Juda

joo'-da: Luk 1,39 KJV, se JUTTAH; Luk 3,26, se JODA; 3,30, se JUDAS.

joo'-da (yehudhah, “priset”):

(1) Jakobs 4. søn med Lea (se særskilt artikel).

(2) En forfader til Kadmiel, en af dem, der havde tilsyn med genopbygningen af templet (Ezra 3,9). Han er den samme som Hodavja (Ezra 2,40) og Hodeva (Neh 7,43).

(3) En levit, der havde taget en fremmed hustru (Ezra 10,23).

(4) En levit, der drog op med Zerubbabel (Neh 12,8).

(5) En præst og musiker, der deltog i indvielsen af Jerusalems mur (Neh 12,36); (3), (4) og (5) kan være den samme person.

(6) En benjaminit, søn af Hassenua, som var næstkommanderende over byen Jerusalem på Nehemias’ tid (Neh 11,9).

(7) En af Judas fyrster, som deltog i indvielsen af Jerusalems mur (Neh 12,34).

S. F. Hunter

(yehudah; i 1 Mos 29,35 Codex Vaticanus, Ioudan; Codex Alexandrinus, Iouda; andre steder Codices Vaticanus og Alexandrinus, Ioudas):

1. Jakobs søn:

Den 4. søn, som blev født Jakob af Lea i Paddan-Aram (1 Mos 29,35, osv.). Om denne patriarks liv er kun sparsomme enkeltheder bevaret for os. Han fik sine brødre fra deres forsæt om at dræbe Josef og overtalte dem til at sælge ham til midjanitterne ved Dotan (1 Mos 37,26). En mørk plet er efterladt på hans minde ved den skændige fortælling i Første Mosebog 38. Ruben forbrød sig mod førstefødselsrettens rettigheder ved en vanærende handling; Simeon og Levi, som kom næst i rækken, blev forbigået på grund af deres grusomme og forræderiske handlemåde i Sikem; til Juda blev derfor den førstefødtes æresrettigheder og ansvar overdraget (34; 35,22; 49,5 ff.). Ved deres første besøg i Egypten optrådte Ruben som talsmand for sine brødre (42,22.37). Derefter gik lederskabet over til Juda (43,3, osv.). Josefs sønner så åbenbart skævt til Judas ophøjelse, og deres egne krav på førerstilling blev støttet af betydelige ressourcer (49,22 ff.). Rivaliseringen mellem de to stammer, som således tidligt blev synlig, kulminerede i rigets splittelse. Juda, »løveungen«, blev tilsikret et langvarigt herredømme (49,9 ff.).

2. Judas stamme:

Judas stamme, hvis stamfader patriarken var, talte ved den første folketælling i ørkenen 74.600 kampdygtige mænd; ved Sinaj var tallet »fra 20 år og opefter« 76.500 (4 Mos 1,27; 4 Mos 26,22; se NUMBERS). Lejrmærket for Judas lejr, sammen med hvilken også Zebulons og Issakars stammer var, stod øst for tabernaklet, »mod solopgangen«, og Judas fyrste var Nakshon, Amminadabs søn (4 Mos 2,3). Kaleb, Jefunnes søn, repræsenterede Juda blandt spejderne (4 Mos 13,6); han blev også udpeget til at hjælpe ved den fremtidige fordeling af stammernes lodder (4 Mos 34,19).

3. Område:

Det land, der blev tildelt Juda, lå i den sydlige del af Israels land (se JUDAH, TERRITORY OF), og omfattede en del af bjerglandet, Shefela og kystslettten. De oplysninger, der gives om dets erobring, er sparsomme og kan ikke ordnes til en indbyrdes sammenhængende beretning. I Jos 11,21 ff. tilskrives erobringen Josva. Kaleb beskrives som den, der erobrede i det mindste en del, i Jos 14,12; Jos 15,13 ff.; mens Judas og Simeons stammer i Dom 1 spiller en fremtrædende rolle; og sidstnævnte fandt en bosættelse i syd inden for Judas område. Stammeorganisationen synes at være blevet opretholdt efter landets besættelse, og Juda var så løst knyttet til de nordlige stammer, at man ikke forventede, at den skulle hjælpe dem mod Sisera. Debora retter ingen bebrejdelser mod det fraværende Juda. Det er bemærkelsesværdigt, at ingen dommer over Israel (undtagen Otniel, Dom 3,9-11) fremstod fra Judas stamme. Den første konge over hele Israel blev valgt fra Benjamins stamme. Dette gjorde det lettere for Juda at bøje sig, end det ville have været, hvis Saul var udgået fra den gamle rival, Efraim. Men Judas værdighed blev fuldt hævdet ved Davids og Salomos strålende regeringer, i lige nedstigende linje fra hvem verdens Frelser skulle komme. Stammens videre historie går op i Israels historie.

W. Ewing