Løfte
På engelsk: LIFT
International Standard Bible Encyclopedia
At gøre høj, at rejse op. Et meget almindeligt ord i engelske bibeloversættelser, som gengiver en stor variation af hebraiske og græske ord, skønt det i Det Gamle Testamente især bruges som oversættelse af nasa'. For ingen af disse ord bruges "løfte" dog som en teknisk oversættelse, og "løfte" veksler frit med sine synonymer, især "ophøje" (jf. Sl 75,5; Sl 89,24) og "rejse" (jf. Præd 4,10; 2 Sam 12,17). "Lift" er stadig fuldt god engelsk, men ikke i alle de betydninger, hvori det bruges i engelske bibeloversættelser; f.eks. er udtryk som "mænd, der løftede økser mod et krat" (Sl 74,5), "løft dine fødder mod de evige ruiner" (Sl 74,3, osv.) og selv det almindelige "løfte øjnene" eller "hænderne" tydeligt arkaiske. Næsten alle anvendelserne er dog helt klare, og kun følgende behøver at bemærkes. "At løfte hovedet" (1 Mos 40,13; 1 Mos 40,19; 1 Mos 40,20; 2 Kong 25,27; Sl 3,3; Sirak 11,13; Luk 21,28) betyder at rejse fra en lav stilling (men om Sl 24,7; Sl 24,9 se GATE). At "løfte hornet" (Sl 75,5) er at indtage en selvsikker stilling; billedet er hentet fra kæmpende okser (se HORN). "Løfte ansigtet" kan være ment bogstaveligt (2 Kong 9,32), eller det kan betegne, at der vises gunst (Sl 4,6); det kan betyde den retfærdiges holdning over for Gud (Job 22,26), eller ganske enkelt en bønfaldendes holdning (Ezra 9,6).
Burton Scott Easton
International Standard Bible Encyclopedia
Løfte (Promise)
prom'-is (oftest i Det Gamle Testamente dabhar, "tale", "ord", og dabhar, "at tale", også 'amar, "at sige", én gang i Sl 77,8, 'omer, "tale"; i Det Nye Testamente epaggelia, og verberne epaggellomai og sammensætninger): Løfte indtager en vigtig plads i Skrifterne og i udviklingen af den religion, der kulminerede i Kristus. Bibelen er i sandhed fuld af "dyrebare og overmåde store løfter" (2 Pet 1,4), selv om ordet "løfte" ikke altid bruges i forbindelse med dem. Blandt de mere fremtrædende løfter i Det Gamle Testamente kan nævnes:
(1) protoevangeliet (1 Mos 3,15);
(2) løftet til Noa om ikke mere at forbande jorden osv. (1 Mos 8,21; 1 Mos 8,22; 1 Mos 9,1-17);
(3) mest indflydelsesrigt: løftet til Abraham om at gøre ham til et stort folk, i hvem alle jordens slægter skulle velsignes, og om at give ham og hans afkom Kanaans land (1 Mos 12,2; 1 Mos 12,7, osv.), ofte omtalt i Det Gamle Testamente (2 Mos 12,25; 5 Mos 1,8; 5 Mos 1,11; 5 Mos 6,3; 5 Mos 9,28, osv.);
(4) løftet til David om at lade hans hus fortsætte på tronen (2 Sam 7,12; 2 Sam 7,13; 2 Sam 7,18; 1 Kong 2,24, osv.);
(5) løftet om Israels genoprettelse, om Messias, om det nye og evige rige, om den nye pagt og Åndens udgydelse (Es 2,2-5; Es 4,2; Es 55,5; Es 66,13; Jer 31,31-34; Jer 32,37-42; Jer 33,14; Ez 36,22-31; Ez 37,11; Ez 39,25, osv.).
I Det Nye Testamente bygger disse løfter på Kristus og betragtes som havende deres sande opfyldelse i ham og i dem, der tilhører ham (2 Kor 1,20; Ef 3,6). Åndens løfte omtales af Jesus som "min Faders løfte" (Luk 24,49; ApG 1,4), og dette blev anset for opfyldt på pinsedagen. Løftet om en frelser af Davids sæd anses for opfyldt i Kristus (ApG 13,23; ApG 13,32; ApG 26,6; Rom 1,2; Rom 4,13; Rom 9,4). Paulus argumenterer for, at løftet til Abraham om, at han skulle være "arving til verden", givet ham før omskærelsen, ikke er begrænset til Israel, men står åbent for alle, der er Abrahams børn ved tro (Rom 4,13-16; jf. Gal 3,16; Gal 3,19; Gal 3,29). På samme måde går Hebræerbrevets forfatter tilbage til de oprindelige løfter og giver dem en åndelig og evig betydning (4,1; 6,17; 11,9, osv.). Det Nye Testamentes løfter omfatter mange slags velsignelser og håb, blandt dem "liv", "evigt liv" (1 Tim 4,8; 1 Tim 6,19; 2 Tim 1,1; Jak 1,12), "riget" (Jak 2,5), Kristi "komme" (2 Pet 3,9, osv.), "nye himle og en ny jord" (2 Pet 3,13), osv. For "promise" og "promised" i KJV har RV ofte andre udtryk, såsom "word" (Sl 105,42), "spake", "spoken" (5 Mos 10,9; Jos 9,21; Jos 22,4; Jos 23,5; Jos 23,15, osv.), "consented" (Luk 22,6), osv. Henvisninger til løfterne forekommer gentagne gange i Apokryferne (Baruk 2,34; 2 Makk 2,18; Salomos Visdom 12,21; jf. 2 Esdras 3,15; 5,29).
W. L. Walker
International Standard Bible Encyclopedia
Løfte (Vow)
vou (nedher; euche; 'iccar, findes kun i 4 Mos 30,6; 4 Mos 30,8; 4 Mos 30,10 og oversat horismos af Septuaginta: Et løfte kunne være positivt (nedher) og omfattede alle løfter om at udføre bestemte ting for Gud eller bringe bestemte ofre til ham til gengæld for bestemte goder, som man håbede at få fra hans hånd (1 Mos 28,20-22, Jakob; 3 Mos 27,2; 3 Mos 27,8; 3 Mos 27,30; Dom 11,30, Jefta; 1Sa 1,11, Hanna; 2Sa 15,8, Absalom; Jon 1,16, hedningers løfter); eller negativt ('iccar) og omfattede løfter, hvorved en person bandt sig til at afholde sig fra bestemte ting (4 Mos 30,3). Intetsteds i Det Gamle Testamente finder vi, at afgivelse af løfter betragtes som en religiøs pligt (5 Mos 23,22), men opfyldelsen af et løfte blev anset for en hellig og bindende pligt (5 Mos 23,21-23; Dom 11,35; Præd 5,4; jf. Sl 22,25; Sl 66,13; Sl 76,11; Sl 116,18). Et løfte var lige så bindende som en ed (se ED) og skulle derfor holdes til punkt og prikke; og det måtte ikke aflægges letsindigt (Ordsp 20,25). En far kunne nedlægge veto mod en datters løfte, og en mand mod sin hustrus. Hvis en mand ikke nedlagde veto mod sin hustrus løfte og derefter fik hende til at bryde det, var synden hans og ikke hendes (Nu 30, passim). Det ser ud til, at løfter kun blev anset for bindende, når de faktisk var udtalt (5 Mos 23,23). Personer, inklusive én selv, dyr, jord og andre ejendele kunne loves bort, men alle disse kunne indløses med penge (se JEFTA), og disse penge skulle vurderes af præsten, undtagen når der var tale om et rent dyr. Ved jord, huse og urene dyr skulle en femtedel af den vurderede værdi lægges til som løsepenge. Ved jord var summen større eller mindre, alt efter om det kommende jubelår lå langt borte eller nær (Le 27, passim). Intet, som af natur var helligt, kunne gøres til genstand for et løfte, f.eks. førstefødte dyr, tiender osv. (3 Mos 27,26; 3 Mos 27,28; 3 Mos 27,30); og på den anden side kunne en vederstyggelighed, f.eks. en prostituerets løn, ikke gøres til genstand for et løfte (5 Mos 23,18). I Mal 1,14 fordømmes det kraftigt at ofre noget, der var mindre værd end det, man havde lovet.
I Det Nye Testamente omtaler Jesus kun løfter for at fordømme misbruget af dem (Matt 15,4-6; Mark 7,10-13; jf. Talmud, Nedharim, og se KORBAN). I ApG 18,18 (jf. ApG 21,23; ApG 21,24) ønsker Paulus at vise sine jødiske brødre, at han er villig til at overholde formerne for jødisk fromhed, så længe de ikke støder sammen med hans kristne samvittighed (jf. 1 Kor 9,21). Om nasiræerløftet, se NASIRÆER.
Paul Levertoff
Kilde: International Standard Bible Encyclopedia (red. James Orr, 1915/1939), public domain. Oversat til dansk med AI og endnu ikke gennemlæst (helt eller delvis).