Afgudsdyrkelse

Billeddyrkelse eller guddommelig ære vist enhver skabt genstand. Paulus beskriver afgudsdyrkelsens oprindelse i Rom 1,21-25: mennesker forlod Gud og sank ned i uvidenhed og moralsk fordærv (1,28).

Afgudsdyrkelsens former er:

Fetichisme, eller dyrkelse af træer, floder, høje, sten osv.

Naturdyrkelse, dyrkelsen af solen, månen og stjernerne som naturens formodede kræfter.

Heltedyrkelse, dyrkelsen af afdøde forfædre eller af helte.

I Skriften betragtes afgudsdyrkelse som af hedensk oprindelse og som indført blandt hebræerne gennem kontakt med hedenske folkeslag. Den første hentydning til afgudsdyrkelse findes i beretningen om Rakel, der stjal sin fars terafim (1 Mos 31,19), som var levn fra Labans forfædres dyrkelse af andre guder “på den anden side af floden i gammel tid” (Jos 24,2). Under deres lange ophold i Egypten faldt hebræerne i afgudsdyrkelse, og det varede længe, før de blev befriet fra den (Jos 24,14; Ez 20,7). Mange tegn på Guds mishag ramte dem på grund af denne synd.

Den afgudsdyrkelse, de havde lært i Egypten, blev sandsynligvis rykket op med rode blandt folket under de fyrre års vandring; men da jøderne kom ind i Kanaan, kom de i kontakt med de gamle kana'anæiske slægters afgudsdyrkelses mindesmærker og forbindelser og viste en stadig tilbøjelighed til at forlade den levende Gud og følge disse hedenske nationers afguderiske skikke. Det var deres store nationale synd, som først blev effektivt irettesat ved det babyloniske eksil. Dette eksil rensede til sidst jøderne for alle afguderiske tilbøjeligheder.

Det første og det andet bud er rettet mod afgudsdyrkelse i enhver form. Enkeltpersoner og samfund var lige fuldt underlagt den strenge lov. Den enkelte overtræder var viet til ødelæggelse (2 Mos 22,20). Hans nærmeste slægtninge var ikke alene forpligtet til at angive ham og overgive ham til straf (5 Mos 13,20-10), men deres hænder skulle slå det første slag, når han, på grundlag af mindst to vidners vidnesbyrd, blev stenet (5 Mos 17,2-7). At forsøge at forføre andre til falsk gudsdyrkelse var en lige så enorm forbrydelse (13,6-10). En afguderisk nation delte samme skæbne. Ingen kendsgerninger erklæres stærkere i Det Gamle Testamente end, at udryddelsen af kana'anæerne var straffen for deres afgudsdyrkelse (2 Mos 34,15, 16; 5 Mos 7; 12,29-31; 20,17), og at israelitternes ulykker skyldtes den samme årsag (Jer 2,17). “En by, der var skyldig i afgudsdyrkelse, blev betragtet som en kræftsvulst i staten; den blev anset for at være i oprør og behandlet efter krigens love. Dens indbyggere og alt deres kvæg blev slået ihjel.” Jahve var Israels teokratiske konge, statssamfundets borgerlige overhoved, og derfor var afgudsdyrkelse for en israelit en statsforbrydelse (1 Sam 15,23), højforræderi. Da jøderne tog landet i besiddelse, fik de befaling om at ødelægge alle spor af enhver form for den eksisterende afgudsdyrkelse hos kana'anæerne (2 Mos 23,24, 32; 34,13; 5 Mos 7,5, 25; 12,1-3).

I Det Nye Testamente bruges ordet afgudsdyrkelse til at betegne begærlighed (Matt 6,24; Luk 16,13; Kol 3,5; Ef 5,5).