Sidste tid, tider

(kairos eschatos, chronos eschatos (også flertal), eschaton tou chronou, hora eschate): I KJV forekommer dette udtryk i 1 Pet 1,5; 1 Pet 1,20 (flertal); 1 Joh 2,18; Jud 1,18. RV har i 1 Pet 1,20 "ved tidernes ende" og i 1 Joh 2,18 "den sidste time", i nærmere overensstemmelse med græsken. Forestillingen er nært beslægtet med forestillingen om "den sidste dag" og har, ligesom denne, sin rod i Det Gamle Testamentes forestilling om "dagenes ende". I Det Gamle Testamente betegner dette hele den eskatologiske periode som den, den nuværende verdensgang skal munde ud i, og ikke, som man kunne antage, historiens afsluttende afsnit. Det svarer til det, der senere blev kaldt "den kommende eon" (se ESCHATOLOGY OF THE NEW TESTAMENT). I Det Nye Testamente betegner udtrykket "den sidste tid" derimod den afsluttende del af den nuværende verdensperiode, den nuværende eon. I tre af de nytestamentlige steder kommer den bevidsthed til udtryk, at disse "sidste tider" er kommet, og at perioden fra Kristi fremtræden eller opstandelse indtil hans andet komme er den nuværende tidsalders afsluttende del, at forfatteren og læserne lever i "de sidste tider". I ét sted (1 Pet 1,5) skydes "den sidste tid" længere frem i fremtiden, så den kommer til at betyde tiden umiddelbart før Kristi genkomst. Begge brugsmåder kan let forklares. Messias' dage var for de gammeltestamentlige forfattere en del af den fremtidige verden, skønt de for den senere jødiske kiliasme syntes at ligge på denne side af den, fordi de adskilte sig fra den kommende verden ved deres jordiske og timelige karakter. For de første kristne fremstod Messias' dage som mere nært beslægtede i karakter med den fremtidige verden, så der af den grund ikke fandtes nogen hindring for at indbefatte dem i den. Alligevel var man også klar over, at Messias ved sin første fremtræden ikke havde bragt den fulde virkeliggørelse af den kommende verden, og at kun hans tilbagekomst fra himlen ville fuldende Guds rige. Derfor fik de dage, de levede i, for dem karakter af en mellemperiode, på den ene side afgrænset fra den foregående udvikling ved Messias' fremtræden, men ligeledes afgrænset fra den kommende eon ved hans genkomst i herlighed. Fra et formelt synspunkt ligner fremstillingen den jødiske kiliastiske ordning, men med en dobbelt væsentlig forskel:

(a) den kiliastiske ordning begrænser Messias og hans gerning til de sidste dage og fører ham ikke over i den kommende verden, hvorimod for den kristne er den kommende verden, ikke mindre end de sidste dage, gennemført messiansk;

(b) fra det jødiske synspunkt ligger både Messias' dage og den kommende verden i fremtiden, hvorimod for den kristne er de førstnævnte allerede kommet.

Det forblev dog muligt, set fra det kristne synspunkt, inden for de sidste tider selv at skelne mellem den umiddelbare nutid og den fremtidige afslutning på denne periode, og dette sker i 1 Pet 1,5. Også i 1 Joh 2,18 drages slutningen om, at "den sidste time" er kommet, ikke ud fra Messias' nærvær, men ud fra den antikristelige magts fremtræden, så der også her viser sig en mere indskrænket forestilling om historiens sidste stadium, blot ikke som fremtidigt (1 Pet 1,5), men som nærværende (derfor "time", ikke "tid").

For litteratur se ESCHATOLOGY OF THE NEW TESTAMENT.

Geerhardus Vos