Brændoffer

Hebraisk olah; dvs. “det, der stiger op”, idet det hele blev fortæret af ild og blev betragtet som stigende op til Gud, mens det blev fortæret. En del af hvert offer blev brændt i den hellige ild, men dette blev helt brændt, et “helt brændoffer”. Det var den hyppigste form for offer og tilsyneladende den eneste, der nævnes i Første Mosebog. Sådanne var de ofre, Abel bragte (1 Mos 4,3, 4, her kaldt minhah; dvs. “en gave”), Noa (1 Mos 8,20), Abraham (1 Mos 22,2, 7, 8, 13) og hebræerne i Egypten (2 Mos 10,25).

Moseloven foreskrev senere, ved hvilke lejligheder og på hvilken måde brændofre skulle bringes. Der var “det stadige brændoffer” (2 Mos 29,38-42; 3 Mos 6,9-13), “brændofferet på hver sabbat”, som var dobbelt så stort som det daglige (4 Mos 28,9, 10), “brændofferet hver måned” (28,11-15), ofrene ved påsken (19-23), ved pinsen (3 Mos 23,16), trompetfesten (23,23-25) og på forsoningsdagen (3 Mos 16).

Ved andre lejligheder blev der bragt særlige ofre, som ved Arons indvielse (2 Mos 29) og ved templets indvielse (1 Kong 8,5, 62-64).

Frivillige brændofre var også tilladt (3 Mos 1,13) og blev bragt ved Salomos tronbestigelse (1 Krøn 29,21) og ved den reform, som Hizkija gennemførte (2 Krøn 29: 31-35).

Disse ofre betegnede ofrernes fuldstændige overgivelse til Gud. Der henvises til dette i Rom 12,1. (Se ALTER, OFFER.)