Kenose

ke-no'-sis: Ordet "kenosis" (kenosis) er gået ind i det teologiske sprog fra Fil 2,7, hvor det græske verbum i sætningen han "tømte sig selv" er ekenosen. "Kenose", det tilsvarende substantiv, er således blevet et teknisk udtryk for Sønnens ydmygelse i inkarnationen, men har i de senere år fået en endnu mere teknisk betydning, dvs. om Sønnens tømning af sig selv for visse egenskaber, især alvidenhed.

1. Det Nye Testamente:

(1) Det teologiske spørgsmål, der var involveret, lå omtrent så langt som muligt fra de kristnes tanker i den apostolske tidsalder og var tilsyneladende et spørgsmål, der aldrig faldt Paulus ind. For i Fil 2,7 er den eneste "tømning", der er tale om, den (ydre) forandring fra "Guds skikkelse" til "en tjeners skikkelse". Andre steder i Det Nye Testamente tages det sædvanligvis som en selvfølge, at Kristi viden var langt højere end andre menneskers (Joh 2,24 er det tydeligste eksempel). Men der findes passager, som antyder en begrænsning af denne viden, og de er af forskellig art. Ikke særlig vigtige er de helt tilfældige henvisninger til forfatterskabet til passager i Det Gamle Testamente, hvor det traditionelle forfatterskab anses for fejlagtigt, eftersom ingen anden citatmåde ville have været mulig. Noget anderledes er henvisningerne til parusiens nærhed (især Matt 10,23; Matt 24,29). Men ved disse er spørgsmålet altid, hvor langt den præcise formulering er blevet udformet af evangelisterne, og, bortset fra dette, hvor langt Kristus ikke bevidst kan have brugt samtidens billedsprog om den forestående åndelige omvæltning, selv om han vidste, at detaljerne ville være ganske anderledes (se PARUSIA). En begrænsning af viden kan måske udledes af den kendsgerning, at Kristus kunne undre sig (Matt 8,10 osv.), at han virkelig kunne fristes (især Hebr 4,15), eller at han besad tro (Hebr 12,2; se kommentar). Mere udtrykkeligt siges det, at Kristus lærte, i Luk 2,52; Hebr 5,8. Og endelig, i Mark 13,32 parallelt med Matt 24,36, erklærer Kristus kategorisk, at han ikke kender det nøjagtige tidspunkt for parusien.

(2) En ældre eksegese opfattede kun den sidste af disse passager som en virkelig vanskelighed. En skelnen, der blev konstrueret mellem naturligt besiddet viden og viden erhvervet ved erfaring (dvs. selv om barnet Jesus naturligt kendte alfabetet, var han nødt til at lære det ved erfaring), dækkede de fleste af de andre. Til Mark 13,32 blev der fremsat en række forklaringer. Passagen blev oversat: "heller ikke Sønnen, medmindre Faderen ved det", en oversættelse som græsk kan bære. Men den flytter blot vanskeligheden ved at tale om Faderens viden som hypotetisk, og den er en umulig oversættelse af Matt 24,36, hvor ordet "alene" er tilføjet. De forklaringer, som antager, at Kristus kendte dagen, men ikke havde noget hverv til at åbenbare den, er højst utilfredsstillende, for de lægger uoprigtige ord i hans mund; "Det tilkommer ikke jer at kende dagen" ville have været den uundgåelige form for udsagnet (ApG 1,7).

2. Dogmatisk:

(1) Alligevel er forsøget på således at fejlfortolke versene ikke resultatet af en gold dogmatisk fordom, men udspringer af frygt for, at der skal ske virkelig skade på det kristne bevidsthedslivs grundlag. Ikke alene gør den kristnes sind oprør mod at se noget mindre end sand Gud i Kristus, men det gør oprør mod at finde to personlighedscentre i ham--Kristus var én. Men eftersom alvidenhed er en væsentlig egenskab hos Gud, er den en væsentlig egenskab hos den inkarnerede Søn. Har da ikke enhver begrænsning af Kristi menneskelige viden en tendens til at fordærve en sund lære om inkarnationen? At sige, sammen med dem der fastholder kenosen i dens "klassiske" form, at Sønnen ved en udøvelse af sin vilje besluttede at være uvidende som menneske, er bestemt ikke til hjælp, eftersom den urimelige følge ville være, at Gud opgav en af sine egne væsentlige egenskaber.

(2) Alligevel er de bibelske data udtrykkelige, og der må findes en eller anden form for forklaring. Og løsningen synes at ligge i en tvetydig brug af ordet "viden", anvendt om Kristus som Gud og som menneske. Når vi taler om et menneskes viden i den betydning, der drøftes i den kenotiske lære, mener vi helheden af de kendsgerninger, der er til stede i hans intellekt, og med hans uvidenhed mener vi fraværet af en kendsgerning eller af kendsgerninger fra dette intellekt. I de ældre drøftelser af emnet blev denne intellektuelle viden nu stiltiende antaget (bortset fra mystisk teologi) at være den eneste viden, der var navnet værd, og derfor blev det samtidig også antaget, at Guds viden også er intellektuel--"Gud geometriserer". Under denne antagelse er Guds viden i det væsentlige af samme art som menneskets og adskiller sig kun fra menneskets ved sin renhed og udstrækning. Og denne antagelse gøres i alle drøftelser, der taler om Sønnens viden som Gud, der oplyser hans sind som menneske.

(3) Den moderne kritiske erkendelsesteori har imidlertid lært mennesket en skarp lektie i ydmyghed ved at påvise, at intellektet på ingen måde er det fuldkomne redskab, man har antaget det for at være. Og fejlene er på ingen måde fejl, der skyldes mangel på undervisning, onde begær osv., men de har sæde i selve intellektet og er uadskillelige fra det som intellekt. Visse nyere forfattere (Bergson, mest bemærkelsesværdigt) har endda opbygget en meget stærk argumentation for at betragte intellektet som blot et produkt af en nyttebestemt udvikling, med de mangler, der naturligt følger af en sådan evolution. Særligt synes denne begrænsning af intellektet at være sand i religiøs erkendelse, selv om Kants og (især) Ritschls påstande ikke fuldt ud anerkendes. Under alle omstændigheder er det sikkert, at selv menneskelig viden er noget langt bredere end intellektuel viden, for der er mange ting, vi ved, som vi aldrig kunne have lært gennem intellektet, og tilsyneladende er mange elementer i vores viden næsten eller helt umulige at oversætte til intellektuelle begreber. Alvidenhed er derfor på ingen måde intellektuel alvidenhed, og den nås ikke ved nogen simpel proces, hvor et intellekt udvides. Et “alvidende intellekt” er en selvmodsigelse.

(4) Med andre ord er Guds alvidenhed ikke blot menneskelig intellektuel viden opløftet til uendelig potens, men noget af en helt anden kvalitet, næppe begribeligt for menneskelig tanke — lige så forskelligt fra menneskelig intellektuel viden, som den guddommelige almagt er forskellig fra muskelstyrke. Følgelig er denne videns overgang til et menneskeligt intellekt umulig, og inkarnationens problem bør formuleres sådan: Hvilken virkning havde den guddommelige alvidenhed i personen på manddommens bevidste intellekt? Der er så lidt hjælp at hente fra fortiden til at besvare dette spørgsmål, at det for nærværende må forblive åbent — hvis det da overhovedet nogensinde kan besvares fuldt ud. Men at uvidenhed i manddommens intellekt er fuldt forenelig med alvidenhed i personen, synes ikke blot at være et sikkert svar på spørgsmålet, sådan som det er formuleret, men et uundgåeligt svar, hvis Kristi sande menneskelighed overhovedet skal fastholdes.

LITTERATUR.

Sandays Christology and Personality, 1911, og La Zouche, The Person of Christ in Modern Thought, 1912, hører til de nyeste drøftelser af emnet, med meget fyldige henvisninger til den moderne litteratur.

Burton Scott Easton