Adra

a'-dra. Se Arad (by). Adrammelek og Anammelek a-dram'-el-ek and a-nam'-el-ek ('adhrammelekh and `anammelekh, tilsyneladende, efter assyrisk brug, »Adar er fyrste«, »Anu er fyrste«. Efter brugen i landet ville det være »Adar er konge«, »Anu er konge«):

(1) De navne, som den israelitiske fortæller giver den gud eller de guder, der blev indført i Samarias land af mændene fra Sefarvajim, som Assyriens konge havde bosat dér (2 Kong 17,31). I det babyloniske panteon er Anu, himlens gud, en af de tre hovedguder, og Adar, ellers kendt som Ninib, er en solgud. Med hensyn til udsagnene i dette vers i Kongebøgerne er arkæologerne uenige på nogle vigtige punkter, og det er et tilfælde, hvor det kan være passende for den, der ikke er ekspert, at holde dommen tilbage. Men i det mindste en del af de påståede vanskeligheder er opstået, fordi man ikke har fået fat i den israelitiske fortællers synsvinkel. Han skriver fra en tid betydeligt senere end indførelsen af de institutioner, han taler om — sent nok til, at udtrykket »indtil denne dag« passer (2 Kong 17,34), sent nok til, at ord og brugsmåder kan have undergået ændringer. Han beskriver en blanding af religioner, som han tydeligvis betragter som fortjent til foragt og latterliggørelse, selv bortset fra falskheden i de religioner, der indgår i den. Denne blanding beskriver han som bestående af bestanddele af tre slags — for det første de importerede folks importerede religioner; for det andet de lokale offerhøjsreligioner (2 Kong 17,32 osv.); og for det tredje Jahve-religionen i Nordisrael (ikke den i Jerusalem). Det er ikke sandsynligt, at han mente, at de praktiserede nogen kult i dens rene form. De forurenede Jahves religion ved at indføre kana'anæiske skikke i den, og de har sandsynligvis gjort det samme med de fædrene religioner, som de bragte med sig. Egennavnene kan være korrekte som udtryk for brugen i Israels land, selv om de afviger noget fra den egentlige babyloniske brug. Skribenten siger, at de »brændte deres børn i ilden for Adrammelek«, men dette beviser ikke nødvendigvis, at han mente, at de havde bragt denne praksis med fra Babylonien; hans tanke kan være, at de fordærvede selv deres egen falske kult ved at indføre denne frygtelige kana'anæiske rite i den. Når man overvejer, hvilken betydning monumenternes vidnesbyrd har for sagen, bør overvejelser af denne art ikke forsømmes.

(2) Navnet på en søn af Sankerib, Assyriens konge — en af de to, der dræbte ham og flygtede, hvilket indirekte førte til Esarhaddons tronbestigelse (2 Kong 19,37; Es 37,38). Omtale af hændelsen findes på monumenterne, og spor af navnet forekommer i Abydenus’ og Polyhistors skrifter.

Willis J. Beecher