Jeftas løfte

(Dom 11,30, 31). Efter et knusende nederlag over ammonitterne vendte Jefta tilbage til sit eget hus, og den første, der bød ham velkommen, var hans egen datter. Dette var et frygteligt slag for sejrherren, og i sin fortvivlelse råbte han: “Ak, min datter! Du har bragt mig meget langt ned... Jeg har åbnet min mund for Herren og kan ikke gå tilbage.” Med en enestående ædelhed i sindet svarede hun: “Gør med mig efter det, som er udgået af din mund.” Hun bad kun om to måneder til at begræde sin jomfrustand sammen med sine veninder på bjergene. Hun retter ingen bebrejdelse mod sin fars overilede handling og er tilfreds med at give sit liv, eftersom hendes far er vendt tilbage som sejrherre. Men var det sådan? Ofrerede Jefta sin datter som et “brændoffer”? Dette spørgsmål er blevet meget drøftet, og der er mange dygtige fortolkere, som hævder, at et sådant offer virkelig blev bragt. Vi tvinges dog, når vi tager i betragtning Jeftas kendte fromhed som en sand tilbeder af Jehova, hans tydelige kendskab til Moseloven, som sådanne ofre var afskyelige for (3 Mos 18,21; 20,2-5; 5 Mos 12,31), og den plads han har i rækken af troens helte i Hebræerbrevet (11,32), til at konkludere, at hun kun blev dømt til et liv i varigt cølibat.