Bad; badning

bath, bath'-ing.

1. Almindelig badning:

Badning i almindelig, ikke-religiøs forstand, offentlig eller privat, forekommer sjældent i Skrifterne. Vi finder dog tre undtagelsesvise og interessante tilfælde:

(1) Faraos datter, der gik ned til Nilen (2 Mos 2,5);

(2) Batseba, der badede på hustaget (2 Sam 11,2 den reviderede oversættelse (britisk og amerikansk));

(3) det mærkelige tilfælde nævnt i 1 Kong 22,38. (At vaske sig med kongeligt blod blev anset for at være gavnligt for huden.)

Den støvede kalkstensjord i Israels land og Østens åbne fodtøj på fødder uden strømper krævede hyppig vask af fødderne (1 Mos 24,32; 1 Mos 43,24; Dom 19,24; 1 Sam 25,41; 2 Sam 11,8; Højs 5,3 osv.) og badning af kroppen til forfriskning; men Skriftens forfatteres hovedanliggende var badning af en anden art. Ja, noget af badningens religiøse betydning og aspekt, ud over den legemlige forfriskning, synes at være indgået i den almindelige brug af vand, som ved håndvask før måltider osv. (se 1 Mos 18,4; 1 Mos 19,2; Luk 7,44).

2. Badesteder:

Vandløb og damme var, når de fandtes, de sædvanlige steder for badning (2 Mos 2,5; 2 Kong 5,10 osv.), men de store byers vandforsyning, oplagret i store damme eller store cisterner, kunne uden tvivl til tider i nogen grad bruges til badning (2 Sam 11,2); skønt der, som Benzinger siger, ikke er fundet spor af badeværelser i gamle hebraiske huse, ikke engang i kongelige paladser. I Babylon synes der, ud fra Susanna 15, at have været badedamme i haver, selv om dette sted muligvis blot sigter til badning under åben himmel. Offentlige bade, som de kendes nu, eller nedsænkningsbade af græsk type, var bestemt ukendte blandt hebræerne, indtil de kom i berøring med den græske civilisation. Sådanne bade viser sig først i den græsk-romerske periode, da de viser sig regelmæssigt at være indbefattet i gymnasierne, eller »steder for legemsøvelser« (1 Makk 1,14). Rester af dem, i varierende grader af rigdom og arkitektonisk fuldstændighed, kan i dag ses i forskellige dele af Østen; de, der er tilbage fra byerne i Dekapolis, især i Gerash og Amman, er udmærkede eksempler (sammenlign også dem i Pompeji). En bemærkelsesværdig række badekamre er for nylig blevet opdaget af hr. R. A. S. Macalister i Gezer i Israels land, i forbindelse med en bygning, der formodes at være det palads, som Simon Makkabæeren byggede. For en interessant beretning om den se PEFS, 1905, 294 f.

3. Græske kontra semitiske ideer:

Når vi betænker, at der i Israels land ikke falder regn i seks måneder af året, og hvor knapt og uvurderligt vand er det meste af året og mange steder året rundt; og når vi husker, hvordan nutidens beduin ser på brugen af vand til renselse på sådanne tider og steder med knaphed, idet han betragter det som et ødselt spild (se Benzinger, Hebrew. Arch., 108, note), er det strenge krav om det til så mange rituelle formål i Moseloven mildest talt bemærkelsesværdigt (se afvaskning; ren; urenhed osv.). Der var bestemt en tydelig kontrast mellem den græske forestilling om badning og den, som hebræerne og asiaterne i almindelighed havde, da de kom i kontakt med hinanden. Men da græsk kultur trængte ind i Israels land under Antiokus Epifanes (circa 168 f.Kr.), bragte den græske ideer og græske badeanstalter med sig; og under Herodes (40-44 f.Kr.) fik den frit løb og vandt ikke ringe udbredelse (se anekdoten om Gamaliel II i Schurer, HJP, II, i, 18, 53).

4. Ceremoniel renselse:

Men »badning« i Bibelen står især for rituelle handlinger--renselse fra ceremoniel urenhed, fra kontakt med de døde, med besmittede personer eller ting, med »hellige ting«, dvs. ting, der er »viet« eller »under bandlysning«, osv. (se ren; urenhed osv.). Det Gamle Testamentes hebraisk skelner ikke skarpt mellem badning og delvis vask--begge udtrykkes med rahats, og den reviderede oversættelse (britisk og amerikansk) gengiver med rette »vaske« i stedet for »bade« i nogle tilfælde. Talmudisk sprogbrug kodificerede blot en skik, der ifølge Schurer længe havde været i brug. Men Kennedy indrømmer, at »badet« til sidst, selv for lægfolket, blev »en vigtig faktor i Israels religiøse liv«. Vi læser om daglig badning hos essæerne (Josefus, BJ, II, viii, 5). Senere finder vi Johannes, Døberen, nedsænke, sådan som beretningen klart viser, at Kristi apostle også gjorde (ApG 8,38; Rom 6,3); sammenlign Luk 11,38, hvor baptizo i passiv = »vasket«.

5. Badning for sundhed:

I Joh 5,2-7 har vi et eksempel på badning af sundhedshensyn. Der findes rester af gamle bade ved Gadara og ved Callirrhoe øst for Jordan, bade som engang var berømte som opholdssteder for helbredssøgende. Der er varme bade i fuld drift i dag nær Tiberias på den sydvestlige bred af Galilæas Sø, som har været et kursted fra umindelige tider. Det er dog sandsynligvis sandt, som nogen har sagt, at i gammeltestamentlig tid og i nytestamentlig tid havde folkets brede masser hverken privatliv eller tilbøjelighed til badning.

George B. Eager