Parousia

pa-roo'-zhi-a:

I. DEN APOSTOLSKE LÆRE

1. Udtryk

2. Data og kilder

3. Sammenhæng

4. Symbolikkens betydning

II. JESU UNDERVISNING

1. Kritiske problemer

2. Sammenfatning

3. Jerusalems fald

4. Tidspunkt

III. JOHANNES' VURDERING

1. Løsning af problemet

2. Kirken som en guddommelig størrelse

LITTERATUR

I. Den apostolske lære.

1. Udtryk:

Kristi andet komme (et udtryk, der ikke findes i Bibelen) udtrykkes af apostlene med følgende særlige ord:

(1) "Parousia" (parousia), et ret almindeligt ord på græsk med betydningen "nærvær" (2 Kor 10,10; Fil 2,12). Mere specifikt kan det betyde "nærvær efter fravær", "ankomst" (men ikke "tilbagekomst", medmindre dette fremgår af sammenhængen), som i 1 Kor 16,17; 2 Kor 7,6; 2 Kor 7,7; Fil 1,26. Og endnu mere særligt anvendes det om Kristi komme i 1 Kor 15,23; 1 Thess 2,19; 1 Thess 3,13; 1 Thess 4,15; 1 Thess 5,23; 2 Thess 2,1; 2 Thess 2,8; Jak 5,7; Jak 5,8; 2 Pet 1,16; 2 Pet 3,4; 2 Pet 3,12; 1 Joh 2,28--i alt 13 gange, foruden 2 Thess 2,9, hvor det betegner Antikrists komme. Dette ord for Kristi andet komme gik over i den tidlige patristiske litteratur (f.eks. Diognetus, vii.6), men dets brug i denne betydning er ikke ufravigelig. For eksempel betyder ordet hos Ignatius, Philadelphians, ix.2, inkarnationen. Eller inkarnationen kaldes den første parousia, som hos Justin, Trypho, xiv. Men i moderne teologi betyder det altid det andet komme. Nylige arkæologiske opdagelser har forklaret, hvorfor ordet fik en så almindelig kristen brug i den særlige betydning. I hellenistisk græsk blev det brugt om en herskers ankomst til et sted, som det fremgår af indskrifter i Egypten, Lilleasien osv. Ja, i en indskrift fra Epidauros fra det 3. århundrede f.Kr. (Dittenberger, Sylloge

(2), Number 803, 34) anvendes "Parousia" om en åbenbaring af Aesculapius. Følgelig var det helt naturligt, at de græsktalende kristne overtog et ord, som allerede rummede fuldt kongelige og endda guddommelige begreber. (Vidnesbyrdet er godt sammenfattet i Deissmann, Light from the Ancient East3, 372-78, tysk udgave, 281-87.) (2) "Epifani" epiphaneia), "manifestation", brugt om inkarnationen i 2 Tim 1,10, men om det andet komme i 2 Thess 2,8; 1 Tim 6,14; 2 Tim 4,1; 2 Tim 4,8; Tit 2,13. Ordet blev ligesom Parousia brugt i hellenistisk græsk til at betegne herskeres ceremonielle ankomst; jf. Deissmann, som ovenfor.

(3) "Apokalypse" apokalupsis), "åbenbaring", betegner det andet komme i 1 Kor 1,7; 2 Thess 1,7; 1 Pet 1,7; 1 Pet 1,13; 1 Pet 4,13.

(4) "Herrens dag", mere eller mindre modificeret, men med henvisning til Kristus i 1 Kor 1,8; 1 Kor 5,5; 2 Kor 1,14; Fil 1,6; Fil 1,10; Fil 2,16; 1 Thess 5,2; 2 Thess 2,2. Udtrykket bruges om Faderen i den strenge gammeltestamentlige betydning i ApG 2,20; 2 Pet 3,12; Åb 1,6-14, og sandsynligvis i 2 Pet 3,10. Desuden bruges, som i Det Gamle Testamente og den mellemliggende litteratur, "vredens dag", "den sidste dag" eller blot "dagen" meget hyppigt.

Se DAY OF THE LORD.

Af de tre første af ovenstående udtryk findes kun Parousia i evangelierne, 4 gange, alle i Matt 24,3; Matt 24,17; Matt 24,37; Matt 24,39, og i de sidste tre af disse alle i den faste vending "sådan skal Menneskesønnens Parousia være." Da Kristus talte aramæisk, skyldes brugen af "Parousia" her naturligvis Matthæus' overtagelse af det gængse græske ord.

2. Data og kilder:

Det sidste af de 4 udtryk ovenfor sætter den apostolske lære om Parousia i forbindelse med eskatologien (messiansk eller på anden måde) i Det Gamle Testamente og i de mellemliggende skrifter. Men forbindelsen er langt tættere end den, dette ene udtryk alene giver, for næsten hvert træk i den apostolske lære kan direkte paralleliseres ud fra de jødiske kilder. Følgende sammenfatning forsøger ikke at give fuldstændige henvisninger til selv det jødiske materiale, der er bevaret, men der fremlægges nok til at vise, hvor nært beslægtede eskatologierne i jødedommen og i den tidlige kristendom er.

Enden skal ikke forventes øjeblikkeligt. Der er stadig tegn, som skal ske (2 Thess 2,3), og især må det fastsatte antal martyrer fyldes op (Åb 6,11; jf. 2 Esdras 4,35.36). Der er behov for tålmodighed (Jak 5,7 osv.; jf. 2 Esdras 4,34; Baruch 83,4). Men den er nær (1 Pet 4,7; Åb 1,3; Åb 22,10; jf. 2 Esdras 14,17). "Endnu en ganske kort tid" (Hebr 10,37), "Natten er langt fremme" (Rom 13,12), "Herren er nær" (Fil 4,5). "Vi, der lever", forventer at se den (1 Thess 4,15; 1 Kor 15,51; jf. Baruch 76,5); tiden er herefter forkortet (1 Kor 7,29; jf. Baruch 20,1; 2 Esdras 4,26, og kommentarerne til 1 Korintherbrev). Ja, der er næppe engang tid til omvendelse (Åb 22,11, ironisk), og bestemt er der ingen tid tilbage til selvforkælelse (1 Thess 5,3; 1 Pet 4,2; 2 Pet 3,11; Åb 3,3; jf. Baruch 83,5), og årvågenhed kræves indtrængende (1 Thess 5,6; Åb 3,3).

En udgydelse af Ånden er et tegn på enden (ApG 2,17; ApG 2,18; jf. De Tolv Patriarkers Testamente, Test. Levi 18,11; Sib Or 4,46, altid efter fuldendelsen i de jødiske kilder). Men verden bliver stadig værre; for de gudfrygtige kommer der voldsomme prøvelser (passim), selv om de særligt begunstigede kan blive skånet for lidelse (Åb 3,10; jf. Baruk 29,2). Dette er begyndelsen på dommen (1 Pet 4,17; jf. Enok 99,10). Lovløsheden tiltager, og falske lærere bliver talrige (Jud 1,18; 2 Pet 3,3; 2 Pet 3,2, især 2 Tim 3,13; jf. Enok 80,7; Baruk 70,5; 2 Esdras 5,9.10). Frem for alt skal der komme et udbrud af djævelsk ondskab i Antikrist (1 Joh 2,18; Joh 2,22; Joh 4,3; Joh 4,2; 2 Thess 2,8-10; Åb 19,19; jf. Baruk 36,8-10; Sib Or 3,63-70, og se Antikrist), som vil samle alle folkeslag under sit banner (Åb 19,19; 2 Thess 2,10 jf. 2 Esdras 13,5; Enok 56). Plager rammer menneskene (Åb, passim; jf. især Filon, Execr.), og naturtegn indtræffer (ApG 2,19; ApG 2,20; Åb, passim; jf. 2 Esdras 5,4.5; Enok 80,5-8). Men jødernes omvendelse (Rom 11,26) fremkaldes af disse plager (Åb 11,13; i de jødiske kilder naturligvis hedningernes omvendelse, som i Sib Or 3,616-623; Enok 10,21). Så åbenbares Kristus, og Antikrist dræbes eller tages til fange (2 Thess 2,8; Åb 19,20; jf. 2 Esdras 13,10.11). I Åb 20,3 følger tusindårsriget (jf. 2 Esdras 7,28; 12; 34; Baruk 40,3, og ofte i rabbinsk litteratur; tusindårsriget i Slavisk Enok, kapitel 33, er af meget tvivlsom eksistens), men andre spor af læren om tusindårsriget i Det Nye Testamente er yderst vage (jf. kommentarerne til 1 Kor 15,24, for eksempel, især Schmiedel, J. Weiss og Lietzmann, og se tusindårsriget). Den almindelige opstandelse følger (se opstandelse for detaljer).

Faderen holder dommen i Hebr 10,30; Hebr 12,23; Hebr 13,4; Jak 4,11; Jak 4,12; 1 Pet 1,17; Åb 14,7; Åb 20,11, og sandsynligvis i Jud 1,14; Jud 1,15. Kristus er dommer i ApG 10,42; 2 Kor 5,10; 2 Tim 4,1. De to begreber er vævet sammen i Rom 14,9; Rom 14,10. Gud formidler dommen gennem Kristus i ApG 17,31; Rom 2,16, og sandsynligvis i Rom 2,2-6; Rom 3,6. I 2 Thessalonikerbrev fremstår Kristus som den, der eksekverer straffen. For lignende usikkerheder i de jødiske skemaer, jf. for eksempel 2 Esdras 7,33 og Enok 45,3. Om de ugudeliges skæbne se eskatologi; helvede; Paulus har, mærkeligt nok, meget lidt at sige om dette (Rom 2,3; 1 Kor 3,17; 2 Thess 1,8; 2 Thess 1,9). Så bliver hele naturen fornyet (Rom 8,21; Enok 45,4.5) eller fuldstændig tilintetgjort (1 Kor 7,31; Hebr 12,27; Åb 21,1; jf. Enok 1,6; 2 Esdras 7,30); ved ild i 2 Pet 3,10 (jf. Sib Or 4,172-177), så kun de evige sandheder bliver tilbage (Hebr 12,27; jf. 2 Esdras 7,30(?)), eller erstattes af en ny himmel og en ny jord (Åb 21,1; jf. Slavisk Enok 33,1-2). Og de retfærdige modtager det nye Jerusalem (Gal 4,26; Hebr 12,22; Åb 3,12; Åb 21,2; Åb 21,10; jf. Baruk 4,2-6; 2 Esdras 7,26).

3. Sammenhæng:

Det er naturligvis muligt, som i de ældre dogmatiske værker, at forlige de små afvigelser i ovenstående detaljer og indpasse dem alle i ét samlet skema. Men rimeligheden af et sådant foretagende er mere end tvivlsom, for disse detaljers traditionelle karakter er helt tydelig--en tradition, der ikke alene skyldes, at de kristne og de jødiske skemaer har et fælles gammeltestamentligt grundlag. At de jødiske forfattere indså, at de eskatologiske detaljer blot var symbolske, fremgår klart af de modsigelser, som enhver apokalypse indeholder--de modsigelser, der er fortvivlende for begynderen i apokalyptik. Ingen forfatter synes at have ment, at det var umagen værd at forlige sine detaljer, for de var udelukkende billeder på kræfter, som kun dunkelt blev forstået. Og den kristne symbolik må fortolkes efter samme princip. Ingen større uret kunne for eksempel gøres mod Paulus' tanke end at antage, at han i mindste måde ville være blevet foruroliget over Johannes' fortolkning af Antikrist som mange personer, alle sammen almindelige mennesker (1 Joh 2,18; Joh 2,19).

4. Symbolikkens betydning:

Den symbolik, hvori Parousia beskrives, var altså ganske enkelt den, apostlene havde haft i deres førkristne dage. Denne symbolik er ganske vist blevet grundigt renset for sådanne barnagtigheder som festen med Leviatan og Behemot i Baruk 29 eller de "tusind børn" i Enok 10,17, en kendsgerning der er desto mere bemærkelsesværdig, eftersom kristendommen i det 2. århundrede har mere end nok af den slags (f.eks. Irenæus, v.33). Hvad der er vigtigere, er, at Parousia-symbolikken i de jødiske kilder ganske enkelt er symbolikken for Messias' komme (eller for Guds komme i sådanne systemer, som ikke har nogen Messias). Nu må det bemærkes, at blandt apostlene betragtes Guds rige næsten altid som en fremtidig størrelse (1 Kor 6,9; 1 Kor 6,10; 1 Kor 15,50; Gal 5,21; Ef 5,5; 2 Tim 4,1; 2 Tim 4,18; 2 Pet 1,11; Åb 11,15; Åb 12,10), med en klart nærværende tanke kun i Kol 1,13. Når man igen husker, at betegnelsen "Messias" ganske enkelt betyder "den, der bringer Riget", bliver sagen helt klar. Ingen apostel tænkte naturligvis nogensinde på Kristus som andet end Messias. Men de tænkte heller ikke på hans messianske gerning som fuldført, eller, hvis man fastholder den mest nøjagtige terminologi, på den strengt messianske gerning som overhovedet udført. Selv forsoningen hørte til de forberedende handlinger, måske betragtet noget på samme måde som Enok 39,6 betragter den præeksistente Messias' ophold blandt den "forventende menighed". Dette kunne lettere ske, eftersom traditionerne i almindelighed tav om, hvad Messias skulle gøre, før han bragte Riget, mens de alle var enige om, at han ikke først skulle skabes i dette øjeblik. Ind i dette tomrum passede vor Herres jordiske liv og lidelse naturligt, især med hjælp fra Es 53 osv., idet det lod kendsgerningen om hans andet komme blive identificeret med Messias' komme, sådan som det oprindelig var tænkt.

II. Jesu lære.

1. Kritiske problemer:

Det vil være nyttigt, når man studerer de bitre stridigheder, der har raset omkring Kristi lære om fremtiden, at huske, at den apostolske forståelse af ordet "Messias" er den eneste definition, ordet har; at f.eks. "Messias" og "verdens frelser" ikke er helt ombyttelige udtryk, eller at en omdefinering af Messias som en moralsk lærer eller en udlægger af Guds vilje ikke hviler på en "åndeliggørelse" af betegnelsen, men på en ødelæggelse af den til fordel for "profet". Nu er de tre udtryk, "messiansk gerning", "Rigets komme" og "Parousia", kun tre betegnelser for én og samme ting, mens tilføjelsen af "Menneskesøn" til dem blot indebærer, at de tages i den mest transcendentale form, der er mulig. Faktisk er dette den tilstand, man finder hos synoptikerne. Kristus forudsiger Rigets komme. Han gør krav på titlen som dets konge (eller regent under Faderen). Virkeliggørelsen af denne forventning placerede han på den anden side af graven, dvs. i en herliggjort tilstand. Og i forbindelse med dette vidnesbyrd finder vi hans brug af titlen Menneskesøn. Af alt dette følger læren om Parousia umiddelbart, selv bortset fra de steder, hvor den almindelige apokalyptiske symbolik bruges. Man kan hævde, at denne symbolik i evangelierne er hentet fra andre kilder af evangelisterne (den såkaldte "Lille Apokalypse" i Mark 13,7-9; Mark 13,14-20; Mark 13,24-27; Mark 13,30-31 er det sædvanlige angrebspunkt), men selv hvis denne påstand kunne godtgøres (og enighed på dette punkt er langt fra opnået), ville ingen virkelig afgørende del af sagen være berørt. Det er naturligvis muligt at begynde med den a priori-antagelse, at "intet fornuftigt menneske kunne opfatte sig selv som et apokalyptisk væsen, der vandrede på jorden inkognito", og at henføre alt i evangelierne, som modsiger denne antagelse, til senere tradition. Men så opstår der vanskeligheder. De forskellige begreber, der er involveret, nævnes direkte så ofte, at antallet af steder, der må fjernes, vokser alarmerende stort. Dernæst griber begreberne ind i hinanden på en sådan måde, at de yder en bemærkelsesværdig fast modstand mod den kritiske kniv; billedet er alt for sammenhængende til at være et kunstigt produkt. Således findes der en række indirekte henvisninger (titlen på korset, "palmesøndags"-processionen osv.), som modsiger alt, hvad vi ved om senere tilvækster. Og endelig står den mest uforfærdede kritiker over for en sidste genstridig vanskelighed: den tidligste kirkes urokkelige overbevisning om, at Kristus fremsatte de eskatologiske krav. Det er tænkeligt, at apostlene kan have misforstået Kristus i andre spørgsmål, men en fejltagelse på dette centrale punkt af alle (sådan som apostlene vurderede tingene) ligger næppe inden for den kritiske muligheds område. I det store og hele synes et sådant forsøg på at tvinge sig vej gennem dokumenternes vidnesbyrd at ligne overraskende meget den vold mod historien, som de mest forvredne af de ældre dogmatikere udøvede.

2. Sammenfatning:

Antallet af relevante skriftsteder, der er involveret, er så stort, og de kritiske problemer så indviklede, at enhver detaljeret drøftelse her er udelukket. Desuden rummer symbolikken intet nyt for den studerende, der er fortrolig med de sædvanlige systemer. Ondskabens kræfter tager til i verden, de retfærdiges tilstand bliver vanskeligere, nød og naturvarsler følger, ved højdepunktet viser Kristus sig pludseligt med sine engle, bringer Guds rige, samler de udvalgte ind i Riget og sender de onde bort i det yderste mørke (eller ild). Faderen er dommeren i Matt 10,32; Matt 10,33, men Sønnen i parallellen Luk 12,8; Luk 12,9, og i Matt 13,41; Matt 16,27; Matt 25,32; sandsynligvis i Matt 24,50 parallel Luk 12,46; Mark 8,38 og dens parallel Luk 9,26 er usikre. Under alle omstændigheder afhænger hvert menneskes evige skæbne af Kristi holdning, muligvis med Faderens (ufravigelige) stadfæstelse forudsat.

3. Jerusalems fald:

Hvor tæt Kristus forbandt parusien og Jerusalems fald, er ikke let at sige. Forskellige udsagn af Kristus om fremtiden blev ganske sikkert samlet af evangelisterne; sammenlign Matt 24 med Mark 13 og Luk 17,20-37; eller Luk 17,31 med Mark 13,15; Mark 13,16 (bemærk hvor upassende Luk 17,31 er i sin nuværende sammenhæng). De kritiske drøftelser af Mark 13 er velkendte, og dem om Luk 21 (et endnu mere komplekst problem) kun lidt mindre. Når man husker, hvad Jerusalems fald eller den umiddelbare udsigt dertil ville have betydet for apostlene, vil man forstå tendensen til at samle Kristi udsagn. Derfor bør der ikke lægges for stor vægt på forbindelsen mellem dette og parusien, og under ingen omstændigheder kan Jerusalems fald anses for at udtømme parusiens betydning.

4. Tidspunkt:

Det mest omdiskuterede spørgsmål er tidspunktet for parusien. Her placerer Mark 13,30 parallel Luk 21,32 parallel Matt 24,34 den inden for Kristi generation, Mark 9,1 parallel Luk 9,27 parallel Matt 16,28 inden for levetiden for nogle af hans tilhørere, Matt 10,23 før alle byerne i Judæa er lukket for Kristi apostle. (Kun den første af disse indeholder nogen henvisning til Jerusalems fald.) Dernæst er der »I skal se« i Mark 14,62; Luk 13,35 parallel Matt 23,39. I overensstemmelse med dette står formaningerne til årvågenhed (Mark 13,33-37; Luk 12,40 parallel Matt 24,44, osv., med mange lignelser, såsom de ti jomfruer). Nu modsiger Mark 13,32 parallel Matt 24,36 ikke helt dette, for viden om generationen er fuldt forenelig med uvidenhed om dagen og timen; »Det vil ske inden for jeres generation, men mere kan der ikke siges jer, så våg!« Den egentlige vanskelighed ligger i Mark 13,10 parallel Matt 24,14, nødvendigheden af at alle hedninger hører evangeliet (Luk 21,24 er næppe relevant). At lade spørgsmålet blive stående her, sådan som de fleste konservative forskere gør, er utilfredsstillende, for Mark 13,10 har ingen stor værdi i apologetisk tjeneste, og denne værdi opvejes langt af den reelle modsigelse med de andre passager. Nøglen ligger sandsynligvis i Matt 10,18, hvorfra Mark 13,10 kun adskiller sig ved at insistere på alle hedninger, måske ud fra apostlenes tanke om, at »verden« og »Romerriget« praktisk talt var lige omfattende. Med denne antagelse giver oplysningerne et ensartet resultat.

III. Johannes' vurdering.

1. Problemets løsning:

Det ser altså ud til, at Kristus forudsagde, at der kort efter hans død ville indtræffe en begivenhed af så overjordisk art, at den kun kunne udtrykkes i den fyldigste eskatologiske symboliks termer. Johannes har en klar fortolkning af dette. I stedet for de lange parusitaler hos synoptikerne har vi i den tilsvarende del af det fjerde evangelium, Johannes 13-17, som ikke blot beskæftiger sig med fremtiden i almindelighed, men konkret med Kristi komme og dommen. Kristus kom virkelig til sine egne (Joh 14,18), og ikke kun han, men også Ånden (14,16), og endda Faderen (14,23). Når disciplene er således udrustet, udsætter deres tilstedeværelse i verden verden for en stadig sigtelsesproces af dom (16,11). Menneskers skæbne bliver gennem denne proces fastlagt for evigt (3,18), mens de nyligt gjorte disciple forsikres om, at de allerede er gået ind i deres evige salighedstilstand (11,25.26; 5,24; 10,28; 17,2.3). Lige så direkte forstås Kristi nærvær i Åb 3,20. Således er hos Paulus den herliggjorte Kristus vendt tilbage til sine egne for at bo i dem (Rom 8,9; Rom 8,10, osv.), idet han forener dem til et legeme, der er livsvigtigt forbundet med ham (Kol 1,18), så overnaturligt, at det er lærer for `engle' (Ef 3,10), et legeme hvis lemmer allerede er i Riget (Kol 1,13), og som endda allerede sidder i de himmelske steder (Ef 2,6). Den samme tanke findes i sådanne synoptiske passager (Luk 7,28 parallel Matt 11,11; Luk 17,21(?); se KINGDOM OF GOD), som fremstiller Riget som nærværende. Allerede var de eskatologiske løfter virkeliggjort i en lille gruppe mennesker, selv om de endnu manglede Åndens forvandlende indflydelse. Sammenlign det fortsatte komme i Matt 26,64 (Luk 22,69).

Det er ad disse linjer, med kirken som en overnaturlig størrelse (naturligvis ikke at forveksle med noget bestemt kirkesamfund), at den umiddelbare virkeliggørelse af parusiløfterne skal søges. I menneskets historie er der blevet »indsprøjtet« en overnaturlig størrelse, gennem hvilken et guddommeligt hoved virker, hvis virkning på mennesker afgør deres evige skæbne, og inden for hvilken himlens liv begynder bestemt.

2. Kirken en guddommelig størrelse:

Kraften i dette legeme mærkes ved kriserne i menneskehedens historie, måske især efter den katastrofe, der ødelagde Jerusalem og frigjorde kristendommen fra det oprindelige fællesskabs svøb. Denne opfattelse af kirken som en guddommelig størrelse, som så at sige en del af himlen udstrakt til jorden, er tro mod det væsentlige i forudsigelserne. Den er heller ikke en rationalisering af dem, hvis selve idéen om kirken ikke rationaliseres. Med denne opfattelse får alle områder af kristen aktivitet en transcendental betydning, både i liv og (især) død, idet den giver den enkelte tillid til, at han bygger bedre, end han selv ved; for selv apostlene kunne ikke indse den fulde betydning af det, de gjorde. Generelt må detaljerne i symbolikken ikke presses. Åbenbaringens formål er at tjene livet, ikke nysgerrigheden, og når Kristus underviste om fremtiden, underviste han ganske enkelt med datidens skolers formelle sprog, med den ene ændring, at han selv skulle være den centrale skikkelse i den overnaturlige proces. Alligevel er enden endnu ikke kommet. “Den time kommer, da alle, der er i gravene, skal høre hans røst” (Joh 5,28; jf. Joh 6,40; Joh 21,23; 1 Joh 2,28). I Kristus nærmer menneskets skæbne sig et klimaks, som kun kan udtrykkes i åndelige termer, der overgår vores forestillinger.

Se videre ESCHATOLOGY OF THE NEW TESTAMENT.

LITTERATUR.

Den er overvældende. Om forudsætningerne: GJV4 (HJP er forældet); Volz, Judische Eschatologie; Bousset, Religion des Judentums(2). Almene fremstillinger: Mathews, The Messianic Hope in the New Testament (den bedste på engelsk); Sanday, The Life of Christ in Recent Research; Holtzmann, Das messianische Bewusstein Jesu (en klassiker); von Dobschiitz, The Eschatology of the Gospels (populær, men meget solid). Eskatologisk yderpunkt: Schweitzer, The Quest of the Historical Jesus (Von Reimarus zu Wrede), er ganske uundværlig; Tyrrell, Christianity at the Cross Roads (skæv, men værdifuld i dele); Loisy, Gospel and the Church (jf. hans Evangiles synoptiques). Anti-eskatologisk: Sharman, The Teaching of Jesus about the Future (detaljeret kritik, utilstrækkelige præmisser, noget forbløffende eksegese); Bacon, The Beginnings of Gospel Story (bygget på Wellhausen). Om den ældre litteratur se Schweitzer, Sanday, Holtzmann, som ovenfor, og jf. Fairweather, The Background of the Gospels, og Brown, “Parousia,” i HDB, III.

Burton Scott Easton