Asmoneerne

as-mo-ne'-ans: En bemærkelsesværdig præstelig familie fra Modin i Judæa, også kaldet hasmonæere eller makkabæere. De tilhørte den del af det jødiske folk som under alle prøvelser og fristelser forblev tro mod Jahve, selv når det nationale liv og religionen syntes at være på deres laveste punkt, og det lykkedes dem, i det mindste for en tid, at genoprette Israels navn og ry. Alt i alt var de en yderst krigerisk familie. Men hele den asmoneiske historie giver rigeligt bevis på de bitre partidannelser, som, endnu mere end fjendernes forfølgelser, undergravede den nationale styrke og delte folket i bittert fjendtlige fraktioner.

Asmoneerne havde aldrig, i hele deres historie eller på noget givet tidspunkt i den, et forenet folk bag sig. De måtte kæmpe mod troløshed hjemme såvel som mod dødeligt fjendskab ude. En betydelig del af folket var ude af stand til at modstå den hedensk-gørende indflydelse fra de makedonske og syriske perioder, og i denne retning må de tusinder af hebraiske soldater, som kæmpede under de græske faner, have udøvet en uvurderlig indflydelse. Den asmoneiske kamp er derfor, i alle sine faser, tresidet, og det gør familiens overherredømme desto mere bemærkelsesværdigt. Kilderne til vores viden om denne periode findes hovedsagelig i Makkabæerbøgerne, i Josephus' Antiquities og Josephus' Jewish Wars og i spredte henvisninger hos Strabon, Livius og andre klassiske historikere.

Indholdet af Josephus' Antiquities beviser klart, at Josephus brugte Makkabæerbøgerne så vidt muligt, men at han derudover var i besiddelse af informationskilder, som nu er helt gået tabt. Navnet »Asmonean« er afledt af det hebraiske Chashman, »velhavende«. Chashman var en præst af Joaribs familie (Ant., XII, vi, 1; 1 Makk 2,1; 1 Krøn 24,7). Navnet »Makkabæer«, fra tilnavnet til Judas, Mattathias' søn, kan være afledt af det hebraiske maqqdbhah, »en hammer«; makhbi, »en udsletter«; eller fra de første bogstaver i den hebraiske sætning, Mi Khamokhah Ba-'elim YHWH? »Hvem blandt guderne, Herre, kan lignes med dig«, indskrevet på den makkabæiske fane i ordet Makhbiy.

1. Det asmoneiske oprør:

Antiochos Epifanes vendte i 169 f.Kr. tilbage fra de egyptiske krige, hvis frugter var blevet revet fra ham af den romerske magt, som et år senere, i hans fjerde krig, i Pompilius Laenas' person, kategorisk skulle befale ham at forlade Egypten én gang for alle. Således blev hans fire felttog mod hans arvefjende gjort fuldstændig frugtesløse. Alvorlige mistanker var blevet vakt i kongens hjerte mod jøderne, og da deres stridigheder om ypperstepræstedømmet gav ham en anledning, besluttede han for altid at knuse jødedommens magt og udslette dens forhadte religion. Således viste Apollonius sig i 168 f.Kr. foran Jerusalem (Josephus fortæller os, at det var kongen selv, BJ, V, ix, 4), ødelagde byen, vanhelligede templet ved at ofre svin på brændofferalteret, tilintetgjorde alle de hellige skrifter, man kunne få fat i, solgte utallige jøder og deres familier som slaver, forbød omskærelse under dødsstraf og indledte den mørke periode, som omtales af Da (9,27; 11,31). Således skrev Antiochos sit navn med blod og tårer på den jødiske histories sider. Mod dette grusomme tyranni og dette forsøg på at rykke Israels religion og deres gamle tro op med rode gjorde den makkabæiske familie oprør og blev således lederne i en desperat kamp for jødisk uafhængighed. Hvor langt det lykkedes dem i disse bestræbelser, vil den følgende skitse vise.

2. Mattathias:

Mattathias var en præst af Joaribs hus, ved oprørets udbrud sandsynligvis en flygtning fra Jerusalem, bosat i Modin, vest for byen, i Judæas højland, hvor han måske ejede en ejendom. Da syrerne forsøgte at tvinge ham til at ofre til afguder, nægtede han ikke blot at adlyde, men dræbte en jøde, som trådte frem til alteret, såvel som Apelles, den syriske kommandant, og en del af hans vagt (Ant., XII, vi, 2). Mens han på sin vej væltede hedenske altre, blev han fulgt ud i ørkenen af store skarer af trofaste jøder. Og da afvisningen af at kæmpe på sabbatsdagen havde ført til nedslagtningen af tusind af hans tilhængere, gav han jøderne frihed til at give sig i kamp på den dag. I 167 f.Kr., kort efter konfliktens begyndelse, bukkede han under for den ulige opgave og overlod fuldførelsen af værket til sine fem sønner, Johannes (Gaddis), Simon (Matthes), Judas (Makkabæus), Eleazar (Auran) og Jonatan (Apphes). På sit dødsleje udpegede han Simon som rådgiver og Judas som bevægelsens militære leder (Ant., XII, vi, 1). Disse to skulle sammen med Jonatan føre værket til fuldførelse.

3. Judas Makkabæus, 166-160 f.Kr.:

Judas viste sig fuldt ud værdig til sin fars forudseenhed og tillid. Hans militære talent var vidunderligt, hans snildhed forbløffende, hans mod løveagtigt, hans hurtighed som ørnens. Han minder stærkt om Josva, Israels gamle militære geni. Næsten alle hans slag blev udkæmpet mod umulige odds, og hans sejre fyldte syrerne med ærefrygt. Ved pludselige natlige angreb overraskede han de syriske generaler Apollonius og Seron (1 Makk 3,10.13) og spredte deres hære. Antiochos, der var rede til at straffe landene mod øst, som syntes at stå på randen af oprør, betroede ledelsen af den judæiske krig til Lysias, hans slægtning og yndling, som fik til opgave at udslette Israel og dets forhadte religion fra jordens overflade. Denne betroede den egentlige ledelse af fjendtlighederne til en stor og veludrustet hær under Ptolemæus, Nikanor og Gorgias.

Denne hær lå i lejr ved Emmaus, syd for Modin, mens Judas lå med sin lille styrke lidt mod sydøst. Da Gorgias forsøgte at overraske ham om natten, kastede Judas sig selv som en lavine over resten af den syriske hær og knuste den; derefter mødte han den tilbagevendende Gorgias, besejrede ham og vandt et enormt bytte. Lige så vellykket i felttoget i 165 f.Kr. indtog Judas Jerusalem og rensede og genindviede templet, netop fem år efter dets vanhelligelse. Sådan opstod den jødiske »lysfest«. Det næste år blev brugt på at undertvinge Idumæa, Jordanområdet, ammonitterne og flere vigtige af fjendens fæstninger, mens Simon drog nordpå og bragte de jødiske fanger tilbage fra Galilæa og Jordans kilder.

Imens var Antiokus død under felttoget i øst, og hans død indledte det syriske riges sammenbrud. Filip blev udnævnt til formynder for barnekongen, mens hans onkel Demetrios søgte at afsætte ham ved romernes hjælp. Makkabæernes belejring af Jerusalems fæstning, som stadig var i syrernes hænder, fik Filip til at gøre en heroisk indsats for at knuse Judas og hans voksende magt, og han marcherede hurtigt mod Judæa med en stor og veludrustet hær. Overmagten var for stærk for Judas; hans skare blev skræmt af de syriske krigselefanter, og i slaget ved Bet-Zakarias blev makkabæerne besejret, og Eleazar, den yngste bror, blev dræbt. Jerusalem blev indtaget af syrerne, tempelmuren blev brudt ned, og kun den truende fare for et angreb fra kongens sydlige fjender reddede den makkabæiske sag. Lysias trak sig tilbage, men efterlod en stærk garnison i Jerusalem. Alt syntes tabt.

Alkimos, leder af de illoyale jøder og Judas' dødsfjende, blev gjort til ypperstepræst, og han bad Demetrios, som havde erobret den syriske trone, om at komme ham til hjælp mod makkabæerne i 162 f.Kr. Bakchides blev sendt med en stærk styrke og søgte forgæves ved forræderi at få Judas i sin magt. Han hærgede blandt jøderne ved at dræbe både ven og fjende og vendte tilbage til Østen, hvor han blev efterfulgt af Nikanor, som heller ikke formåede at skaffe Judas af vejen ved forræderi. I det efterfølgende slag ved Kafarsalama blev han besejret og tvunget til at trække sig tilbage til Jerusalem og derfra til Bet-Horon, hvor Judas angreb, igen besejrede og dræbte ham. I denne time af håb og frygt blev Judas ledt til at søge en romersk alliance, hvis fuldbyrdelse han aldrig kom til at se. Fra den dag ændrede hans lykke sig. En ny syrisk hær under Bakchides og den falske præst Alkimos nærmede sig Jerusalem. Judas indlod sig i kamp med dem ved Elasa i april 161 f.Kr. Med kun 3.000 mand gik han i kamp mod de syriske styrker. Det lykkedes ham at besejre syrernes venstre fløj under Bakchides, men han blev til gengæld omringet og besejret af højre fløj. Da alt håb om flugt var afskåret, samlede Judas sine bedste krigere omkring sig og faldt til sidst, omgivet af bunker af dræbte fjender. Mærkeligt nok udleverede syrerne hans lig til Simon og hans bror Jonatan, som begravede ham ved hans fars side i Modin.

4. Jonatan, 160-143 f.Kr.:

Judas' død lammede for en stund den revolutionære bevægelse, mens den øgede syrernes beslutsomhed. Alle tidligere privilegier blev tilbagekaldt, og makkabæernes tilhængere blev strengt forfulgt. Men alt dette tjente kun til at knytte partiet tættere sammen, og den øverste kommando blev overdraget til Jonatan, den yngste bror, lige så dristig som Judas og måske endnu snedigere. Han styrtede ud i ørkenen, befriede sig for byrden af kvinderne og børnene, og da disse, under hans bror Johannes' omsorg, blev udryddet af Amri, tog han blodig hævn over dem. Overrasket af Bakchides, den syriske general, tilføjede han denne store tab og undslap over Jordan. Forræderen Alkimos' død i 160 f.Kr. lettede for en tid situationen, og makkabæernes styrke voksede hurtigt. Et andet felttog af Bakchides viste sig frugtesløst over for Jonatans og Simons dristighed og list, og det lykkedes dem at slutte fred med syrerne (Ant., XIII, i, 5, 6), men Jerusalems borg og andre fæstninger forblev i fjendens hænder.

Begivenhederne i året 153 f.Kr. ændrede imidlertid hele sagens udseende. Demetrios så sin trone truet af Alexander Balas, en romersk favorit. I et forsøg på at sikre sig makkabæernes hjælp udvidede han i høj grad de tidligere indrømmelser, og da Balas overgik ham i gavmildhed og udnævnte Jonatan til ypperstepræst med praktisk talt kongelige beføjelser, spillede makkabæerne snedigt den ene ud mod den anden. Siden Alkimos' død havde ypperstepræstedømmet nu stået tomt i syv år (Ant., XIII, ii, 3); derfor var udnævnelsen overordentlig tilfredsstillende for jøderne. I sin yderste nød tilbød Demetrios i praksis noget, der svarede til uafhængighed, men makkabæerne havde gennem bitter erfaring lært værdien af sådanne løfter. Jonatans kløgt fik ham til at vende det kolde skulder til alle Demetrios' smukke løfter og betro sin lykke til Balas, og ikke forgæves, for den førstnævnte døde i kamp med den sidstnævnte (Ant., XIII, ii, 4).

Jonathan overgik alle sine brødre i list og sluttede sig altid til den side, der så mest lovende ud, som det fremgår af hans forhold til Ptolemaios Filometor, Balas og Demetrios. Da den sidstnævntes sag i 148 f.Kr. blev støttet af Apollonios, Syriens statholder, viste Jonathan det sande makkabæiske militære geni ved at vinde en markant sejr over ham. Balas gav nu den længe eftertragtede tilladelse til at nedbryde det gamle syriske tårn i Jerusalem, som så længe havde været en torn i siden på makkabæerne. Ak, under belejringen døde både Balas og Filometor, og Demetrios åndede hævn mod Jonathan. Men denne vandt behændigt kongen over ved store gaver (Ant., XIII, iv, 9) og accepterede de begrænsede friheder, der blev tilbudt. Idet han dog udnyttede det syriske hofs endeløse intriger, sluttede han sig snart til Tryfon, den nye tronkræver, og med hjælp fra sin bror Simon udstrakte han makkabæernes magt over næsten hele landet. I den næste syriske krig vandt han en næsten mirakuløs sejr over fjenden (Ant., XIII, v, 7; 1 Makk 11,67 ff.). Træt af den endeløse kamp og længselsfuld efter en stærk arm at støtte sig til, søgte han ligesom Judas en fornyelse af den romerske alliance, men oplevede aldrig dens virkeliggørelse. Tryfon, som frygtede ham, tog ham forræderisk til fange i Ptolemais; alle hans tilhængere blev straks dræbt, og han selv blev senere henrettet i Basca i Koilesyrien (Ant., XIII, vi, 2, 6).

5. Simon, 143-135 f.Kr.:

Således stod makkabæerne igen over for en stor krise. Men Simon, den eneste overlevende af Mattathias' sønner, trådte nu ind i bruddet, forpurrede alle Tryfons forræderiske planer, mødte strategi med strategi, fornyede alliancen med Demetrios og opnåede af ham ypperstepræstedømmet. Alle de gamle privilegier blev fornyet, alliancen med Tryfon blev tilgivet af kongen, og makkabæerne besluttede at regne denne æra som begyndelsen på deres sande frihed (1 Makk 13,41). Den forhadte fæstning Gazara faldt, og til sidst blev Jerusalems citadel nedkæmpet, og selv den høj, som det havde stået på, blev fuldstændig jævnet i løbet af de følgende tre år (Ant., XIII, vi, 7). Simon, begunstiget af den syriske magts forfald, førte makkabæernes herredømme til højdepunktet af dets herlighed. Det eneste betydelige bygningsværk, der blev foretaget i hele perioden, var asmoneernes prægtige gravmæle i Modin, bygget af Simon, som kunne ses helt fra Middelhavet. Han var den første af makkabæerne, der prægede sin egen mønt, og han holdt stand, med hjælp fra sine sønner Johannes og Judas, mod den nye syriske prætendent, Antiokos Sidetes, 139 f.Kr., men faldt til sidst som offer for sin egen svigersøn Ptolemaios' forræderi (Ptolemy, 1 Makk 16,11) ved et festmåltid, der var forberedt for ham (135 f.Kr.). Hans hustru og sønner, Mattathias og Judas, blev samtidig taget til fange (Ant., XIII, vii, 4; BJ, I, ii, 3).

6. Johannes Hyrkanos, 135-105 f.Kr.:

Johannes efterfulgte sin far både som fyrste og ypperstepræst, og hans lange regering viste alle de sande makkabæeres kendetegn. De ældre kilder forsvinder her af syne, og næsten alt, hvad vi ved, stammer fra Josefus. Johannes Hyrkanos' regering begyndte midt i store vanskeligheder. Næppe var Ptolemaios blevet skaffet af vejen, før Antiokos viste sig foran Jerusalem med en stærk hær og indesluttede byen tæt. I en våbenhvile med kongen opnåede Hyrkanos så gunstige betingelser som muligt, betalte en løsesum og måtte tillade, at bymuren blev nedrevet. For at skaffe penge åbnede og plyndrede han Davids grav (Ant., XIII, viii, 4) og fik således en stående hær til landets forsvar. Med denne hær ledsagede han kongen til partherkrigen, hvor Antiokos blev dræbt. Hyrkanos kastede nu det syriske åg af sig og begyndte en erobringskrig. I et hurtigt felttog erobrede han området på den anden side af Jordan, ødelagde Samaria og dets tempel og hærgede Idumæas land, hvis folk nu blev indlemmet i det jødiske samfund ved en tvungen omskærelse (Ant., XIII, ix, 1).

Ved et gesandtskab, det tredje i den asmoneiske historie, sluttede han en alliance med Rom. Imens var der hjemme blevet vakt en stærk partisk ånd imod ham, fordi han forlod farisæernes parti for at slutte sig til saddukæerne, deres bitre fjender. Således rejste de mænd, som fra begyndelsen havde været selve kernen i det makkabæiske oprør, nu et oprør mod ham. Det hagiokratiske syn på det jødiske liv havde fra begyndelsen været essensen af den asmoneiske bevægelse, og som årene gik, blev kløften mellem de to store partier i Israel stadig bredere. Bruddet med farisæerne syntes som et brud med alle asmoneiske forudsætninger. Kernen i uroen lå i Hyrkanos' dobbelte magt, idet han, imod den farisæiske lære, forenede både den kongelige og den præstelige værdighed i én person. Og efterhånden som farisæerne voksede i styrke, voksede de også i ærefrygt for fædrenes overleveringer, mens saddukæerne kun lagde vægt på det skrevne vidnesbyrd og desuden i det hele taget var meget liberale i deres synspunkter. Kun Hyrkanos' enorme popularitet gjorde ham i stand til at ride denne storm af. Efter en regering på næsten tre årtier døde han i fred, misundt for tre ting--besiddelsen af den højeste magt i Israel, besiddelsen af ypperstepræstedømmet og profetiens gave (Ant., XIII, x, 7).

7. Et døende hus, 105-37 f.Kr.:

Med Johannes Hyrkanos forsvandt makkabæerhusets herlighed. Det, der står tilbage, er kun den sørgelige fortælling om ydre og indre forfald. Perioden, der dækkes, er kun seks eller syv årtier. Da Hyrkanos kendte sin familie, havde han udpeget sin hustru til den øverste magt, mens Aristobulos, hans ældste søn, skulle overtage ypperstepræstedømmet. Men næppe var denne blevet indsat i embedet, før han kastede masken, antog kongetitlen, fængslede sin mor og lod hende sulte ihjel samt satte sine tre yngste brødre i fængsel; kun Antigonos lod han være på fri fod, men ham lod han kort efter myrde i et anfald af jalousi over magten (Ant., XIII, xi, 1,2,3). Kort efter døde han af en tarmsygdom, kun lidt begrædt af sit folk. Hans barnløse enke ophøjede den ældste af Hyrkanos' overlevende sønner, Jannæus Alexander, til tronen og giftede sig med ham. Denne mand begyndte sin regering med mordet på en af sine tilbageværende brødre og sluttede sig, efter sin fars eksempel, til saddukæernes parti. Indviklet i bitre krige, som opstod fra alle sider, viste han, at makkabæernes gamle militære geni ikke var helt forsvundet. Da farisæerne vakte en omfattende opstand mod ham, knuste han bevægelsen i en strøm af blod (Ant., XIII, xiv, 2). I den indbyrdes krig, der fulgte, dræbte han omkring 50.000 af sit eget folk og var i praksis landflygtig fra sin egen by og regering. Da han kun regerede ved rå magt, gjorde han de sidste år af sin regering mørke og dystre. Josefus berører kun let de bitre begivenheder i denne opstand, som på begge sider var præget af stor brutalitet (Ant., XIII, xiv, 2). Skønt han led af en uhelbredelig form for kvartansfeber, førte han krig til det sidste og døde under belejringen af Ragaba. På sit dødsleje rådede han sin dronning til at kaste sig i farisæernes vold: et klogt råd, som udfaldet viste, for hun fik lov til at beholde kronen og at indsætte sin søn Hyrkanos i ypperstepræsteembedet.

Således regerede hun i ni år (78-69 f.Kr.). Ved hendes død stræbte hendes søn Aristobulos, som hun havde holdt borte fra offentlige anliggender, og som havde sluttet sig til saddukæernes sag, efter kronen. Endnu en indbyrdes krig blev resultatet, og i den sejrede Aristobulos. Hyrkanos indvilligede, mod en stor økonomisk godtgørelse, i helt at holde sig fra offentlige anliggender. Den herodianske familie, som skyldte makkabæerne alt (Ant., XIV, i, 3), træder nu frem på scenen. Antipater, en ven af Hyrkanos, fik ham til at flygte til Aretas, kongen af Arabien, i Petra, med hvem han sluttede en alliance. I den efterfølgende krig blev Aristobulos besejret, indesluttet i Jerusalem og tvunget til at påkalde romernes hjælp; med deres bistand blev araberne slået tilbage (Ant., XIV, ii, 3). Samme år kom Pompejus til Damaskus, hvor han befandt sig mellem tre fronter, for ikke blot de to brødre, men også et stort hierokratisk parti af farisæere krævede at blive hørt. Dette sidste parti afviste både Aristobulos og Hyrkanos som herskere. Gennem Antipaters rænker tog Pompejus parti for Hyrkanos, hvorefter Aristobulos gjorde sig klar til krig. Pompejus marcherede straks mod Jerusalem, og den ubeslutsomme Aristobulos mødte ham med løfter om underkastelse og gaver. Da hans tilhængere imidlertid nægtede at opfylde disse løfter, blev Aristobulos fængslet, og Pompejus indesluttede straks Jerusalem, som blev taget ved storm ved påsken i 63 f.Kr., efter en belejring på tre måneder. Pompejus trådte ind i templets allerhelligste og fremmedgjorde derved for altid det farisæiske parti fra Rom. Men han plyndrede ikke templet og udnævnte Hyrkanos til ypperstepræst.

Denne begivenhed markerer sammenbruddet af den makkabæiske magt. Det, der følger, er kun dødskampene. Aristobulos og hans to sønner, Alexander og Antigonos, blev ført til Rom som fanger. Undervejs undslap Alexander og genoptog den frugtesløse kamp i Judæa, blot for straks at blive knust af den romerske general Gabinius. Lidt senere undslap også både Aristobulos og Antigonos. Da den førstnævnte vendte tilbage til hjemlandet, førte han, ligesom sin søn, et kort og tappert, men frugtesløst felttog og blev som fange ført tilbage til Rom, hvor han døde af gift, på tærsklen til at skulle begynde tjeneste under de romerske faner, 49 f.Kr. Alexander blev henrettet i Antiokia af Pompejus. Af alle de makkabæiske fyrster var der således kun Antigonos og Hyrkanos tilbage. Den idumæiske magt stod nu i begreb med at fortrænge den makkabæiske. Herodes, Antipaters søn, tog, som hans far havde gjort, parti for Hyrkanos mod Antigonos. Partiurolighederne i Rom og i hele riget gjorde det muligt, at den sidste fase af det hasmonæiske drama blev udspillet i den endelige strid mellem Hyrkanos og Antigonos. Herodes var i Judæa sammen med Hyrkanos, da Antigonos med de parthiske horder oversvømmede landet, tvang Herodes til hastigt at forlade Israels land og, efter at have erobret Jerusalem i 40 f.Kr., sendte sin onkel Hyrkanos som fange til Østen, efter at have skåret hans ører af for for altid at gøre ham uegnet til ypperstepræsteembedet (Ant., XIV, xiii, 10).

Herodes opnåede nu romernes hjælp og tilladelse til at generobre Judæa. I et rasende felttog, præget af de mest rystende grusomheder, besatte han størstedelen af landet og lykkedes til sidst i 37 f.Kr. med at indtage Jerusalem. Antigonos overgav sig, men blev henrettet i Antiokia af Antonius, på Herodes' tilskyndelse (Ant., XIV, xvi, 4). Skæbnen for resterne af den makkabæiske stamme, ved Herodes' hænder, kan findes ved at slå op i artiklen under Makkabæerne.

Henry E. Dosker