Ateisme

a'-the-iz'-m (atheos, "uden Gud" (Ef 2,12)): Almindeligvis forstås dette ord som en benægtelse af Guds eksistens, en vantro på Gud, det modsatte af teisme. Men det synes bedre, at vi betragter det under fire hovedpunkter for at få en klar idé om de forskellige betydninger, hvori det er blevet brugt.

(1) Den klassiske.

I denne betydning betyder det ikke en benægtelse af et guddommeligt væsens eksistens, men benægtelsen af en bestemt nations guds eksistens eller virkelighed. Således blev de kristne gentagne gange anklaget for ateisme på grund af deres vantro på hedenskabets guder. Anklagen var ikke, at de ikke troede på nogen gud, men at de benægtede eksistensen og virkeligheden af de guder, som blev dyrket, og for hvem nationen hidtil havde bøjet sig. Dette blev betragtet som en så stor forbrydelse, en så farlig sag for nationen, at man mente, det var en retfærdig grund til de mest grusomme og målrettede forfølgelser. Sokrates' lære kastede en skygge over virkeligheden af gudernes eksistens, og denne anklage blev rejst mod ham af hans samtidige. Cicero bruger også ordet i denne betydning i sin anklage mod Diagoras fra Athen. Ja, en sådan brug af det er almindelig i hele den klassiske litteratur.

(2) Den filosofiske.

Det menes ikke, at de forskellige filosofiske systemer, som dette udtryk anvendes om, faktisk benægter eksistensen af et guddommeligt væsen eller af en første årsag, men at de er ateistiske i deres lære og har tendens til at rokke menneskehedens tro på Guds eksistens. Der er ganske vist en tro på en første årsag, på kraft, på bevægelse, på en bestemt sammensætning af materialer, der frembringer liv, men det guddommelige væsen, sådan som teismen lærer det, benægtes fuldstændigt. Dette gælder Fichtes idealisme, Spinozas idealistiske panteisme, Schellings naturlige panteisme og lignende tankeformer. Når ordet ateisme anvendes om den lære, der her er nævnt, er det ikke teismens hensigt at angribe dem som helt uden tro på et guddommeligt væsen; men den fastholder, at Gud er en person, et selvbevidst væsen, ikke blot en første årsag eller kraft. At benægte denne grundlæggende påstand i teismen er at gøre læren ateistisk, en benægtelse af det, som er væsentligt for teismen (Hebr 11,3).

(3) Den dogmatiske.

Den benægter helt og holdent Guds eksistens. Det er ofte blevet hævdet, at dette i virkeligheden er umuligt. Cousin har sagt: "Det er umuligt, fordi Guds eksistens er underforstået i enhver påstand." Det er dog sandt, at der til alle tider har været personer, som erklærede sig for absolutte ateister. Det gælder især det 18. århundrede, en periode med udbredt skepsis--hvor ikke få, især i Frankrig, bekendte sig som ateister. I mange tilfælde skyldtes det dog en løs brug af ordet, en skødesløs definition og undertiden en ånd af praleri.

(4) Praktisk ateisme.

Den har slet intet med tro at gøre. Ja, den accepterer teismens påstande. Den har udelukkende med livsførelsen at gøre. Det er at leve, som om der ikke fandtes nogen Gud.

Den tager ofte form af fuldstændig ligegyldighed over for det guddommelige væsens krav eller igen af åbenlys og trodsig ondskab (Sl 14,1). At denne form for ateisme er vidt udbredt, er velkendt. Den ledsages i mange tilfælde af en eller anden form for vantro eller fordom eller falsk opfattelse af kirken eller kristendommen. Dogmatisk ateisme er ikke længere en trussel eller endda en hindring for kristendommens fremgang, men praktisk ateisme har en udbredt indflydelse og er et farligt element i vort moderne liv (sammenlign Es 31,1; Jer 2,13; Jer 2,17; Jer 2,18; Jer 18,13-15). Uanset formen, om det er religiøs agnosticisme, der benægter, at vi kan vide, at Gud eksisterer, eller kritisk ateisme, der benægter, at beviserne for hans eksistens er tilstrækkelige, eller dogmatisk eller praktisk ateisme, er den altid et negationens system og river som sådan ned og ødelægger. Den ødelægger den tro, som alle menneskelige relationer bygger på. Da der ingen Gud er, findes der intet rigtigt eller forkert, og menneskelig handling er hverken god eller ond, men bekvem eller ubekvem. Den efterlader menneskesamfundet uden grundlag for orden og menneskelig regering uden fundament (Rom 1,10-32). Alt er håbløst, alt er elendighed, alt går mod graven, og graven gør ende på alt.

Argumenter mod ateisme kan sammenfattes således:

(1) Den er i strid med fornuften. Historien har igen og igen vist, hvor umuligt det er at bringe sindet til ro i denne lære. Selv om buddhismen er ateistisk i sin lære, er afgudsdyrkelse udbredt i de lande, hvor den råder. Mens Auguste Comtes positive filosofi byggede på en benægtelse af Guds eksistens, afslører hans forsøg på at grundlægge menneskehedens nye religion med gudstjenestens ritualer og ceremonier, hvordan længslen efter tilbedelse ikke kan undertrykkes. Det er en åbenbaring af den kendsgerning, som så ofte ses i den menneskelige tænknings historie, at sindet ikke kan finde hvile i ateismens læresætninger.

(2) Den er i strid med menneskelig erfaring. Hele historien vidner om, at der findes dybe religiøse instinkter i menneskets bryst. At betragte disse som vildledende og ufornuftige ville i sig selv være fuldstændig ufornuftigt og uvidenskabeligt. Men kendsgerningen om en sådan åndelig længsel indebærer også, at der findes et væsen, som svarer på og kan tilfredsstille hjertets råb (Hebr 11,6). I sine Bampton Lectures har Reville sagt om dette emne: "Det ville være irrationelt i højeste grad at fastslå eksistensen af et sådant behov og en sådan tendens og dog tro, at behovet ikke svarer til noget, at tendensen ikke har noget mål."

(3) Den formår ikke at gøre rede for beviset på planmæssighed i universet.

Se kosmologi.

(4) Den formår ikke at gøre rede for menneskets og verdens eksistens i almindelighed. Her er universet: hvordan blev det til? Her er mennesket: hvordan skal det forklares? På disse og lignende spørgsmål har ateisme og ateistisk filosofi intet fyldestgørende svar at give. Se også kosmologi; skabelse; Gud.

Jacob W. Kapp