Messias

(Heb. mashiah), gengives i alle de niogtredive tilfælde, hvor det forekommer i Det Gamle Testamente, af LXX med “Christos.” Det betyder salvet. Således blev præster (2 Mos 28,41; 40,15; 4 Mos 3,3), profeter (1 Kong 19,16) og konger (1 Sam 9,16; 16,3; 2 Sam 12,7) salvet med olie og dermed indviet til deres respektive embeder. Den store Messias er salvet “over sine fæller” (Sl 45,7); dvs. han rummer i sig selv alle de tre embeder. Den græske form “Messias” bruges kun to gange i Det Nye Testamente, i Joh 1,41 og 4,25 (RV, “Messiah”), og i Det Gamle Testamente forekommer ordet Messias, som gengivelse af det hebraiske, kun to gange (Dan 9,25, 26; RV, “den salvede”).

Det første store løfte (1 Mos 3,15) indeholder kimen til alle de profetier, der er nedskrevet i Det Gamle Testamente om Messias’ komme og det store værk, han skulle udføre på jorden. Profetierne blev mere bestemte og fyldigere, efterhånden som tiderne gik; lyset skinnede mere og mere frem mod den fuldkomne dag. Man har peget på forskellige perioder i den profetiske åbenbaring: (1) den patriarkalske; (2) den mosaiske; (3) Davids periode; (4) profetismens periode, dvs. de profeters periode, hvis skrifter udgør en del af Det Gamle Testamentes kanon. Jødernes forventninger blev således holdt levende fra slægt til slægt, indtil “tidernes fylde,” da Messias kom, “født af en kvinde, født under loven, for at løskøbe dem, der var under loven.” I ham har alle disse gamle profetier deres opfyldelse. Jesus fra Nazaret er Messias, den store Befrier, som skulle komme. (Jf. Matt 26,54; Mark 9,12; Luk 18,31; 22,37; Joh 5,39; ApG 2; 16,31; 26,22, 23.)