Spring til indhold

Afgudsdyrkelse

På engelsk: Idolatry

Easton's Bible Dictionary

1

Billeddyrkelse eller guddommelig ære vist enhver skabt genstand. Paulus beskriver afgudsdyrkelsens oprindelse i Rom 1,21-25: mennesker forlod Gud og sank ned i uvidenhed og moralsk fordærv (1,28).

Afgudsdyrkelsens former er:

2

Fetichisme, eller dyrkelse af træer, floder, høje, sten osv.

3

Naturdyrkelse, dyrkelsen af solen, månen og stjernerne som naturens formodede kræfter.

4

Heltedyrkelse, dyrkelsen af afdøde forfædre eller af helte.

I Skriften betragtes afgudsdyrkelse som af hedensk oprindelse og som indført blandt hebræerne gennem kontakt med hedenske folkeslag. Den første hentydning til afgudsdyrkelse findes i beretningen om Rakel, der stjal sin fars terafim (1 Mos 31,19), som var levn fra Labans forfædres dyrkelse af andre guder “på den anden side af floden i gammel tid” (Jos 24,2). Under deres lange ophold i Egypten faldt hebræerne i afgudsdyrkelse, og det varede længe, før de blev befriet fra den (Jos 24,14; Ez 20,7). Mange tegn på Guds mishag ramte dem på grund af denne synd.

Den afgudsdyrkelse, de havde lært i Egypten, blev sandsynligvis rykket op med rode blandt folket under de fyrre års vandring; men da jøderne kom ind i Kanaan, kom de i kontakt med de gamle kana'anæiske slægters afgudsdyrkelses mindesmærker og forbindelser og viste en stadig tilbøjelighed til at forlade den levende Gud og følge disse hedenske nationers afguderiske skikke. Det var deres store nationale synd, som først blev effektivt irettesat ved det babyloniske eksil. Dette eksil rensede til sidst jøderne for alle afguderiske tilbøjeligheder.

Det første og det andet bud er rettet mod afgudsdyrkelse i enhver form. Enkeltpersoner og samfund var lige fuldt underlagt den strenge lov. Den enkelte overtræder var viet til ødelæggelse (2 Mos 22,20). Hans nærmeste slægtninge var ikke alene forpligtet til at angive ham og overgive ham til straf (5 Mos 13,20-10), men deres hænder skulle slå det første slag, når han, på grundlag af mindst to vidners vidnesbyrd, blev stenet (5 Mos 17,2-7). At forsøge at forføre andre til falsk gudsdyrkelse var en lige så enorm forbrydelse (13,6-10). En afguderisk nation delte samme skæbne. Ingen kendsgerninger erklæres stærkere i Det Gamle Testamente end, at udryddelsen af kana'anæerne var straffen for deres afgudsdyrkelse (2 Mos 34,15, 16; 5 Mos 7; 12,29-31; 20,17), og at israelitternes ulykker skyldtes den samme årsag (Jer 2,17). “En by, der var skyldig i afgudsdyrkelse, blev betragtet som en kræftsvulst i staten; den blev anset for at være i oprør og behandlet efter krigens love. Dens indbyggere og alt deres kvæg blev slået ihjel.” Jahve var Israels teokratiske konge, statssamfundets borgerlige overhoved, og derfor var afgudsdyrkelse for en israelit en statsforbrydelse (1 Sam 15,23), højforræderi. Da jøderne tog landet i besiddelse, fik de befaling om at ødelægge alle spor af enhver form for den eksisterende afgudsdyrkelse hos kana'anæerne (2 Mos 23,24, 32; 34,13; 5 Mos 7,5, 25; 12,1-3).

I Det Nye Testamente bruges ordet afgudsdyrkelse til at betegne begærlighed (Matt 6,24; Luk 16,13; Kol 3,5; Ef 5,5).

International Standard Bible Encyclopedia

i-dol'-a-tri (teraphim, "husguder", "afgudsdyrkelse"; eidololatreia): Der findes altid i menneskets sind en længsel efter synlige former til at udtrykke religiøse forestillinger, og denne tilbøjelighed forsvinder ikke ved antagelsen af, eller endog ved den stadige anerkendelse af, rene åndelige sandheder (se IMAGES). Afgudsdyrkelse betød oprindeligt tilbedelse af afguder, eller tilbedelse af falske guder ved hjælp af afguder, men kom blandt Det Gamle Testamentes hebræere til at betyde enhver tilbedelse af falske guder, hvad enten det skete ved billeder eller på anden måde, og til sidst tilbedelsen af Jahve gennem synlige symboler (Hos 8,5; Hos 8,6; Hos 10,5); og endelig kom afgudsdyrkelse i Det Nye Testamente til at betyde ikke blot at give nogen skabning eller menneskeskabt ting den ære eller hengivenhed, som alene tilkom Gud, men at give noget menneskeligt begær forrang frem for Guds vilje (1 Kor 10,14; Gal 5,20; Kol 3,5; 1 Pet 4,3). Naboguderne i Fønikien, Kanaan og Moab--Baal, Melkart, Astarte, Kemosh, Molok osv.--var særlig tillokkende for Jerusalem, mens den gamle semitiske kalvedyrkelse alvorligt påvirkede statsreligionen i Nordriget (se GOLDEN CALF). Allerede i de assyriske og babyloniske perioder (8. og 7. århundrede f.Kr.) havde forskellige guddomme fra Tigris og Eufrat trængt sig ind--dyrkelsen af Tammuz blev lidt senere den mest populære og forførende af dem alle (Ez 8,14)--mens dyrkelsen af solen, månen, stjernerne og dyrekredsens tegn blev så intenst fængslende, at disse endog blev indført i selve templet (2 Kong 17,16; 2 Kong 21,3-7; 2 Kong 23,4; 2 Kong 23,12; Jer 19,13; Ez 8,16; Am 5,26).

De særlige fristelser til afgudsdyrkelse, som disse forskellige kulter tilbød, fandtes i deres guddommeliggørelse af naturkræfterne og deres appel til primitive menneskelige begær, især de seksuelle; også gennem forbindelser skabt ved blandede ægteskaber og gennem appellen til patriotisme, når man i krigstid søgte hjælp hos en eller anden grusom guddom. Baal- og Astartedyrkelsen, som var særlig tillokkende, var nært forbundet med utugt og drukkenskab (Am 2,7; Am 2,8; jf. 1 Kong 14,23), og den appellerede også stærkt til magi og spådomskunst (f.eks. Es 2,6; Es 3,2; Es 8,19).

Ofre til afguderne blev frembåret ved ild (Hos 4,13); drikofre blev udgydt (Es 57,6; Jer 7,18); jordens førstegrøde og tiender blev bragt frem (Hos 2,8); borde med mad blev sat frem for dem (Es 65,11); tilbederne kyssede afguderne eller sendte dem kys (1 Kong 19,18; Hos 13,2; Job 31,27); de rakte hænderne ud i tilbedelse (Es 44,20); de knælede eller kastede sig ned foran dem og dansede undertiden omkring alteret, mens de skar sig med knive (1 Kong 18,26; 1 Kong 18,28; for et fyldigere sammendrag se EB).

Endnu før det babyloniske eksil lærte de hebraiske profeter, at Jahve ikke blot var alle andre guder overlegen, men herskede alene som Gud, mens andre guddomme var intet (3 Mos 19,4; Es 2,8; Es 2,18; Es 2,20; Es 19,1; Es 19,3; Es 31,7; Es 44,9-20). Den skarpe satire fra denne periode viser, at den tidligere frygt for levende dæmoner, som man mente boede i afguderne, var forsvundet. Disse profeter lærte også, at templet, arken og ofrene ikke var nødvendige for sand åndelig tilbedelse (f.eks. Jer 3,16; Am 5,21-25). Disse profetier fremkaldte en stærk reaktion mod den tidligere populære afgudsdyrkelse, selv om senere tegn på denne dyrkelse ikke er sjældne (Ez 14,1-8; Es 42,17). Makkabæertiden placerede tydeligt nationalt heltemod på den ene Guds, Jahves, side; og selv om græske og egyptiske afguder blev dyrket i Gaza og Ashkelon og andre halvhedenske samfund helt ned til det 5. eller 6. århundrede af den kristne tidsalder, blev de dog i ortodokse centre som Jerusalem foragtet og fuldstændigt forkastet fra det 2. århundrede f.Kr. og fremefter.

Se også GOLDEN CALF; GODS; IMAGES; TERAPHIM.

LITTERATUR.

Wm. Wake, A Discourse concerning the Nature of Idolatry, 1688; W.R. Smith, Lectures on the Religion of the Semites; E.B. Tylor, Primitive Culture; J.G. Frazer, Golden Bough (3 bind); L.R. Farnell, Evolution of Religion, 1905; Baudissin, Studien zur semitischen Religionsgeschichte; Beathgen, Der Gott Israels u. die Gotter der Heiden, 1888.

Camden M. Cobern

Kilde: Easton's Bible Dictionary (M.G. Easton, 1897) og International Standard Bible Encyclopedia (red. James Orr, 1915/1939), public domain. Oversat til dansk med AI og endnu ikke gennemlæst (helt eller delvis). Koblinger til personer og steder: Theographic Bible Metadata (CC BY-SA 4.0).