Soldyrkelse

sun'-wur-ship: Solens pragt gør den til et naturligt objekt for tilbedelse, når først den renere tanke om den ene sande Gud (Rom 1,20; Rom 1,21) er opgivet, og i de fleste oldtidsfolk var dyrkelsen af solen et fremtrædende træk. Den findes i babylonisk og assyrisk religion (Samas; særlige centre for soldyrkelse var Sippara og Larsa); i Egypten er den et hovedtræk i religionen (Ra, og under særlige former Horus, Tum, Aten; et særligt center for soldyrkelse var Heliopollis, Det Gamle Testamentes On, kaldt i Jer 43,13 Beth-shemesh, "solens hus"). Andre byer bar samme navn: Beth-shemesh (Jos 15,10 = Ir-shemesh; Jos 19,41, i Juda; Jos 19,22, i Issakar; Jos 19,38, i Naftali; se BETH-SHEMESH). Hentydninger til og advarsler mod soldyrkelse er hyppige i Det Gamle Testamente, som i 3 Mos 26,30; 2 Krøn 14,5; 2 Krøn 34,4; 2 Krøn 34,7; Es 17,8; Es 27,9; Ez 6,4; Ez 6,6, hvor RV (britisk og amerikansk) i disse passager har "sun-images" for KJV's "images", "idols" (se dette); Job 31,26; Job 31,27, og talrige passager viser, at denne form for afgudsdyrkelse senere trængte dybt ind i Juda--ja, endog i dets tempeldyrkelse (2 Kong 23,5; 2 Kong 23,11, "heste .... givet til solen" (se under HORSES OF THE SUN,

"Solens vogne"); og Ez 8,16). Josijas reform tog højde for disse misbrug (2 Kong 23,5; 2 Kong 23,11; 2 Krøn 34,4; 2 Krøn 34,7), og Ezekiel fordømte dem kraftigt (8,16 ff).

James Orr