Dommer

(Hebr. shophet, flt. shophetim), egentlig en embedsmand eller hersker, snarere end en, der dømmer i betydningen at føre en sag. Dette er navnet, der gives til de herskere, som stod i spidsen for israelitternes anliggender i tidsrummet mellem Josvas død og Sauls tronbestigelse (Dom 2,18), en periode præget af almindeligt anarki og forvirring. “Embedet som dommere eller regenter blev beklædt på livstid, men det var ikke arveligt, og de kunne heller ikke udpege deres efterfølgere. Deres myndighed var kun begrænset af loven, og i tvivlstilfælde blev de pålagt at rådspørge den guddommelige Konge gennem præsten ved Urim og Tummim (4 Mos 27,21). Deres myndighed strakte sig kun over de stammer, som havde valgt eller anerkendt dem. Der var ingen indtægt knyttet til deres embede, og de bar ingen ydre værdighedstegn. De eneste tilfælde af direkte guddommelig udnævnelse er Gideon og Samson, og den sidstnævnte stod i den særlige stilling, at han allerede før sin fødsel var bestemt til ‘at begynde at frelse Israel.’ Debora blev kaldet til at frelse Israel, men var allerede dommer. Samuel blev kaldet af Herren til at være profet, men ikke dommer; dette fulgte af de store gaver, som folket erkendte boede i ham. Og hvad angår Eli, synes dommerembedet naturligt, eller rettere ex officio, at være tilfaldet ham.” Om fem af dommerne, Tola (Dom 10,1), Jair (3), Ibsan, Elon og Abdon (12,8-15), har vi slet ingen beretning ud over den nøgne kendsgerning, at de var dommere. Den hellige historie er ikke enkeltpersoners historie, men Guds riges historie i dets fortsatte fremgang.

I 2 Mos 2,14 kaldes Moses sådan. Denne kendsgerning kan tyde på, at mens “fogederne” stod over folket med henblik på skatte- og afgiftsopkrævning, blev de dog, ligesom senere under romerne, styret af deres egne herskere.