Djævel

(Gr. diabolos), en bagtaler, ærkefjenden af menneskets åndelige interesser (Job 1,6; Åb 2,10; Zak 3,1). Han kaldes også “brødrenes anklager” (Åb 12,10).

I 3 Mos 17,7 er ordet “djævel” oversættelsen af det hebraiske sair, der betyder en “gedebuk” eller “satyr” (Es 13,21; 34,14), med hentydning til skovdæmonerne, som var genstande for afguderisk dyrkelse blandt hedningerne.

I 5 Mos 32,17 og Sl 106,37 er det oversættelsen af hebraisk shed, der betyder herre og afgud, af jøderne opfattet som en “dæmon,” sådan som ordet gengives i Revised Version.

I evangeliernes beretninger om “uddrivelse af djævle” bruges et andet græsk ord (daimon). På vor Herres tid var der hyppige tilfælde af dæmonisk besættelse (Matt 12,25-30; Mark 5,1-20; Luk 4,35; 10,18, osv.).