Soning

pro-pish-i-a'-shun:

1. Udtryk og betydning:

Ordet er latinsk og fører i sin engelske brug atmosfæren fra hedenske riter med sig, hvor man søgte at vinde gudernes gunst eller afvende deres vrede. I Det Gamle Testamente gengiver det en række hebraiske ord--ti, med afledninger--som behandles tilstrækkeligt under soning (se denne), hvoraf forsoning er ét aspekt. I Septuaginta gengiver det de græske stammer hilask- (hile-) og katallag-, med afledninger; i Det Nye Testamente kun den sidstnævnte, og det bruges sjældent. Forsoning må studeres i forbindelse med forligelse, som bruges hyppigt i nogle af Det Nye Testamentes mest strategiske sætninger, især i de nyere oversættelser. I Hebr 2,17 har både English Revised Version og American Standard Revised Version ændret King James Versions "reconciliation" til "propitiation" for at få det til at svare til den gammeltestamentlige brug i forbindelse med offeret på forsoningsdagen (se denne). Luk 18,13 ("Gud, vær mig synderen nådig" (randnote "lad dig forsone") (American Standard Revised Versions randnote)); Hebr 8,12 (citeret fra Septuaginta); og Matt 16,22 (en idiomatisk forsikring som det engelske "mercy on us", "Gud bevare os") vil hjælpe til at forstå brugen i Det Nye Testamente. I Septuaginta er hilasterion betegnelsen for "nådestolen" eller "arkens låg" på pagtens ark, som blev stænket med blod på forsoningsdagen. Det bruges i nøjagtig denne betydning i Hebr 9,5, hvor senere oversættelser i randnoten har "forsoningsstedet".

Andre steder i Det Nye Testamente findes denne form kun i Rom 3,25, og det er her, der i vidt omfang opstår vanskelighed og uenighed i fortolkningen. Græske fædre i almindelighed og fremtrædende moderne forskere forstår Paulus sådan, at Gud satte Kristus Jesus til at være "nådestolen" for syndere. Henvisningen, skønt den først og fremmest gælder den jødiske ceremoni i tabernakel og tempel, ville ikke være afhængig af denne henvisning for at blive forstået, for tanken var almindelig i religiøs tænkning: at der måtte skaffes et sted og et middel til at sikre et venligt møde med Guddommen, som var krænket ved menneskets synd. Særligt i Hebræerbrevet, og i det hele taget også andre steder, fremstilles Jesus Kristus som præst og offer. Mange moderne forfattere (sammenlign Sanday og Headlam) indvender derfor, at hvis man her gør ham til "nådestolen", komplicerer det billedet endnu mere, og de vil derfor forstå hilasterion som "sonoffer". Selv om dette ikke er umuligt, er det bedre at tage ordet i den sædvanlige betydning "nådestol". Det er ikke nødvendigt at komplicere illustrationen ved overhovedet at føre tanken om præst ind her, eftersom Paulus ikke gør det; både nådestol og offer er i Kristus. hilasmos findes i Det Nye Testamente kun i 1 Joh 2,2; Joh 4,10. Her er tanken aktiv nåde, eller barmhjertighed, eller venlighed. Læren svarer nøjagtigt til den i Romerbrevet. "Jesus Kristus, den retfærdige" er vores "talsmand (randnote "hjælper") hos Faderen", fordi han er aktiv barmhjertighed vedrørende (peri) vores synder og hele verdens synder. Eller (Rom 4,10): Gud "elskede os og sendte sin Søn til at være forsoningen for (aktiv barmhjertighed vedrørende) vores synder." Dette sidste sted er parallelt med Rom 3,25; det ene behandler den abstrakte teori, og derfor fremstilles Kristus som en "nådestol", det andet behandler erfaringen af nåde, og derfor er Kristus Guds barmhjertighed i konkret udtryk.

2. Teologisk implikation:

Grundtanken i de hebraiske udtryk er at dække det, der er anstødeligt, og således genoprette venskab eller bevirke en nådig indstilling. De græske udtryk mangler den fysiske henvisning til at dække, men indfører tanken om venlighed dér, hvor fjendskab ville være naturligt; deraf nådighed. Naturligt indgik derfor tanken om soning i begrebet. Det skal særligt bemærkes, at alle ordninger for dette venlige forhold mellem Gud og det krænkende menneske har deres initiativ og tilvejebringelse i Gud og står under hans ledelse, men de indebærer menneskets aktive svar. Alle hedenske og uværdige forestillinger fjernes fra den kristne opfattelse af forsoning ved den kendsgerning, at Gud selv foreslog, eller "fremsatte", Kristus som "nådestolen", og at dette er det højeste udtryk for den endelige kærlighed. Gud havde hele tiden været barmhjertig, venlig, og "gået forbi" menneskets synder uden noget tilsyneladende tilstrækkeligt eller retfærdigt grundlag for at gøre det. Nu, i Kristi blod, fordømmes og sones synden, og Gud er i stand til at fastslå og opretholde sin karakter som retfærdig, samtidig med at han fortsætter og udvider sin handlen i nådig kærlighed med syndere, som udøver tro på Jesus. Forsoningen har sit udspring hos Gud, ikke for at formilde sig selv, men for at retfærdiggøre sig selv i sin uforanderlige godhed mod mennesker, der fortjener strenghed. Sammenlign også med hensyn til forligelse, som i Rom 5,1-11; 2 Kor 5,18 ff.

Se også johannæisk teologi, V, 2.

LITTERATUR.

Foruden kommentarerne er litteraturen den samme som for soning; til nyere værker om dette emne føjes Stalker, The Atonement; Workman, At Onement, or Reconciliation with God; Moberly, i Foundations, Christian Belief in Terms of Modern Thought.

William Owen Carver