Adria

a'-dri-a (Westcott-Hort: ho Hadrias eller ho Adrias): På græsk Adrias (Polybios i.2.4), Adriatike Thalassa (Strabon iv.204) og Adriatikon Pelagos (Ptolemaios iii.15.2), og på latin Adriaticum mare (Livius xl.57.7), Adrianum mare (Cicero in Pisonem 38), Adriaticus sinus (Livius x.2.4) og Mare superurn (Cicero ad Att. 9.5.1). Adriaterhavet er et navn afledt af den gamle etruskiske by Atria, som lå nær Pos udmunding (Livius v.33.7; Strabon v.214). Til at begynde med blev navnet Adria kun brugt om den nordligste del af havet. Men efter udviklingen af de syrakusanske kolonier på de italienske og illyriske kyster blev betegnelsens anvendelse gradvis udvidet sydpå, så den nåede Mons Garganus (Abruzzerne) og senere Hydruntumstrædet (Ptolemaios iii.1.1; Polybios vii.19.2). Til sidst omfattede navnet dog også Det Ioniske Hav, og vi finder det brugt om Tarentumbugten (Servius Aen xi.540), Det Sicilianske Hav (Pausanias v. 25) og endog farvandene mellem Kreta og Malta (Orosius i.2.90). Prokopios regner Malta for at ligge ved Adriaterhavets vestlige yderpunkt (i.14). Efter at have forladt Kreta blev det skib, som apostlen Paulus sejlede med under militær bevogtning, "drevet omkring på Adrias hav" i fjorten dage (ApG 27,27), før det nærmede sig Maltas kyst. Vi kan sammenligne dette med Josefus' skibbrud i "midten af Adria", hvor han blev samlet op af et skib, der sejlede fra Kyrene til Puteoli (Josefus, Vita, 3).

George H. Allen