Zarathustrisme

zo-ro-as'-tri-an-iz'-m:

I. HISTORISKE KILDER

II. FORHOLD TIL ISRAEL

1. Indflydelse på Vesten

2. Folkelig jødedom

3. Mulig teologisk indflydelse

4. Angelologi og dæmonologi

5. Eskatologi

6. Messias

7. Etik

8. Sammenfatning

LITTERATUR

I. Historie.

Kilder:

Persernes hellige bog, Avesta, er et værk, hvoraf kun en lille del er bevaret. Traditionen fortæller, at de avestiske håndskrifter har lidt én delvis og to fuldstændige ødelæggelser (ved henholdsvis turaneres, makedoneres og muhammedaneres hænder), og det, der er tilbage, synes at bygge på en samling passager, der stammer fra mundtlig tradition og blev ordnet til liturgiske formål på de første sassaniders tid (efter 226 e.Kr.). Ikke desto mindre indeholder en del (Gathaerne) af det nuværende værk med sikkerhed materiale fra Zarathustra selv, og meget af resten af Avesta er førkristent, skønt nogle dele er senere. Uden for Avesta findes der en omfattende litteratur skrevet på pahlavi. Det meste af dette hører i sin endelige form til det 9. kristne århundrede eller til en endnu senere tid, men deri er der indarbejdet meget tidligt stof. Desværre befinder kritikken af disse kilder sig endnu på et meget spædt stadium. De græske historikere, især Plutarch og Strabon, er naturligvis af stor betydning, men det vigtigste græske værk (Theopompos' værk) er gået tabt.

For en almindelig fremstilling af zarathustrismen, se PERSIAN RELIGION.

II. Forhold til Israel.

1. Indflydelse på Vesten:

Zarathustrismen var en aktiv, missionerende religion, som har øvet en dyb indflydelse på verdens tænkning, så meget desto mere som Ahura Mazda i Vesten (i hvert fald) slet ikke var en nidkær gud, og mazdeismen altid var ganske rede til at indgå i synkretisme med andre systemer. Men denne synkretistiske tendens gør historikerens opgave meget vanskelig. Ingen af de tre store strømninger, der skyllede fra Persien over Vesten--mithraismen, gnosticismen og manikæismen--indeholdt meget mere end en mazdeisk kerne, og udskillelsen af mazdeiske elementer fra andre (især ældre magiske og babyloniske) elementer er ofte umulig. Alligevel kom drivkraften fra Zarathustra, og længe før den kristne tidsregning fandtes »magere« overalt (allerede i 139 f.Kr. blev de fordrevet fra Rom; sammenlign RAB-MAG; BRANCH). Ofte var de uden tvivl charlataner, men de bragte ikke desto mindre lærdomme, der medførte en vidtrækkende ændring af folkelige opfattelser og øvede indflydelse på en så grundlæggende forfatter som Platon selv.

2. Folkelig jødedom:

I perioden 538-332 f.Kr. (at Kyros var zarathustrier synes nu fastslået) stod Israel under mazdeeres herredømme, og mazdeisk indflydelse på i det mindste de folkelige forestillinger var uundgåelig. Den viser sig tydeligt i værker som Tobit (Expository Times, XI, 257 ff), og Hystaspis (GJV, udgave 4, III, 592-95), i mange talmudiske passager (ZDMG, XXI, 552-91), visse skikke hos essæerne, forskellige besværgelser mod dæmoner (se EXORCISM; SORCERY) og måske i purimfesten. Og den vægt, der lægges på magernes profetiske evne i Matt 2,1-12, er bestemt ikke uden betydning. Men det vigtige spørgsmål er, om der fandtes mazdeisk indflydelse på den formelle jødiske religion, og i hvilket omfang.

3. Mulig teologisk indflydelse:

Faktisk fremtræder efter Israels kontakt med Persien følgende elementer, alle kendt af mazdeismen, og tilsyneladende for første gang:

(1) en formel angelologi, med seks (eller syv) ærkeengle i spidsen for det udviklede hierarki;

(2) disse engle er ikke blot Guds ledsagere, men hans mellemmænd, (ofte) sat over særlige områder;

(3) i den filosofiske religion en tilsvarende lære om hypostaser;

(4) som følge deraf en fjernere opfattelse af Gud;

(5) en udviklet dæmonologi;

(6) forestillingen om et øverste hoved (Satan) over ondskabens magter;

(7) læren om udødelighed;

(8) belønninger eller straffe for sjælen umiddelbart efter døden;

(9) en skematisk eskatologi, især med hensyn til kronologiske systemer;

(10) en overmenneskelig Messias;

(11) legemlig opstandelse;

(12) en rationaliseret, legalistisk opfattelse af Guds moralske krav.

4. Angelologi og dæmonologi:

I denne liste kan mazdeisk indflydelse betragtes som sikker i punkterne (1), (2), (5), (6). Naturligvis havde troen på engle og (endnu mere) på dæmoner altid eksisteret i Israel, og en tendens til klassificering er et naturligt produkt af øget kultur. Men processens grundighed og hastighed og den almindelige accept af dens principper viser noget mere end kulturel vækst (sammenlign pseudo-Dionysios' indflydelse på kristendommen). Især synes læren om beskyttere (englelige eller dæmoniske) ikke at finde noget udtryk i religionen før eksilet. Heller ikke var indarbejdelsen i ét enkelt væsen, ikke blot af faser, men af hele ondskabens magt, en nødvendig udvikling fra den tidligere religion; kontrasten mellem 2 Sam 24,1 og 1 Krøn 21,1 viser en skarp ændring i synsvinkel. På den anden side fik den dualisme, som Ahriman skulle forklare, ingen virkning på Israel, og Gud forblev skaberen af alle ting, selv af Satan. Se SATAN; ANTICHRIST. (3) frembyder et problem, som stadig kræver en ordentlig analyse. De zarathustriske abstraktioner kan meget vel have stimuleret jødisk spekulation. Men den græske tænknings indflydelse kan bestemt ikke ignoreres, og en rationaliserende proces anvendt på angelologien ville forklare den rent jødiske vækst af begreberne. (4) er i nogen grad forbundet med det ovenstående og udgør det mest ubehagelige træk ved den senere jødedom. I skarp modsætning til profetisk og førprofetisk lære blev det ændret af den endnu senere talmudisme. Dets uforenelighed med Kristi lære behøver ingen kommentar. Delvis kan det dog meget vel have skyldtes mellemperiodens almindelige »transcendentaliserende« tendenser.

Se GOD; SALVATION.

5. Eskatologi:

På tilsvarende måde er det muligt at forstå den fremskredne jødiske eskatologi som en videreudvikling og forfinelse af de ægte profetiske forestillinger om Jahves dag, uden at postulere fremmed indflydelse. Særligt var en lære om udødelighed uundgåelig i jødedommen, og de jødiske forudsætninger var af en art, der gjorde en opstandelsestro nødvendig. Tilstedeværelsen af lignende trosforestillinger i mazdeismen kan have fremskyndet processen og bidraget til at bestemme den særlige form, og for visse detaljer er direkte lån ganske sandsynligt (sammenlign de tolv perioder i verdenshistorien i Apokryfen Abraham 29; Syrisk Baruk 53 ff.; 2 Esdras 14). Men man kan ikke lægge for stor vægt på detaljer. De bevarede persiske apokalypser er alle meget sene, og litterær (om ikke religiøs) indflydelse på dem fra kristne og jødiske kilder synes uundgåelig (for Bahman Yast er det sikkert). Heller ikke kunne virkningen af den mazdeiske eskatologi have været særlig gennemgribende. Af dens to mest centrale læresætninger mangler Chinvat-broen i jødedommen, og prøven med smeltet metal omtales kun i de vageste vendinger, hvis den overhovedet omtales. Ja, selve det forhold, at visse læresætninger blev identificeret med »hedningerne«, kan meget vel have afholdt jøder fra at antage dem.

Se PARUSI; OPSTANDELSE.

6. Messias:

På tilsvarende måde var Messias som fremtidig konge fast forankret i jødisk tro, og hans ophøjelse til en himmelsk stilling var et uundgåeligt skridt i den almindelige forfinelsesproces. Den persiske Saoshyant-lære kan meget vel have hjulpet til, og Messias' fremtræden »fra .... havet« i 2 Esdras 13,3 minder bestemt om den mazdeiske fremtræden fra en sø. Men Saoshyant er ikke en himmelsk skikkelse. Han har ingen eksistens før sin endelige fremtræden (eller fødsel), og han kommer fra jorden, ikke fra himlen. Den jødiske Menneskesøn--Messias--derimod er en rent himmelsk skikkelse og eksisterede (selv i 2 Esdras 13) fra (eller før) skabelsen. Saoshyants fødsel af Zarathustras sæd og den (ikke-himmelske) Messias' fødsel af Davids sæd har overhovedet ingen forbindelse.

Se MESSIAS; MENNESKESØN.

7. Etik:

Der kan ikke gøres meget ud af parallellen i legalismen. Næsten enhver religion har gennemgået en lignende legalistisk fase. Det praktisk eudaimonistiske syn i værker som Ordsprogene og Sirak (se VISDOM) har uden tvivl analogier i mazdeismen, og den bekvemme forening af religion og det nuværende livs goder blandt perserne kan meget vel have haft en virkning på nogle af jøderne, især da perserne bevarede en god etisk standard. Men kun en del af jødedommen var eudaimonistisk, og mazdeisk og jødisk kasuistik bygger på helt forskellige principper.

8. Sammenfatning:

Sammenfattende er omtrent det meste, der kan hævdes om mazdeisk indflydelse, at den satte sit præg på angelologien og dæmonologien, og at den muligvis bidrog med visse eskatologiske detaljer. Derudover kan den meget vel have hjulpet med at bestemme udviklingen af elementer, der allerede fandtes i Israels tro. På det almindelige folk (især de mere overtroiske) var dens indflydelse betydeligt større. Men der er intet i jødedommens formelle teologi, der kan beskrives som »lånt« fra mazdeiske lærdomme.

NOTE.

Der er næsten med sikkerhed ingen henvisning til mazdeisk dualisme i Es 45,7.

LITTERATUR.

Avesta findes i SBE, IV, 23, 31, men Gathaerne studeres bedst i L.H. Mills, The Gathas of Zarathushtra (1900); pahlavitekster i SBE, V, 18, 24, 37, 47. Den bedste fremstilling af mazdeismen findes i Saussayes Lehrbuch der Religionsgeschichte, II, 162-233 (ved Ed. Lehmann); sammenlign artiklerne »Zoroastrianism« i Encyclopedia Biblica (Geldner og Cheyne) og HDB (J. H. Moulton, fremragende); om forholdet til jødedommen, Stave, Uber den Einfluss des Parsismus auf das Judenthum (1898); Soderblom, La vie future d'apres le Mazdeisme (An. Mus. Guimet, 1901, trænger til efterprøvelse); Boklen, Die Verwandtschaft der jud.-chr. mit der parsischen Eschatologie (1902, godt materiale, men meget ukritisk); L. H. Mills, Our Own Religion in Ancient Persia (1912, teori om parallel udvikling; mazdeismen temmelig idealiseret); J. H. Moulton, Early Zoroastrianism (1913) og artikler af T. K. Cheyne, The Expository Times, II, 202, 224, 248; og J. H. Moulton, The Expository Times, IX, 352. For detaljer sammenlign Clemen, Religionsgeschichtliche Erklarung des New Testament (1909, engelsk oversættelse, Primitive Christianity and Its non-Jewish Sources); Bousset, Religion des Judenthums (2. udgave, 1906); Offenbarung Johannis (1906); Hauptprobleme der Gnosis (1907, uundværlig).

Burton Scott Easton