Dommer

På engelsk: Judge

Easton's Bible Dictionary

(Hebr. shophet, flt. shophetim), egentlig en embedsmand eller hersker, snarere end en, der dømmer i betydningen at føre en sag. Dette er navnet, der gives til de herskere, som stod i spidsen for israelitternes anliggender i tidsrummet mellem Josvas død og Sauls tronbestigelse (Dom 2,18), en periode præget af almindeligt anarki og forvirring. “Embedet som dommere eller regenter blev beklædt på livstid, men det var ikke arveligt, og de kunne heller ikke udpege deres efterfølgere. Deres myndighed var kun begrænset af loven, og i tvivlstilfælde blev de pålagt at rådspørge den guddommelige Konge gennem præsten ved Urim og Tummim (4 Mos 27,21). Deres myndighed strakte sig kun over de stammer, som havde valgt eller anerkendt dem. Der var ingen indtægt knyttet til deres embede, og de bar ingen ydre værdighedstegn. De eneste tilfælde af direkte guddommelig udnævnelse er Gideon og Samson, og den sidstnævnte stod i den særlige stilling, at han allerede før sin fødsel var bestemt til ‘at begynde at frelse Israel.’ Debora blev kaldet til at frelse Israel, men var allerede dommer. Samuel blev kaldet af Herren til at være profet, men ikke dommer; dette fulgte af de store gaver, som folket erkendte boede i ham. Og hvad angår Eli, synes dommerembedet naturligt, eller rettere ex officio, at være tilfaldet ham.” Om fem af dommerne, Tola (Dom 10,1), Jair (3), Ibsan, Elon og Abdon (12,8-15), har vi slet ingen beretning ud over den nøgne kendsgerning, at de var dommere. Den hellige historie er ikke enkeltpersoners historie, men Guds riges historie i dets fortsatte fremgang.

I 2 Mos 2,14 kaldes Moses sådan. Denne kendsgerning kan tyde på, at mens “fogederne” stod over folket med henblik på skatte- og afgiftsopkrævning, blev de dog, ligesom senere under romerne, styret af deres egne herskere.

International Standard Bible Encyclopedia

juj (shopheT; New Testament dikastes, krites): I den tidlige patriarkalske tid var familieoverhovederne og stammernes ældste dommerne (sammenlign 1 Mos 38,24), og deres myndighed byggede på sædvane. I ørkenen var Moses alene dommer, indtil Jetro foreslog en ordning med uddelegering. På hans råd delte Moses folket i grupper på tusinder, hundreder, halvtredsindstyver og tiere, og over hver gruppe blev en vis og god mand sat som dommer. Derefter blev kun de vigtigste sager bragt frem for Moses (2 Mos 18,13-26; 5 Mos 1,9-17). Denne ordning ophørte med at være praktisk, da Israels børn slog sig ned i Kanaan. Skønt David rådførte sig med førerne for tusinder og hundreder (1 Krøn 13,1), behøver man ikke antage, at dette var en fortsættelse af den plan, Moses havde indført. Sandsynligvis blev de lokale domstole ikke organiseret før Davids tid. I dommertiden blev ret håndhævet af dem, der ved visdom eller tapperhed havde hævet sig til den rang (Dom 4,5). En organiseret omrejsende domstol blev oprettet af Samuel, som selv dømte i sager og også gjorde sine sønner til dommere (1 Sam 7,16; 1 Sam 8,1). Efter at monarkiet var blevet indført, prøvede kongen alle sager, når den forurettede person bad ham om det, i paladsets port (1 Kong 7,7; Ordsp 20,8). Der var ingen offentlig anklager (2 Sam 14,4; 2 Sam 15,2-6; 1 Krøn 18,14; 1 Kong 3,16; 2 Kong 15,5). Under David og Salomo fandtes der sandsynligvis lokale domstole (1 Krøn 23,4; 1 Krøn 26,29). Joshafat organiserede en højesteret (2 Krøn 19,8). Profeterne klager ofte bittert over, at rettens renhed fordærves af bestikkelse og falsk vidnesbyrd (Es 1,23; Es 5,23; Es 10,1; Am 5,12; Am 6,12; Mika 3,11; Mika 7,3; Ordsp 6,19; Ordsp 12,17; Ordsp 18,5). Selv konger afsagde undertiden uretfærdige domme, især i straffesager (1 Sam 22,6-19; 1 Kong 22,26; 2 Kong 21,16; Jer 36,26). En ond konge kunne også bøje lokale domstole til at gøre hans vilje, som det kan ses af sagen om Nabots vingård (1 Kong 21,1-13).

En dommers første pligt var at udøve absolut retfærdighed og vise samme upartiskhed mod rig og fattig, mod jøde og fremmed. Det var ham forbudt at tage imod bestikkelse eller at fordreje den fattiges ret (2 Mos 23,6-8; 5 Mos 16,19). Han måtte ikke lade sig påvirke af den offentlige mening eller utilbørligt begunstige den fattige (2 Mos 23,2; 2 Mos 23,3).

Domstolen var åben for offentligheden (2 Mos 18,13; Ruth 4,1; Ruth 4,2). Hver part fremlagde sit syn på sagen for dommeren (5 Mos 1,16; 5 Mos 25,1). Muligvis mødte den anklagede i retten klædt i sørgedragt (Zak 3,3). Anklageren stod ved den anklagedes højre hånd (Zak 3,1; Sl 109,6). Dommen blev afsagt efter sagens behandling, og kendelsen blev fuldbyrdet (Jos 7,24; Jos 7,25). Det eneste bevis, domstolen tog i betragtning, var det, der blev afgivet af vidnerne. I straffesager var der nødvendigvis mindst to vidner (5 Mos 19,15; 4 Mos 35,30; 5 Mos 17,6; sammenlign Matt 18,16; 2 Kor 13,1; 1 Tim 5,19). I andre sager end straffesager blev eden (se ED) anvendt (2 Mos 22,11; sammenlign Hebr 6,16). Undertiden appellerede man til loddet (Jos 7,14-18), især i private tvister (Ordsp 18,18), men dette var undtagelsesvist. Når loven ikke var helt bestemt, tog man sin tilflugt til det guddommelige orakel (3 Mos 24,12; 4 Mos 15,34).

Paul Levertoff

Kilde: Easton's Bible Dictionary (M.G. Easton, 1897) og International Standard Bible Encyclopedia (red. James Orr, 1915/1939), public domain. Oversat til dansk med AI og endnu ikke gennemlæst (helt eller delvis). Koblinger til personer og steder: Theographic Bible Metadata (CC BY-SA 4.0).