Nye himle (og ny jord)

|| 1. Eskatologisk idé

2. Tidligste forestillinger: Kosmisk versus nationalt slags

3. Forskellig fra mytologisk teori

4. Kosmisk forestillings alderdommelig karakter

5. Det kosmiske afhængigt af det etisk-religiøse

6. Enden svarende til begyndelsen

7. De kosmiske himle: Hebr 12,26-29

8. Palingenesi: Matt 19,28

9. Et renset univers

1. Eskatologisk idé:

Den formelle forestilling om nye himle og ny jord optræder i Es 65,17; Es 66,22; 2 Pet 3,13; Åb 21,1 (hvor "himmel" står i ental). Tanken i sin væsen findes også i Es 51,16; Matt 19,28; 2 Kor 5,17; Hebr 12,26-28. I hvert tilfælde er henvisningen eskatologisk; ordet "ny" synes faktisk at have fået karakteren af et semi-teknisk eskatologisk udtryk i denne og andre sammenhænge. Det må erindres, at Det gamle testamente ikke har et enestående ord for "univers", og at udtrykket "himmel og jord" tjener til at udfylde denne mangel. Løftet om nye himle og ny jord er derfor ensbetydende med et løfte om fornyelse af verden.

2. Tidligste forestillinger: Kosmisk versus nationalt slags:

Det er et omtvist spørgsmål, hvor gammelt dette løfte er i åbenbaringshistoriens gang. Esajas er den profet, hos hvem ideen første gang optræder i eksplicit form, og det i passager, som mange kritikere vil placere i tiden efter eksilen (den såkaldte Trito-Esajas). I det hele taget har kritikkens retning indtil for nylig været at forestille sig, at den universalistisk-kosmiske slags eskatologi udvikledes ud af den partikularistisk-nationale slags gennem en gradvis udvidelse af profetiens horisont, en opfattelse som ville placere fremkomsten af den førstnævnte på et forholdsvis sent tidspunkt. Men for nylig har Gressmann (Der Ursprung der israelitisch-judischen Eschatologie, 1905) og andre søgt at påvise, at selv profetier hørende til den sidstnævnte slags ofte indeholder materiale og anvender udtryksformer, som forudsætter kendskab til ideen om en verdenskatastrofe til enden. Efter denne opfattelse ville verdens-eskatologien have eksisteret side om side med den mere snævert begrænset udsigt siden oldtiden, og ville være endnu ældre end denne. Disse forfattere antager endvidere, at den kosmiske eskatologi ikke var oprindelig blandt hebræerne, men af orientalsk (babylonisk) oprindelse, en teori som de anvender ikke alene på det mere udviklede system i de senere apokalyptiske skrifter, men også på dets tilløb i Det gamle testamente. Den kosmiske eskatologi menes ikke at have været særegenheden for de store etiske profeter, men snarere en almindeligt udbredt mytologisk forestilling, som profeterne refererer til uden formelt at godkende den.

3. Forskellig fra mytologisk teori:

Dens centrale tanke siges at have været troen på, at verden-processen ende må svare til begyndelsen, at følgelig den oprindelige tilstand af tingene, da himmel og jord var nye, må gentage sig på et eller andet fremtidigt punkt, og tilstanden i paradiset med dens ledsagelser vendte tilbage, en tro som formodedes at have hvilet på visse astronomiske observationer.

4. Kosmisk forestillings alderdommelig karakter

Skønt denne teori i den presenterede form er ubevist og uacceptabel, fortjener den at få æren for at have henledt opmærksomheden på visse fænomener i Det gamle testamente, som klart viser, at Messiansk profeti, og især den verden-omfattende rækkevidde, som den antager i nogle profetier, er langt ældre end moderne kritik havde været villig til at indrømme. Det gamle testamente har fra begyndelsen en eskatologi og sætter det eskatologiske løfte på det bredeste raciale grundlag (1 Mos 3). Det stiger ikke først fra Israel til den nye menneskehed, men tager fra det helt fra starten sit udgangspunkt i menneskerakken, og fra denne stiger ned til valget af Israel, idet det altid holder det universalistiske mål klart for øje. Også i de tidligste beretninger findes der allerede elementer af en kosmisk universalisme side om side med elementer af racekar, som når naturen afbildes som deltager i følgerne af menneskets fald.

5. Det kosmiske afhængigt af det etisk-religiøse:

IHenseende til antikken af den universalistiske og kosmiske eskatologi kan derfor konklusionerne fra disse forfattere registreres som en gevinst, mens der på de to øvrige punkter vedrørende hedensk oprindelse og den umoralske karakter af det involverede håb bør udtrykkes uenighed. Efter Det gamle testamente er hele ideen om verdens fornyelse af strengt overnaturlig oprindelse, og i den følger det kosmiske det etiske håb. Den kosmiske eskatologi er blot korrelatet af det fundamentale bibelske princip, at verdensprocessens resultater beror på de etisk-religiøse udviklingsfaser i menneskehedens historie (jf. 2 Pet 3,13).

6. Enden svarende til begyndelsen:

Men enden svarende til begyndelsen er ligeledes et sandt skriftligt princip, som teorien i spørgsmål har hjulpet til at understrege på ny, skønt der er denne forskel, at skriften ikke ser frem til en gentagelse af samme proces, men til en genoprettelse af den oprindelige harmoni på et højere plan, som udelukker al yderligere forstyrrelse. I de ovenfor citerede passager findes der klare erindringer om skabelsesberetningen (Es 51,16, "at jeg skal plante himlene og lægge jorden grund"; Es 65,17, "jeg skaaber nye himle og ny jord"; 2 Pet 3,13 sammenholdt med 2 Pet 3,4-6; Åb 21,1 sammenholdt med billederne af paradiset gennem hele kapitlet). Desuden, hvor tanken om jordens fornyelse mødes i ældre profeti, afbildes den i paradistilstanden farver (Es 11,6-9; Hos 2,18-21). "Genfødelsen" (palingenesia) af Matt 19,28 peger ligeledes tilbage til verdens første genesis. Det "beboede land, der skal komme" (oikoumene mellousa) af Hebr 2,5 optræder ved åbningen af en sammenhæng, gennem hvilken beretningen af 1 Mos 1-3 klart stod for forfatteres blik.

7. De kosmiske himle: Hebr 12,26-29:

I forbindelsen "nye himle og en ny jord" må udtrykket "himle" derfor forstås i den betydning, som skabelsesberetningen giver det, hvor "himle" ikke betegner Guds himmelske bolig, men de kosmiske himle, området for de øvre vande, sol, måne og stjerner. Bibelen antyder ingen steder, at der er noget unormalt eller noget, der kræver fornyelse, i Guds bolig (Hebr 9,23 har en anden betydning). I Åb 21, hvor "den nye himmel og den nye jord" optræder, siges det samtidig, at det nye Jerusalem kommer ned fra Gud ud af himlen (sammenlign 21,1.2.10). Også i Hebr 12,26-28 er implikationen, at kun de lavere himle er underlagt fornyelse. Den "rystelse", som ledsager den nye pagt og svarer til rystelsen ved lovgivningen på Sinaj, er en rystelse af "ikke blot jorden, men også himlen." Denne rystelse, i dens henvisning til himlen såvel som til jorden, betegner en fjernelse af de ting, der rystes. Men fra de ting, som således rystes og fjernes (inklusive himlen), skelner forfatteren "de ting, som ikke rystes," som er bestemt til at blive, og disse identificeres med Guds rige. Guds rige har imidlertid, ifølge den generelle tendens i brevets undervisning, sit centrum i den himmelske verden. Ordene "som er blevet skabt" i 12,27 angiver ikke deres skabte karakter som grunden til, at himmel og jord kan rystes, en eksegese som ville føre os ind i den vanskelighed, at der blandt det, som bliver, findes noget uskabt foruden Gud; den sande konstruktion og korrekte omskrivning er: "som om ting, der blev skabt med den tanke i Guds sind, at de ting, som ikke kan rystes, skulle blive," dvs. allerede ved skabelsen havde Gud et uforanderligt univers for øje som tingenes endelige, højere tilstand.

8. Palingenesis: Matthæus 19,28:

I Matt 19,28 betegner udtrykket palingenesia verdensfornyelsen som fornyelsen af en unormal tilstand. Skriftens lære er derfor, at der omkring centrum af Guds himmel, som ikke er underlagt forfald eller fornyelse, vil blive etableret en ny kosmisk himmel og en ny jord som bolig for den eskatologiske menneskehed. Det lys, hvori løftet således fremstår, minder os om, at det fornyede kosmos, jorden såvel som de kosmiske himle, er bestemt til at spille en varig (ikke blot foreløbig, efter kiliasmens princip) rolle i Guds folks fremtidige liv. Dette er i fuld harmoni med den fremherskende bibelske fremstilling, ikke blot i Det Gamle Testamente, men ligeledes i Det Nye Testamente (sammenlign Matt 5,5; Hebr 2,5), selv om vægten i det fjerde evangelium og i de paulinske breve i så høj grad lægges på det fremtidige livs himmelcentrerede karakter, at den rolle, som den fornyede jord skal spille i det, træder i baggrunden. Åbenbaringen anerkender derimod dette element i sit billedsprog om "det nye Jerusalem", der kommer ned fra Gud ud af himlen til jorden.

9. Et renset univers:

At de nye himle og den nye jord fremstilles som resultatet af en "skabelse", indebærer ikke nødvendigvis en frembringelse ex nihilo. De udtryk, der bruges i 2 Pet 3,6-13, synes snarere at antyde, at fornyelsen ud af det gamle vil frembringe et renset univers, hvorfor katastrofen også sammenlignes med syndfloden. Ligesom den gamle verden dengang gik til grunde ved vand, og den nuværende verden opstod ud af floden, sådan skal i den endelige krise "himlene opløses ved ild, og elementerne smelte i brændende hede," for at give anledning til den nye himmel og den nye jord, hvor retfærdighed bor. Udtrykket palingenesia (Matt 19,28) peger på fornyelse, ikke på skabelse de novo. Talmud lærer også, at verden vil gennemgå en renselsesproces, selv om den samtidig synes at bryde kontinuiteten mellem denne verden og den kommende verden ved den fantastiske antagelse, at de nye himle og den nye jord i Es 65,17 blev skabt ved afslutningen af Hexemeron i 1 Mos 1. Dette blev udledt af forekomsten af artiklen i Es 66,22, "de nye himle og den nye jord."

Geerhardus Vos