Kyros

si'-rus (koresh; Old Persian Kurus; Babylonian Kur(r)as, Kur(r)asu; Greek Kuros, 2 Krøn 36,22, osv.):

1. Kyros' stamtavle

2. Hans land, Ansan eller Anzan

3. Hans oprindelse (Herodot)

4. Hans oprindelse (Xenofon)

5. Hans oprindelse (Nikolaos fra Damaskus)

6. Hans oprindelse (Ktesias)

7. Babylonske optegnelser over hans regeringstid--Nabonidus' cylinder 8. Babylonske krøniken

9. Babylonske krøniken--Babylons erobring

10. Kyros' cylinder

11. Kyros' historie fra græske kilder

12. Massageterne

13. Sakaerne, Berbicierne osv.

14. Usikkerhed om hans dødsmåde

15. Kyros' omdømme

16. Hvorfor accepterede babylonerne ham?

17. Kyros og jøderne

18. Kyros i Persien--Hans basrelief

1. Kyros' stamtavle:

Søn af den tidligere Kambyses fra det kongelige akhaemenidiske slægt. Hans stamtavle, som han selv opgiver, er sådan: "Jeg er Kyros, kongens værtsherre, den store konge, den mægtige konge, Tindir (Babylon) konge, Sumeru og Akkadu lands konge, de fire hjørners konge, Kambyses søn, den store konge, Ansan by konge, Kyros barnebarn, den store konge, Ansan by konge, Sispis (Teispes) oldebarn, den store konge, Ansan by konge, det evigtvarende kongeslægt hvis herredømme Bel og Nebo elsker," osv. (WAI, V, plural 35, 20-22).

2. Hans land, Ansan eller Anzan:

Da Assan (Ansan, Anzan) i de babylonske indskrifter forklares som Elam--byen var faktisk dette lands hovedstad--er det sandsynligt, at Kyros' navn var elamitisk; men betydningen er usikker. Den græske etymologi, der forbinder det med khor, "solen" på persisk, kan derfor afvises. Efter Strabon blev han oprindelig kaldt Agradates, men det navn, han blev universelt kendt under, blev taget fra floden Kyros. Dette var dog mere sandsynligt årsagen til, at hans bedstefar (efter hvem han sandsynligvis blev navngivet) blev kaldt Kyros.

3. Hans oprindelse (Herodot):

Flere versioner af hans fødsel og fremstigning til magten er optegnet. Herodot (i.95) nævner tre. I den som han citerer (i.107 ff), siges det, at Mandane var datter af medierkungen Astyages, som på grund af en drøm, han havde haft, der forudsagde hendes søns endelige triumf over hans dynasti, gav hende i ægteskab til en perser ved navn Kambyses, som ikke var blandt hans peers. En anden drøm fik ham til at holde øje med hendes ventede afkom, og da Kyros kom til verden, overdrog Astyages barnet til sin slægtning Harpagus med befaling til at dræbe det. Uvillig til at gøre dette gav han barnet til en hyrdepige ved navn Mitradates, som, idet hans hustru havde født et dødfødt barn, gik med til at spare Kyros' liv. Senere blev Kyros på grund af hans imperøse handlinger genkendt af Astyages, som fik at vide hele historien, og skånede ham, fordi han, eftersom han en gang var blevet udnævnt til konge af sine legebrødre i leg, blev anset af Magierne for at have opfyldt forudsigelserne om hans ultimative kongelige status. Den hævn, som Astyages tog over Harpagus for hans tilsyneladende ulydighed mod befalinger, er velkendt: hans søn blev slået ihjel, og en portion, forklædt, blev givet ham at spise. Skønt fyldt med sorg, skjulte Harpagus sine følelser og drog bort med resterne af sin søns legeme; og Kyros blev senere sendt til at blive hos sine forældre, Kambyses og Mandane. Senere persuaderede Harpagus Kyros til at formå perserne til at gøre oprør, og Astyages, som uforsigtig havde udnævnt Harpagus til øverstkommanderende for medierhæren, gik over til Kyros' side. Resultatet var en let sejr for sidstnævnte, men Astyages sørgede for at spidde de Magiere, der havde rådet ham til at skåne sin barnebarn. Efter at have samlet en anden, men mindre hær, tog han selv til felts, men blev besejret og fanget. Kyros, som blev konge over Medien såvel som Persien, behandlede ham dog hæderligt og godt.

4. Hans oprindelse (Xenofon):

Ifølge Xenofon, Kyropædia i. afsnit 2, var Kambyses, Kyros' far, konge over Persien. (BEMÆRK: Han kan have tilføjet Persien til sit rige, men efter Kyros selv var han konge over Ansan eller Elam.) Indtil sit 12. år blev Kyros uddannet i Persien, da blev han opfordret, sammen med sin mor, af Astyages, hvem han straks viste stor hengivenhed. Astyages siges at være blevet efterfulgt af sin søn Kyaxares, og Kyros blev derefter hans øverstkommanderende, som underkuede blandt andre lyderne. Han besejrede assyrerne (= babylonerne) to gange, hans endelige erobring af landet sker, mens den mediske konge stadig var i live. Da Kyropædien imidlertid er en roman, har de historiske detaljer ikke stor værdi.

5. Hans oprindelse (Nikolaos fra Damaskus):

Nikolaos fra Damaskus beskriver Kyros som søn af en mardisk bandit ved navn Atradates, hans mors navn var Argoste. Mens han var i tjeneste på Astyages' palads, blev han adopteret af Artembarks, mundskænk, og opnåede således fornem status. Kyros gjorde nu sin banditfar til satrap af Persien og ploterede med grundløs utaknemmelighed mod sin konge og velgører. Efter at forberedelserne til et oprør var gjort, var han og hans general Oibaras sejrrige ved Hyrba, men blev besejret ved Parsagadae, hvor hans far Atradates blev fanget og senere døde. Kyros søgte nu tilflugt i sit bjergrige hjem, men kvindernes hån drev ham og hans hjælpere ud igen, denne gang til sejr og herredømme.

6. Hans oprindelse (Ktesias):

Ctesias siger også, at der ikke var noget slægtskab mellem Kyros og Astyages (Astyigas), som, da Kyros erobrede Medien, flygtede til Ekbatana og dér blev skjult af sin datter Amytis og hendes mand Spitamas. Hvis Astyages ikke havde overgivet sig, ville Kyros, siges det, have tortureret dem sammen med deres børn. Kyros frigav senere Astyages og giftede sig med hans datter Amytis, hvis mand han havde ladet dræbe for at have sagt en usandhed. Baktrierne siges at have været så tilfredse med forsoningen mellem Kyros og Astyages og hans datter, at de frivilligt underkastede sig. Ifølge Ctesias blev Kyros taget til fange af sakaerne, men han blev løskøbt. Han døde af et sår, han fik i kamp mod derbikerne, som blev hjulpet af inderne.

7. Babyloniske optegnelser om hans regering--Nabonids cylinder:

Midt i så megen usikkerhed er det en lettelse at vende sig til babyloniernes samtidige dokumenter. Skønt de ikke taler udførligt om Kyros' ungdom og kun henviser til andre perioder af hans løbebane, som de havde mere umiddelbar interesse i, kan de ikke desto mindre, fordi de er samtidige, anses for at have en helt særlig autoritet. Ifølge indskrifterne fandt konflikten med Astyages sted i 549 f.Kr. Af Nabonids cylinder lærer vi, at mederne havde haft stor fremgang i deres krigsoperationer og var trængt så langt bort som til Karan, som de havde belejret. Den babyloniske konge Nabonid ønskede at udføre Marduks anvisninger, åbenbaret i en drøm, om at genopbygge templet for Sin, måneguden, i denne by. Dette kunne han imidlertid ikke gøre på grund af belejringen, og det blev åbenbaret for ham i en drøm, at Astyages' magt ville blive styrtet efter tre år, hvilket skete som forudsagt. »De (guderne Sin og Marduk) lod da Kyros, konge af Anzan, hans (Marduks) unge tjener, med sin lille hær rejse sig mod ham (mederen); han ødelagde den vidtstrakte Umman-manda (mederne), Istuwegu (Astyages), medernes konge, tog han til fange og førte (ham) som fange til sit (eget) land.« Beretningen om dette sammenstød i Den Babyloniske Krønike (som måske er Kyros' egen) lyder således: »(Astyages) samlede sin hær og drog mod Kyros, konge af Ansan, for at fange ham, og hvad Astyages angår, gjorde hans hær oprør mod ham og greb ham og gav ham til Kyros.«

8. Den Babyloniske Krønike:

Kyros drog til landet Ekbatana, hans kongelige by. Han førte sølv, guld, møbler og handelsvarer bort fra Ekbatana og tog de møbler og handelsvarer, som han havde erobret, med til landet Ansan.

Ovenstående er indførslen for Nabonids 6. år, som svarer til 549 f.Kr.; og man vil bemærke, at han her kaldes »konge af Ansan«. Den næste henvisning til Kyros i Den Babyloniske Krønike er indførslen for Nabonids 9. år (546 f.Kr.), hvor det siges, at »Kyros, konge over landet Parsu (Persien), samlede sin hær og krydsede Tigris neden for Arbela«, og i den følgende måned (Iyyar) drog ind i landet Is- ...., hvor nogen synes at have taget imod bestikkelse, bemandet stedet med en garnison, og senere herskede en konge dér. Passagen er imidlertid ufuldstændig og derfor uklar, men vi kan måske deri se et forberedende skridt fra Kyros' side til at få herredømme over det område, som Nabonid gjorde krav på. Det næste år (545 f.Kr.) synes der at have været endnu et skridt fra persernes side, for den elamitiske statholder (?) nævnes og havde tilsyneladende en eller anden forbindelse med statholderen i Erek. Hele denne tid synes forholdene at have været de samme i Babylonien: kongens søn (han nævnes ikke ved navn, men tilsyneladende menes Belshassar) og soldaterne blev i Akkad (muligvis brugt i ordets gamle betydning, som betegnelse for området omkring Sippar), hvor man tilsyneladende forventede, at hovedangrebet ville blive sat ind. Henvisningen til statholderen i Erek kunne antyde, at en sammensværgelse var under opsejling længere mod syd--en bevægelse, som de indfødte myndigheder muligvis forblev uvidende om.

9. Den Babyloniske Krønike--erobringen af Babylon:

Efter et tomrum, som efterlader fire år uden redegørelse, har vi spor af fire linjer, der nævner gudinden Ishtar fra Erek, og der henvises til guderne i landet Par .... (?Persien). Derefter kommer den lange indførsel, som, skønt dateringen er brækket af, må henvise til Nabonids 17. år. Der henvises til et kongeligt besøg i et tempel, og der nævnes et oprør. Visse religiøse ceremonier blev da udført, og andre udeladt. I måneden Tammuz synes Kyros at have udkæmpet et slag i Opis og at være lykkedes med at angribe Akkads hær, som befandt sig ved Tigris. På den 14. dag i måneden blev Sippar indtaget uden kamp, og Nabonid flygtede. På den 16. gik Ugbaru (Gobryas), Mediens statholder, ind i Babylon med Kyros' hær uden kamp, og dér blev Nabonid taget til fange sammen med sine tilhængere. På dette tidspunkt synes E-saggil og landets templer at være blevet lukket, muligvis for at forhindre Nabonids tilhængere i at søge fristed dér, eller også for at forhindre sammensvorne i at komme frem; og på den 3. Marcheswan (oktober) gik Kyros ind i Babylon. "Skarer samlede sig foran ham og foreslog fred for byen; Kyros, befal freden for Babylon, hele byen." Gobryas, hans vicekonge, udnævnte derefter statholdere i Babylon, og de guder, som Nabonid havde ført ned til Babylon, blev ført tilbage til deres helligdomme. Om natten den 11. Marcheswan gik Ugbaru imod (en del af Babylon), og kongens søn døde; og der blev sørget over ham fra den 27. Adar til den 3. Nisan (seks dage). Der er nogen tvivl om, hvorvidt teksten taler om kongen eller kongens søn, men da der findes en optegnelse om, at Nabonid blev sendt i eksil til Karmanien, synes det mest sandsynligt, at der her hentydes til Belshassars død "om natten". Dagen efter sørgetidens afslutning (den 4. Nisan) udførte Kambyses, Kyros' søn, ceremonier i templet E-nig-had-kalamma, sandsynligvis i forbindelse med nytårsfesten, som Kyros formentlig havde afpasset sin ankomst til Babylon efter. Ifølge Herodot (i.191) blev Babylon indtaget under en fest, hvilket stemmer med Dan 5,1 ff.

10. Kyros-cylinderen:

Den anden indskrift af Kyros, opdaget af hr. H. Rassam i Babylon, er en slags proklamation, som retfærdiggør hans overtagelse af kronen. Han anfører, at guderne (i Babyloniens forskellige byer) forlod deres boliger i vrede over, at han (Nabonid) havde fået dem til at gå ind i Su-anna (Babylon). Merodak, Babylons øverste guddom, søgte også en retfærdig konge, hans hjertes ønske, hvis hånd han kunne holde--Kyros, konge af Ansan, kaldte han hans titel--for alle rigerne tilsammen blev (hans) navn udråbt.

Herligheden ved Kyros' erobringer appellerede sandsynligvis til babylonierne, for Kyros anfører dernæst, at Merodak lagde alle Qutus (Mediens) tropper under hans fødder og alle Mandas tropper (barbarer og lejesoldater). Han lod også hans hænder fastholde folket med det mørke hoved (asiater, herunder babylonierne)--i retfærdighed og ret tog han sig af dem. Han befalede, at han skulle gå til sin by Babylon, og vandrede ved hans side som en ven og en ledsager--uden kamp og slag lod Merodak ham gå ind i Su-anna. På hans høje befaling bragte kongerne i enhver egn fra det øvre hav til det nedre hav (Middelhavet til Den Persiske Bugt), amoritternes konger og teltboerne deres værdifulde tribut og kyssede hans fødder inde i Su-anna (Babylon). Fra Nineve(?), byen Assur, Susa, Agade, landet Esnunnak, Zamban, Me-Turnu og Deru, til Mediens grænser, blev de guder, der boede dér, ført tilbage til deres helligdomme, og hele folket blev samlet og sendt tilbage til deres boliger. Han slutter med at bede om gudernes bønner til Bel og Nebo om et langt liv og lykke, idet han også beder dem om at appellere til Merodak på vegne af Kyros, "hans tilbeder," og hans søn Kambyses.

11. Kyros' historie fra græske kilder:

Det var sandsynligvis mellem Astyages' nederlag og indtagelsen af Babylon, at Kyros besejrede Kroisos og erobrede Lydien. Efter at have forberedt sig på at angribe de græske byer i Lilleasien vendte han tilbage til Ekbatana og tog Kroisos med sig. De stater, som havde udgjort det lydiske rige, gjorde imidlertid straks oprør og måtte igen tvinges til underkastelse, denne gang af Harpagos, hans trofaste general, efter beslutsom modstand. Det var i denne periode, at Kyros undertvang folkene i Øvre Asien, idet hans næste mål var Babylonien (afsnit 9 og de to foregående afsnit). I denne forbindelse er det bemærkelsesværdigt, at der i den babyloniske officielle beretning ikke nævnes hans ingeniørarbejder som forberedelse til indtagelsen af Babylon--at lede Gyndes' vande ind i en række kanaler for at kunne krydse den (Herod. i.189); belejringen af Babylon, lang og vanskelig, og den endelige indtagelse af byen ved at ændre Eufrats løb, så hans hær kunne gå ind ad flodlejet (Herodot i.190-91). Der kan være et vist grundlag for denne udtalelse, men hvis det er tilfældet, pralede kongen ikke af det--måske fordi det ikke indebar noget egentligt arbejde, for de allerede eksisterende vandingsanlæg kan have været næsten tilstrækkelige til formålet. Det synes sandsynligt, at erobringen af Babylon åbnede vejen for andre militære bedrifter. Herodot anfører, at han dernæst angreb massageterne, som var beliggende hinsides Araxes.

12. Massageterne:

En tredjedel af deres hær blev besejret, og dronning Tomyris' søn blev fanget ved et snigangreb; men da han blev befriet fra sine lænker, begik han selvmord. I et andet overordentlig heftig slag, der fulgte, blev den persiske hær ødelagt, og Cyrus selv endte sit liv der efter en regeringsperiode på 29 år. (Han havde hersket over Medien i 11 år og over Babylonien (og Assyrien) i 9 år.) Efter de babylonske kontraktable var Kambyses, hans søn, knyttet til ham på tronen i første del af hans 1. regjeringsår i Babylon.

13. Sacaerne, Berbicerne osv.:

Enligt Ktesias gjorde Cyrus krig mod babylonierne og Sacaerne, men blev taget til fange af sidstnævnte og blev senere løskøbt. Han døde af et sår, han havde pådraget sig i kamp mod Berbicerne. Diodorus er enig med Herodot i det væsentlige, men fortæller, at Cyrus blev fanget af den skytisk dronning (tilsyneladende Tomyris), som korsfæstede eller opstakkede ham.

14. Tvivl om Måden for Hans Død:

Det er mærkeligt, at så vidt som en berømt hersker som Cyrus er det ikke noget sikkert kendt om måden for hans død. De beretninger, som er nået ned til os, synes at gøre det sikkert, at han blev dræbt i kamp med en fjende, men udsagnene om hans slutning er modsigelsesfulde. Denne mangel på nogen beretning om hans død fra en pålidelig kilde medfører, at Herodot har ret i at angive en forfærdelig katastrofe for de persiske våben, og det er derfor sandsynligt, at han faldt på slagmarken – måske i kamp med Massagetaerne, som Herodot siger. Under forudsætning af, at kun få af den persiske hær undslap, kan det være, at ikke en eneste af dem, som så ham falde, levede for at fortælle det, og verden var afhængig af de mere eller mindre pålidelige udsagn, som Massagetaerne gjorde.

15. Cyrus' Ry:

At han blev betragtet som en person med karakteren af høj sådan er klart af alt, som er nået ned til os om ham, det mest bemærkelsesværdige værende Xenofons Cyropædia og Institution of Cyrus. De babylonske indskrifter gengiver ikke babylonsk mening, men det faktum, at ved belejringen af Babylon stolede folket på hans ære og kom frem og bad fred for byen (tilsyneladende med fuld tillid til, at deres bøn ville blive bevilget); og at babylonierne som helhed var tilfredse under hans styre, kan betragtes som stiltiende bekræftelse. Nabonidus, før invasionen af hans område af de persiske styrker, var tilsyneladende gunstig stemt over for ham og betragtede ham, som vi har set, som "Merodachs unge tjener", Babylons gudebeskytter.

16. Hvorfor Accepterede Babylonierne Ham?:

Det er ikke helt klart, hvorfor babylonierne underkastede sig ham med så lidt modstand – deres indskrifter indeholder ingen indikation på, at de havde rigtig grund til at være utilfredse med Nabonidus' styre – han synes simpelthen at være blevet betragtet som noget uortodoks i sin dyrkelse af guderne; men kunne de forvente, at en fremmed af en anden religion ville være bedre i den henseende? Utilfredshed blandt babyloniernes præsteskab var uden tvivl grunden til deres misfornøjelse, og kan antages at give tilstrækkelig grund, selv om det ikke er til ære for babyloniernes patriotisme. Det er blevet sagt, at Cyrus' succes til dels skyldtes hjælp fra jøderne, som, idet de anerkendte ham som monoteist ligesom sig selv, gav ham mere end blot sympati; men det er sandsynligt, at han aldrig kunne have erobret Babylonien, hvis ikke præsterne, som angivet af deres egne optegnelser, havde spredt utilfredshed blandt folket. Det er tvivlsomt, om vi kan tillægge præsteskabet en højere motivation, selv om det ikke helt er umuligt. Det indre lære af det babylonske polyteistiske tro var, som nu er vel kendt, monotheistisk, og der kan blandt præsterne have været et ønske om at have en hersker, der holdt det for at være det sande tro, og også ikke var så tilbøjelig som Nabonidus til at gå på kant med folkets (og præsternes) fordomme. Jødisk indflydelse ville til en vis grad forklare dette.

17. Cyrus og Jøderne:

Hvis jøderne troede, at de ville blive mere sympatisk behandlet under Cyrus' styre, blev de ikke skuffet. Det var ham, som gav ordre til genopbygningen af templet i Jerusalem (2 Krøn 36,23; Ezra 1,2; Ezra 5,13; Ezra 6,3), gjenoprettede Herrens hus' kar, som Nebukadnessar havde taget bort (Ezra 1,7), og skaffer midler til at bringe cedertre fra Libanon (Ezra 3,7). Men han gjenoprettede også babyloniernes templer og bragte gudernes billeder tilbage til deres helligdomme. Ikke desto mindre følte jøderne tilsyneladende, at de gunster, han gav dem, viste sympati for dem, og det var sandsynligvis dette, som forårsagede, at Esajas (44,28) så i ham en "hyrdinge" for Herren og en salvedes konge (Messias, to Christo mou, Es 45,1) – en titel, som antydede for senere skribenter, at han var en foretype af Kristus (Hieron., Kommentar til Es 44,1).

18. Cyrus i Persien – Hans Basrelief:

Fra Persien får vi ingen hjælp med hensyn til hans karakter eller den vurdering, man havde af ham. Hans eneste bevarede indskrift står over hans idealiserede basrelief ved Murghab, hvor han ganske enkelt skriver: "Jeg er Kyros, akæmeniden." Stenen viser Kyros stående, vendt mod højre, klædt i en frynset dragt, der ligner dem, de gamle babyloniere bar, og som når ned til fødderne. Hans hår er redt tilbage i persisk stil, og på hovedet har han en kunstfærdig egyptisk krone, hvor to horn strækker sig fremad og bagud, med en uræusslange, der rejser sig fra hver ende, og mellem slangerne tre vaser-lignende genstande med skiver ved deres fod og top og takkede blade imellem. Der er ingen tvivl om, at denne krone symboliserer hans herredømme over Egypten, idet de tre vaser-lignende genstande er ændringer af de egyptiske guddommes tredobbelte hjelmkrone. Kongen fremstilles med fire vinger i assyrisk-babylonisk stil, sandsynligvis som et krav på guddommelighed i deres hierarki såvel som på herredømme i Merodaks og Assurs lande. I sin højre hånd, som er løftet til skulderhøjde, holder han en slags scepter, der tilsyneladende ender i et fuglehoved--efter al sandsynlighed også et symbol på babylonisk herredømme, skønt emblemet for de babyloniske byer i syd som oftest var en fugl med udbredte vinger.

T. G. Pinches