Sandhed

trooth (`emeth, emunah, grundbetydning: "fasthed", "stabilitet" (sammenlign 2 Mos 17,12), deraf "bestandighed", "trofasthed" osv.; Septuagintas apokryfer og Det Nye Testamente: aletheia (Rom 3,7), pistis (Rom 3,3); i adjektivisk og adverbiel betydning: "i sandhed", "sandelig", "trofast" osv.; alethos (Luk 21,3; Joh 6,14; Joh 7,40; 1 Thess 2,13); alethinos (Joh 17,3); ontos (1 Kor 14,25); pistos (1 Tim 3,1); i King James Version; Revised Version (British and American), American Standard Revised Version, som regel "trofast"; angelsaksisk: treow, tryw med germansk stamme, trau-, "at tro", "at holde tro"):

I. UDTRYK

II. ALMINDELIG OVERSIGT

1. Sandhedens aspekter

(1) Ontologisk

(2) Logisk

(3) Moralsk

(4) Religiøs

2. Sandhedens normer

3. Særlige træk i bibelske skrifter

III. ANALYTISK SAMMENFATNING

1. Sandhed i Gud

2. Sandhed i mennesket

3. Sandhed i religionen

I. Udtryk.

Det engelske ord har udviklet og bevaret den bredeste, mest almene og varierede brug og går videre end både hebraisk og græsk, som allerede havde en udvidet betydningskreds. Det er muligt at analysere og klassificere de særlige anvendelser af udtrykket næsten i det uendelige ved at bruge andre ord til at angive bestemte betydninger i særlige sammenhænge, f.eks. loyalitet (Dom 9,15); ærlighed (2 Mos 18,21); troskab (5 Mos 32,4); retfærdighed (Rom 2,2); retskaffenhed (Es 38,3); tro (Es 26,2); retfærdighed (Sl 85,10); virkelighed (Joh 17,19); sanddruhed (1 Mos 42,16). Det er uheldigt, at oversættere i almindelighed har holdt sig til enkelte ord for at gengive de oprindelige ord. På den anden side har de undertiden indført ord, som ikke er repræsenteret i originalen, og derved begrænset betydningen utilbørligt. Et eksempel er Ef 4,15, hvor den oprindelige betydning "at være sand", dvs. i alle henseender, indsnævres til "at tale sandheden".

II. Almindelig oversigt.

Intet udtryk er mere velkendt, og intet er vanskeligere at definere.

Med anvendelser i enhver fase af liv og tanke har ordet forskellige almene betydninger, som kan klassificeres som:

1. Sandhedens aspekter:

(1) Ontologisk

Ontologisk sandhed, dvs. en nøjagtig og fyldestgørende idé om tilværelsen som den endelige virkelighed. I denne betydning er det et metafysisk udtryk og vil blive defineret forskelligt alt efter den type filosofisk teori, man antager. Dette aspekt af sandhed er aldrig det primære i Skriften, undtagen måske i Pilatus' spørgsmål (Joh 18,38). Han havde i den grad overset den dybe etiske betydning, hvori Jesus brugte ordet, at Jesus slet ikke svarede ham; og Pilatus synes da heller ikke at have ventet noget svar på det, som sandsynligvis kun var et foragteligt udfald fra en skeptisk holdning. I Ordsprogenes Bog, hvor vi, om nogetsteds, kunne vente at finde den abstrakte idé, finder vi snarere den praktiske forståelse af livets sande mening og metode (23,23). Ontologisk virkelighed og mulige idéer om virkeligheden, som begriber den, er åbenlyst forudsat i hele Skriften. Der findes en objektiv virkelighed, som subjektive idéer afhænger af for deres gyldighed; og al viden er viden om virkeligheden. Der findes også i hele Skriften en subjektiv idé, frembragt af åbenbaring eller inspiration i en eller anden form for virke, som udgør et ideal, der skal virkeliggøres objektivt. Guds rige er for eksempel den formende idé i Skriftens lære. I en bestemt betydning findes riget, og alligevel skal det skabes. Man må dog holde sig for øje, at sandhed kun vagt og indirekte har abstrakt, metafysisk betydning for de bibelske forfattere. Hos Johannes nærmer den sig dette, men den primære interesse er altid konkret.

(2) Logisk

Logisk sandhed udtrykker forholdet mellem den, der erkender, og det, som erkendes, og afhænger af idéernes ordning med henblik på en central eller sammensat idé. Sandhed i denne betydning indebærer, at begreber svarer til kendsgerninger. Selv om denne betydning af sandhed er indeholdt i Skriften, er den intetsteds den primære betydning, undtagen i en praktisk religiøs anvendelse, som i Ef 4,21; Ef 4,1; Ef 4,21.

(3) Moralsk

Moralsk sandhed er overensstemmelse mellem udtryk og indre forestilling. Taget i sin fulde betydning af overensstemmelse mellem idé og kendsgerning, mellem udtryk og tanke og hensigt, mellem konkret virkelighed og idealtype, er dette ordets karakteristiske betydning i Skrifterne. Her er religionens mål at sætte mennesket i forhold til Gud i overensstemmelse med sandheden. I sin erkendelse skal mennesket kende Gud og hans orden, som de er i kendsgerning og idé. I sin virkeliggørelse skal mennesket gøre den idé om Gud, som er givet det, sand i sin egen erfaring. Sandhed skal således dels erkendes og dels frembringes. Kristendommens eftertrykkeligt karakteristiske lære er, at viljen til at frembringe sandhed, til at gøre Guds vilje, er den nødvendige holdning for at erkende sandheden. Denne Jesu lære i Joh 7,17 stemmer overens med hele Bibelens lære. Ef 1,18 antyder betydningen af den rette holdning for at lære, mens 4,18 viser virkningen af en forkert holdning i uvidenhed om livsvigtig sandhed.

(4) Religiøs

Religiøs sandhed er et udtryk, man ofte møder i moderne litteratur, men det har intet sundt grundlag i fornuften, og det har slet intet i Bibelen. Al sandhed er i sidste ende religiøs, og kun på en overfladisk måde kan man tale om religiøs sandhed som en selvstændig forestilling. Mindst af alt kan religiøs sandhed og videnskabelig sandhed være i strid med hinanden.

2. Sandhedens normer:

Filosofien har uafbrudt forsøgt at finde prøvesten for sandhed og har således udarbejdet erkendelsesteorier — epistemologier. Uden at gå tilbage til den græske filosofi har vi i nyere tid sådanne teorier som (1) den kantianske, (2) den skolastiske, (3) den hegelianske, (4) den pragmatiske, (5) den »nye realismes«; og disse omfatter kun sådanne, som kan defineres med nogen klarhed, for tendenserne i samtidens tænkning har gået i retning af forvirring angående alle målestokke for sandhed og virkelighed og dermed i retning af udbredt agnosticisme og skepticisme. Denne sindsstemning har naturligt nok virket tilbage på tænkningen inden for praktisk etik og på religionens sanktioner. Der er således i religion og moral en tendens til at sløre skellet mellem det, der er, og det, der bør være.

Se AUTORITET; ETIK; FILOSOFI; RET; SYND.

I Bibelen er Guds kendte vilje endegyldig for mennesket som norm for sandhed, ikke som vilkårlig, men som udtryk for Guds natur. Guds natur omfatter fuldt ud både kendsgerning og godhed og er således, alt og i alt, kilden til, støtten for og målet for al konkret væren. Guds vilje åbenbarer derfor, overbeviser om og virkeliggør idealerne og målene for en fuldkommen eksistens. Udtrykket »sandhed« er derfor undertiden næsten ensbetydende med Guds åbenbarede vilje.

3. Særlige træk i de bibelske skrifter:

(1) Det Gamle Testamente bruger først og fremmest udtrykket »sandhed« om Gud og anvender princippet på mennesket. Det praktiske mål står altid fremtrædende.

(2) De synoptiske evangelier og Apostlenes Gerninger bruger især udtrykket i folkelige idiomatiske vendinger: »i sandhed«, »sandelig«, »vist« (jf. Luk 22,59; ApG 4,27). I Matt 22,16 findes en mere alvorlig og omfattende anvendelse, men den forekommer i farisæisk hykleris smigrende ord (jf. Mark 12,14; Luk 20,21). Ganske vist skal vi forstå, at selv i dagligdagens talemåder brugte Jesus udtrykket i fuld alvor (Luk 4,25; Luk 9,27).

(3) Hos Paulus møder man lejlighedsvis betydningen af guddommelig trofasthed, som i Det Gamle Testamente (Rom 3,3; Rom 3,7; Rom 15,8). Igen betoner udtrykket oprigtighed (1 Kor 5,8; 2 Kor 7,14). Som regel har det direkte eller klart underforstået henvisning til Guds åbenbaring i Jesus Kristus med henblik på at forløse mennesker. I almindelig forstand er udtrykket således ensbetydende med evangeliet, men de to udtryk identificeres aldrig (se Rom 2,8; Ef 1,13; 1 Tim 3,15). I Gal 2,5; Gal 5,7 er »evangeliets sandhed« dets indhold i Guds hensigt, i modsætning til misforståelser af det: det sande evangelium over for falske fremstillinger af evangeliet.

(4) I de johannæiske skrifter finder vi lejlighedsvis den eftertrykkelige vending for ægthed (1 Joh 3,18; Joh 3,2; Joh 3,3) og eftertrykkelig virkelighed (Joh 8,46; Joh 16,7). I Åbenbaringen har vi »sand« i betydningen pålidelig, fordi det i sidste ende er virkeligt eller stemmer med den endelige virkelighed (3,7.14; 6,10; 15,3; 19,9.11 osv.). Som regel, ligesom i evangeliet, nærmer vi os her mere end andre steder i Skriften en metafysisk brug, men altid med det praktisk-religiøse mål som det dominerende. Sandhed er virkelighed i forhold til sjælens vitale interesser. Den er først og fremmest noget, der skal virkeliggøres og gøres, snarere end noget, der skal læres eller vides. I det største perspektiv er den Guds natur, der kommer til udtryk i hans skabning, i åbenbaringen, i Jesus Kristus, i hvem »nåde og sandhed kom« (Joh 1,17), og endelig i mennesket, som erkender, modtager og i praksis virkeliggør livets væsentlige værdier, som er Guds vilje (Joh 1,14; Joh 8,32; Joh 17,19; Joh 18,37; Joh 18,1; Joh 3,19). Sandheden er personificeret i Jesus Kristus. Han udtrykker sandt Gud, fremviser menneskets sande ideal, sammenfatter i sig selv tilværelsens harmoni og bliver den, der virker for at forene den uordnede verden. Derfor er han Sandheden (Joh 14,6), Guds sande udtryk (Logos, Joh 1,1). Se den samme tanke uden terminologien hos Paulus (Kol 1,14; Kol 2,9). På tilsvarende måde er Helligånden sandhedens Ånd, fordi hans funktion er at vejlede til hele sandheden (Joh 16,13; 1 Joh 2,27; 1 Joh 5,7).

(5) Mange forstår det sådan, at hos Jakob, Peter, Hebræerbrevet og muligvis Pastoralbrevene betegner udtrykket »den kristne læres helhed« (jf. Jak 1,18; Jak 3,14; 1 Pet 1,22; 2 Pet 2,2; Hebr 10,26; 1 Tim 3,15). Brugen af artiklen her kan ikke være afgørende, og i stedet for »den kristne læres helhed« synes det mere korrekt at forstå livsværdiernes virkelighed, sådan som den er repræsenteret i evangeliets plan for frelse og for levned. I almindelig forstand ville dette omfatte »den kristne læres helhed«, men henvisningen ville være mindre konkret. Jakobs Brev er et for tidligt skrift til at bruge udtrykket i en så specifik betydning.

III. Analytisk sammenfatning.

1. Sandhed i Gud:

(1) Sandhed fremstilles i Skriften som et hovedelement i Guds natur (Sl 31,5; Es 65,16).

(2) Men denne egenskab gives aldrig som en abstrakt lære, men kun som noget, der bestemmer Gud i hans relationer og handlinger. Således er den en garanti for bestandighed (5 Mos 32,4; Sl 100,5; Sl 146,6; Jak 1,17); især et grundlag for tillid til hans løfter (2 Mos 34,6; Sl 91,4; Sl 146,6); for retfærdig behandling af mennesker uden henvisning til nogen udtrykkelige tilsagn (Sl 85,11; Sl 89,14); et grundlag for sikkerhed om rigtigheden af hans undervisning (Neh 9,13; Sl 119,142; Es 25,1); for vished inden for hans pagtsforhold (Sl 89,5; Es 55,3).

(3) Guds sandhed er særlig bemærkelsesværdig som en garanti for barmhjertig hensyntagen til mennesker. Dette er et vigtigt element i Det Gamle Testamentes teologi, ligesom det også er et punkt, der værnes om i Det Nye Testamente (Sl 25,10; Sl 31,5; Sl 61,7; Sl 85,10; Sl 98,3; Joh 3,16; Rom 3,23-26).

(4) Ligeledes er Guds sandhed en forsikring for mennesker om retfærdig dom i fordømmelsen af synd og syndere (1 Sam 15,29; Sl 96,13; Rom 2,2; Rom 2,8). I almindelighed står Guds sandhed for hans naturs konsekvens og garanterer hans fulde svar i alle relationerne i et univers, som han er skaber, opretholder og mål for.

2. Sandhed i mennesket:

Som knyttet til Gud i oprindelse og forpligtelse er mennesket moralsk bundet til at se og svare på alle de krav, der ligger i dets relationer til Gud og til den orden, hvori det lever under Gud.

(1) Sanddruhed i tale, og også i hele dets naturs svar på det krav, der stilles til den, fremhæves som en egenskab, der bør findes i mennesket, og roses dér, hvor den findes, ligesom dens mangel fordømmes. Den er væsentlig for sand menneskelighed. Her, som i tilfældet med sandhed hos Gud, betragtes sandhed som åbenbaret i sociale relationer og ansvar. Sandhed ligger ikke blot i ytringen, og den er heller ikke kun et svar på en bestemt befaling eller et bestemt ord, men ligger i viljens og livets svar på de væsentlige forpligtelser, der hører til ens væsen (Sl 15,2; Sl 119,30; Ordsp 12,19; Ordsp 23,23; Es 59,4; Es 59,14; Es 59,15; Jer 7,28; Jer 9,3; Hos 4,1; Rom 1,18; Rom 1,25; Ef 4,15; 2 Thess 2,10; 2 Thess 2,12).

(2) Sandhed i mennesket er et svar på sandhed i Gud og skal erhverves på grundlag af en gave fra Gud. Denne gave kommer gennem undervisning og også gennem den guddommelige Ånds virke i menneskets liv. Den højeste sandhed, i overensstemmelse med idealet, er kun mulig ved, at »sandhedens Gud« virker i menneskets ånd. Menneskets frihed til at virkeliggøre sit væsen afhænger af dets modtagelige holdning over for Guds Søn. Derfor udtrykkes frelsen i sin fuldeste betydning i sandhedens termer (Joh 11,3; Fil 3,10 ff). Se i almindelighed Sl 51,6; Es 25,1; Joh 3,21; Joh 8,32; Joh 16,13; Joh 17,19; Joh 18,37; Ef 4,21; Ef 4,24; Ef 5,9; Hebr 10,26; 1 Joh 2,27.

3. Sandhed i religionen:

Det moderne studium af religion ud fra en evolutionær hypotese og det sammenlignende studium af religioner har bidraget til en omfattende spørgen, om der findes nogen absolut sandhed i religionen, eller i det mindste nogen normer, hvorved sandhed i religionen kan kendes. Es 43 og 44 og Paulus i ApG 17 og Gal 3 stemmer overens med moderne resultater i, at der findes et element af sandhed i religioner i almindelighed, og at Guds trofasthed forpligter ham til at bringe den fyldigere sandheds lys til alle mennesker. Dette gør han gennem religionen og vidnesbyrdet hos dem, til hvem han allerede er kommet med dette fyldigere lys. Dette lys er indeholdt i det åbenbarede ord hos Det Gamle Testamentes profeter og hos Det Nye Testamentes vidner om Jesus. På en bestemt måde bevarer Skrifterne disse normer for religiøs sandhed. Men altid bestemmer den enkeltes holdning, ligesom også gruppens, målet af erkendelsen af sandheden og den sikkerhed, hvormed den fastholdes. Det er altid vigtigt at holde sig for øje, at sandhed i religionen ikke primært er en intellektualistisk sag, der skal erkendes, men i sit væsen er en voluntaristisk erfaring og en pligt, der skal gøres til Guds ære i virkeliggørelsen af Guds fuldstændige sandhed. Jesus Kristus som Guds sandhed bliver normen og prøven for sandhed i menneskers religion. Og dette ikke på nogen objektiv og formel måde som en række læresætninger, der skal accepteres og kæmpes for, men på erfaringens subjektive måde, i en række idealer, der skal virkeliggøres og udbredes. Hvis nogen ønsker at gøre Guds vilje, skal han være i stand til at afgøre den religiøse læres sandhed, og Sønnen, som er sand, vil give sandhedens frihed (Joh 7,17; Joh 8,32).

William Owen Carver