Jehova

Det særlige og betydningsfulde navn (ikke blot en betegnende titel som Herre [adonai]), hvormed Gud åbenbarede sig for de gamle hebræere (2 Mos 6,2, 3). Dette navn, grækernes tetragrammaton, blev af de senere jøder anset for at være så helligt, at det aldrig blev udtalt undtagen af ypperstepræsten på den store forsoningsdag, når han gik ind i det allerhelligste. Hver gang dette navn forekom i de hellige bøger, udtalte de det, som de stadig gør, “Adonai” (dvs. Herre), og brugte således et andet ord i stedet for det. Massoreterne gav det de vokaltegn, der passede til dette ord. Denne jødiske praksis byggede på en fejlagtig fortolkning af 3 Mos 24,16. Ordets betydning synes ud fra 2 Mos 3,14 at være “den uforanderlige, evige, i sig selv eksisterende Gud”, “Jeg er den, jeg er”, en Gud, der holder sin pagt. (Jf. Mal 3,6; Hos 12,5; Åb 1,4, 8.)

Det hebraiske navn “Jehovah” oversættes i den autoriserede engelske oversættelse (og den reviderede engelske oversættelse har ikke fraveget denne regel) som regel med ordet LORD trykt med kapitæler for at skelne det fra gengivelsen af det hebraiske Adonai og det græske Kurios, som også gengives med Lord, men trykkes med almindelig skrift. Det hebraiske ord oversættes kun med “Jehovah” i 2 Mos 6,3; Sl 83,18; Es 12,2; 26,4, og i de sammensatte navne, der nævnes nedenfor.

Det er værd at lægge mærke til, at dette navn aldrig bruges i LXX, den samaritanske Pentateuk, Apokryferne eller i Det Nye Testamente. Det findes dog på “Moabiterstenen” (se dette), og derfor må det på Meshas tid have været så almindeligt udtalt blandt hebræerne, at det var kendt for deres hedenske naboer.