Den sidste dom

1. En transcendent lære:

I kristen teologi er den sidste dom en handling, hvor Gud griber direkte ind i menneskets historie, bringer denne verdens forløb til en endelig afslutning, afgør menneskers evige skæbne og placerer dem i omgivelser, der åndeligt svarer til deres endelige tilstand. Begrebet er rent transcendent og må skelnes fra håbet om, at Gud vil gribe ind i denne verdens historie for ufravigeligt at lede den mod det gode. Den transcendente lære er kun mulig, når man har nået en ophøjet forestilling om Gud, selv om den siden kan forenes med grovere teorier, som i visse naive opfattelser af kristendommen i vor tid.

2. Læren i Israels religion:

I Israels religion opstod læren om den sidste dom ved en »transcendentalisering« af begrebet »Herrens dag«. Ligesom håbet om udødelighed erstattede ønsket om et langt liv på jorden, og ligesom »Israels lands foryngelse« blev erstattet af »en evig bolig på en ny jord«, sådan udvidede idealet om en militær sejr over Israels fjender sig til Guds højtidelige fordømmelse af det onde. Det således nøje afgrænsede begreb skal næppe søges i Det Gamle Testamente, men Dan 12,1-3 kan indeholde det. Den første utvetydige påstand synes at være i Enok 91,17, hvor den endelige tilstand stilles i kontrast til et forudgående rige med jordisk lykke. (Hvis der ikke har været nogen redaktion i den sidste del af dette afsnit, er dets datering før 165 f.Kr.) Herefter er tanken så udbredt i de jødiske skrifter, at detaljerede henvisninger er overflødige. Men den er på ingen måde universel. Skrifter, der er berørt af græsk tænkning (En 108; 4 Makk; Filon), nøjes med en individuel dom ved døden. En enestående teori er den i De Tolv Patriarkers Testamente (Levi 18,8-14, f.eks.), hvor verden vokser ind i den endelige salighed uden katastrofe. Men langt mere almindelig er de ikke-transcendente ideers vedholdenhed, indgroede som de var i folkets tankegang (selv hos Filon; sammenlign hans profeti om national jordisk herlighed i Excr 9). Denne tanketype var så sejlivet, at den hævdede sig ved siden af den transcendente, og begge synspunkter blev accepteret af mere end én forfatter. Da går den jordiske lykke forud for den himmelske (som i Enok 91), og der er to domme, den ene ved Messias og den anden ved Gud (2 Esdras 7; Syrisk Baruk 30). Sådan også i Åbenbaringen 19, hvor Kristus overvinder fjenderne i kampsymbolik og opretter tusindårsriget, mens den sidste dom holdes af Gud (20,11 ff). Ellers er Messias aldrig dommeren undtagen i Enoks lignelser, hvor han gennemgående optræder som Guds stedfortræder (i 47,3 fastsætter Gud kun dommens tidspunkt). Muligvis tager mennesker i Salomos Visdom 4,16; 5,1 del i domshandlingen, men ellers optræder de (og engle) kun som »meddommere« eller som dem, der fuldbyrder dommen. I Salomos Visdom 3,8 bruges »dømme« i den gammeltestamentlige betydning »herske« (Dom 3,10 osv.), som det også er tilfældet i Matt 19,28 parallelt med Luk 22,30; 1 Kor 6,2; 1 Kor 6,3 (i det sidste tilfælde med ordet i to betydninger). Yderligere studier i variationen af dommens (ret konventionelt fastlagte) detaljer vil kun interessere den særlige forsker.

For drøftelser af de relevante bibelske passager, se Herrens dag; eskatologi; parusi. Læren har virkelig religiøs værdi, for den fastholder et højdepunkt i slægtens såvel som individets udvikling (eller degeneration!). Således står den i kontrast til naturvidenskabens pessimisme, som kun peger frem mod menneskehedens gradvise udslettelse gennem solens afkøling.

LITTERATUR.

Begrebets variationer behandles, fuldstændigt kun i Volz, Judische Eschatologie. For almindelig litteratur se eskatologi; parusi.

Burton Scott Easton