Adspredelsen

(Gr. diaspora, “spredt,” Jak 1,1; 1 Pet 1,1) af jøderne. På forskellige tidspunkter og som følge af forskellige årsager blev jøderne skilt fra hinanden og spredt til fremmede lande “til himlens yderste egne” (5 Mos 30,4).

Mange blev spredt over Assyrien, Medien, Babylonien og Persien, efterkommere af dem, der var blevet ført dertil ved eksilet. De ti stammer blev, efter at have eksisteret som et særskilt kongerige i to hundrede og femoghalvtreds år, ført i fangenskab (721 f.Kr.) af Shalmaneser (eller Sargon), Assyriens konge. De vendte aldrig tilbage til deres eget land som et særskilt folk, skønt der ikke kan være tvivl om, at mange enkeltpersoner fra disse stammer sluttede sig til de grupper, der vendte tilbage fra Babylon efter Kyros’ bekendtgørelse.

Mange jøder udvandrede til Egypten og bosatte sig der. Denne udvandring begyndte på Salomos tid (2 Kong 18,21, 24; Es 30,7). Alexander den Store anbragte et stort antal jøder i Alexandria, som han havde grundlagt, og gav dem lige rettigheder med egypterne. Ptolemæus Filadelfos siges at have ladet de jødiske Skrifter oversætte til græsk (arbejdet begyndte 284 f.Kr.) til brug for de alexandrinske jøder. Jøderne i Egypten fortsatte i mange århundreder med at øve en stærk indflydelse på landets offentlige anliggender. Fra Egypten bredte de sig langs Afrikas kyst til Kyrene (ApG 2,10) og til Etiopien (8,27).

Efter Seleukos Nikators tid (280 f.Kr.), en af Alexander den Stores hærførere, udvandrede store antal jøder til Syrien, hvor de nød lige rettigheder med makedonerne. Fra Syrien fandt de vej til Lilleasien. Antiokos den Store, konge over Syrien og Asien, flyttede 3.000 jødiske familier fra Mesopotamien og Babylonien og bosatte dem i Frygien og Lydien.

Fra Lilleasien flyttede mange jøder til Grækenland og Makedonien, især af handelsmæssige grunde. På apostlenes tid fandtes de i betydelige antal i alle de vigtigste byer.

Fra Pompejus den Stores tid (63 f.Kr.) drog mange jøder fra Israels land og Grækenland til Rom, hvor de fik tildelt et særskilt kvarter i byen. Her nød de betydelig frihed.

Således blev jøderne spredt overalt. Dette bidrog, under Guds styrende forsyn, i sidste ende i høj grad til at bane vej for evangeliets udbredelse til alle lande.

Adspredelsen fra Sinears slette. Den skyldtes sprogforvirringen ved Babel (1 Mos 11,9). De blev spredt “hver efter sit sprog, efter deres slægter, i deres folkeslag” (1 Mos 10,5, 20, 31).

Første Mosebogs tiende kapitel giver os en beretning om jordens vigtigste folkeslag i deres vandringer fra Sinears slette, som var deres fælles opholdssted efter syndfloden. I almindelighed kan man sige, at Jafets efterkommere blev spredt over nord, Sems over de centrale egne og Kams over det yderste syd. Følgende tabel viser, hvordan de forskellige slægter blev spredt:

| - Jafet | - Gomer | Kimmeriere, armeniere | - Magog | Kaukasere, skytere | - Madai | Medere og persiske stammer | - Javan | - Elisha | Grækere | - Tarsis | Etruskere, romere | - Kittim | Cyprioter, makedonere | - Dodanim | Rhodiere | - Tubal | Tibarener, tatarer | - Meshek | Moskere, moskovitter | - Tiras | Thrakere | | - Sem | - Elam | Persiske stammer | - Assur | Assyrere | - Arpakshad | - Abraham | - Isak | - Jakob | Hebræere | - Esau | Edomitter | - Ismael | Blandet med arabiske stammer | - Lud | Lydere | - Aram | Syrere | | - Kam | - Kush | Etiopiere | - Misrajim | Egyptere | - Put | Libyere, mauretanere | - Kanaan | Kana’anæere, fønikere