Bagtalelse

e-v'-l-spek'-ing:

Forekommer to gange i engelske oversættelser:

(1) 1 Pet 2,1 det er oversættelsen af katalalia, "tale mod", gengivet som "bagtaleri" i 2 Kor 12,20; sammenlign katalalos, "bagtaler" (Rom 1,30); verbet katalaleo er gengivet som "tale mod" (1 Pet 2,12; Jak 4,11; 1 Pet 3,16);

(2) af blasphemia, "det som er skadeligt for nogens gode navn", "nedsætning", "bagvaskelse" (Ef 4,31 RV: "håning"; sammenlign 1 Tim 6,4; Jud 1,9; Kol 3,8); verbet blasphemeo er gengivet som "tale ondt om" (Rom 14,16; 1Kor 10,30; Tit 3,2 osv.); "tale ondt" forekommer i Mark 9,39 som oversættelse af kakologeo, "let tale ondt om mig"; Apg 19,9 KJV "talte ondt om den vej". I Sl 140,11 har vi "ondttalende" som oversættelse af 'ish lashon, "en mand med tunge"; så RV. Det onde, som bliver fordømt som ondtale, synes væsentlig at være nedsætning, det som er skadeligt for ens ry, og det bliver ofte for let betragtet selv blandt kristne.

Se Blasfemi; Håning; Bagvaskelse.

W. L. Walker

slan'-der (substantiv, dibbah, "bagtalelse"; diabolos, "bagtaler"; verbum raghal, "at snige sig omkring" som en sladderbærer, lashan, "at bruge tungen", "at bagtale"; diaballo, "at bagvaske", "at bagtale"; og andre ord): Bagtalelse (etymologisk et dobbeltord til "skandale", fra gammelfransk esclandre, latin scandalum, "snublesten") er en anklage, der fremsættes ondskabsfuldt, med det formål eller den virkning at skade en andens omdømme. Som regel er det en falsk anklage (sammenlign Matt 5,11); men det kan være en sandhed, der udbredes snigende og med fjendtligt formål (f.eks. Dan 3,8, "bragte anklage imod", hvor Septuaginta har diaballo, "bagtale"; Luk 16,1, det samme græske ord). Advarsler, fordømmelser og klager med henvisning til denne synd er meget hyppige, både i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Skadelig "sladderbæren" eller "hvisken" fordømmes (3 Mos 19,16; Ez 22,9). Der er gentagne advarsler mod ond tale (som i Sl 34,13; Ordsp 15,28; Ef 4,31; Kol 3,8; Jak 4,11; 1 Pet 3,10), som er årsag til så meget strid mellem menneske og menneske (Ordsp 16,27-30), og som falder tilbage på taleren selv til hans ødelæggelse (Sl 101,5; Sl 140,11). Især skal falsk vidnesbyrd, som er "bagtalelse ført ind i en domstol", fordømmes og straffes (2 Mos 20,16; 5 Mos 19,16-21; sammenlign Ordsp 12,17; Ordsp 14,5; Ordsp 14,25; Ordsp 19,5; Ordsp 21,28; Ordsp 24,28). Særlige tilfælde af bagtalelse, som er usædvanligt tarvelige, er når en hustrus kyskhed falsk anfægtes af hendes mand (5 Mos 22,13-19), og når nogen bagtaler en tjener over for hans herre (Ordsp 30,10). Selv et land kan bagtales såvel som personer (4 Mos 14,36). Bagtalere og folk, der taler ondt bag andres ryg, nævnes i nogle af Paulus' mørkeste kataloger over onde mennesker (Rom 1,29; Rom 1,30; 2 Kor 12,20; 2 Tim 3,3). At afholde sig fra bagtalelse er en vigtig kvalifikation for borgerskab i teokratiet (Sl 15,1; Sl 15,3; Sl 24,3; Sl 24,4) og for en plads i den kristne kirke (1 Tim 3,11; Tit 2,3). Jesus selv var offer for bagtalelser (Matt 11,19) og for falsk vidnesbyrd (Matt 27,63). Også apostlene fik deres fulde del af det (f.eks. ApG 24,5 f; 28,22; 2 Kor 6,8). I Paulus' tilfælde blev selv hans centrale lære om retfærdiggørelse "bagtalt" som om den opmuntrede til umoral (Rom 3,8). Djævelen (= "bagvaskeren") fremstilles som den store anklager af Guds folk (Åb 12,10), bagtaleren frem for nogen (sammenlign Job 1,9-11; Zak 3,1).

Se også FORBRYDELSER; STRAFFE.

D. Miall Edwards