Attalia

at-a-li'-a Attalia: En by på Lilleasiens sydkyst i det gamle Pamfylien, som ifølge ApG 14,25 blev besøgt af Paulus og Barnabas på vejen til Antiokia under deres første missionsrejse. Byen blev grundlagt af Attalos II Filadelfos (159-138 f.Kr.), deraf dens navn Attalia, som i middelalderen blev forvansket til Satalia; dens moderne navn er Adalia. Attalia lå på en flad kalkstensterrasse, omkring 120 fod (ca. 37 m) høj, nær det sted hvor floden Catarrhactes løb ud i havet. Floden er nu imidlertid praktisk talt forsvundet, for størstedelen af dens vand ledes ud på markerne til kunstvanding. Den tidlige by nød ikke den kirkelige betydning, som nabobyen Perge havde; men i 1084, da Perge gik tilbage, blev Attalia en metropol. I 1148 sejlede Ludvig IV's tropper derfra til Syrien; i 1214 genopbyggede seldsjukkerne bymurene og opførte flere offentlige bygninger. Byen vedblev at være hovedhavnen for skibe fra Syrien og Egypten og indgangsstedet til det indre land indtil moderne tid, da havnen ved Mersine blev genåbnet; nu er den blevet et sted af ringe betydning.

Byen rummer en del, som er af arkæologisk interesse. Den ydre havn blev beskyttet af gamle mure og tårne, som nu ligger i ruiner; dens indsejling blev lukket med en kæde. Den indre havn var kun en indskæring i klippen. Byen var omgivet af to mure, som blev opført på forskellige tidspunkter af materiale taget fra ruinerne af den gamle by; den ydre mur var beskyttet af en voldgrav. Den moderne by, der dels ligger inden for og dels uden for murene, er således delt i kvarterer. I det sydlige kvarter bor de kristne; i det nordlige muslimerne. Blandt andre genstande af arkæologisk interesse, som endnu kan ses, kan nævnes Hadrians bueport med indskrift og akvædukten. Rige haver omgiver nu byen; de vigtigste eksportvarer er korn, bomuld, lakridsrod og valonia eller agernskåle.

E. J. Banks