Esters Bog

Contents

1. Esters kanonicitet 2. Dens forfatterskab 3. Dens datering 4. Dens indhold 5. De græske tilføjelser 6. Angrebene på bogen 7. Nogle af indvendingerne 8. Bekræftelser af bogen

Denne bog afslutter Det Gamle Testamentes historiske bøger. Bindeordet "w" (waw = og), som den begynder med, er betydningsfuldt. Det viser, at bogen var bestemt til en plads i en række, idet waw knytter den til en bog, der gik umiddelbart forud, og at den nuværende ordning af den hebraiske Bibel afviger meget fra det, der må have været den oprindelige rækkefølge. Nu følger Ester efter Prædikeren, som den overhovedet ikke har nogen forbindelse med; og dette afslørende "og", som et kropsmærke på et bortkommet barn, beviser, at bogen er blevet revet løs fra sin oprindelige sammenhæng. Der er ingen grund til at betvivle, at rækkefølgen i Septuaginta følger den hebraiske Bibels rækkefølge i det 3. eller 4. århundrede f.Kr., og dette er rækkefølgen i Vulgata, i den engelske Bibel og andre oversættelser: Det indledende waw mangler i Første Mosebog, Femte Mosebog, Første Krønikebog og Nehemias. De historiske bøger er følgelig, ved indsættelse og udeladelse af waw, ordnet i disse fire afsnit: Første Mosebog til Fjerde Mosebog; Femte Mosebog til Anden Kongebog; Første Krønikebog til Ezra; Nehemias og Ester.

=========================================================================

1. Esters kanonicitet:

Der er ingen tvivl om bogens kanonicitet. At der fandtes en særlig varetagelse af kanon fra det jødiske præsteskabs side, har fyldt mindre i nyere drøftelser, end det burde. Josefus viser, at der fandtes et tempeleksemplar, som blev båret med blandt tempelbyttet i Vespasians triumftog. Ejendommelighederne i den hebraiske tekst beviser også, at alle vore håndskrifter er repræsentanter for ét standardeksemplar. I den jødiske kanon havde Ester ikke blot en anerkendt, men også en fremtrædende plads. Junilius' udsagn i det 6. århundrede e.Kr. om, at Esters kanonicitet blev betvivlet af nogle på hans tid, har ingen betydning for spørgsmålet. Den høje vurdering af bogen, som var udbredt blandt de gamle jøder, fremgår af dens titler. Den har sædvanligvis overskriften "Megillath Esther" (Esters rulle) og undertiden "Megillah" (rullen). Maimonides siger, at de vise blandt jøderne bekræfter, at bogen blev dikteret af Helligånden, og tilføjer: "Alle profeternes bøger og alle Hagiograferne skal ophøre i Messias' dage, undtagen Esters rulle; og se, den skal være lige så fast som Pentateuken og som den mundtlige lovs bestemmelser, der aldrig skal ophøre."

2. Dens forfatterskab:

Af hvem blev bogen skrevet? Dette er et punkt, hvor vi hverken får hjælp af bogens indhold eller af nogen pålidelig tradition. Mordokaj, hvis krav nogle kraftigt har fremført, udelukkes af slutordene (Est 10,3), som sammenfatter hans livsværk og de velsignelser, han havde modtaget. Ordene antyder, at da bogen blev skrevet, var denne store israelit gået bort.

3. Dens datering:

Der kastes lys over bogens datering ved de afsluttende henvisninger til Ahasverus (Est 10,2): "Og alle hans magts og hans vældes gerninger, .... står de ikke skrevet i medernes og persernes kongers krønikebog?" Hele Xerxes' historie fandtes altså i statsarkiverne, da bogen blev skrevet. Med andre ord var Xerxes gået bort, før den så dagens lys. Denne monark blev myrdet af Artabanus i 465 f.Kr. Dette giver os, lad os sige 460 f.Kr., som den tidligst mulige datering. Den senest mulige datering er det persiske riges omstyrtelse ved Alexander i 332 f.Kr.; for de kongelige optegnelser om de mediske og persiske konger er tydeligvis i behold og tilgængelige, hvilket de ikke ville have været, hvis riget var blevet omstyrtet. Bogen må derfor være skrevet på et tidspunkt inden for dette tidsrum på 128 år. Der er en anden kendsgerning, som indsnævrer dette tidsrum. Det indledende waw viser, at Ester blev skrevet efter Neh, det vil sige efter 430 f.Kr. Tidsrummet reduceres følgelig til 98 år; og da det persiske herredømme tydeligvis stod i sin oprindelige kraft, da Ester blev skrevet, kan vi næppe tage meget fejl, hvis vi daterer den til omkring 400 f.Kr.

4. Dens indhold:

Bogen er kendetegnet ved overordentlig dramatisk kraft. Scenen er "borgen Susan", den del af den gamle elamitiske hovedstad, som udgjorde de persiske kongers befæstede residens. Bogen åbner med beskrivelsen af en stor fest. Alle rigets notabiliteter er til stede sammen med deres følge, både små og store. For at kaste glans over anledningen bliver Vashti kaldt til at vise sig for kongens gæster; og til den store forsamlings bestyrtelse nægter dronningen at adlyde. Et råd bliver straks sammenkaldt. Vashti bliver degraderet; og der udstedes et dekret om, at enhver mand skal herske i sit eget hus (Est 1). For at finde en efterfølger til Vashti bliver de smukkeste unge kvinder i riget bragt til Susan; og Hadassa, Mordokajs kusine og adoptivdatter, er blandt dem. Ester (2) afsluttes med en bemærkning om to hændelser:

(1) Hadassas kroning (nu og herefter kaldet "Ester") som dronning;

(2) Mordokajs afsløring af en sammensværgelse i paladset om at myrde kongen.

Kapitel 3 introducerer en anden hovedperson, Haman, Hammedatas søn, hvis sæde kongen havde sat "over alle fyrsterne, der var hos ham." Alle kongens tjenere, som er ved kongens porte, kaster sig ned for den mægtige yndling. Mordokaj, som ikke er en skolet hofmand, men en gudfrygtig jøde, afholder sig fra det. Skønt man irettesætter ham, vil han ikke rette sig efter det. Sagen bliver bragt til Hamans kundskab; for hans krænkede værdighed er Mordokaj et for lille offer. Hele det jødiske folk må gå til grunde. Der kastes lod for at finde en lykkebringende dag til deres udryddelse. Kongens samtykke opnås, og det kongelige dekret sendes ud i alle provinserne med fastsættelse af nedslagtningen til den 13. dag i den 12. måned.

Dekretets bekendtgørelse efterfølges af universel sorg blandt jøderne (Est 4). Esther får besked om Mordekais sorg, og gennem de sendebud, hun sender til ham, bliver hun underrettet om sin og sit folks fare. Hun opfordres til at redde sig selv og dem. Hun beslutter til sidst at søge kongens nærvær på risiko for sit liv. Hun præsenterer sig selv (kapitel 5) for kongen og bliver modtaget med velvillie. Her mærker vi stedet og tiden. Alt afhænger af en enkelt vilje – kongens. Esther forsøger ikke at udrette for meget fra først af: hun inviterer kongen og Haman til et gæstebud. Her spørger kongen Esther, hvad hendes bøn er, og forsikrer hende om, at den skal blive imødekommet. Som svar anmoder hun om hans og Hamans nærvær ved et gæstebud dagen efter. Haman går bort i høj jubel. På vej hjem passerer han Mordekaj, som "stod ikke op eller flyttede sig for ham". Haman passerer videre fyldt med vrede og åbenbarer sig over for sin hustru og alle sine venner. De råder ham til at få rejst en stage, halvtredsindstyve alen høj, til Mordekais pålning; at han morgenen efter opnår kongelig tilladelse til Mordekais henrettelse; og at han så går med glad hjerte til gæstebudet med dronningen. Stagen blev gjort klar.

Men (Est 6) den nat kan Xerxes ikke sove. Rigernes krøniker læses for ham. Læseren er kommet til Mordekais afsløring af sammensværgelsen, da kongen spørger, hvilken belønning han fik. Han bliver underrettet om, at tjenesten ikke havde modtaget nogen anerkendelse. Det er nu tidligt om morgenen, og Haman venter på gården på audiensudskrivelse for at anmode om Mordekais liv. Han bliver kaldt til kongens nærvær og spurgt, hvad der bør gøres ved den mand, som kongen ønsker at ære. I tro på, at kongen kun kan tænke på ham selv, foreslår han, at kongeligt ære vises ham. Han bliver forfærdet over befalingen til at gøre det for Mordekaj. I løbende hast fra sin ydmygende tjeneste ved den hadte jøde har han næppe tid til at fortælle den sørgelige historie til sin hustru og venner, før han bliver kaldt til Esthers gæstebud. Der beder hun, når kongen fornyer sin anmodning om at få at vide, hvad hendes ønske er, for sit liv og sit folks (Est 7). Kongen spørger i undren, hvem han er, og hvor han er, som turde såre hende og dem. Svaret er, at Haman er modstanderen. Xerxes, fyldt med forargelse, rejser sig fra gæstebudet og går ind i paladsets have. Han vender tilbage og opdager, at Haman i sin frygtens vanvid har kastet sig på dronningens leje og beder for sit liv. Den handling besegles hans skæbne. Han bliver ført bort for at blive pålet på den stage, han selv havde forberedt til jøden. Kongerigets segl blev overdraget til Mordekaj (Est 8). Der træffes straks forholdsregler til at afværge følgerne af Hamans plan (Est 9-10). Resultatet er befrielse og ære for jøderne. De beslutter, at purimfesten bør indstiftes og herefter stedse observeres af jøder og proselyitter. Beslutningen blev bekræftet ved breve fra Esther og Mordekaj.

5. De græske tilføjelser:

Septuaginta, som den foreligger os, foretager omfattende tilføjelser til den oprindelige tekst. Hieronymus, som holdt sig til den hebraiske tekst i sin egen oversættelse, har tilføjet disse til slutningen. De udgør næsten syv kapitler. Der er intet i dem, der gør dem værd at læse. Deres alder er blevet fastsat til 100 f.Kr., og deres eneste værdi består i den vejledning, de giver om bogens oldgamlelhed. Den havde eksisteret længe nok til at forvirre det hebraiske sind med fraværet af Guds navn og udeladelsen af enhver henvisning til guddommelig tilbedelse. Fuld oprejsning skabes i tilføjelserne.

6. Angrebene på bogen:

Modstanderne af Esthers bog kan uden tvivl prale af, at Martin Luther anførte angrebet. I sine Tafeltaler erklærede han, at han var så fjendesindladt over for "Esthers bog, at jeg ønskede, den ikke fandtes; for den judaiserer for meget og indeholder meget hedenskap uselskab". Hans bemærkning i sit svar til Erasmus viser, at dette var hans velovervejet skøn. Med henvisning til Esther siger han, at selvom jøderne har den i deres kanon, "er den mere værd end alt" det apokryfiske "at blive udelukket fra kanonen". Denne afvisning var dog ikke begrundet på historiske eller kritiske grunde. Den hvilede udelukkende på en helt fejlagtig vurdering af bogens tone og hensigt. Luthers skøn er blevet drevet længere af Ewald, som siger: "Vi falder her som fra himmel til jord; og når vi kigger blandt de nye former omkring os, synes vi at se jøderne, eller mere præcist småmændene i dag i det hele taget, handle på samme måde som de gør nu". Intet af alt dette rører dog Esthers historicitet.

Det moderne angreb har helt anden målsætning. Semler, som er dets ægte ophavsmand, troede, at Esther var et værk af ren fantasi, og at den ikke etablerede mere end jødernes stolthed og arrogance. DeWette siger: "Det krænker al historisk sandsynlighed og indeholder slående vanskeligheder og mange fejl med hensyn til persiske skikke, såvel som retfærdige henvisninger til dem". Dr. Driver modererer denne vurdering. "Forfatteren", siger han, "viser sig velinformeret om persiske skikke og institutioner; han begår ikke tidsforkelligheder som dem, der optræder i Tobit eller Judith; og karakteriseringen af Xerxes, som han tegner det, stemmer overens med historien". Kontroversen viser imidlertid ingen tegn på at nærme sig løsning. Th. Noldeke (Encyclopaedia Biblica) er mere voldsom end De Wette. "Historien", skriver han, "er faktisk en samling af usandsynligheder og umuligheder". Vi skal først og fremmest se på de vigtigste indvendinger, som han og andre fremlægger, og derefter på de seneste bekræftelser af Esthers historicitet.

7. Nogle af indvendingerne:

(1) »Der er noget fantastisk, men ikke helt ubehændigt,« siger Noldeke, »i det greb, hvorved Mordokaj og Haman gøres til arvinger af et gammelt fjendskab, idet den førstnævnte er medlem af kong Sauls slægt, den sidstnævnte en efterkommer af Agag, Amaleks konge.« Det er bestemt uværdigt for en forsker at gøre bogen ansvarlig for en jødisk fabel. Der er absolut ingen omtale i den af hverken kong Saul eller Agag, Amaleks konge, og ikke den fjerneste hentydning til noget nedarvet fjendskab. »Kish, en benjaminit« nævnes ganske vist (Est 2,5) som Mordokajs oldefar; men hvis dette også var Sauls far, så var den første af israelitternes konger delagtig i erfaringerne fra det babyloniske fangenskab, en forestilling, som bestemt er fantastisk nok. Man kunne også spørge, hvordan en amalekit kunne beskrives som en agagit; og hvordan en barnløs konge, der blev hugget i stykker, blev stamfader til en stamme. Men enhver antydning af et grundlag, som den rabbinske indbildning nogensinde havde, blev for år tilbage fejet bort ved Opperts opdagelse af »Agag« i en af Sargons indskrifter som navnet på et distrikt i Perserriget. »Haman, søn af Hammedata, agagitten« betyder ganske enkelt, at Haman eller hans far var kommet fra distriktet Agag.

(2) Påstanden om, at Est 2,5; Est 2,6 fremstiller Mordokaj som en, der var blevet ført bort sammen med Jekonja fra Jerusalem, og at han derfor havde en umulig alder, er ikke værd at bemærke. Det relative »som« (2,6) henviser til Kish, hans oldefar.

(3) »Mellem det 7. og det 12. år af hans regering var Xerxes' dronning Amestris, en overtroisk og grusom kvinde (Herod. vii.114; ix.112), som ikke kan identificeres med Ester, og som ikke giver plads til Ester ved sin side« (Driver). Scaliger identificerede for længe siden Ester med Amestris, en identifikation som Prideaux forkastede på grund af den grusomhed, Herodot har tillagt denne dronning. Dr. Driver har ikke fuldt ud taget højde for én ting--det slående faktum, at kritikere har rettet netop denne anklage om grusomhed mod heltinden i vores bog. Det er meget muligt, at Ester, der levede i en verden af nådesløs intrige, kan have været nødt til at træffe foranstaltninger, som kunne danne grundlag for de beretninger, den græske historiker har nedskrevet.

(4) Bogens mål siges at være at forherlige jøderne. Men tværtimod er den blot en beretning om, at de blev reddet fra en dygtigt planlagt udryddelse.

(5) Beskrivelsen af jøderne (Est 3,8) som »spredt blandt folkene i alle provinserne i« riget siges ikke at kunne anvendes på den persiske periode. Det argument bygger på en uvidenhed om den gamle verden, som forskningen dagligt korrigerer. Vi ved nu, at før Esters tid var jøder bosat både i det østlige og i det sydlige Egypten, det vil sige i den yderste vestlige del af Perserriget. Under urolighederne ved slutningen af det 7. og det 6. århundrede f.Kr. må store skarer være blevet spredt, og da fædrelandets bånd i den sidstnævnte periode blev opløst, må jødiske vandringer være taget vældigt til.

(6) Bogens hebraisk siges at tilhøre en langt senere periode end Xerxes' tid. Men det indrømmes, at den er tidligere end Krønikebøgernes hebraisk; og nyere opdagelser har afgørende vist, at bogen hører til den persiske periode.

(7) Den antydning fremsættes (Driver), »at den fare, som truede jøderne, var lokal«, og følgelig at bogen, skønt den har et historisk grundlag, er en roman. Men imod dette står de kendsgerninger, at højtiden fra begyndelsen er blevet overholdt universelt, og at den ikke er blevet overholdt mere fuldstændigt eller mere begejstret ét sted end andre steder.

(8) Der er ingen henvisning til den, fremføres det, i Krønikebøgerne, Ezra eller Ben Sira (Siraks Bog). Men Krønikebøgerne slutter med Kyros' proklamation, der giver jøderne tilladelse til at vende tilbage og genopbygge templet. Der er ikke meget at undre sig over i, at de ikke indeholder nogen henvisning til begivenheder, som fandt sted 60 år senere. I Ezra, som bestemt dækker Esters periode, udelukkes henvisning til de begivenheder, hun var forbundet med, af værkets plan. Det giver historien om tilbagevenden, den første del under Zerubbabel i 536 f.Kr., den anden under Ezra selv, 458 f.Kr. Begivenhederne i Ester (som var samlet inden for en periode på få måneder) faldt i mellemtiden og var hverken forbundet med den første tilbagevenden eller den anden. Her er indvenderen igen bemærkelsesværdigt glemsom over for formålet med den bog, han henviser til. Der er ganske lige så lidt vægt i henvisningen til Siraks Bog. Når Ben Sira behandler denne tid, er hans blik rettet mod Jerusalem. Han fremhæver Zerubbabel, »Jesus, Josedeks søn,« og Nehemias (49,11-13). Selv Ezra, som Jerusalem og den nye jødiske stat skyldte så meget, nævnes ikke. Hvorfor skulle Ester og Mordokaj da nævnes, som synes slet ikke at have haft nogen del i genopbygningen af den hellige by?

(9) Bogen siges at vise uvidenhed om det persiske rige ved at sige, at det var delt i 127 provinser, hvorimod Herodot fortæller os, at det blev inddelt i 20 satrapier. Men der var ingen sådan enddelighed i tallet, selv ikke af disse store inddelinger af riget. Darius nævner i sine Behistun-indskrifter tallet som 21, senere som 23, og ved en tredje optælling som 29. Herodot selv, når han citerer fra et dokument fra tiden med Xerxes, viser, at der dengang var omkring 60 nationer under Persiens herredømme. Indvendingen har også undladt at bemærke, at medhinah ("provins") omtalt i Ezra 2,1 ikke er en satrapi, men en underinddeling af denne. Juda kaldes en medhinah i Ezra 2,1, og det var kun en lille del af den 5. satrapi, nemlig Syrien. Men tiden er forbi for indvendinger af denne art. Nyere udgravninger har bevist bogens vidunderlige nøjagtighed. "Vi finder i Esters Bog," siger Lenormant (Ancient History of the East, II, 113), "et meget levende billede af det persiske kongers hof, som sætter os i stand til, bedre end alt, hvad der findes hos de klassiske forfattere, at trænge ind i det indre liv og detaljerne i organisationen af den centralregering, som blev etableret af Darius."

8. Bekræftelser af bogen:

Disse opdagelser har flyttet diskussionen over på et helt andet plan--eller rettere: de har afsluttet den. Siden Grotefend i 1802 læste navnet Xerxes i en persisk indskrift og fandt, at det bogstav for bogstav var Ahasverus i Esters Bog, har forskningen hobet bekræftelser op på bogens historiske karakter. Den har til at begynde med bevist, at den sene datering, som er blevet foreslået for bogen, ikke kan opretholdes. Sproget hører hjemme i den persiske herredømmetid. Det er præget af forekomsten af gammelpersiske ord, hvis betydning var gået tabt i det 2. århundrede f.Kr., og som først er blevet genvundet gennem tydningen af de persiske monumenter. Septuagintas oversættere kendte dem ikke og begik derfor fejl, som er blevet gentaget i vores egen KJV og i andre oversættelser. Vi læser (Est 1,5; Est 1,6 KJV), at »i gården til haven ved kongens palads« var der »hvide, grønne og blå forhæng, fastgjort med snore af fint linned og purpur« osv. Som man ser i ruinerne af Persepolis, var et markant træk ved det persiske palads i denne periode et stort område optaget af søjler, som var dækket med solsejl. Det kan i forbifarten bemærkes, at disse, som bogen siger, lå i gården til paladsets have. Men vores kendskab til det genfundne persiske sprog tvinger os nu til at læse: »hvor der var et solsejl af fint hvidt bomuld og violet, fastgjort med snore af fint hvidt linned og purpur.« Hvidt og blåt (eller violet) var de kongelige persiske farver. I overensstemmelse hermed får vi at vide, at Mordokaj (Est 8,15) »gik ud fra kongens nærhed i kongelig klædning af blåt og hvidt.« Det højt organiserede postsystem, kongens skrivere, føringen af rigets krøniker og de strenge og udførlige hofskikke er alle karakteristiske for Persien i denne periode. Vi får at vide om den forordning, som Haman opnåede, at »i kong Ahasverus' navn blev den skrevet og beseglet med kongens ring« (eller segl). Den blev ikke underskrevet, men beseglet. Det var persisk skik. Seglet tilhørende Darius, Xerxes' far, er blevet fundet og findes nu på British Museum. Det bærer en fremstilling af kongen, der skyder pile mod en løve, og ledsages af en indskrift på persisk, susisk og assyrisk: »Jeg, Darius, den store konge.« Identifikationen af Ahasverus, som Grotefend foretog, og som senere opdagelser i rigt mål bekræftede, stillede bogen i et helt nyt lys. Så snart denne identifikation var sikret, blev tidligere indvendinger forvandlet til bekræftelser. I monarkens påståede udskejelser så forskerne nu historiens Xerxes. Samlingen af rigets stormænd i »hans regerings tredje år« (Est 1,3) var tydeligvis den historiske forsamling, hvor det græske felttog blev drøftet; og »det syvende år«, hvor Ester blev gjort til dronning, var året for hans tilbagekomst fra Grækenland. Bogen forudsætter, at Susa var de persiske kongers residens, og sådan var det. Den rette form af navnet, som indskrifterne viser, var »Shushan«; »borgen Shushan« viser, at der fandtes to Susaer, hvilket var tilfældet, og birah (»palads«) er et persisk ord, der betyder fæstning. Den overraskende strenge etikette ved paladset, som vi har henvist til, og faren ved at træde uindbudt ind i kongens nærhed er blevet fremført som bevis for, at bogen er en roman. Det modsatte er imidlertid sandheden. »Paladset hos perserne,« siger Lenormant, »var ganske utilgængeligt for mængden. En yderst streng etikette vogtede al adgang til kongen og gjorde det meget vanskeligt at nærme sig ham. .... Den, der trådte ind i kongens nærhed uden på forhånd at have fået tilladelse, blev straffet med døden« (Ancient History of the East, II, 113-14; sammenlign Herodot i.99). Men et yderligere og særligt afgørende vidnesbyrd om bogens historiske karakter gives ved genopdagelsen af Xerxes' og Esters palads. En indskrift af Artaxerxes Mnemon, fundet i Susa, fortæller os, at det blev ødelagt af ild i Artaxerxes Longimanus' dage, Xerxes' søn og efterfølger. Inden for omtrent 30 år fra Esters tid forsvandt dette palads derfor fra menneskers viden. Ikke desto mindre stemmer henvisningerne i bogen fuldstændigt overens med planen for den store bygning, sådan som den er blevet afdækket ved de nyere franske udgravninger. Vi læser (Est 4), at Mordokaj, klædt i sæk, gik omkring på »den brede plads i byen foran kongens port.« Ruinerne viser, at Kvindernes Hus lå på paladsets østside, nærmest byen, og at en port førte derfra ud til »byens gade.« I Est 5,1 læser vi, at Ester »stod i den indre gård til kongens hus, over for kongens hus.« »Kongen,« læser vi også, »sad på sin kongelige trone i det kongelige hus, over for indgangen til huset,« og at han fra tronen »så dronning Ester stå i gården.« Hver eneste detalje er nøjagtig. En korridor førte fra Kvindernes Hus til den indre gård; og ved den side af gården, der lå over for korridoren, lå hallen, eller paladsets tronsal. Præcis midt på den fjerneste væg var tronen placeret, og fra dette ophøjede sæde så kongen, hen over en mellemliggende skærm, dronningen vente på audiens. Andre detaljer, såsom at kongen gik fra dronningens gæstebudshus ud i haven, viser et tilsvarende nøjagtigt kendskab til paladset, som det dengang var. Det er en bekræftelse, hvis styrke det er vanskeligt at overvurdere. Den viser, at forfatteren var velunderrettet, og at hans værk er kendetegnet ved minutiøs nøjagtighed.

Det fuldstændige fravær af det guddommelige navn i Ester har udgjort en vanskelighed, selv hvor det ikke er blevet fremført som en indvending. Men det er tydeligvis en del af en guddommelig plan. Den samme tavshed opretholdes strengt hele vejen igennem med hensyn til bøn, lovprisning og enhver henvendelse til Gud. Denne tavshed var anstødelig for de tidlige jøder; for i Septuagintas tilføjelser til bogen er der en fyldig anerkendelse af Gud både i bøn og i lovprisning. Men den må have ramt jøderne på den tid og de officielle vogtere af de kanoniske bøger lige så smerteligt; og vi kan kun forklare, at de sidstnævnte optog Ester, ud fra den grund, at der var overvældende vidnesbyrd om dens guddommelige oprindelse og autoritet. Kan denne strenge undertrykkelse forklares? I den oprindelige ordning af Det Gamle Testamentes kanoniske bøger (den nuværende hebraiske ordning er efterkristen) er Ester knyttet til Nehemias. I 1895 fremsatte jeg et forslag, som jeg stadig mener er værd at overveje: Mere end 60 år var gået, siden Kyros havde givet jøderne tilladelse til at vende tilbage. Det store flertal af folket forblev ikke desto mindre, hvor de var. Nogle, som Nehemias, blev holdt tilbage af officielle og andre bånd. Resten var ligeglade eller afslog at bringe de nødvendige ofre i form af ejendom og ro. Med sådanne som disse sidste kan historien om Guds gerning på jorden aldrig forbindes. I sit forsyn vil han våge over dem og udfri dem: men deres navne og hans vil ikke blive bundet sammen i beretningen om arbejdet og ventetiden på jordens frelse.

John Urquhart