Essæere

es-senz', (Essenoi, Essaioi):

Indhold I. Navnet

Former Det Antager--Etymologi, Oprindelse

Ii. Kilder Til Essenernes Lære

1. Filon (1) Beskrivelse fra Quod Omnis Probus Liber (2) Beskrivelse fra Citat i Eusebius, Præparatio Evang. (3) Beskrivelse af Terapeuter fra De Vita Contemplativa

2. Josephus (1) Beskrivelse fra Antiquities of the Jews, XVIII, i, 5 (2) Beskrivelse fra Wars of the Jews, II, viii, 2-13 (3) Løse Bemærkninger

3. Plinius 4. Hegesippus 5. Porfyrius 6. Hippolytus--Bruger Josephus, men til Dels Uafhængig 7. Epifanius--Forvirrende Fremstilling

Iii. Slutninger Og Kombinationer

1. Styrelse 2. Lærer

Iv. Historie Og Oprindelse

1. Essenerne og Chasidim 2. Essenernes Stilling hos Josephus 3. Læremæssige Slægtskaber 4. Essenerne og Pythagoras 5. Buddhisme og Essenisme 6. Parsisme og Essenisme 7. Essenisme Væsentlig Jødisk

V. Forhold Til Apokalyptiske Bøger

1. Grunde til at Antage at Essenerne Forfattede Apokalypserne 2. Indvendinger Besvaret

Vi. Essenerne Og Kristendommen

1. Ligheder mellem Essenisme og Kristendom 2. Forskelspunkter 3. Essenismens Forsvinden i Kristendommen 4. Munkeliv Litteratur

=======================================================================================

Når Josephus beskriver de jødiske sekter, helligeder han det meste af sin tid og opmærksomhed til den tredje af disse sekter, Essenerne. Mærkeligt nok er der hyppige henvisninger til de to andre sekter i Det nye Testamente--Saddukæerne og Farisæerne--men intet henvises til Essenerne. På trods af denne taushed i Evangelierne er denne tredje sekts betydning uomtvistet. Selv i Egypten kendes de. Filon, den jødiske filosof, giver en beskrivelse af disse Essenere i vendinger, der på det hele talt minder om Josephus', men dog adskiller sig nok til at bevise ham som et klart uafhængigt vidne. En samtidig anden, Plinius Naturforskeren, nævner også disse Essenere. Cirka et århundrede senere har vi en omfattende beskrivelse af disse sektereres vaner og lærer i Hippolytus' Gendrivelse af al Kætteri. Halvandet århundrede senere igen beskriver Epifanius disse under forskellige titler. På trods af at intet tilbage til Essenerne kan findes i Evangelierne eller Apostlenes Gerninger, i det mindste under det navn, kan der ikke være tvivl om deres eksistens. Ønskede man at forstå Israels land, hvori vor Herres virksomhed fandt sted, må man begribbe den plads, som Essenerne indtog.

I. Navnet.

Dette antager flere former hos forskellige forfattere--ja undertiden optræder to former hos samme forfatter. Josephus bruger hyppigst den form af navnet, som står i begyndelsen af denne artikel, men undertiden taler han om enkeltpersoner som "Essæere" (BJ, II, vii, 3; viii, 4). Denne sidstnævnte form er den foretrukne af Filon, en form som bliver antaget af Hegesippus citeret af Eusebius, IV, 22. Plinius skriver i sin Naturhistorie, v.15 "Essæere." Hippolytus har også "Essenus." Epifanius har blandet sine oplysninger således, at denne sekt optræder hos ham under flere navne som "Ossæi" og "Jessæi." Former Det Antager--Etymologi, Oprindelse:

Det er klart at navnet ikke primært er græsk--det er gået over i græsk fra et andet sprog, da ingen af formerne har nogen let afledning på græsk. På trods af det har der været forsøg på at aflede det fra en græsk rod, men alle er absurde som etymologier. Etymologien må søges enten på hebraisk eller dets beslægtede aramæisk. Skikken med hensyn til oversættelse af egennavne er vor eneste vejledning. Ved at slutte fra praksis som set i den græske oversættelse af Skrifterne og hos Josephus, kan vi udlede at det første bogstav i det oprindelige ord må have været en af guttural-lydene `, h, '. At det andet bogstav var en siblant, er sikkert, og det sidste var sandsynligvis y, ', idet det endelige "n" i den sædvanlige form af navnet skyldes ønsket om at gøre ordet egnet til græsk bøjning. Vi kan sige at for os er de to sandsynligste afleder 'asiya', "udørere" eller 'aciya', "læger." Vores præference er for sidstnævnte, idet en af karakteristika ved Essenerne, som Josephus fremhæver, er det faktum at de var læger ved hjælp af urter og besværgelser (BJ, II, viii, 6). Dette syn er holdt af den store masse af forskere, som Bellerman, Gfrorer, Hamburger, Herzfeld, Dahm osv. Navnet "Terapeuter" givet af Filon til den beslægtede sekt i Egypten understøtter denne etymologi, da det ville være i en af sine betydninger en oversættelse af den. Lightfoots indvending om at det er usandsynligt at det almindelige navn på sekten "skulle være afledt fra en virksomhed som var blot sekundær og tilfældig" følger ikke analogi. Udtrykket "Metodist" blev afledt fra en rent midlertidig karakteristik af det selskab, som samlede sig omkring Wesley. Den ekstreme sandsynlighed, fra det faktum at navnet ikke findes i Det nye Testamente, er at det var af en øgenavn-natur, som "Quakers" anvendt på Samfundet af Venner. Mængden som fulgte vor Herre giver vidnesbyrd om den indflydelse som et ry for lægekunst gav til en.

Ii. Kilder Til Essenernes Lære.

Filon og Josefus er, som samtidige og jøder, nødvendigvis vores vigtigste kilder til information. Dernæst kommer Plinius, som ganske vist var samtidig med sekten, men som romer nødvendigvis modtog sine oplysninger på anden hånd. Næste i tid er Hippolytos i hans værk Gendrivelse af alle kætterier, skrevet mere end et århundrede efter den jødiske stats fald og essæernes forsvinden. Et punkt til hans fordel som autoritet er hans vane med at citere fra kilder, der også nu ville blive regnet for gode. Han synes i nogen grad at have bygget på Josefus, men han synes også at have gjort brug af en anden kilde eller andre kilder. Lidt senere kommer Porfyrios. Han henter efter eget udsagn alle sine oplysninger fra Josefus. Den seneste af de gamle, som kan regnes som autoriteter, er Epifanios. Da han skrev i det 4. århundrede og naturligt havde et noget forvirret intellekt, må enhver udtalelse af ham, som ikke støttes af anden autoritet, modtages med forsigtighed.

1. Filon:

Når vi vurderer det vidnesbyrd, Filon giver om essæerne, må vi huske, at han levede i Alexandria, ikke indespærret i en ghetto, men i nogen grad i omgang med byens lærde og filosoffer. Det jødiske samfund dér synes at have været mere fuldstændigt helleniseret end nogen anden forsamling af jøder. Formålet med Filons talrige værker synes at have været dobbelt: at anbefale jødisk religiøs tænkning til det græske filosofiske samfund, han færdedes i, og at anbefale græsk filosofi til sine jødiske landsmænd. Den geografiske afstand fra Israels land kan i nogen grad ses bort fra på grund af de hyppige forbindelser mellem det og Egypten. Det værk, hvori Filon vier essæerne størst opmærksomhed, er hans tidlige værk Quod Omnis Probus Liber, »at ethvert godt menneske er frit«. Denne afhandling er bestemt for et hedensk publikum — »jødernes lovgiver« indføres først i forbifarten og derpå mere eftertrykkeligt, indtil han nævnes ved navn. Essæerne føres frem som selve blomsten og fuldendelsen af mosaismen.

(1) Beskrivelse fra Quod Omnis Probus Liber.

»Der er en del af dette folk, som kaldes essæere — over fire tusind efter min mening. De er frem for alt Guds tjenere (therapeutai). De ofrer ikke dyr, men stræber efter at bevare livets hellighed. De lever i landsbyer og undgår alle byer på grund af lovløsheden hos dem, der bor i dem. Nogle af disse mænd dyrker jorden, andre lever af fredelige håndværk og gavner således både sig selv og alle deres naboer. De samler sig ikke skatte af guld eller sølv, men regner tilfredshed og nøjsomhed for de store rigdomme. Hos dem findes ingen våbenmagere eller fabrikanter af krigsmaskiner, og ingen beskæftiger sig med noget, der har med krig at gøre. De undgår alle handel og søfart, idet de mener, at disse erhverv fremmer begærlighed. De ejer ingen slaver, da de anser alle mennesker for frie, og alle forventes at hjælpe hinanden som ægte (gnesiois) brødre. De retter deres opmærksomhed mod filosofiens moralske del — med forsømmelse af logikken — og bruger deres lands love som lærere; love, som det ville have været umuligt for menneskets sind at udtænke undtagen ved guddommelig inspiration. De afholder sig fra alt arbejde på den syvende dag, som de betragter som hellig. På den samles de i hellige bygninger, som kaldes synagoger, og siddende i orden efter alder hører de Skrifterne (tas biblous) blive læst og udlagt. Således lærer de at vælge det rette og undgå det forkerte. De bruger en trefoldig målestok — kærlighed til Gud, kærlighed til dyd, kærlighed til mennesker. De undgår omhyggeligt eder og løgn — de betragter Gud som ophavsmand til alt godt. De bor alle i fællesskaber, så ingen har en bolig, der helt er hans egen. De har alt fælles: deres udgifter, deres klæder, deres mad. Når de arbejder for løn, beholder de den ikke selv, men bringer den ind i den fælles beholdning. De syge forsømmes ikke, når de er ude af stand til at bidrage til det fælles forråd. De respekterer deres ældre, som var de deres forældre. Sådanne mænd kan aldrig gøres til slaver. Som bevis på dette var ingen af de mange undertrykkere af deres land i stand til at fremføre nogen anklage mod de hellige essæere.«

Ovenstående er et meget stærkt sammentrængt resumé af afsnittet om essæerne hos Filon, QOPL. Ingen kan undgå først og fremmest at blive slået af den lighed, alt dette har med Bjergprædikens lære og den tidlige kirkes praksis. Selv om cølibat ikke nævnes, ligger det underforstået i det billede, der her gives af essæerne. Der findes en anden beretning i et afsnit, som Eusebios citerer fra Filon, Preparatio Evangelica, VIII, 11:

(2) Beskrivelse fra citat hos Eusebios, Preposition Evang.

"Vores lovgiver oplærte (eleipsen, "salvede") titusinder af sine tilhængere og formede dem til et fællesskab, kaldet essæere på grund af deres hellighed. De bor som talrige fællesskaber i mange byer og landsbyer i Judæa." Det vil bemærkes, at dette modsiger udsagnet ovenfor om, at der kun var 4.000 essæere, og at de undgik byer. "Denne sekt er ikke arvelig. Der er ingen børn eller unge blandt essæerne, da sådanne personer er ustabile. Ingen blandt dem har sin egen ejendom. De betragter alle ejendele som del af en fælles beholdning. De bor alle på samme sted og danner klubber og foreninger. De gør alt til gavn for hele samfundet, men forskellige medlemmer påtager sig forskellige erhverv og arbejder uophørligt trods kulde eller varme. Før solopgang går de til deres arbejde og forlader det ikke før solnedgang. Nogle dyrker jorden, nogle er hyrder, nogle passer bier, nogle er håndværkere. Når disse mænd har modtaget deres løn, afleverer de den til den fælles forvalter, som køber det nødvendige. De, der bor sammen, spiser ved samme bord dag efter dag. Deres klædedragt er også fælles. Om vinteren har de tykke kapper, om sommeren lette mantler. Hver tager, hvad han behøver. Når nogen bliver syg, helbredes han af deres fælles midler. Gamle mænd, selv hvis de tilfældigvis er barnløse, er som om de havde en talrig flok kærlige børn. De afviser ægteskab, fordi de betragter kvinden som et selvisk væsen og særligt tilbøjelig til jalousi og hykleri, og derfor egnet til at opløse deres broderskab. En mand, der er bundet til en kvinde, hæmmes af sin kærlighed; han er ikke længere en fri mand, men en slave" (jf. 1 Kor 7,1. Paulus nævner de samme vanskeligheder med hensyn til ægteskab).

(3) Beskrivelse af terapeuterne fra De Vita Contemplativa:

I sin afhandling De Vita Contemplativa går Filon, efter at have indledt med en henvisning til essæerne, videre til at beskrive en lignende klasse af fælleslevende asketer, som har deres bosættelser nær den moerotiske sø. Disse kalder han Therapeutae, eller i femininum Therapeutrides, en titel som han fortolker som "helbredere". Mens der er mange lighedspunkter, er der også ikke få forskelle. Vi skal give et lige så fyldigt uddrag som i de foregående tilfælde.

Det fortælles, at de har adskilte huse og kun kommer sammen til gudsdyrkelse eller til fester. De har parallelle fællesskaber for mænd og for kvinder. Som hos essæerne er der oplæsning af gamle hellige bøger og en udlægning af det læste stykke. Navnet Therapeutae, med den forklaring af navnet som Filon giver, udgør som sagt ovenfor et forbindelsesled til essæerne, hvis den etymologi af deres navn, som vi har set grund til at foretrække, er den sande. Der synes også at være en vis forbindelse mellem disse jødiske munke og de kristne munke omkring tre århundreder senere. Det bør bemærkes, at der er blevet kastet megen mistanke over ægtheden af De Vita Contemplativa. Skønt kritiske navne med autoritet kan nævnes på den side, kan det dog betvivles, om grundene er tilstrækkelige. Lucius, som er hovedmodstanderen, gør det især for at anfægte terapeuterens eksistens. Han mener, at De Vita Contemplativa blev skrevet af en kristen for at give de kristne munke en oldtid. At bevise, at en praksis var jødisk, ville langt fra anbefale den for kristne. Men mere end det: Ligheden med de kristne munke er, selv om den er tæt på nogle punkter, på andre vigtige punkter modsvarende præget af forskel. Mens det fælles måltid minder om den tidlige kirkes agaper, må vi huske, at dette ikke var et særkende for klostervæsenet. Det forhold, at et kvindeligt fællesskab eksisterede side om side med det mandlige og deltog sammen med dem i gudsdyrkelsen, er ikke i harmoni med det, vi ved om det tidlige klostervæsen. Festen på den 50. dag har ingen parallel i kristendommen.

2. Josefus:

Ligesom Filon skrev Josefus for et ikke-jødisk publikum. I Rom var de filosofiske ideer, som fandtes i den hellenistiske verden, fremherskende, så han havde, lige så meget som Filon, en fristelse til at tie om ethvert emne, der kunne støde følelserne eller fremkalde latterliggørelse hos hans herrer. Særligt når han beskrev essæernes skikke og læresætninger, som han erklærede så stor beundring for, måtte han være særlig omhyggelig med at undgå anstød, da han i et sådant tilfælde ville risikere at blive indbefattet i deres fordømmelse. Når vi behandler de oplysninger, han giver om essæerne, vil vi først betragte beskrivelserne udførligt og dernæst de tilfældige oplysninger om enkelte essæere.

(1) Beskrivelse fra Antiquities of the Jews, XVIII, i, 5

Den beskrivelse, som kommer tidligst i historien—dog ikke den tidligst skrevne—findes i Antiquities of the Jews, XVIII, i forbindelse med folketællingen og opmålingen under Quirinius (Kyrenius) og Judas fra Gamalas modstand mod den. Han begynder dér (Ant., XVIII, i, 5) med at henvise til deres teologiske standpunkt, nemlig at de troede på den mest absolutte forudbestemmelse. De lærer sjælenes udødelighed og en tilstand med belønninger og straffe. Skønt de indviede gaver til templet, bragte de ingen ofre, formodentlig blodige ofre, da de har deres egne offergaver. Der fremsættes et ejendommeligt udsagn om, at "de af denne grund er udelukket fra den fælles forgård" (koinou temenismatos). De beskæftiger sig med landbrug. "De overgår alle andre mennesker i retfærdighed." De har alle ting fælles. De hverken tager hustruer eller holder slaver. Han siger, ligesom Filon, at de tæller over fire tusind mænd. De udnævner "gode mænd til præster, som skulle modtage frugterne af deres arbejde af hensyn til korn og føde."

(2) Beskrivelse fra Wars of the Jews, II, viii, 2-13

En langt fyldigere beretning findes i den tidligere skrevne afhandling om Wars of the Jews, II, viii, 3. I dette værk fremhæver han den asketiske side af essenismen.

"Esæerne," siger han, "afviser fornøjelser som lastefuld. De forsmår ægteskab, skønt de ikke helt afviser det, men er mistænksomme over for kvinder. De forsmår rigdom og har alt fælles. De anser olie for urenhed. De bærer hvide klædedragter. De vælger tilsynsmænd (epimeletai) til at styre deres fælles anliggender, meget som de kristne biskopper gjorde med de kirker, der var under dem. De har ikke en enkelt by, men mange af dem bor i enhver by." Det kan bemærkes, at denne udsagn er en modsigelse af Filos udsagn og af Josephus selv ovenfor, at de var kun 4.000. "Når nogle af dem rejser fra en by til en anden, finder de husen hos deres sekts medlemmer åbne for dem, som om de var deres egne." Det er sandsynligt, at ligesom apostlerne, når de blev sendt ud af vor Herre for at prædike, når de kom til en by skulle spørge hvem deri var værdige, ville de rejsende esæere spørge hvem i byen var esæere. Ligesom apostlerne tog de intet med sig når de rejste undtagen våben til forsvar mod røvere, ligesom apostlerne havde på tidspunktet for det sidste måltid to sværd, som de sandsynligvis havde skaffet sig til lignende formål. "De står op før solopgang og fremsiger bønner som de har modtaget fra deres forfædre. De bliver derefter sendt til deres forskellige gøremål til den femte time, de bader i koldt vand, anlægger hvide lintøjsklædedragter og går ind i spiseselskabet som ind i et tempel. Mad stilles for hver. Meget ligesom den kristne bordbøn fremsiger en præst bøn. Igen, som bordbønnen efter maden, når måltidet er afsluttet, beder præsten igen. "Både før og efter deres spisning synger de pris til Gud. Som Kristus bød sine disciple og sagde: 'Sværg slet ikke', undgår de ed, ja de agter dem værre end mened. Nye medlemmer blev optaget i samfundet ved dåb, og eder blev pålagt dem at de skulle være underdanige over for dem, der havde autoritet i samfundet. De skulle holde sektens lære hemmelig. De holdt Sabbaten med større strenghed end nogen anden del af Jøderne. Grusomme synder blev straffet med udstødelse fra ordenen, som de følte deres eder stadig bindende på sig selv, betød død. Juridiske afgørelser nås med største omhu; beslutninger træffes af en forsamling på mindst hundrede, som er valgt til at være dommere. Når en gang dommen er afsagt, står den fast. De ser på legemerne som forgængelige, men sjælene er udødelige. De tror på et Paradis, der ligner Ørene for de Salige." En ting skal bemærkes: "de er bundet ved ed til at bevare deres sekts hellige bøger, ta haireseos auton biblia, og englenes navne." De fremsiger forudsigelser ved hjælp af deres hellige bøger, hvilke forudsigelser almindeligvis går i opfyldelse. Der er imidlertid en anden slags esæere, som ikke undgår ægteskab.

Filosofien Porfyrios nævner, at Josephus havde en beretning om esæerne i anden bog mod hedningene. Hvis dette betyder Contra Apienem, findes ingen sådan passage i det værk nu. Det kan dog være et værk af Josephus, som ikke er kommet til os, som Porfyrios har misnavnet, selv om dette er usandsynligt.

(3) Tilfældig bemærkninger:

Dette er imidlertid ikke hele informationen om esæerne, som vi kan samle fra Josephus. Den tidligste af disse tilfældige bemærkninger forekommer under Jonathans regering (Ant., XIII, v, 9), når historikeren nævner de tre sekter blandt Jøderne, når den eneste særegenhed han tildeler esæerne er, at de tror at alt sker efter skæbnen. Dernæst, når han beretter om Antigenus' skæbne, fortæller han hvordan Judas, en esæer, der underviste i templet, da han så Antigenus, erklærede at han var bevist at være en falsk profet, da han havde foretsagt at Antigenus skulle dø samme dag ved Struto's tårn (Cæsarea), og han var nu seks hundrede furlongs væk derfra. Her synes udsagnet at esæerne blev udelukket fra templet direkte modsagt. I Herodes' dage (XV, x, 4,5) beretter Josephus, at mens Herodes forlangte troskabsed fra andre, fritog han esæerne på grund af det yndest, han nærede for dem på grund af en Menahem, et medlem af denne sekt, som forudsagde hans regering. Denne esæer synes at have været ved hoffet og havde intet af den cønobitiske landmand over sig. Esænernes berømmelse for forudsigelse og drømmenes fortolkning berettet i forhold til Archelaus, Herodes' søn (BJ, II, vii, 3). Archelaus havde en drøm og rettede henvendelse til en esæer, Simon eller Simeon, som forudsagde hans regeringers slutning. I besynderlig kontrast til det som var sagt af Filos angående esæernes indvending mod alt der var forbundet med krig, var en af lederne blandt Jødernes generaler, da de gjorde oprør mod romerne, Johannes esæeren, som blev gjort statholder over visse landdele i nordlandet (BJ, II, xx, 4). Han blev dræbt i kampen nær Askalonopolis, med hvilken krigen begyndte, som endte med Jerusalems erobring af Titus (BJ, III, ii, 1). Der er også nævnelse af en port af esæerne i Jerusalem, hvilket synes at indebære, at et antal af dem boede der permanent.

3. Plinius:

Plinius omtaler esæerne i hans Naturhistorie (v.17) i noget retoriske vendinger. De bor på vestsiden af Det døde Hav--"en vidunderlig race uden kvinder, uden penge, ledsagere af palmerne." De får tilgang fra dem, som er trette af livet, brændt i formuer. "Således er en race evig gennem tusinder af aldre (seculorum), hvor ingen bliver født; så frugtbar er det for dem at fortryde livet i andre." Han henviser til Engedi's frugtbarhed og tilføjer, "nu brændt op."

4. Hegesippus:

Der er en gådefuld passage, som citeres af Eusebius fra Hegesippus, hvori esæerne, galileerne, Hemerobaptister, Masbothæer, samaritanere og farisæere erklæres at holde forskellige meninger om omskærelse blandt Israels sønner "mod Judas stammens og Kristi [stammens]".

Porphyrys bemærkning om essæerne er ganske enkelt hentet fra Josefus

6. Hippolytus:--Bruger Josefus, men er til en vis grad uafhængig

I den gådefulde biskop Hippolytus’ store værk, som blev opdaget for omkring tres år siden, findes der en beskrivelse af essæerne. Skønt værket er en Gendrivelse af alle kætterier, hvilket antyder, at de opfattelser, der blev fastholdt, var fejlagtige og krævede at blive gendrevet, gør forfatteren intet for at påvise det fejlagtige i essæernes læresætninger eller skikke. Med hensyn til de gnostiske kætterier bestræbte Hippolytus sig på at nå tilbage til de oprindelige kilder; formodentlig gjorde han det også i dette tilfælde. Skønt der ikke er tvivl om hans gæld til Josefus, kan vi dog, når det gælder de træk hvor han afviger fra Josefus eller supplerer ham, antage, at han bag sine udsagn har en eller anden autoritet, som han anså for gyldig. I nogle tilfælde kan der være mistanke om, at han i sin iver efter at vise, at bestemte kætterier stammede fra dette eller hint hedenske filosofiske system, har ændret kætteriet, så det passede til den afledning, han havde forudsat. Dette gælder dog ikke essæerne. I den niende bog af sin Gendrivelse af alle kætterier tager Hippolytus jødiske sekter (haireseis) op, som han, efter Josefus, regner for tre. Den første, han behandler, er essæerne. De er meget andægtige og mådeholdne og undgår ægteskab. De foragter rigdom, og de vender sig ikke bort fra at dele med de fattige (jf. Matt 5,42; det anvendte verbum er det samme). Enhver, der tilslutter sig sekten, må sælge alt, hvad han har (jf. Matt 19,21; de samme ord bruges i ApG 4,32; ApG 4,37). Tilsynsmænd epimeletai vælges ved håndsoprækning cheirotonein (ApG 14,23). De bliver ikke i én by, men mange bosætter sig i hver by. De går altid klædt i hvidt, men ejer ikke to kapper eller to par sko, ganske som vor Herres anvisninger til sine apostle, da han sendte dem ud to og to (Matt 10,10). Deres daglige livsførelse beskrives i meget de samme vendinger som dem, Josefus bruger. Før daggry begynder de dagen med bøn og med at synge en hymne. De vender tilbage fra deres arbejde før middag, ved den femte time, og bader sig i koldt vand og klæder sig i dragter af hvidt linned. Derefter går de ind i fællesrummet. De sætter sig i tavshed; kokken sætter mad frem for hver enkelt. Præsten beder og udtaler en velsignelse over maden. Ved måltidets afslutning beder præsten igen, og de, som har deltaget, stemmer i med en takkehymne. De lægger deres hvide linneddragter til side, tager deres almindelige tøj på igen og begiver sig atter til deres beskæftigelser. Aftensmaden ved solnedgang foregår på lignende måde. Alle adlyder forstanderen (proestos) i alt, hvad han pålægger dem. Ingen blandt dem plejer at sværge. De er omhyggelige med at læse loven og profeterne. Andre værker af trofaste mænd studerer de også. Alle, der tilslutter sig sekten, sættes på prøve. Den indtrædende modtager en hvid kappe og et linnedbælte og får udleveret en økse til de formål, der nævnes i 5 Mos 23,13. Han må aflægge højtidelige eder om at tilbede Gud, at være retfærdig, ikke at hade nogen, der skader ham, men at bede for ham (jf. Matt 5,44). Han lover også at vise respekt for alle, der har myndighed, eftersom al myndighed er fra Gud (1 Pet 2,13). Han må ikke røbe samfundets hemmelige læresætninger. Derefter følger en beskrivelse af skæbnen for dem, der udstødes af samfundet, og af måden at føre retssager på, lånt fra Josefus. Hippolytus fortsætter med at give en skildring af fire forskellige undersekter blandt essæerne, som alle synes præget af mere end selv essæernes sædvanlige fanatisme. Én sekt ville ikke bruge mønter på grund af kejserens billede på dem, eftersom dette var af afguderisk art. Andre var rede til at gennemtvinge omskærelse med sværdet. Ifølge Hippolytus var zeloterne essæere. Senere nævner han den klasse, der var friere og ikke afsvor ægteskab. Et meget markant punkt, hvor der er forskel mellem essæernes læresætninger, sådan som de beskrives af Filon og Josefus, og dem, der tillægges dem af Hippolytus, angår læren om opstandelsen. Hippolytus bekræfter, at de troede på legemets opstandelse. De andre, selv om de ikke udtrykkeligt benægter, at de troede på den, forbigår den på en sådan måde, at det kunne få læseren, som det faktisk fik biskop Lightfoot, til at mene, at de helt benægtede den. Den behandling, Paulus fik i Athen, da han prædikede opstandelsen, viste, hvor malplaceret denne lære forekom grækerne. Filon og Josefus skrev for græske tilhørere – for romerne var, hvad kultur angik, grækere – og måtte tage hensyn til deres smag. Et andet punkt, som begge disse forfattere holdt tilbage, var de messianske håb, som vi fra Det Nye Testamente ved var så udbredte. Hippolytus siger, at “alle retninger venter Messias,” men mente, at han blot skulle være et menneske, født på almindelig vis. Grunden til Filons tavshed og til Josefus’ tavshed er let at forstå. De havde rost essæerne så højt; hvis de nævnte, at de havde landsforræderiske håb om en Messias, som skulle herske over verden, ville deres egen personlige loyalitet blive tvivlsom. For vort vedkommende bør vi anse alle de positive elementer i Hippolytus’ beskrivelse for værdige til at blive accepteret.

7. Epiphanius--Forvirret beretning:

1. Regering:

De havde menigheder tilsyneladende overalt i Israels land, hvis ikke også uden for dets grænser, over hver af hvilke der var en forstander udnævnt (Hip., IX, 15). Dette ville betyde, at de i byer af nogen størrelse ville have en synagoge. De synes at have haft værtshuse, selvom det kan være, at hvert medlem af esseenersamfundet holdt åbent hus for alle medlemmer af deres sekt, som måtte være på rejse. Rejsenden ville, når han kom til en by, spørge efter nogen, der var essenere, ligesom apostlene blev befalet af deres Herre under lignende omstændigheder at spørge ("søge") efter, hvem i en by der var "værdige." Fællesmaaltiderne kunne til en vis grad holdes i disse forskellige spredte menigheder, sandsynligvis med mellemrum, ikke dagligt som i Engedi. Ved disse ville de hemmeliges hellige bøger, som blev læst og studeret med så stor regelmæssighed i Engedi, også blive læst. I denne synagoge ville ikke blot de kanoniske bøger blive bevaret, men også de andre bøger, som gav dem navnene på englene, ligesom nu i synagogerne i Israels land biblioteket bevaret i synagogen kan bruges af de dermed forbundne hele ugen. Hovedmanden for menigheden i Engedi kunne have en vis overherredømme over alle de forskellige menigheder, men vedrørende dette har vi ingen oplysninger. En ydre kendetegn, som straks ville gøre esseerne kendte for hinanden, var, at de altid klædte sig i hvidt linned. De havde sandsynligvis præster i hver af deres menigheder. De jødiske djævelsdrivere i Efesos, i hvilke biskop Lightfoot (Col, 93) genkender essenere, var sønner af en Skeva, en højpræst (archiereus, ApG 19,14). Højepræsteskabet var tilsyneladende ikke knyttet til templet i Jerusalem, for intet sådant navn optræder på listen over højepræster. Det var således højst sandsynligt et essenisk højepræsteskab.

2. Lærdomme:

Hvad deres læresætninger angår, synes deres tro på Guds absolutte forudbestemmelse af alt at være det træk i deres læremæssige standpunkt, som især tiltalte Josefus. Hippolytus bekræfter udtrykkeligt deres tro på legemets opstandelse. Dette punkt, som nævnt ovenfor, forbigår Filon og Josefus. Passagen hos Hippolytus er så meget desto mere påfaldende, fordi den sidste del så nøje ligner den parallelle passage hos Josefus. Josefus undgik, som vi ovenfor har antydet, at tillægge essæerne tro på opstandelse, på grund af den spot, det ville udsætte ikke blot essæerne, hans protegéer, men også ham selv for. Hippolytus, der skrev med oplysninger ud over, hvad man kunne få fra Josefus eller Filon, og som skrev for kristne læsere uden frygt for latterliggørelse med hensyn til legemets opstandelse, tilskriver dem frimodigt og udtrykkeligt denne lære. Tavsheden hos vore to hovedvidner om, at essæerne nærede messianske håb, kan ikke presses, da deres tavshed kan forklares som ovenfor nævnt ved frygt for Roms mistanke over for sådanne håb. Hippolytus’ udsagn om, at alle jøder havde disse forventninger, kan siges at dække dette tilfælde. Afsværgelsen af ægteskab og undgåelsen af alt, hvad der havde med krig at gøre, synes at have været fremtrædende opfattelser i nogle grupper af essæerne, men ikke antaget af andre.

IV. Historie og oprindelse.

Der er meget i essæismen, som er vanskeligt at forstå. Vi har set modstridende træk tillagt essæerne af forskellige autoriteter; men selv i tilfældet med de træk, hvorom der er mindst tvivl, opstår den nye vanskelighed: hvordan det fremstod som et kendetegn ved en jødisk sekt. Dette gælder især med hensyn til afholdenhed fra ægteskab. Orientalerne har altid et alvorligt ønske om at få sønner til at holde deres minde levende, for ved et dødsfald havde og har mange af dem ceremonier, som kun den dødes søn kan udføre. Alligevel undgik de ægteskab. Jøderne med deres messianske håb ønskede børn, da ingen vidste, om hans barn kunne vise sig at være løftets barn, Guds Kristus.

1. Essæere og chasidim:

Den tidligste bemærkning om essæernes eksistens, ligesom om farisæerne og saddukæerne, er under Jonatans pontifikat, Judas Makkabæers efterfølger (Ant., XIII, v, 9). Josefus siger: “på denne tid var der tre sekter blandt jøderne,” og fortsætter med at nævne dem. Hvis dette imidlertid var helt præcist sandt, er det mærkeligt, at der ikke nævnes nogen af disse sekter i nogen af Makkabæerbøgerne. Den eneste sekt, der nævnes, er hasidæerne (chacidhim), som kaldes (1 Makk 2,42) “mægtige mænd i Israel, enhver som frivilligt stillede sig til rådighed for loven” (KJV “frivilligt hengav sig til loven”; græsk hekousiazomenos). Disse nævnes til gengæld ikke af Josefus. Ordets betydning er “hellige,” og i denne betydning forekommer det ofte i Salmerne. En parallel i nyere historie til deres krigeriske aktivitet og deres krav på hellighed kan findes i cameronianerne blandt “society folk” i Skotland hen imod slutningen af det 17. århundrede. De var Pedens “bedende folk,” men de kæmpede og vandt slag. Da Vilhelm af Oranien kom, dannede de det cameroniske regiment, som hjalp med at slå klanerne ned og standsede deres fremrykning efter Killiecrankie. Nogle har identificeret disse hasidæere med farisæerne (således W. Robertson Smith, artikel “Assidaeans,” Encyclopedia Biblica, og andre). Hitzig ville betragte deres efterfølgere som essæerne. Den store lighed, der var mellem farisæerne og essæerne, gør det ikke usandsynligt, at de oprindelig virkelig var én sekt og siden skiltes. Hvis Josefus er til at stole på, må denne deling være sket, om ikke før den makkabæiske kamp, så i det mindste tidligt under dens fortsættelse. De saddukæiske forfattere til 1 Makkabæerbog kan have grupperet dem sammen. Ifølge Josefus var Johannes Hyrkanos farisæer, hvoraf man kan formode, at Judas Makkabæer og hans brødre tilhørte den samme jødiske sekt. Assidæerne forlod Makkabæer, så det synes i det mindste muligt, at adskillelsen på dette tidspunkt var blevet fuldstændig, således at hasidæerne nu skal betragtes som essæere. Det ser ud, som om de forlod makkabæerne, da de — makkabæerne — indgik alliancer med hedenske magter som Rom. Dernæst gjorde de indsigelse imod, at den ypperstepræstelige slægt blev forbigået til fordel for hasmonæerne; deraf deres tåbelige overgivelse til Bakchides, fordi Alkimos (af Josefus kaldet Jakimos = Jojakim) var sammen med ham, en efterkommer af ypperstepræsternes slægt. Alt dette er fuldstændig uligt de stille, kontemplative liv hos koinobitterne i En-Gedi. Det synes, som om de tusind, der døde i ørkenen, de selv, deres hustruer, deres børn og deres kvæg (1 Makk 1,29-38), mere lignede indbyggerne i En-Gedi. Før vi forlader hasidæerne, må det siges, at fremstillingen af forbindelsen mellem hasidæerne og Judas Makkabæer, lagt i munden på Alkimos af forfatteren til 2 Makk 14,6, ikke er pålidelig. Efter denne desertering fra makkabæerne trak de mere religiøse af dem sig tilbage til En-Gedi, mens resten af partiet blev spredt over landet i de forskellige byer og landsbyer.

2. Essæernes stilling hos Josefus:

Som nævnt ovenfor er den tidligste omtale af Essenæerne hos Josephus (Ant., XIII, v, 9) mens Jonathan var ypperstepræst. Den næste er historien om Judas Essenæeren, som sad i Templet omgivet af sine disciple "som fulgte ham (paremenon) for at lære kunsten at forudsige," idet de troede, at Antignos' fremtræden i Templets gårde beviste, at hans profeti var falsk – at han skulle dø denne dag i Stratos' tårn (Cæsarea). Judas er tydeligvis bosiddende i Jerusalem og mødes med sine elever i Templets gårde. Dette ville betyde, at han ikke havde nogen afsky for Templet og ikke var udelukket fra dets gårde. Han havde ingen modvilje mod at bo i byer. Menahem, den næste skikkelse, der præsenterer sig, viser en mand, som omgår ved hoffet. Han påfører Herodes, søn af ypperstepræstens yndlingsrådgiver, en velvillig huslig revselse og profeterer hans fremtidige storhed. Herodes, som vi får at vide, favoriserede Essenæerne i det hele taget efter det. Senere rådfører Archelaus sig med Simon eller Simeon, en Essenær, om tolkningen af en drøm. Han er i hvert fald bosiddende i Jerusalem og kendt i hoffets kredse. Han kan have været Simeon af Luk 2,25-35. Det må dog bemærkes, at navnet var et af de mest almindelige blandt Jøderne på den tid. Efter dette forsvinder de, medmindre Hippolytus' identificering af Zeloteerne med en del af Essenæerne godtages. Dem i Engedi var uden for krigens løbebane, selv om hvis Plinius' fremstilling skal tages som nøjagtig, så var vinene og palmetræerne i Engedi blevet brændt af, og bosættelsen var blevet ødelagt. De kan være trukket til Pella som Kristne, for ikke at blive indviklet i byens og Templets ødelæggelse. Sekten fællesskaber i Mindre Asien forsvinder også. Alt efter al sandsynlighed blev de optaget i kirken.

3. Doktrinære Forbindelser:

På grund af, at så mange af de læresætninger og skikke, som tillægges Essenæerne, ikke har nogen lighed med andet i Judaismen, har spørgsmålet om oprindelsen særlig betydning med hensyn til dem. Skønt Jøderne som alle Østernskfolk har længsel efter afkom – ja, den mand, som ikke har børn, indtager en sekundær plads i samfundets anseelse – dog undgik Essenæerne, eller i det mindste nogle af dem, ægteskab. På trods af det omfattende system af dyreofre, som påstod at stamme fra Moses, som de dyrkede, afviste de blodige ofre. Selv om Arons søn blev salvede præster, oprettede de deres egne præster. Deres vane med morgen- og aftenbøn, tidssat efter solens op- og nedgang, tydede på solanbedelse. Den eksterne lighed mellem disse læresætninger hos Essenæerne og hos Pythagoreerne gjorde indtryk på Josephus, og han lagde vægt på det så meget desto mere villigt, fordi han således bragte sig selv og sit folk i tråd med græsk tænkning. Denne insinuation af Josephus har ledt nogle, f.eks. Zeller, til slutningen, at de var jødiske neo-Pythagorere. Trækkene af lighed er formidable, når de opstilles i katalog. Han viser, at ligesom Pythagoreerne betragtede Essenæerne asketisme som et middel til hellighed. Begge afstod fra dyrekød og blodige ofre, beundrede kyskhed og, klædt i hvidt linned, havde hyppige tvagninger. Begge forbød ed, begge dannede et sammensluttet legeme, hvortil optagelse skete ved initiationshandling og efter prøvetid. Fælles ejendom var skikken hos begge. Begge troede på sjælenes vandring. Værdien af denne formidable liste formindskes af, at der er nogen usikkerhed på begge sider med hensyn til de præcise opfattelser og skikke. Philo og Josephus helleniserede uden tvivl Essenæernes opfattelser, når de fremstillede dem for læsere uddannet i græsk kultur; desuden er Pythagoras' opfattelser kommet ned til os i uklart skab.

4. Essenæerne og Pythagoras:

Om påstanden, at Pythagoreerne bar hvidt linned, siger Diogenes Laertius, at linned endnu ikke var opfundet. Zeller har ikke tilstrækkeligt bevis for, at Essenæerne undgik dyrekød som mad, og Diogenes Laertius siger udtrykkeligt, at Pythagoras spiste fisk, dog sjældent (VIII, 18). Selv om der ikke synes at være tvivl om Pythagoreernes tro på sjælenes vandring, virker det sikkert, at dette ikke var en læresætning hos Essenæerne. Hverken Philo eller Josephus tillægger dem denne opfattelse. Dette er så meget mere slående, som Josephus, umiddelbart efter at have behandlet Essenæerne, gaar over til at tage op Fariséernes læresætninger, hvem han tillægger dette synspunkt. Desuden har Pythagoreernes karakteristiske synspunkter om tal og musik intet tegn på at blive holdt af Essenæerne. På den anden side virker det faktum, at Pythagoras havde en hustru, til at sætte tvivl om deres påståede præference for kyskhed. En anden kronologisk vanskelighed må overvindes. Pythagoreerne som samfund blev nedslået i det 5. århundrede før Kristus. De kan betragtes som forsvundne, til de i det 2. århundrede e.Kr. dukker op igen som fremtrædende neo-Pythagorere. Det er rigtigt, at Cicero og Seneca nævner Pythagorere, men kun som enkeltpersoner, som ville påstå at være Pythagoras' tilhængere, og ikke som medlemmer af en sekt: de var uden indflydelse endog i Italien.

5. Buddhisme og Essenisme:

Kronologien taler lige så meget imod det synspunkt, som Hilgenfeld favoriserer, at Buddhismens indflydelse kan påvises i Essenismen. Så sent som i slutningen af det 2. århundrede e.Kr. er Clement af Alexandria, selv om han er bekendt med navnet Buddha, uvidende om hans læresætninger og hans tilhængeres opdelinger. Alexandria, som Hilgenfeld identificerede med Alexandria i Egypten, hvori der var en buddhistisk bosættelse, lå i virkeligheden i Baktrien, hvor en buddhistisk bosættelse var sandsynlig.

6. Zoroastrianisme og Essenisme:

Der er mere, der kan anføres til fordel for, at parsisk indflydelse kan spores. Hverken geografi eller kronologi taler imod denne indflydelse. Jøderne var i århundreder under persernes herredømme, og perserne var tilhængere af Zarathustra. Som helhed synes de at være blevet begunstiget af de persiske herskere, en tilstand der ville gøre jøderne så meget desto mere rede til at se med sympati på disse herrers meninger og religion. Desuden havde den persiske gudsdyrkelse bredt sig vestpå, langt ud over Syrien. Samtidig er det let at overdrive lighedspunkterne. Den dualisme, som påstås at være et hovedtræk i essæismen, er mere et spørgsmål om slutning end om tydelig udtalelse. Ja, de beviser, Zeller anfører, er næsten latterlige i deres utilstrækkelighed, eftersom Filon siger, at essæerne undgår ægteskab, fordi kvinder er selvoptagne (philautos), og Josefus, at de gør det, fordi kvinder er tilbøjelige til udskejelser (aselgeia); deraf skulle følge, at de generelt betragter kvinden som under den onde grundsætnings herredømme, mens sagen i virkeligheden er, at dette er en del af den hellenisering, som essæernes synspunkter gennemgik hos Filon og Josefus. Den påståede soldyrkelse er næppe mere troværdig: det er en slutning, som ikke engang er plausibel. Når bevismaterialet undersøges omhyggeligt, peger det i den modsatte retning. Deres første bøn fremsiges ikke ved solopgang, men før den (BJ, II, viii, 5); med andre ord arbejder de, mens det er dag. Deres aftenbønner fremsiges, efter at solen er gået ned. Samtidig synes deres udførlige angelologi at skyldes indflydelse fra Zend-Avesta, men i dette delte essæerne blot forhold med resten af jøderne. Vi ved, at jøderne bragte englenes navne med sig fra Babylon.

7. Essæismen hovedsagelig jødisk:

Det mest ejendommelige træk i essæismen er i virkeligheden et træk ved jødedommen, som er blevet betonet ude af proportion. Det var ulig jøderne at undgå ægteskab, men i tider, hvor særlig hellighed krævedes, var omgang mellem kønnene forbudt (2 Mos 19,15; 1 Sam 21,5). Hele den seksuelle akt blev betragtet som uren (3 Mos 15,16-18). I de paulinske breve bruges urenhed som ensbetydende med utugt (Rom 1,24; Rom 6,19, osv.). Sådan også i 2 Pet 2,10. Et sådant syn førte naturligt til den tanke, som snart blev herskende i kristendommen, at jomfrustanden var en stand med særlig hellighed (Åb 14,4). Den respekt, de viste den ugifte stand, kan være overdrevet. Hvis Filons fremstilling (citeret i Euseb., Preposition Evan., VIII, 11) er korrekt, blev mænd ikke optaget, før modenheden var nået og passeret, og da var sådanne begær derfor begyndt at aftage. Deres undgåelse af ægteskab er af mindre betydning. Deres yderlige ærbødighed for sabbatten er af samme art som deres cølibat. Deres undgåelse af tempelofrene, i det omfang de gjorde det, kan meget vel skyldes noget mere end foragt for religionen hos det saddukæiske ypperstepræstelige parti. Desuden bidrog Israels lange ophold i Babylon, hvor tempeltjenesten måtte ligge i bero, og den deraf følgende udbredelse af synagogegudsdyrkelsen til at mindske betydningen af templets ofre. Således synes det, at essæerne i virkeligheden var en jødisk sekt, som havde bevaret flere af de zoroastriske elementer end resten af jøderne.

V. Relation To The Apocalyptic Books.

Blandt de træk ved essæismen, som synes at have gjort størst indtryk på Josefus, var den kendsgerning, at de havde hellige bøger for deres sekt, som de bevarede, ligesom også englenes navne, hvorved de essæiske særlige bøger sættes i forbindelse med angelologi. Disse bøger var deres proselytter ved ed forpligtet til at bevare (BJ, II, viii, 7). Om den beslægtede sekt terapeuterne siger Filon: "De har også skrifter af gamle mænd" (De Vita Contemp., Iii). På den anden side har vi en mængde skrifter af samme karakter, afhængige af hinanden, alle tilsyneladende udgået fra én skole inden for jødisk tænkning. Af de tre jødiske sekter, som de alene kunne være udgået fra, er saddukæerne udelukket, fordi de apokalyptiske bøger er fulde af engle, mens de hverken tror på engel eller ånd (ApG 23,8). Skønt farisæerne læremæssigt kunne passe, gør den kendsgerning, at der praktisk talt ikke findes nogen henvisning til nogen af disse bøger i Talmud, som udgik fra den farisæiske skole, det usandsynligt, at de har været forfatterne. Essæerne synes for os at have været den skole, hvorfra disse apokalyptiske værker udgik. Sekten forsvandt ved den jødiske stats fald ind i kristendommen, og i den kristne kirke er disse bøger bevaret.

1. Grunde til at anse essæerne for at være forfatterne til apokalypserne:

2. Indvendinger besvaret:

Hovedinvendingen mod denne tildeling er fremtrædelsen af det messianskc håb i apokalyptiske bøger og fraværet af enhver bemærkning hos Josefus og Filon om, at essenæerne nærede dette håb. Men fra ingen af disse forfattere kunne opdages, at nogen af jøderne nærede dette håb. Alligevel ved vi fra Det nye testamente, at dette håb var en fremtrædende del af nationens forventninger. Filon, som konstant omgikkes grækere, ville være følsom over for det spot, som sådanne synspunkter ville udsætte ham for, og hvor meget det ville anfægte hans arbejde for at anbefale judaismen for grækerne som en højere filosofi. Josefus havde ikke blot denne grund, men også den mere alvorlige grund til personlig sikkerhed. At have udbredt sig om messianskc håb og erklæret, at disse håb var blevet næret af disse essenæere, som han havde rost så meget, ville kunne bringe ham under mistanke for utroskab mod Rom. Stilheden hos disse to forfattere beviser ikke noget, fordi den beviser for meget; og desuden har vi en let forklaring på denne stilhed. Dr. Charles' antagelse om, at essenæernes ideal var etisk og individualistisk, er ren antagelse. Der er en anden indvending på, at selv om læren om opstandelsen er anerkendt i disse bøger, ved vi intet om, at essenæerne holdt den. At grækerne og deres filosofistuderende, romerne, så på tanken om opstandelse fra de døde som et emne for spot, ville være grund nok til, at Filon og Josefus ville undertrykke sådan et træk i deres beskrivelse af essenæerne. Fra dem kunne det ikke læres, at farisæerne nogensinde havde sådan en overbevisning. Det indvendes også, at selv om essenæerne holdt sjælenes foreksistens, er der intet spor af denne overbevisning i de apokalyptiske bøger. Josefus hævder dog ikke virkelig, at de troede på individuelle sjæles tidligere eksistens, men snarere på en sjæle-substans, fra hvilken individuelle sjæle var skilt. Således både positivt og negativt mener vi, at der er en stærk sag for at betragte essenæerne som forfatterne af de apokalyptiske bøger. Yderligere indvendinger fremføres af Dr. Charles som gældende for Antageisen af Moses særligt. En er interessen for Templet manifesteret af forfatteren, mens Dr. Charles siger, at "essenæeren var udelukket fra dets forgårde," og henviser til Josefus, Ant, XVIII, i, 5. Han må have glemt det, mens han skrev denne sætning, Ant, XIII, xi, 2, hvori Judas, essenæeren, er fremstillet som lærende i Templet. Hans indvending på, at Josefus tillægger essenæerne troen på et paradis hinsides oceanet som de græske Øer med de Salige, synes os at lægge for meget vægt på det, der i begge tilfælde er billedsprog. Desuden ville beskrivelsen af Paradiset i Enok (kapitler 24-26) næsten synes at være originalen, hvorfra Josefus (BJ, II, viii, 11) tegnede sit billede. Han synes at betragte vores ukundskab om, hvor langt essenæerne var enige med deres landsmænd i at betragte Israels fjender som "de onde," som bevis på, at de var uenige med dem på det punkt.

At der var mange lighedspunkter mellem essæerne og kirken i dens tidligste form, kan ikke nægtes. Essæerne, får vi at vide, opretholdt fælleseje og krævede, at enhver, der sluttede sig til deres samfund, skulle sælge alt, hvad han ejede, og overdrage det til fællesskabet (Hippolytus, Adv. Heret., ix; x; Josefus, BJ, II, viii, 3), ligesom så mange af de første kristne gjorde i Jerusalem (ApG 4,37). Et andet særtræk ved essæerne — bemærket af Josefus (BJ, II, viii, 4) — nemlig at de drog omkring fra by til by, og at de, hvor de end kom, fandt logi hos medlemmer af deres orden, skønt de var fuldkommen fremmede, kan sammenlignes med vor Herres instrukser til sine disciple, da han sendte dem ud (Matt 10,11): "I hvilken som helst by eller landsby I kommer ind i, så find ud af, hvem i den der er værdig." Når man tænker på, hvem disse værdige personer kunne være, og hvad der var det bevis, hvormed deres værdighed forventedes at blive fastslået, er man næsten nødt til at antage, at det var en eller anden særlig let genkendelig gruppe, som blev betegnet sådan. Hvis den værdighed, der er tale om, var en moralsk egenskab, findes der så mange opfattelser af moralsk værd, at når apostlene ved ankomsten til en by spurgte, hvem der var værdig, måtte de, før de kunne handle efter svaret, finde ud af, hvilket kriterium for værdighed der lå i tankerne hos den, de havde spurgt. Hvis dette udtryk derimod var den private betegnelse for medlemmerne af en sekt, en betegnelse hvormed de, når de talte om hinanden, angav, at de var fæller, ligesom "kvækerne" omtaler hinanden som "venner", ville spørgsmålet efter dem, der var værdige, være enkelt nok. Hvis essæerne var "de værdige", ville identifikationen være fuldstændig, men det kan vi ikke forudsætte. De fleste af de punkter, hvor essæerne lignede de første kristne, er bemærket ovenfor i forbindelse med hvert træk, sådan som det fremtræder i det eller de steder hos de autoriteter, der bevidner det, og til disse henviser vi vore læsere.

2. Forskelle:

Samtidig må det, selv om der altså er mange lighedspunkter, ikke nægtes, at der også er mange træk i essæismen, som står i modstrid med den tidlige kirkes praksis og med vor Herres og hans apostles lære. Det mest fremtrædende af disse er forskellen i holdning til ægteskabet og til kvindekønnet. Vor Herre helligede ægteskabet ved sin tilstedeværelse ved brylluppet i Kana i Galilæa, selv om han selv aldrig giftede sig. Han brugte igen og igen bryllupsfestligheder som billeder. Han drog kvinder til sig og havde intet af den foragt for kønnet, som Josefus og Filon tillægger essæerne. Apostlene forudsætter ægteskabsforholdet som et forhold, kristne efterhånden kan ventes at træde ind i, og giver formaninger, der passer til mænd og hustruer (1 Pet 3,1-7; Ef 5,22-33; Kol 3,18; Kol 3,19). Apostlen Paulus bruger forholdet mellem mand og hustru som symbol på forholdet mellem Kristus og hans kirke (Ef 5,32). Forfatteren til Brevet til Hebræerne erklærer: "Ægteskabet er ærefuldt blandt alle" (Hebr 13,4 KJV). Et andet punkt, hvor essæerne adskilte sig fra vor Herres og hans disciples praksis, var den overdrevne ærbødighed, de førstnævnte viste sabbatten, idet de ikke engang flyttede et kar fra ét sted til et andet på den syvende dag. Vor Herres erklæring: "Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld" (Mark 2,27), rammer hele denne holdning ved roden. Punktet i hans konflikt med farisæerne var hans tilsidesættelse af sabbatten, sådan som den var indhegnet af deres overleveringer. Essæerne veg tilbage for kontakt med olie, hvilket vor Herre bestemt ikke gjorde. Tværtimod irettesatte han farisæeren for hans forsømmelse (Luk 7,46). Han blev to gange salvet af kvinder, og i begge tilfælde roste han handlingen. Det rent ydre og materielle fyldte meget i essæernes opfattelser. Vor Herre lagde vægt på det indre og åndelige. Mange har ment og mener stadig, at vor Herre var essæer. Hvis han ved begyndelsen af sin gerning tilhørte denne sekt, må han have brudt med den længe før afslutningen på sin tjeneste.

Hvorfor vores Herre aldrig mødte Essenæerne. Der er nogle fænomener, som uafhængigt af disse lighedstræk og forskelle har betydning for forholdet mellem essenæisme og kristendom. Det første er det faktum, at vores Herre, som mødte så mange forskellige klasser blandt indbyggerne i Israels land – fariseere og sadducæere, zelotere og herodianere, tolde, samaritanere, grækere – aldrig er optegnet at have mødt en essenæer. Det almindelige svar, som tilfredsstillede selv biskop Lightfoot, er, at de var så få og levede så tilbagetrukket, at det ikke var underligt, at Han aldrig mødte nogen af dem. De havde ringe eller ingen indflydelse på det nationale liv. Dette fejlagtige svar skyldes, at man glemmer, at selvom både Josephus og Philo siger, at essenæerne var 4.000, erklærer de også, at de var »mange i hver by«, at der var »ti tusinde af dem«. Vor Herre må have mødt dem; men hvis navnet »essenæer« var en betegnelse givet udefra, ligesom »quakere«, så kan de optræde i evangelierne under et andet navn. Der er en klasse personer, som omtales tre gange – dem »der ventede på Israels trøst« (Luk 2,25 KJV), »som så efter forløsningen« (Luk 2,38), »som ventede på Guds rige« (Mark 15,43 KJV; Luk 23,51 KJV). Der er således Simeon og Anna ved begyndelsen af hans jordiske liv, og Josef fra Arimataja ved slutningen, forbundet med denne sekt. Hvis denne sekt da var essenæerne under et andet navn, ville vanskeligheden være ophævet. Hvis endvidere vor Herre på nogen måde tilhørte eller havde tilhørt essenæerne, så ville han konstant møde og omgås med dem, og disse møder ville ikke blive optegnet. En mand kan ikke møde sig selv. Hvis de er forfatterne til de apokalyptiske bøger, som vi hævder, så ville titlen »dem der venter på Guds rige« være særdeles passende, da disse bøger er fulde af messianske håb. Hvis denne opfattelse er korrekt, er vor Herres tilegnelse af titlen »Menneskesønnen« betydningsfuld, når man ser den i forbindelse med den fremtrædende plads, som denne titel tildeles i Henoks bøger.

3. Essenæismens forsvinden i kristendommen:

Et andet betydningsfuldt fænomen er essenæismens forsvinden i kristendommen. Biskop Lightfoot beviser i sin afhandling om kolosserkæt (Komm. til Kol. 21-111), at det var essenæisme. Disse essenæere må være blevet døbt til Kristus, ellers kunne de ikke være kommet ind i de kristne menigheder, som var draget til Kristus fra hedenskab. Men det er ikke den eneste kætteri, som er forbundet med essenæerne. Ebionitterne synes at være essenæere, som var gået over til kristendommen. I de apostolske konstitusjoner bringes ebionitterne og essenæerne i meget nær forbindelse. Epifanius blander på sin forvirrede måde de forskellige navne, under hvilke essenæerne optræder i hans værker, med en vis Elkaisa, en forbindelse som også findes hos Hippolytus, en tidligere og bedre kilde. Men Elkaisa påstod at være kristen. Hans vigtigste tilhænger, Alcibiades, dukkede op i Rom og blev modstanden af Hippolytus. De klementiniske Homilier, en religiøs roman hvori Peter er hovedperson, har mange essenæiske træk. Det antages at være ebionitisk, men det gør kun beviset for, at essenæerne var blevet kristne, endnu mere overbevisende. Ebionitterne var kristne, om end defekte i deres opfattelser, og tilstedeværelsen af essenæiske træk i et værk, som stammer fra dem, bekræfter identiteten. Se EBIONISME.

4. Munkevæsenet:

Der er endnu et fænomen, mere omfattende og vigtigt end dem, vi har betragtet ovenfor – tilstedeværelsen af munkevæsen i kirken. Uanset at vor Herre bad »ikke, at« disciplene skulle »tages bort fra verden«, men at de skulle holdes »fra det onde« (Joh 17,15), hvilket indebærer, at de ikke skulle trække sig tilbage i eneboeri, og at apostlen Paulus betracter det som at påvise falskheden i vores mulige fortolkning af en formaning fra ham, at det ville betyde, at disciplene »nødvendigvis må gå ud af verden« (1 Kor 5,10) – alligevel drog munkene sig tilbage fra verden og betragtede sig selv som så meget hellere for at gøre det, og blev betragtet sådan af andre. Apostlen Paulus erklærer »forbudet mod at gifte sig« for en af »dæmonernes lærer«, alligevel satte askese snart ind, og jomfrudom blev betragtet som meget hellere end den gifte stand. Tilbagetrækning fra verden og askese var de to kardinalegenskaber ved munkevæsenet. Trods at disse var i modstrid med Kristi og hans apostles lærer, begyndte munkevæsenet at optræde noget mere end et århundrede efter vor Herres himmelfart, og blev mere og mere udbredt og fortsætter til denne dag. Disse egenskaber – tilbagetrækning fra verden og askese, især forbud mod at gifte sig – var markante træk ved essenæisme. Den massiv indgang af essenæersekten i kirken ville forklare dette. På den anden side betyder denne massive overgang til kristendommen af en så intensivt jødisk sekt en historisk forbindelse eller affinitet. Det er rigtigt, at den katekiske skole i Alexandria roser det kontemplative liv, som deres samtid, neo-platonisterne, så højtelig værdisatte, og at den filosofi, som kirken havde set skævt til, blev på en måde taget under beskyttelse af den aleksandriske skole, og tilbagetrækningen af eneboere til ørkenene eller dannelsen af klostre tjente til at fremme denne kontemplation. Dette førte til, at alle munkenes udskejelser blev betragtet som højdepunkter af filosofi. Sådanne synspunkter var en årsag, men de var også helt sikkert virkninger. Årsagen til disse virkninger synes for os at være til dels den beundring, som Philo, aleksandrineren, udviste over for essenæerne og terapeuterne, og Philos indflydelse på hans kristne efterfølgere i Alexandria.

LITTERATUR

Kilder: Filon, Josefus, Plinius, Hegesippus, Porfyrios, Hippolytos, Epifanios. Sekundærlitteratur: Ud over værker, der særligt handler om essæerne, nævnes følgende: Frankel, Die Essaer; Lucius, Der Essenismus; Ginsburg, Essenes; og dele af bøger, såsom Delaunay, Moines et Sibylles, 1-88; Thomson, Books Which Influenced our Lord, 74-122; Ritschl, Die Entstehung der alt-katholischen Kirche, 179-203; Lightfoot, Commentary on Col, 7-111, 347-417.

I jødernes historieværker findes der drøftelser af spørgsmålene i rækkefølge. Blandt disse kan nævnes: Ewald, Hist of Israel, V, 370-71; Gratz, Geschichte der Juden, III, 657-63; Schurer, The Jewish People in the Time of Jesus Christ, II, ii, 188-218, oversættelse. Denne indledes med en ret fyldig redegørelse for litteraturen frem til datoen for den 2. tyske udgave; Zeller, Geschichte der Philos. der Griechen, III, ii, 2, s. 235-93. Der findes også artikler i forskellige bibelske og teologiske ordbøger, såsom Smith and Wace, Dict. of Eccles Biography; Smith and Fuller, Dict. of the Bible; HDB; Jewish Encyclopedia; RE; Schenkel, Bibel-Lexikon; M'Clintock, Theological Dict.

Samtidig er vi, idet vi fremlægger disse som en prøve, og kun som en prøve, på den omfattende litteratur om emnet, enige i det råd, F. C. Conybeare giver--i HDB, under ordet: "Den studerende kan rådes til selv at studere de meget begrænsede dokumentariske kilder, der vedrører essæerne, og derefter drage sine egne konklusioner." Vi føler betydningen af dette råd så meget desto stærkere, fordi gennemlæsning har vist os, at de fleste af disse sekundære forfattere udelukkende har betragtet det koinobitiske fællesskab ved Engedi og forsømt det bredere samfund. Når den studerende har dannet sig meninger ud fra et omhyggeligt studium af kilderne, kan han have udbytte af disse sekundære værker.

J. E. H. Thomson