Asmodæus

az-mo-de'-us ('ashmedhai; Asmodaios): En ond ånd, der først nævnes i Tobit 3,8. Ældre etymologer afledte navnet af det hebraiske verbum shamadh, "ødelægge"; men nu anses det almindeligvis for at være forbundet med zoroastrismen, som jøderne lærte at kende under eksilet, og som senere jødiske opfattelser af åndeverdenen blev stærkt påvirket af. Det anses nu for at svare til det persiske Aeshma-Deva, begærets ånd. Ånden regnes til tider for at være lige så mægtig som "Abaddon" (Job 31,12) og "Apollyon" (Åb 9,11), og i Tobit fremstilles den som forelsket i Sara, Raguels eneste datter fra Ekbatana, og som årsag til, at syv mænd, der efter tur havde giftet sig med hende, døde på bryllupsnatten. Hans magt blev brudt af den unge Tobias, der handlede efter englen Rafaels råd (Tobit 6,15). På "røgelsens aske" brændte han hjertet og leveren af en fisk, som han havde fanget i Tigris. "Men da djævelen mærkede lugten, flygtede han til de øverste egne af Egypten, og englen bandt ham" (Tobit 8,3). Milton henviser til hændelsen i Paradise Lost, 4, 168-71, idet han bygger på jødisk dæmonologi og "englenes kærlighedsforhold" (1 Mos 6,2).

J. Hutchison