Ester

Dronningen hos Ahasverus og heltinden i den bog, der bærer hendes navn. Hun var en jødinde ved navn Hadassa (myrten), men da hun kom ind i det kongelige harem, fik hun det navn, som hun siden blev kendt under (Est 2,7). Det er en syrisk-arabisk ændring af det persiske ord satarah, som betyder en stjerne. Hun var datter af Abihajil, en benjaminit. Hendes familie benyttede sig ikke af den tilladelse, Kyros havde givet de landflygtige til at vende tilbage til Jerusalem; og hun boede hos sin fætter Mordokaj, som havde et embede i den persiske konges husholdning i “borgen Susan”. Da Ahasverus havde skilt sig fra Vashti, valgte han Ester til sin hustru. Kort efter gav han Haman, agagitten, sin førsteminister, magt og myndighed til at dræbe og udrydde alle jøder i hele det persiske rige. Ved Esters indgriben blev denne frygtelige katastrofe afværget. Haman blev hængt i den galge, han havde tiltænkt Mordokaj (Est 7); og jøderne indstiftede en årlig fest, purimsfesten (se denne), til minde om deres vidunderlige udfrielse. Dette skete omkring tooghalvtreds år efter hjemkomsten, i året for de store slag ved Plataiai og Mykale (479 f.Kr.).

Ester fremstår i Bibelen som en “kvinde med dyb fromhed, tro, mod, fædrelandskærlighed og forsigtighed, forenet med beslutsomhed; en pligtopfyldende datter over for sin adoptivfar, lærevillig og lydig mod hans råd og ivrig efter at dele kongens gunst med ham til gavn for det jødiske folk. Der må have været en særlig ynde og charme i hendes fremtoning og væsen, eftersom ‘hun vandt yndest hos alle, der så hende’ (Est 2,15). At hun blev oprejst som et redskab i Guds hånd til at afværge det jødiske folks ødelæggelse og til at skaffe dem beskyttelse og fremme deres velstand og fred i deres fangenskab, fremgår også klart af Skriftens beretning.”