Egypten

Nilens og pyramidernes land, det ældste kongerige vi har nogen optegnelse om, indtager en plads af stor betydning i Skriften.

Egypterne tilhørte den hvide race, og deres oprindelige hjem er stadig et omstridt spørgsmål. Mange forskere mener, at det lå i Sydarabien, og nyere udgravninger har vist, at Nildalen oprindeligt var beboet af en lavtstående befolkning, måske af nigritisk stamme, før historiens egyptere trængte ind i den. Det gamle egyptiske sprog, hvis seneste form er koptisk, er fjernt beslægtet med den semitiske sprogfamilie.

Geografisk består Egypten af to halvdele: den nordlige, Deltaet, og den sydlige, Øvre Egypten, mellem Kairo og den første katarakt. I Det Gamle Testamente kaldes Nord- eller Nedre Egypten Mazor, “det befæstede land” (Es 19,6; 37: 25, hvor KJV fejlagtigt oversætter “forsvar” og “belejrede steder”); mens Syd- eller Øvre Egypten er Patros, det egyptiske Pa-to-Res, eller “sydens land” (Es 11,11). Men hele landet omtales som regel under det dobbelte navn Mizraim, “de to Mazor’er”.

Egyptens civilisation går tilbage til en meget fjern oldtid. De to riger i nord og syd blev forenet af Menes, grundlæggeren af det første historiske kongedynasti. De første seks dynastier udgør det, der kaldes Det Gamle Rige, som havde sin hovedstad i Memfis, syd for Kairo, kaldet Mof (Hos 9,6) og Nof i Det Gamle Testamente. Det indfødte navn var Mennofer, “det gode sted”.

Pyramiderne var gravmæler for monarkerne i Det Gamle Rige; dem ved Giza blev opført på det fjerde dynastis tid. Efter Det Gamle Riges fald kom en periode med tilbagegang og dunkelhed. Den blev fulgt af Mellemste Rige, hvis mægtigste dynasti var det tolvte. Fayyum blev gjort egnet til landbrug af kongerne i det tolvte dynasti; og to obelisker blev rejst foran solgudens tempel i On eller Heliopolis (nær Kairo), hvoraf den ene stadig står. Hovedstaden i Mellemste Rige var Theben i Øvre Egypten.

Mellemste Rige blev styrtet ved invasionen af Hyksos, eller hyrdefyrster fra Asien, som herskede over Egypten, især i nord, i flere århundreder, og som omfattede tre kongedynastier. De havde deres hovedstad i Zoan eller Tanis (nu San), i den nordøstlige del af Deltaet. Det var på Hyksos’ tid, at Abraham, Jakob og Josef kom til Egypten. Hyksos blev til sidst fordrevet omkring 1600 f.Kr. af de arvelige fyrster i Theben, som grundlagde det attende dynasti og førte krigen ind i Asien. Kanaan og Syrien blev underlagt, ligesom Cypern, og det egyptiske riges grænser blev fastsat ved Eufrat. Sudan, som var blevet erobret af kongerne i det tolvte dynasti, blev igen indlemmet i Egypten, og Faraos ældste søn tog titlen “fyrste af Kush”.

En af dynastiets senere konger, Amenophis IV, eller Khu-n-Aten, forsøgte at erstatte Egyptens gamle statsreligion med en ny tro afledt fra Asien; den var en slags panteistisk monoteisme, hvor den ene højeste gud blev tilbedt under billedet af solskiven. Forsøget førte til religiøs og borgerlig krig, og Farao trak sig tilbage fra Theben til Mellem-Egypten, hvor han byggede en ny hovedstad på stedet for det nuværende Tell-el-Amarna. De kileskriftstavler, der er fundet dér, udgør hans udenlandske korrespondance (omkring 1400 f.Kr.). Han omgav sig med embedsmænd og hofmænd af asiatisk og især kana’anæisk afstamning; men det indfødte parti formåede til sidst at vælte regeringen, Khu-n-Atens hovedstad blev ødelagt, og fremmede blev drevet ud af landet, mens de, der blev tilbage, blev gjort til livegne.

Den nationale triumf blev markeret ved fremkomsten af det nittende dynasti, i hvis grundlægger, Ramses I, vi må se den “nye konge, som ikke kendte Josef”. Hans sønnesøn, Ramses II, regerede i syvogtres år (1348-1281 f.Kr.) og var en utrættelig bygmester. Da Pitom, udgravet af dr. Naville i 1883, var en af de byer, han byggede, må han have været undertrykkelsens farao. Udvandringens farao kan have været en af hans umiddelbare efterfølgere, hvis regeringstider var korte. Under dem mistede Egypten sit rige i Asien og blev selv angrebet af barbarer fra Libyen og nordfra.

Det nittende dynasti fik kort efter sin ende; Egypten blev splittet af borgerkrig; og i en kort tid herskede en kana’anæer, Arisu, over det.

Derefter kom det tyvende dynasti, hvis anden farao, Ramses III, genoprettede sit lands magt. I et af sine felttog løb han den sydlige del af Israels land over ende, hvor israelitterne endnu ikke havde bosat sig. De må på den tid stadig have været i ørkenen. Men det var under Ramses III’s regering, at Egypten endeligt mistede Gaza og de tilstødende byer, som blev erobret af Pulista, eller filistrene.

Efter Ramses III gik Egypten i forfald. Salomo giftede sig med datteren af en af de sidste konger i det enogtyvende dynasti, som blev styrtet af Shishak I, lederen af de libyske lejesoldater, der grundlagde det toogtyvende dynasti (1 Kong 11,40; 14,25, 26). En liste over de steder, han erobrede i Israels land, er indhugget på ydersiden af sydmuren i Karnak-templet.

På Hizkijas tid blev Egypten erobret af etiopiere fra Sudan, som udgjorde det femogtyvende dynasti. Den tredje af dem var Tirhaka (2 Kong 19,9). I 674 f.Kr. blev det erobret af assyrerne, som delte det i tyve satrapier, og Tirhaka blev drevet tilbage til sine fædrene besiddelser. Fjorten år senere gjorde det med held oprør under Psammetichus I fra Sais, grundlæggeren af det seksogtyvende dynasti. Blandt hans efterfølgere var Neko (2 Kong 23,29) og Hofra, eller Apries (Jer 37,5, 7, 11). Dynastiet fik sin ende i 525 f.Kr., da landet blev underlagt af Kambyses. Kort efter blev det organiseret som en persisk satrapi.

Titlen Farao, som gives til de egyptiske konger, er det egyptiske Per-aa, eller “det store hus”, som kan sammenlignes med betegnelsen “Den Høje Port”. Den findes i meget tidlige egyptiske tekster.

Den egyptiske religion var en mærkelig blanding af panteisme og dyredyrkelse, idet guderne blev tilbedt i skikkelse af dyr. Mens de dannede klasser opløste deres mange guddomme i manifestationer af én allestedsnærværende og almægtig guddommelig kraft, betragtede de lavere klasser dyrene som inkarnationer af guderne.

Under Det Gamle Rige stod Ptah, Skaberen, Memfis’ gud, i spidsen for panteonet; senere indtog Amon, Thebens gud, hans plads. Amon blev, ligesom de fleste andre guder, identificeret med Ra, solguden fra Heliopolis.

Egypterne troede på en opstandelse og et fremtidigt liv, såvel som på en tilstand med belønninger og straffe afhængigt af vores adfærd i denne verden. De dødes dommer var Osiris, som var blevet dræbt af Set, ondskabens repræsentant, og siden bragt tilbage til livet. Hans død blev hævnet af hans søn Horus, som egypterne påkaldte som deres “Forløser”. Osiris og Horus udgjorde sammen med Isis en treenighed, som man mente repræsenterede solguden under forskellige former.

Allerede på Abrahams tid var Egypten et blomstrende og fast etableret monarki. Dets ældste hovedstad i den historiske periode var Memfis, hvis ruiner stadig kan ses nær pyramiderne og sfinksen. Da Menes’ gamle rige fik sin ende, blev rigets sæde flyttet til Theben, omkring 300 miles længere op ad Nilen. Kort tid efter blev Deltaet erobret af Hyksos, eller hyrdekongerne, som fastlagde deres hovedstad i Zoan, det græske Tanis, nu San, ved Nilens tanitiske arm. Alt dette skete før den nye konges tid, “som ikke kendte Josef” (2 Mos 1,8). I senere tider blev Egypten erobret af perserne (525 f.Kr.) og af grækerne under Alexander den Store (332 f.Kr.), hvorefter ptolemæerne herskede over landet i tre århundreder. Senere var det i en tid en provins i Romerriget; og til sidst, i 1517 e.Kr., faldt det i tyrkernes hænder, hvis rige det endnu nominelt udgør en del af. Abraham og Sara drog til Egypten på hyrdekongernes tid. Josefs landflygtighed og Jakobs vandring til “Gosens land” fandt sted omkring 200 år senere. Ved Salomos død invaderede Shishak, Egyptens konge, Israels land (1 Kong 14,25). Han efterlod en liste over de byer, han erobrede.

En række bemærkelsesværdige lertavler, opdaget ved Tell-el-Amarna i Øvre Egypten, er de vigtigste historiske kilder, der nogensinde er fundet i forbindelse med Bibelen. De bekræfter på det fyldigste de historiske udsagn i Josvabogen og beviser civilisationens ælde i Syrien og Kanaan. Da leret i forskellige dele af landet er forskelligt, har det vist sig muligt alene ud fra leret at afgøre, hvor tavlerne kommer fra, når skriverens navn er gået tabt. Indskrifterne er i kileskrift og på aramæisk, der ligner assyrisk. Skriverne er fønikere, amoritter og filistre, men i intet tilfælde hittitter, selv om hittitter nævnes. Tavlerne består af officielle depecher og breve, dateret fra 1480 f.Kr., adresseret til de to faraoer, Amenophis III og IV, den sidste i dette dynasti, fra kongerne og guvernørerne i Fønikien og Kanaan. Her forekommer navnene på tre konger, som blev dræbt af Josva: Adoni-Sedek, konge i Jerusalem, Jafia, konge i Lakish (Jos 10,3), og Jabin, konge i Hasor (11,1); også hebræerne (Abiri) siges at være kommet fra ørkenen.

Skriftens vigtigste profetier om Egypten er disse: Es 19; Jer 43: 8-13; 44,30; 46; Ez 29-32; og det kunne let påvises, at de alle er blevet bemærkelsesværdigt opfyldt. For eksempel er Nofs (dvs. Memfis’) enestående forsvinden en opfyldelse af Jer 46,19, Ez 30,13.