Jefta

Den, som Gud sætter fri, eller gennembryderen; en “vældig krigsmand”, som befriede Israel fra ammonitternes undertrykkelse (Dom 11,1-33) og dømte Israel i seks år (12,7). Han er blevet beskrevet som “en vild, dristig bjergbo fra Gilead, en slags krigerisk Elias.” Efter femogfyrre år med forholdsvis ro faldt Israel igen fra, og “efter nogen tid førte Ammons børn krig mod Israel” (11,5). I deres nød drog Gileads ældste ud for at hente Jefta fra landet Tob, hvortil han var flygtet, da han med urette var blevet fordrevet af sine brødre fra sin fars arv (2), og folket gjorde ham til deres overhoved og anfører. “Gileads ældste” tilkaldte ham i deres yderste nød til hjælp, og han påtog sig straks at lede krigen mod Ammon. To gange sendte han et gesandtskab til Ammons konge, men forgæves. Krig var uundgåelig. Folket adlød hans indkaldelse, og “Herrens ånd kom over ham.” Før han gik i krig, aflagde han det løfte, at hvis han fik sejr, ville han ofre som “brændoffer” hvad som helst, der først kom ud af døren til hans hus for at møde ham, når han vendte tilbage. Ammonitternes nederlag var fuldstændigt. “Han slog dem fra Aroer, lige til man kommer til Minnit, tyve byer, og til vingårdenes slette [hebr. ‘Abel Keramim], med et meget stort nederlag” (Dom 11,33). Efraims mænd følte sig fornærmede over ikke at være blevet kaldt af Jefta til at gå med ham i krig mod Ammon. Dette førte til en krig mellem Gileads mænd og Efraim (12,4), hvor mange af efraimitterne omkom. “Så døde gileaditten Jefta og blev begravet i en af Gileads byer” (7).