Sidkija

zed-e-ki'-a (tsidhqiyahu, tsidhqiyah, "Jah er min retfærdighed"; Sedekia, Sedekias):

(1) Søn af Kena'ana (1 Kong 22,11; 1 Kong 22,24; 2 Krøn 18,10; 2 Krøn 18,23). Zedekias var tilsyneladende leder og talsmand for de 400 profeter, der var knyttet til hoffet i Samaria, og som Akab tilkaldte som svar på Joshafats ønske om, at en profet for Jahve skulle rådspørges angående det planlagte felttog mod Ramot i Gilead. For bedre at gøre indtryk på sine tilhørere fremstillede Zedekias jernhorn og sagde til Akab: "Med disse skal du støde aramæerne, indtil de er tilintetgjort." Han forsøgte også at svække den indflydelse, Mika ben Jimla havde på kongerne, ved ironisk at spørge: "Hvilken vej gik Jahves Ånd fra mig for at tale til dig?"

Hos Josefus (Ant., VIII, xv, 4) findes en interessant omordning og udsmykning af den bibelske fortælling. Her fremstilles Zedekias som én, der argumenterer for, at eftersom Mika modsiger Elias' forudsigelse om stedet for Akabs død, må han betragtes som en falsk profet. Derefter slog han sin modstander og bad om, at hvis han tog fejl, måtte hans højre hånd straks visne. Da Akab så, at der ikke skete noget med den hånd, der havde slået Mika, blev han overbevist; hvorefter Zedekias fuldendte sin triumf med episoden om hornene, som er nævnt ovenfor.

(2) Søn af Ma'aseja (Jer 29,21-23). En falsk profet, som sammen med en anden ved navn Akab profeterede blandt de landflygtige i Babylon og forudsagde en snarlig tilbagevenden fra fangenskabet. Jeremias fordømte dem strengt, ikke alene for deres falske og letsindige forudsigelser, men også for deres urene og ægteskabsbrydende liv, og erklærede, at deres skæbne ved Nebukadnesars hånd skulle blive ordsproglig i Israel.

(3) Søn af Hananja (Jer 36,12). En af Judas stormænd, for hvem Jeremias' skriftrulle blev læst i Jojakims 5. år.

(4) En af de embedsmænd, der beseglede den fornyede pagt (Neh 10,1, KJV "Zid-kijah"). Det, at hans navn er forbundet med Nehemias', antyder, at han var en person af betydning. Men der vides ikke mere om ham.

(5) Judas sidste konge (se følgende artikel).

John A. Lees

(tsidhqiyahu, "Jah er min retfærdighed"; navn ændret fra Mattanja (mattanyah, "Jahs gave"; Sedekias):

I. KILDER TIL HANS REGERINGSTID OG TID

1. Annalistiske

2. Profetiske

II. DEN SIDSTE KONGE AF JUDAS STYRE

1. Situationen

2. Opkomlingementaliteten

3. Uoverensstemmelser

4. Kongens karakter

5. Hans skæbne

6. Folkets undergang

Den sidste konge af Juda, onkel til og efterfølger efter Jojakin; regerede 11 år, fra 597 til 586, og blev ført som fange til Babylon.

I. Kilder til hans regeringstid og tid.

1. Annalistiske:

Ingen af beretningerne i 2 Kong 24,18-25 og 2 Krøn 36,11-21 henviser, som det ellers er sædvane, til statsannaler; disse ophørte med Jojakims regering. Historien i 2 Kongebog er rent skriftlærd og historisk i sin tone; 2 Krønikebog, især efterhånden som den fortsætter frem til fangenskabet, er mere glødende og prædikende. Begge har en fælles profetisk oprindelse; og Jeremias 52, som er anbragt som et tillæg til hans profetbog, fortæller da også historien om regeringstiden og de efterfølgende begivenheder, omtrent som 2 Kongebog gør, men med noget fyldigere detaljer.

2. Profetiske:

To profeter følger med skarpe øjne udviklingen i denne regeringstid, begge med den smertelige fornemmelse af, at den judæiske stats ende er nært forestående: Jeremias i Jerusalem og Ezekiel, en af de bortførte i deportationen sammen med Jojakin, i Babylon. Datoer er knyttet til begges profetier: Jeremias' regnet fra regeringens begyndelse og ikke fortløbende; Ezekiels regnet fra begyndelsen af det første fangenskab og derfor sammenfaldende med Jeremias'. Ud fra disse daterede profetier må de væsentligste forestillinger dannes om tidens egentlige indre forhold og styrets karakter. De profetiske afsnit, som kan identificeres med denne regeringstid, regnet efter dens år, er: Jeremias 24, efter deportationen af Jojakin (Jekonja)--de lavere klasser efterladt hos Sidkija (jf. Ez 11,15; Ez 17,12-14); Jer 27-29, regeringens begyndelse--falske håb om de bortførtes hjemkomst og nyttesløse diplomatiske forbindelser med nabofolkene; Jer 51,59; Jer 51,4. år--Sidkijas besøg i Babylon; Jer 4-7; Jer 5. år--symbolske profetier om Judas kommende ende; Jer 8-12; Jer 6. år--et næsten clairvoyant syn af de afguderiske fordærvelser i Jerusalem; Ez 17,11-21, samme år--Sidkijas forræderiske intriger med Egypten; Ez 21,18-23; Ez 21,7. år--Nebukadnesar kaster lod for at afgøre sit angreb på Juda; Jer 21, udateret, men kort efter--en delegation fra kongen til profeten for at spørge om Jahves hensigt; Jer 34,1-7, udateret--profetens ord til kongen, mens Nebukadnesars invasion endnu er blandt byerne i landet; Ez 24,1; Ez 24,2; Ez 24,9. år--telepatisk bevidsthed om belejringens begyndelse, synkron med Jer 39,1-10; 2 Kong 25,1-7; Jer 37; 38, udateret, men kort efter--profetier forbundet med den midlertidige ophævelse af belejringen og de styrende klassers falske tro; 2 Kong 32; 2 Kong 10. år--Jeremias' indløsning af sin ejendom i Anatot midt under belejringen og den gode forudanelse i handlingen; 2 Kong 39; 2 Kong 11. år--annalistisk beretning om gennembruddet i bymuren og kongens flugt og endelige skæbne. Halvandet år senere hører Ezekiel (33,21.22) nyheden fra en flygtning.

II. Den sidste konge af Judas styre.

1. Situationen:

Da Nebukadnesar førte Jojakin bort, og sammen med ham alle mænd af betydning og karakter (se under JEHOIACHIN), var hans hensigt klar: at efterlade et folk, der var så nedbrudt i ressourcer og mod, at det ikke ville lade sig bevæge til oprør (se Ez 17,14). Men dette tiltag fra hans side bevirkede en opdeling af folket, som profeterne straks erkendte som en faktisk udskillelse af deres åndelige "rest", der skulle gå til Babylon, mens de verdslige og ringere grupper blev tilbage i Jerusalem. Disse skelnes skarpt fra hinanden af Jeremias i hans lignelse om figenerne (kapitel 24), udgivet kort efter den første deportation. Det folk, der blev tilbage, var sandsynligvis af samme slags som dem, Sefanias nogle få år tidligere beskrev, dem der havde "bundfældet sig på deres bærme" (1,12), et gudløst og trægt element i religion og stat. Deres religiøse sindelag skildres af Ezekiel i Sidkijas 6. år, i hans clairvoyante syn af de uhumske tempelriter, som var det en kloak af afgudsdyrkelse, opretholdt under påskud af, at Jahve havde forladt landet (se Ez 8). Det er klart, at disse ikke var af profetisk støbning. Det var over et sådant ringere lag af folk, Sidkija blev sat til en utaknemmelig og tragisk regering.

2. Opkomlingementaliteten:

For et folk, der var så råt og uerfarent i styre, erkendte profeterne én klar pligt: at holde den ed, som de havde aflagt over for Nebukadnesar (se Ez 17,14-16). Men de handlede som mænd, der var berusede af ny magt; deres adgang til ejendom og uvante position steg dem til hovedet. Kort efter regeringens begyndelse ser vi Jeremias give en eftertrykkelig advarsel både til sit folk og til nabofolkenes sendebud imod en oprørsk koalition (Jeremias 27, fejlagtigt dateret til Jojakims 4. år; jf. 27,3.12); han har også et sammenstød med profeter, som i modstrid med hans konsekvente budskab forudsiger Jojakins og tempelkarrets snarlige genoprettelse. Kongens besøg i Babylon (Jer 51,59) blev sandsynligvis aflagt for at rense sig for medskyld i landsforræderiske planer. Deres onde ånd, Egypten, er imidlertid travlt beskæftiget med de alt for egensindige opkomlinge blandt herskerne; og omkring midten af regeringstiden bryder Sidkija sin pagt med sin overherre og indleder, i tillid til Egypten, et oprør. Det profetiske syn på denne bevægelse er, at den er en moralsk krænkelse; den er et brud på et svoret ord (Ez 17,15-19) og dermed en forfalskning af Jahves sandhed.

3. Uoverensstemmelser:

Denne oprørshandling mod Babylons konge var ikke den eneste krænkelse af "Jahves ed". Dens umiddelbare virkning var naturligvis at fremskynde de kaldæiske styrkers invasion, tilsyneladende fra Ribla ved Orontes, hvor Nebukadnezar i flere år havde haft sit hovedkvarter. Ezekiel har en slående beskrivelse af hans fremrykning, hvor han standser for ved pilespådom at afgøre, om han skal gå mod Juda eller Ammon (21,18-23). Før han belejrede Jerusalem, synes han dog at have brugt nogen tid på at nedkæmpe de omkringliggende fæstninger (jf. Jer 34,1-7); og mens denne ventetid stod på, sendte kongen en delegation til Jeremias for at spørge, om Jahve ikke ville handle "efter alle sine underfulde gerninger", tydeligvis i håb om en mirakuløs befrielse af samme art som den, der havde fundet sted på Sankeribs tid (Jer 21,1). Profeten giver sit ufravigelige svar, at byen må falde; samtidig råder han Davids hus til at "øve ret og retfærdighed". Som om de ville bestikke sig til Jahves gunst ved at følge dette råd, indgik kongen derpå en aftale med sit folk om at frigive alle deres hebraiske trælle (Jer 34,8-10) og sendte igen en delegation til profeten for at bede om hans forbøn (Jer 37,3), som om de, efter at have bestukket Jahve, kunne udøve en slags magi over den guddommelige vilje. Imens havde Nebukadnezar indesluttet byen; men netop da nærmede den egyptiske hær sig for at hjælpe Juda, og Babylons konge hævede belejringen længe nok til at drive egypterne tilbage til deres eget land. Da folket vurderede, at Jahve havde grebet ind som i gamle dage, lod de deres slaver vende tilbage til deres trældom (Jer 34,11). Dette forræderi fremkaldte en skarp profeti fra Jeremias, som ikke blot forudsagde den kaldæiske hærs snarlige tilbagevenden (Jer 37,6-10), men også kongens fangenskab og byens ødelæggelse (Jer 34,17-22). Det var under denne midlertidige afbrydelse af belejringen, at Jeremias, da han forsøgte at tage til Anatot for at indløse sin families ejendom, blev grebet under påskud af, at han ville gå over til fjenden, og sat i fængsel (Jer 37,11-15).

4. Kongens karakter:

Under belejringen, som snart blev genoptaget, blev Sidkijas karakter, på dens gode og dårlige sider, åbenbaret gennem hans hyppige kontakt med profeten Jeremias. Sidstnævnte var fange det meste af tiden; og de krænkelser, han blev udsat for, og som kongen tankeløst tillod, viser, hvor meget respekten for profetens ord og embede var faldet (sammenlign den behandling, han fik, Jer 26,16-19 med 37,15; 38,6). Kongen var dog ikke hovmodig og hjerteløs som sin bror Jojakim; han var svag og uden faste principper; desuden var han temmelig hjælpeløs og frygtsom i hænderne på sine egenrådige embedsmænd (jf. Jer 38,5; Jer 38,24-26). Hans respekt for profetiens ord var snarere overtroisk end religiøs: mens profetens budskab og råd hele tiden var konsekvent, kunne han ikke få sig selv til at følge Jahves vilje og syntes at mene, at Jahve på en eller anden måde kunne overtales til at ændre sine planer (se Jer 37,17; Jer 38,14-16). Hans stilling var overordentlig vanskelig; men alligevel havde han ikke den fasthed, den visdom og den konsekvens, der skulle til.

I sin belejring af byen stolede Nebukadnezar hovedsagelig på at sulte den til overgivelse; og vi kan ikke nægte en vis beundring for en skare forsvarere, som trods den stadigt svindende fødevareforsyning og pestens hærgen holdt byen i halvandet år.

5. Hans skæbne:

I denne tid var Jeremias' råd velkendt: rådet om overgivelse og løftet om, at de derved kunne redde deres liv (Jer 21,9; Jer 38,2). Det var netop derfor, han blev fængslet, under påskud af at han "svækkede hænderne" på forsvarerne; og det skyldtes en fremmed slaves barmhjertighed, at han ikke led døden (Jer 38,7-9). Til sidst, i det 11. år af Sidkijas regering, netop da fødevareforsyningen i byen var opbrugt, brød den kaldæiske hær igennem muren, og Babylons konge kom ind med sine højtstående embedsmænd og satte sig i midterporten. Da Sidkija og hans krigsfolk så dette, flygtede de om natten og tog den uoverlagte rute ad vejen til Jeriko; de blev forfulgt og fanget på Jordans sletter, og Sidkija blev ført frem for Babylons konge i Ribla. Efter at have ladet Sidkijas sønner og Judas stormænd dræbe for hans øjne stak Babylons konge Sidkijas øjne ud og førte ham som fange til Babylon, hvor han, uvist hvor længe efter, døde. Jeremias havde profeteret, at han skulle dø i fred og få en statslig sørgehøjtidelighed (Jer 34,4; Jer 34,5); Ezekiels profeti om hans dom er gådefuld: "Jeg vil føre ham til Babylon, til kaldæernes land; dog skal han ikke se det, skønt han skal dø dér" (Ez 12,13).

6. Folkets dom:

Den grusomt udtænkte ydmygelse af kongen var kun en episode i byens og nationens tragiske undergang. Nebukadnesar havde ikke i sinde at efterlade en så stædig og forræderisk fæstning på sin erobringsvej mod Egypten. En måned efter begivenheden i Ribla gik hans stedfortræder, Nebuzaradan, i gang med at nedkæmpe byen: han brændte templet og alle de vigtigste huse, nedbrød murene, førte de tempelskatte bort, som endnu ikke var blevet plyndret, herunder bronzearbejdet, som blev brudt i stykker til skrotmetal, og deporterede de mennesker, der var tilbage efter den desperate modstand, samt dem, der frivilligt havde overgivet sig. De religiøse og statslige embedsmænd blev ført til Ribla og henrettet. "Således," slutter historikeren, "blev Juda ført bort fra sit land i fangenskab" (Jer 52,27). Dette skete i 586 f.Kr. Dette var dog kun den politiske datering af det babyloniske eksil, den gengældende grænse for de rester af Israel, som i 11 år havde spillet et uoprigtigt administrationsspil og fejlet. Den profetiske datering, hvorfra Ezekiel regner eksilårene, og hvorfra det profetiske blik holdes rettet mod skæbnen og karakteren hos det folk, der skal forløses, var 597 f.Kr., da Jojakins lange fængsling begyndte, og da Israels blomst, omplantet til et fremmed hjem, begyndte sin tid i underkastelse under Jahves ord og vilje. Det var dette frelsende element i Israel, som stadig havde en anerkendt konge og en lovet fremtid. Af både Jeremias og Ezekiel blev Sidkija ikke betragtet som Jahves salvede, men som den, Nebukadnesar "havde gjort til konge" (Jer 37,1; Ez 17,16), "kongen, der sidder på Davids trone" (Jer 29,16). Den virkelige sidste konge af Juda var Jojakin; Ezekiels titel for Sidkija er "fyrste" (Ez 12,10).

John Franklin Genung