Soning

Det, hvorved Gud gøres nådig stemt, dvs. hvorved det bliver foreneligt med hans væsen og styre at tilgive og velsigne synderen. Soningen frembringer ikke hans kærlighed og gør ham ikke kærlig; den gør det blot foreneligt for ham at udøve sin kærlighed mod syndere.

I Rom 3,25 og Hebr 9,5 (KJV, “nådestol”) bruges det græske ord hilasterion. Det er det ord, som LXX-oversætterne brugte i 2 Mos 25,17 og andre steder som ækvivalent til det hebraiske kapporeth, der betyder “dække”, og som bruges om låget på pagtens ark (2 Mos 25,21; 30,6). Dette græske ord (hilasterion) kom til ikke alene at betegne nådestolen eller låget på arken, men også soning eller forligelse ved blod. På den store forsoningsdag bar ypperstepræsten blodet af det offer, han bragte for hele folket, inden for forhænget og stænkede dermed “nådestolen” og gjorde således soning.

I 1 Joh 2,2; 4,10 kaldes Kristus “soningen for vore synder.” Her bruges et andet græsk ord (hilasmos). Kristus er “soningen”, fordi han ved at blive vores stedfortræder og påtage sig vores forpligtelser sonede vores skyld, dækkede den, ved den stedfortrædende straf, som han udholdt. (Jf. Hebr 2,17, hvor udtrykket “skabe forligelse” i KJV mere korrekt gengives i RV som “gøre soning.”)