Filosofi

fi-los'-o-fi (philosophia):

1. Definition og omfang

(1) Intuitiv filosofi er universel

(2) Spekulativ filosofi hører hovedsagelig til vestlig tænkning

2. Græsk filosofi

3. Filosofi i Det Gamle Testamente og jødedommen

(1) Om naturen

(2) Om historien

(3) Eftereksilsk

(4) Alexandrinsk

4. Filosofi i Det Nye Testamente

(1) Jesu Kristi undervisning

(2) Apostolsk undervisning

(3) De nytestamentlige forfatteres holdning til filosofi

LITTERATUR

1. Definition og omfang: Findes kun i Kol 2,8; bogstaveligt: kærligheden til og stræben efter visdom og kundskab. I sin tekniske betydning bruges udtrykket nu om tankens bevidste bestræbelse på, gennem en spekulativ proces, at fortolke hele den menneskelige erfaring som en sammenhængende og systematisk enhed, der skulle være den endelige sandhed om alt, hvad der kan vides. Udtrykket bruges også i en videre betydning om alle fortolkninger af erfaringen, eller dele af erfaringen, uanset hvordan de er opnået, hvad enten ved åbenbaring, intuition eller ubevidst spekulation. Der kan ikke trækkes nogen skarp grænse mellem de to slags filosofi. Nogle af spekulationens styrende begreber, såsom Gud, ånd, orden, årsagssammenhæng, sandt og falsk, godt og ondt, blev ikke opdaget af fornuften, men givet i erfaringen.

(1) Intuitiv filosofi er universel.

Menneskesindet har altid og overalt forsynet sig med en eller anden form for forklaring på universet. Fra den laveste animisme og fetichisme op til de højere religioner finder man ideer, som tjente mennesker som forklaringer på de træk ved erfaringen, der tiltrak sig deres opmærksomhed. De blev ofte betragtet som givet ved vision, intuition eller en anden form for åbenbaring. I de højere religioner reflekterede sindet over disse ideer og udarbejdede dem til tankesystemer, der har en vis lighed med de spekulative teorier i vestlig tænkning. I Kina udviklede både konfucianismen og taoismen teorier om menneskeliv og skæbne, der har en vis lighed med stoicismen. Assyriens og Babyloniens religioner indfattede i deres sagn teorier om verden og om mennesket og dets institutioner. I Indien udviklede menneskers tro på naturguderne sig gradvis til panteistisk brahmanisme, som reducerede erfaringens mangfoldighed til ét endeligt væsen, Brahma. Men ønsket om moralsk frelse og sansen for smerte og ondskab frembragte en reaktion og førte til buddhismens pessimistiske og nihilistiske filosofi. I Persien vågnede den moralske bevidsthed tidligere, og forsøget på at systematisere polyteismens mangfoldighed mundede ud i den dualistiske filosofi i den senere zoroastrisme. Hele tilværelsens rige blev delt i to kongedømmer, skabt og styret af to herrer: Ahura Mazda, skaberen af lys og liv, lov, orden og godhed, og Anro Mainyus, ophavsmanden til mørke, ondskab og død. Hver var omgivet af et hof af åndelige væsener, der var beslægtet med ham selv, hans sendebud og redskaber i verden (se PERSIAN RELIGION (ANCIENT)). Af alle disse religiøse filosofier er det kun Assyriens og Babyloniens samt Persiens, der sandsynligvis er kommet i nogen berøring med bibelsk tænkning. De førstnævnte har en vis slægtskab med beretningerne om skabelsen og syndfloden i Første Mosebog; og indflydelsen fra den sidstnævnte kan spores i dualismen og læren om engle og dæmoner i den senere jødedom, og igen i de gnostiske systemer, der voksede frem i den kristne kirke, og gennem begge kanaler blev den, som en dualistisk indflydelse, bevaret i de lavere lag af kristen tænkning ned gennem middelalderen.

(2) Spekulativ filosofi hører hovedsagelig til vestlig tænkning.

Den opstod i Grækenland omkring begyndelsen af det 6. århundrede f.Kr. Den begyndte med problemet om værens almene natur, eller ontologi. Men den blev snart tvunget til at overveje betingelserne for overhovedet at vide noget, eller til erkendelsesteori. Disse to studier udgør metafysik, et udtryk der ofte bruges som synonymt med filosofi i den snævrere betydning. Spekulation over den ideale sandhed førte igen til undersøgelser af den endelige natur af de beslægtede ideer om det gode (etik) og det skønne (æstetik). Og da disse ideer var knyttet til samfundet såvel som til individet, udviklede grækerne teorier om samfundets ideale ordning på grundlag af det sande, det gode og det skønne, eller politik og pædagogik. Den eneste gren af spekulation, som grækerne ikke ydede noget mærkbart bidrag til, var religionsfilosofien, som er en moderne udvikling.

Filosofiens fremskridt i historien deler sig naturligt i tre hovedperioder: (a) oldtiden, fra det 6. århundrede f.Kr. til det 3. århundrede e.Kr., hvor den næsten udelukkende er græsk, med nogle praktiske tilpasninger af græsk tænkning hos romerske forfattere; (b) middelalderen, fra det 3. til det 16. århundrede, hvor nogle af de styrende begreber i græsk tænkning blev udnyttet til systematiseringen af kristen dogmatik, men spekulationen var hovedsagelig begrænset inden for den kirkelige ortodoksis grænser; der fandtes dog nogle selvstændige arabiske og jødiske spekulationer; (c) den moderne tid, fra det 16. århundrede til nutiden, hvor tænkningen igen bliver fri til at spekulere over alle de problemer, som erfaringen frembyder, skønt den først fuldt ud virkeliggjorde sin frihed hos Locke, Hume og Kant.

2. Græsk filosofi:

Græsk filosofi var det eneste spekulative system, der kunne have haft nogen indflydelse på bibelsk tænkning. Dens vigtigste udvikling fandt sted samtidig med de senere gammeltestamentlige forfattere, men de to folk var på alle måder så fjernt fra hinanden, at nogen udveksling af ideer var usandsynlig.

I de sidste to århundreder f.Kr. bredte græsk tænkning sig så vidt, at den kom til at beherske den dannede tænkning i den verden, som kristendommen trådte ind i, og det ville have været mærkeligt, hvis der ikke fandtes noget spor af dens indflydelse i Det Nye Testamente. I det første stadium af dens udvikling, fra Thales til Sokrates, var den næsten udelukkende optaget af forsøg på at forklare virkelighedens natur ved at føre den fænomenale verden tilbage til et af dens elementer. Sokrates flyttede dens tyngdepunkt og løftede bestemt moralens og erkendelsens problemer op til første rang. Hans principper blev af Platon udviklet til et komplekst og mangesidigt system, som mere end noget andet har påvirket al senere tænkning. Han forenede den yderste virkelighed og det højeste gode i ét øverste princip eller én idé, som han kaldte det Gode, og også Gud. Det var al visdoms, godheds og skønheds væsen, urbillede og oprindelse. Det meddelte sig selv som formidlende arketypiske ideer for at frembringe alle individuelle ting. Således var de formende principper for al eksistens moralske og åndelige. Men det måtte skabe alle ting af forudeksisterende stof, som i sit væsen er ondt, og som derfor var genstridigt og fjendtligt over for det Gode. Derfor skabte det ikke en fuldkommen verden. Platons system var derfor splittet af en uforsonlig dualisme mellem sind og legeme, ånd og stof, godt og ondt. Og hans formidlende ideer kunne ikke bygge bro over kløften, fordi de kun hørte til på idealets side. Aristoteles var Platons elev, og han tog udgangspunkt i Platons idealistiske forudsætninger, men bestræbte sig på at overvinde hans dualisme. Han gav sig derfor i kast med et nærmere og mere nøjagtigt studium af den faktiske erfaring og føjede meget til kundskaben om den fysiske verden. Han organiserede og klassificerede erkendelsens metoder og indhold og skabte logikkens videnskab, som i den kristne middelalder blev det vigtigste redskab for kirkens store systematiske teologer. Han forsøgte at bringe Platons ideer »ned fra himlen« og fremstille dem som de skabende og formende principper inden i verden, som han opfattede som et udviklingssystem, der stiger gennem åndelige trin fra de lavere til de højere former og kulminerer i Gud, som er alle tings uforårsagede årsag. Men under alle formerne blev stoffet stadig tilbage som et antitetisk element, og Aristoteles skjulte snarere end løste Platons dualisme.

Imens blev Sokrates' moralske principper udviklet med en mere direkte etisk interesse, af kyrenaikerne og epikuræerne, til et system af hedonisme, og af kynikerne og stoikerne til en lære om intuitiv ret og pligt, der inkonsekvent hvilede på et panteistisk og materialistisk syn på universet. Men de åndelige og etiske elementer i stoicismen blev kun overgået af platonismen i forberedelsen af den græske verden for kristendommen. I de sidste to og et halvt århundreder f.Kr. viste græsk filosofi tegn på hastigt forfald. På den ene side fremsatte Pyrrhon og hans skole en gennemført skepticisme, som benægtede muligheden af al erkendelse overhovedet. På den anden side havde de ældre skoler ikke længere skabende ånder til rådighed og tenderede mod at sammenføje deres ideer i en fælles eklekticisme, som deres lærere reducerede til en tom og formel dogmatisme. Det mest frugtbare og skæbnesvangre produkt af græsk tænkning i denne periode var dens sammensmeltning med jødiske og orientalske ideer i den græske verdens store kosmopolitiske centre. Der er vidnesbyrd om, at denne proces foregik i byerne i Asien, Syrien og Egypten, men den eneste udførlige beretning om den, der er bevaret, findes i værkerne af Filon, den jødiske filosof fra Alexandria (se PHILO, JUDAEUS). Han forsøgte at pode Platons idealisme ind på hebraisk monoteisme.

Han begynder med Platons to principper, den rene væren eller Gud, og det forudeksisterende stof. I sit forsøg på at bygge bro over kløften mellem dem indsatte han mellem Gud og verden Guds kræfter, godhed og retfærdighed; og for at samle disse i en endelig enhed skabte han sin forestilling om Guds Loges. Ved dannelsen af denne forestilling sammenføjede han den platoniske idé om det gode, den stoiske verdensfornuft og en række jødiske ideer, Guds herlighed, ord og navn, det himmelske menneske og den store ypperstepræst, og personificerede det hele som den ene formidler mellem Gud og verden. Kristen tænkning greb denne idé og brugte den som sin hovedkategori til fortolkningen af Kristi person.

Se LOGOS.

3. Filosofi i Det Gamle Testamente og jødedommen:

Der findes ingen spekulativ filosofi i Det Gamle Testamente og heller ikke noget sikkert spor af dens indflydelse. Dets forfattere og aktører satte sig aldrig for at søge kundskab i det abstrakte og for dens egen skyld. De virkede altid med moralske formål. Men moralsk aktivitet bygger på intellektuelle forudsætninger og fortolkninger af de erfaringer, som den handler inden for. Derfor finder vi i Det Gamle Testamente beretninger om naturens oprindelse og forløb, en historieforståelse og dens institutioner samt fortolkninger af menneskers moralske og religiøse erfaringer. De samler sig alle om Gud, udspringer af hans suveræne vilje og udtrykker virkeliggørelsen af hans retfærdighedsformål i verden.

Se GOD.

(1) Om naturen:

Hele naturen havde sin oprindelse i Guds skabende handling (1 Mos 2) eller ord (1 Mos 1). I senere litteratur fremstilles hele naturens forløb og orden, dens skønhed og gavmildhed såvel som dens undere og rædsler, som handlinger af Guds vilje (Es 40; 41; 42; 43; 44; 45; Sl 8,19; 29; 50; 65; 68; 104 osv.). Men hans handling i naturen er altid underordnet hans moralske mål.

(2) Om historien:

På lignende måde er forløbet og begivenhederne i Israels og hendes naboers historie handlinger, der udspringer af Jahves vilje (1 Mos 1; 1 Mos 2; Es 41,2; Es 43,3; Es 45,9; Es 45,10; Es 45,14). I de historiske bøger Samuel og Kongebøgerne, og endnu mere i Krønikebøgerne, fremstilles alle historiens begivenheder som handlinger under Guds moralske styre. På en mere almen måde fremstilles hele historien som en række pagter, som Gud af sin frie nåde sluttede med mennesket (se PAGT). Pagten med Noa fastlagde naturens orden. Pagten med Abraham, Isak og Jakob forklarede Israels oprindelse og udvælgelse. Pagterne med Moses og Aron grundlagde loven og præstedømmet, og pagten med David kongedømmet. Og håbet for fremtiden ligger i den nye pagt (Jer 31,31-35). Guds pagter var alle handlinger af hans suveræne og nådige vilje.

(3) Efter eksilet:

I tiden efter eksilet drev nye erfaringer, og måske nye intellektuelle påvirkninger, jøderne til at trænge dybere ind i tilværelsens problem. De holdt fast ved den hebraiske tænknings hovedprincip: at Guds suveræne vilje, som virkeliggjorde hans retfærdighedsformål, var alle tings første årsag (se RETFÆRDIGHED). Men de fandt det vanskeligt at samordne denne tro med deres andre forestillinger på to måder. Etisk monoteisme havde en tendens til at blive en abstrakt deisme, som helt fjernede Gud fra verden. Og de katastrofer, der ramte folket under eksilet og efter det, rejste lidelsens og ondskabens problem over for Guds godhed og retfærdighed. Derfor finder vi i visdomslitteraturen en vis bevidst spekulation over disse emner.

Se VISDOM.

(a) Jobs Bog drøfter ondskabens problem og afviser den tanke, at livet og historien er et forløb af Guds belønninger og straffe.

(b) Prædikeren når frem til den konklusion, at al fænomenal erfaring er tomhed. Alligevel er dens endelige filosofi ikke pessimistisk, for den finder en blivende virkelighed og et håb i gudsfrygten og i det moralske liv (12,13.14). Den samme type tænkning forekommer i Siraks Bog. Begge bøger er blevet tilskrevet saddukæernes kreds. Nogle vil i dem finde spor af epikuræismens indflydelse.

(c) I Ordsprogene er det en mere optimistisk side, der dominerer. Visdommen samles i en forestilling eller personifikation, som på én gang er Guds ven, hans redskab i skabelsen, hans stedfortræder i verden og menneskets lærerinde og vejleder (kapitel 8).

(d) Farisæernes lære afslører især tendensen til dualisme eller deisme i senere jødedom; de indskød mellem Gud og verden forskellige formidlende instanser: loven, ordet, navnet, Guds herlighed og en hærskare af engle, gode og onde. De fremmede også et nyt håb for fremtiden, i den dobbelte form af det messianske rige og af opstandelse og udødelighed. Hvor langt disse tendenser skyldtes indflydelsen fra persisk dualisme, kan ikke behandles her.

(e) Essæismen repræsenterer endnu et forsøg på at komme fra verden til Gud ved en grov form for mystik og askese, kombineret med en omfattende englelære.

(4) Alexandrinsk:

Blandt de hellenistiske jøder i Alexandria beskæftiger Aristobulos, forfatterne til Salomos Visdom og 4 Makkabæerbog, og frem for alle Filon, sig alle med jødedommens to hovedproblemer, dualisme og ondskab. Men de nærmer sig dem under direkte indflydelse af græsk tænkning. Den hebraiske idé om visdom blev smeltet sammen med den græske forestilling om Logos, og således bliver den formidler af Guds tanke og virksomhed i verden.

4. Filosofi i Det Nye Testamente:

Filosofi optræder i Det Nye Testamente som intuitiv, spekulativ og eklektisk.

(1) Jesu Kristi undervisning:

Jesus Kristus kom for at opfylde loven og profeterne, og ud fra sin sønlige bevidsthed om Gud fremsatte han svar på sin tids praktiske krav. Hans lære om Gud Faderen var en filosofi om naturen og livet, som overskred al dualisme. I himmeriget ville det gode til sidst sejre over det onde. Kærlighedens lov udtrykte idealet for menneskets adfærd som individ og i dets forhold til samfundet og til Gud, den højeste og endelige virkelighed. Denne undervisning blev givet i åbenbaringens form, uden noget spor af spekulation.

(2) Apostolisk undervisning:

De apostoliske skrifter byggede på Jesu Kristi undervisning og person. Deres ledende ideer er de læresætninger, som han lærte og legemliggjorde. Hos Paulus og Johannes virkeliggøres de som mystiske erfaringer, der udtrykkes i læresætninger om universel kærlighed. Men vi kan også i de apostoliske skrifter finde mindst tre tråde af spekulativ filosofi.

(a) Paulus anvendte argumenter fra den naturlige teologi, beslægtede med stoikernes (ApG 14,15-17; ApG 17,22-31; Rom 1,19), som indebar principperne i de kosmologiske og teleologiske argumenter.

(b) Johannes anvender det filonske udtryk "Logos" til at fortolke Kristi person i hans universelle forhold til Gud, mennesket og verden; og hovedelementerne i Filons system er klart til stede i hans lære, skønt der her ikke er tale om en abstrakt forestilling, der står mellem Gud og menneske, men om en levende person, der forener begge (Joh 1,1-18). Selv om udtrykket "Logos" ikke i denne betydning nævnes hos Paulus eller i Hebræerbrevet, er den filonske forestilling blevet anvendt af begge forfattere (Rom 5,8; Rom 8,29; 1 Kor 15,24; 1 Kor 15,25; 2 Kor 5,18; 2 Kor 5,19; Fil 2,6; Kol 1,15-17; Kol 2,9; Kol 2,10; Hebr 1,1-3; Hebr 1,5; Hebr 1,6). Paulus udtrykker også sin forestilling om Kristus som Guds åbenbaring under visdommens kategori (1 Kor 1,20; 1 Kor 2,7; Ef 1,8; Kol 2,3).

(c) Både hos Paulus og i Hebr fremtræder der originale spekulationer, der er udformet for at fortolke den enkeltes erfaring og menneskehedens historie, sådan som de kulminerer i Kristus. Paulus' fortolkning består af en række parallelle modsætninger: kød og ånd, synd og retfærdighed, lov og nåde, gerninger og tro, Adam og Kristus. Men forfatteren til Hebr antager den platonske opfattelse, at historiens og fænomenernes verden kun er skyggen eller antydningen af den åndelige og evige virkelighed, som ligger bag den, og som delvis udtrykker sig gennem den.

(3) Det Nye Testamentes forfatteres holdning til filosofi:

På det ene sted, hvor ordet filosofi forekommer i Det Nye Testamente (Kol 2,8), synes det at betyde "spidsfindig dialektik og unyttig spekulation .... forbundet med en mystisk kosmogoni og englelære" (Lightfoot, på stedet), de første begyndelser til gnosticismen i den kristne kirke. Paulus advarer sine læsere imod den, ligesom han også advarer korintherne mod grækernes "visdom" (1 Kor 1,19; 1 Kor 2,5; 1 Kor 2,6). En lignende tendens kan være sigtet i advarslen til Timotheus mod falske lærdomme (1 Tim 1,4; 1 Tim 4,3; 2 Tim 1,14; 2 Tim 1,16). Men med filosofiens sande ånd, som søgen efter sandhed og bestræbelsen på mere fuldt og klart at udtrykke virkelighedens natur, var Det Nye Testamentes forfatteres ånd og arbejde i fuld overensstemmelse.

LITTERATUR.

Indføringer i filosofi af Kulpe, Paulsen, Hoffding, Watson og Mackenzie. Fremstillinger af den græske filosofis historie af Ritter og Preller, Burnet og Zeller, og af den almene filosofis historie af Erdmann, Ueberweg, Windelband og Rogers; E. Caird, The Evolution of Theology in the Greek Philosophies; jødernes historier af Schurer, Graetz og Kent; gammeltestamentlige teologier af Schultz og Davidson; nytestamentlige teologier af Beyschlag og Weinel; Filons værker og afhandlinger derom af Dahne, Gfrorer og Drummond; Harnack, What Is Christianity? Bigg, The Christian Platonists of Alexandria; Lightfoot, Colossians.

T. Rees