellighed i evangelierne, som har betaget kristenhedens samvittighed i 18 århundreder og på ny bevidner sig selv for enhver oprigtig læser, kan ikke således let skaffes af vejen eller bortforklares som opfindelsen af en kirke, der (uden idealets hjælp) tilfældigt var samlet af jøder og hedninger. Det var ikke kirken – mindst af alt en sådan kirke – der skabte Kristus, men Kristus der skabte kirken.

(1) Syndfriheden bekræftet.

Jesu syndfrihed er et givet forhold i evangelierne. Over for en syndig verden står han som en frelser, der selv er uden synd. Hans liv er det ene liv i menneskeheden, hvori der fremstilles et fuldkomment kendskab til og et ubrudt fællesskab med Faderen, en ufravigelig lydighed mod hans vilje, en urokkelig hengivenhed – under fristelsens og lidelsens hårdeste pres – for godhedens højeste ideal. Det etiske ideal blev aldrig løftet til en så absolut højde, som det er i Jesu undervisning, og miraklet er, at, hvor højt det end er i sin ubesmittede renhed, svarer Jesu karakter dertil og virkeliggør det. Ord og liv stemmer for én gangs skyld i historien fuldkomment overens. Jesus, med den skarpeste følsomhed over for synd i tanke og følelse såvel som i handling, er sig ingen synd bevidst i sig selv, bekender ingen synd, afviser dens tilstedeværelse og taler og handler stadig ud fra den forudsætning, at han er uden den. De, der kendte ham bedst, erklærede ham for at være uden synd (1 Pet 2,22; 1 Joh 3,5; jf. 2 Kor 5,21). Evangelierne måtte rives i stykker, før dette billede af en fuldkommen hellighed kunne udslettes af dem.

(2) Hvad dette indebærer.

Hvordan skal dette fænomen, en syndfri personlighed i Jesus, forklares? Det er i sig selv et mirakel og kan kun gøres troværdigt ved et skabende mirakel i Kristi oprindelse. Det kan hævdes, at en jomfrufødsel ikke i sig selv sikrer syndfrihed, men det vil næppe blive bestridt, at i det mindste en syndfri personlighed forudsætter et mirakel i sin frembringelse. Det er netop derfor, den moderne ånd føler sig forpligtet til at forkaste den. I evangelierne er det ikke jomfrufødslen i sig selv, der påberåbes for at forklare Kristi syndfrihed, men den overnaturlige undfangelse ved Helligånden (Luk 1,35). Det er på grund af denne undfangelse, at fødslen er en jomfrufødsel. Ingen forklaring af det overnaturlige element i Kristi person er mere rationel eller troværdig (se nedenfor under "Fødsel").

2. Syndfrihed og det messianske krav:

Hvis Jesus fra begyndelsen var bevidst om sig selv som uden synd, og hvis han, som modstykke hertil, vidste sig stå i et ubrudt sønligt fællesskab med Faderen, må han tidligt være blevet bevidst om sit særlige kald og have lært at skelne sig selv fra andre som én, der var kaldet til at velsigne og frelse dem. Her er den sande kim til hans messianske bevidsthed, hvorfra alt senere udfoldes. Han stod i et forhold til Faderen, som åbnede hans ånd for en fuld og klar åbenbaring af Faderens vilje angående ham selv, hans mission, det rige han kom for at grundlægge, hans lidelser som frelsens middel for verden og den herlighed, der ventede ham, når hans jordiske gerning var fuldendt. I lyset af denne åbenbaring læste han Det Gamle Testamentes Skrifter og så sin vej gjort tydelig der. Da timen var kommet, gik han til Johannes for at blive døbt, og hans korte, begivenhedsrige tjeneste, som skulle ende på korset, begyndte. Dette er den læsning af begivenhederne, som indfører sammenhæng og formål i Jesu liv, og det er den, vi vil følge i den skitse, der nu skal gives.

DEL III. FORLØBET AF JESU JORDISKE LIV

1. Historiens inddelinger:

Den vidunderlige beretning om verdens Forløsers liv, som vi nu skal forsøge at følge, falder naturligt i flere inddelinger:

A. Fra fødslen til dåben og fristelsen.

B. Den tidlige judæiske tjeneste.

C. Den galilæiske tjeneste og besøgene ved højtiderne.

D. Den sidste rejse til Jerusalem.

E. Lidelsesugen – forræderi, retssag og korsfæstelse.

F. Opstandelsen og himmelfarten.

2. Ikke et fuldstændigt "liv":

For at undgå misforståelser er det vigtigt at huske, at hvor rige evangeliernes beretninger end er, findes der ikke materiale til en fuldstændig biografi eller et "liv" af Jesus. Der er et hul, kun afbrudt af en enkelt hændelse, fra hans spæde barndom til hans 30. år; der er kredse af begivenheder blandt myriader, som ikke er nedskrevet (Joh 21,25); der er udsagn, lignelser, længere taler, knyttet til bestemte anledninger; der er generelle sammenfatninger af perioder med virksomhed, sammenfattet i få vers. Evangelisterne fremstiller også hver især deres materiale ud fra sit eget ståsted--Matthæus ud fra det teokratiske, Markus ud fra Kristi praktiske virksomhed, Lukas ud fra det universalistiske og menneskeligt medfølende, Johannes ud fra det guddommelige. Når historien gengives, må der tages hensyn til denne fokusering fra forskellige synsvinkler.

A. FRA FØDSLEN TIL DÅBEN OG FRISTELSEN

I. Fødslen.

1. Skjult fromhed i jødedommen: Det Gamle Testamentes profeti udløb med løftet på læberne: "Se, jeg sender min budbringer, og han skal berede vejen foran mig; og Herren, som I søger, skal pludselig komme til sit tempel; og pagtens budbringer, som I længes efter, se, han kommer, siger Hærskarers Jahve" (Mal 3,1). I årene umiddelbart før Kristi fødsel sitrede luften af fornemmelsen af forestående store begivenheder. Det jødiske folks skæbne var på sit laveste punkt. Farisæisk formalisme, saddukæisk vantro, fanatisk zelotisme, herodiansk spytslikkeri og romersk undertrykkelse syntes at have knust de sidste gnister af åndelig religion. Alligevel nærede små gudfrygtige grupper i talrige stille kredse i Judæa, og endog i det fjerne Galilæa, stadig deres sjæle ved løfterne, mens de ventede på "Israels trøst" og "Jerusalems forløsning" (Luk 2,25; Luk 2,38). Glimt af disse gives i Zakarias og Elisabeth, i Simeon, i Anna, i Josef og Maria (Luk 1; Luk 2; Matt 1,18). Det var i hjerter i disse kredse, at den profetiske ånds bevægelser begyndte på ny at gøre sig gældende og berede vejen for adventen (jf. Luk 2,27; Luk 2,36).

2. Døberens fødsel:

(Lukas 1)

I Herodes' sidste dage--måske i året 748 efter Roms grundlæggelse, eller 6 f.Kr.--gjorde den gamle præst Zakarias, af Abijas skifte (1 Krøn 24,10; jf. Schurer, Div. II, Vol. I, 219 ff), tjeneste i templet ved røgelsesalteret i aftenbønnens time. Forskere har beregnet, om end på noget usikre grunde, at tjenesten for den orden, som Zakarias tilhørte, faldt i dette år i april måned eller i begyndelsen af oktober (jf. Andrews, Life of our Lord). Da skete der noget vidunderligt. Zakarias og hans hustru Elisabeth, kendt for deres ulastelige fromhed, havde indtil da været barnløse. Denne aften viste en engel sig ved siden af røgelsesalteret og forkyndte for Zakarias, at der skulle fødes dem en søn, i hvem Malakias' forudsigelse skulle virkeliggøres om én, der kom i Elias' ånd og kraft for at berede Herrens vej (jf. Mal 4,5; Mal 4,6). Hans navn skulle være Johannes. Zakarias tøvede med at tro og blev slået med stumhed, indtil løftet skulle blive opfyldt. Det skete, som englen havde forudsagt, og ved hans søns omskærelse og navngivning blev hans tunge igen løst. Zakarias, fyldt med Ånden, udøste sin sjæl i en lovsang--Benedictus (Luk 1,5-25; Luk 1,57-80; jf. JOHN THE BAPTIST).

3. Bebudelsen og dens følger:

(Luk 1,26-56; Matt 1,18-25)

Imens skete endnu mærkeligere ting i den lille landsby Nazaret i Galilæa (nu enNacirah). Der boede en ung jomfru af den reneste karakter, ved navn Maria, forlovet med en tømrer i landsbyen (jf. Matt 13,55), kaldet Josef, som, skønt i så ringe en stilling, var af Davids slægt (jf. Es 11,1). Maria var højst sandsynligt ligeledes af davidisk afstamning (Luk 1,32; om slægtstavlerne, se nedenfor). Fablerne om Marias herkomst og ungdom i de apokryfe evangelier kan trygt forkastes. For denne jomfru viste den samme englelige gæst (Gabriel) sig, tre måneder før Døberens fødsel, hilste hende som "højt begunstiget" af Gud og forkyndte hende, at hun ved Helligåndens kraft skulle blive Frelserens mor. Ordene "Velsignet er du blandt kvinder" i KJV i Luk 1,28 er udeladt af RV (britisk og amerikansk), skønt de findes nedenfor (1,42) i Elisabeths hilsen. De giver under alle omstændigheder ingen støtte til Mariadyrkelse, men fastslår blot den kendsgerning, at Maria blev æret mere end nogen anden kvinde i slægten ved at blive udvalgt til at være Herrens mor.

(1) Det forbløffende budskab.

Selve bekendtgørelsen var af den mest forbløffende betydning. Maria blev selv rystet ved tanken om, at hun som jomfru skulle blive mor (Luk 1,34). Endnu mere overraskende var de udsagn, der blev fremsat om den søn, hun skulle føde. Undfanget ved Helligånden (Luk 1,35; Matt 1,18) skulle han være stor og kaldes "den Højestes søn" (Luk 1,32)--"Guds søn" (Luk 1,35); hans far Davids trone skulle gives ham, og hans herredømme skulle være evigt (Luk 1,32; Luk 1,33; jf. Es 9,6; Es 9,7); han skulle være "hellig" fra moders liv (Luk 1,35). Hans navn skulle kaldes Jesus (Luk 1,31; jf. Matt 1,21), hvilket betegner ham som frelser. Jesu hellighed sættes her i forbindelse med hans underfulde undfangelse, og det med rette. I intet tilfælde i menneskehedens historie har naturlig avling frembragt et væsen, som er syndfrit, for slet ikke at tale om overmenneskeligt. Det forhold, at Jesus, selv i sin menneskelige natur, blev overnaturligt avlet--var "Guds søn"--udelukker ikke det højere og evige sønneforhold efter den guddommelige natur (Joh 1,18). Inkarnationen af et sådant guddommeligt væsen, som Paulus og Johannes skildrer, indebærer i sig selv et under i den menneskelige oprindelse. Da hele budskabet blev forkyndt for hende, tog Maria imod det, der blev sagt hende, i mild ydmyghed (Luk 1,38).

(2) Besøget hos Elisabeth.

Sammen med bekendtgørelsen til hende selv fik Maria en angivelse af, hvad der var hændt hendes slægtning Elisabeth, og Marias første handling, da hun var kommet sig over sin forundring, var i hast at gå til Elisabeths hjem i Judæas bjergland (Luk 1,39). Helt naturligt foregreb hun ikke overilet Guds handling ved at tale med Josef om det, der var sket, men ventede i stilhed og tro, indtil Gud på sin egen måde skulle åbenbare, hvad han havde gjort. Mødet mellem de to hellige kvinder blev anledningen til et nyt udbrud af profetisk inspiration. Elisabeth, bevæget af Ånden, hilste Maria i ophøjede ord som Herrens mor (Luk 1,42-45)--en bekræftelse for Maria på det budskab, hun havde modtaget; Maria brød på sin side ud i rytmisk tale: "Min sjæl ophøjer Herren," osv. (Luk 1,46-56). Hendes hymne--det ophøjede Magnificat--skal sammenlignes med Hannas (1 Sam 2,1-11), som danner forbilledet for den. Maria blev hos Elisabeth omtrent tre måneder og vendte derefter tilbage til sit eget hus. (3) Josefs rådvildhed.

Her ventede hende en ny prøvelse. Marias tilstand som kommende mor kunne ikke længe skjules, og da Josef først blev klar over den, måtte chokket for en så retfærdig mand (Matt 1,19) være frygteligt i sin voldsomhed. At Josef forsvinder fra den senere evangeliehistorie, antyder, at han var en hel del ældre end sin trolovede, og det er muligt, at hans sindelag, skønt strengt, retskaffent og samvittighedsfuldt, ikke var så stærkt præget af medfølelse, som en så ømtålelig sag krævede. Det går for vidt at sige med Lange: "Han mødte den beskedne, men urokkeligt faste jomfru med afgjort tvivl; den første ebionit"; men så længe han ikke havde anden støtte end Marias ord, var hans sind i en tilstand af pinefuld rådvildhed. Hans første tanke var at give Maria et privat "skilsmissebrev" for at undgå skandale (Matt 1,19). Heldigvis blev hans tvivl snart bragt til ro ved en guddommelig tilkendegivelse, og han tøvede ikke længere med at tage Maria til sig som sin hustru (Matt 1,24). Lukasevangeliet, som begrænser sig til Marias historie, siger intet om denne episode; Matthæus' beretning, som bærer vidnesbyrd om at være kommet fra Josef selv, udfylder manglen ved at vise, hvordan Josef fik den tillid til Maria, der gjorde ham i stand til at tage hende til hustru og blive værge for hendes barn. Prøvelsen var uden tvivl, så længe den varede, ikke mindre hård for Maria end for Josef--et forspil til det sværd, som skulle "gennembore (hendes) egen sjæl" (Luk 2,35). Der er ingen grund til at tro, at Josef og Maria ikke siden levede i ægteskabets sædvanlige forhold, og at der ikke blev født dem børn (jf. Matt 13,55; Matt 13,56 osv.).

4. Fødslen i Betlehem:

(Matthæus 2,1; Lukas 2,1-7)

Matthæus giver ingen angivelse af, hvor de begivenheder, der fortælles i hans første kapitel, fandt sted, men nævner først Nazaret i forbindelse med den hellige families tilbagevenden fra Egypten (2,23). I 2,1 fører han os til Betlehem som byen for Kristi fødsel. Det overlades til Lukas at give en beretning om de omstændigheder, der førte Josef og Maria til Betlehem--og således opfyldte profetien (Mika 5,2; Matt 2,5; Matt 2,6)--i denne afgørende stund, og at nedskrive den ringe måde, hvorpå Kristus blev født dér.

(1) Quirinius' folketælling.

Kejser Augustus havde givet ordre til en almindelig indskrivning i hele riget (at der fandtes periodiske indskrivninger i riget, er solidt påvist af professor W.M. Ramsay i hans Was Christ Born at Bethlehem?), og det siges, at denne ordre blev sat i værk i Judæa, da Kvirinius var statholder i Syrien (Luk 2,1; Luk 2,2). De vanskeligheder, der er forbundet med den indskrivning eller folketælling, som nævnes her, drøftes i artiklen QUIRINIUS. Det er kendt, at Kvirinius gennemførte en folketælling i Judæa i 6 e.Kr. (sammenlign ApG 5,37), men folketællingen ved Kristi fødsel skelnes af Lukas fra denne som »den første indskrivning«. Vanskeligheden blev i vid udstrækning fjernet, da det blev fastslået, som det er sket til de fleste forskeres tilfredshed, at Kvirinius var statholder i Syrien to gange--først efter Herodes’ død, 4-1 f.Kr., og igen i 6-11 e.Kr. Sandsynligheden er, at folketællingen blev påbegyndt under Varus, Kvirinius’ umiddelbare forgænger--eller endnu tidligere under Saturninus--men at dens anvendelse på Judæa, som da stod under Herodes’ myndighed, blev forsinket, og at den blev fuldført af Kvirinius, med hvis navn den officielt er forbundet. At indskrivningen foregik ved, at hver enkelt drog til sin egen by (vers 3), forklares ved, at folketællingen ikke blev gennemført efter romersk metode, men, som det sømmede sig for et afhængigt kongerige, i overensstemmelse med jødiske skikke (sammenlign Ramsay).

(2) Jesus født.

Det må stå uafgjort, om Marias rejse til Betlehem sammen med Josef var nødvendig af hensyn til nogen form for registrering, eller om den ganske enkelt udsprang af hendes uvillighed til at blive skilt fra Josef i en så prøvende situation. Til Betlehem kom hun under alle omstændigheder, muligvis efter guddommelig tilskyndelse, og dér, i Davids fædrene by, under de ringest tænkelige omstændigheder, fødte hun sit vidunderlige barn. I usmykket sprog--meget forskelligt fra de apokryfe fortællingers udsmykninger--beretter Lukas, hvordan der, da de rejsende ankom, ikke var plads til dem i »herberget«--den almindelige østlige khan eller karavanserai, en firkantet indhegning med en åben gård til kvæget og en hævet niche langs murene til ly for gæster--og hvordan Maria, da hendes barn var født, svøbte ham og lagde ham i en krybbe. Da det trætte par ifølge Lukas var blevet trængt ud af, og ikke blot inde i, herberget, er der al sandsynlighed for, at fødslen fandt sted, ikke, som nogle antager, i herbergets gård, men, som den ældste tradition hævder (Justin Martyr, Dialog med Tryfon, 78), i en hule i nærheden, brugt til lignende formål som logi og opstaldning af kvæg. Betydelige autoriteter ser velvilligt på den »fødselsgrotte«, der stadig vises frem, med dens indskrift, Hic de virgine Maria Jesus Christus natus est, som markering af det hellige sted. I sådanne utroligt ringe omgivelser blev »Faderens enbårne« ført ind i den verden, han kom for at genløse. Hvor sandt er apostlens ord om, at han »tømte« sig selv (Fil 2,7)! Der ligger et problem i selve omstændighederne ved en sådan persons indtræden i tiden, som kun tanken om en frivillig ydmygelse med frelsende formål kan løse.

5. Begivenhederne i barndommen:

(Lukas 2,8-39; Mattæus 2,1-12)

Skønt Jesus altså blev født i ringe kår, lod Faderen ham ikke være helt uden vidnesbyrd om hans sønneforhold. Der var sprækker i skyerne, hvorigennem glimt af den skjulte herlighed strømmede. Scenerne i barndomsfortællingerne viser en mærkelig sammenblanding af det herlige og det ringe.

(1) Hyrdernes besøg.

Den første åbenbaring blev givet til hyrder, som om natten vogtede deres hjorde på markerne nær Betlehem. Årstiden, må man slutte, kan næppe have været vinter, selv om det oplyses, at der i Judæa ofte er en periode med tørt vejr mellem midten af december og midten af februar, hvor en sådan vogtning af hjorde ville være mulig (Andrews). Engleverdenen er ikke langt borte fra os, og ligesom engle på forhånd forkyndte Kristi fødsel, sådan lod Guds engle, da han virkelig kom ind i verden (sammenlign Hebr 1,6), natten genlyde af deres sange. Først forkyndte en engel, som viste sig midt i den guddommelige herlighed--»Shekinah«--for de dybt forskrækkede hyrder fødslen i Betlehem af en »frelser, som var Kristus, Herren«; derefter brød et helt kor af den himmelske hærskare ind med omkvædet: »Ære være Gud i det højeste, og på jorden fred blandt mennesker, som han har velbehag i« (bogstaveligt: »velbehagets mennesker«)--siden generationernes julesalme (Luk 2,1-14). Hyrderne, som havde fået anvisning på, hvordan de skulle genkende barnet (Luk 2,12), gik straks af sted og fandt, at det var, som de havde fået at vide. Derfra skyndte de sig at udbrede budskabet--de første troende, de første tilbedere, de første prædikanter (Luk 2,15-20). Maria gemte ordene i sit hjertes stilhed.

(2) Omskærelsen og fremstillingen i templet.

Jødisk lov krævede, at drengebarnet på den 8. dag skulle omskæres, og samme dag fik han sit navn (jf. Luk 1,59-63). Skønt Jesus var helt ren, underkastede han sig den rite, der betegnede aflæggelsen af kødelig synd (Kol 2,11), og blev som en sand israelit forpligtet til at vise lydighed mod hvert eneste guddommeligt bud. Navnet "Jesus" blev da givet ham (Luk 2,21). På den 40. dag kom ceremonien med fremstillingen i templet i Jerusalem, hvor Maria måtte bringe et offer for sin renselse (3 Mos 12; Marias offer var de fattiges mere beskedne offer, "et par turtelduer eller to unge duer" (3 Mos 12,8; Luk 2,24)), og hvor den førstefødte søn skulle løskøbes med 5 sekel efter helligdommens vægt (4 Mos 18,15; 4 Mos 18,16; omkring 3,60 dollar). Overholdelsen var endnu et tegn på, at Kristus--personligt syndfri--ikke veg tilbage for fuld identifikation med vores slægt i ansvaret under dens syndige vilkår. Før den var fuldendt, blev ceremonien imidlertid løftet til et mere guddommeligt plan, og der blev givet et nyt vidnesbyrd om Marias barns værdighed gennem den hellige Simeons og den aldrende profetinde Annas handling og inspirerede udsagn. For Simeon, en retfærdig og from mand, som "ventede på Israels trøst", var det blevet åbenbaret, at han ikke skulle dø, før han havde set Herrens Kristus, og ledt af Ånden ind i templet netop på det tidspunkt, da Jesus blev fremstillet, genkendte han i ham den, han havde ventet på, og idet han tog ham i sine arme, udtalte han de smukke ord i Nunc Dimittis--"Nu lader du din tjener fare, Herre," osv. (Luk 2,25-32). Han fortalte også, hvordan dette barn var sat til fald og oprejsning for mange i Israel, og hvordan et sværd gennem ham skulle gennembore Marias egen sjæl (Luk 2,34; Luk 2,35). Da profetinden Anna trådte ind i samme time--nu i meget høj alder (over 100; hun færdedes stadig i templet, Luk 2,37)--bekræftede hun hans ord og talte om ham til alle, som ligesom hun selv ventede "på Jerusalems forløsning."

(3) De vise mænds besøg.

Det synes at have været efter fremstillingen i templet, at den hændelse fandt sted, som Matthæus beretter om: de vise mænds besøg. De vise mænd, en lærd klasse, der oprindeligt hørte hjemme i Kaldæa eller Persien (se MAGI), var med tiden stærkt udartet (jf. Simon Magus, ApG 8,9), men de, som nu kom fra det fjerne Østen for at søge Kristus, var af en ædlere slags. De viste sig i Jerusalem og spurgte: "Hvor er han, som er født som jødernes konge?" og erklærede, at de havde set hans stjerne i Østen og var kommet for at tilbede ham (Matt 2,2). Som iagttagere af nattehimlen ville enhver betydningsfuld fremtoning på himlen straks tiltrække sig deres opmærksomhed. Mange (Kepler, Ideler osv.; jf. Ramsay, op. cit., 215 ff.) er tilbøjelige til at forbinde denne "stjerne" med en bemærkelsesværdig konjunktion--eller række af konjunktioner--af planeter i 7-6 f.Kr.; i så fald er det muligt, at der var gået to år (jf. Herodes' forhør og hans efterfølgende handling, Matt 2,7; Matt 2,16), siden de havde iagttaget tegnet. På den anden side peger den kendsgerning, at stjernen igen viste sig og syntes at stå over et hus i Betlehem (Matt 2,9), snarere på et særskilt fænomen (jf. BETHLEHEM, STAR OF). De vise mænds forespørgsel vakte straks Herodes' uro; efter at have fået fastslået af de skriftkloge, at Kristus skulle fødes i Betlehem (Mika 5,2), tilkaldte han derfor de vise mænd, udspurgte dem om, hvornår stjernen nøjagtigt havde vist sig, og sendte dem derpå til Betlehem for at lede efter det lille barn, idet han hyklerisk foregav, at også han ønskede at tilbede ham (Matt 2,7; Matt 2,8). Herodes havde tro nok til at tro Skrifterne, men var dog tåbelig nok til at mene, at han kunne hindre Guds hensigt. Vejledt af stjernen, som på ny viste sig, kom de vise mænd til Betlehem, frembar deres gaver og vendte siden, advaret af Gud, tilbage ad en anden vej uden at melde tilbage til Herodes. Det er et slående billede--Herodes, kongen, og Kristus, Kongen; Kristus som en magt selv i sin vugge, der vækker rædsel og tiltrækker hyldest! Disse vismænds tro, som ikke lod sig afskrække af de ydmyge omgivelser omkring barnet, de havde fundet, men tilbad og lagde deres guld, røgelse og myrra for hans fødder, er en strålende foregribelse af de sejre, Kristus endnu skulle vinde blandt de viseste såvel som de ringeste i vores slægt. Da Herodes fandt ud af, at han, som han mente, var blevet narret af de vise mænd, hævnede han sig ved at befale en massakre på alle drengebørn på to år og derunder i Betlehem og dets omegn (Matt 2,16-19). Denne nedslagtning, selv om den ikke er optegnet andetsteds (jf. dog Macrobius, citeret hos Ramsay, op. cit., 219), stemmer helt med grusomheden i Herodes' sindelag. Imens var Josef og Maria blevet ført bort fra fareskuepladsen (Matt 2,17 forbinder Betlehemsmødrenes sorg med Rakels gråd, Jer 31,15).

6. Flugten til Egypten og tilbagevenden til Nazaret:

(Matthæus 2,13-15.19-23)

Marias og hendes truede barns sikkerhed blev sørget for ved en guddommelig advarsel om for en tid at trække sig tilbage til Egypten (læg mærke til det tilbagevendende udtryk: "det lille barn og hans mor"--det lille barn tager føringen, Matt 2,11; Matt 2,13; Matt 2,14; Matt 2,20; Matt 2,21), hvortil de følgelig blev ført af Josef (Matt 2,14). Opholdet var ikke langt. Herodes' død gav tilladelse til at vende tilbage, men da Arkelaos, Herodes' søn (den værste af dem), regerede i Judæa i sin fars sted (ikke som konge, men som "etnark"), blev Josef anvist at trække sig tilbage til Galilæa; derfor skete det, at han og Maria, sammen med barnet, igen befandt sig i Nazaret, hvor Lukas på ny tager fortællingen op (Luk 2,39), den tråd, som var blevet afbrudt af begivenhederne hos Matthæus. Matthæus ser i tilbagekomsten fra Egypten en ny opfyldelse af Israels erfaringer (Hos 11,1), og i bosættelsen i Nazaret en forbindelse med Det Gamle Testamentes profetier om Kristi ringe stand (Es 11,1, netser, "gren"; Zak 3,8; Zak 6,12, osv.).

7. Spørgsmål og indvendinger:

Indvendingerne mod troværdigheden af fortællingerne om jomfrufødslen er allerede delvis blevet berørt. (Se videre artiklerne om MARIA; JOMFRUFØDSEL; og forfatterens bind, The Virgin Birth of Christ.)

(1) Jomfrufødslen.

Fortællingerne hos Matthæus og Lukas bevidnes af alle håndskrifter og versioner som ægte dele af deres respektive evangelier og som overleveret til os i deres helhed. Lukas' fortælling anerkendes almindeligvis som hvilende på et aramæisk grundlag, der ud fra sin sprogbrug og sine forestillingers oprindelige karakter hører til den tidligste tid. Mens alt i Lukas' fortælling fremstilles fra Marias synspunkt, er det hos Matthæus Josef, der står i forgrunden, hvilket antyder, at jomfrumoderen er informationskilden i det ene tilfælde, og Josef selv i det andet. Fortællingerne supplerer hinanden; de modsiger ikke hinanden. At Markus og Johannes ikke indeholder fortællinger om jomfrufødslen, kan ikke undre, når man husker, at Markusevangeliet med vilje begynder med Johannes' dåb, og at det fjerde evangelium sigter mod at fremstille den guddommelige nedstigning, ikke omstændighederne ved den jordiske fødsel. "Ordet blev kød" (Joh 1,14)--alt er allerede indeholdt i dette. Det kan heller ikke indvendes, at Paulus ikke i sine breve eller i sin offentlige forkyndelse bygger på en så væsentligt privat kendsgerning som den mirakuløse undfangelse--tilmed på et tidspunkt, hvor Maria sandsynligvis endnu levede. Med undtagelse af den snævreste sekt blandt de jødiske ebionitter og nogle af de gnostiske sekter blev jomfrufødslen alment accepteret i den tidlige kirke.

(2) Slægtstavlerne

(Matthæus 1,1-17; Lukas 3,23-28)

Der mærkes vanskelighed ved slægtstavlerne hos Matthæus og Lukas (den ene nedadgående, den anden opadgående), som, mens de begge foregiver at føre Jesu afstamning tilbage til David og Abraham (Lukas til Adam), dog går helt hver sin vej i slægtslinjen efter David. Se om dette artiklen JESU KRISTI SLÆGTSTAVLE. Et yndet synspunkt er, at Matthæus viser Jesu juridiske afstamning, Lukas den naturlige. Der er sandsynlighed i antagelsen, at selv om Lukas' slægtstavle i formen er Josefs, er den i virkeligheden Marias slægtstavle. Det var ganske vist ikke sædvanligt at opstille slægtstavler for kvinder, men tilfældet her var klart undtagelsesvist, og Josefs overgang ind i sin svigerfar Helis familie ville gøre det muligt at opstille listen i hans navn. Celsus synes i det 2. århundrede at have forstået den sådan, når han spotter tanken om, at Jesus gennem en så ringe kvinde som tømrerens hustru skulle føre sin slægt op til det første menneske (Origenes, Contra Celsus, ii.32; Origenes' svar går ud fra den samme antagelse. Sammenlign artiklen om "Genealogies" i Kitto, II).

II. De tavse år--det tolvte år.

1. Den menneskelige udvikling:

(Lukas 2,40.52)

Med undtagelse af ét brudstykke af en begivenhed--besøget i Jerusalem og templet i hans 12. år--tier de kanoniske evangelier om Jesu historie fra tilbagekomsten til Nazaret indtil hans dåb ved Johannes. Denne lange periode, som de apokryfe evangelier fylder med tåbelige fabler (se APOKRYPHE EVANGELIER), lader de inspirerede skrifter stå, så den kan betragtes som det, den var--en periode med stille udvikling af sind og krop, uden ydre begivenheder, med tavs indsamling af erfaring midt i Nazarets omgivelser. Jesus "voksede og blev stærk, fyldt med visdom; og Guds nåde var over ham .... gik frem i visdom og vækst og i yndest hos Gud og mennesker" (Luk 2,40; Luk 2,52). Inkarnationen var en sand påtagelse af menneskeligheden, med alle dens syndfrie begrænsninger i vækst og udvikling. Der gives ikke det mindste vink om den alvidenhed eller almagt, som teologien ikke sjældent har tillagt Jesus selv som barn og dreng. Hans skolegang var sandsynligvis den almindelige landsbydrengs (han kunne læse, Luk 4,17 ff, og skrive, Joh 8,6-8); han arbejdede ved tømrerbænken (sammenlign Mark 6,3; Justin Martyr, der følger traditionen, taler om ham som én, der lavede "plove og åg," Dial., 88). Hans mildhed og karakterens ynde gjorde ham elsket af alle, der kendte ham (Luk 2,52). Ingen syndens plet formørkede hans syn på guddommelige ting. Hans senere historie viser, at hans sind blev næret af Skrifterne; og mens han grundede over salmer og profeter, kunne hans sjæl heller ikke forblive uberørt af anelser, der voksede til overbevisninger om, at han var den, i hvem deres forudsigelser var bestemt til at blive virkeliggjort.

2. Jesus i templet:

(Lukas 2,41-50)

Hvert år drog Josef og Maria, som det var jødernes skik, sammen med deres venner og naboer i flokke til Jerusalem til påsken. Da Jesus var 12 år gammel, synes det, at han for første gang fik lov at følge med dem. Det må have været en fremmed og gribende oplevelse for ham. Alt, hvad han så--de hellige steder, den brogede skare, tempeltjenesten, ja selv de stød, hans moralske bevidsthed måtte få ved berøring med de mange skandaler--ville forstærke hans følelse af sit eget enestående forhold til Faderen. Ethvert andet forhold var for en tid ophævet og i hans tanke opslugt af dette højere forhold. Det var hans Faders by, hvis gader han betrådte; hans Faders hus, han besøgte for at bede; hans Faders ordning, skarerne var samlet for at overholde; også hans Faders navn vanærede de ved deres formalisme og hykleri. Det er denne ophøjede stemning hos drengen Jesus, som forklarer den scene, der følger--den eneste, som er reddet fra glemslen i dette tidsrum med vækst og forberedelse. Da tiden kom, hvor den travle karavane skulle vende tilbage til Nazaret, blev Jesus, uden tvivl drevet af den højeste tilskyndelse, "tilbage" (vers 43). I det store selskab blev hans fravær først ikke bemærket, men da det ved aftenens rastested blev klart, at han ikke var med dem, vendte hans mor og Josef i dyb nød tilbage til Jerusalem. Tre dage gik, før de fandt ham på det sted, hvor de naturligt burde have søgt først--i hans Faders hus. Dér, i en af de haller eller kamre hvor rabbinerne plejede at undervise, fandt de ham siddende "midt iblandt" de lærde mænd, ved deres fødder, lyttende til deres udlægning, stillende spørgsmål, som elever havde lov til, og givende svar, der vakte forundring ved deres skarpsindighed og visdom (Luk 2,46; Luk 2,47). De, der hørte ham, kan meget vel have tænkt, at foran dem sad en af fremtidens store rabbinere! Maria, meget overrasket, spurgte bebrejdende: "Søn, hvorfor har du handlet således mod os?" og fremkaldte fra Jesus det mindeværdige svar: "Hvorfor søgte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg måtte være i min Faders hus?" eller "optaget af min Faders gerning?" KJV (Luk 2,48; Luk 2,49). Her var åbenbaringen af en selvbevidsthed, som Maria kunne have været forberedt på hos Jesus, men som hun måske i livets almindelige samvær var ved at miste af syne. Læren var ikke unødvendig. Men da den først var givet, drog Jesus tilbage med Josef og Maria til Nazaret og "var lydig mod dem"; og Maria glemte ikke det, hændelsen havde lært hende (Luk 2,51).

III. Forløberen og dåben.

1. Johannes' forkyndelse:

(Matthæus 3,1-12; Markus 1,1-8; Lukas 3,1-18)

Tiden gik, og da Jesus nærmede sig sit 30. år, blev Judæa sat i bevægelse af budskabet fra en streng retfærdighedsprædikant, som var trådt frem i ørkenen ved Jordan og forkyndte, at Himmeriget var nær, kaldte til omvendelse og døbte dem, der bekendte deres synder. Tiberius havde efterfulgt Augustus på kejsertronen; Judæa, sammen med Samaria, var nu en romersk provins under landshøvdingen Pontius Pilatus; resten af Israels land var delt mellem tetrarkerne Herodes (Galilæa) og Filip (de østlige egne). Døberen trådte således frem på et tidspunkt, da landet havde mistet det sidste spor af selvstyre, var politisk delt og befandt sig i stor kirkelig forvirring. Opvokset i ørkenerne (Luk 1,80) var Johannes' blotte fremtræden en protest mod tidens luksus og selviskhed. Han havde været nasiræer fra sin fødsel; han levede af naturens enkleste produkter--græshopper og vild honning; hans grove klædning af kamelhår og læderbælte var en tilbagevenden til Elias' dragt (2 Kong 1,8), i hvis ånd og kraft han trådte frem (Luk 1,17) (se JOHN THE BAPTIST).

Den kommende Kristus.

Johannes' forkyndelse af riget var anderledes end nogen af hans tids revolutionæres. Det var et rige, som man kun kunne gå ind i gennem moralsk forberedelse. Det hjalp intet for jøden blot, at han var Abrahams søn. Messias var nær. Han (Johannes) var kun en røst i ørkenen, sendt for at bane vejen for ham, der var større end han selv. Kristi gerning skulle være en gerning både med dom og med barmhjertighed. Han ville lægge øksen ved træets rod--han ville rense avnerne fra hveden--og dog ville han døbe med Helligånden (Matt 3,10-12; Luk 3,15-17). Dem, der bekendte, at de tog imod hans budskab med dets krav om omvendelse, døbte Johannes med vand ved Jordan eller i dens nærhed (jf. Matt 3,6; Joh 1,28; Joh 3,23).

2. Jesus bliver døbt:

(Matthæus 3,13-17; Markus 1,9-11; Lukas 3,21.22)

Johannes' opsigtsvækkende ord gjorde et dybt indtryk. Alle samfundslag fra alle dele af landet, også farisæere og saddukæere (Matt 3,7), kom til hans dåb. Johannes lod sig ikke bedrage. Han så, hvor lidt hjertets forandring der lå bag det hele. Genføderen var endnu ikke kommet. Men en dag stod der foran ham én, som han intuitivt erkendte var anderledes end alle de andre – ja, Kristus, hvis komme det var hans opgave at forkynde. Indtil da synes Johannes ikke personligt at have kendt Jesus (jf. Joh 1,31). Han må dog have hørt om ham; desuden havde han modtaget et tegn, hvorved Messias skulle kendes (Joh 1,33); og nu, da Jesus trådte frem, guddommeligt ren i fremtoning og bad om dåb af hans hænder, slog overbevisningen øjeblikkeligt ned i hans sind, at dette var ham. Men hvordan skulle han, et syndigt menneske, døbe denne Hellige? "Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?" (Matt 3,14). Spørgsmålet er et, der også trænger sig på for os: Hvordan kunne Jesus søge eller modtage en "omvendelsesdåb"? Jesus selv begrunder det med, at det er passende. "Lad det nu ske; for således sømmer det sig for os at opfylde al retfærdighed" (Matt 3,15). Hovedet var villigt til at gå ind gennem samme port som lemmerne til sit særlige kald i rigets tjeneste. Ved at underkaste sig dåben identificerede han sig formelt med forventningen om riget og med dets etiske krav; han skilte sig ud fra sit folks ondskab, uden tvivl med bekendelse af dets synder; og han viede sig til sin livsopgave: at bringe den messianske frelse ind. Ritens betydning som markering af hans indvielse til og indtræden i hans messianske gerning ses i det, der følger. Da han steg op af vandet, mens han endnu "bad" (Luk 3,21), blev himlene åbnet, Guds Ånd steg ned som en due over ham, og en røst fra himlen erklærede: "Dette er min elskede Søn, i hvem jeg har velbehag" (Matt 3,16; Matt 3,17). Det er unødvendigt at undersøge, om andre end Johannes (jf. Joh 1,33) og Jesus (Matt 3,16; Mark 1,10) modtog dette syn eller hørte disse ord; det var for dem, ikke for andre, at synet først og fremmest var bestemt. Til Kristi indvielse af sig selv til sit kald blev der nu føjet den åndelige udrustning, som var nødvendig for at udføre hans gerning. Han gik frem med Faderens anerkendelses segl over sig.

IV. Fristelsen.

1. Fristelsen følger efter dåben:

(Matthæus 4,1-11; Markus 1,13.14; Lukas 4,1-13)

Efter beretningen om dåben i de tre første evangelier følger straks skildringen af Jesu fristelse i ørkenen. Hændelsens psykologiske naturlighed anerkendes almindeligvis. Jesu dåb var en krise i hans erfaring. Han var blevet fyldt med Ånden til sin gerning; himlene var blevet åbnet for ham, og hans sind var bevæget af nye tanker og følelser; han var bevidst om at besidde nye kræfter. Der var behov for en periode med tilbagetrækning, med stille eftertanke, med at komme til fuld forståelse med sig selv om betydningen af den opgave, han havde forpligtet sig på, de metoder han skulle bruge, og den holdning han skulle indtage over for folkets håb og forventninger. Han ville ønske at være alene. Guds Ånd førte ham (Matt 4,1; Mark 1,12; Luk 4,1) derhen, hvor hans egen ånd også drev ham. Det er med et strejf af lignende motiv, at buddhistisk legende lader Buddha blive fristet af den onde ånd Mara, efter at han har opnået oplysning.

2. Fristelsens natur:

Stedet for fristelsen var Judæas ørken. Jesus var dér i 40 dage, hvor han, som det fortælles, hverken spiste eller drak (jf. Moses' og Elias' faster, 2 Mos 24,18; 2 Mos 34,28; 5 Mos 9,18; 1 Kong 19,8). Markus tilføjer: "Han var hos de vilde dyr" (vers 13). Perioden var sandsynligvis en tid med intens selvfordybelse. Gennem hele perioden udholdt han Satans fristelser (Mark 1,13); men de særlige angreb kom til sidst (Matt 4,2; Luk 4,2). Her forudsætter vi en virkelig frister og virkelige fristelser – spørgsmålet om djævelsk virken behandles senere. Dette afgør dog ikke fristelsernes form. Kampen var sandsynligvis en indre kamp. Det kan næppe antages, at Jesus bogstaveligt blev ført af Djævelen til en tinde på templet, dernæst til et højt bjerg og derpå, formodentlig, tilbage til ørkenen igen. Beretningen må stamme fra Jesus selv og rummer et ideelt eller lignelsesagtigt element. "Fristelsens historie," siger Lange, "meddelte Jesus senere sine disciple i form af en virkelig fortælling, klædt i symbolsk sprog" (Commentary on Matthew, 83, engelsk oversættelse).

3. Fristelsens stadier:

Fristelsens stadier var tre – hver på sin måde en prøvelse af lydighedens ånd.

(1) Den første fristelse var til mistillid. Efter sin lange faste var Jesus sulten. Han var også blevet bevidst om overnaturlige kræfter. Det punkt, fristelsen greb fat i, var hans sultfølelse – den mest overmægtige af alle drifter. "Hvis du er Guds Søn, så befal, at disse sten skal blive til brød." Hensigten var at vække mistroiske og oprørske tanker og føre Jesus til at bruge de kræfter, der var betroet ham, på en ulovlig måde, til private og selviske formål. Fristelsen blev straks mødt med et citat fra Skriften: "Mennesket skal ikke leve af brød alene," osv. (Matt 4,4; Luk 4,4; jf. 5 Mos 8,3). Hvis Jesus var i denne situation, var det hans Fader, der havde bragt ham dertil med prøvelsens formål. Mennesket har et højere liv, end det der kan opretholdes af brød; et liv, som findes i at være afhængig af Guds ord og adlyde det, uanset prisen.

(2) Den anden fristelse (hos Lukas den tredje) var til formastelse. Jesus føres i ånden (jf. Ez 40,1; Ez 40,2) til en tinde på templet. Fra denne svimlende højde opfordres han til at kaste sig ned i tillid til det guddommelige løfte: "Han skal give sine engle befaling om dig," osv. (jf. Sl 91,11; Sl 91,12). På denne måde ville der blive givet skarerne nedenfor et let bevis på hans messiasværdighed. Fristelsen var at overskride de grænser for ydmyghed og afhængighed, som var pålagt ham som Søn; at lege med tegn og undere i sin gerning som Messias. Men igen bliver fristeren afvist med ordet: "Du må ikke sætte Herren din Gud på prøve (eksperimentere med, foreslå prøver, kræve bevis af)" (Matt 4,7; Luk 4,12; jf. 5 Mos 6,16).

(3) Den tredje fristelse (Lukas' anden) var til verdsligt herredømme, vundet ved en eller anden lille indrømmelse til Satan. Fra en eller anden høj beliggenhed--intet sted på et geografisk kort--lyner verdens riger og deres herlighed frem for Kristi sind, og alle tilbydes ham på betingelse af én lille hyldesthandling over for fristeren. Det var fristelsen til at vælge den lettere vej ved en lille smule eftergivenhed over for løgnen, og Jesus afviste den bestemt med udsagnet: "Du skal tilbede Herren din Gud, og ham alene skal du tjene" (Matt 4,10; Luk 4,8). Jesus havde valgt sin vej. Faderens korsvej ville han holde fast ved.

Dens typiske karakter.

Fristelsens stadier er forbilleder på hele kredsen af sataniske angreb på mennesket gennem legeme, sind og ånd (Luk 4,13; jf. 1 Joh 2,16), og på hele kredsen af messiansk fristelse. Jesus blev stadig fristet

(a) til at skåne sig selv;

(b) til at tilfredsstille de jødiske tegnsøgere;

(c) til at vinde magt ved at ofre det rette.

I princippet blev sejren vundet over alt dette ved begyndelsen. Hans vej var herefter klar.

B. DEN TIDLIGE TJENESTE I JUDÆA

I. Døberens vidnesbyrd.

1. Synoptikerne og Johannes:

Mens synoptikerne straks går fra Jesu fristelse til tjenesten i Galilæa efter Døberens fængsling (Matt 4,12; Mark 1,14; Mark 1,15; Luk 4,14), giver det fjerde evangelium den yderst interessante beretning om Jesu tidligere tjeneste i Judæa, mens Døberen endnu var på fri fod.

2. Døberens trefoldige vidnesbyrd:

(Johannes 1,19-37)

Døberen havde forkyndt Kristi komme; han havde døbt ham, da han trådte frem; det var nu hans privilegium at vidne om ham som den, der var kommet, og at føre hans første disciple til Jesus.

a) Første vidnesbyrd--Jesus og den folkelige messianske forventning:

(Johannes 1,19-28)

Johannes' virke havde antaget sådanne dimensioner, at de kirkelige myndigheder ikke længere kunne ignorere det (jf. Luk 3,15). En delegation bestående af præster og levitter blev derfor sendt til Johannes, hvor han døbte ved Betania på den anden side af Jordan, for at stille ham kategoriske spørgsmål om hans mission. Hvem var han? Og med hvilken myndighed døbte han? Var han Kristus? eller Elias? eller den forventede profet? (jf. Joh 6,14; Joh 7,4; Matt 16,14). På disse spørgsmål gav Johannes klare og ligefremme svar. Han var ikke Kristus, ikke Elias, ikke profeten. Hans svar bliver kortere for hver gang: "Jeg er ikke Kristus"; "Det er jeg ikke"; "Nej." Hvem var han da? Svaret var eftertrykkeligt. Han var kun en "røst" (jf. Es 40,3)--en, der beredte Herrens vej. Midt iblandt dem stod der allerede én--ikke nødvendigvis i skaren i det øjeblik--hvis storhed hans egen ikke kunne sammenlignes med (Joh 1,26; Joh 1,27). Johannes træder fuldstændigt tilbage for Kristus.

b) Andet vidnesbyrd--Kristus og verdens synd:

(Johannes 1,29-34)

Dagen efter samtalen med udsendingene fra Jerusalem så Johannes Jesus komme hen imod sig--sandsynligvis lige efter fristelsen--og aflagde et andet og vidunderligt vidnesbyrd om hans messiasværdighed. Idet han identificerede Jesus med emnet for sine tidligere vidnesbyrd og angav grundlaget for sin viden i det tegn, Gud havde givet ham (1,30-34), sagde han: "Se, Guds lam, som tager verdens synd bort" (1,29). Ordene er rige på antydninger om Jesu karakter og om hans gernings natur, universalitet og virkning (jf. 1 Joh 3,5). "Lammet" kan særligt pege på beskrivelsen af Jahves stedfortrædende lidende tjener i Es 53,11.

c) Tredje vidnesbyrd--Kristus og disciplens pligt:

(Johannes 1,35-37)

Det tredje vidnesbyrd blev aflagt "igen den næste dag", da Johannes stod sammen med to af sine disciple (den ene Andreas, 1,40, den anden uden tvivl evangelisten selv). Idet han pegede på Jesus, gentog Døberen sine tidligere ord: "Se, Guds lam." Skønt ordene er de samme, var hensigten en anden. I det første "se" ligger tanken om at erkende Kristus; i det andet er der et kald til pligt--et vink om at følge Jesus. På dette vink handlede disciplene straks (1,37). Dernæst skal det ses, hvordan denne tidligste "efterfølgelse" af Jesus voksede.

II. De første disciple.

1. Åndelig tilvækst:

(Johannes 1,37-51)

Johannes' beretning viser, at Jesus samlede sine disciple mindre ved en række særskilte kald end ved en proces af åndelig tilvækst. Mænd blev ført til ham og derefter modtaget af ham. Denne udvælgelsesproces efterlod Jesus ved slutningen af den anden dag med fem virkelige og sande efterfølgere. Historien gendriver den tanke, at det først hen imod slutningen af hans tjeneste var, at Jesus blev kendt af sine disciple som Messias. I alle evangelierne var det som Kristus, Døberen præsenterede Jesus; det var som Kristus, de første disciple tog imod ham og bekendte ham (Joh 1,41; Joh 1,45; Joh 1,49).

a) Andreas og Johannes--discipelskab som frugten af åndelig samtale:

(Johannes 1,37-40)

De første i gruppen var Andreas og Johannes--den unavngivne discipel i Joh 1,40. Disse fulgte Jesus som følge af deres Mesters vidnesbyrd. Det var dog de få timers samtale, de havde med Jesus i hans egen bolig, der faktisk afgjorde sagen for dem. På Kristi spørgsmål: "Hvad søger I?" var deres svar i praksis: "Dig selv." "Omtalen af tidspunktet--den 10. time, dvs. kl. 10 om formiddagen--er et af de små træk, der kendetegner Johannes. Han ser her tilbage på datoen for sin egen åndelige fødsel" (Westcott).

b) Simon Peter--discipelskab som resultat af personligt vidnesbyrd:

(Johannes 1,41.42)

Johannes og Andreas havde næppe selv fundet Kristus ("Vi har fundet Messias," Joh 1,41), før de skyndte sig at fortælle andre om deres opdagelse. Andreas opsøgte straks Simon, sin bror, og førte ham til Jesus; på samme måde opsøgte Filip senere Nathanael (Joh 1,45). Kristi ufejlbarlige blik aflæste straks kvaliteten hos den mand, som Andreas førte til ham. "Du er Simon, Johannes' søn; du skal kaldes Kefas"--"Klippe" eller "Sten" (1,42). Matt 16,18 er derfor ikke den oprindelige tildeling af dette navn, men bekræftelsen af det. Navnet svarer til "Peter" (Petros) og blev givet til Simon, ikke med nogen officiel bibetydning, men på grund af styrken og klarheden i hans overbevisninger. Hans almindelige standhaftighed modbevises ikke af hans ene ulykkelige svigt. (Var det således apostlen fik navnet "Peter"?)

c) Filip--resultatet af skriftbevis:

(Johannes 1,43.14)

Den fjerde discipel, Filip, blev kaldet af Jesus selv, da han skulle til at drage bort til Galilæa (Joh 1,43). Venskab kan have haft sin indflydelse på Filip (ligesom de foregående var han også fra Betsajda i Galilæa, Joh 1,44), men det, der især afgjorde sagen for ham, var overensstemmelsen mellem det, han fandt i Jesus, og de profetiske vidnesbyrd (Joh 1,45).

d) Nathanael--discipelskab som virkning af hjertets gennemskuende kraft:

(Johannes 1,45-51)

Filip opsøgte Nathanael (fra Kana i Galilæa, Joh 21,2)--sandsynligvis den samme som apostlen Bartholomæus--og fortalte ham, at han havde fundet ham, som Moses i loven og profeterne havde skrevet om (Joh 1,45). Nathanael tvivlede, med den begrundelse at Messias næppe ville have sin oprindelse i et uanseligt sted som Nazaret (Joh 1,46; jf. Joh 7,52). Filips vise svar var: "Kom og se"; og da Nathanael kom, mødte Herren ham med et ord, som hurtigt befriede ham for hans tøven. Først bevidnede Jesus sin søgers oprigtighed ("Se, i sandhed en israelit," osv., Joh 1,47); dernæst, da Nathanael udtrykte overraskelse, åbenbarede han for ham sit kendskab til en nylig hemmelig handling af eftertanke eller andagt ("da du var under figentræet," osv., Joh 1,48). Tegnet var tilstrækkeligt til at overbevise Nathanael om, at han stod over for et overmenneskeligt, ja et guddommeligt, væsen, altså Kristus--"Guds søn .... Israels konge" (Joh 1,49). Jesus mødte hans tro med yderligere selvåbenbaring. Nathanael havde troet på forholdsvis spinkelt grundlag; han skulle se større ting: himlene åbnet og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen (Joh 1,51). Hentydningen er til Jakobs syn (1 Mos 28,10-22)--et skriftsted, som muligvis havde været emnet for Filips meditation i hans ensomhed. Jesus sætter sig selv i stedet for den mystiske stige som midlet for den genåbnede forbindelse mellem himmel og jord.

2. "Menneskesøn" og "Guds søn":

Navnet "Menneskesøn"--en yndet betegnelse, Jesus brugte om sig selv--optræder her for første gang i evangelierne. Det er omstridt, om det var en gængs messiansk titel (se SON OF MAN), men i det mindste havde det denne kraft på Jesu egne læber, idet det betegner ham som den, der ejer en sand menneskelighed, og som står i et repræsentativt forhold til menneskeheden som helhed. Det er sandsynligvis lånt fra Dan 7,13 og forekommer i Enoks Bog (se APOCALYPTIC LITERATURE). Den højere titel, "Guds søn," som Nathanael gav Jesus, kunne naturligvis endnu ikke bære de transcendente associationer fra Johannes' prolog (Joh 1,1; Joh 1,14; Joh 1,18), men den formidlede tydeligvis en tanke om overmenneskelig værdighed og et enestående forhold til Gud, sådan som den bedre klasse af sind synes at have tillagt Messias (jf. Joh 5,18; Joh 10,33 ff; Matt 26,63).

III. De første begivenheder.

Et tidsrum på nogle få uger optages af et besøg, Jesus aflagde i Kana i Galilæa (Joh 2,1), og et kort ophold i Kapernaum (Joh 2,12); derefter vendte Jesus tilbage til Jerusalem til påsken som det mest passende sted for sin offentlige fremtræden som Messias (Joh 2,13). Tidsangivelserne hos Johannes antyder, at påsken (begyndelsen af april, 27 e.Kr.) fandt sted omkring tre måneder efter dåben ved Johannes (jf. 1,43; 2,1.12).

1. Det første mirakel:

(Joh 2,1-11)

Før hans offentlige fremtræden blev en mere privat udfoldelse af Kristi herlighed givet disciplene ved bryllupsfesten i Kana i Galilæa (jf. Joh 2,11). Brylluppet var uden tvivl for en eller anden slægtning til familien, og Jesu tilstedeværelse ved festen sammen med hans mor, brødre og disciple (da Josef ikke længere optræder, kan man slutte, at han var død) er betydningsfuld, fordi den viser, at hans religion ikke står i modsætning til naturlige relationer. Bryllupsfestlighederne varede syv dage, og hen imod slutningen slap den vin, der var skaffet til gæsterne, op. Maria greb ind med en indirekte antydning af, at Jesus kunne afhjælpe manglen. Kristi svar, bogstaveligt: »Kvinde, hvad er det for dig og for mig?« (Joh 2,4), er ikke ment til at udtrykke den mindste antydning af irettesættelse (jf. Westcott, på det anførte sted), men tilkendegiver for Maria, at hans handlinger herefter skulle ledes af en anden regel end hendes (jf. Luk 2,51). Dette udelukkede dog, som Maria så (Joh 2,5), ikke et svar på hendes ønske. Seks vandkar af sten stod i nærheden, og Jesus befalede, at de skulle fyldes med vand (mængden var stor; omkring 50 gallons, ca. 190 liter); da vandet derefter blev øst op, viste det sig at være forvandlet til et ædlere element – en vin, renere og bedre end nogen, der kunne være frembragt af nogen naturlig vinhøst. Festens leder, som ikke kendte dens oprindelse, udtrykte sin overraskelse over dens kvalitet (Joh 2,10). Miraklet var symbolsk – et »tegn« (Joh 2,11) – og kan sættes i modsætning til Moses' første mirakel: at forvandle vandet til blod (2 Mos 7,20). Det peger på modsætningen mellem den gamle husholdning og den nye og på Kristi gerning som en forvandling, berigelse og herliggørelse af det naturlige ved guddommelig nåde og kraft.

Efter et kort ophold i Kapernaum (Joh 2,12) drog Jesus op til Jerusalem for at holde påske. Der var det hans hensigt formelt at åbenbare sig. Andre »tegn« gjorde han ved festen, hvilket fik mange til at tro på ham – dog ikke med en dyb eller varig tro (Joh 2,23-25) – men den særlige handling, hvormed han markerede sin fremtræden, var hans offentlige renselse af templet for den irreligiøse handel, som det var blevet forbundet med.

2. Den første påske og tempelrensningen:

(Johannes 2,13-25)

En lignende hændelse fortælles af synoptikerne ved afslutningen af Kristi tjeneste (Matt 21,12; Matt 21,13; Mark 11,15-18; Luk 19,45; Luk 19,46), og spørgsmålet er, om handlingen faktisk blev gentaget, eller om de andre evangelister, som ikke beretter om begivenhederne i den tidlige tjeneste, ganske enkelt gengiver den uden for dens kronologiske orden. Under alle omstændigheder var handlingen en passende indvielse af Herrens gerning. Et regelmæssigt marked blev holdt i templets ydre forgård. Her kunne de dyr, der behøvedes til offer, købes, fremmed valuta veksles, og duerne, som var de fattiges offergaver, fås. Det var et travlt, tumultarisk, larmende og vanhelligt syn, og Jesu »nidkærhed« brændte i ham – det havde den uden tvivl ofte gjort før – da han var vidne til det. Han bevæbnede sig med en svøbe af reb, mindre som et angrebsvåben end som et symbol på myndighed, og fór med uimodståelig kraft løs på den skændende menneskemængde, drev handlerne og kvæget ud, væltede vekselerernes borde og befalede, at duerne skulle bæres bort. De måtte ikke vanhellige hans Faders hus (Joh 2,14-16). Ingen synes at have sat sig imod. Alle følte, at en profet var iblandt dem, og kunne ikke modstå den overvældende myndighed, hvormed han talte og handlede. Efterhånden, da deres mod vendte tilbage, bad de ham om et »tegn« som bevis på hans ret til at gøre sådanne ting. Jesus gav dem intet tegn af den art, de krævede, men udtalte et gådefuldt ord og overlod dem til at grunde over det: »Ødelæg dette tempel, og på tre dage vil jeg rejse det op« (Joh 2,19). Udsagnets ægthed er tilstrækkeligt bevidnet ved den forvanskede brug, der blev gjort af det ved Kristi rettergang (Matt 26,61 parallel). Det er et ord, der bygger på den forudviden, Kristus havde, om at den konflikt, som nu begyndte, skulle ende med hans forkastelse og død. »Den sande måde at ødelægge templet på, i Jesu øjne, var at dræbe Messias. .... Hvis det er i Messias' person, at templet lægges i ruiner, er det i hans person, det skal rejses igen« (Godet). Disciplene så efter opstandelsen ordets betydning (Joh 2,22).

3. Nikodemus' besøg:

(Johannes 3,1-12)

Som en fortsættelse af disse bevægende begivenheder fik Jesus en natlig besøgende i Nikodemus' person – en farisæer, en af jødernes rådsherrer, en »Israels lærer« (Joh 3,10), tilsyneladende ikke længere ung (Joh 3,4). At han kom om natten, tyder, ud over en vis menneskefrygt, på en medfødt skyhed i hans sindelag (jf. Joh 19,39); men det interessante er, at han faktisk kom, hvilket viser, at han virkelig var blevet grebet af Kristi ord og gerninger. Man genkender i ham en mand med oprigtighed og retsind, men dog uden tilstrækkelig forståelse af Kristus selv og af Kristi riges natur. Jesus var han rede til at anerkende som en guddommeligt udsendt lærer – en hvis sendelse var bekræftet ved mirakler (Joh 3,2). Han var interesseret i riget, men som et moralsk levende menneske nærede han ingen tvivl om sin egnethed til at træde ind i det. Jesus behøvede blot at undervise, så ville han forstå.

(1) Den nye fødsel.

Jesus satte i sit svar straks fingeren på det mangelfulde punkt i sin besøgendes forhold til ham selv og til hans rige: "Uden at en bliver født på ny, kan han ikke se Guds rige" (Joh 3,3); "Uden at en bliver født af vand og Ånd, kan han ikke gå ind i Guds rige" (Joh 3,5). Nikodemus blev rystet over dette krav om en åndelig ny fødsel. Der er grund til at tro, at proselytter blev døbt, når de blev optaget i den jødiske menighed, og deres dåb blev kaldt en "ny fødsel". Nikodemus ville derfor være fortrolig med udtrykket, men kunne ikke se, at det havde nogen anvendelse på ham. Jesus lærer ham derimod, at også han behøver en ny fødsel, og det ikke kun gennem vand, men gennem Ånden. Forandringen var gådefuld, men dog klart synlig i sine virkninger (Joh 3,7; Joh 3,8). Hvis Nikodemus ikke forstod disse "jordiske ting" – hvis vidnesbyrd lå overalt omkring ham – hvordan skulle han da forstå "himmelske ting", de ting, der hører frelsen til?

(2) "Himmelske ting."

Disse "himmelske ting" går Jesus nu videre med at udfolde for Nikodemus: "Ligesom Moses ophøjede slangen" osv. (Joh 3,14). "Ophøjelsen" er en profeti om korset (jf. 12,32-34). Kobberslangen er symbolet på synden, overvundet og tilintetgjort ved Kristi død. Det, der følger i Joh 3,16-21, er sandsynligvis evangelistens udfoldelse af dette tema – Guds kærlighed som frelsens kilde (Joh 3,16), Guds hensigt ikke verdens fordømmelse, men dens frelse (Joh 3,17; Joh 3,18), syndens selvdømmelse (Joh 3,19).

4. Jesus og Johannes:

(Johannes 3,22-36)

Da Jesus trak sig tilbage fra Jerusalem, begyndte han en tjeneste i Judæa (Joh 3,22). Den varede tilsyneladende omkring 6 måneder. De tidligere evangelier går den forbi. Dette forklares ved, at tjenesten i Judæa stadig var forberedende. Jesus havde offentligt hævdet sin messianske myndighed. Et lille tidsrum gives nu til at prøve resultatet. Imens stiger Jesus igen ned til arbejdet med den profetiske forberedelse. Hans tjeneste på dette stadium kan næppe skelnes fra Johannes'. Han kalder til omvendelsens dåb. Hans disciple, ikke han selv, udfører handlingen (Joh 3,23; Joh 4,2); deraf den form for rivalisering, der opstod mellem hans dåb og forløberens (Joh 3,22-26). Johannes døbte på den tid ved Ænon, på den vestlige side af Jordan; Jesus et sted i nærheden. Snart begyndte den større lærer at overskygge den mindre. "Alle kom til ham" (3,26). Johannes' svar viste, hvor fri hans sind var for den snævre, modvillige ånd, som kendetegnede hans tilhængere. For ham var det ikke nogen sorg, men opfyldelsen af hans glæde, at mennesker skulle strømme til Jesus. Han var ikke brudgommen, men brudgommens ven. De havde selv hørt ham vidne: "Jeg er ikke Kristus." Det lå i sagens natur, at Jesus måtte vokse; han selv måtte blive mindre (3,27-30). Derpå følger forklarende ord (3,31-36).

IV. Rejse til Galilæa – kvinden fra Samaria.

1. Tilbagetrækning til Galilæa:

Hen imod slutningen af denne judæiske tjeneste synes Døberen at være blevet kastet i fængsel for sin trofasthed i at irettesætte Herodes Antipas, fordi han havde taget sin bror Filips hustru (jf. Joh 3,24; Matt 14,3-5 parallel). Det synes mest naturligt at forbinde afrejsen til Galilæa i Joh 4,3 med den, der fortælles om i Matt 3,13 parallel, skønt nogle mener, at Døberens fængsling først fandt sted senere. Det motiv, som Joh giver, var farisæernes fjendskab, men det var Døberens fængsling, der fik Jesus til, på det tidspunkt han gjorde, at begynde en selvstændig tjeneste. Den direkte vej til Galilæa gik gennem Samaria; heraf det mindeværdige møde med kvinden på dette sted.

2. Det levende vand:

Jesus, som var træt, standsede for at hvile sig ved Jakobs brønd, nær en by kaldet Sykar, nu 'Askar. Det var omkring den sjette time – eller klokken 6 om aftenen. Årstiden bestemmes af Joh 4,35 til at være "fire måneder" før høsten, dvs. december (der er ingen grund til ikke at tage dette bogstaveligt). Det passer med aftentimen, at kvinden fra Samaria kom ud for at trække vand op. (Nogle, efter en anden beregning, tager timen som middag.) Jesus indledte samtalen ved at bede kvinden om en slurk fra hendes krukke. Det ordsproglige had mellem jøder og samaritanere fyldte kvinden med forundring over, at Jesus således skulle henvende sig til hende. Endnu større blev hendes forundring, da Jesus, efterhånden som samtalen skred frem, fremstillede sig selv som giveren af et vand, hvoraf den, der drak, aldrig mere skulle tørste (Joh 4,13; Joh 4,14). Kun gradvist trængte hans mening ind i hendes sind: "Herre, giv mig dette vand" osv. (Joh 4,15). Jesu anmodning om, at hun skulle kalde på sin mand, førte til afsløringen af, at Jesus kendte alle hemmelighederne i hendes liv. Hun stod over for en profet (Joh 4,19). Som i tilfældet med Nathanael overbeviste den hjerteransagende kraft i Kristi ord hende om hans guddommelige krav.

3. Den sande tilbedelse:

Samtalen drejede sig dernæst om det rette sted for tilbedelse. Samaritanerne havde deres eget tempel på Garizims bjerg; jøderne fastholdt derimod den udelukkende gyldighed af templet i Jerusalem. Hvem havde ret? Jesus gør i sit svar, samtidig med at han udtaler sig til fordel for jøderne som forvaltere af Guds frelse (Joh 4,22), klart, at forskel på steder ikke længere er et spørgsmål af nogen praktisk betydning. En forandring var nært forestående, som ville sætte en universel religion i stedet for en religion knyttet til særlige tider og steder (Joh 4,20). Han fremsætter den nye ordnings store princip: at Gud er Ånd, og de, der tilbeder ham, må gøre det i ånd og i sandhed. Til sidst, da hun talte om Messias, gjorde Jesus sig bestemt kendt for hende som Kristus. For denne fattige samaritanske kvinde, med hendes modtagelige hjerte, åbenbarer han sig tydeligere, end han havde gjort for præster og rådsherrer (Joh 4,26).

4. Arbejdet og dets løn:

Kvinden gik hjem og blev evangelist for sit folk, med bemærkelsesværdige resultater (Joh 4,28; Joh 4,39). Jesus blev hos dem i to dage og bekræftede det indtryk, hendes vidnesbyrd havde gjort (Joh 4,40-42). Imens indprentede han sine disciple behovet for ivrig såning og høst i Rigets tjeneste og forsikrede dem om en ufejlbarlig belønning både for den, der sår, og den, der høster (Joh 4,35-38). Han selv var deres store forbillede (Joh 4,34).

C. TJENESTEN I GALILÆA OG BESØGENE VED HØJTIDERNE

1. Skuepladsen:

Galilæa var delt i Øvre Galilæa og Nedre Galilæa. Det er allerede blevet bemærket, at Øvre Galilæa var beboet af en blandet befolkning--derfor kaldt »hedningernes Galilæa« (Matt 4,15). Handelens hovedveje løb gennem det. Det var »vejen ved havet« (King James Version)--en skueplads for stadig trafik. Folket var råt, uvidende og overtroisk, og de boede tæt sammenstuvede i byer og landsbyer. Omkring 160 f.Kr. var der kun nogle få jøder midt i en stor hedensk befolkning; men på Kristi tid var det jødiske element vokset stærkt. Den travleste del af dette travle område lå omkring Galilæas Sø, ved hvis nordøstlige hjørne Kapernaum lå--velstående og kosmopolitisk. I Nazaret mødte Jesus ganske vist en skuffende modtagelse (Luk 4,16-30; Matt 13,54-57; jf. Joh 4,43-45); men i Galilæa i almindelighed fandt han en friere ånd og større modtagelighed end blandt Judæas strengere traditionalister.

2. Tiden:

Det antages her, at Jesus vendte tilbage til Galilæa i december 27 e.Kr., og at hans tjeneste dér varede til sent i 29 e.Kr. (se »Kronologi« ovenfor). Efter ordningen med to år for den offentlige tjeneste må påsken i Joh 6,4 regnes som den anden i Kristi tjeneste--altså som indtruffet med kun 3 eller 4 måneders mellemrum efter tilbagekomsten. Dette synes umuligt i betragtning af den ophobning af begivenheder, det indebærer på så kort tid--indledende hændelser, ophold i Kapernaum (Matt 4,13), tre rundrejser i »hele Galilæa« (Matt 4,23-25 parallelt; Luk 8,1-4; Matt 9,35-38; Mark 6,6), mindre rejser og udflugter (Bjergprædikenen; Gadara); og de forskydninger, det nødvendiggør, f.eks. må plukningen af aks (omkring påsketid) placeres efter bespisningen af de 5.000 osv. Det er enklere at holde fast ved ordningen med tre år.

En opdeling af tjenesten i Galilæa kan da passende foretages i to perioder--den ene før, den anden efter udsendelsen af de Tolv i Matt 10 parallelt. En grund til denne opdeling er, at efter udsendelsen af de Tolv er begivenhedernes rækkefølge den samme hos de første tre evangelister indtil den endelige afrejse fra Galilæa.

Første periode--Fra begyndelsen af tjenesten i Galilæa til udsendelsen af de Tolv

I. Indledende hændelser.

1. Helbredelsen af hofmandens søn:

(Joh 4,43-54)

Fra det velvillige Samaria (Joh 4,39) var Jesus rejst til det uvelvillige Galilæa, og først til Kana, hvor hans første mirakel var blevet udført. Rygtet om hans mirakler i Judæa var gået forud for ham (Joh 4,45), og det var især hans ry som undergører, der fik en fornem mand--en hofmand eller embedsmand ved Herodes’ hof--til at opsøge ham i Kana på vegne af sin søn, som var døden nær. Jesus irettesatte den tegnsøgende ånd (Joh 4,48), men da den inderlige bøn blev gentaget, bød han den fornemme mand gå bort: hans søn levede. Mandens bøn havde været: »Kom ned«; men han havde tro til at tage imod Jesu ord (Joh 4,50), og på vej hjem modtog han besked om sin søns helbredelse. Den fornemme mand blev sammen med hele sit hus vundet for Jesus (Joh 4,53). Dette nævnes som det andet af Kristi galilæiske mirakler (Joh 4,54).

2. Besøget i Nazaret:

(Matthæus 4,13; Lukas 4,16-30)

En helt anderledes modtagelse ventede ham i Nazaret, "hans eget land", som han derefter kom til. Vi kan næppe opfatte den hændelse, der er nedskrevet i Luk 4,16-30, som den samme som den i Matt 13,54-58, selv om Matthæus' vane med at gruppere stoffet ikke gør det umuligt. Sabbatten var kommet, og da han gik ind i synagogen, som han plejede, førte det ry, han havde vundet, til, at han blev bedt om at læse. Det skriftsted, han valgte (eller som kom i dagens orden), var Es 61,1 ff. (det forhold, at Jesus kunne læse fra synagogerullen, er interessant med henblik på hans kendskab til hebraisk), og ud fra dette fortsatte han med at forbløffe sine tilhørere ved at erklære, at dette skriftsted nu var opfyldt for deres ører (Luk 4,21). De "nådens ord", han udtalte, er ikke gengivet, men man kan forstå, at han, idet han fulgte profetens vejledning, ville fremstille sig selv som den forudsagte "Jahves tjener", sendt for at bringe frelse til de fattige, de bundne, de sønderknuste, og til dette formål udrustet med Åndens fylde. Tanken i passagen hos Esajas er jubelåret, hvor gæld blev eftergivet, arvelodder givet tilbage, og slaver sat fri, og Jesus fortalte dem, at han var kommet for at indlede dette "Herrens velbehagelige år". Først lyttede man til ham med beundring, men da storheden i de krav, han gjorde gældende, blev klar for hans tilhørere, greb en helt anden ånd dem. 'Hvem var denne, som talte sådan?' 'Var det ikke Josefs søn?' (Luk 4,22). De var også skuffede over, at Jesus ikke viste nogen tilbøjelighed til at tilfredsstille dem ved foran dem at udføre nogen af de mirakler, som de havde hørt så meget om (Luk 4,23). Jesus så stormen samle sig, men mødte den beslutsomt. Han sagde til sine tilhørere, at han ikke havde ventet nogen bedre modtagelse, og som svar på deres bebrejdelse om, at han havde gjort mirakler andre steder, men ingen havde gjort iblandt dem, citerede han eksempler på profeter, der havde gjort det samme (Elias, Elisa, Luk 4,24-28). Dette fuldendte nazaræernes ophidselse; de sprang frem, slæbte ham hen til skrænten af den høj, som deres by var bygget på, og ville have styrtet ham ned, hvis ikke noget i Jesu fremtoning havde holdt dem tilbage. Med et af de blikke, som vi lejlighedsvis læser om i evangelierne, synes han at have indgydt sine bysbørn ærefrygt, og idet han trygt gik gennem deres midte, forlod han stedet (Luk 4,28-30).

3. Kaldelsen af de fire disciple:

(Matthæus 4,17-22; Markus 1,16-22; Lukas 5,1-11)

Efter at have forladt Nazaret begav Jesus sig til Kapernaum (sandsynligvis Tell Hum), som derefter synes at have været hans hovedkvarter. Han "boede" dér (Matt 4,13). I Matt 9,1 kaldes den "hans egen by". Før han underviste i selve Kapernaum, synes han dog at have indledt sin gerning ved at evangelisere langs bredden af Galilæas Sø (Matt 4,18; Mark 1,16; Luk 5,1), og dér, ved Betsajda (om topografiske spørgsmål, se særlige artikler), tog han sit første skridt til at samle sine udvalgte disciple tættere omkring sig. Hidtil havde de to par fiskerbrødre, Simon og Andreas, Jakob og Johannes--de sidste "Zebedæus' sønner"--ikke været i stadig følge med ham, selv om de var knyttet til hans person og sag. Siden hjemkomsten fra Jerusalem var de vendt tilbage til deres almindelige erhverv. De fire var "partnere" (Luk 5,10). De havde "daglejere" (Mark 1,20); derfor var de nogenlunde velstående. Tiden var nu kommet, da de skulle forlade "alt" og følge Jesus helt.

a) Fiskefangsten:

(Lukas 5,1-9)

Lukas alene beretter om det slående mirakel, som førte til kaldelsen. Jesus havde undervist skaren fra en båd, han havde lånt af Simon, og nu ved afslutningen bød han Simon at lægge ud på dybet og sænke sine garn. Peter sagde til Jesus, at de havde slidt hele natten forgæves, men at han ville adlyde hans ord. Resultatet var en vældig fangst af fisk, så garnene var ved at briste, og det andet selskab måtte kaldes til hjælp. Begge både blev fyldt og var i fare for at synke. Peters råb i et så vidunderligt nærvær var: "Gå bort fra mig; for jeg er en syndig mand, Herre."

b) "Menneskefiskere":

Miraklet gav Jesus anledning til det ord, han ønskede at sige. Det er her, Matthæus og Markus tager fortællingen op. Bådene var blevet bragt i land, da kaldet først blev givet til Simon og Andreas, siden til Jakob og Johannes (der var i færd med at "bøde deres garn", Matt 4,21; Mark 1,19): "Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere." Straks blev alt forladt--både, garn, venner--og de fulgte ham. Deres erfaring lærte dem at have store forventninger til Kristus.

4. I Kapernaum:

(Matthæus 4,13; Lukas 4,31)

Jesus findes nu i Kapernaum. En tidlig sabbat--måske den første under hans faste ophold i byen--blev kendetegnet ved bemærkelsesværdige begivenheder. Sabbatten fandt Jesus som sædvanlig i synagogen--nu som lærer. Måden, han underviste på, bemærkes særskilt: "Han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som de skriftkloge" (Mark 1,22). De skriftkloge fremførte intet af deres eget.

a) Kristi undervisning:

(Markus 1,22.27; Lukas 4,32)

De gentog blot de store autoriteters læresætninger fra fortiden. Det var en overraskelse for folket i Jesus at finde en, hvis visdom, som vand fra en klar kilde, kom frisk og sprudlende fra hans egne læber. Den myndighed, hvormed Jesus talte, krævede også opmærksomhed. Han søgte ikke støtte i andres mening, men fremsatte sine udsagn med fasthed, beslutsomhed, værdighed og eftertryk.

b) Den dæmonbesatte i synagogen:

(Markus 1,23-27; Lukas 4,33-37)

Mens Jesus underviste, indtraf en usædvanlig hændelse. En mand i forsamlingen, beskrevet som besat af »en uren ånd« (Mark 1,23; Luk 4,33), brød ud i råb, tiltalte Jesus ved navn (»Jesus, du nazaræer«), omtalte ham som »Guds Hellige« og spurgte: »Hvad har vi med dig at gøre? Er du kommet for at ødelægge os?« Den syges forstyrrede bevidsthed aflagde et sandere vidnesbyrd om Kristi værdighed, hellighed og magt, end de fleste af de tilstedeværende kunne have givet, og instinktivt, men sandt, tolkede den hans komme som ensbetydende med ødelæggelse for dæmonernes rige. På Kristi ord blev dæmonen drevet ud efter et frygteligt anfald, som manden dog slap uskadt fra (Luk 4,35). Mere end nogensinde blev folket »forbløffet« over det ord, der havde en sådan magt (Mark 1,27).

Dæmonbesættelse: dens virkelighed.

Her er stedet til at sige et ord om denne frygtelige form for lidelse – dæmonbesættelse – som man så ofte møder i evangelierne. Var den en virkelighed? Eller en hallucination? Troede Jesus på den? Det er vanskeligt at læse evangelierne uden at besvare det sidste spørgsmål bekræftende. Tog Jesus da fejl? Også dette er vanskeligt at tro. Hvis der er ét emne, hvor man kunne vente, at Jesus havde klart syn – hvor vi kunne stole på hans indsigt – var det hans forhold til den åndelige verden, som han stod i så nær forbindelse med. Var det da sandsynligt, at han tog fejl, når han talte så alvorligt, så dybt og så ofte om dens skjulte onde kræfter? Der er i sig selv ingen usandsynlighed – snarere peger analogien på den højeste sandsynlighed – i, at der findes områder af åndelig eksistens uden for det, vore sanser kan erkende. At det onde skulle trænge ind i denne åndelige verden, og at menneskelivet skulle være dybt indviklet i dette onde – at dets kræfter skulle have et sind og en vilje, der organiserer og leder dem – er ikke trosforestillinger, der bør afvises med foragt. Forekomsten af sådanne forestillinger på Kristi tid tilskrives almindeligvis babyloniske, persiske eller andre fremmede påvirkninger. Det kan dog spørges, om hovedårsagen ikke var noget langt mere virkeligt – en faktisk og tilladt »time og mørkets magt« (Luk 22,53) i ondskabens rige, som åbenbarede sig i manifestationer i menneskers legemer og sjæle, der kun kunne føres tilbage til en overnaturlig årsag (se DEMONIAC). (Nærværende forfatter drøfter emnet i en artikel i Sunday School Times for 4. juni 1910. Det ville være formasteligt overhovedet at sige, at tilfældene i evangelierne ikke har nogen moderne paralleller. Se en slående artikel i Good Words, redigeret af Dr. Norman MacLeod, for 1867, om »The English Demoniac«.) Det bør bemærkes, at alle sygdomme ikke, som det undertiden hævdes, føres tilbage til dæmonisk indflydelse. Skellet mellem andre sygdomme og dæmonisk besættelse fastholdes klart (sammenlign Matt 4,24; Matt 10,1; Matt 11,5 osv.). Sindssyge, epilepsi, blindhed, stumhed osv. var hyppige ledsagefænomener til besættelse, men de identificeres ikke med den.

c) Peters hustrus mor:

(Matthæus 8,14.15; Markus 1,29-31; Lukas 4,38.39)

Da Jesus forlod synagogen, gik han ind i Peters hus. Hos Markus kaldes det »Simons og Andreas' hus« (1,29). Peter var gift (sammenlign 1 Kor 9,5), og tilsyneladende boede hans svigermor og bror hos ham i Kapernaum. Det var en bekymret tid i husstanden, for svigermoren lå »syg med feber« – »en høj feber«, som lægen Lukas kalder det. Jesus tog hende ved hånden og truede ad feberen, som øjeblikkelig forlod hende. Miraklet var i sandhed dobbelt, for ikke blot blev feberen standset, men kræfterne blev straks givet tilbage. »Hun stod op og tjente dem« (Luk 4,39).

d) Den begivenhedsrige aften:

(Matthæus 8,16; Markus 1,32-34; Lukas 4,40.41)

Dagens arbejde var endnu ikke slut; det var i virkeligheden knap nok begyndt. Nyheden om, hvad der var sket, bredte sig hurtigt, og snart så man det usædvanlige skue, at »hele byen« var samlet ved boligens dør og bragte deres syge af enhver art for at blive helbredt. Dæmonbesatte var der, råbende og under tilrettevisning, men også skarer af andre. Herrens medfølelse var uden grænser. Han afviste ingen. Han arbejdede utrætteligt, indtil alle var helbredt. Hans medfølelse gjaldt den enkelte: »Han lagde sine hænder på hver enkelt af dem« (Luk 4,40).

II. Fra den første rundrejse i Galilæa til udvælgelsen af apostlene.

1. Den første rundrejse:

(Markus 1,35-45; Lukas 4,42-44; sammenlign Matthæus 4,23-25)

Den kronologiske rækkefølge i dette afsnit skal søges hos Markus og Lukas; Matthæus grupperer stoffet med undervisende formål. Morgenen efter den begivenhedsrige sabbatsaften i Kapernaum tog Jesus skridt til en systematisk besøgsrejse til Galilæas byer og landsbyer.

Den opgave, han satte sig for, blev forberedt gennem tidlig, langvarig, ensom bøn (Mark 1,35; mange eksempler viser, at Kristi liv var gennemtrængt af bøn). Hans disciple fulgte efter ham og fortalte, at skarerne søgte ham. Jesus tilkendegav for dem, at han havde til hensigt at drage videre til de næste byer, og straks begyndte han en rejse med forkyndelse og helbredelse »gennem hele Galilæa«.

a) Dens omfang:

Selv om udtrykket »hele Galilæa« bruges med en vis rummelighed, angiver det et arbejde af meget stort omfang. Det var ligeledes et arbejde, der blev udført metodisk (sammenlign Mark 6,6: »gik rundt i landsbyerne«, bogstaveligt »i en kreds«). Galilæa var på denne tid usædvanlig folkerigt (sammenlign Josefus, Den jødiske krig, III, iii, 2), og den tid, rundrejsen optog, må have været betydelig. Matthæus' sammentrængte billede (Matt 4,23-25) viser, at Kristi virksomhed i denne periode var utrolig stor. Han rystede provinsen i dens dybder. Hans forkyndelse og mirakler drog vældige skarer efter ham. Denne bølge af popularitet vendte senere, men meget af den sæd, der blev sået, kan have båret frugt på et senere tidspunkt.

b) Helbredelsen af den spedalske:

(Matthæus 8,2-4; Markus 1,40-45; Lukas 5,12-16)

Den ene nedskrevne hændelse, som synes at have hørt til denne rejse, var en tilstrækkelig typisk hændelse. Mens Jesus var i en bestemt by, kom en mand, der var "fuld af spedalskhed" (Luk 5,12), og kastede sig ned for ham for at blive helbredt. Manden bad ikke engang Jesus om at helbrede ham, men udtrykte sin tro: "Hvis du vil, kan du gøre mig ren." Mandens tilsyneladende mangel på påtrængenhed var selve kernen i hans indtrængende bøn. Jesus, bevæget af hans alvor, rørte ved ham, og manden blev straks rask. Den spedalske blev pålagt at tie stille — Jesus ønskede ikke at gå for blot at være en mirakelmager — og han bød manden vise sig for præsterne og bringe de foreskrevne ofre (læg mærke til Kristi respekt for lovens institutioner). Den spedalske undlod at holde Kristi påbud og udbredte rygtet om sin helbredelse vidt omkring, uden tvivl til stor åndelig skade for sig selv og også til hindring for Kristi gerning (Mark 1,45).

2. Begivenheder i Kapernaum:

Da hans rundrejse var afsluttet, vendte Jesus tilbage til Kapernaum (Mark 2,1; bogstaveligt: "efter dage"). Også her drog hans ry straks store skarer til for at se og høre ham. Blandt dem var der nu personer med en mere uvenlig ånd. Farisæere og lovlærere, som havde hørt om den nye rabbi, var kommet fra "hver landsby i Galilæa og Judæa og Jerusalem" (Luk 5,17) for selv at høre og bedømme ham. De vigtigste begivenheder ved dette besøg er de to, som nu skal omtales.

a) Helbredelsen af den lamme:

(Mattæus 9,2-8; Markus 2,1-12; Lukas 5,17-26)

I et rum, der var så fyldt, at der ikke var ståplads, ikke engang omkring døren, udførte Jesus helbredelsen af den lamme mand. Scenen var dramatisk. Af Kristi ord "søn", bogstaveligt "barn" (Mark 2,5), slutter vi, at den lamme var ung, men hans lammelse synes at have været fuldstændig. Det var ikke nogen let sag, når døråbningerne var blokerede, at få manden bragt hen til Jesus, men hans fire bærere (Mark 2,3) lod sig ikke let skræmme. De klatrede op på det flade tag og fjernede en del af tildækningen over det sted, hvor Jesus var, og sænkede manden ned midt iblandt dem. Jesus, som glædede sig over deres tros opfindsomhed og udholdenhed, svarede på deres ønske. Men først, for at det åndelige og det timelige kunne sættes i deres rette forhold, og hans tilhøreres holdning kunne prøves, udtalte han de højere ord: "Søn, dine synder er tilgivet" (Mark 2,5). Straks blev de skriftkloges sindelag afsløret. Her var tydelig undvigelse. Enhver kunne sige: "Dine synder er tilgivet." Værre endnu: det var gudsbespottelse, for "hvem kan tilgive synder undtagen én, nemlig Gud?" (Mark 2,7). Ubevidst indrømmede de Kristus den guddommelige værdighed, han gjorde krav på. Jesus opfatter straks indvendingernes tanker og går videre med at afsløre deres ondskab. Idet han accepterer deres egen prøve, beviser han sin ret til at sige: "Dine synder er tilgivet," ved nu at sige til den lamme mand: "Tag din seng og gå" (Mark 2,9; Mark 2,11). Straks rejste manden sig, tog sin seng og gik helbredt ud. Skaren blev "forbløffet" og "priste Gud" (Mark 2,12).

b) Matthæus' kaldelse og fest:

(Mattæus 9,9-13; Markus 2,13-17; Lukas 5,27-32)

Matthæus' kaldelse fandt tilsyneladende sted kort efter helbredelsen af den lamme mand. Festen var muligvis senere (sammenlign forbindelsen med Jairus' henvendelse, Matt 9,18), men kaldelsen og festen forstås bedst sammen, sådan som de fremstilles i alle tre beretninger.

(1) Kaldelsen.

Matthæus kaldes "Levi" af Lukas og "Levi, Alfæus' søn" af Markus. Af erhverv var han "tolder" (Luk 5,27), opkræver af toldafgifter i Kapernaum, et vigtigt trafikcentrum. Der er ingen grund til at antage, at Matthæus ikke var en mand med grundig retskaffenhed, skønt den klasse, han tilhørte, naturligt nok blev holdt i stor foragt af jøderne. Da Jesus passerede toldstedet på vej til eller fra søbredden, kaldte han Matthæus til at følge sig. Tolderen må på dette tidspunkt have set og hørt meget om Jesus og kunne ikke andet end føle stærkt hans nåde ved at kalde én, som mennesker foragtede. Uden et øjebliks tøven forlod han alt og fulgte Jesus. Fra tolder blev Matthæus apostel og derefter evangelist.

(2) Festen.

Da, eller senere, i sit hjertes glæde, holdt Matthæus en fest for Jesus. Til denne fest indbød han mange af sin egen klasse — "toldere og syndere" (Matt 9,10). Skriftkloge og farisæere protesterede højlydt over for disciplene mod det, der for dem forekom at være et brud på al anstændighed. Snævre hjerter kan ikke forstå nådens bredde. Kristi svar var afgørende: "De raske har ikke brug for en læge, men de syge," osv. (Mark 2,17, osv.).

(3) Faste og glæde.

En anden indvending kom fra Døberens disciple. De, ligesom farisæerne, "fastede ofte" (Matt 9,14), og de tog anstød af den ubundne måde, hvorpå Jesus og hans disciple deltog i det sociale liv. Jesus forsvarer sine disciple ved at tage et billede op, som Johannes selv havde brugt (Joh 3,29), og ved at tale om sig selv som den himmelske brudgom (Mark 2,19). Glæde var naturlig, mens brudgommen var hos dem; derefter, med et sørgeligt forudblik mod enden, hentyder han til sorgens dage, når brudgommen skulle tages bort (Mark 2,20). Et dybere svar følger. Hans evangeliums ånd er en fri, spontan, glædesfyldt ånd og kan ikke indespærres i de gamle former. At forsøge at indespærre hans religion i jødedommens udslidte former ville være som at sætte en lap af ukrympet stof på en gammel klædning eller hælde ny vin i gamle vinsække. Klædningen ville rives i stykker; vinsækkene ville sprænges (Mark 2,21; Mark 2,22 parallel). Den nye ånd må skabe sine egne former.

3. Den unavngivne fest i Jerusalem:

(Johannes 5)

På dette punkt skal sandsynligvis besøget i Jerusalem for at deltage i "en fest", eller efter en anden læsemåde "jødernes fest", som er omtalt i Johannes 5, indføres. Festen kan, hvis artiklen anerkendes, have været påsken (april), skønt man i så fald ville forvente, at den blev nævnt ved navn; det kan have været purim (marts), blot er dette ikke en fest, man ville mene, at Jesus var ivrig efter at deltage i; det kan endda have været pinsen (juni). I dette sidste tilfælde ville den følge efter sabbatsstridighederne, som skal nævnes senere. Heldigvis har afgørelsen af, hvilken fest det faktisk var, kun ringe betydning for kapitlets lære.

a) Helbredelsen ved Betesda:

(Johannes 5,1-16)

Betesda ("barmhjertighedens hus") var navnet på en dam, forsynet af en periodisk kilde, med helbredende egenskaber, som lå ved Fåreporten (ikke "markedet", King James Version), dvs. nær templet, mod øst. Søjlegange var opført for at huse de syge, som ønskede at prøve vandet (omtalen af englen, Joh 5,4, sammen med en del af 5,3, er en senere glosse og er med rette udeladt i Revised Version (britisk og amerikansk)). På en af disse søjlegange lå en lam mand. Hans svaghed havde varet længe--38 år. Udskudt håb gjorde hans hjerte sygt, for han havde ingen ven til at få ham ned i dammen, når vandet blev oprørt. Andre kom uvægerligt ned før ham. Jesus fik medlidenhed med denne mand. Han spurgte ham, om han ville gøres rask; derpå helbredte han ham med et magtord. Helbredelsen skete øjeblikkeligt (Johannes 5,8.9). Det var sabbatsdag, og da manden på Kristi befaling tog sin båre op for at gå, blev han anfægtet for at gøre det, som var ulovligt. Den helbredte mand indså imidlertid med rette, at han, som var i stand til at udføre så stor en helbredelse, havde myndighed til at sige, hvad der burde og ikke burde gøres på sabbatten. Da Jesus senere mødte manden i templet, bød han ham: "synd ikke mere"--måske et vink om, at hans tidligere svaghed var en følge af syndig adfærd (Johannes 5,14).

b) Søn og Fader:

(Johannes 5,17-29)

Jesus selv blev nu anfægtet af myndighederne for at bryde sabbatten. Deres snævre, kunstige regler tillod ikke engang barmhjertighedsgerninger på sabbatten. Dette førte fra Jesu side til en betydningsfuld erklæring om hans guddommelige værdighed. Han retfærdiggjorde først sig selv ved sin Faders eksempel, han som stadig virker i opretholdelsen og styrelsen af universet (Joh 5,17)--sabbatten er en hvile fra jordisk arbejde til guddommeligt, himmelsk arbejde (Westcott)--og da dette øgede anstødet ved sin antydning af "lighed" med Faderen, så hans liv blev truet (Joh 5,18), talte han endnu mere udtrykkeligt om sit enestående forhold til Faderen og om de guddommelige forrettigheder, det overdrog ham. Jøderne havde ret: hvis Jesus ikke var en guddommelig person, ville de krav, han fremsatte, være gudsbespottelige. Ikke alene blev han givet adgang til fortrolighed med det guddommelige råd (Joh 5,20; Joh 5,21; jf. Matt 11,27), men ham, erklærede han, var den guddommelige magt betroet til at give liv (Joh 5,21; Joh 5,26), til dom (Joh 5,22; Joh 5,27), til opstandelse--åndelig opstandelse nu (Joh 5,24; Joh 5,25), opstandelse på den sidste dag (Joh 5,28; Joh 5,29). Det var Faderens vilje, at Sønnen skulle æres ligesom han selv (Joh 5,23).

c) Det trefoldige vidnesbyrd:

(Johannes 5,30-47)

Disse overvældende krav fremsættes ikke uden tilstrækkeligt vidnesbyrd. Jesus anfører et trefoldigt vidnesbyrd:

(1) Døberens vidnesbyrd, hvis vidnesbyrd de for en tid havde været villige til at modtage (Joh 5,33; Joh 5,15);

(2) Faderens vidnesbyrd, som ved Kristi gerninger støttede hans vidnesbyrd om sig selv (Joh 5,36-38);

(3) Skrifternes vidnesbyrd, for disse ville, hvis de blev læst med åndelig dømmekraft, have ført til ham (Joh 5,39; Joh 5,45-47). Moses, som de stolede på, ville fordømme dem. Deres forkastelse af Jesus skyldtes ikke mangel på lys, men hjertets tilstand: "Jeg kender jer, at I ikke har Guds kærlighed i jer selv" (Joh 5,42); "Hvordan kan I tro," osv. (Joh 5,44).

4. Sabbatsstridigheder:

Kort efter hans tilbagevenden til Galilæa, hvis begivenhedernes rækkefølge er opfattet rigtigt, blev Jesus inddraget i nye stridigheder med farisæerne om sabbatsholdelse. Muligvis hører vi i disse ekkoerne af de anklager, der blev rejst mod ham ved festen i Judæa. Kristi adfærd og de principper, der ligger i hans svar, kaster værdifuldt lys over sabbatsordningen.

a) Plukning af aks: (Matthæus 12,1-8; Markus 2,23-28; Lukas 6,1-5)

Den første strid blev fremkaldt af disciplenes handling, da de plukkede aks og gned dem i hænderne, mens de gik gennem kornmarkerne på en sabbat (tidsangivelsen "second-first" i Luk 6,1 i King James Version er udeladt i Revised Version (britisk og amerikansk). Under alle omstændigheder peger det modne korn på et tidspunkt kort efter påsken). Loven tillod denne frihed (5 Mos 23,25), men farisæisk strenghed udlagde det som en overtrædelse at gøre dette på sabbatten (for eksempler på de minutiøse, ubetydelige og besværlige regler, hvormed farisæerne gjorde sabbatten til en dag med elendig tvang, se Farrars Life of Christ, Edersheims Jesus the Messiah og lignende værker). Da Jesus forsvarede sine disciple, citerer han først gammeltestamentlige fortilfælde (David og skuebrødene, en handling der tilsyneladende blev udført på sabbatten, 1 Sam 21,6; præsternes tjeneste på sabbatten--"en, der er større end templet," var der, Matt 12,6), som illustration af den sandhed, at nød går forud for positiv lovbestemmelse; dernæst går han tilbage til det brede princip om sabbattens formål som skabt for mennesket--for dets højeste fysiske, mentale, moralske og åndelige velbefindende: "Sabbatten blev til for menneskets skyld," osv. (Mark 2,27). Barmhjertighedens krav er overordnede. Målet skal ikke ofres for midlet. Derfor hævder Menneskesønnen herredømme over sabbatten (Mark 2,28 parallel).

b) Manden med den visne hånd:

(Mattæus 12,10-14; Markus 3,1-6; Lukas 6,6-11)

Det andet sammenstød fandt sted på "en anden sabbat" (Luk 6,6) i synagogen. Der var en mand til stede med en vissen hånd. Farisæerne selv synes ved denne lejlighed, ivrige efter at fange Jesus, at have fremprovokeret konflikten med et spørgsmål: "Er det tilladt at helbrede på sabbatsdagen?" (Matt 12,10). Jesus mødte dem med en henvisning til deres egen praksis, når de tillod redningen af et får, der var faldet i en grav på sabbatsdagen (Matt 12,11; Matt 12,12), og derpå, idet han bød manden træde frem~, vendte han spørgsmålet mod dem selv: "Er det tilladt på sabbatsdagen at gøre godt eller at gøre ondt? at redde et liv eller at dræbe?" (Mark 3,4)--en hentydning til deres morderiske hensigter. Da der ikke blev givet noget svar, så Jesus på dem med hellig harme, befalede manden at række hånden frem, og den blev straks fuldstændigt genoprettet. Virkningen var kun, at hans modstanderes sind blev opflammet til "raseri" (Luk 6,11), og farisæere og herodianere (Herodes' hofparti) rådslog om at ødelægge ham (Mark 3,6 parallel).

c) Tilbagetrækning til søen:

(Mattæus 12,15-21; Markus 3,7-9)

Jesus forlod denne scene med frugtesløs konflikt og trak sig stille tilbage med sine disciple til bredden, og dér fortsatte han sit arbejde med at undervise og helbrede. Folk fra alle de omliggende egne strømmede til hans tjeneste. Han underviste dem fra en lille båd (Mark 3,9) og helbredte deres syge. Mattæus ser i dette en opfyldelse af det profetord, som findes i Es 42,1-4.

5. Udvælgelsen af de tolv:

(Mattæus 10,1-4; Markus 3,13-19; Lukas 6,12-16; ApG 1,13)

Jesu arbejde voksede ham mellem hænderne, og venner og fjender tog hurtigt parti. Tiden var derfor kommet til at udvælge og knytte til hans person et bestemt antal efterfølgere--ikke blot disciple--som kunne blive forberedt på at føre hans arbejde videre efter hans bortgang. Dette gjorde han ved at vælge tolv apostle. Valget blev foretaget tidligt om morgenen på Saligprisningernes bjerg efter en nat, der helt var tilbragt i bøn (Luk 6,12).

a) Den apostolske funktion:

"Apostel" betyder "en, der er sendt." Om apostlens særlige funktion er det tilstrækkeligt her at sige, at de, der således blev udskilt, blev valgt med det særlige formål at være Kristi vidner og akkrediterede sendebud til verden, i stand til ud fra personlig kundskab at aflægge vidnesbyrd om, hvad Kristus havde været, sagt og gjort--om kendsgerningerne i hans liv, død og opstandelse (sammenlign ApG 1,22; ApG 1,23; ApG 2,22-32; ApG 3,15; ApG 10,39; 1 Kor 15,3-15 osv.); men desuden, som undervist af ham og udrustet med hans Ånd (sammenlign Luk 12,12; Joh 14,16; Joh 14,17; Joh 14,26 osv.), at være opbevarere af hans sandhed, delagtige i hans myndighed (sammenlign Matt 10,1; Mark 3,15), budbringere for hans evangelium (sammenlign 2 Kor 5,18-21) og hans redskaber til at lægge hans kirkes grundvolde bredt og stærkt (sammenlign Ef 2,20; Ef 3,5). Et så ansvarstungt kald blev aldrig, hverken før eller siden, givet til dødelige mennesker.

b) Listerne:

Der gives fire lister over apostlene--hos Mattæus, Markus, Lukas og i ApG (1,13, hvor Judas udelades). Navnene gives ens i alle, bortset fra at "Judas, søn (eller bror) af Jakob" (Luk 6,16; ApG 1,13) af Mattæus kaldes Lebbæus, "og af Markus Thaddæus." De sidstnævnte navne er beslægtede i betydning og betegner alle den samme person. "Bartolomæus" (søn af Tolmaj) er sandsynligvis Natanael fra Joh 1,47 (sammenlign 21,2). Tilnavnet "kanaanæer" (Matt 10,4; Mark 3,18) markerer "Simon" som dengang eller tidligere medlem af zeloternes parti (Luk 6,15). I alle listerne står Peter først på grund af sine lederevner; Judas Iskariot, forræderen, står sidst. Der er en tendens til opstilling i par: Peter og Andreas; Jakob og Johannes; Filip og Bartolomæus; Thomas og Mattæus; til sidst Jakob, Alfæus' søn, Judas, søn eller bror af Jakob, Simon zeloten og Judas Iskariot. Listen indeholder to brødrepar (tre, hvis "bror" læses ved Judas), og mindst ét vennepar (Filip og Natanael).

c) Mændene:

Alle apostlene var mænd fra de mere beskedne lag, dog ikke ulærde, og de fleste levede under forholdsvis gode kår. Alle var galilæere, undtagen forræderen, hvis navn "Iskariot", dvs. "mand fra Keriot", betegner ham som judæer. Om nogle af apostlene ved vi en hel del; om andre meget lidt; dog har vi grund til at tale om dem alle, med undtagelse af Judas, som mænd med ærlige sind og oprigtig fromhed. Flokken rummede en række mænd med stærkt kontrasterende karaktertyper. Det er nok blot at henvise til den fremfusende Peter, den eftertænksomme Johannes, den nøgterne Filip, den forsigtige Thomas, den nidkære Simon, den konservative Matthæus og den administrative Judas. Den sidstnævnte--Iskariot--er apostelkollegiets mørke problem. Vi har et udtrykkeligt vidnesbyrd om, at Jesus kendte ham fra begyndelsen (Joh 6,64). Alligevel valgte han ham. Judas' karakter var uden tvivl uudviklet, da Jesus tog imod ham. Han kunne ikke selv ane de mørke muligheder, der sov i den. Hans fællesskab med apostlene, betragtet i sig selv, var til hans gode. Hans særlige gave var for en tid til tjeneste. Da Jesus valgte ham, må han ses som handlende for Faderen og under Faderens ledelse (Joh 5,19; Joh 17,12). Se særartikler om de enkelte apostle.

III. Fra Bjergprædikenen til lignelserne om Riget--en anden rundrejse.

1. Bjergprædikenen:

Valget af apostlene indleder en ny periode i Kristi virksomhed. Dens første og mest dyrebare frugt var, at han til apostlene og de folkeskarer, som trængtes om ham, da han kom ned fra bjerget (Luk 6,17), gav dette store programskrift for sit rige, som almindeligvis kendes som Bjergprædikenen. Højen identificeres af Stanley (Sinai and Palestine, 368) og andre med den, der kendes som "Hattins Horn", hvor "det jævne sted" på toppen, hvorfra Kristus ville komme ned fra et af de højere horn, nøjagtigt passer til fortællingens betingelser. Da de syge var blevet helbredt, satte Jesus sig lidt højere oppe, med sine disciple nær ved sig, og talte til forsamlingen (sammenlign Matt 7,28; Matt 7,29). Årstiden fremgår af omtalen af "liljerne" og var sommeren.

Dens sigte.

Hans ord var vægtige. Hans mål var fra begyndelsen at fremsætte sit riges principper, mål og sindelag i umiskendelige vendinger; at udlægge dets love; at fremstille dets retfærdighed, både positivt og i kontrast til farisæisk formalisme og hykleri. Kun de ledende tanker kan antydes her (se BEATITUDES; SERMON ON THE MOUNT; ETHICS OF JESUS). Matthæus samler, som han plejer, stof, hvoraf noget findes i andre sammenhænge hos Lukas, men det er godt at studere helheden i den velordnede form, hvori den fremtræder i det første evangelium.

a) Velsignelserne:

(Matthæus 5,1-6; Lukas 6,20-26)

I markant kontrast til lovgivningen på Sinaj er Kristi første ord velsignelsesord. Idet han straks går over til hjertets sindelag, viser han, af hvilke indre betingelser rigets velsignelser afhænger. Hans saligprisninger (fattigdom i ånden, sorg, sagtmodighed, hunger og tørst efter retfærdighed osv.) vender alle verdens målestokke for bedømmelse af sådanne spørgsmål på hovedet. I besiddelsen af disse nådegaver består karakterens sande gudsfrygt; gennem dem bliver rigets arvinger jordens salt og verdens lys. Forpligtelsen hviler på dem til at lade deres lys skinne (sammenlign Mark 4,21-23; Luk 8,16; Luk 11,33).

b) Sand retfærdighed--den gamle og den nye lov:

(Matthæus 5,17-48; Lukas 6,27-36)

Jesus definerer sit forhold til den gamle lov--ikke en ødelægger, men en fuldbyrder--og går videre med at fremstille den sande retfærdigheds natur i kontrast til farisæisk bogstavtro og formalisme. Ved at holde sig til det sidste dræbte de lovens ånd. Med en absolut myndighed--"Men jeg siger jer"--fører Jesus alt tilbage fra det ydre bogstav til hjertets tilstand. Eksemplerne hentes fra mord, ægteskabsbrud, sværgen, gengældelse, had til fjender, og hvert bud får en åndelig udvidelse. Den syndige tanke eller lyst rummer overtrædelsens væsen. Verdens målestokke vendes igen på hovedet i kravene om ikke at gøre modstand mod krænkelser, om kærlighed til fjender og om at gengælde ondt med godt.

c) Religion og hykleri--sandt og falsk motiv:

(Matthæus 6,1-18; sammenlign Lukas 11,1-8)

Idet Jesus fortsætter kontrasten mellem den sande retfærdighed og de skriftkloges og farisæernes, retter han dernæst opmærksomheden mod motivet i religionen. Farisæerne tog ikke blot fejl ved kun at have blik for lovens bogstav, men ved i moral og religion at handle ud fra et falsk motiv. Han havde givet modgiften mod deres bogstavtro; nu angriber han deres prangende fromhed og hykleri. Eksemplerne hentes fra almissegivning, bøn og faste, og i forbindelse med bønnen gives Herrens bøn som forbillede (Lukas indfører dette i en anden sammenhæng, Luk 11,1-4).

d) Det sande gode og lægedommen mod bekymring:

(Matthæus 6,19-34; sammenlign Lukas 11,34-36; 12,22-34)

Det sande motiv i religiøse handlinger er at behage Gud; det samme motiv bør lede os i valget af, hvad der skal være vores højeste gode. Jordisk skat skal ikke sættes over himmelsk. Guds rige og hans retfærdighed skal komme først i vores ønsker. Øjet skal være klart og samlet. Den sande lægedom mod verdslig bekymring findes da i tillid til den himmelske Fader. Hans børn betyder mere for Gud end fugle og blomster, for hvem hans omsorg i naturen er så iøjnefaldende åbenbar. Når de først søger riget, har de et løfte--intet højere tænkeligt--om, at alt andet, de behøver, vil blive givet dem sammen med det (dette afsnit om tillid placerer Lukas igen anderledes, 12,22-34).

e) Forholdet til verdens ondskab--afslutningen:

(Matthæus 7,1-29; Lukas 6,37-49; sammenlign 11,9-13):

Jesus går til sidst over til at tale om discipelens forhold til verdens ondskab. Denne ondskab er blevet betragtet i dens fjendtlige holdning til discipelen (Matt 5,38); spørgsmålet gælder nu discipelens frie forhold til den. Jesus indskærper pligterne for discipelen til at bære sig klogt ad over for ondskaben – med barmhjertighed, med forsigtighed, med bøn, i den ånd altid at gøre mod andre, som man selv vil behandles – og til at være på vagt imod den. Fristelsen er stor til at følge den verdslige skare, til at blive vildledt af falske lærere, til at sætte bekendelse i stedet for praksis. Mod disse farer advares discipelen energisk. Sand religion vil altid kendes på sine frugter. Talen slutter med den kraftfulde sammenligning med de kloge og tåbelige bygmestre. Igen, som ved en tidligere lejlighed, var Kristi tilhørere forbløffede over hans lære og over den myndighed, hvormed han talte (Matt 7,28; Matt 7,29).

2. Mellemliggende hændelser: En række bemærkelsesværdige hændelser skal dernæst omtales.

a) Helbredelsen af officerens tjener:

(Mattæus 8,1.5-13; Lukas 7,1-10)

(1) Helbredelsen af officerens tjener fandt tilsyneladende sted samme dag som Bjergprædikenen blev holdt (Luk 7,1; Luk 7,2). Det havde været en dag med mangeartet og udmattende arbejde for Jesus. En vandring på måske 7 miles (ca. 11 km) førte ham tilbage til Kapernaum, ledsaget af skarerne. Men knap nok hører han ved sin tilbagekomst en ny bøn om hjælp, før hans kærlighed svarer: »Jeg vil komme og helbrede ham.« Den bedende var en romersk officer – en, som havde gjort sig afholdt blandt jøderne (Luk 7,5) – og anmodningen gjaldt helbredelsen af en yndlingstjener, lammet og plaget af smerte. Først søgte en delegation Kristi gode hjælp; dernæst, da Jesus var på vej, kom et andet budskab, som endog vakte Kristi forundring ved sin store tro. Officeren følte sig ikke værdig til, at Jesus skulle komme ind under hans tag, men Jesus skulle blot sige ordet, så ville hans tjener blive helbredt. »Så stor en tro har jeg ikke fundet,« sagde Jesus, »nej, ikke i Israel.« Ordet blev sagt, og da sendebuddene vendte tilbage, fandt de tjeneren helbredt.

b) Enkens søn i Nain opvækkes:

(Lukas 7,11-17)

De ophidsende begivenheder denne dag samlede så stor en skare omkring huset, hvor Jesus var, at han ikke engang fik tid til at spise, og hans venner, som blev urolige for hans helbred, søgte at holde ham tilbage (Mark 3,20; Mark 3,21). Det var sandsynligvis for at slippe bort fra denne lokale ophidselse, at Jesus »kort efter« findes i den lille by Nain, nogle få miles sydøst for Nazaret. En stor skare fulgte ham stadig. Her, da han gik ind i byen, skete det mest vidunderlige af de gerninger, han hidtil havde gjort. En ung mand – den eneste søn af en enke – blev båret ud for at begraves. Jesus standsede i medlidenhed det sørgelige optog og bød, i rolig vished om at hans ord ville blive adlydt, den unge mand at rejse sig. I samme øjeblik vendte livet tilbage, og Jesus gav sønnen tilbage til hans mor. Folkets forundring blev tidoblet. De følte, at de gamle dage var kommet tilbage: at Gud havde besøgt sit folk.

Det var tilsyneladende under den rejse eller rundtur, som omfattede dette besøg i Nain, og som følge af det ry, den bragte Jesus (Luk 7,17; Luk 7,18; bemærk hentydningen til, at døde opvækkes, i Kristi svar til Johannes), at sendebudene blev sendt fra Døberen i fængslet for at spørge Jesus, om han virkelig var den, der skulle komme, eller om de skulle se efter en anden.

c) Sendebud fra Johannes’ disciple – Kristus og hans slægt:

(Mattæus 11,2-30; Lukas 7,18-35)

Det var et mærkeligt spørgsmål på forløberens læber, men det skal sandsynligvis forstås som udtryk for rådvildhed snarere end for egentlig tvivl. Der synes ikke at være nogen tvivl om, at Johannes’ sind var blevet bragt i alvorlig vanskelighed ved de beretninger, der var nået ham om Jesu gerning. Tingene udviklede sig ikke, som han havde ventet. Det var den fredelige, barmhjertige karakter af Kristi gerning, som bragte Johannes til fald. Fængslets mørke virkede sammen med hans skuffelse og førte ham til at sende dette budskab for at få klarhed for sig selv og sine disciple.

(1) Kristi svar til Johannes.

Hvis der var tvivl, behandlede Jesus den mildt. Han svarede ikke direkte, men bød de to disciple, som var blevet sendt, at gå tilbage og fortælle Johannes de ting, de havde set og hørt – at blinde fik deres syn, lamme gik, døve blev helbredt, døde blev oprejst, evangeliet blev prædiket. Der var ringe grund til at tvivle på, at Messias var kommet, når gerninger som disse – netop de gerninger, som profeterne havde forudsagt (Es 35,5; Es 35,6) – blev gjort. Salige var de, som ikke fandt anledning til at tage anstød af ham. Jesus gjorde dog mere. Ved sit sendebud havde Johannes sat sig selv i en noget falsk stilling over for mængden. Men Jesus ville ikke have sin trofaste efterfølger misforstået. Hans ånd var ikke vægelsindet. Jesus forsvarede ham ædelt som en profet og mere end en profet; ja, som en mand, end hvem ingen større havde levet. Men ligesom den nye husholdning var højere end den gamle, var en, der var »kun lille« i himlenes rige – en, der delte Kristi ydmyge, kærlige, selvfornægtende sindelag – større end selv Johannes (Matt 11,11).

(2) Et genstridigt folk – Kristi nåde.

Den underforståede kontrast mellem ham selv og Johannes førte Jesus videre til at fordømme den forvendte ånd i hans egen slægt. Farisæerne og de lovkyndige (Luk 7,30) havde forkastet Johannes; de var lige så lidt tilfredse med ham. Deres opførsel var som børn, der havde indvendinger mod den ene leg, fordi den var munter, og mod en anden, fordi den var sørgelig. Bølgen af ydre popularitet bedrog ikke Jesus. De byer, hvor hans største gerninger blev udført--Korazin, Betsajda, Kapernaum--forblev ubodfærdige i hjertet. Desto tungere ville deres dom blive; værre end den over Tyrus og Sidon, ja over Sodoma selv. Over for deres vantro hævder Jesus på ny sin værdighed og erklærer sin nåde (Matt 11,25-30). Al myndighed var hans; han alene kendte og kunne åbenbare Faderen (ingen krav i Johannes er højere). Lad de tungt belastede komme til ham, og han ville give dem hvile (dele af disse afsnit optræder i en anden sammenhæng i Luk 10,12-21).

d) Den første salvelse--kvinden, som var en synder:

(Lukas 7,36-50)

Endnu en smuk hændelse i forbindelse med denne rejse er bevaret af Lukas--salvelsen af Jesus i Simons hus ved en kvinde, som var en synder. I Nain eller en anden by, som han besøgte, blev Jesus indbudt til at spise hos en farisæer ved navn Simon. Hans modtagelse var kølig (Luk 7,44-46). Under måltidet trådte en kvinde fra byen, en udstødt af det respektable samfund--dog en, som fortællingen antyder, hvis hjerte Jesus havde nået, og som, fyldt af sorg, kærlighed, skam og anger, havde vendt sig fra sit syndige liv--ind i rummet. Der vædede hun Kristi fødder med sine tårer, tørrede dem med sit hår og trykkede inderlige kys på dem, og hun salvede dem med en kostbar salve, som hun havde medbragt. Simon blev forarget. Jesus kunne ikke være en ret tænkende mand, langt mindre en profet, ellers ville han have irettesat denne upassende opførsel fra en sådan person. Jesus imødegik tanken i Simons hjerte ved at fortælle ham lignelsen om de to skyldnere (Luk 7,41; Luk 7,42). Af to mænd, der frit havde fået eftergivet deres gæld, den ene 500, den anden 50 shilling, hvem ville så elske sin kreditor mest? Simon gav det indlysende svar, og kontrasten mellem hans egen modtagelse af Jesus og kvindens lidenskabelige kærlighed blev straks påpeget. Hendes større kærlighed skyldtes den større tilgivelse; skønt Simon, hvis han blot havde indset det, måske havde endnu mere brug for tilgivelse end hun.

3. Anden galilæiske rundrejse--begivenheder i Kapernaum:

(Lukas 8,1-4.19-21; Matthæus 12,22-50; Markus 3,22-35; jf. Lukas 11,14-36)

Hendes tro frelste hende, og hun blev sendt bort i fred. Men igen opstod spørgsmålet: "Hvem er denne, som endog tilgiver synder?" Lukas indfører her (Luk 8,1-4) en anden galilæisk rundrejse af Jesus, efter hvis tilbagekomst en ny række opsigtsvækkende hændelser fandt sted i Kapernaum.

a) Galilæa besøges igen:

(Lukas 8,1-4)

Rundrejsen var omfattende--han "drog omkring gennem byer og landsbyer (bogstaveligt: "efter by og landsby") og prædikede." Under denne rejse blev Jesus ledsaget af de tolv og af hengivne kvinder (Maria Magdalene, Johanna, hustru til Herodes' forvalter, Susanna og andre), som tjente ham med deres ejendom (Luk 8,2; Luk 8,3). Ved afslutningen af denne rundrejse vendte Jesus tilbage til Kapernaum.

b) Helbredelse af dæmonbesat--tale om bespottelse:

Jesus udførte uden tvivl talrige undere på dæmonbesatte (jf. Luk 8,1; Luk 8,2; af Maria Magdalene siges han at have uddrevet 7 dæmoner--måske en talemåde for at angive besættelsens alvor). Den dæmonbesatte, som nu blev bragt til Jesus, var blind og stum. Jesus helbredte ham, med det dobbelte resultat, at folket blev fyldt af forundring: "Kan denne være Davids søn?" (Matt 12,23), mens farisæerne spottede og påstod, at Jesus uddrev dæmoner ved hjælp af Beelzebub (græsk, Beelzeboul), dæmonernes fyrste (se under ordet). En ganske lignende hændelse fortælles i Matt 9,32-34; og Lukas gengiver den efterfølgende tale i en senere sammenhæng (11,14 ff.). Anklagen kan meget vel være blevet gentaget mere end én gang. Jesus påpeger som svar først det absurde i at forestille sig, at Satan skulle være optaget af at føre krig mod sit eget rige (Matt 18,25 parallel; her var der tydeligvis en, der var stærkere end Satan); dernæst udtaler han det skæbnesvangre ord om bespottelse mod Helligånden. Alle andre bespottelser--selv den mod Menneskesønnen (Matt 12,32)--kan tilgives, for de kan udspringe af uvidenhed og misforståelse; men bevidst, forvendt forkastelse af lyset og det at tilskrive Satan det, der åbenlyst var af Gud, var en synd, som, når den var modnet--og farisæerne kom faretruende nær ved at begå den--ikke gav adgang til nogen tilgivelse, hverken i denne verden eller den næste, for selve evnen til sandhed i sjælen blev ved en sådan synd ødelagt. Markus har det stærke udtryk: "er skyldig i en evig synd" (3,29). Relevante ord følger om roden til godt og ondt i karakteren (Matt 12,33-37).

Se bespottelse.

Jonas' tegn.

Af denne tale udsprang det sædvanlige jødiske krav om et "tegn" (Matt 12,38; jf. Luk 11,29-32), som Jesus imødegik ved at erklære, at intet tegn skulle gives undtagen profeten Jonas' tegn--en hentydning til hans fremtidige opstandelse. Han gentager sin advarsel til folket i hans slægt for deres forkastelse af et større lys, end ninivitterne og dronningen af Saba havde nydt.

To hændelser, ikke ulig hinanden i karakter, afbrød denne tale--den ene var råbet fra en kvinde i tilhørerskaren (hvis tidspunktet er det samme, Luk 11,27; Luk 11,28): "Saligt er det moderliv, som bar dig," osv., hvortil Jesus svarede: "Ja, snarere salige er de, som hører Guds ord og bevarer det"; den anden var en besked om, at hans mor og brødre (uden tvivl bekymrede for hans sikkerhed) ønskede at tale med ham.

c) Kristi mor og brødre:

På dette svarede Jesus, idet han rakte sin hånd ud mod sine disciple: "Se, min mor og mine brødre" (Mark 3,34), osv. Slægtskab i det åndelige rige består i troskab mod Guds vilje, ikke i jordiske slægtskabsbånd.

4. Undervisning i lignelser:

(Mattæus 13,1-52; Markus 4,1-34; Lukas 8,4-15; 13,18-21)

Samme dag som de foregående taler blev holdt, så Jesus folkeskarerne, gik ned til bredden, og da han var gået om bord i en båd, indledte han en ny metode i sin offentlige undervisning. Det var talen i lignelser. Sammenligning og billedsprog indgik altid i Jesu undervisning (jf. Matt 7,24-27), og en lignelse er allerede forekommet én gang (Luk 7,41; Luk 7,42); nu anvendes lignelsen systematisk som et middel til at meddele og belyse vigtige sandheder, mens de dog tilsløres for dem, hvis sind var fjendtlige og uimodtagelige (Mark 4,10-12; Luk 8,9; Luk 8,10). Lignelsen både åbenbarer og skjuler således på én gang. Motivet for denne delvis tilslørede undervisning var farisæernes voksende fjendtlighed. I sin natur er lignelsen (fra et verbum, der betyder "at stille side om side") en fremstilling, i en eller anden form for jordisk analogi, af sandheder, der angår guddommelige og evige ting (se PARABLE). Lignelserne om riget, samlet i Matt 13, udgør en uvurderlig række, skønt ikke alle blev talt offentligt (jf. Matt 13,36-52), og nogle kan høre til en senere lejlighed (jf. Luk 13,18-21). Markus tilføjer lignelsen om sæden, der vokser af sig selv (4,26-29). Til tre af lignelserne (sædemanden, rajgræsset, voddet) giver Jesus selv tolkningen.

Lignelser om riget.

Som række afspejler lignelserne på én gang rigets oprindelse, blandede karakter og udvikling i dets nuværende ufuldkomne jordiske tilstand, samt den fuldkommenhed, der venter det efter krisen ved enden. I lignelsen om sædemanden fremstilles rigets oprindelse i ordets gode sæd og de forskellige slags jord, som denne sæd falder på; i sæden, der vokser af sig selv, loven for ordnet vækst i riget; i lignelsen om rajgræsset, den blandede karakter hos rigets undersåtter; i lignelserne om sennepsfrøet og surdejen, rigets fremgang — ydre vækst, indre forvandlende virkning; i lignelserne om skatten og perlen, hvordan riget findes, og dets værdi; i lignelsen om voddet, rigets fuldendelse. Jesus sammenligner sine disciple, hvis de forstår disse ting, med husherrer, der fra deres forråd bringer "nyt og gammelt" frem (Matt 13,52).

IV. Fra overfarten til Gadara til udsendelsen af de tolv — en tredje rundrejse.

1. Overfarten over søen — stormen stilles:

(Mattæus 8,18-27; Markus 4,35-41; Lukas 8,22-25; jf. 9,57-62)

Det var om aftenen den dag, hvor han havde talt lignelserne — skønt kronologien for hændelsen synes ukendt for Lukas (8,22) — at Jesus bød sine disciple sejle over til den anden side af søen. På dette tidspunkt blev han tiltalt af en, der ønskede at blive discipel. Mattæus giver to tilfælde af sådanne aspiranter; Lukas (men i en anden sammenhæng, 9,57-62) tre. Lukas' sammenhæng (afrejsen fra Galilæa) er måske at foretrække for den anden og tredje; men de tre kan betragtes samlet.

De tre aspiranter kan skelnes som:

(a) Den fremfusende discipel: han, der i en atmosfære af begejstring tilbød sig selv i et indfald, uden at beregne omkostningen. Iveren hos denne vordende efterfølger dæmper Jesus med de gribende ord: "Rævene har huler," osv. (Matt 8,20; Luk 9,58).

(b) Den udskydende discipel. Den første kandidat havde brug for at blive holdt tilbage; den anden har brug for at blive drevet frem.

a) Aspiranter til discipelskab:

Han ville følge Jesus, men lad ham først begrave sin far. Der var imidlertid kommet en krise, hvor Herrens krav var det højeste: "Lad de døde begrave deres egne døde" (Matt 8,22). Der findes tidspunkter, hvor der er højere krav end blot naturlige slægtskabsforhold, som Jesus i sig selv var den sidste til at være ligeglad med. (c) Den vaklende discipel. Den tredje discipel er igen en, der tilbyder sig selv, men hans hjerte var alt for tydeligt stadig hos tingene derhjemme. Jesus lægger igen sin finger på det svage punkt: "Ingen, som har lagt sin hånd på ploven og ser sig tilbage," osv. (Luk 9,62). Som nævnt passer de to sidste tilfælde bedre med en endelig afrejse fra Galilæa end med en midlertidig overfart over søen.

b) Stormen stilles:

Indlandssøen var udsat for voldsomme og pludselige storme. En af disse brød løs over disciplenes båd, mens de sejlede over. Alles liv syntes at være i fare. Imens sov Jesus, i den dybeste ro, på en pude i agterstavnen (Mark 4,38). Disciplene vækkede ham næsten uhøfligt: "Mester, er du ligeglad med, at vi går under?" Jesus rejste sig straks og irettesatte deres mangel på tro, og han truede ad vinden og bølgerne ("Ti stille, vær tavs"). Straks blev der helt blikstille. Det var en ny åbenbaring for disciplene af deres Mesters majestæt. "Hvem er da denne, siden endog vinden og søen adlyder ham?"

2. Den gadarenske (gerasenske) besatte:

(Mattæus 8,28-34; Markus 5,1-20; Lukas 8,26-39)

Da søen var krydset, kom Jesus og hans disciple til gadarenernes land (Matthæus) eller gerasenernes land (Markus, Lukas) -- Gadara var distriktets hovedstad (om topografien, jf. Stanley, Sinai and Palestine, 380-81). Fra søbredden rejser der sig et bjerg, hvori der findes gamle grave. Her blev Jesus mødt af en dæmonbesat (Matthæus nævner to dæmonbesatte; M. Henrys pudsige kommentar er: "Hvis der var to, var der én." Muligvis var den ene den voldsommere af de to, mens den anden kun optræder som hans ledsager). Manden, som han beskrives, var en rasende vanvittig af værste slags (Mark 5,3-5), boede i gravene, bar ingen klæder (Luk 8,27), havde overnaturlig styrke, sårede sig selv, skreg osv. Virkelig besat af "en uren ånd" var hans bevidsthed, som om han var beboet af en "legion" dæmoner, og ud fra den bevidsthed tiltalte han Jesus som Guds Søn, der var kommet for at pine dem. I det følgende er det vanskeligt at skelne mellem, hvad der hører til mandens knuste, usammenhængende bevidsthed, og den ånd eller de ånder, der talte gennem ham. I spørgsmålet: "Hvad er dit navn?" (Mark 5,9) søger Jesus tydeligvis at vække offerets sønderbrudte sjæl til en vis fornemmelse af dens egen individualitet. Da Jesus befalede den urene ånd at forlade manden, blev der fremsat en anmodning om, at dæmonerne måtte få lov til at gå ind i en svinehjord, der græssede i nærheden. Grunden til Kristi tilladelse, med dens resultat i hjordens ødelæggelse ("styrtede ned ad skrænten i søen"), behøver ikke undersøges alt for nøje. Den kan have haft karakter af dom over de (muligvis) jødiske ejere af svinene; eller den kan have haft henblik på besættelsens offer, idet den satte ham i stand til at erkende sin befrielse. Uanset hvilke vanskeligheder fortællingen rummer, giver ingen af de rationalistiske forklaringer nogen fornuftig lettelse i forhold til dem. Miraklets formål kan være at udelukke rationalistiske forklaringer ved at give et tydeligt vidnesbyrd om dæmonindflydelsens virkelighed. Da folkene fra byen kom, fandt de manden fuldstændig genoprettet -- "klædt på og ved sin forstand". Alligevel bad de, med skæbnesvanger kortsynethed, Jesus om at forlade deres egne. Manden blev sendt hjem for at fortælle sine venner om de store ting, Herren havde gjort mod ham.

3. Jairus' datter opvækkes -- kvinden med blødninger:

(Matthæus 9,18-26; Markus 5,21-43; Lukas 8,40-56)

Afvist af gerasenerne fik Jesus en varm modtagelse, da han vendte tilbage til Kapernaum på den vestlige bred (Mark 5,21). Det var sandsynligvis på dette tidspunkt, at Matthæus holdt det festmåltid, der tidligere er omtalt.

Det var i forbindelse med dette festmåltid, oplyser Matthæus selv (9,18), at Jairus, en af synagogeforstanderne, kom med sin bøn om hjælp. Hans lille datter, omkring 12 år gammel (Luk 8,42), lå for døden; ja, mens Jesus var på vej, døde hun. Forstanderens tro var, skønt virkelig, ikke på højde med officerens, som troede, at Jesus kunne helbrede uden at være til stede.

a) Jairus' bøn og dens resultat:

Jesus kom, og efter at have drevet de professionelle sørgende ud, opvakte han pigen til live i hellig afsondrethed, idet kun faderen og moderen samt Peter, Jakob og Johannes fik lov til at gå ind i dødsrummet. Det er det andet nedskrevne mirakel, hvor en død opvækkes.

b) Den plagede kvinde helbredes:

På vejen til forstanderens hus skete endnu et under -- et mirakel inden i et mirakel. En stakkels kvinde, hvis tilfælde var særligt pinefuldt, både med hensyn til sygdommens art, dens langvarighed og frugtesløsheden af hendes henvendelser til lægerne, listede sig hen til Jesus i tillid til, at hvis hun blot kunne røre ved kanten af hans klædning, ville hun blive helbredt. Kvinden var uvidende; hendes tro var blandet med overtro; men Jesus, som læste hjertet, gav hende den hjælp, hun ønskede. Det var dog hans vilje, at kvinden, for hendes eget bedste, ikke skulle opnå velsignelsen i smug, efter at hun således var blevet helbredt. Derfor førte han hende frem til åben bekendelse og opmuntrede hende med sit anerkendende ord.

4. Begivenheder på den tredje rundrejse:

(Matthæus 9,27-38; 13,53-58; Markus 6,1-6)

På dette tidspunkt begynder tilsyneladende en ny evangeliserende rejse (Matt 9,35; Mark 6,6), som metodisk strækker sig til "alle byerne og landsbyerne". I fortællingerne hører hertil helbredelsen af to blinde mænd (jf. tilfældet med Bartimæus, som optegnes senere); helbredelsen af en dæmonbesat, der var stum -- et lignende tilfælde som det i Matt 12,22; og en anden afvisning i Nazaret (Matthæus, Markus). Begivenheden ligner den i Luk 4,16-30 og viser, hvis der er tale om forskellige hændelser, at folkets hjerter var uforandrede. Om denne rundrejse giver Matthæus et gribende sammendrag (9,35-38), hvor han fremhæver Herrens medfølelse og hans længsel efter flere arbejdere til at høste den rige høst.

5. De tolv udsendes -- Jesu tale:

(Matthæus 10; Markus 6,7-13; Lukas 9,1-6; jf. Lukas 10,2-24; 12,2-12 osv.)

Dels med henblik på behovene i det hurtigt voksende arbejde og oplæringen af apostlene, dels som et vidnesbyrd for Israel (Matt 10,6; Matt 10,23), fandt Jesus det hensigtsmæssigt at sende de tolv ud på en selvstændig mission. Talen i Mattæus, der er knyttet til denne begivenhed, synes, som det ofte er tilfældet, at være en sammensætning. Dele af den gengives af Lukas i forbindelse med de halvfjerds' mission (Luk 10,1; anvisningerne var utvivlsomt ens i begge tilfælde); andre dele ved andre lejligheder (Luk 12,2-12; Luk 21,12-17 osv.; jf. Mark 13,9-13).

De tolv blev sendt ud to og to. Deres arbejde skulle være en kopi af Mesterens -- at prædike evangeliet og helbrede de syge. Til dette formål blev de udrustet med myndighed over urene ånder og over al slags sygdom. De skulle gå ud fri for alle byrder -- ingen penge, ingen taske, ingen skiftetøj, ingen stav (bortset fra den i deres hånd, Mark 6,8), kun sandaler på fødderne osv.

a) Befalingen:

De skulle stole på, at de fik deres underhold af dem, de prædikede for. Foreløbig skulle de begrænse deres tjeneste til Israel. Udsagnet i Matt 10,23, "I skal ikke være blevet færdige med Israels byer, før Menneskesønnen kommer," synes at henvise til dommen over folket, ikke til det endelige komme (jf. 16,28).

b) Råd og advarsler:

De tolvs mission var det første skridt for kristendommen som en fremadtrængende kraft i samfundet. Jesus taler derfor om den i lyset af hele den fremtid, der skulle udspringe af den. Han advarer trofast sine apostle om de farer, der ventede dem; formaner dem til klogskab og omtanke ("kloge som slanger" osv.); holder guddommelige løfter frem for dem til trøst; vejleder dem til, når de forfølges ét sted, at flygte til et andet; viser dem ud fra sit eget tilfælde, at sådanne forfølgelser kun var at vente. Han forsikrer dem om en kommende åbenbaringsdag; byder dem både at frygte og stole på Gud; indprenter dem pligten til modig bekendelse; indskærper dem den højeste kærlighed til sig selv. Den kærlighed ville blive prøvet i de kæreste relationer. I sig selv fred ville evangeliet blive den uskyldige anledning til strid, fjendskab og splittelse blandt mennesker. De, der tager imod Kristi disciple, skal ikke gå glip af deres løn.

Da Kristus havde afsluttet sin tale, fortsatte han sit eget evangeliserende arbejde og lod disciplene begynde deres (Matt 11,1).

Anden periode--Efter de tolvs mission indtil afrejsen fra Galilæa

I. Fra Døberens død til talen om livets brød.

1. Mordet på Døberen og Herodes' uro:

(Mattæus 14,1-12; Markus 6,14-29; Lukas 9,7-9; jf. 3,18-20)

Kort før de begivenheder, der nu skal berettes, var Johannes Døber blevet skændigt myrdet i sit fængsel af Herodes Antipas på foranledning af Herodias, hvis ulovlige ægteskab med Herodes Johannes skånselsløst havde fordømt. Josefus angiver fæstningen Machaerus nær Det Døde Hav som stedet for Døberens fængsling (Ant., XVIII, v, 2); eller Johannes kan være blevet flyttet til Galilæa. Herodes ville allerede før dette have dræbt Johannes, men blev holdt tilbage af frygt for folket (Matt 14,5). Herodias' had sov dog ikke. Hendes ubøjelige vilje står i kontrast til Herodes' vaklen, ligesom Lady Macbeth hos Shakespeare står i kontrast til Macbeth. En fødselsdagsfest gav hende den åbning, hun søgte. Hendes datter Salome behagede Herodes med sin dans og fik af ham et løfte under ed om at give hende, hvad hun end bad om. Tilskyndet af Herodias krævede hun frimodigt Johannes Døbers hoved. Den svage konge blev rystet, men for sin eds skyld gav han hende det, hun begærede. Beretningen fortæller, hvordan Døberens disciple ærbødigt begravede deres mesters rester og gik hen og fortalte det til Jesus. Herodes' samvittighed lod ham ikke få ro. Da rygter nåede ham om en underfuld lærer og mirakelmager i Galilæa, sprang han straks til den konklusion, at det var Johannes, opstået fra de døde. Herodes kan ikke have hørt meget om Jesus før. En ond samvittighed gør mennesker feje.

Endnu en påske nærmede sig (Joh 6,4), men Jesus drog ved denne lejlighed ikke op til festen.

Da apostlene vendte tilbage fra deres mission, fortalte de Jesus, hvad de havde sagt og gjort (Luk 9,10); Jesus havde også hørt om Døberens skæbne og om Herodes' frygt og foreslog nu sine disciple at trække sig tilbage til et øde sted på den anden side af søen, nær Betsajda (om topografien, jf. Stanley, anf. værk, 375, 381).

2. Bespisningen af de fem tusind:

(Mattæus 14,13-21; Markus 6,30-44; Lukas 9,10-17; Johannes 6,1-14)

Som det imidlertid viste sig, havde folkeskarerne lagt mærke til deres afrejse, og ved at løbe rundt langs bredden var de fremme på stedet før dem (Mark 6,33). Hensigten om hvile blev forpurret, men Jesus klagede ikke. Han ynkedes over folkets hyrdeløse tilstand og gik ud for at undervise og helbrede dem. Dagen skred frem, og disciplene foreslog, at den fastende skare skulle spredes og søge føde i de nærmeste byer og landsbyer. Dette ville Jesus, som allerede havde sat Filip på prøve ved at spørge, hvordan folket skulle mættes (Joh 6,5), ikke tillade. Med det sparsomme forråd, der var for hånden--5 brød og 2 fisk--mættede han hele skaren. Ved hans velsignelse blev maden mangfoldiggjort, indtil alle var mætte, og 12 kurve med stykker, omhyggeligt samlet sammen, blev tilovers. Det var en overvældende handling af skabende kraft, som ingen rationalisering kan reducere til naturlige dimensioner.

3. Vandringen på søen:

(Mattæus 14,22-33; Markus 6,45-52; Johannes 6,15-21)

Den begejstring, som dette mirakel skabte, var intens (Joh 6,14). Matthæus og Markus beretter (Lukas falder her for en tid ud af synopsen), at Jesus skyndsomt tvang sine disciple til at gå om bord i båden og krydse søen igen--dette selv om en storm var ved at trække op--mens han selv blev alene tilbage på bjerget i bøn. Johannes giver nøglen til denne handling i udsagnet om, at folket var ved at tage ham med magt og gøre ham til konge (6,15). Tre timer efter midnat befandt disciplene sig stadig midt på søen, "plaget ved roningen" (Mark 6,48), dybt urolige fordi Jesus ikke, som ved en tidligere lejlighed, var hos dem. Til sidst, i den mørkeste stund af deres nød, sås Jesus nærme sig på en uventet måde--gående på vandet. Hver ny erfaring med Jesus var en overraskelse for disciplene. Først blev de rædselsslagne og troede, at de så en ånd, men straks hørtes den velkendte stemme: "Vær ved godt mod: det er mig; vær ikke bange." I sine følelsers omslag bad den impulsive Peter Jesus om at give ham lov til at komme til ham på vandet (Matthæus). Jesus sagde: "Kom," og i det første øjeblik eller to gik Peter virkelig på vandet; men da han blev klar over sin usædvanlige situation, svigtede hans tro, og han begyndte at synke. Jesus greb ham med mild irettesættelse og hjalp ham tilbage i båden. Endnu en gang blev søen stille, og disciplene befandt sig trygt ved land. I deres tilbedende sind blev brødunderet overskygget af dette nye under (Mark 6,52).

4. Genesaret--Talen om livets brød:

(Matthæus 14,34-36; Markus 6,53-56; Johannes 6,22-71)

Ved tilbagekomsten til Genesaret blev syge fra alle egne bragt til Jesus--tilsyneladende begyndelsen på en ny, mere omfattende helbredelsestjeneste (Mark 6,56). Imens--her afhænger vi af Johannes--tog folket på den anden side af søen, da de opdagede, at Jesus var borte, hastigt både og kom over til Kapernaum. De fandt tilsyneladende Jesus i synagogen (6,59). Som svar på deres spørgsmål: "Rabbi, hvornår er du kommet hertil?" irettesatte Jesus først det motiv, der fik dem til at følge ham--ikke fordi de i hans mirakler havde set "tegn" på højere velsignelser, men fordi de havde spist af brødene og var blevet mætte (6,26)--og derefter holdt han for dem sin store tale om brødet fra himlen. "Arbejd," sagde han, "for den mad, som bliver til evigt liv, den som Menneskesønnen skal give jer" (6,27). Da han blev bedt om at bekræfte sine krav med et tegn fra himlen ligesom mannaen, svarede han, at også mannaen (givet ikke af Moses, men af Gud) kun var et forbilledligt brød, og han overraskede dem ved at erklære, at han selv var det sande livets brød fra himlen (6,35.51). Brødet var Kristi kød, givet for verdens liv; hans kød og blod måtte spises og drikkes (en åndelig tilegnelse gennem tro, 6,63), hvis mennesker skulle have evigt liv. Jesus havde med vilje fremsat sin lære på en stærk, prøvende måde. Tiden var kommet, hvor hans tilhørere måtte vælge mellem en åndelig modtagelse af ham og et fuldstændigt brud med ham. Det, han havde sagt, vakte stærk anstød hos dem, både på grund af de krav, der lå deri (6,42), og på grund af den lære, der blev fremsat, som de tydeligt fik at vide, at de ikke kunne modtage på grund af deres hjertes kødelighed (6,43.44.61-64). Mange gik derfor tilbage og vandrede ikke længere med ham (6,60.61.66); men deres frafald fremkaldte blot hos de udvalgte tolv en endnu mere tillidsfuld bekendelse af deres tro. "Vil I også gå bort?"

Peters første bekendelse.

Peter talte som sædvanlig på de andres vegne: "Herre, hvem skal vi gå til? .... Vi er kommet til tro og ved, at du er Guds Hellige" (Joh 6,69). Her, og ikke først ved Cæsarea Filippi (Matt 16,16), findes Peters modige bekendelse af sin Mesters messianitet. Tolv bekendte ham således, men selv om denne udvalgte kreds var Jesus nødt til at sige: "En af jer (Judas) er en djævel" (Joh 6,70; Joh 6,71).

II. Fra stridighederne med farisæerne til forklarelsen.

Talen i Kapernaum synes at markere et vendepunkt i Herrens tjeneste i Galilæa. Kort efter ser vi ham ophøre med offentlig undervisning og vie sig til at undervise sine apostle (Matt 15,21; Mark 7,24 osv.).

1. Jesus og traditionen--ydre og indre renhed:

(Matthæus 15,1-20; Markus 7,1-23)

Imens viser det, at Kristi gerning i Galilæa tiltrak sig de centrale myndigheders opmærksomhed, sig ved den kendsgerning, at skriftkloge og farisæere kom op fra Jerusalem for at holde øje med ham. De fandt hurtigt grund til klage over ham i hans ukonventionelle måder og hans fuldstændige tilsidesættelse af de ældstes overleveringer. De bebrejdede ham især, at han tillod sine disciple at spise brød med "almindelige", dvs. uvaskede, hænder. Her var et punkt, som farisæerne lagde stor vægt på (Mark 7,3; Mark 7,4). Rituelle afvaskninger (at vaske sig "omhyggeligt", græsk "med knyttet hånd"; "dåbshandlinger" af personer og ting) udgjorde en stor del af deres religion. Disse afvaskninger var en del af den "mundtlige overlevering", som man sagde var blevet givet til Moses og overleveret gennem en række ældste. Jesus satte hele dette ritualvæsen til side. Det var en del af farisæernes "hykleri" (Mark 7,6). Da han blev spurgt om det, drog han en skarp skelnen mellem Guds bud i Skrifterne og menneskers overlevering og anklagede farisæerne (idet han som støtte nævnte "Korban" (se dette), Mark 7,10-12) for at gøre det første "ugyldigt" ved hjælp af det sidste. Dette førte til det videre spørgsmål om, hvori virkelig urenhed bestod. Kristi fornuftige standpunkt her er, at den ikke bestod i noget ydre, såsom mad, men i det, der kom indefra mennesket: som Jesus senere forklarede, i det, der udgik fra dets hjerte eller moralske liv: "Fra menneskers hjerte udgår onde tanker" osv. (Mark 7,20-23). Kristi udsagn var i virkeligheden ophævelsen af de gamle rituelle skel, som Markus bemærker: "således gjorde han al mad ren" (Mark 7,19). Farisæerne blev naturligvis dybt forargede over hans ord, men Jesus lod sig ikke rokke. Hver plante, som Faderen ikke havde plantet, måtte rykkes op med rode (Mark 7,13).

2. Tilbagetrækning til Tyrus og Sidon--den syrofønikiske kvinde:

(Matthæus 15,21-28; Markus 7,24-30)

Fra dette tidspunkt synes Jesus, for at undgå opmærksomhed, at have rejst privat fra sted til sted. Hans første tilbagetrækning gik til grænseegnene, eller nabolaget, ved Tyrus og Sidon. Af Mark 7,31 må man slutte, at han trådte ind på hedensk område. Han kunne dog ikke holdes skjult (Mark 7,24). Det varede ikke længe, før råbet fra menneskelig nød nåede ham i det hus, han var gået ind i. En kvinde kom til ham, en græker (eller hedning, græsktalende), men syrofønikisk af slægt. Hendes "lille datter" var hårdt plaget af en ond ånd. Hun kastede sig ned for hans fødder og tiltalte ham som "Davids søn" og bad ham om barmhjertighed for sit barn. Først syntes Jesus--dog kun syntes--at afvise hende, idet han talte om sig selv som sendt kun til Israels fortabte får og om det upassende i at give børnenes brød til hundene (det græske mildner udtrykket, "de små hunde"). Med en smuk ihærdighed, som vandt hende den gave, hun søgte, greb kvinden ordet som et argument til fordel for sig selv. "Selv hundene under bordet spiser af børnenes smuler." Ved Jesu ord blev barnet helbredt.

3. I Dekapolis--nye mirakler:

(Matthæus 15,29-39; Markus 7,31-37; 8,1-10)

Kristi anden tilbagetrækning gik til Dekapolis--de ti byers område--øst for Jordan. Også her blev han snart opdaget og fulgt af folkemængden. Lidende blev bragt til ham, og han helbredte dem (Matt 15,30). Senere bespiste han skarerne.

Miraklet med den døve mand bevidnes kun af Markus. Patienten var dobbelt plaget, idet han var døv og havde en talefejl. Helbredelsen rummer flere særegenheder--dens private karakter (Matt 15,33); Jesu handlinger, da han stak sine fingre i hans ører osv. (en måde at tale med tegn til den døve mand); hans "suk", ledsaget af bøn, uden tvivl foranlediget af noget i mandens blik; ordet Ephphatha (Matt 15,34)--"Luk dig op."

a) Den døve mand:

(Markus 7,32-37)

Pålægget til de tilstedeværende om ikke at udbrede gerningen vidt og bredt blev tilsidesat. Jesus ønskede ingen billig popularitet.

b) Bespisningen af fire tusind:

(Matthæus 15,32-39; Markus 8,1-9)

Det næste mirakel ligner i høj grad bespisningen af de fem tusind ved Betsajda, men stedet og tallene er forskellige: 4.000 i stedet for 5.000; 7 brød og nogle få fisk i stedet for 5 brød og 2 fisk; 7 kurve med stykker i stedet for 12 (Markus' udtryk betegner en større kurv). Der er ingen grund til at tvivle på, at begivenhederne er adskilte (sammenlign Matt 16,9; Matt 16,10; Mark 8,19; Mark 8,20).

4. Farisæernes surdej osv.--helbredelse af en blind mand:

(Matthæus 16,1-12; Markus 8,11-26)

Da Jesus vendte tilbage til Gennesarets slette (Magdala, Matt 15,39 King James Version; egne ved Dalmanutha, Mark 8,10), fandt han snart sig selv angrebet af sine gamle modstandere. Farisæere og saddukæere var nu forenede. De kom og "prøvede" Jesus og bad ham om et "tegn fra himlen"--en tydelig guddommelig manifestation. Idet han "sukkede dybt" (Markus) over deres kværulerende ånd, gentog Jesus sit ord om Jonas' tegn. De tider, de levede i, var fulde af tegn, hvis blot de, som var så dygtige til vejrtegn, kunne se dem. For at blive fri for sådanne spørgere tog Jesus igen båd til Betsajda. På vejen advarede han sine disciple mod surdejen fra den ånd, de netop havde mødt. Disciplene misforstod det og troede, at Jesus sigtede til deres glemsomhed ved ikke at have taget brød med (Markus fortæller på sin levende måde, at de kun havde ét brød). Den surdej, Kristus sigtede til, repræsenterede i virkeligheden tre ånder:

(1) den farisæiske surdej--formalisme og hykleri;

(2) den saddukæiske surdej--rationalistisk skepsis;

(3) den herodianske surdej (Mark 8,15)--politisk hensigtsmæssighed og tilpasning.

Da de var kommet til Betsajda, blev der gjort et mirakel på en blind mand, som i nogle af sine træk lignede helbredelsen af den døve mand i Dekapolis. I begge tilfælde tog Jesus patienterne til side; i begge blev der brugt fysiske midler--spyttet ("spyttede på hans øjne," Mark 8,23); i begge lød der en streng befaling om ikke at udbrede helbredelsen. Et andet særtræk var helbredelsens gradvise karakter. Det er sandsynligt, at manden ikke havde været blind fra fødslen, ellers ville han næppe have kunnet genkende mennesker eller træer, da hans øjne først blev åbnet. Det var nødvendigt, at Jesus lagde sine hænder på ham, før han så alt klart.

5. Ved Cæsarea Filippi--Den store bekendelse--Første forudsigelse af lidelsen:

(Mattæus 16,13-28; Markus 8,27-30; Lukas 9,18-27)

Jesu næste tilbagetrækning med sine disciple gik til egnen ved Cæsarea Filippi, nær Jordans kilde. Dette var det nordligste punkt på hans vandringer. Her, "på den geografiske grænse mellem jødedom og hedenskab" (Liddon), stillede vor Herre det betydningsfulde spørgsmål, som fremkaldte Peters historiske bekendelse.

(1) Tidens stemmer og den ydre sandhed.

Spørgsmålet, der blev stillet til De Tolv i denne afsidesliggende egn, var: "Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?" "Menneskesønnen," som allerede sagt, var det velkendte navn, Jesus gav sig selv, og som der kunne eller ikke kunne knyttes en messiansk betydning til, alt efter hans tilhøreres forudfattede meninger. Først blev tidens skiftende stemmer gengivet for Jesus: "Nogle siger Johannes Døber; andre Elias," osv. Dernæst, som svar på det videre spørgsmål: "Men hvem siger I, at jeg er?" lød fra Peter, på alles vegne, den uforanderlige sandhed om Jesus: "Du er Kristus, den levende Guds Søn." I klarhed, frimodighed og beslutsomhed havde Peters tro nået en højde, den ikke før havde nået. Bekendelsen rummer to sandheder:

(1) Menneskesønnens guddommelighed,

(2) hans messiasværdighed.

Jesus viste sin apostels bekendelse ære. Ikke kød og blod, men Faderen, havde åbenbaret sandheden for ham. Her var omsider den "klippe", som han kunne bygge en kirke på. Idet Jesus vendte tilbage til Peters oprindelige navn, Simon Bar-Jona, erklærede han, med et ordspil på navnet "Peter" (petros, "klippe," "klippestykke"), som han tidligere havde givet ham (Joh 1,42), at på denne "klippe" (petra) ville han bygge sin kirke, og Hades' porte (fjendtlige onde magter) skulle ikke få magt over den (Matt 16,18). Pavedømmet har på dette sted rejst en uberettiget bygning af krav ved at antage, at "klippen" er Peter personligt og hans efterfølgere i Roms bispesæde (noget sådant fandtes ikke; Peter var ikke biskop af Rom). Det er ikke individet Peter, men Peter som den bekendende apostel--Peter som repræsentant for alle--som Kristus kalder "klippe"; det, der gjorde ham til et fundament, var den sandhed, han havde bekendt (sammenlign Ef 2,20). Dette er Det Nye Testamentes første omtale af en "kirke" (ekklesia). Den kristne kirke er derfor grundlagt

(1) på sandheden om Kristi guddommelige sønneværdighed;

(2) på sandheden om hans messiasværdighed, eller om at han er den nye tidsalderes salvede profet, præst og konge.

Et fællesskab af troende, der bekender disse sandheder, er en kirke; intet fællesskab, der fornægter disse sandheder, fortjener navnet. Til dette bekendende fællesskab giver Jesus, idet han stadig henvender sig til Peter som repræsentant for apostolatet (sammenlign Matt 18,18), myndighed til at binde og løse--til at optage og udelukke. Det bemærkes, at Jesus påbød sine disciple ikke at fortælle nogen om disse ting (Matt 16,20; Mark 8,30; Luk 9,21).

(2) Korset og disciplen.

Peters bekendelse banede vej for et fremskridt i Kristi undervisning. Fra den tid, bemærker Mattæus, begyndte Jesus åbent at tale om sine forestående lidelser og sin død (16,21). Der er i alt tre højtidelige forudsigelser af lidelsen (Matt 16,21-23; Matt 17,22; Matt 17,23; Matt 20,17-19 parallelt). Jesus forudså og forudsagde klart, hvad der skulle overgå ham i Jerusalem. Han skulle dræbes af myndighederne, men på den tredje dag skulle han opstå igen. Ved den første forudsigelse, som fulgte efter hans bekendelse, tog Peter sig for at irettesætte Jesus: "Det ske dig aldrig, Herre," osv. (Matt 16,22), en handling, som bragte Jesu strenge irettesættelse over ham: "Vig bag mig, Satan," osv. (Matt 16,23). Klippemanden bliver, i sit fald ned til den verdslige hensigtsmæssigheds leveregler, nu identificeret med Satan, fristeren. Dette princip, at pligten kun skal udføres, når den ikke medfører personlig risiko, afviser Jesus ikke blot for sit eget vedkommende, men han befaler også sine disciple at afvise det. Disciplen, siger Jesus, må være rede til at fornægte sig selv og tage sit kors op. Korset er symbolet på alt, hvad der er tungt eller smertefuldt at bære. Der findes en frelse af livet, som er et tab af det, og hvad gavner det et menneske, om det vinder hele verden, men mister sit (sande, højere) liv? Men ligesom Jesus ikke kun havde talt om at dø, men også om at opstå igen, sådan opmuntrer han nu sine disciple ved at forkynde sin fremtidige komme i herlighed for at gengælde enhver efter hans gerninger. Dette endelige komme kunne ligge langt borte (sammenlign Matt 24,36); men (sådan synes det mest naturligt at tolke udsagnet Matt 16,28 parallelt) der var nogle af de levende, som skulle se det nærmere pant på dette, i Kristi komme i hans riges sejre og fremgange (sammenlign Mark 9,1; Luk 9,27; Matt 26,64).

6. Forklarelsen--den epileptiske dreng:

(Mattæus 17,1-20; Markus 9,2-29; Lukas 9,28-43)

Omkring otte dage efter Jesu forudsigelse af sin lidelse fandt den herlige begivenhed, forklarelsen, sted. Jesus havde talt om sin fremtidige herlighed, og her var et pant på den. I mærkelig kontrast til herlighedsscenen på bjergets top stod det smertefulde syn, der mødte Jesus og hans tre ledsagere, da de igen steg ned til sletten.

a) Den Enbårnes herlighed:

Traditionen forbinder forklarelsens scene med Taborbjerget, men den fandt mere sandsynligt sted på en af Hermonbjergets udløbere. Jesus var gået op på bjerget med Peter, Jakob og Johannes for at bede. Det var, mens han bad, at den vidunderlige forvandling skete. For én gangs skyld fik den tilslørede herlighed hos den enbårne fra Faderen (Joh 1,14) lov til at bryde frem, gennemstrømme hans person og klæder og forvandle dem til en blændende glans. Hans ansigt strålede som solen; hans klæder blev hvide som lyset ("som sne," King James Version, Markus). Himmelske gæster, som ud fra deres samtale blev genkendt som Moses og Elias, viste sig sammen med ham og talte om hans bortgang (Lukas). En røst fra en omsluttende sky bevidnede: "Dette er min elskede Søn, i hvem jeg har velbehag." Det er ikke underligt, at disciplene blev bange, eller at Peter i sin forvirring stammede frem: "Det er godt for os at være her; hvis du vil, vil jeg lave tre telte (løvhytter) her." Dette blev dog ikke tilladt. Jorden er ikke himlen. Glimt af himmelsk herlighed gives ikke for at vende nogen bort fra pligten på jorden, men for at forberede dem på de prøvelser, der er forbundet dermed.

b) Troens bøn og dens svar:

Det syn, der mødte Jesu og de tre udvalgtes øjne, da de steg ned, var yderst smertefuldt. En mand havde bragt sin epileptiske dreng — en hårdt lidende og stum — til disciplene for at se, om de kunne uddrive den onde ånd, der havde taget bolig i ham, men de var ikke i stand til det. Deres nederlag var, som Jesus viste, et nederlag i tro; alligevel gav deres forlegenhed et påskud til modstanderne, som ikke var sene til at udnytte det (Mark 9,14). Mandens appel gik nu til Jesus: "Hvis du kan gøre noget," osv. (Mark 9,22). Jesu svar flyttede "kan" til det rette sted: "Hvis du kan (tro)" (Mark 9). Den smule tro, manden havde, levede op under Kristi ord: "Jeg tror; hjælp min vantro." Da skaren trængte sig på omkring dem, var der ingen grund til yderligere tøven. Med ét kraftfuldt ord drev Jesus den urene ånd ud (Mark 9,25). Den første virkning af Kristi nærmen havde været at fremkalde et voldsomt anfald (Mark 9,20); nu rystede ånden forfærdeligt det legeme, den blev tvunget til at give slip på. Jesus tog drengens hånd, rejste ham op, og han viste sig at være rask. Den lære, disciplene fik, var troens almagt (Matt 17,19; Matt 17,20) og bønnens kraft (Mark 9,28; Mark 9,29).

III. Fra den private rejse gennem Galilæa til tilbagekomsten fra løvhyttefesten.

1. Galilæa og Kapernaum:

Kort efter de sidstnævnte begivenheder drog Jesus i stilhed gennem Galilæa (Mark 9,30) og vendte senere tilbage til Kapernaum. Under rejsen i Galilæa gav Jesus sine disciple sin anden forudsigelse af sine forestående lidelser og sin død, ledsaget som før af forsikringen om sin opstandelse. Disciplene kunne stadig ikke fatte betydningen af hans ord, selv om det, han sagde, gjorde dem "overmåde bedrøvede" (Matt 17,23).

a) Anden forudsigelse af lidelsen:

(Mattæus 17,22.23; Markus 9,30-33; Lukas 9,44.45)

Tilbagekomsten til Kapernaum blev kendetegnet ved en hændelse, der rejste spørgsmålet om Kristi forhold til tempelinstitutionerne. Opkræverne af afgiften til templet spurgte Peter: "Betaler jeres lærer ikke halvsekelen?" (græsk didrachma, eller dobbelt drakme, værd omkring 32 cents eller 1 shilling 4 pence).

b) Tempelskatten:

(Mattæus 17,24-27)

Oprindelsen til denne skat lå i halvsekelen som soningspenge i 2 Mos 30,11-16, som, skønt den var et særligt bidrag, blev grundlaget for en senere opkrævning (2 Krøn 24,4-10; på Nehemias' tid var beløbet en tredjedel sekel, Neh 10,32), og dens formål var at opretholde tempeltjenesten (Schurer). Den sædvanlige betalingstid var marts, men Jesus havde sandsynligvis været borte, og forespørgslen blev først fremsat nogle måneder senere. Peter, hastig som sædvanlig, sandsynligvis ud fra Kristi almindelige respekt for tempelforskrifterne, svarede straks, at han betalte skatten. Det var ikke faldet ham ind, at Jesus måske havde noget at sige om den, hvis han formelt blev udfordret. Jesus benyttede derfor lejligheden til mildt at irettesætte Peter. Peter havde kun for nylig anerkendt Jesus som Guds Søn. Tager jordens konger afgift af deres egne sønner? Halvsekelen passede til undersåtforholdet, men ikke til forholdet som søn. Ikke desto mindre kunne Jesus, for at der ikke skulle gives anledning til anstød, godt give afkald på denne ret, ligesom han i sin fornedrede tilstand havde givet afkald på så meget andet. Peter fik befaling om at kaste sin krog i søen, og Jesus forudsagde, at den fisk, han ville trække op, ville have den nødvendige mønt i munden (græsk stater, omkring 64 cents eller 2 shilling 8 pence). Skatten blev betalt, men på en sådan måde, at det viste, at betalingen af den var en nedladenhedshandling fra kongens Søn.

c) Tale om storhed og tilgivelse:

(Mattæus 18,1-35; Markus 9,33-50; Lukas 9,46-50)

På vejen til Kapernaum var der opstået en strid blandt disciplene om, hvem der skulle være størst i det messianske rige, som snart skulle oprettes. Selve det, at en sådan strid fandt sted, viste, hvor stærkt selv deres sind endnu var behersket af verdslige, sanselige forestillinger om riget. Nu, i huset (Mark 9,33), benytter Jesus lejligheden til at standse deres ånd af ærgerrig rivalisering og til at indprente hårdt tiltrængte lærdomme om storhed og beslægtede emner.

(1) Storhed i ydmyghed.

Først lærer Jesus, ved eksemplet med et lille barn, at ydmyghed er grundholdningen i hans rige. Den alene giver adgang til riget og fører til ære i det. Den er størst, som ydmyger sig mest (Matt 18,4), og som er alles tjener (Mark 9,35). Han advarer mod at ringeagte de "små" eller få dem til at snuble, og han bruger ord af frygtelig strenghed mod dem, der er skyldige i denne synd.

(2) Tolerance.

Omtalen af at tage imod små i Kristi navn fik Johannes til at bemærke, at han havde set en mand uddrive dæmoner i Kristi navn og havde forbudt ham det, fordi han ikke hørte til deres følge. »Forbyd ham det ikke,« sagde Jesus, »for der er ingen, som gør en mægtig gerning i mit navn og straks efter kan tale ondt om mig. For den, der ikke er imod os, er for os« (Mark 9,39; Mark 9,40).

(3) Den bror, der farer vild.

Emnet om forargelser fører til spørgsmålet om synder begået af en kristen bror mod en anden. Her indskærper Kristus venlighed og overbærenhed; kun hvis private formaninger og brødres gode tjeneste ikke hjælper, skal sagen bringes frem for menigheden; hvis broderen angrer, skal han tilgives uden begrænsning (»halvfjerds gange syv«, Matt 18,22). Hvis menigheden tvinges til at gribe ind, er dens afgørelser gyldige (dog under betingelse af bøn og Kristi nærvær, Matt 18,18-20).

(4) Lignelsen om den ubarmhjertige tjener.

For at understrege læren om tilgivelse fortæller Jesus lignelsen om den ubarmhjertige tjener (Matt 18,23-35). Skønt han selv havde fået meget tilgivet, nægter denne tjener at tilgive sin medtjener en langt mindre gæld. Hans herre rammer ham med den strengeste straf. Kun når vi tilgiver andre, kan vi vente tilgivelse.

2. Løvhyttefesten – taler osv.:

(Johannes 7-10,21)

Johannesevangeliet efterlader et tomrum på mange måneder mellem kapitel 6 og 7, kun dækket af udsagnet: »Efter dette vandrede Jesus omkring i Galilæa« (7,1). I dette år af sin tjeneste var Jesus hverken gået op til påskefesten eller til pinse. Løvhyttefesten var nu nær (oktober). Til den drog Jesus op, og Johannes bevarer for os en fyldig beretning om hans fremtræden, taler og gerninger der.

a) Den private rejse – delte meninger:

(Johannes 7,1-10)

Jesu brødre, som stadig ikke var overbevist om hans krav (Joh 7,5), havde opfordret Jesus til at drage op sammen med dem til festen. »Drag op« indebar i deres betydning en offentlig åbenbaring af ham selv som Messias. Jesus svarede, at hans tid til dette endnu ikke var kommet. Senere drog han stille op, og midt under festen trådte han frem i templet som lærer. De bemærkninger, der blev fremsat om Jesus ved festen før hans ankomst, afspejler levende den delte opfattelse af ham. »Han er en god mand,« mente nogle. »Nej,« sagde andre, »han fører skaren vild.« Hans undervisning fremkaldte en endnu skarpere splittelse. Mens nogle sagde: »Du har en dæmon« (Joh 7,20), ræsonnerede andre: »Når Kristus kommer, vil han da gøre flere tegn?« osv. (Joh 7,31). Nogle erklærede: »Dette er i sandhed profeten« eller »Dette er Kristus«; andre indvendte, at Kristus skulle komme fra Betlehem, ikke Galilæa (Joh 7,40-42). Alligevel vovede ingen at tage skridtet til at forulempe ham.

b) Kristi selvvidnesbyrd:

(Johannes 7,14-52)

Kristi visdom og brug af Skrifterne vakte forundring. Jesus imødegik denne forundring ved at sige, at hans kundskab kom fra Faderen, og med henblik på den delte mening om ham opstillede han det princip, at kundskab om sandheden er resultatet af den lydige vilje: »Hvis nogen vil gøre hans vilje, skal han kende om læren er fra Gud« (Joh 7,17). Det blev indvendt, at de vidste, hvem Jesus var, og hvorfra han kom. I én forstand, svarede Jesus, var dette sandt; i en dybere forstand var det ikke. Han kom fra Faderen, som de ikke kendte (Joh 7,28; Joh 7,29). Festens sidste og store dag – den ottende (4 Mos 29,35) – bragte et nyt selvvidnesbyrd med sig. Jesus stod frem og råbte: »Hvis nogen tørster, skal han komme til mig og drikke. Den, der tror på mig ... fra hans indre skal der flyde floder af levende vand« (Joh 7,37; Joh 7,38). Ordene forstås som en henvisning til ceremonien med at udgyde et drikoffer af vand ved denne fest – et drikoffer, som igen mindede om vandgaven, da klippen blev slået. Evangelisten fortolker udsagnet om Ånden, som de troende skulle modtage. Imidlertid havde ypperstepræsterne og farisæerne sendt tempelbetjente for at gribe Jesus (Joh 7,32), men de vendte tilbage uden ham. »Hvorfor førte I ham ikke med?« Svaret var lamslående: »Aldrig har noget menneske talt sådan« (Joh 7,45; Joh 7,46). Gensvaret var det svage: »Er I også blevet ført vild?« Forgæves forsøgte Nikodemus, som var til stede, at indskyde et modererende ord (Joh 7,50; Joh 7,51). Det var klart, hvilket udfald et sådant had var på vej mod.

c) Kvinden grebet i ægteskabsbrud:

(Johannes 8)

Talerne ved festen afbrydes på dette punkt af episoden med kvinden, der blev grebet i ægteskabsbrud (Joh 8,1-11), som efter almindelig enighed ikke hører til evangeliets oprindelige tekst. Den er dog sandsynligvis en autentisk hændelse og viser på den ene side de officielle klassers ivrighed efter at finde en anklage mod Jesus og på den anden side Frelserens værdighed og visdom, når han forpurrede sådanne forsøg, hans barmhjertigheds ånd og samvittighedens virkning hos anklagerne. I sin fortsatte undervisning fremsatte Jesus endnu højere krav end i den foregående tale. Ligesom han havde anvendt vandet fra klippen på sig selv, anvendte han nu på sig selv den symbolske betydning af de to store lysestager, som blev tændt i tempelforgården under festen og henviste til sky- og ildsøjlen. "Jeg er verdens lys," sagde Jesus (Joh 8,12). Kun et guddommeligt væsen kunne fremsætte et sådant krav. Jøderne indvendte, at de kun havde hans vidnesbyrd om sig selv. Jesus svarede, at ingen anden kunne aflægge et fyldestgørende vidnesbyrd om ham, for han alene vidste, hvorfra han kom, og hvorhen han gik (Joh 8,14). Men også Faderen havde vidnet om ham (Joh 8,18). Denne tale, holdt i templets "skatkammer" (Joh 8,20), blev snart fulgt af en anden, mens endnu ingen vovede at røre ham. Denne gang advarer Jesus jøderne om den skæbne, deres vantro ville medføre for dem: "I skal dø i jeres synder" (Joh 8,24). Da han derefter særlig henvendte sig til de jøder, som troede på ham, formanede han dem til at blive i hans ord som betingelsen for sand frihed. Vreden blev igen vakt ved antydningen af, at jøderne, Abrahams sæd, ikke var frie. Jesus gjorde det klart, at det virkelige trældom var syndens; kun Sønnen kunne gøre åndeligt fri (Joh 8,34-36). Afstamning fra Abraham betød intet, hvis ånden var af Djævelen (Joh 8,39-41). En ny konflikt blev fremkaldt af udsagnet: "Hvis nogen holder mit ord, skal han aldrig se døden" (Joh 8,51). Gjorde Jesus sig selv større end Abraham? Den strid, der fulgte, mundede ud i den ophøjede udtalelse: "Før Abraham blev født, er jeg" (Joh 8,58). Jøderne ville have stenet ham, men Jesus undgik dem og gik bort.

d) Helbredelsen af den blinde mand:

(Johannes 9)

Løvhyttefesten var forbi, men Jesus var stadig i Jerusalem. Da han en sabbat gik forbi (Joh 9,14), så han en blind mand, en tigger (Johannes 9,8), som var velkendt for at have været blind fra fødslen. Beretningen om denne blinde mands helbredelse og afhøring anføres af Paley som en beretning, der i sin uforlignelige detaljerigdom bærer ethvert præg af historikerens personlige kendskab. Manden, der blev helbredt på en mærkelig, men symbolsk måde ved, at hans øjne blev salvet med ler (hvorved de tilsyneladende blev forseglet endnu fastere), og derefter ved at han vaskede sig i Siloam-dammen, blev straks genstand for interesse, og farisæerne gjorde alt for at rokke ved hans vidnesbyrd om det mirakel, der var sket. Manden holdt imidlertid fast ved sin fortælling, og hans forældre kunne kun bekræfte den kendsgerning, at deres søn var født blind og nu kunne se. Farisæerne var selv splittede: nogle ræsonnerede, at Jesus ikke kunne være fra Gud, fordi han havde brudt sabbatten--den gamle anklage; andre stod, ligesom Nikodemus, fast på den kendsgerning, at en mand, der var en synder, ikke kunne gøre sådanne tegn (Joh 9,15; Joh 9,16). Den helbredte mand anvendte sund fornufts logik: "Hvis denne mand ikke var fra Gud, kunne han intet gøre" (Joh 9,33). Farisæerne, som var ude af stand til at benægte underet, kunne kun udelukke ham af synagogen. Jesus fandt ham og førte ham til fuld bekendelse af tro på ham selv (Joh 9,35-38).

e) Den gode hyrde:

(Johannes 10,1-21)

Endnu en tale af Jesus er bevaret, og den udspringer af denne hændelse. Som fortsættelse af sit svar på farisæernes spørgsmål i Johannes (9,40): "Er vi også blinde?" holdt Jesus sin tale til dem om den gode hyrde. Hjorde i østlige lande samles om natten i en indhegning omgivet af en mur eller palisade. Dette er "folden", som står under opsyn af en "dørvogter", der om morgenen åbner den tæt tilstængede dør for hyrderne. I modsætning til de retmæssige hyrder "går de falske hyrder ikke ind gennem døren", men klatrer over et andet sted. Hentydningen gælder præster, skriftkloge, farisæere og i almindelighed alle, til enhver tid, som gør krav på en myndighed inden for kirken, der ikke er godkendt af Gud (Godet). Jesus sammenfatter nu sandheden i dens forhold til ham selv som den øverste hyrde. Ud fra sit grundlæggende forhold til kirken er han ikke blot hyrden, men døren (10,7-14). Til dem, der går ind gennem ham, gives der sikkerhed, frihed og føde (10,9). I sin egenskab af hyrde er Kristus i højeste grad alt, hvad en trofast hyrde bør være. Det højeste bevis på hans kærlighed er, at han som den gode hyrde sætter sit liv til for fårene (10,11.15.17). Dette at sætte sit liv til er ikke et tilfælde, men er hans frie, frivillige handling (10,17.18). Igen blev der splittelse blandt jøderne på grund af disse bemærkelsesværdige ord (10,19-21).

Kronologisk note.

Skønt Johannes ikke nævner det, er der ringe tvivl om, at Jesus efter dette besøg i Jerusalem vendte tilbage til Galilæa og ikke længe efter sin tilbagevenden tog endelig afsked og drog sydpå. Kronologien for denne afsluttende periode i Galilæa er noget usikker. Nogle ville placere besøget ved Løvhyttefesten før tilbagetrækningen til Cæsarea Filippi eller endda tidligere (sammenlign Andrews, Life of our Lord, osv.); men den ovenfor antagne rækkefølge synes at være at foretrække.

D. SIDSTE REJSE TIL JERUSALEM--JESUS I PERÆA

Afrejse fra Galilæa:

Der går et tidsrum på to måneder mellem Johannes 10,21 og 22 — fra løvhyttefesten (oktober) til tempelindvielsesfesten (december). Denne periode var vidne til Jesu endelige tilbagetrækning fra Galilæa. Sandsynligvis sendte han, mens han endnu var i Galilæa, de halvfjerds disciple ud for at berede hans vej i de byer, han skulle komme til (Luk 10,1). Afvist ved Samarias grænse (Luk 9,51-53) drog han over til Peræa ("på den anden side af Jordan"), hvor han udøvede en betydelig tjeneste. Beretningen om denne periode, indtil indtoget i Jerusalem, hører for en stor del hjemme hos Lukas, som synes at have haft en rig særlig kilde om den (9,51-19,27). Talerne hos Lukas omfatter mange passager og afsnit, der findes i andre sammenhænge hos Matthæus, og det er ofte vanskeligt at afgøre deres rette kronologiske plads, hvis dele da ikke, som det uden tvivl undertiden skete, blev gentaget.

I. Fra afrejsen fra Galilæa til tempelindvielsesfesten.

1. Afvist af Samaria:

(Lukas 9,51-55)

Bevidst om, at han gik for at lide og dø, vendte Jesus urokkeligt sit ansigt mod Jerusalem. Hans rute gik først gennem Samaria — en nådens mulighed for dette folk — men her, i en grænselandsby, blev de budbringere, han sendte foran sig, og sandsynligvis også han selv ved sin ankomst, afvist på grund af hans tydelige hensigt om at gå til Jerusalem (Luk 9,53). Jakob og Johannes ønskede at efterligne Elias ved at kalde ild ned fra himlen over dem, der afviste ham, men Jesus irettesatte dem for deres tanke (Revised Version (britisk og amerikansk) udelader henvisningen til Elias og de efterfølgende sætninger, Luk 9,55; Luk 9,56).

2. De halvfjerds' udsendelse:

(Lukas 10,1-20)

I den nuværende sammenhæng indsætter Lukas hændelserne med de tre aspiranter, som tidligere er behandlet (9,57-62; sammenlign s. 1645). Det blev foreslået, at det andet og tredje tilfælde kan høre til denne periode.

Et nyt og betydningsfuldt skridt blev nu taget af Jesus, da han udsendte 70 disciple, som skulle gå foran ham, to og to, for at forkynde hans komme i de byer og landsbyer, han skulle besøge. Antallet af udsendte viser, hvor stor en skare Jesus nu havde samlet. (Nogle ser en symbolsk betydning i tallet 70, men det er vanskeligt at påvise, hvad den er.) De anvisninger, der blev givet budbringerne, ligner dem, der tidligere blev givet til de tolv (Luk 9,1-5; sammenlign Matt 10); et afsnit, som også findes hos Matthæus i en anden sammenhæng (11,21-24), er indarbejdet i denne tale eller havde oprindeligt sin plads i den (11,13-15). I denne udsendelse lagde Jesus ikke længere skjul på sin messianske karakter. Budbringerne skulle forkynde, at Guds rige var kommet nær til dem i forbindelse med hans forestående besøg (Luk 10,9). Udsendelsen indebærer, at Jesus havde afmærket en bestemt rute for sig selv (sammenlign Luk 13,22), men denne ville kunne ændres alt efter den modtagelse, hans udsendinge fik (Luk 10,10; Luk 10,11; Luk 10,16). Rundrejsen behøvede ikke at have taget lang tid, når så mange deltog i den. Resultaterne viser, at den vakte stærk interesse. Senere vendte disciplene tilbage, opløftede over deres succes, og fremhævede deres sejr over dæmonerne (Luk 10,17). Jesus bød dem snarere glæde sig over, at deres navne var skrevet i himlen (Luk 10,20). Igen indsættes et afsnit (Luk 10,21; Luk 10,22), som findes tidligere i Matt 11,25-27; sammenlign også Luk 10,23; Luk 10,24 med Matt 13,16; Matt 13,17.

3. Den lovkyndiges spørgsmål — lignelsen om den barmhjertige samaritaner:

(Lukas 10,25-37)

Jesus var nu gået "på den anden side af Jordan", dvs. ind i Peræa, og vældige skarer lyttede til hans undervisning (sammenlign Matt 19,1 f; Mark 10,1; Luk 12,1). Et sted stillede en lovkyndig et spørgsmål, som han mente skulle sætte ham på prøve: "Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?" Jesus henviste ham til de store bud om kærlighed til Gud og ens næste og fremkaldte det yderligere spørgsmål: "Og hvem er min næste?" Som svar fortalte Jesus ham den udødelige lignelse om den barmhjertige samaritaner og spurgte, hvem der viste sig at være næste for ham, der faldt blandt røverne. Den lovkyndige kunne kun give ét svar: "Den, der viste barmhjertighed mod ham." "Gå," sagde Jesus, "og gør du ligeså."

Hændelsen med Martha og Maria, som Lukas indsætter her (Luk 10,38-42), passer bedre senere, da Jesus var nærmere Betania.

4. Taler, lignelser og mirakler:

(Lukas 11-14)

På dette sted samler Lukas en række taler, advarsler og formaninger, hvoraf store dele allerede er blevet omtalt i tidligere sammenhænge. Det følger ikke heraf, at Lukas ikke i mange tilfælde har bevaret den oprindelige sammenhæng. Dette er sandsynligvis tilfældet med Herrens bøn (Luk 11,1-4) og med dele af det, som Matthæus medtager i Bjergprædikenen (f.eks. 11,9-13.13-36; 12,22-34; sammenlign Luk 13,24-27 med Matt 7,13; Matt 7,14; Matt 7,22; Matt 7,23) og i andre taler (f.eks. Luk 11,42-52 = Matt 23,23-36; Luk 12,2-12 = Matt 10,26-33; Luk 12,42-48 = Matt 24,45-51; Luk 13,18-21, lignelserne om sennepsfrøet og surdejen = Matt 13,31; Matt 13,32 osv.).

a) Særligt hos Lukas:

Af stof, der er særegent for Lukas i disse kapitler, kan nævnes sådanne afsnit som det om vennen ved midnat (11,5-8), episoden med manden, der ønskede, at Jesus skulle bede hans bror dele arven med ham, og som Jesus fortalte lignelsen om den rige tåbe til (12,13-21), lignelsen om det ufrugtbare figentræ, fremkaldt af tilbøjeligheden til at betragte nogle galilæere, som Pilatus havde dræbt under et tumult ved templet, og atten, som tårnet i Siloam var styrtet ned over, som større syndere end andre (13,1-9: "Nej," sagde Jesus, "men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme på samme måde"), samt det meste af undervisningen i Lukas 14, som omtales nedenfor. I 11,37.38 har vi omtalen af en farisæer, der indbød Jesus til at spise, og af hans forundring over Herrens forsømmelse af de sædvanlige afvaskninger før måltidet. Lukas 11,53 giver et glimt af den vrede, som de skriftkloge og farisæerne blev vakt til af strengheden i Kristi fordømmelser. De "begyndte voldsomt at trænge ind på ham .... idet de lå på lur efter ham for at fange noget fra hans mund." I 13,31 ff fortælles det, hvordan farisæerne søgte at skræmme Jesus bort fra området ved at sige til ham, at Herodes gerne ville dræbe ham. Jesus bød dem fortælle den "ræv", at hans arbejde ville fortsætte uforstyrret i den korte tid, der var tilbage ("dag" brugt gådefuldt), indtil han var "fuldendt" (13,32). Ve-råbet over Jerusalem (13,34.35) gengives af Matthæus i talen i kapitel 23.

b) Den svagelige kvinde--manden med vattersot:

Af miraklerne i dette afsnit er uddrivelsen af den dæmon, der var stum (Luk 11,14), åbenbart den samme begivenhed som den, der allerede er nævnt i Matt 12,22 ff. To andre mirakler er forbundet med den gamle anklage om sabbatsbrud. Det ene var helbredelsen i en synagoge på sabbatsdagen af en kvinde, der i 18 år havde været krumbøjet af "en svagheds ånd" (Luk 13,10-17); det andet var helbredelsen på sabbatten af en mand, der var plaget af vattersot, ved et måltid i huset hos en af farisæernes rådsmedlemmer, hvortil Jesus var blevet indbudt (Luk 14,1-6). Motivet for farisæerens indbydelse var, som i de fleste sådanne tilfælde, fjendtligt (Luk 14,1). I begge tilfælde imødegik Jesus indvendingen på samme måde, ved at henvise til deres egne barmhjertige handlinger mod deres dyr på sabbatten (Luk 13,15; Luk 13,16; Luk 14,5).

c) Lignelsen om det store festmåltid:

Dette måltid i farisæerens hus fik en interessant fortsættelse i den tale, det fik Jesus til at holde mod forfængelig ære ved gæstebud og om den kærlighedens ånd, der ville få bordet dækket for de hjælpeløse og nødlidende snarere end til selvisk nydelse for de udvalgte få; talen sluttede, som svar på et fromt udbrud fra en af gæsterne, med lignelsen om det store festmåltid (Luk 14,7-24). Lignelsen, med sit højdepunkt i indbydelsen til at føre de fattige og lemlæstede og blinde ind, og dem fra vejene og hegnene, var en kommentar til de råd, han netop havde givet, men den havde sin dybere lære i skildringen af jødernes afvisning af indbydelsen til det festmåltid, Gud havde gjort rede for dem i sit rige, og af det kald, der ville blive givet til hedningerne om at indtage deres plads.

d) At beregne omkostningerne:

Påbuddene til folkeskarerne om det offer og den korsbæren, der er forbundet med discipelskabet, understreges med eksemplerne om en mand, der bygger et tårn, og en konge, der går i krig, og som beregner omkostningerne, før de går i gang med deres foretagender (Luk 14,25-35).

5. Martha og Maria:

På eller omkring dette tidspunkt--måske før begivenhederne i Luk 14--aflagde Jesus det besøg i Jerusalem ved indvielsesfesten, som beskrives i Joh 10,22-39. Dette synes at være det passende sted at indføre episoden om Martha og Maria, som Lukas fortæller lidt tidligere (10,38-42). Den "landsby", som Jesus gik ind i, var uden tvivl Betania (Joh 11,1). Det billede, Lukas giver af de to søstres modsatrettede sindelag--Martha aktiv og "tjenende" (sammenlign Joh 12,2), Maria tilbagetrukket og eftertænksom--svarer helt til det hos Johannes. Martha havde travlt med forberedelserne til måltidet; Maria sad ved Jesu fødder og hørte hans ord. Til Marthas klage, som om hendes søster drev tiden hen, gav Jesus det mindeværdige svar: "Én ting er nødvendig; for Maria har valgt den gode del," osv. (Luk 10,42).

6. Indvielsesfesten:

(Johannes 10,22-39)

Indvielsesfesten, der blev holdt i december, var til minde om renselsen af templet og genoprettelsen af dets gudsdyrkelse efter dets vanhelligelse ved Antiokus Epifanes (164 f.Kr.). Der opstod stor ophidselse ved Jesu fremtræden ved denne fest, og nogle spurgte: "Hvor længe holder du os i uvished? Hvis du er Kristus, så sig os det rent ud." Jesus sagde, at han havde sagt det til dem, og hans gerninger bevidnede hans krav, men de var ikke af hans sande hjord og ville ikke tro. Til sine egne får gav han evigt liv. Jøderne ville på ny stene ham, fordi han gjorde krav på at være Gud. Jesus svarede, at selv loven kaldte Israels dommere "guder" (Sl 82,6, "Jeg sagde: I er guder, og I er alle den Højestes sønner"); hvordan kunne det da være gudsbespottelse, at han, som Faderen havde helliget og sendt til verden, sagde om sig selv: "Jeg er Guds Søn"? Jøderne søgte at gribe ham, men han gik bort fra deres midte.

II. Fra opholdet ved Betabara til opvækkelsen af Lazarus.

Efter at have forladt Jerusalem drog Jesus igen over på den anden side af Jordan til det sted, hvor Johannes først døbte (Joh 10,40; sammenlign Joh 1,28, i King James Version kaldet "Bethabara", i Revised Version (British and American) "Bethany", forskelligt fra Betania i Johannes 11). Der "blev" han, hvilket antyder et længere ophold, og mange søgte til ham. Dette sted, helligt for Jesus ved hans egen dåb, kan nu betragtes som hans hovedkvarter, hvorfra der blev foretaget udflugter til steder i omegnen. Flere af de begivenheder, som Lukas har nedskrevet, er sandsynligvis forbundet med dette ophold. 1. Lignelserne om det tabte får, den tabte sølvmønt og den fortabte søn:

(Lukas 15)

Jo stærkere de skriftkloges og farisæernes modstand mod Jesus blev, desto mere følte de grupper, der blev betragtet som udstødte, sig draget til ham ved et naturligt slægtskab. Han afviste dem ikke, sådan som farisæerne gjorde, men spiste og drak sammen med dem. Toldere og syndere samlede sig om hans undervisning, og han omgikkes dem. Klagen var stor: "Denne mand tager imod syndere og spiser sammen med dem." Jesu forsvar kom i lignelser, og farisæernes bebrejdelse kan man takke for tre af de smukkeste lignelser, Jesus nogensinde talte: det bortkomne får (jf. Matt 18,12-14), den tabte sølvmønt og den fortabte søn (Lukas 15). Hvorfor glæder hyrden sig mere over det ene bortkomne får, der bliver bragt tilbage, end over de nioghalvfems, der ikke er faret vild? Hvorfor glæder kvinden sig mere over at finde sin tabte drakme igen end over alle de mønter, der ligger trygt i hendes varetægt? Hvorfor glæder faderen sig mere over den fortabte søn, der vender tilbage i laser og anger fra det fjerne land, end over den lydige, men strenge bror, som aldrig havde forladt hjemmet? Fortællingerne var portåbninger ind til Guds inderste hjerte. Der er glæde i himlen over én synder, der omvender sig, mere end over nioghalvfems retfærdige, som ikke trænger til omvendelse (Luk 15,7).

2. Lignelserne om den uretfærdige forvalter og den rige mand og Lazarus:

(Lukas 16)

To andre lignelser, indflettet med taler (delvis møder man dem igen i andre sammenhænge, jf. Luk 16,13 med Matt 6,24; Luk 16,16 med Matt 11,12; Luk 16,18 med Matt 5,32; Matt 19,9 osv.), blev talt på dette tidspunkt — den om den uretfærdige forvalter (Luk 16,1-9) og den om den rige mand og Lazarus (Luk 16,19-31). Den uærlige forvalter, der stod foran at blive afskediget, udnyttede sine muligheder, stadig uærligt, til at skaffe sig venner blandt sin herres skyldnere; lad "lysets børn" forbedre hans eksempel ved retfærdigt at bruge mammon til at skaffe sig venner, som skal tage imod dem i de evige boliger. Den rige mand, forkælet i luksus, lod den plagede Lazarus sulte ved sin port. Ved døden — i Hades — er stillingerne vendt om: den rige mand er i pine, berøvet alt det, han havde nydt; den fattige mand er i hvile i Abrahams skød, kompenseret for alt det, han led. Det er karakteren, ikke den ydre stilling, der afgør skæbnen. De ubarmhjertige er dømt. Selv en budbringer fra den usete verden vil ikke frelse mennesker, hvis de ikke hører Moses og profeterne (Luk 16,31).

I denne forbindelse placerer Lukas (17,1-10) formaninger til disciplene om anledninger til fald, tilgivelse, troens kraft og afkald på fortjeneste ("Vi er unyttige tjenere"), hvoraf nogle findes andre steder (jf. Matt 18,6; Matt 18,7; Matt 18,15; Matt 18,21 osv.).

3. Kaldet til Betania — Lazarus' opvækkelse:

(Johannes 11)

Mens Jesus var i Betabara eller Betania på den anden side af Jordan, eller i dets nabolag, kom der et budskab til ham fra Martas og Marias hus i det judæiske Betania (på Oliebjerget, ca. 2 miles øst for Jerusalem), at hans ven Lazarus ("ham, du elsker") var syg. Jesu handlemåde syntes mærkelig, for han blev endnu to dage dér, hvor han var (Joh 11,6). Som fortsættelsen viste, skete dette kun med henblik på en endnu mere vidunderlig åbenbaring af hans magt og kærlighed, til Guds ære (Joh 11,4). Imens døde Lazarus og blev begravet. Da Jesus meddelte sin hensigt om at gå ind i Judæa, søgte disciplene ivrigt at fraråde ham det (Joh 11,8); men Jesus lod sig ikke bevæge af den frygt, de fremførte. Han nåede Betania (en afstand på mellem 20 og 30 miles) på den fjerde dag efter Lazarus' begravelse (Joh 11,17) og blev mødt i udkanten af byen af Marta og derefter af Maria, begge nedsænket i dybeste sorg. Begge udtalte den samme klage: "Herre, hvis du havde været her, var min bror ikke død" (Joh 11,21; Joh 11,32). Til Marta gav Jesus løftet: "Din bror skal opstå igen," idet han styrkede den tro, hun allerede havde udtrykt på ham (Joh 11,22), ved at erklære sig selv for "opstandelsen og livet" (Joh 11,25; Joh 11,26); ved Marias ord blev han dybt bevæget og bad om at blive ført til graven. Her, fortælles det, "græd Jesus" (Joh 11,35), det eneste andet tilfælde af hans gråd i evangelierne er, da han så på det fortabte Jerusalem (Luk 19,41). Beviset på kærlighed var tydeligt, men nogle antydede som sædvanlig bebrejdelse over, at denne undergører ikke havde forhindret sin vens død (Joh 11,37). Da Jesus kom til klippegraven, stadig sukkende i sig selv, lod han stenen ved dens åbning fjerne og talte efter bøn med høj røst: "Lazarus, kom ud" (Joh 11,43). Ånden vendte tilbage, og manden, der havde været død, kom ud, bundet med sine gravklæder. Han blev løst og givet tilbage til sine søstre.

Selv denne mægtige gerning ændrede ikke farisæernes sind; de holdt råd og besluttede på Kajfas' råd (Joh 11,50), at det af hensyn til folkets sikkerhed var "gavnligt", at denne mand skulle dø.

Den detaljerede udformning af denne smukke fortælling taler uimodståeligt for dens historiske sandhed, og de indvendinger, som kritiske skribenter har rejst, samler sig i virkeligheden om deres modvilje mod det mirakuløse som sådant.

III. Fra tilbagetrækningen til Efraim indtil ankomsten til Betania.

1. Tilbagetrækning til Efraim:

(Johannes 11,54-57)

De herskende klassers fjendtlighed var nu så udtalt, at Jesus i de få uger, der var tilbage, indtil han skulle gå op til påsken, anså det for klogt at opholde sig i det skjulte i en by, der hed Efraim (beliggenheden er usikker). At han levede skjult i denne periode, antydes i udsagnet (Joh 11,57) om, at hvis nogen vidste, hvor han var, skulle han underrette ypperstepræsterne og farisæerne. Tilbagetrækningen ville for Jesus være en forberedelsestid til den prøvelse, der lå foran ham, ligesom ørkenen havde været det ved begyndelsen af hans tjeneste.

2. Rejsen genoptaget:

Da han forlod dette tilflugtssted for at genoptage sin færd mod Jerusalem, bliver beretningerne igen rige på hændelser og undervisning.

3. Helbredelsen af de spedalske:

(Lukas 17,11-19)

Det er ikke let at fastslå den rute, der igen førte Jesus til grænselinjen mellem Samaria og Galilæa (Luk 17,11), men da han drog gennem dette område, mødte han ti spedalske, som bad ham om helbredelse. Jesus bød dem gå hen og vise sig for præsterne, og undervejs blev de renset. Kun én af de ti, og han var samaritaner, vendte tilbage for at takke og herliggøre Gud. Taknemmeligheden viste sig på det uventede sted.

4. Farisæiske spørgsmål:

På et tidspunkt under denne rejse søgte farisæerne at fange Jesus i spørgsmålet om skilsmisse.

a) Skilsmisse:

(Matthæus 19,3-12; Markus 10,1-12) Var det tilladt for en mand at skille sig fra sin hustru af hvilken som helst grund? (Matt 19,3). Jesus indrømmede i sit svar, at Moses havde givet tilladelse til skilsmisse (Mark 10,3-5), men erklærede, at dette var på grund af deres hjertes hårdhed, og han gik tilbage til ægteskabets oprindelige indstiftelse, hvor de to, som således var forenet, blev erklæret for at være »ét kød«. Kun én grund er gyldig som grundlag for adskillelse og nyt ægteskab (Matt 19,9; jf. Matt 5,31; Matt 5,32; Markus har ikke engang undtagelsen, som dog sandsynligvis er underforstået). I Matthæus følger bemærkninger til disciplene om afholdenhed (Matt 19,10-12).

Se skilsmisse.

b) Rigets komme:

(Lukas 17,20-37)

Et andet spørgsmål, farisæerne stillede Jesus, var, hvornår Guds rige skulle komme. Den forventning, som hans egen tjeneste og hans krav havde vakt, var, at det var nær; hvornår skulle det vise sig? Jesus irettesatte deres verdslige forestillinger og advarede dem om, at riget ikke kom »så man kan iagttage det« – det var ikke et »Se, dér! Se, her!«; det var »inden i« dem eller »midt iblandt« dem, skønt de ikke opfattede det. Ved Menneskesønnens sidste, afgørende komme ville der ikke være nogen tvivl om hans nærvær (Luk 17,24; Luk 17,25). Han føjer formaninger til om, hvor pludseligt hans komme vil være, og om de adskillelser, der vil følge (Luk 17,26-37), som Matthæus gengiver som en del af den store tale om de sidste ting i kapitel 24.

c) Lignelsen om den uretfærdige dommer:

(Lukas 18,1-8)

I nær forbindelse med det foregående, som grundlag for visheden om, at denne Menneskesønnens dag ville komme, fortalte Jesus lignelsen om den uretfærdige dommer. Denne dommer, skønt han var ligeglad med rettens krav, gav dog efter for enkens vedholdende bøn og skaffede hende ret over for hendes modpart. Hvor meget sikrere vil da ikke den retfærdige, langmodige Gud skaffe sine egne udvalgte ret, de som råber til ham dag og nat (Luk 18,7; Luk 18,8)! Dog vil mennesker i den højeste time næsten have mistet troen på hans komme (Luk 18,8).

En række udsagn og hændelser på dette tidspunkt kaster lys over rigets ånd.

5. Rigets ånd:

Selvretfærdighedens ånd irettesættes, og ydmyg bodfærdighed som betingelsen for at blive antaget indskærpes i lignelsen om farisæeren og tolderen.

a) Lignelsen om farisæeren og tolderen:

(Lukas 18,9-14)

Farisæeren, der poserer i sin selvtilfredshed over sine faster og tiender og takker Gud for sin overlegenhed i forhold til andre, stilles i skarp kontrast til den ydmygede tolder, der står langt borte og kun kan sige: »Gud, vær mig synder nådig« (Luk 18,13). Alligevel var det ham, der gik ned til sit hus »retfærdiggjort« (Luk 18,14).

b) Velsignelsen af de små børn:

(Matthæus 19,13-15; Markus 10,13-16; Lukas 18,15-17)

En lignende lære indskærpes i den smukke hændelse med velsignelsen af de små børn. Disciplene irettesatte mødrene, fordi de bragte deres små til ham, men Jesus, »grebet af harme« (Markus), tog imod og velsignede de små børn og erklærede, at himmeriget tilhørte sådanne (dem og dem med samme ånd). »Lad de små børn komme til mig, og hindr dem ikke,« osv.

c) Den rige unge rådsherre:

(Matthæus 19,16-30; Markus 10,17-31; Lukas 18,18-30)

En tredje illustration – denne gang af begærlighedens fare – gives i hændelsen med den rige unge rådsherre. Denne elskværdige, ulastelige og tydeligvis oprigtige unge mand (»Jesus så på ham og elskede ham«, Mark 10,21) knælede og tiltalte Jesus som »gode lærer« og spurgte, hvad han skulle gøre for at arve evigt liv. Jesus afviste først betegnelsen »god« i den lette, konventionelle betydning, hvori den blev anvendt, og henviste derefter rådsherren til budene som målestokken for handling. Alle disse forsikrede den unge mand dog, at han havde holdt fra sin ungdom af. Han kendte ikke sig selv. Jesus så det hemmelige greb, hans rigdomme havde om hans sjæl, og åbenbarede det med det gennemtrængende ord: »Hvis du vil være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du har,« osv. (Matt 19,21; jf. Markus: »Én ting mangler du,« osv.). Det var nok. Den unge mand kunne ikke give afkald på sine »store ejendomme« og gik bedrøvet bort. På grundlag af hans afslag giver Jesus alvorlige advarsler mod kærlighed til rigdomme og påpeger, som svar på et spørgsmål fra Peter, at tab for hans skyld i dette liv mødes med overvældende store godtgørelser i det kommende liv.

6. Tredje forudsigelse af lidelsen:

(Matthæus 20,17-19; Markus 10,32-34; 18,31-33)

Ikke uden forbindelse med den foregående undervisning er den tredje højtidelige forudsigelse til disciplene, som var så vanskelige at overbevise om, at riget ikke straks skulle oprettes i herlighed, om hans forestående lidelser og død, efterfulgt af opstandelse. Disciplene var blevet »forfærdede« og »bange« (Markus) over noget mærkeligt i Jesu udseende og gang, mens de ifølge Lukas var på vej op til Jerusalem (jf. Luk 9,51). Hans ord gav forklaringen. Sammen med dem bør man tage det, der siges i en efterfølgende hændelse om hans lidelsesdåb (Mark 10,38; Mark 10,39; jf. Luk 12,50).

7. Rigets belønninger:

Rigets ånd og offeret for riget er allerede blevet forbundet med tanken om løn, men de principper, der ligger til grund for denne løn, gøres nu til genstand for særlig undervisning.

Først indskærpes ved lignelsen om arbejderne i vingården den lære, at lønnen i riget ikke gives efter nogen juridisk regel, men styres af en guddommelig retfærdighed, i overensstemmelse med hvilken de sidste ofte kan være lig med, eller gå forud for, de første.

a) Lignelsen om arbejderne i vingården:

(Matthæus 20,1-17)

Arbejderne blev lejet på forskellige timer, men ved dagens slutning fik alle den samme løn. Deres knurren over husbondens gavmildhed, de som havde arbejdet længst, afslørede en mangel i ånden, som kan forklare, hvorfor de ikke blev belønnet højere. Strengt taget er riget en nådegave, i summen af dets velsignelser ét og det samme for alle.

b) Zebedæus' sønner:

(Matthæus 20,20-28; Markus 10,35-45)

Alligevel findes der æresforskelle i Guds rige, men disse fastsættes ikke vilkårligt. Dette er læren i Jesu svar på bønnen fra moderen til Zebedæus' sønner, Jakob og Johannes, tilsyneladende med apostlenes egen tilslutning, om at de måtte sidde den ene ved hans højre og den anden ved hans venstre side i hans rige. Det var en dristig og ærgerrig anmodning og vakte naturligt de andre apostles harme. Dog havde den sin grund i en vis åndelig ædelhed. For da Jesus spurgte, om de kunne drikke hans bæger og døbes med hans dåb, svarede de: “Det kan vi.” Jesus sagde til dem, at de skulle få del i den lidelsens lod, men at sidde ved hans højre og ved hans venstre side var ikke begunstigelser, der kunne uddeles vilkårligt, men ville blive givet til dem, som det var beredt for af hans Fader — beredelsen med hensyn til karakter og egnethed, som Faderen alene var dommer over. Jesus fortsatte med at irettesætte den ånd, der fik én til at søge forrang over en anden, og fastsatte den grundlæggende lov: “Den, der vil blive stor iblandt jer, skal være jeres tjener,” idet han understregede den med sit eget uforglemmelige eksempel: “Ligesom Menneskesønnen ikke kom for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange” (Matt 20,28; Mark 10,45).

8. Jesus i Jeriko:

Ledsaget af en stor skare, muligvis af pilgrimme på vej til højtiden, nærmede Jesus sig den indflydelsesrige by Jeriko i Jordandalen, omkring 17 miles fra Jerusalem. Her markerede to bemærkelsesværdige hændelser hans færd.

a) Helbredelsen af Bartimæus:

(Matthæus 20,29-34; Markus 10,46-82; Lukas 18,35-43)

Da de nærmede sig byen (Lukas) (Matthæus og Markus placerer hændelsen, da de “gik ud”), hørte en blind tigger, Bartimæus, at “Jesus fra Nazaret” (Markus) gik forbi, og råbte højt til ham som “Davids søn” om at forbarme sig over ham. Mængden ville have standset manden, men deres irettesættelser gjorde ham kun endnu mere påtrængende i sine råb. Jesus standsede på sin vej, kaldte den blinde mand til sig og helbredte ham så, da han kom og gentog sin bøn. Tiggerens råb viser, at Jesu davidiske afstamning, om ikke hans messianitet, nu var kendt. Matthæus afviger fra de andre evangelister ved at tale om “to blinde mænd”, mens Matthæus og Markus, som nævnt, lader helbredelsen finde sted, da de forlod, ikke da de gik ind i byen. Det er ikke usandsynligt, at der er tale om to helbredelser, den ene ved indgangen til Jeriko, den anden ved udgangen fra byen, og at Matthæus, på sin vis, samler dem (Lukas' sprog er egentlig ubestemt; bogstaveligt: “da de var nær ved Jeriko”).

b) Tolderen Zakæus:

(Lukas 19,1-10)

Jesu indtog i Jeriko blev kendetegnet ved en endnu mere slående hændelse. Den øverste opkræver af afgifter i byen var Zakæus, rig, men holdt i vanære (“en synder”) på grund af sit erhverv. Da Zakæus var lille af vækst, var han klatret op i grenene på et morbærfigentræ for at se Jesus, når han gik forbi. Til hans egen og skarens forbløffelse standsede Jesus på sin vej og kaldte Zakæus ved navn og bad ham skynde sig ned, for den dag måtte han blive i hans hus. Zakæus tog glad imod ham og blev bevæget til en fuldstændig ændring i sit syn på pligt; han erklærede sin hensigt om at give halvdelen af sit gods til de fattige og om at betale firedobbelt tilbage, hvad han måtte have taget ved falsk anklage. Det var en omvæltning i mandens sjæl, frembragt af kærlighed. “I dag,” vidnede Jesus, “er frelsen kommet til dette hus ..... For Menneskesønnen kom for at søge og frelse det, som var fortabt.”

c) Lignelsen om pundene:

(Lukas 19,11-27)

Mængdens forventninger om, at Guds rige straks skulle komme til syne, fik Jesus til at fortælle lignelsen om pundene, hvorved han forud advarede dem om, at den fuldendelse, de så hen til, kunne blive længere udsat, end de troede, og indprentede dem nødvendigheden af loyalitet, trofasthed og flid, hvis den dag, når den kom, ikke skulle vise sig at blive til ulykke for dem. Stormanden drog til et “fjernt land” for at modtage et kongedømme, og hans ti tjenere skulle handle med lige så mange pund (hvert = 100 drakmer) i hans fravær. Ved hans tilbagekomst blev de trofaste tjenere belønnet i forhold til deres flid; den utro mistede, hvad han havde; de oprørske borgere blev tilintetgjort. Således forudskyggede Jesus den dom, der ville ramme dem, som lagde planer imod ham, og han dæmpede forhåbninger, der tilsidesatte de moralske betingelser for ære i hans rige.

Ankomst til Betania.

Fra Jeriko drog Jesus videre til Betania, Lazarus' og hans søstres bosted. Til hans ophold her før hans offentlige indtog i Jerusalem hører de næste begivenheder.

E. LIDELSESUGEN — FORRÆDERI, RETTERGANG OG KORSFÆSTELSE

De sidste begivenheders betydning:

Vi når nu til den afsluttende uge og de sidste højtidelige begivenheder i Jesu jordiske liv. Den betydning, der tillægges denne del af deres beretninger, ses af den plads, evangelisterne giver den. Af Matthæus- og Markusevangeliet er fuldt en tredjedel viet til begivenhederne i lidelsesugen og deres efterspil i opstandelsen; Lukas har flere kapitler; Johannes bruger halvdelen af sit evangelium på den samme periode. Det er tydeligt, at Jesu korsfæstelse i evangelisternes bevidsthed er omdrejningspunktet for hele deres beretning--den afslutning, som alt fra begyndelsen bevæger sig hen imod.

I. Begivenhederne før den sidste nadver.

1. Kronologien:

Ankomsten til Betania placeres af Johannes "seks dage før påsken" (12,1). Hvis man antager, at det offentlige indtog i Jerusalem fandt sted om søndagen, og at den 14. nisan faldt på den følgende torsdag, ville det føre til, at ankomsten placeres på fredagen eller lørdagen forinden, alt efter beregningsmåden. Det er i højeste grad usandsynligt, at Jesus ville rejse fra Jeriko på den jødiske sabbat; derfor kan man antage, at han ankom fredag aften. Måltidet, hvor Marias salvelse fandt sted, ville da være lørdag (sabbats-) aften. Matthæus og Markus forbinder det med begivenheder to dage før påsken (Matt 26,2; Mark 14,1), men parentetisk, på en måde som lader den anden rækkefølge stå åben.

2. Salvelsen i Betania:

(Matthæus 26,6-13; Markus 14,3-9; Johannes 12,1-9)

Denne smukke handling fandt sted ved et måltid, der blev holdt til ære for Jesus i huset hos en Simon, en spedalsk (Matthæus og Markus)--sandsynligvis helbredt af Jesus--hvor Martha, Maria og Lazarus var gæster. Martha hjalp med at varte op (Joh 12,2). Under måltidet, eller ved dets afslutning, kom Maria med en kostbar alabastkrukke med nardus (af Judas vurderet til "300 skilling", omkring 50 dollars eller 10 pund; sammenlign American Revised Version, randnote til Joh 6,7), og med den vellugtende olie salvede hun Jesu hoved (Matthæus, Markus) og fødder (Johannes), idet hun tørrede hans fødder med sit hår (Matthæus og Markus taler, skønt de ikke nævner "fødderne", om Jesu "legeme"). Harme, tilskyndet af Judas (Johannes), blev straks vakt over det, man anså for ødsel spild. Hvor meget bedre havde det ikke været, hvis pengene var blevet givet til de fattige! Jesus forsvarede Maria i hendes kærlige handling--en profetisk salvelse til hans begravelse--og erklærede, at hvor som helst hans evangelium kom hen, skulle der tales om den til minde om hende. Det er hjerter, hvorfra sådanne handlinger kommer, der er de fattiges sande venner. Ypperstepræsterne blev kun endnu mere ophidsede over det, der skete, og over den interesse, der blev vist Lazarus, og de lagde planer om også at slå Lazarus ihjel (Joh 12,10).

3. Indtoget i Jerusalem:

(Matthæus 21,1-11; Markus 11,1-11; Lukas 19,29-44; Johannes 12,12-19)

Den følgende dag--palmesøndag--holdt Jesus sit offentlige indtog som Messias i Jerusalem. Alle evangelisterne fortæller om denne begivenhed. Oliebjerget måtte krydses fra Betania, og Jesus sendte to disciple til en nærliggende landsby--sandsynligvis Betfage (dette synes også at have været navnet på et distrikt)--hvor et æsel og dets føl skulle findes bundet. Dem skulle de bringe til ham, idet Jesus forsikrede dem om ejernes tilladelse. Klæder blev lagt over føllet, og Jesus satte sig på det. På denne ydmyge måde (som Matthæus og Johannes bemærker, til opfyldelse af profeti, Zak 9,9) drog han frem mod Jerusalem, hvorfra en stor skare med palmegrene allerede var gået ud for at møde ham (Johannes). Folkeskarer fulgte ham, både foran og bagved; de bredte deres klæder ud og strøede grene på vejen og hyldede ham med hosiannaråb som Davids søn, Israels konge, der kom i Herrens navn. Helt anderledes var følelserne i farisæernes bryst. "Se," sagde de, "I udretter intet; se, verden er gået efter ham" (Joh 12,19). De bad Jesus irettesætte sine disciple, men Jesus svarede, at hvis de tav, ville selve stenene råbe (Luk 19,40).

Jesus græder over Jerusalem--tilbagevenden til Betania.

Én episode i denne fremrykning mod Jerusalem fortælles kun af Luk 19,41-44. Da Jerusalem ved et sving på vejen pludselig blev synligt, standsede Jesus og græd over byen, der var så blind for sin besøgelsestid og så nær sin frygtelige dom. Det var ikke hans egne lidelser, men tanken om Jerusalems skyld og ulykker, der fyldte ham med angst. Da han nåede byen, er Markus' vidnesbyrd udtrykkeligt, at han ikke gjorde mere end at gå ind i templet og `se sig omkring på alt' (Mark 11,11). Da det derefter var blevet aften, vendte han tilbage til Betania med de tolv.

4. Forbandelsen af figentræet--anden renselse af templet:

(Matthæus 21,12-22; Markus 11,12-26; Lukas 19,45-48)

Mandag morgen fandt Jesus og hans disciple igen på vej til byen. Muligvis havde Jesus tilbragt de tidlige timer i ensom bøn, og mens de gik, fortælles det, at "han blev sulten." Et figentræ, som man ud fra dets løv kunne have ventet frugt på, stod indbydende ved vejkanten; men da Jesus nærmede sig det, viste det sig ikke at have andet end blade--et slående symbol på det ydre religiøse, men åndeligt golde jødiske samfund. Og i denne betydning brugte Jesus det, da han udtalte domsordet over det: "Ingen skal herefter nogen sinde spise frugt af dig" (Markus). Næste morgen (tirsdag), da disciplene gik forbi, viste træet sig at være visnet fra rødderne. Matthæus samler begivenhederne med forbandelsen og visningen og placerer begge på den anden dag, men Markus skelner mere nøjagtigt mellem dem. Jesus brugte disciplenes overraskelse som anledning til en belæring om troens almagt, med tilføjede råd om bøn.

Var der to renselser?

Da Jesus fortsatte sin rejse den første morgen, nåede han templet, og dér skal han, som sin første handling ifølge Matthæus og Markus, have renset templet for de handlende. Det er et vanskeligt spørgsmål, om dette er en anden renselse, eller den samme handling som den, Johannes beretter om ved begyndelsen af tjenesten (Joh 2,13-22; se ovenfor), og som her fortælles uden for sin kronologiske orden. Handlingerne er i det mindste ganske ens i karakter og betydning. Til fordel for en anden renselse taler præsternes og de skriftkloges vrede (Mark 11,18; Luk 19,47) og deres krav næste dag om at få hans myndighed forklaret. Der berettes ikke om andre hændelser ved dette besøg i templet, bortset fra helbredelsen af nogle blinde og lamme og børnenes lovprisning: "Hosianna for Davids søn"--et ekko af begivenhederne dagen før (Matt 21,14-16). Om aftenen gik han tilbage til Betania.

5. Den begivenhedsrige tirsdag:

Helt anderledes er det med den tredje dag af disse besøg, Jesus aflagde i templet--tirsdagen i passionsugen. Den er fyldt med lignelser, taler og hændelser, så talrige, indtryksfulde og tragiske, at sindet tynges, når man forsøger at fatte, hvordan én kort dag kunne rumme dem alle. Det var den sidste dag, Jesus viste sig i templet (Joh 12,36), og den markerer hans endelige brud med folkets myndigheder, over hvem hans fordømmelsesord (Matt 23) faldt med overvældende kraft. Tråden i dagens begivenheder kan kort følges således.

a) Kravet om myndighed--lignelser:

(Matthæus 21,23-22,14; Markus 11,27-12,12; Lukas 20,1-18)

Da Jesus første gang viste sig i templet tirsdag morgen, blev han mødt af et krav fra ypperstepræsterne, de skriftkloge og de ældste (repræsentanter for Sanhedrinet) om at forklare, med hvilken myndighed han handlede, som han gjorde. Jesus mødte dem med et modspørgsmål: "Johannes' dåb, var den fra himlen eller fra mennesker?" Dilemmaet var åbenlyst. Hvis Johannes var guddommeligt bekræftet, hvorfor tog de da ikke imod hans vidnesbyrd om Jesus? Alligevel frygtede de at sige, at hans mission var fra mennesker, for Johannes blev overalt regnet for en profet. Derfor kunne de kun svare nølende: "Det kan vi ikke sige" (KJV). Sagen var nu kommet til et afgørende punkt, og Jesus vendte tilbage til lignelsens metode og fremstillede klart deres synd og dens følger for dem selv og andre.

De to sønner--de onde vinbønder--kongesønnens bryllup.

De lignelser, der blev fortalt ved denne lejlighed, var: lignelsen om de to sønner, den ene, som sagde: "Jeg vil ikke gå," men siden fortrød og gik, den anden, som sagde: "Jeg går, herre," men ikke gik--med den lære, at toldere og skøger gik ind i Guds rige før de selvretfærdige ledere, som forkastede Johannes' forkyndelse (Matt 21,28-32); lignelsen om de onde vinbønder, som dræbte tjenerne og til sidst sønnen, der blev sendt til dem, og som til sidst selv blev ødelagt, mens vingården blev givet til andre--en profeti om, at riget skulle overføres til hedningerne (Matthæus, Markus, Lukas); og lignelsen om kongesønnens bryllup (Matt 22,2-14), beslægtet med lignelsen om det store festmåltid i Luk 14,16-24 ved, at de udstødte samles ind for at indtage pladsen efter dem, der var indbudt, men adskilt fra den ved trækket med bryllupsklædningen, hvis mangel betød, at man blev kastet ud i mørket udenfor. Farisæerne opfattede let, at disse lignelser blev talt om dem (Matt 21,45; Mark 12,12; Luk 20,19), og blev tilsvarende rasende, men de vovede ikke at røre Jesus af frygt for folket.

b) Snærende spørgsmål osv.:

(Matthæus 22,1-46; Markus 12,13-37; Lukas 20,19-44)

Derefter blev der fra farisæernes, herodianernes og saddukæernes side--nu forenet i en fælles sag--gjort forsøg på at fange Jesus i spidsfindige og kompromitterende spørgsmål. Disse forsøg mødte han med en visdom og værdighed, der bragte hans modstandere til kort, samtidig med at han viste en villig anerkendelse af et oprigtigt sind, når det viste sig, og vendte sagen mod sine modstandere ved at stille et spørgsmål om Messias' davidiske sønneforhold.

(1) Skat til kejseren--opstandelsen--det store bud.

Først søgte farisæerne sammen med herodianerne at lokke ham i en fælde ved at rejse spørgsmålet om lovligheden af at betale skat til kejseren. Ved at få dem til at fremskaffe en denar med kejserens billede og indskrift opnåede Jesus, at de anerkendte, at de havde accepteret kejserens myndighed, og han bød dem give kejserens ting til kejseren og Guds ting til Gud. Dernæst prøvede saddukæerne ham med gåden om kvinden, der havde haft syv mænd, hvilket skulle føre til en benægtelse af opstandelsen; men Jesus imødegik dem ved at vise, at ægteskabelige forhold ikke har plads i opstandelseslivet, og ved at pege på antydningen af et fremtidigt liv i Guds ord til Moses: "Jeg er Abrahams Gud," osv. Gud "er ikke de dødes Gud, men de levendes," en kendsgerning, som bar hele opstandelsens vægt i sig, sådan som den var nødvendig for fuldendelsen af det personlige liv. Den oprigtige skriftkloge, som til sidst kom med sit spørgsmål om, hvilket bud der var det første af alle, fik en anden modtagelse. Jesus mødte ham venligt, tilfredsstillede ham med sit svar og erklærede ham for "ikke langt fra Guds rige" (Mark 12,34).

(2) Davids søn og Herre.

Modstanderne blev bragt til tavshed, men Jesus stillede dem nu sit eget spørgsmål. Hvis David i Sl 110 kunne sige: "Yahweh siger til min herre: Sæt dig ved min højre hånd," osv., hvordan kunne dette da forenes med, at Kristus var Davids søn? Spørgsmålet byggede på accepten af oraklet som udtalt af David, eller en fra hans hus, om Messias, og det var tænkt som en antydning af Kristi højere natur som én med Gud i en guddommelig suverænitet. Davids søn var også Davids Herre.

c) Den store fordømmelsestale:

(Matthæus 23; Markus 12,38-40; Lukas 20,45-47; sammenlign Lukas 11,39-52)

På dette tidspunkt, foran folkeskarerne og sine disciple i templet, fremførte Jesus den vældige anklage mod de skriftkloge og farisæerne, med forkyndelse af veer over dem for deres hykleri og uretfærdige adfærd, som er mest fuldstændigt gengivet i Matt 23. En mere vældig fordømmelse af en gruppe er aldrig blevet udtalt. Samtidig med at Jesus indrømmede de skriftkloge og farisæerne enhver myndighed, de lovligt besad (23,2.3), dvælede han især ved deres adskillelse af praksis fra forskrift. De sagde, men gjorde ikke (23,3). Han fordømte deres fordrejning af retten, deres tyranni, deres pral, deres hindring af andre fra at komme ind i riget, deres iver efter at vinde proselytter, kun for, når de var vundet, at gøre dem værre end dem selv, deres umoralske spidsfindighed, deres skrupler over småting, mens de forsømte det væsentlige, deres ophøjelse af det ydre på bekostning af det indre, deres bygning af profeternes grave, mens de nærede ånden fra dem, der dræbte profeterne. Han erklærede, at de var urene og fordærvede i højeste grad: "sønner af Gehenna" (23,15.33). En så frygtelig tilstand betød modenhed til dom. Over dem skulle, gennem den gengældelsens lov som binder slægt til slægt i skyld og straf, komme alt det retfærdige blod, der var udgydt siden Abels dage (hentydningen til "Zakarias, Barakias' søn", 23,35, er umiskendeligt til 2 Krøn 24,21--idet dette er den sidste bog i den hebraiske kanon--men "Barakias" synes at være en sammenblanding med Zak 1,1, måske gennem en afskrivers glosse eller fejl). Til sidst smelter harmen over i ømhed i den bevægende klage over Jerusalem--"O Jerusalem, Jerusalem, .... hvor ofte ville jeg have samlet dine børn," osv. (Matt 23,37-39)--ord, der hos Lukas findes i en tidligere sammenhæng (13,34.35), men som visselig også passer her. Om andre dele af talen, som findes tidligere, sammenlign Luk 11,39-52. Alt synes på ny at være samlet i denne endelige anklage. Man kan forestille sig, at farisæernes vrede var voldsom over sådanne ord, men de vovede ikke åbent at røre ham.

d) Enkens offergave:

(Markus 12,41-44; Lukas 21,1-4)

Før han endeligt forlod templet, synes Jesus at være gået fra den ydre forgård ind i kvindernes forgård og dér at have sat sig nær de beholdere, der var opstillet til de tilbedendes gaver. Mange velhavende kastede af deres guld og sølv i tempelkassen, men Jesu øje udvalgte én fattig enke, som listede sig frem og lagde to småmønter (græsk lepta, de mindste mønter), som tilsammen kun udgjorde en farthing. Det var lidt, men det var alt, hvad hun havde, og Jesus gjorde hendes fattige gave udødelig ved at erklære, at hun af sin mangel havde givet mere end den rigeste dér. Gaver blev i hans øjne målt efter den villighed, der drev dem frem, og efter det offer, de medførte.

e) Grækernes besøg:

(Johannes 12,20-36)

Det er måske til denne tætpakkede dag, skønt nogle placerer det tidligere i ugen (søndag eller mandag), at hændelsen bør henføres med anmodningen fra nogle grækere om at se Jesus, sådan som det fortælles i Joh 12,20 ff. Hvem disse grækere var, eller hvorfra de kom, vides ikke, men de var åbenbart proselytter til den jødiske tro og mænd med et oprigtigt sind. Deres anmodning blev fremsat gennem Filip fra Betsajda, og Filip og Andreas bragte den videre til Jesus. Det siges ikke, om deres ønske blev opfyldt, men vi kan næppe tvivle på, at det blev det. Jesus så åbenbart i hændelsen et forspil til den herlighed, som skulle tilfalde ham selv ved, at alle mennesker blev draget til ham (Joh 12,23; Joh 12,32). Men han så lige så klart, at denne "herliggørelse" kun kunne ske gennem hans død (Joh 12,24; Joh 12,33), og han gjorde det til en almengyldig lov i sit rige, at ligesom et hvedekorn må falde i jorden og dø, hvis det skal blive mangfoldiggjort, sådan kan ethvert liv kun gennem offer blive virkelig frugtbart (Joh 12,24; Joh 12,25). Tanken om døden bragte imidlertid altid uro i Jesu sjæl (Joh 12,27), og en røst fra Faderen blev givet for at trøste ham. Folkeskarerne mente, at det tordnede, og forstod ikke betydningen af røsten eller hans egne ord om at blive "løftet op" (Joh 12,29; Joh 12,34).

f) Tale om de sidste ting:

(Matthæus 24; Markus 13; Lukas 21,5-36)

Jesus havde nu taget afsked med templet. Da han gik ud, henledte hans disciple – eller en af dem (Markus) – hans opmærksomhed på tempelbygningernes pragt, hvilket fremkaldte det rystende svar fra ham, at der ikke skulle lades sten på sten tilbage, som ikke skulle brydes ned. Senere på aftenen, da de sad på Oliebjerget på vej tilbage, med udsigt til templet, spurgte Andreas, Jakob og Johannes (Markus) ham i fortrolighed, hvornår dette skulle ske, og hvad tegnene på dets opfyldelse ville være. Hos Matthæus stilles spørgsmålet mere præcist: "Hvornår skal dette ske? Og hvad skal tegnet være på dit komme (parousia) og på verdens ende?" (eller "tidsalderens fuldendelse"). Det er som svar på disse sammensatte spørgsmål, at Jesus holdt sin store tale om Jerusalems ødelæggelse og sit endelige komme, hvor nogle af trådene nu er vanskelige at skille ad. I den udvidede beretning i Matt 24 forekommer visse passager, som Lukas gengiver andre steder (jf. Luk 17,20-37). Det kan bidrage til klarhed, hvis man skelner mellem den nærmere begivenhed, Jerusalems ødelæggelse – også på sin måde et komme af Menneskesønnen – og den fjernere begivenhed, den endelige parousia. Den første, som Matt 24,15-28 mere særligt hører til, synes at være det, der henvises til med "dette" i 24,34, som det erklæres skal opfyldes i denne slægt. Om den endelige parousia erklæres det derimod i 24,36, at "om den dag og time ved ingen noget, ikke engang himlens engle, heller ikke Sønnen, men kun Faderen" (jf. Mark 13,32). Vanskeligheden, som skyldes det umiddelbare i Matt 24,29, lettes ved at minde om den manglende perspektivdybde og samlingen af fremtidige begivenheder i al apokalyptisk profeti – fuldendelsen rejser sig altid som baggrunden for den umiddelbare erfaring, der er dens forspil. Talen deler sig da i en almen del (Matt 24,4-14), som skildrer hele periodens karakter indtil fuldendelsen (falske kristusser og profeter, krige, trængsler, frafald, evangeliets forkyndelse for alle folkeslag osv.); en særlig del, der angår byens forestående ødelæggelse, med passende advarsler (Matt 24,15-28); og en afsluttende del (Matt 24,32-51), der hovedsagelig angår den endelige parousia, men ikke uden henvisning til forudgående begivenheder i udbredelsen af Kristi rige og indsamlingen af hans udvalgte (Matt 24,30; Matt 24,31). Der gives advarsel om Menneskesønnens kommes pludselighed og om nødvendigheden af at være rede til det (Matt 24,37-51). Det hele er en mægtig profeti, der hviler på Kristi bevidsthed om, at hans død ikke ville være hans missions nederlag, men åbningen af vejen til hans endelige herliggørelse og sejr.

g) Lignelserne om de ti brudepiger, talenterne og den sidste dom:

(Matthæus 25)

Til denne store tale om endens alvorlige begivenheder føjede Jesus, stadig henvendt til sine disciple, tre mindeværdige lignelser til vejledning og advarsel (Matt 25) – den første, om de ti brudepiger, der under billedet af brudepiger, som gik brudgommen i møde med utilstrækkelig forsyning af olie til deres lamper, skildrer faren ved at blive overrasket uforberedt, mens man venter på Menneskesønnen; den anden, om talenterne, beslægtet med Lukas' lignelse om punderne (19,11-27), der understreger nødvendigheden af flid under Herrens fravær; den tredje, om fårene og bukkene, eller den sidste dom, som viser, hvordan den sidste adskillelse vil blive foretaget, alt efter om discipelskab bevises ved kærlige gerninger gjort mod dem, der er i nød på jorden – sådanne gerninger anerkendes af Kristus, kongen, som gjort mod ham selv. Kærlighed erklæres således for at være den endelige lov i Kristi rige (jf. 1 Kor 1); den kærlighedsløse ånd forkastes. "Disse skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv" (Matt 25,46).

6. En dag i tilbagetrækning:

(jf. Johannes 12,36)

Luk 21,37; Luk 21,38 kunne antyde, at Jesus underviste i templet hver dag indtil torsdagen i påsken; men hvis fordømmelsestalen fandt sted, sådan som næsten alle er enige om, om tirsdagen, må der gøres en undtagelse for onsdagen, som Jesus sandsynligvis tilbragte tilbagetrukket i Betania for i sin ånd at forberede sig på sin sidste store kamp (andre ordner det anderledes og placerer nogle af de foregående begivenheder på denne dag). Sammenfatningen i Joh 12,36-43 forbinder farisæernes sindets blindhed med Esajas' syn (Es 6,10) og med profetien om den forkastede tjener (Es 53,1).

7. En atmosfære af sammensværgelse – Judas og præsterne:

(Matthæus 26,1-5.14-16; Markus 14,1.2.10.11; Lukas 22,1-6)

Planen om at tilintetgøre Jesus var imens ved at modnes. To dage før påsken (tirsdag aften) forvarslede Jesus disciplene om sit forestående forræderi og sin korsfæstelse (Matt 26,2); og sandsynligvis netop på den tid blev der holdt et hemmeligt møde mellem ypperstepræsterne og de ældste i gården til ypperstepræstens, Kajfas' (Matthæus), hus for at rådslå om midlerne til at få ham slået ihjel. Deres beslutning var, at det ikke skulle ske på festdagen, for at der ikke skulle blive uro; men Judas' fremtræden, som siden salvningen tilsyneladende havde overvejet dette skridt, ændrede hurtigt deres planer. For den usle sum af 30 sølvstykker (helligdommens sekel, mindre end 20 dollars eller 4 pund; prisen for en slave, 2 Mos 21,32; jf. Zak 11,12) gik den troløse discipel, måske med den selvindbildning at han i virkeligheden tvang Jesus til at gøre brug af sin messianske magt, ind på at forråde sin Herre. Skændslens pagt blev indgået, og forræderen ventede nu blot på sin lejlighed til at gennemføre sit forehavende.

II. Fra den sidste nadver til korset.

1. Kronologien:

Et spørgsmål, hvis vanskelighed er almindeligt anerkendt, opstår ved sammenligningen mellem synoptikerne og Johannes med hensyn til datoerne for den sidste nadver og korsfæstelsen. Synoptikerne synes tydeligt at placere den sidste nadver om aftenen den 14. nisan (efter jødisk regnemåde begyndelsen af den 15.) og at identificere den med det almindelige påskemåltid (Matt 26,17-19). Korsfæstelsen fandt da sted den 15. Johannes synes derimod at placere måltidet på dagen før påsken (13,1) og korsfæstelsen den 14., da påskemåltidet endnu ikke var spist (18,28; 19,14). Mange hævder på dette grundlag, at der er en uforenelig uoverensstemmelse mellem Johannes og synoptikerne; nogle (f.eks. Meyer, Farrar, mindre bestemt Sanday) foretrækker Joh; andre (Strauss, Baur, Schmiedel osv.) bruger forholdet til at miskreditere Joh. Af dem, der accepterer begge beretninger, foreslås forskellige måder at forlige dem på. En yndet opfattelse (tidlige kirkelige forfattere; mange moderne, såsom Godet, Westcott, Farrar) er, at Jesus, med sin død for øje, foregreb påsken og spiste sit afskedsmåltid med sine disciple om aftenen den 13.; andre (f.eks. Tholuck, Luthardt, Edersheim, Andrews, D. Smith), som holder sig til synoptikerne, indtager det synspunkt, der her deles, at den tilsyneladende uoverensstemmelse forklares ved en noget friere brug af udtryk hos Johannes. Detaljer i diskussionen må søges i værkerne om emnet. Sagen for foregribelses-synspunktet fremstilles godt i Westcott, Introduction to the Study of the Gospels, 339 ff.; og i Farrar, Life of Christ, Excur. X; en god fremstilling af synoptikernes synspunkt kan ses i Andrews, Life of our Lord; sammenlign Tholuck, Commentary on John, til 13,1; Luthardt, Commentary on John, til 13,1; 18,28; D. Smith, Days of His Flesh, App. II. Synoptikernes sprog ("den første dag med usyret brød, da de slagtede påskelammet," Mark 14,12) efterlader ingen tvivl om, at de havde til hensigt at identificere den sidste nadver med den regelmæssige påske, og det er næppe tænkeligt, at de kunne tage fejl på et så afgørende punkt i den apostolske overlevering. Dette var også opfattelsen i menighederne i Lilleasien, hvor Johannes selv senere boede. På den anden side kan udtrykket at "spise påsken" i Joh 18,28 meget vel, i Johannes' sprogbrug, henvise til deltagelse i de særlige ofre, som udgjorde et hovedtræk ved handlingerne den 15. Hentydningen i Joh 13,1 behøver ikke betyde mere end, at da påsken nu stod for døren, gav Jesus, som elskede sine disciple indtil enden, dem et særligt tegn på denne kærlighed under det måltid, der fulgte. "Påskens beredelsesdag" i Joh 19,14; Joh 19,31 henviser mest naturligt til forberedelsen til sabbatten i påskeugen, som også omtales af synoptikerne (Matt 27,62; Mark 15,42; Luk 23,54). Indvendingerne, der bygger på rabbinske bestemmelser om sabbatten, imødegås overbevisende af Tholuck (se også Andrews). Vi antager derfor, at vor Herre spiste påskemåltidet med sine disciple på det sædvanlige tidspunkt--aftenen den 14. nisan (dvs. begyndelsen af den 15.).

2. Den sidste nadver:

(Matthæus 26,17-35; Markus 14,12-31; Lukas 22,7-38; Johannes 13; jf. 1 Kor 11,23-25)

I scenen i salen ovenpå, ved fejringen af den sidste nadver, træder vi ind i det allerhelligste i denne del af Herrens historie. Når beretningerne sammenstilles, er det vanskeligt at være sikker på rækkefølgen af alle enkelthederne, men hovedbegivenhederne er klare. De kan fremstilles således:

a) Forberedelsen:

På "den første dag med usyret brød"--torsdag den 14. nisan--bad Jesus to af sine disciple (Lukas nævner Peter og Johannes) om at foretage de nødvendige forberedelser til fejringen af påsken. Dette omfattede slagtningen af lammet ved templet og sikringen af et gæsteværelse. Jesus bad disciplene følge en mand, som de ville møde bærende på en krukke, og i det hus, hvor han standsede, ville de finde én, som var villig til at modtage dem. Husets herre, uden tvivl en discipel, gav dem straks "et stort rum ovenpå, indrettet og rede" (Markus); dér gjorde de klar.

b) Strid om forrang--vaskningen af disciplenes fødder--Judas' bortgang:

Da det var blevet aften, samledes Jesus og de tolv og indtog deres pladser til måltidet. Af Joh 13,23 forstår vi, at Johannes lå til bords ved siden af Jesus (til højre), og det følgende viser, at Judas og Peter var nær ved på den anden side. Det var sandsynligvis denne placering, der gav anledning til den usømmelige strid om forrang blandt disciplene, som fortælles i Luk 22,24-30. Den ånd, der således viste sig, irettesatte Jesus, som han mere end én gang havde haft anledning til at gøre (jf. Mark 9,33-37); derpå (for her kan den smukke hændelse i Joh 13,1 ff. indføjes), rejste han sig fra bordet og gav dem en forbløffende illustration af sit eget bud: "Den, der er den største (lad ham blive) som den, der tjener ..... Jeg er midt iblandt jer som den, der tjener" (Luk 22,26; Luk 22,27), idet han afførte sig sine klæder, bandt et håndklæde om sig og udførte en tjeners handling ved at vaske sine disciples fødder. Peters udråb må have udtrykt alles følelser: "Herre, vasker du mine fødder?" Den guddommelige Mesters handling var en vidunderlig lektion i ydmyghed, men Jesus brugte den også som en lignelse om noget højere. "Hvis jeg ikke vasker dig (dvs. hvis du ikke bliver renset ved at modtage mit ord og min ånd, som denne vask symboliserer), har du ingen del med mig"; derefter, da Peter kom med endnu en impulsiv protest: "Herre, ikke kun mine fødder, men også mine hænder og mit hoved," lød ordet: "Den, der er badet, behøver kun at vaske sine fødder, men er helt ren" (dvs. det indre menneskes helliggørelse sker én gang for alle, men der er behov for renselse fra den daglige vandrings synder). Da han igen havde taget plads ved bordet, bød han dem efterligne det eksempel, han netop havde givet dem.

Er det mig?

Et ildevarslende ord havde ledsaget svaret til Peter: "I er ikke alle rene" (Joh 13,10; Joh 13,11). Efterhånden som måltidet skred frem, blev meningen med dette tydelig. Judas, som allerede havde solgt sin Mester, sad til bords med de øvrige. Han havde tilladt Jesus at vaske hans fødder og forblev uberørt af denne overvældende handling af nedladende kærlighed. Jesus blev "rystet i ånden" og erklærede nu åbent: "En af jer skal forråde mig" (det græske ord betyder bogstaveligt "overgive": jf. Luk 22,4; Luk 22,6, og RV's randnote overalt). Det var en forbløffende meddelelse for disciplene, og fra den ene og den anden kom det skælvende spørgsmål: "Herre, er det mig?" Jesus svarede, at det var en af dem, der dyppede hånden med ham i fadet (Markus), og talte om den ve, der ville ramme forræderen ("Det havde været godt for det menneske, om han ikke var blevet født"). Johannes spurgte, på et tegn fra Peter, mere bestemt: "Hvem er det?" (Johannes). Jesus sagde, men kun til Johannes, at det var ham, som han ville give et stykke brød, og brødet blev givet til Judas. Forræderen søgte endog nu at skjule sit forræderi med ordene: "Er det mig, Rabbi?" og Jesus svarede, dog stadig ikke højt: "Du har sagt det" (Matthæus); derpå, da satanisk lidenskab rørte sig i Judas' bryst, tilføjede han: "Hvad du gør, gør det snart" (Johannes). Judas rejste sig straks og gik ud--ud i natten (Joh 13,30). Disciplene, som ikke forstod hans pludselige afgang, troede, at han havde fået et ærinde i forbindelse med festen eller de fattige. Jesus blev lettet ved hans bortgang og talte om den herlighed, der kom til ham selv og til hans Far, og om kærligheden som kendetegnet på sandt discipelskab (Joh 13,31-35).

c) Herrens nadver:

Formerne for jødernes fejring af påsken er beskrevet andetsteds (se påsken). Lukas er den eneste af Det Nye Testamentes forfattere, der taler om 2 bægre (22,17.20); i jødisk praksis brugte man 4 bægre. Den "vestlige" tekst, Codex Bezae (D), udelader Lukas' 2. bæger, hvoraf nogle (jf. Sanday, Hastings, Dictionary of the Bible (fem bind)) slutter, at der er tale om en fordobling, men det er ikke nødvendigt. Lukas' 1. bæger (Luk 22,17) kan være det, som påskemåltidet begyndte med; det 2. bæger--det, som alle forfatterne nævner--var sandsynligvis det 3. jødiske bæger, kendt som "velsignelsens bæger" (jf. 1 Kor 10,16). Nogle, som Meyer, gør det dog til det 4. bæger. Det er underforstået hos Matthæus, Markus og Johannes, at Judas på dette tidspunkt var gået. Således efterladt med sine egne, og med det væsentlige i påskemåltidet fuldendt, gik Jesus videre til, ved at tage og uddele brød og vin og knytte dem til sit legeme og blod, som snart skulle ofres i døden på korset, at indstifte den hellige ritus, hvori hans kærlighed og offer gennem alle tider siden (skønt dens enkelhed ofte desværre er blevet tilsløret) er blevet ihukommet af hans kirke. Der er variationer i ordlyden i de forskellige beretninger, men i det væsentlige i den sakramentale indstiftelse er der fuld enighed. Efter at have takket Gud tog Jesus brød, brød det og gav det til disciplene med ordene: "Dette er mit legeme"; bægeret gav han dem på samme måde, efter taksigelse, med ordene: "Dette er mit blod, pagtens blod (hos Lukas og Paulus: "den nye pagt i mit blod"), som udgydes for mange" (Matthæus tilføjer: "til syndernes forladelse"). Lukas og Paulus tilføjer det, som er underforstået hos de andre: "Gør dette til minde om mig" (Luk 22,19; 1 Kor 11,24). Intet kunne tydeligere betegne brødet og vinen som hellige symboler på Herrens legeme og blod, ofret i døden til menneskets forløsning, og som i hans blod besegler en ny pagt med Gud; og så længe riten overholdes i sin guddommelige enkelhed, sådan som Jesus indstiftede den, vil det heller ikke være muligt at fjerne karakteren af et forløsende offer fra hans død. Med gribende ord antydede Jesus, at han ikke mere ville drikke af vintræets frugt, før han drak den ny sammen med dem i deres Fars rige (om de læremæssige aspekter, se eukaristi; sakramenter; Herrens nadver).

d) De sidste taler--forbønnen:

Måltidet var forbi, og afskeden var nært forestående, men Jesus forlod ikke det hellige rum, før han havde udøst sit inderste hjerte i de ømme, trøstende, dybt åndelige taler, som den elskede discipel har bevaret for os i Johannes 14; 15; og 16, efterfulgt af den vidunderlige afsluttende forbøn i Johannes 17. Han skulle forlade dem, men deres hjerter skulle ikke være urolige, for de skulle se ham igen (14,18; 16,16 ff), og hvis han om kort tid igen skulle skilles fra dem i synlig skikkelse, var det kun udadtil, han ville være adskilt fra dem, for han ville sende dem Helligånden, Parakleten, som skulle tage hans plads, lede dem ind i hele sandheden og minde dem om alt, hvad han havde sagt til dem (14,16.17; 15,26; 16,7-14). Hvis han gik bort, var det for at berede et sted for dem, og han ville komme igen for at tage dem til sig i sin Fars hus (14,1-3); lad dem imens vise deres kærlighed til ham ved at holde hans bud (14,15.23.14). I Ånden ville han selv og Faderen bo i de sjæle, der elskede ham (14,21-23). Intimiteten i deres forening med ham ville være som grenenes i vintræet; kun ved at blive i ham kunne de bære frugt (15,1 ff). De ville få trængsler (15,18 ff; 16,1.2), men som sin døende arv efterlod han dem sin egen fred (14,27); den ville holde deres hjerter oppe i enhver prøvelse (16,33). Med mange sådanne løfter trøstede han dem med henblik på den frygtelige prøvelse, som de snart skulle igennem; derefter vendte han sig til sin Far og bad om, at de måtte bevares hellige, og om deres endelige optagelse i hans herlighed (17,9-18.24).

Da disse højtidelige taler var afsluttet, sang Jesus og hans disciple en hymne ("Hallel") og gik ud for at gå til Oliebjerget. Når man sammenligner evangelisterne, må man slutte, at den samtale, hvori Jesus forudsagde Peters fornægtelse, i det mindste begyndte, før de forlod salen (Luk 22,31; Johannes forbinder den, sandsynligvis på grund af emnets sammenhæng, med afsløringen af Judas, Joh 13,36-38); men den synes at være fortsat undervejs (Matthæus, Markus).

e) Afrejsen og advarslen:

Jesus havde talt om, at de den nat ville tage anstød af ham. I sin ophøjede sindsstemning erklærede Peter, at selv om alle skulle tage anstød af ham, ville han aldrig tage anstød. Jesus, som allerede havde advaret Peter om, at Satan søgte at få ham, for at han kunne sigte ham som hvede (Luk 22,31; men "jeg bad for dig" osv.), sagde nu til ham, at før hanen galede, ville han fornægte ham tre gange. Peter fastholdt bestemt, at han hellere ville dø end gøre sig skyldig i en så ussel handling--så lidt kendte han eller de andre (Matt 26,35; Mark 14,31) sig selv! De gådefulde ord i Luk 22,36 om at tage pung og sværd peger billedligt på behovet, i de tider der skulle komme over dem, for ethvert lovligt middel til forsørgelse og selvforsvar; de følgende ord viser, at "sværd" ikke er ment bogstaveligt (22,38).

3. Getsemane--forræderiet og arrestationen:

(Matthæus 26,36-56; Markus 14,32-53; Lukas 22,39-53; Johannes 18,1-12)

Da Jesus og hans disciple gik ned i dalen og krydsede bækken Kidron ("cedrenes"), trådte de ind i den "have" (Johannes), der var kendt som Getsemane ("oliepresse"), ved foden af Oliebjerget. Her fandt sjælekampen sted, som er lidelseshistoriens egentlige begyndelse, Judas' forræderi og arrestationen af Jesus.

I løbet af aftenen havde Jesu tanker hovedsagelig været optaget af hans disciple; nu da den time var kommet, hvor det, der var forudsagt om ham, skulle opfyldes (Luk 22,37 "jeres time og mørkets magt," Luk 22,53), var det uundgåeligt, at sind og ånd måtte samle sig om de frygtelige legemlige og sjælelige lidelser, der lå foran ham.

a) Sjælekampen i haven:

Det var ikke tanken om fysisk lidelse alene--også for den veg Jesu rene og følsomme menneskelighed tilbage med naturlig rædsel--men døden havde for ham, den Hellige og livets fyrste, en ubeskriveligt hadefuld karakter som en fjendtlig magt i menneskeheden, på grund af Guds dom over synden, og nu sænkede den sig over ham gennem de usleste menneskelige lidenskabers virksomhed hos hans folks religiøse ledere. Hvilken angst for en sådan, fyldt med kærlighed og ønsket om at frelse, at føle sig forkastet, forrådt, forladt, dømt til en forbryders kors--alene, men dog ikke alene, for Faderen var med ham! (Joh 16,32). Byrden på hans ånd, da han nåede Getsemane, var allerede, som det anvendte sprog viser, næsten uudholdelig--"forfærdet," "dybt urolig," "Min sjæl er bedrøvet indtil døden" (Markus). Der bød han de andre disciple vente, tog Peter og Jakob og Johannes med sig og trak sig tilbage i havens indre. Efter også at have efterladt disse et lille stykke bag sig sank han til jorden i ensom "sjælekamp" (Lukas), og "med stærke råb og tårer" (Hebr 5,7) udøste han sin sjæl i inderlig bøn til sin Fader. "Lad dette bæger gå mig forbi"--det kunne ikke ske, men således blev hans naturs modvilje udtrykt--"dog ikke hvad jeg vil, men hvad du vil." Stedet hos Lukas (22,44), "Hans sved blev som store bloddråber" osv., bevarer uden tvivl et ægte træk, skønt det udelades i visse håndskrifter. Da han vendte tilbage til de tre, fandt han dem overmandet af søvn: selv støtten fra deres vågne medfølelse blev ham nægtet! "Våg og bed," formanede han dem mildt, "for at I ikke skal komme i fristelse." En anden og en tredje gang skete det samme--kamp med Gud fra hans side, søvn fra deres, indtil sejren, med guddommelig styrkelse (Luk 22,41), var vundet, og roen genoprettet. "Sov nu videre," sagde han til sine disciple (krisen er forbi; jeres hjælp kan ikke længere nytte): "Rejs jer, lad os gå" (fremtiden må mødes; forræderen er nær. Se F.W. Robertsons bemærkelsesværdige prædiken, II, prædiken 22).

b) Judas' forræderi--Jesus arresteres:

Krisen var virkelig kommet. Gennem mørket, netop som Jesus talte, så man lyset fra fakler og lamper blinke; det afslørede en blandet skare af bevæbnede mænd--romerske soldater, tempelvagter (Johannes) og andre--sendt af ypperstepræsterne, de skriftkloge og de ældste for at gribe Jesus. Deres vejviser var Judas. Det havde vist sig upraktisk at lægge hånd på Jesus offentligt, men Judas kendte dette tilflugtssted (Joh 18,2) og havde ved en gemen forræderisk handling sørget for, at de kunne foretage pågribelsen i det skjulte. Tegnet skulle være et kys. Med en foregivelse af venskab, som kun var mulig for én, i hvis hjerte Djævelen virkelig var gået ind (Luk 22,3; Joh 13,27), trådte Judas frem, hilste Jesus som "Mester" og kyssede ham overstrømmende (Matt 26,49; Mark 14,45 randnote). Jesus havde spurgt: "Forråder du Menneskesønnen med et kys?" (Lukas); nu sagde han: "Ven, gør det, du er kommet for" (Matthæus). Soldaterne forsøgte at gribe Jesus, men da de først nærmede sig, blev de drevet tilbage som af en overnaturlig kraft og faldt til jorden (Johannes). Da der således var givet et bevis på, at han frivilligt overgav sig (jf. Matt 26,53: "Tror du, at jeg ikke kan bede min Fader," osv.), bemærkede Jesus kun det uretfærdige i den hemmelige vold, når de hver dag havde haft lejlighed til at gribe ham i templet, og fandt sig i at blive pågrebet og bundet. På dette tidspunkt trak Peter, med sin karakteristiske ilterhed, måske idet han huskede sit løfte om om nødvendigt at dø med Jesus, et sværd og huggede det højre øre af ypperstepræstens tjener, Malkus (Johannes nævner navnene). Hvis han mente, at hans handling var retfærdiggjort af det, Jesus tidligere havde sagt om "sværd" (Luk 22,36; Luk 22,38), blev han hurtigt bragt ud af den vildfarelse ved Jesu irettesættelse (Joh 18,11) og ved, at han helbredte øret (Lukas; Jesu sidste mirakel før hans død). Hvor lidt dette glimt af impulsivt mod betød, ses af den almindelige panik, der straks fulgte. "Alle disciplene," fortælles det, "forlod ham og flygtede" (Matthæus, Markus). Markus fortæller om en ung mand, som var kommet til stedet kun med et linnedklæde kastet om sin nøgne krop, og som flygtede og efterlod klædet (14,51.52). Det er ikke usandsynligt, at den unge mand var Markus selv.

4. Rettergang for Synedriet:

(Matthæus 26,57-75; 27,1-10; Markus 14,53-72; 15,1; Lukas 22,54-71; Johannes 18,12-27; jf. ApG 1,18; ApG 1,19):

Det må have været omkring midnat, da Jesus blev arresteret, og han blev straks ført hastigt til ypperstepræsten Kajfas' hus, hvor en gruppe ypperstepræster, skriftkloge og ældste--medlemmer af Synedriet--allerede var forsamlet i forventning om pågribelsen. Her fandt det første trin i rettergangen mod Jesus sted.

De juridiske og forfatningsmæssige spørgsmål, der er forbundet med rettergangen mod Jesus, behandles i artiklen om JESUS CHRIST, THE ARREST AND TRIAL OF; se også Dr. Taylor Innes, The Trial of Jesus Christ; om Synedriets beføjelser, se SANHEDRIN, og jf. Schurer, Jewish People, osv., II, 1, s. 163 ff. Der synes næppe at være tvivl om, at selv om visse retslige former blev iagttaget, var rettergangen ulovlig i næsten enhver henseende. Selve arrestationen var vilkårlig, da den ikke byggede på nogen formel anklage (Synedriet synes dog at have tiltaget sig beføjelser af denne art; jf. ApG 4,1 ff); men nattens møde, manglen på en bestemt anklage, eftersøgningen af vidneudsagn, forhøret af den anklagede og hastværket med domfældelsen var utvivlsomt i åbenlys strid med de fastsatte regler for jødisk retspleje i sådanne sager. Man må huske, at Jesu død allerede var blevet besluttet af Synedriets ledere, så rettergangen udelukkende var et middel til en på forhånd fastlagt konklusion. På det historiske plan opstår der visse vanskeligheder. Johannes synes at lade det første forhør af Jesus finde sted for Annas, Kajfas' svigerfar (om Annas, se nedenfor; skønt han var blevet afsat 15 år tidligere, beholdt han i virkeligheden hele ypperstepræsteembedets værdighed og indflydelse; jf. Luk 3,2; ApG 4,6); derefter sendes han til Kajfas (Joh 18,13; Joh 18,14; Joh 18,19-24). Fortællingen forenkles, hvis enten

(1) Joh 18,19-23 betragtes som et indledende forhør ved Annas, indtil sagerne var forberedt til anklagen for Kajfas; eller

(2) 18,24 forstås retrospektivt (i betydningen "havde sendt", som i King James Version), og forhøret indgår i rettergangen ved Kajfas (jf. 18,19: "ypperstepræsten").

Annas og Kajfas må ud fra beretningen om Peters fornægtelser formodes at have boet i samme embedsbolig; ellers var Annas til stede denne nat for at være klar til rettergangen. Det hyppigt forekommende udtryk "ypperstepræster" betegner ypperstepræsterne sammen med dem, der tidligere havde haft denne rang, og medlemmer af deres familier (jf. Schurer, anførte værk, 203 ff). Sammen med de skriftkloge udgjorde de det vigtigste element i Synedriet.

a) For Annas og Kajfas--den uretfærdige dom:

Først blev Jesus ført frem for Annas, derpå blev han af ham, efter en kort samtale, stadig bundet overført til Kajfas. Annas var, som ovenfor bemærket, blevet afsat meget tidligere (15 e.Kr.), men beholdt stadig navnet og udøvede gennem sine sønner og slægtninge, så længe han levede, meget af ypperstepræstens myndighed. Ligesom alle dem, der beklædte dette høje embede, var han og Kajfas saddukæere. Annas--hvis det er ham, der spørger i Joh 18,19-23--spurgte Jesus om hans disciple og hans lære. Et sådant forhør var ulovligt, da det efter jødisk lov var anklagerens pligt at fremlægge vidner; derfor henviste Jesus med rette til sin offentlige undervisning i templet og bad ham spørge dem, der havde hørt ham dér. En tjener, der stod ved siden af, slog Jesus med hånden, fordi han talte sådan: en krænkelse, som Jesus udholdt med en mild indvending (18,22.23).

(1) Et ulovligt møde.

Imens var en gruppe fra Sanhedrinet trådt sammen (23 var nok til at være beslutningsdygtige), og Jesus blev ført frem for denne domstol, som Kajfas var formand for. Man havde i hast søgt efter vidner (dette var, ligesom nattemødet, ulovligt), men selv det bestukne vidnesbyrd, der således blev skaffet ("falske vidner"), viste sig ubrugeligt til at fastslå, indirekte eller direkte, en anklage om gudsbespottelse mod Jesus. Til sidst blev to vidner ført frem, som gav en forvansket gengivelse af Jesu tidligere ord (Joh 2,19) om at bryde templet ned og genopbygge det på tre dage. At tale imod templet kunne udlægges som at tale imod Gud (jf. Matt 23,16; Matt 23,21; ApG 6,13; ApG 6,14), men også her brød vidnernes forklaring sammen, fordi de ikke stemte overens. For enhver pris måtte Jesus imidlertid dømmes; derfor tog man det uhørte skridt at søge at få en domfældelse ud af den anklagedes egen mund. Ypperstepræsten rejste sig fra sit sæde og besvor Jesus ved den levende Gud at sige dem, om han var Kristus, Guds Søn (hos Markus: "den Velsignedes Søn"). Ved at bruge denne titel havde Kajfas tydeligvis for øje, som i Joh 5,18; Joh 10,33, et krav om lighed med Gud. Det afgørende øjeblik var kommet, og Jesus vaklede ikke i sit svar: "Du har sagt det." Derefter identificerede han sig med Menneskesønnen i Daniels syn (Dan 7,13; Dan 7,14) og tilføjede højtideligt: "Fra nu af (fra hans opstandelse af) skal I se Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre hånd og komme på himlens skyer." Det var nok. Uden så meget som et skin af undersøgelse af, om påstanden var sand eller falsk, flængede ypperstepræsten sine klæder og udbrød: "Han har talt gudsbespottelse," og med alles samtykke blev Jesus kendt skyldig til døden. Mishandling og hån fulgte. Sanhedrinets håndlangere fik lov at spytte på den fordømte, slå ham, binde hans øjne for og spotte ham og sige: "Profetér for os, du Kristus: hvem var det, der slog dig?" Derefter blev han, under yderligere slag, ført bort (Matt 26,68).

(2) En bekræftelse om morgenen.

For at give disse tumultariske og helt uregelmæssige natlige forhandlinger et skær af retslig gyldighed blev et mere formelt møde i Sanhedrinet indkaldt, så snart dagen var brudt frem (Matt 27,1; Mark 15,1; Luk 22,66-71). Sandsynligvis anså man uregelmæssighederne for undskyldt af situationens påtrængende karakter og højtidelighederne ved festen. Jesus blev igen ført frem; nye spørgsmål blev stillet, som han afslog at svare på. Muligvis blev der fremsat en ny bekendelse af hans Messias-værdighed (mere sandsynligt er det, at Lukas i denne scene, den eneste han gengiver, medtager nogle af enkelthederne fra de tidligere forhandlinger). Dommen fra den forrige nat blev bekræftet.

b) Den trefoldige fornægtelse:

Mens denne største moralske tragedie, retssagen mod og fordømmelsen af Jesus, stod på, udspillede der sig en mindre, men stadig frygtelig, tragedie i en sjæls historie i gården til den samme bygning (herfra kunne man se det rum, hvor Sanhedrinet sad), nemlig apostlen Peters trefoldige fornægtelse af sin Mester. Peter, som havde fulgt efter "på afstand" (Lukas), havde fået adgang til gården gennem en unavngiven discipel, som det er nærliggende at identificere med Johannes (Joh 18,15). Mens han stod og varmede sig ved et bål, der var blevet tændt, så pigen, som havde lukket dem ind (Johannes), opmærksomt på Peter og sagde frimodigt: "Også du var med Jesus, galilæeren" (Matt 26,69). Bragt ud af fatning og skræmt af sine omgivelser greb Peter til den letteste udvej: fornægtelse. "Jeg kender ham ikke." Hans hjerte må være sunket i ham, da han formede ordene, og da en hane i samme øjeblik galede (Markus – måske en time efter midnat), mindede det ham om hans Mesters advarsel og fuldendte hans nederlag. Skyldbetynget trak han sig tilbage til forhallen, men kun kort efter blev han tiltalt af en anden (pigen havde talt til dem omkring sig, Markus) med den samme anklage. Mere bange end før erklærede han igen: "Jeg kender ikke dette menneske," og da han så, at han ikke blev troet, forstærkede han fornægtelsen med en ed. Endnu en tredje gang, en time senere, erklærede en tilstedeværende (eller flere, Markus), denne gang med udgangspunkt i hans galilæiske talemåde: "Sandelig, du er en af dem." For at rense sig bandede og svor Peter og frasagde sig på ny kendskab til sin Herre. Så dybt var den pralende apostel faldet – lige så dybt, kunne det synes, som Judas! Men der var en forskel. Mens Peter talte, galede hanen igen – hanegalet, som giver form til tre af beretningerne (Markus alene nævner det dobbelte hanegal). I samme øjeblik, enten indefra eller mens han blev ført ud, vendte Jesus sig og så på sin vildfarne discipel. Det blik – så fuldt af medlidenhed, sorg og bebrejdelse – kunne aldrig glemmes! Dets virkning var øjeblikkelig: "Peter gik ud og græd bitterligt."

c) Judas’ anger og selvmord:

Peters dybtfølte omvendelse har sit modstykke i Judas’ anger, som, hvor bitter den end også var, ikke kan få det ædlere navn. Først forsøgte Judas at give de 30 sekel tilbage, som var blevet betalt ham som blodets pris ("Jeg har forrådt uskyldigt blod"); da han derefter hjerteløst blev afvist af præsterne og de ældste, kastede han de forbandede penge ned i helligdommen og gik bort og hængte sig. Matthæus og Apostlenes Gerninger synes at følge lidt forskellige overleveringer om hans endeligt og købet af pottemagerens mark. De underliggende kendsgerninger er sandsynligvis, at præsterne brugte pengene, som de ikke kunne lægge i tempelkassen (Matthæus), til at købe marken, hvor Judas, enten før eller efter købet, tog sit eget liv (Apostlenes Gerninger: faldt og sprængtes itu), og at de bestemte den til begravelsesplads for fremmede. Dens forbindelse med Judas bevidnes af dens navn, "Akeldama," "blodmarken."

Jøderne kunne dømme, men de havde ingen magt til at eksekvere en dødsdom (Joh 18,31). Denne magt var blevet taget fra dem af romerne og lå nu hos den romerske statholder. Prokuratoren i Judæa var Pontius Pilatus, en mand som jøderne hadede for hans hensynsløse tyranni (se PILATE), men sådan som evangelierne fremstiller ham, ikke uden sans for ret, dog vaklende og svag af vilje over for pøbelens råb og risikoen for hans egne interesser.

5. Rettergangen for Pilatus:

(Mattæus 27,2.11-31; Markus 15,1-20; Lukas 23,1-25; Johannes 18,28-40; 19,1-16)

Hans residens i Jerusalem ("prætoriet", English Revised Version "palads") var sandsynligvis Herodes' tidligere palads (således Schurer, G.A. Smith osv.), på det flisebelagte fortov (Joh 19,13), i hvis halvrunde forparti dommersædet (bema) var placeret, hvorfra domme blev afsagt. Det var til dette sted, Jesus nu blev ført. Begivenhederne fandt sted, da det var "tidligt" (Joh 18,28), sandsynligvis mellem kl. 6 og 7 om morgenen (sammenlign Joh 19,14, romersk tidsregning).

a) Anklagernes holdning:

Jesus blev ført ind i prætoriet, men hans anklagere var alt for samvittighedsfulde med hensyn til urenhed ved påskefesten (Joh 18,28) til at gå ind i bygningen. Pilatus kom derfor ud for at høre deres anklage. De ville gerne have haft ham til at stadfæste deres dom uden yderligere undersøgelse, men det ville han ikke. De ville ikke lade det fremstå som et simpelt spørgsmål om deres lov, men måtte dog retfærdiggøre deres krav om en dødsdom (Joh 18,31). De byggede derfor på den påstået revolutionære karakter af Kristi lære, at han forbød at betale skat til kejseren (en falsk anklage), og hans påstand om at være konge (Luk 23,2; Luk 23,5); på alle disse anklager svarede Jesus ikke et ord (Mark 15,3; Mark 15,5). På et senere tidspunkt, efter at Pilatus, som udmærket vidste, at intet blot oprør mod den romerske magt havde fremkaldt al denne lidenskab (vidne hertil er valget af Barabbas), gentagne gange havde erklæret, at han ikke fandt nogen forbrydelse hos Jesus (Mark 15,14; Luk 23,4; Luk 23,14; Luk 23,22; Joh 18,38; Joh 19,4; Joh 19,6), blev den virkelige drivkraft bag deres handling blotlagt: "Vi har en lov, og efter den lov bør han dø, fordi han har gjort sig selv til Guds Søn" (Joh 19,7). Da man så, hvordan denne erklæring kun gjorde Pilatus endnu mindre villig til at give efter for deres raseri, vendte man tilbage til det politiske motiv, nu i form af en personlig trussel: "Hvis du løslader denne mand, er du ikke kejserens ven" (Joh 19,12). Dette var Pilatus' svage punkt, og jøderne vidste det. Råbet blev stadig højere: "Korsfæst ham, korsfæst ham." Hadet til Jesus og den nationale fornedrelse kunne ikke gå længere end i råbet: "Vi har ingen anden konge end kejseren" (Joh 19,15).

b) Pilatus' holdning:

Pilatus var fra begyndelsen overbevist om Jesu uskyld og var oprigtigt ivrig efter, som hans handlinger viste, at redde ham fra den frygtelige og vanærende død, som hans uforsonlige fjender var besluttet på at påføre ham. Hans forbrydelse var, at han som romersk dommer til sidst, imod sin egen overbevisning, af frygt for en anklage om illoyalitet mod kejseren, overgav til tortur og død én, som han havde erklæret skyldfri, for at tilfredsstille en pøbels brutale lidenskaber. Efter Pilatus' egne indrømmelser var Kristi død ikke en straf for nogen forbrydelse, men et juridisk mord. Først gennem en privat afhøring forvis­sede Pilatus sig om, at det kongedømme, Jesus gjorde krav på ("Du siger det"), ikke indebar nogen fare for kejserens trone. Jesus var virkelig konge, men hans rige var ikke af denne verden; det var ikke, som jordiske riger, støttet af vold; det var grundlagt på sandheden og samlede sine undersåtter blandt dem, der modtog sandheden (Joh 18,36; Joh 18,37). Den ligegyldighed over for sandhedens navn, som Pilatus' trætte sind bekendte ("Hvad er sandhed?"), kunne ikke skjule for ham den sjælsadel hos den Hellige, som stod foran ham. Han erklærede offentligt: "Jeg finder ingen skyld hos denne mand," og søgte derefter midler til at redde ham, eller i det mindste til at flytte ansvaret for hans domfældelse fra sig selv over på andre.

(1) Jesus sendt til Herodes.

Da Pilatus i råbene omkring dommersædet hørte, at Jesus var galilæer, og kom i tanker om, at Herodes Antipas, som havde jurisdiktion i den egn, var i byen, var hans første udvej at sende Jesus til Herodes for at blive afhørt af ham (Luk 23,6-11). Denne høflighedshandling havde den virkning, at Herodes og Pilatus, som havde været fjender, igen blev venner (Luk 23,12); ellers mislykkedes den i sit formål. Herodes var glad nok for at se én, han så ofte havde hørt om — han tænkte endda i sin letsindighed, at der måske kunne blive gjort et mirakel af ham — men da Jesus i nærvær af "den ræv" (Luk 13,32) nægtede at åbne munden som svar på de anklager, der blev dynget over ham, gjorde Herodes sammen med sine soldater sagen til spot ved at klæde Jesus i pragtfulde klæder og sende ham tilbage som en spottekonge til Pilatus.

(2) "Ikke denne mand, men Barabbas."

Pilatus' næste tanke var at løslade Jesus i overensstemmelse med en jødisk skik med at sætte en fange fri ved festen, og med dette for øje, efter endnu en gang at have protesteret, at der ikke var fundet nogen skyld hos ham, tilbød han folket valget mellem Jesus og en berygtet røver og morder ved navn Barabbas, som da sad i fængsel. Netop da, mens han sad på dommersædet, må en besked fra hans hustru om en drøm, hun havde haft ("Hav intet at gøre med den retfærdige mand," Matt 27,19), have påvirket hans overtroiske sind stærkt. Pilatus kunne næppe have forestillet sig, at mængden ville foretrække en morder frem for én så god og ren; men tilskyndet af præsterne begik de endog denne skændsel, idet de råbte på Barabbas' løsladelse og Jesu korsfæstelse.

(3) "Ecce Homo."

Pilatus' svaghed begyndte nu at vise sig. Han foreslog at "revse" (piske) Jesus--hvorfor "revse", hvis han var uskyldig?--og derefter løslade ham. Men dette kompromis skærpede, som man måtte forvente, kun blodtørsten, og råbene blev stadig højere: "Korsfæst ham." Pilatus overgav dog, som om han gav efter for stormen, Jesus til at blive pisket (piskning--en frygtelig afstraffelse--gik forud for korsfæstelse), og grusomheden blev forværret af soldaternes mishandling. De overgik de tidligere forhånelser, satte en tornekrone på hans hoved, klædte ham i en purpurkappe og lod slag regne ned over hans blødende ansigt og skikkelse. Det synes at have været Pilatus' hensigt at vække medlidenhed, for endnu en gang førte han Jesus ud og fremstillede ham, i denne rørende skikkelse, med en ny bekræftelse af hans uskyld, for folket med ordene: "Se, mennesket!" (Joh 19,5). Hvor hæslig var ikke spotten: på én gang at erklære om en sådan: "Jeg finder ingen skyld hos ham," og at fremvise ham for mængden så skændigt mishandlet! Men der boede ingen medlidenhed i disse hjerter, og råbene blev endnu vredere: "Korsfæst ham."

(4) En sidste appel--Pilatus giver efter.

Lederne sagde: "Han gjorde sig selv til Guds Søn," som begrundelse for at dræbe Jesus (Joh 19,7), og disse ord slog en ny frygt i Pilatus' hjerte. Det fik ham igen til at gå ind i prætoriet og spørge denne mærkelige fange, ulig nogen han nogensinde havde set: "Hvor er du fra?" Jesus tav. "Ved du ikke," spurgte Pilatus, "at jeg har magt til at løslade dig og magt til at korsfæste dig?" Jesus svarede kun, at han, Pilatus, slet ingen magt havde over ham, uden den var givet ham af Gud; desto større var derfor deres skyld, som havde underkastet ham dette misbrug af gudgivet magt. Igen gik Pilatus ud og søgte at løslade ham, men han blev mødt af de voldsomme råb, som varslede klage til kejseren (Joh 19,12). Et tumult syntes nært forestående, og Pilatus gav efter. Her skal sandsynligvis (skønt muligvis efter valget af Barabbas) Pilatus' håndvaskning placeres--en forgæves fraskrivelse af hans ansvar--som er nedskrevet i Matt 27,24, samt folkets frygtelige svar: "Hans blod komme over os og over vore børn" (27,25). Pilatus sætter sig nu på dommersædet og afsiger, fuldt bevidst om uretten i sin fremgangsmåde, den formelle dom, som dømmer Jesus til korset. Da retssagen er forbi, føres Jesus igen ind i prætoriet, hvor soldaternes grusomme spot genoptages i forstærket form. Den Hellige, kronet med torne, klædt i purpur, med et rør stukket i hånden, overgives til hele vagtstyrkens nåde. De bøjer knæ for ham i hån ("Hil dig, jødernes konge"), spytter på ham i foragt og slår ham i hovedet med røret (Matthæus, Markus). Derefter tager de kappen af ham og giver ham hans egne klæder på som forberedelse til enden.

c) Jesu holdning:

I hele denne hæslige scene af grusomhed, uretfærdighed og uforskyldt lidelse er det mest iøjnefaldende træk ved Jesu optræden den fuldkomne ro, værdighed og sagtmodighed, hvormed han udholder de tungeste uretfærdigheder og fornærmelser, der lægges på ham. Billedet i Es 53,7; Es 53,8 er slående i sin troskab: "Da han blev mishandlet, åbnede han ikke sin mund; som et lam, der føres til slagtning, og som et får, der er stumt for sine klippere, sådan åbnede han ikke sin mund. Ved undertrykkelse og dom blev han taget bort," osv. Der er ingen tilbagevenden af uroen fra Getsemane. Som om den styrke, han vandt dér, havde løftet ham ind i en fred, som intet kunne ryste, gennemgik han den frygtelige fysiske udmattelse, sjælelige spænding, piskningens smerte, lidelsen fra sår og slag, i den forfærdelige nat og morgen, med ubrudt standhaftighed og uden bitterhed i sindet. Ikke et klageord går over hans læber; han svarer ikke på anklagerne; når han bliver hånet, håner han ikke igen; han tager alt i underkastelse, som en del af det bæger, Faderen har givet ham at drikke. Det er et syn, der kan bevæge det hårdeste hjerte. Det er godt at huske, at det er verdens synd, som alle har del i, der blandede den bitre drik!

III. Korsfæstelsen og begravelsen.

1. Korsfæstelsen:

(Matthæus 27,31-56; Markus 15,20-41; Lukas 23,26-49; Johannes 19,16-37)

Korsfæstelse var den straf, romerne forbeholdt slaver, udlændinge og de mest usle forbrydere, og den kunne ikke påføres en romersk borger. Med sin langvarige og ulidelige tortur var den den mest pinefulde og vanærende død, som en grusom tidsalders grusomhed kunne udtænke. Jødisk lov kendte intet til den (det at blive `hængt på et træ' i 5 Mos 21,22; 5 Mos 21,23 skete efter døden; jf. Gal 3,13), og dog drev de jødiske ledere Pilatus til at dømme deres Messias til den. Korset havde uden tvivl den sædvanlige romerske form (se KORS). Stedet Golgata, "hovedskalstedet" (hos Lukas "Calvary," den latiniserede form), er ganske usikkert. Det kan have været en lav høj, der lignede en hovedskal (således Meyer, Luthardt, Godet osv.), men dette vides ikke. Det er kun klart, at det lå uden for muren, i byens umiddelbare nærhed (se note nedenfor om graven). Tidspunktet for korsfæstelsen var omkring kl. 9 om morgenen (Mark 15,25). Dagen (fredag) var "beredelsesdagen" til sabbatten i påskeugen (Matthæus, Markus, Lukas; jf. Joh 19,14; Joh 19,31).

a) På vejen:

Det var en del af pinslen for offeret for denne frygtelige dom, at han selv måtte bære sit kors (ifølge nogle kun patibulum, eller tværbjælken) til henrettelsesstedet. Da Jesus, vaklende, muligvis besvimende, under denne byrde gik ud gennem porten, blev en fremmed, der kom ind fra landet, Simon, en mand fra Kyrene, grebet og tvunget til at bære korset (en sådan ville ikke være nøjeregnende med rabbinske regler for rejse, især fordi det ikke var den almindelige sabbat). Jesus var dog ikke helt uden medlidenhed. I skaren, der fulgte ham, var nogle kvinder fra Jerusalem, som græd og klagede over ham. Herren vendte sig og bød dem græde, ikke over ham, men over sig selv og over deres børn. “Hvis de gør dette med det grønne træ, hvad skal der så ske med det tørre?” (Luk 23,27-31).

b) Mellem røverne--indskriften--den sømløse kjortel:

Da Golgata var nået, fandt korsfæstelsen straks sted under opsyn af en centurion og en afdeling på fire soldater. Med brutale slag blev hænder og fødder naglet til træet, derpå blev korset rejst (den lodrette del kan, som nogle mener, først være blevet sat på plads). Som for at understrege, set fra Pilatus’ synsvinkel, ironien i det hele, blev to røvere korsfæstet sammen med Jesus, på højre og venstre side, en utilsigtet opfyldelse af profeti (Es 53,12). Det var uden tvivl, mens han blev løftet op på korset, at Jesus udtalte den rørende bøn--hans 1. ord på korset (dets ægthed behøver ikke betvivles, selv om nogle gamle håndskrifter udelader det)--“Fader, tilgiv dem; for de ved ikke, hvad de gør” (Lukas). Over hans hoved blev der efter skik anbragt en tavle med anklagen mod ham, skrevet på tre sprog, hebraisk, græsk og latin. Ypperstepræsterne tog anstød af formen: “Dette er jødernes konge,” og ønskede ordene ændret til: “Han sagde: Jeg er konge,” osv., men Pilatus afviste kort deres klage: “Hvad jeg har skrevet, har jeg skrevet” (Johannes). Om Jesus stadig bar tornekronen, er usikkert. Den Korsfæstedes klæder blev delt mellem soldaterne, men om hans inderklædning, vævet uden søm, kastede de lod (sammenlign Sl 22,18). En drik af vin blandet med et bedøvende middel (galde eller myrra), bestemt til at sløve sanserne, blev tilbudt, men afvist.

c) Spotten--den angrende røver--Jesus og hans mor:

Kristi fjenders triumf syntes nu fuldkommen, og deres skadefryd var tilsvarende uhæmmet. Deres offers hjælpeløshed var for dem et bevis imod hans påstande. De hånede ham, rystede på hovedet og spottede ham: “Hvis du er Guds søn, så stig ned fra korset”; “Andre frelste han; sig selv kan han ikke frelse.” Først sluttede røverne, som var korsfæstet med ham (muligvis kun den ene), sig til denne hån, men inden længe skete der en forandring. Brystet hos en af forbryderne åbnede sig for indtrykket af Jesu hellighed og sagtmodighed, og tro trådte i stedet for foragt. Han irettesatte sin nabo for at spotte én, som “ikke havde gjort noget forkert”; derpå henvendte han sig til Jesus og bad: “Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.” Jesu svar--hans 2. ord på korset--overgik, hvad selv den angrende under disse mærkelige omstændigheder kunne have ventet: “I dag skal du være med mig i Paradis” (Lukas). En ikke mindre rørende begivenhed fulgte--måske gik den forud for--denne frelse af en sjæl i dens yderste nød. Nær korset stod en gruppe hellige kvinder, en af dem Jesu egen mor (Joh 19,25 Maria, Jesu mor, Marias søster, Maria, Klopas’ hustru--nogle identificerer de to sidstnævnte--Maria Magdalene). Maria, hvis sjælekval man kan forestille sig, blev støttet af disciplen Johannes. Da Jesus så dem--hans 3. ord fra korset--betroede han ømt sin mor til Johannes’ omsorg; til Maria: “Kvinde, se, din søn”; til Johannes: “Se, din mor.” Fra den tid boede Maria hos Johannes.

Tre timer gik, og ved middagstid forstummede spotten over for en forfærdende naturforandring. Solens lys svigtede (Lukas), og et dybt mørke, som varede i 3 timer, sænkede sig over landet. Mørket var overnaturligt i sin tid og anledning, hvilke naturlige årsager der end måtte have været involveret i det. Jordskælvet lidt senere (Matthæus) skyldtes de samme årsager. Det var, som om naturen tilslørede sig og skælvede over den uhyrlighed af en forbrydelse, der blev begået.

d) Det store mørke--råbet om forladthed:

Men det ydre mørke var kun symbolet på et endnu frygteligere mørke, som hen imod slutningen af denne periode bredte sig over Jesu egen sjæl. Hvem kan lodde dybderne af den smerte, der lå i det forfærdelige råb--det 4. fra korset--som brød højt fra Jesu læber: “Eli, Eli, lama sabachthani”--“Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig” (eller: “Hvorfor forlod du mig?”)--ord lånt fra Sl 22,1! Det blev før bemærket, at døden ikke var en naturlig begivenhed for Jesus, men at den for hans sind altid bar sin betydning som Guds dom over synd. Her var det ikke blot døden, han erfarede i dens grusomste form, men døden berøvet den mærkbare trøst fra Faderens nærvær. Hvilken forklaring på dette mysterium kan findes, som ikke sammen med Es 53 (sammenlign Joh 1,29) tager hensyn til hans karakter som Syndebærer, ligesom den ubrudte tillid, hvormed han i sin ensomhed klynger sig til Gud (“Min Gud”), kan mærkes at rumme forsoningens element? Dette er dog ikke stedet at dvæle ved det.

e) Jesu sidste ord og død:

Enden var nu meget nær. Den korsfæstede kunne undertiden blive hængende i sin smerte i dagevis; men den enestående belastning af legeme og sind, som Jesus havde gennemgået siden den foregående dag, bragte hans lidelser til en tidligere afslutning. Lyset var ved at vende tilbage, og med det freden; og i bevidstheden om, at alt nu var fuldbragt (Joh 19,28), talte Jesus igen — det 5. ord — "Jeg tørster" (Johannes). En svamp fyldt med eddike blev løftet op på et rør til hans læber, mens nogle, som havde hørt hans tidligere ord ("Eli, Eli" osv.) og troede, at han kaldte på Elias, sagde: "Lad os se, om Elias kommer for at frelse ham" (Matthæus). Med en sidste anstrengelse råbte Jesus højt — det 6. og mindeværdige ord — "Det er fuldbragt," og derpå, i en sidste ytring — den 7. — betroede han sin ånd til Gud: "Fader, i dine hænder betror jeg min ånd" (Lukas). Efter dette ord bøjede han hovedet og overgav sig til døden. Det vil ses, at af de 7 ord, der blev talt fra korset, er 3 bevaret af Lukas alene (1., 2., 7.), 3 af Johannes alene (3., 5., 6.), mens det 4. råb ("Eli, Eli" osv.) kun forekommer hos de første 2 evangelister (Matthæus og Markus taler dog om, at Jesus "råbte med høj røst" til sidst).

f) Spydstikket — jordskælvet og forhængets flængen:

Jesus var død; forbryderne levede stadig. Klokken var nu 3 om eftermiddagen, og man ønskede, at legemerne ikke skulle blive hængende på korset på den kommende sabbat. Derfor fik man tilladelse fra Pilatus til, at soldaterne kunne bryde benene på de korsfæstede (crurifragium) og således fremskynde døden. Da det blev opdaget, at Jesus allerede var død, stak en soldat, muligvis for at sikre sig, hans side med et spyd, og Johannes, som var til stede, bemærker som et særligt faktum, at "der kom blod og vand ud" (19,34). Om dette betyder, som Stroud og andre har hævdet, at Jesus bogstaveligt døde af en bristning i hjertet, eller hvilken anden fysiologisk forklaring der kan gives på fænomenet, som apostlen andetsteds tillægger en symbolsk betydning (1 Joh 5,6), behøver ikke drøftes her (se blod og vand). Dette var dog ikke det eneste opsigtsvækkende og symbolsk betydningsfulde forhold, der ledsagede Jesu død. Et stort mørke havde indledt døden; nu, i timen for hans bortgang, blev templets forhæng (dvs. forhænget til den inderste helligdom) flænget fra øverst til nederst — utvivlsomt et tegn på, at vejen ind til det allerhelligste nu var åbnet for menneskeheden (Hebr 9,8; Hebr 9,12) — og et stort jordskælv rystede byen og flængede klipperne. Matthæus forbinder hermed udsagnet om, at fra gravene, som således blev åbnet, "blev mange af de helliges legemer .... oprejst; og efter hans opstandelse gik de ud af gravene, kom ind i den hellige by og viste sig for mange" (27,52.53). Der er intet i sig selv usandsynligt, skønt ingen af de andre evangelister nævner det, i at der så tidligt blev givet en sådan demonstration af, hvad Herrens død og opstandelse betød for de troende. På andre måder blev korsets kraft åbenbaret. En døende røver var blevet vundet til anger; nu blev officeren, der havde kommandoen over soldaterne, ført til bekendelsen: "Sandelig, denne var Guds Søn" (Matthæus, Markus; hos Lukas: "en retfærdig mand"). Også folkeskaren var i en anden stemning end om morgenen; de "vendte tilbage og slog sig for brystet" (Luk 23,48). "På afstand" stod kvinderne, som havde fulgt Jesus fra Galilæa, sammen med andre venner og disciple, målløse af sorg. Evangelisterne nævner Maria Magdalene, Maria, mor til Jakob og Joses, Salome (Markus), og Johanna, hustru til Kuza, Herodes' forvalter (Lukas).

2. Begravelsen:

(Matthæus 27,57-66; jf. 28,11-15; Markus 15,42-47; Lukas 23,50-56; Johannes 19,38-42)

Jesus havde vundet hjerter på sit kors; nu åbenbarer hans død venner fra de mere velhavende klasser, som hidtil var blevet holdt tilbage af frygt (Joh 19,38; Joh 19,39), og som påtager sig hans ærefulde begravelse. Den ene var Josef fra Arimatæa, en retfærdig mand, "som ventede på Guds rige," om hvem det interessante forhold er nedskrevet, at selv om han var medlem af Sanhedrinet, "havde han ikke samtykket i deres råd og gerning" (Lukas); den anden var Nikodemus, han som kom til Jesus om natten (Joh 3,1; Joh 3,2; Joh 19,39), nævnt igen kun i Joh 7,50-52, hvor han, også som medlem af Sanhedrinet, lægger et ord ind for Jesus.

a) Den nye grav:

Josef fra Arimatæa tager føringen. "Efter at have vovet det," som Markus siger (15,43, gr.), bad han Pilatus om Jesu legeme, og da han havde fået det, købte han et linnedklæde at svøbe det i og begravede det ærbødigt i en ny klippegrav, som var hans egen (Matthæus, Markus), "hvor ingen endnu havde ligget" (Lukas). Johannes giver de yderligere enkeltheder, at graven lå i en "have," nær det sted, hvor Jesus blev korsfæstet (19,41.42). Han fortæller også om Nikodemus' gavmildhed; han bragte så meget som 100 pund (omkring 75 engelske pund avoir.) krydderier — "en blanding af myrra og aloe" (19,39) — til at omsvøbe Jesu legeme med. Dette skal ikke forstås som en "salvning"; snarere dannede krydderierne et pulver, der blev strøet mellem linnedbindets folder (jf. Luthardt, Commentary on Joh 19,40). Legemet, således gjort i stand, blev derpå lagt i graven, og en stor sten blev rullet for indgangen. Begravelsen var nødvendigvis meget forhastet, og de hellige kvinder, som var vidner til den — Maria Magdalene og Maria, Joses' mor, nævnes særligt (Matthæus, Markus) — havde til hensigt at supplere den med en salvning, når sabbatten var forbi (jf. Luk 23,56).

b) Soldatervagten:

Skønt Jesus var død, var ypperstepræsterne og farisæerne langt fra rolige i deres sind med hensyn til ham. Gådefulde ord af ham var blevet citeret om, at han ville bygge templet på tre dage; muligvis havde Judas fortalt noget om hans udsagn om sin død og opstandelse på den tredje dag; under alle omstændigheder var hans legeme i hans disciples hænder, og de kunne fjerne det og skabe den overbevisning, at han var opstået. Med dette som påskud gik de til Pilatus og bad ham om en vagt af soldater til at bevogte graven. For at gøre sikkerheden dobbelt sikker forseglede de graven med det officielle segl. Resultatet af deres anstrengelser blev, under Forsynet, kun at skaffe nye beviser for opstandelsens virkelighed!

Den usikkerhed, der knytter sig til stedet for Golgata, knytter sig også til stedet for Josefs klippegrav. Meningerne er omtrent ligeligt delte for og imod det traditionelle sted, hvor Gravkirken nu står. En hovedgrund til usikkerhed er, om dette sted oprindeligt lå inden for eller uden for byens anden mur (jf. Stanley, Sinai and Palestine, 457 ff.; G.A. Smith, Jerusalem, II, 576; en god oversigt over de forskellige opfattelser, med kilderne, gives i Andrews, Part VII).

F. OPSTANDELSEN OG HIMMELFARTEN

Opstandelsen som en grundlæggende kendsgerning:

Jesu opstandelse, med dens fuldendelse i himmelfarten, som satte seglet på Faderens antagelse af hans fuldførte værk på jorden og markerede den afgørende overgang fra hans fornedrelsestilstand til ophøjelsens tilstand, kan i sand forstand kaldes kristendommens hjørnesten (jf. 1 Kor 15,14; 1 Kor 15,17). Det var på forkyndelsen af Kristus som korsfæstet og opstanden, at den kristne kirke blev grundlagt (f.eks. ApG 2,32-36; 1 Kor 15,3; 1 Kor 15,4). Professor Harnack ville skelne mellem »påsketroen« (at Jesus lever hos Gud) og »påskebudskabet«, men kirken har aldrig haft nogen påsketro adskilt fra påskebudskabet. At underminere opstandelsens kendsgerning er derfor en første opgave, som vantroen tager fat på. Den moderne ånd udelukker den på forhånd som mirakuløs. Den historiske kendsgerning benægtes, og utallige teorier (bedrag, teorier om skin­død, om hallucination, mytiske teorier, spiritualistiske teorier osv.) opfindes for at forklare troen. Ingen af disse teorier kan bestå en rolig undersøgelse (se forfatterens værk, The Resurrection of Jesus). Indvendingerne er kun som fint støv på vægtskålen sammenlignet med styrken i beviserne for kendsgerningen. Set fra troens standpunkt er Jesu opstandelse den mest troværdige af alle begivenheder. Hvis Jesus virkelig var sådan én, som evangeliehistorien erklærer ham for at være, var det umuligt, at døden kunne holde ham fast (ApG 2,24). Opstandelsen bekræfter på sin side hans krav på at være Guds Søn (Rom 1,4).

1. Opstandelsen:

(Matthæus 28; Markus 16; Lukas 24; Johannes 20; 21; 1 Korinther 15,3-8)

Med beretningerne om opstandelsen medregnes her, som uløseligt forbundne med dem, beretningerne om Jesu tilsynekomster i Jerusalem og Galilæa. Beretningerne vil vise, at skønt Jesu legeme var et virkeligt legeme, identisk med det, der led på korset (det kunne ses, røres og håndteres), udviste det egenskaber, som viste, at Jesus, også legemligt, var trådt ind i en ny fase af tilværelsen, hvor i det mindste nogle af legemets almindelige begrænsninger var overskredet. Dets tilstand i tidsrummet mellem opstandelsen og himmelfarten var en mellemtilstand--ikke længere blot naturlig, men endnu ikke fuldt indgået i herliggørelsens tilstand. »Jeg er endnu ikke steget op .... Jeg stiger op« (Joh 20,17); i disse to dele af det ene udsagn er opstandelseslegemets mysterium sammenfattet.

a) Påskemorgen--den åbne grav:

Hovedkendsgerningerne i opstandelsesberetningerne træder klart frem. »Ifølge alle evangelierne,« indrømmer den store skeptiker Strauss, »kom Jesus, efter at være blevet begravet fredag aften og have ligget i graven under sabbatten, ud af den, bragt tilbage til livet ved daggry om søndagen« (New Life of Jesus, I, 397, engelske oversættelser). Der påstås uoverensstemmelser i detaljer med hensyn til tidspunktet, kvindernes antal og navne, englenes antal osv.; men de fleste af disse forsvinder ved omhyggelig undersøgelse. Synoptikerne grupperer deres materiale, mens Joh giver en mere detaljeret beretning om særlige begivenheder.

(1) Englen og vagterne.

Intet øje så selve opstandelsen, som fandt sted tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt. Matthæus beretter, at der var »et stort jordskælv«, og fortæller om nedstigningen af en Herrens engel, som rullede stenen bort og satte sig på den. Foran hans blændende skikkelse blev vagterne som døde mænd og flygtede siden. Ypperstepræsterne bestak dem til at skjule kendsgerningerne og sige, at legemet var blevet stjålet (Matt 28,2-4; Matt 28,11-15).

(2) Kvindernes besøg.

Den første antydning om opstandelsen til disciplene var opdagelsen af den tomme grav ved de kvinder, der var kommet ved det tidlige daggry (Matt 28,1; Mark 16,2; Luk 24,1; Joh 20,1) med vellugtende salver, forberedte på at salve Jesu legeme (Mark 16,1; jf. Luk 23,56). Tilsyneladende uvidende om vagten var kvinderne på vejen bekymrede over, hvem der skulle rulle stenen bort fra gravens åbning (Mark 16,3), og de blev meget overraskede over at finde stenen rullet bort og graven åben. Der er ingen grund til at antage, at alle de nævnte kvinder kom sammen. Det er langt mere sandsynligt, at de kom i forskellige grupper eller hold--måske Maria Magdalene og den anden Maria, eller disse sammen med Salome, først (Matthæus, Markus; jf. »vi« i Joh 20,2); dernæst Johanna og andre medlemmer af den galilæiske gruppe (Lukas). (Om Jesu tilsynekomst for Maria, se nedenfor.)

(3) Englebudskabet.

Mens kvinderne stod rådvilde og forskrækkede ved graven, fik de et syn af engle (Matthæus og Markus taler kun om én engel; Lukas og Johannes nævner to; alle hentyder til den blændende glans), som meddelte dem, at Jesus var opstået ("Han er ikke her; for han er opstået; .... kom, se stedet, hvor Herren lå"), og bød dem fortælle hans disciple, at han gik forud for dem til Galilæa, hvor de skulle se ham (Matthæus, Markus; Lukas, som ikke beretter om tilsynekomsterne i Galilæa, udelader denne del og minder om de ord, Jesus havde talt i Galilæa om sin død og opstandelse; sammenlign Matt 16,21). Kvinderne gik bort med "bæven og forfærdelse" (Markus), dog "med stor glæde" (Matthæus). Her bryder det oprindelige Markusevangelium af (Mark 16,8), idet de resterende vers er et tillæg. Men det indrømmes, at Markus oprindeligt må have indeholdt en beretning om meldingen til disciplene og om en tilsynekomst af Jesus i Galilæa.

b) Peters og Johannes' besøg--tilsynekomst for Maria:

(Johannes; sammenlign Markus 16,9.10; Lukas 24,12.24)

Fortællingen hos Johannes udvider på vigtige punkter synoptikernes. Af den lærer vi, at Maria Magdalene (ingen ledsager nævnes ved navn, men mindst én er antydet i "vi" i 20,2), idet hun ud fra den tomme grav sluttede, at Jesu legeme var blevet fjernet, straks løb for at bringe nyheden til Peter og Johannes ("De har taget Herren bort fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham"). Disse apostle spildte ingen tid, men skyndte sig til stedet. Johannes, som kom først, bøjede sig ned og så linklæderne ligge, mens Peter, da han gik ind, også så klædet til hovedet rullet sammen på et sted for sig selv. Efter at Johannes ligeledes var gået ind ("Han så og troede"), vendte de tilbage til deres hjem. Imens var Maria kommet utrøstelig tilbage til graven, hvor hun, da hun så ind, ligesom de andre kvinder fik et syn af to engle. Det var da, Jesus henvendte sig til hende: "Hvorfor græder du?" Først troede hun, at det var gartneren, men da Jesus ømt kaldte hende ved navn: "Maria," erkendte hun, hvem det var, og med udråbet "Rabboni" ("Lærer") ville hun have grebet om ham, men han forbød det: "Rør mig ikke," osv. (Joh 20,17, randnote "Hold ikke fast på mig"), dvs. "Bliv ikke stående, men skynd dig at fortælle mine disciple, at jeg er opstået og stiger op til min Fader" (himmelfartslivet var allerede begyndt og ændrede de tidligere relationer).

Melding til disciplene--vantro.

Jesu tilsynekomst for de andre kvinder (Matt 28,9; Matt 28,10) omtales nedenfor. Det er sandsynligt, at Maria Magdalene på vejen tilbage sluttede sig til sine søstre igen, og at ærindet til disciplene--eller til dem af dem, der kunne findes--blev udført i fællesskab. Deres melding blev modtaget med vantro (Luk 24,11; sammenlign Mark 16,11). Det besøg af Peter, der omtales i Luk 24,12, er uden tvivl det, der mere præcist berettes hos Johannes.

c) Andre tilsynekomster påskedag (Emmaus, Jerusalem):

I alt er ti tilsynekomster af Jesus efter hans opstandelse nedskrevet eller omtalt; af disse fandt fem sted på opstandelsesdagen. De er følgende:

(1) Den første er tilsynekomsten for Maria Magdalene, som er beskrevet ovenfor.

(2) Den anden er en tilsynekomst for kvinderne, da de vendte tilbage fra graven, nedskrevet i Matt 28,9; Matt 28,10. Jesus mødte dem og sagde: "Vær hilset," og da de greb om hans fødder og tilbad ham, fornyede han den opgave, de havde fået for disciplene. Nogle betragter dette blot som en generalisering af tilsynekomsten for Maria Magdalene, men den synes at være særskilt.

(3) En tilsynekomst for Peter, bevidnet både af Luk 24,34 og Paulus (1 Kor 15,5). Dette må have været tidligt på dagen, sandsynligvis kort efter Peters besøg ved graven. Der gives ingen enkeltheder om dette møde, som var en så tydelig nådeshandling fra den opstandne Herre over for hans angrende apostel. Nyheden om det vakte stor bevægelse blandt disciplene (Luk 24,34).

(4) Den fjerde var en tilsynekomst for to disciple på vej fra Jerusalem til Emmaus--en landsby omkring to timers afstand derfra (Luk 24,12-35; Mark 16,12; Mark 16,13). De talte sammen om de sørgelige begivenheder i de sidste få dage og om de mærkelige efterretninger om kvindernes syn af engle, da Jesus indhentede dem og gav sig i samtale med dem. Først genkendte de ham ikke--et tegn, som i Marias tilfælde, på en forandring i hans udseende--skønt deres hjerter brændte i dem, mens han åbnede Skrifterne for dem om Kristi lidelser og herlighed. Da dagen var ved at gå på hæld, blev Jesus hos dem til aftensmåltidet; da han så velsignede og brød brødet, "blev deres øjne åbnet, og de kendte ham; og han forsvandt for deres øjne" (Luk 24,30; Luk 24,31). De rejste sig i hast og vendte tilbage til disciplenes selskab i Jerusalem. Ifølge Mark 16,13 blev deres vidnesbyrd, ligesom kvindernes, ikke troet i begyndelsen.

(5) Den femte tilsynekomst var den for "de elleve", sammen med andre, om aftenen--en tilsynekomst, som er nedskrevet af Lukas (24,36 ff.) og Johannes (20,19-23), og hentydet til af Paulus (1 Kor 15,5). Disciplene fra Emmaus var netop kommet ind og fandt forsamlingen sitrende af ophidselse over nyheden om, at Herren havde vist sig for Simon (Lukas). Dørene var lukkede af frygt for jøderne, da Jesus pludselig viste sig midt iblandt dem med hilsenen: "Fred være med jer" (Lukas, Johannes; der kastes unødigt tvivl over Luk 24,36; Luk 24,40, fordi de mangler i nogle vestlige tekster). Disciplene blev forskrækkede; de troede, de havde set en ånd (Lukas); de "troede ikke af bare glæde" (Luk 24,41). For at fjerne deres frygt viste Jesus dem sine hænder og sine fødder (hos Joh, sin side) og spiste for øjnene af dem (Lukas). Derefter åndede han på dem og sagde: "Modtag Helligånden," og fornyede den fuldmagt, der tidligere var givet, til at eftergive og fastholde synder (Johannes; jf. Matt 18,17; Matt 18,18). Åndepustet foregreb den senere udgydelse af Ånden ved pinsen (jf. Joh 7,39; Joh 7,2); den delegerede myndighed afhænger for sin gyldighed af besiddelsen af denne Ånd og af, at den udøves efter Kristi sind (jf. f.eks. 1 Kor 5,3). Begivenheden illustrerer slående på én gang virkeligheden af Kristi opstandne legeme og de forandrede vilkår, som dette legeme nu eksisterede under.

d) Den anden tilsynekomst for de elleve--Thomas' tvivl:

Otte dage efter denne første tilsynekomst--dvs. den næste søndag aften--fandt en anden tilsynekomst af Jesus for apostlene sted i det samme rum og under lignende forhold ("mens dørene var lukkede"). Det særlige træk ved dette andet møde var fjernelsen af Thomas' tvivl; han havde, fortælles det, ikke været til stede ved den tidligere lejlighed. Thomas, hengiven (jf. Joh 11,16), men af natur med et spørgende sindelag (Joh 14,5), nægtede at tro alene på andres beretning om, at Herren var opstået, og krævede uomtvisteligt sansemæssigt bevis for sig selv. Ved den anden tilsynekomst gav Jesus, efter hilsen som før, nådigt den tvivlende apostel det bevis, han bad om: "Ræk din finger herhen og se mine hænder," osv. (Joh 20,27), selv om tegnet, som det viste sig, ikke var nødvendigt. Den tidligere tvivlers tro og kærlighed brød straks frem i tilbedende bekendelse: "Min Herre og min Gud." Det var godt; men Jesus mindede ham om, at den højeste tro ikke er den, der venter på sansernes bevis ("Salige er de, som ikke har set og dog har troet," Joh 20,29).

e) Tilsynekomsterne i Galilæa:

Scenen flyttes nu for en tid til Galilæa. Jesus havde aftalt at mødes med sine disciple i Galilæa (Matt 26,32; Mark 16,7; jf. Mark 14,28). Men før dette møde--det, der er nedskrevet i Matt 28,16-20, sandsynligvis at identificere med tilsynekomsten "for mere end fem hundrede brødre på én gang", som Paulus nævner (1 Kor 15,6)--er der en anden tilsynekomst af Jesus for syv disciple ved Galilæas Sø, hvis beretning er bevaret i Joh 21,1-23.

(1) Ved Tiberias Sø--fiskefangsten--Peters genoprettelse.

Det kapitel, som fortæller om denne tilsynekomst af Jesus ved Galilæas Sø ("Tiberias Sø"), er et tillæg til evangeliet, men er så tydeligt johannæisk i karakter, at det trygt kan modtages som fra den elskede discipels pen (således Lightfoot, Meyer, Godet, Alford osv.). Selve tilsynekomsten beskrives som den tredje for disciplene (Joh 21,14), dvs. den tredje for apostlene som samlet gruppe, og i Joh's beretning siges syv disciple at have været til stede, hvoraf fem nævnes ved navn--Peter, Thomas, Nathanael (sandsynligvis at identificere med Bartholomæus) og Zebedæussønnerne, Jakob og Johannes. Disciplene havde tilbragt natten med at fiske uden resultat. Om morgenen viste Jesus--endnu ukendt for dem--sig på stranden og bad dem kaste nettet ud på højre side af båden. Den fangst af fisk, de fik, åbenbarede for Johannes, at Mesteren var til stede. "Det er Herren," sagde han til Peter, som straks kastede sig i søen for at gå hen til Jesus. Da disciplene kom i land, fandt de en kulild med fisk lagt på den og brød; og Jesus selv, efter at der var blevet bragt flere fisk, delte maden ud og, synes det antydet, tog selv del i måltidet. Dog holdt en vis ærefrygt--endnu et tegn på en mystisk forandring i Kristi fremtræden--disciplene tilbage fra åbent at spørge: "Hvem er du?" (Joh 21,12). Det varede dog ikke længe ("da de havde brudt deres faste"), før Jesus tilstrækkeligt åbenbarede sig i den rørende episode med Peters genoprettelse (det trefoldige spørgsmål: "Elsker du mig?" svarende til den trefoldige fornægtelse, mødt af Peters hjertelige: "Ja, Herre; du ved, at jeg elsker dig," med genindsættelsens ord: "Vogt mine lam," "Vogt mine får"). På en anden måde forudsagde Jesus, at Peter ville få anledning til at tage sin fornægtelse tilbage i den død, hvormed han skulle herliggøre Gud (Joh 21,18; Joh 21,19; traditionen siger, at han blev korsfæstet med hovedet nedad). Nysgerrige spørgsmål blev tilsidesat, og opmærksomheden blev kaldt tilbage til pligten: "Følg du mig" (Joh 21,22).

(2) På bjerget--missionsbefalingen--dåben.

Selv om kun de elleve apostle nævnes i Matthæus' beretning (Matt 28,16), tyder det forhold, at der var en »aftale« om en bestemt tid og et bestemt sted ("bjerget"), og den måde, budskabet blev givet til »disciplene« på, på en fælles samling af den art, som ligger i Paulus' ord om »mere end fem hundrede brødre på én gang« (1 Kor 15,6). Da flokken var samlet, viste Jesus sig; dog først stadig med det element af mysterium i sin fremtræden, som fik nogle til at tvivle (Matt 28,17). En sådan tvivl ville hurtigt forsvinde, da Herren, idet han forkyndte, at han var iklædt al myndighed i himmel og på jord, gav apostlene den højeste befaling: at »gøre alle folkeslagene til disciple« (Matt 28,18-20; jf. Mark 16,15, »Gå ud i hele verden« osv.). Discipelskabet skulle vises ved dåb »til Faderens og Sønnens og Helligåndens navn« (ét navn, men trefoldigt), og det skulle følges af undervisning i Kristi befalinger. Bag befalingen, verdensomspændende i sit sigte og bindende for enhver tidsalder, står ordet med aldrig svigtende opmuntring: »Se, jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende.« Tvivl om ægtheden af disse ophøjede udtalelser følges som regel af tvivl om selve opstandelsen.

Det vil bemærkes, at Herrens nadver og dåben er de eneste sakramenter, som Jesus indstiftede i sin kirke.

f) Tilsynekomst for Jakob:

Paulus omtaler, som efterfølgende det ovennævnte, en tilsynekomst af Jesus for Jakob, kendt som »Herrens bror« (1 Kor 15,7; jf. Gal 1,19). Der gives ingen enkeltheder om denne tilsynekomst, som kan have fundet sted enten i Galilæa eller Jerusalem. Jakob var, så vidt man ved, ikke troende på Jesus før korsfæstelsen (jf. Joh 7,3); efter himmelfarten finder man ham og Jesu andre brødre i disciplenes selskab (ApG 1,14), og han blev senere en hoved-»søjle« i menigheden i Jerusalem (Gal 1,19; Gal 2,9). Denne tilsynekomst kan have markeret vendepunktet.

g) Det sidste møde:

Jesu sidste tilsynekomst for apostlene (1 Kor 15,7) er den, som Lukas i de afsluttende vers af sit evangelium (Luk 24,44-53) og i ApG 1,3-12 sætter i direkte forbindelse med himmelfarten. I evangeliet går Lukas uden afbrydelse fra Jesu første tilsynekomst for »de elleve« til hans sidste ord om »min Faders løfte«; men ApG 1 viser, at der i virkeligheden forløb en periode på 40 dage, hvor Jesus gentagne gange »viste sig« for dem, han havde udvalgt. Dette sidste møde mellem Jesus og hans apostle var hovedsageligt optaget af Herrens udlægning af de profetiske Skrifter (Luk 24,44-46), af fornyede befalinger om at prædike omvendelse og syndernes tilgivelse i hans navn, »begyndende fra Jerusalem« (Luk 24,47; Luk 24,48; jf. ApG 1,8), og af påbuddet om at blive i Jerusalem, indtil Ånden skulle gives (Luk 24,49; jf. ApG 1,4; ApG 1,5). Derefter førte han dem ud til Oliebjerget, »over for Betania«, og mens han velsignede dem, »blev han båret op til himlen« (Luk 24,50; Luk 24,51; jf. ApG 1,10; ApG 1,12).

2. Himmelfarten:

(Lukas 24,50-53; ApG 1,6-14; jf. Markus 16,19)

Jesus havde erklæret: »Jeg stiger op til min Fader« (Joh 20,17), og Lukas fortæller i ApG 1 om omstændighederne ved denne bortgang. Jesus kunne ganske enkelt være »forsvundet« for sine disciples øjne, som ved tidligere lejligheder, men det var hans vilje at forlade dem på en måde, som synligt skulle markere den endelige afslutning på hans samvær med dem. De findes, som i evangeliet, »forsamlet« med ham i Jerusalem, hvor hans sidste anvisninger gives. Derefter skifter scenen umærkeligt til Oliebjerget, hvor himmelfarten finder sted (ApG 1,12). Disciplene spørger om genoprettelsen af riget for Israel (endnu er deres tanker fastholdt i disse timelige forestillinger), men Jesus siger til dem, at det ikke tilkommer dem at kende tider og stunder, som Faderen har fastsat inden for sin egen myndighed (ApG 1,7). Langt vigtigere var det for dem at vide, at de inden for de næste dage skulle modtage kraft fra Helligånden til at være vidner for ham til jordens yderste ende (ApG 1,8). Mens han endnu talte, blev han løftet op, og en sky tog ham bort fra deres øjne (ApG 1,9). Da apostlene stod og stirrede opad, viste to himmelske sendebud sig, som trøstede dem med forsikringen om, at på samme måde som de havde set Jesus stige op til himlen, sådan ville han også komme igen. Om denne genkomst beder og venter kirken stadig (jf. Åb 22,20).

Se desuden Himmelfart.

Da apostlene vendte tilbage til Jerusalem, sluttede de sig til den større flok af disciple i »salen ovenpå«, hvor deres møder synes sædvanligvis at være blevet holdt, og dér fortsatte de alle, enige og omkring 120 i tal (ApG 1,15), vedholdende i bøn, indtil »Faderens løfte« (Luk 24,49; ApG 1,4) blev skænket dem på pinsedagen.

DEL IV. EPILOG: DEN APOSTOLSKE LÆRE

1. Efter himmelfarten:

Jesu jordiske liv er afsluttet. Med hans opstandelse og himmelfart begynder en ny tidsalder. Alligevel fortsætter Kristi værk. Som Lukas udtryksfuldt formulerer det i ApG 1,1; ApG 1,2, er evangelierne kun optegnelserne over »alt det, som Jesus begyndte både at gøre og at lære, indtil den dag da han blev optaget«. Det ligger uden for denne artikels rammer at følge de efterfølgende udviklinger i Kristi virksomhed gennem hans kirke og ved hans Ånd; men for at føre emnet til en passende afslutning er det nødvendigt, om end kort, at kaste et blik på det lys, som Åndens lære efter himmelfarten kaster tilbage over betydningen af selve det jordiske liv, og på udvidelsen af apostlenes forestillinger om Kristus som følge heraf, sådan som det ses i brevene og Åbenbaringen.

2. Åbenbaring ved Ånden:

Det var Jesu løfte, at efter hans bortgang skulle Ånden gives til hans disciple for at lære dem alt og minde dem om alt, hvad han havde sagt til dem (Joh 14,26). Det var ikke en ny åbenbaring, de skulle modtage, men oplysning og vejledning af deres sind ind i betydningen af det, de allerede havde modtaget (Joh 16,13-15). Dette løfte om Ånden blev opfyldt på pinsedagen (ApG 2). Kun få personlige åbenbarelser af Jesus (ApG 7,55; ApG 7,56; ApG 22,17; ApG 22,18; ApG 23,11) er nedskrevet efter denne begivenhed--de to vigtigste er tilsynekomsten for Paulus på vejen til Damaskus (1 Kor 15,8; jf. ApG 9,3 osv.) og tilsynekomsten i et syn for Johannes på Patmos (Åb 1,10). Resten var indre åbenbaring (jf. Gal 1,12; Gal 1,16; Ef 1,17; Ef 3,3-5). Det vældige fremskridt i udvidelse og klarhed i synet--uden tvivl hjulpet af Kristi afskedsundervisning (Luk 24,44-48; ApG 1,2)--er allerede tydeligt i Peters taler på pinsedagen; men man skal ikke tro, at der ikke blev megen plads tilbage til senere vækst i kundskab og en dybere indsigt i sandhedernes sammenhæng. Peter måtte f.eks. undervises om hedningernes adgang (ApG 10,11); apostlene måtte gradvis lære meget om forholdet til loven (jf. ApG 15; ApG 20 ff; Gal 2 osv.); Paulus modtog åbenbaringer, som i høj grad udvidede den læremæssige horisont; både Johannes og Paulus viser en fremadskridende forståelse af sandheden om Kristus.

3. Evangelier og breve:

Det er derfor et spørgsmål af stor interesse, hvordan de apostoliske forestillinger, der således blev vundet, står i forhold til det billede af Jesus, vi har studeret i evangelierne. Det er påstanden hos den såkaldt "historiske" (anti-overnaturlige) skole i vor tid, at de to billeder ikke stemmer overens. Paulus' og Johannes' transcendente Kristus har, hævdes det, kun lidt til fælles med manden fra Nazaret i de synoptiske evangelier. Teorier om "kristendommens oprindelse" sammenstykkes ud fra denne antagelse (jf. Pfieiderer, Weizsacker, Bousset, Wernle osv.). Sådanne spekulationer overser problemets første betingelser ved ikke at acceptere Jesu selvvidnesbyrd om, hvem han var, og formålet med hans sendelse til verden. Når Jesus vurderes ud fra hans egen vurdering, og den store kendsgerning om hans opstandelse indrømmes, forsvinder de påståede modsætninger mellem "historiens Jesus" og "troens Kristus" i vidt omfang.

4. Kendsgerningen om Kristi herredømme:

Man glemmer, hvor stor en ændring i tyngdepunktet i forståelsen af Kristi person og gerning der nødvendigvis lå i kendsgerningerne om Kristi død, opstandelse og ophøjelse til magtens højre hånd. Livet ignoreres ikke--langtfra. Dets indflydelse ånder på hver side, f.eks. i Paulus' breve. Men svagheden, begrænsningerne, selvundertrykkelsen--det, Paulus i Fil 2,7 kalder "udtømmelsen"--i dette jordiske liv er nu lagt bag ham; den forkastede og korsfæstede er nu blevet retfærdiggjort, ophøjet og er indgået til sin herlighed. Dette er hovedindholdet i Peters første tale på pinsedagen: "Gud har gjort ham både til Herre og Kristus, denne Jesus, som I korsfæstede" (ApG 2,36). Kunne noget se helt det samme ud efter det? Forandringen ses i den voksende erstatning af navnet "Jesus" med "Kristus" (se i begyndelsen af artiklen) og i den sædvanlige omtale af Jesus som "Herre".

5. Betydningen af Kristi person:

Med troen på Jesu herredømme fulgte nødvendigvis en udvidet forståelse af betydningen af hans person. Elementerne var alle til stede i det, disciplene havde set og kendt til Jesus, mens han var på jorden (Joh 1,14; Joh 1,1), men hans ophøjelse kastede ikke blot lys tilbage over hans krav, mens han var på jorden--bekræftede, fortolkede og fuldendte dem--men viste også den endelige grund til disse krav i hans persons fulde guddommelige værdighed. Han, som blev ophøjet til den guddommelige herredømmes trone; som blev tilbedt med ære, der kun tilkommer Gud; som sammen med Faderen og Helligånden blev nævnt sideordnet som kilden til nåde og velsignelse, må i fuldeste forstand være guddommelig. Der findes ikke noget sådant som en æres-guddommelighed. Heri ligger allerede i substans alt, hvad der læres om Jesus i brevene: hans præeksistens (Herrens egne ord havde antydet dette, Joh 8,58; Joh 17,5 osv.), hans delagtighed i guddommelige egenskaber (evighed osv.), i guddommelige gerninger (skabelse osv., 1 Kor 8,6; Kol 1,16; Kol 1,17; Hebr 1,2; Åb 1,8; Åb 3,14 osv.), i guddommelig tilbedelse (Fil 2,9-11; Åb 5,11; Åb 5,12 osv.), i guddommelige navne og titler (Hebr 1,8 osv.). Det er en udvidelse af den samme forestilling, når Jesus fremstilles som skabelsens mål--det "hoved", i hvem alle ting til sidst skal sammenfattes (Ef 1,10; jf. Hebr 2,6-9). Disse høje syn på Kristi person i brevene forudsættes overalt at være læsernes eje.

Jesus havde givet sine disciple midlerne til at forstå hans død som en nødvendighed i hans messianske kald, udholdt for verdens frelse; men det var opstandelsen og ophøjelsen, der også kastede lys over den yderste betydning af dette. Jesus døde, men det var for synder. Han var et sonemiddel for verdens synd (Rom 3,25; Rom 3,1; Rom 4,10). Han blev 'gjort til synd' for os (2 Kor 5,21).

6. Korsets og opstandelsens betydning:

Grundtonen fra Es 53 går gennem Det Nye Testamentes undervisning om dette tema (jf. 1 Pet 1,19; 1 Pet 2,22-25 osv.). Jesu eget ord »løsesum« gengives af Paulus (1 Tim 2,6). De frelstes sang lyder: »Du købte med dit blod mennesker af hver stamme til Gud« osv. (Åb 5,9). Er det underligt, i lyset af dette, at korset i de apostolske skrifter – ikke blot hos Paulus, men lige så meget hos Peter, hos Johannes, i Hebræerbrevet og i Åbenbaringen – får den afgørende betydning, det har? Paulus udfolder blot mere fuldstændigt, i forhold til loven og synderens retfærdiggørelse, en sandhed, som alle deler. Han erklærer selv, at den er menighedernes fælles lære (1 Kor 15,3; 1 Kor 15,4).

7. Håbet om genkomsten:

Den nyere tendens er at læse en apokalyptisk karakter ind i næsten hele Jesu undervisning (jf. Schweitzer, Quest of the Historical Jesus). Dette er en overdrivelse, men at Jesus lærte sine disciple at se frem til, at han skulle komme igen, og forbandt fuldendelsen af sit rige med dette komme, er tydeligt for enhver læser af evangelierne. Det vil ikke blive benægtet, at den apostolske kirke bevarede dette træk i Jesu undervisning. I overensstemmelse med løftet i ApG 1,11 så den frem til sin Herres herlige genåbenbarelse. Brevene er fulde af dette håb. Selv Johannes giver det en fremtrædende plads (1 Joh 2,28; 1 Joh 3,2). Når de første troende så hen til parousia som noget, der var umiddelbart forestående, gik de endda ud over det, der var blevet åbenbaret, og Paulus måtte irettesætte skadelige tendenser i denne retning (2 Thess 2). Man kunne nære det håb, at hans komme ikke ville blive længe forsinket, men over for Jesu udtrykkelige erklæringer om, at ingen – ikke englene, ikke engang Sønnen – kendte den dag og time (Matt 24,36; Mark 13,32), og at Faderen havde fastsat disse ting i sin egen myndighed (ApG 1,7; jf. også sådanne antydninger som i Matt 13,30; Matt 24,14; Matt 25,19; Matt 28,19; Luk 19,11 osv.), kunne ingen hævde dette med sikkerhed. Tiden har vist – vist det allerede i den apostolske tidsalder (2 Pet 3,3; 2 Pet 3,4) – at genkomsten ikke var så nær, som mange mente. Til dels er kirken selv måske skyld i forsinkelsen. Alligevel forbliver genkomsten for troen fremtidens store faste begivenhed, den begivenhed, som overskygger alle andre – i den forstand er den altid nær – ledestjernen for kirkens tillid til, at retfærdighed skal sejre, de døde skal oprejses, synd skal dømmes, og Guds rige skal komme.

LITTERATUR.

Litteraturen om Jesu liv og undervisning er så omfattende og repræsenterer så forskellige standpunkter, at det ikke ville være frugtbart at give et udvidet katalog over den. Den kan ses foranstillet enhver af de større bøger. På den skeptiske og rationalistiske side findes den bedste redegørelse for litteraturen i Schweitzers bog, From Reimarus to Wrede (engelsk oversættelse, Quest of the Historical Jesus). Blandt moderne troende værker kan særligt nævnes dem af Lange, Weiss, Ellicott, Edersheim, Farrar, D. Smith. Dr. Sandays bog, The Life of Christ in Recent Research, gennemgår en stor del af feltet og er en forberedelse til en omfattende Life fra Dr. Sandays egen pen. Hans artikel i HDB har med rette tiltrukket sig megen opmærksomhed. Schurers Hist of the Jewish People in the Time of Jesus Christ (engelsk oversættelse, 5 bind; en ny tysk udgave er udkommet) er den bedste autoritet om de ydre forhold. Værkerne om Det Nye Testamentes bibelske teologi (Reuss, Weiss, Schmid, Stevens osv.) behandler Jesu undervisning; se også Wendt, The Teaching of Jesus (engelsk oversættelse). Værker og artikler om kronologien, om evangeliernes harmoni, om geografi og topografi (jf. især Stanley, G. A. Smith) er utallige. En god, omfattende bog om disse emner er Andrews, Life of our Lord (revideret udgave). Den nuværende forfatter har udgivet værker om The Virgin Birth of Christ og The Resurrection of Jesus. Om forholdet mellem evangelium og brev, se J. Denney, Jesus and the Gospel.

Se også de forskellige artikler i dette leksikon om GOSPELS; PERSON OF CHRIST; ETHICS OF JESUS; VIRGIN BIRTH; JESUS CHRIST, THE ARREST AND TRIAL OF; RESURRECTION; ASCENSION; PHARISEES; SADDUCEES; HEROD; JERUSALEM osv.

James Orr