Oldpersisk religion

I. FØR ZOROASTER

1. Tidlig arisk religion

2. Avesta og Rig-Veda

3. Skaberen

II. ZOROASTRISME

1. Ledende princip

2. Ikke monoteistisk

(1) Dareios og Xerxes

(2) Ahura Mazda

3. Genstande for tilbedelse

4. Anro Mainyus og hans skabninger

5. Frembringelse over for ødelæggelse frugtbarhed

6. Kampen mellem Ormazd og Ahriman

7. Etik

8. Hellig tråd

9. Tidlige traditioner

10. Jorden

11. Himmel og helvede

12. Begravelse

13. Gudsdyrkelse

14. Magerne

15. Eskatologi

16. Hebraisk og kristen indflydelse

17. Ingen jomfrufødsel

LITTERATUR

I. Før Zoroaster.

1. Tidlig arisk religion:

Der er tydelige tegn i Avesta på, at medernes og persernes religion før Zoroasters tid i de fleste henseender stemte overens med de indiske arieres, og i mindre grad med ariernes tro i almindelighed. Alle de ariske stammer viste i meget gammel tid stor respekt for de døde, skønt de omhyggeligt skelnede dem fra guderne (sammenlign Rig-Veda X, 56, 4). Sidstnævnte var hovedsagelig naturens kræfter: vinden, ilden, vandet, himlen, solen, jorden og en mængde personifikationer. De avlende kræfter i naturen, levende og livløse, som syntes at være kilden til dyre- og planteliv, modtog tilbedelse, hvilket til sidst førte til usigelig fordærvelse. Herodot fortæller os, at perserne på hans tid tilbad solen, månen, himlen, jorden, ilden, vinden og vandet (i.131). Ofringer til guderne blev lagt på en bunke granatæblekviste (baresman; sanskrit, barhis), og kødet af offerdyrene blev kogt, ikke brændt. Drikofre af haoma-saft blev udgydt, ligesom soma i Indien var både gudernes og deres tilbederes drik.

2. Avesta og Rig-Veda:

En sammenligning mellem de åndelige væsener, der nævnes i Avesta, og dem, der omtales i Rig-Veda, er særdeles lærerig på to måder. Den viser, at iranernes og de indiske arieres oprindelige religion stemte meget nøje overens; og den gør det også muligt for os at forstå omfanget af den reformation, Zoroaster gennemførte. Mange af navnene på overnaturlige væsener er i praksis de samme; f.eks. Indra (Indra, Andra), Mitra (Mithra), Aryaman (Airyaman), Asura (Ahura), Apam Napat (Apam Napat), Tvashtri (? Tishtrya), Rama (Raman), Vayu (Vayu), Vata (Vata). Det samme gælder mange ord af religiøs betydning, som Soma (Haoma), Mantra (Mathra), Hotra (Zaotar). Indiens Yama er Persiens Yima, og den enes far er Vivasvat og den andens Vivanhat, hvilket er det samme ord med dialektisk ændring. Avestas hellige flod, Aredhvi Sura, den ubesmittede (Anahita), repræsenteres af Sarasvati, Ganga (Ganges) og andre hellige strømme, der dyrkes i Indien. I Persien er Atar (eller Ild) en søn af Ahura Mazda (Yasna LXIV, 46-53), ligesom Agni (lig med Ignis) er søn af Tvashtri i Rig-Veda. Armaiti er Ahura Mazdas datter, ligesom Saranyu i Rig-Veda er datter af Tvashtri, »Skaberen«. Brugen af gomez (bovis urina) til renselse er fælles for både Indien og Persien. Selv om soma-planten nu ikke er den samme som haoma, er ordene de samme, og uden tvivl betegnede de engang én og samme plante. Mange af myterne i Avesta har stor lighed med dem i Rig-Veda. Denne sammenligning kunne udvides næsten i det uendelige.

Også i en anden henseende er der en vigtig overensstemmelse mellem de to. Skønt omkring 33 guddomme tilbedes i de vediske hymner, kan man dog, trods polyteisme og lave forestillinger om det guddommelige, finde spor af noget højere. Varuna repræsenterer for eksempel en meget ophøjet forestilling. I den nærmeste forbindelse med ham står Asura, som er et væsen af stor betydning, og hvis sønner er guderne, især Adityaerne.

3. Skaberen:

Tvashtri er ligeledes skaber af himmel og jord og af alle væsener, skønt hans tilbedelse til sidst i vedisk tid blev fortrængt af Indras. Det er da klart, at de indiske ariere var tilbedere af Skaberen, og at de vidste noget om ham, længe før de sank ned i polyteisme. Både i Avesta og i de persiske kileskriftindskrifter indtager Ahura Mazda omtrent samme stilling som Varuna, Asura (samme ord som Ahura) eller Tvashtri i Rig-Veda, eller rettere i den gamle tro, som der er bevaret spor af i dette sidstnævnte værk. Derfor, sådan som Avesta lærer, prædikede Zoroaster ikke for første gang Ahura Mazdas eksistens, men han søgte snarere at kalde sit folk tilbage til deres forfædres tro, den lære som Ahura Mazda havde lært Yima i urtiden i sin første åbenbaring (Vendidad II, 1-16,42). Den store sandhed om Skaberens eksistens, bevidnet af tradition, fornuft og samvittighed, bidrog uden tvivl i høj grad til Zoroasters succes, ligesom en tilsvarende forkyndelse af Gud den Højeste (Allah ta`ala'), som deres forfædre havde tilbedt, i senere år hjalp de eftertænksomme blandt araberne til at acceptere Muhammeds lære. Bevidstheden i hvert tilfælde om, at læren ikke var ny, men meget gammel, hjalp i væsentlig grad mennesker til at tro, at den var sand.

II. Zoroastrisme.

1. Ledende princip:

Den reformation, som Zoroaster gennemførte, var stor. Han erkendte – ligesom Euripides i Grækenland senere gjorde – at »hvis guderne gør noget skammeligt, er de ikke guder«. Derfor indså han, at mange af de guddomme, der blev dyrket i Iran, var uværdige til tilbedelse, fordi de var onde af karakter, fjendtlige mod alt godt og derfor mod den »Alvise« Ånd (Ahura Mazda) og mod mennesker. Heraf kom hans dualistiske system, der delte alle væsener, åndelige eller materielle, i to klasser: Ahura Mazdas skabninger og den »ødelæggende tankes« (Anro Mainyus) skabninger. Så mange af de folkelige guddomme var onde, at Zoroaster fremover brugte ordet daeva (det samme som deva, deus og aramaisk di) til at betegne en ond ånd, ligesom kristendommen gjorde de græske daimones og daimonia (ord, der hos klassiske forfattere bruges i en god betydning) til »dæmoner«. I stedet for dette nu nedvurderede ord daeva brugte han baga (gammelpersisk; Av. bagha, vedisk bhaga, »fordeling«, »natron« »herre«) om »Gud«.

2. Ikke monoteistisk:

Men det må huskes, at Zoroaster ikke lærte monoteisme. Dareios siger, at »Auramazda og de andre guder, som findes«, bragte ham hjælp (Beh. Inscr., IV, 60-63), og både han og Xerxes omtaler Auramazda som »den største af guderne«. Således påkalder Zoroaster selv, selv i den første Gatha, Asha, Vohu-Mano, maiti, Sraosha og endda Geus-urvan (»Tyrens sjæl«), foruden Ahura Mazda.

(1) Dareios og Xerxes.

Dareios nævner »slægtsguderne«, men nævner ingen af dem ved navn. Han og Xerxes tilskriver skabelsen af himmel og jord til Auramazda og siger, at denne, »som skabte denne jord, som skabte hin himmel, som skabte mennesket, som skabte lykke for mennesket«, har udpeget hver af dem til konge. Det er »ved Auramazdas nåde« (vashna Auramazdaha), at Dareios besejrer sine fjender. Men både Artaxerxes Mnemon og Artaxerxes Ochus forbinder Mithra og Anahata (Anahita) med Auramazda (Ahura Mazda), når de beder om beskyttelse for riget.

(2) Ahura Mazda.

I Avesta er Ahura Mazda en af de syv Amesha spentas eller »gavmilde udødelige«. Han er far til en af dem, Spentas Armaiti, som også er hans ægtefælle. Han er primus inter pares blandt dem, deres leder, men på ingen måde den eneste gud. Monoteisme læres tydeligt i senere zoroastriske værker, for eksempel i Zaratusht-Namah, skrevet 1278 e.Kr., men den skyldes kristen og islamisk indflydelse.

3. Genstande for tilbedelse:

Den moderne zoroastriske opfattelse, klart udtrykt i Dasatir i Asmani og andre steder, at alle Ormazds (Ahura Mazdas) gode skabninger har krav på tilbedelse, hviler uden tvivl på Avesta. Der finder vi først Amesha Spentas, som i forhold til Mazda indtager samme stilling som de vediske Adityas gør i forhold til Varuna, selv om ingen af Adityas er identisk med nogen af Amesha Spentas.

Deres navne er: (1) Ahura Mazda (ellers kaldet Spento Mainyus eller »gavmild tanke«);

(2) Vohu Mano (»god tanke«);

(3) Asha Vahista (»bedste retfærdighed«);

(4) Khshathra Vairya (»fremragende hersker«);

(5) Spenta Amaiti (»gavmild fromhed«);

(6) Haurvatat (»sundhed«);

(7) Ameretat (»udødelighed«).

Hver har sit særlige område: således er Armaiti jordens almene ånd og råder over dens frugtbarhed. Hun er beskytterinde for dydige husmødre. Khshathra er metallenes vogter. Vohu Mano vogter får og kvæg og fører de retfærdiges ånder frem for Ahura Mada. Næst i rang kommer Yazatas (»de tilbedelsesværdige«), som der findes et stort antal af. Tre af dem, Mithra, Rashnu og Sraosha, leder dommen over de døde på den 4. dag efter døden. Rashnu holder vægten, hvori et menneskes gerninger vejes. Sraosha vogter sjælen de første tre nætter efter døden. Airyaman Ishya (»den længtes-efter kammerat«) er menneskehedens beskytter, giveren af fred og lykke. Ved én lejlighed (Vend., Farg. XXII, 23-29) sender Ahura Mazda sin budbringer Nairyo Sanha (»mandlig lærer«) for at bede om hans hjælp mod overvældende odds. Riman Hvastra, Mithras hjerteven, råder over atmosfæren og giver også maden dens smag. Mithra er sandhedens genius, udstyret med 1.000 ører og kørende i en enhjulet vogn (solen), mens han slynger gyldne pile og driver ildfulde heste frem. Tishtrya, identificeret med hundestjernen Sirius, sender regn og er af Ahura Mazda udstyret med hans egen magt og værdighed (Yasht VIII, 52 ff). Dette gælder også Mithra (Yasht X, 1). Atar (»ild«), Vayu (»luft«), Vata (»vind«), Verethraghna (»Mars«), Saoka (»velstand«), Aratat (retfærdighedens genius), Vizista (»lyn«), Fradatfshu (kvægets vogter), Berejya (kornets genius), Cista og Daena (»kundskab« og »religion«), som er andre af Yazatas. Alle disse har krav på at blive dyrket af den sande tilbeder af Mazda (Mazdayasna, modsat Daevayasna, eller tilbeder af dæmonerne).

4. Anro Mainyus og hans skabninger:

I modsætning til Ahura Mazdas skabninger står Anro Mainyus' skabninger; han er kilden til alt moralsk og materielt onde. Det første kapitel af Vendidad fortæller, hvordan han skabte noget dårligt som modsætning til alt godt, der var skabt af Ahura Mazda.

En dæmon er modstanderen til hver Amesha Spenta: Aka Mano ("Ondt sind"), der er Vohu Manos modstander, og således videre i rækkefølge: Indra (eller Andra, "usandfærdighedens dæmon"), Saurva ("ondt herredømme"), Nonhaithya ("utilfredshed"), Tauru ("som forgifter vand") og Zairi ("gift"), som er fjendtligt indstillet mod de øvrige gavmilde udødelige. Aeshma-Daeva ("Vredens dæmon")--Asmodeus fra Tobit 3,8--er Sraoshas særlige fjende, lydighedens genius. Apaosha, tørkens dæmon, er Tishtryas fjende. Buiti (eller Buidhi) lærer mennesker at dyrke afguder og forårsager også død. Bushyasta er dovenskabens dæmon. Vidhatus eller Astuvidhstus forårsager død ved at ødelægge legemet. Andre onde væsener, Drujes, Pairikas, Jainis, Yatus, er så talrige i de senere dele af Avesta, at en from zoroastrier må have levet i stadig frygt for deres angreb. Han måtte endda skjule afklippene af sine negle, for at de ikke skulle bruges som pile til skade for ham af disse hans åndelige fjender.

5. Frembringelse over for ødelæggelse:

Hellighed indgår ikke i Zoroasters opfattelse af den guddommelige natur. Dette er et punkt, som opmærksomheden endnu ikke er blevet rettet ordentligt mod, skønt dets betydning næppe kan overdrives. Tilnavnet Spenta, som ofte anvendes om Ahura Mazda og fejlagtigt oversættes "hellig", gengives af zoroastrierne selv på pahlavi med afzunik, dvs. "det, der forårsager vækst". Dets (?) span eller spen svarer til (sanskrit) svi, "at svulme", "at vokse", "at tiltage". Modsætningen hertil er betegnelsen anro (angro, fra (?) angh; sammenlign tysk eng, "snæver") om den onde ånd, og den betegner "indsnævrende", "formindskende", "ødelæggende". Derfor kaldes han, som ødelæggeren, pourumahrka, "fuld af død".

Frugtbarhed.

Ahura Mazda og hans hjælpere fremmer liv, frugtbarhed hos menneske, dyr og plante, agerbrug, vækst; mens Ahro Mainyus og hans skabninger forårsager ødelæggelse og død. Atar ("Ild"), også kaldt Apam Napat ("Vandenes afkom"), er livsflammen og den mandlige kraft i verden; Aredhvi Sura Anahita er den kvindelige. Som en flod flyder den sidstnævnte fra bjerget Hukairya, en top i Elburz-bjergkæden (Yasna LXIV), ud i Det Kaspiske Hav (Vourukasha), midt i hvilket træet Hvapa ("godt vandet") vokser, og det bærer alle planters frø. Anahita betyder "'ubesmittet", men det anvendes om vandets renhed (at besmitte nogen af de fire "elementer" var for senere zoroastriere en alvorlig synd) og ikke om nogen moralsk renhed hos gudinden. Hendes forbindelse med Mithra var tæt, selv på Herodots tid, for han begår den fejl at sige (i.131), at perserne kaldte Afrodite Mithra, mens han burde have sagt Anaitis (Anahita). Skønt Mithra er sandhedens og retfærdighedens gud, forbindes han ikke med moralsk renhed (kyskhed). Tværtimod sagdes han, som solgud, at befrugte jorden med sine stråler, og Anahita, som frugtbarhedens gudinde, repræsenterede det kvindelige princip i forening med ham. Den skændighed, som førte til identifikationen af Anahita med den babyloniske Mylitta, var uden tvivl af senere dato end Zoroasters tid, men der var kun lidt eller intet i zoroastrismen, der kunne holde den tilbage. Noget lignende gør sig gældende i Armenien såvel som i Iran, og faktisk i al naturdyrkelse overalt. Forbundet hermed var den form for incest, der kendes som ægteskab mellem de nærmeste slægtninge (Av. Hvaetva-datha, Pahl. Khvetukdas), som tillod og opmuntrede ægteskaber mellem brødre og søstre.

6. Striden mellem Ormazd og Ahriman:

Ifølge senere zoroastrisk tro skal striden mellem Ormazd (Ahura Mazda) og Ahriman (Anro Mainyus), efter at have fortsat i 9.000 år, kun afgøres til fordel for den førstnævnte, fordi han besidder forudviden, og Ahriman mangler den (Bund., I). Begge kom uafhængigt til eksistens i grænseløs tid (Av. Zrvana Akarana; Vend., Farg. XIX, 13; Pahl. Daman i Akandrakhom-and, Bund., I), som, personificeret i Vendidad, kaldes "selvskabt", og som Zoroaster dér på Ahura Mazdas befaling påkalder sammen med Vayu, luften, vindene, "Ahura Mazdas gavmilde, skønne datter" (Armaiti), jorden og andre genstande for tilbedelse (loc. cit.). Ingen skabning af Ahriman må tilbedes; derfor regnes Indra, skønt han i senere vedisk tid i Indien steg til en ledende position i panteonet, i Avesta for en ond ånd, selve personifikationen af løgnen, som Avesta så bestemt fordømmer, og som Dareios nævner som årsagen til alle de oprør, der frembragte så meget blodsudgydelse i hans tid. Ingen dyd blev værdsat så højt som sandhed i det gamle Iran, sådan som Herodot samstemmende med Avesta bevidner.

7. Etik:

Avestisk moral opmuntrer til ødelæggelsen af alle skadelige ting, som hørende til Anro Mainyus' skaberværk, og til udbredelsen af alt godt. Derfor anbefales agerbrug især, sammen med opdræt af kvæg og får. Noget senere sagdes menneskets hele pligt at bestå i gode tanker, gode ord, gode gerninger. Hård modstand mod enhver anden religion blev påbudt som en religiøs pligt, og især under sasaniderne førte dette til frygtelige og gentagne forfølgelser af kristne i hele riget.

8. Hellig tråd:

Den hellige tråd (Av. Aiwyonhana; Skt. Upavitam osv., nu af parserne kaldt Kushti) spiller en lige så vigtig rolle i zoroastrismen som i hinduismen. Det gør trylleformler også, mathras (sanskrit, mantras), som består i gentagelser af vers fra Avesta. Sidstnævnte bliver endda tilbedt.

9. Tidlige traditioner:

Det første, Ahura Mazda skabte, var en tyr, som kan repræsentere jorden, og som minder os om koen Audhumla i Eddaen (Gylfaginning VI). Den blev dræbt ifølge traditioner af Anro Mainyus (i en senere version af Mithra). Dens ånd (Geus Urvan) drog til himlen og blev kvægets beskytter. Det første menneske var Gaya-maretan ("Dødeligt liv"); derfor betyder udtrykket Haca Gayat Marethnat a Saosh-yantat, "fra Gaya-maretan (Gayomard), Kayomarth) til Saoshyant" (Yasna XXVI, 10; Yasht XIII, 145), "fra verdens begyndelse til dens ende." Fra Airyanem Vaejo ("arisk kim"), iranernes første hjem, blev mennesker tvunget til at udvandre, fordi Anro Mainyus ændrede klimaet sådan, at vinteren blev ti måneder lang og sommeren kun to. Yima Khshaeta ("Yima den strålende," persisk, Jamshid), søn af Vivanhat, blev, skønt han to gange afslog Ahura Mazdas opdrag om at vogte hans skabninger, og skønt han ved tre løgne mistede det "kongelige lys" (Chvareno Kavaem), som han oprindelig besad, dog pålagt at forberede en meget vidtstrakt indhegning (Vara), hvori han bevarede "frøene af får og kvæg, af mennesker, af hunde, af fugle og af røde, glødende ildsteder" fra nogle frygtelig strenge vintre, som kom over jorden (Vendidad II; Yasht XIX). Bundihishnih-fortællingen om en oversvømmelse adskiller sig fra dette og bevarer en uafhængig beretning. Ahura Mazdas lov blev prædiket for mennesker inde i Yimas indhegning.

10. Jorden:

Jorden består af syv dele, kaldet Karshvares (sammenlign sanskrit dvipas). Kun én af disse, Chvaniratha, er beboet af mennesker; de andre er skilt fra den ved ufremkommelige afgrunde. Sol, måne og stjerner kredser omkring bjerget Taera, en top i Elburz-bjergene (Demavend?). En senere legende siger, at Elburz-kæden omgiver jorden.

11. Himmel og helvede:

Hver gud og hvert menneske har en fravashi, som er blevet sammenlignet med en skytsånd og synes at være forskellig fra sjælen (urvan). Efter dommen ved Mithra, Rashnu og Sraosha må de dødes sjæle krydse Chinvat-broen ("dommerens bro"), som vogtes af to hunde og er smal og vanskelig for de uretfærdige, men bred og let for de retfærdige. Den retfærdige mand går derpå frem gennem tre paradiser, de gode tankers, de gode ords og de gode gerningers (Humata, Hukhta, Hvarsta: Yasht XVI; Arta Viraf Namak, VII IX), indtil han, ledt af Sraosha, Atar og Vohu Mano, til sidst når Ahura Mazdas bolig af lys og herlighed, Garo-nmana (i Gathaerne, Garo-demana; pahl. Garotman), hvor Ahura Mazda selv modtager ham med ordene: "Hilsen til dig; vel er du kommet; fra den dødelige verden er du kommet til dette rene, lyse sted" (A. V. Namak, XI, 8, 9). Men den onde mands sjæl, som passerer gennem egne med onde tanker, onde ord og onde gerninger, når til sidst et mørkt og dystert helvede (Duzhanh). I senere tider troede man, at de, der endnu ikke var egnede til himlen, ventede i Misvana Gatus, et mellemsted hvor de retfærdiges overskydende fortjenester blev opbevaret til gavn for de mindre heldige (Vend., Farg. XIX). Et senere navn var Hamistakan. Men De Harlez er af den opfattelse, at denne idé var lånt fra middelalderens kristendom.

12. Begravelse:

I urtiden begravede eller brændte perserne deres døde. Zoroastrismen kan have indført dakhma (Vendidad, passim) eller Tavshedens Tårn, hvor lig lægges frem for at blive ædt af gribbe. De, hvis ruiner er blevet opdaget ved Al Hibbah, er meget gamle. Men på Herodots tid var det almindeligt, efter at man havde tilladt kødet at blive fortæret af hunde og fugle, at dække knoglerne med voks og begrave dem (Herodot i.140). Dette blev gjort for at forhindre dem i at komme i berøring med og således forurene jorden. Skikken med begravelse bevises af de akhæmenidiske kongers grave nær Persepolis og af Kyros' grav, et stenkammer hævet højt over jorden, ved Pasargadae.

13. Gudsdyrkelse:

Zoroastrismen tillader ingen afgudsdyrkelse og ingen templer; kun ildaltre blev brugt. Disse blev betjent af Atharvans eller ildpræster, som nærede ilden med kostbart træ og hældte drikofre af haoma-saft i den, idet de sørgede for at dække deres mund med et klæde (paiti-dhana) for at forhindre den hellige ild i at blive forurenet af deres ånde. Ofre blev ofte bragt på toppen af de højeste bjerge under åben himmel (Herodot i.132; Xen. Cyrop. viii).

14. Magerne:

Magerne skyldte uden tvivl deres monopol på præstelige funktioner, at de var Zarathustras egen stamme. De nævnes ikke som præster i de persiske kileskriftindskrifter. Kun én gang forekommer ordet "mager" i Avesta, og da i sammensætning (Moghu-tbish, en mager-hader, Yasna LXV, 7). Det er ikke nødvendigt at føre zoroastrismens forfald og dens fornedrelse i sen akhæmenidisk tid tilbage til babylonsk indflydelse. Dette skyldtes i det mindste i vid udstrækning en genoplivning af de forestillinger og praksisser, som Zarathustra forbød, og som igen gør sig gældende i nogle dele af Avesta, og som siden gav anledning til mithraismen.

15. Eskatologi:

Avesta siger, at 1.000 år efter Zoroasters død skal en profet ved navn Ukhshyat-ereta fremstå af hans sæd for at genoprette hans religion. Efter endnu 1.000 år skal en anden, Ukhshyat-nemanh, vise sig med samme formål. Verdens ende vil komme 1.000 år senere. Da skal en tredje profet, Saoshyant, blive født og indlede verdens genoprettelse (frasho-kereti) til dens oprindelige lykke og frihed fra Anro Mainyus’ onde skabninger. Denne proces vil blive fuldført på 57 år, hvorunder 6 andre profeter i de øvrige 6 Karshvares vil udføre det arbejde, som her vil blive fuldført af Saoshyant. Men omtale af denne genoprettelse forekommer kun i meget sene dele af Avesta (f.eks. Vend., Farg. XVIII, 51). Den betyder ikke opstandelse, som De Harlez har vist. Endnu senere troede man på noget i den retning, og i Bundihishnih (kapitel v) og Patet (afsnit 28) har vi ordet ristakhiz (fra Av. irista, “bortgået,” og chvis, “at rejse sig”), som virkelig betyder “de dødes oprejsning.” Men det kan næppe betvivles, at læren skyldes hebraisk og kristen indflydelse, især når vi tager den sene og usikre datering af de bøger i betragtning, hvor tanken forekommer.

16. Hebraisk og kristen indflydelse:

Israelitter bosatte sig i Medien i stort tal omkring 730-728 f.Kr. under Sargon (2 Kong 17,6), længe før Zoroasters fødsel. Det er derfor muligt, at hans reform kan have skyldt hebraisk indflydelse meget.

Se desuden ZOROASTRIANISM.

Det er blevet hævdet, at tanken om jomfrufødsel forekommer i zoroastrismen, både med henvisning til Zoroaster selv og til de sidste tre store profeter, som er blevet omtalt. Dette er en fejltagelse. Avesta og alle senere zoroastriske bøger taler om Zoroasters fødsel som helt naturlig, idet hans far var Pourushaspa. Heller ikke i tilfældet med Saoshyant og de øvrige henvises der til jomfrufødsel.

17. Ingen jomfrufødsel:

(Mater cuiusque ex iis, sese in lacu quodam lavans, Zoroastris semine illic reposito grayida facta filium pariet: Vend., Farg. XIX, 4-6; Yasht XIII, 128, 142; Bund., XXXII, 8, 9.) Jomfruelighed er ikke højt værdsat i Avesta, selv om utugt fordømmes.

LITTERATUR.

Geldners udgave af Avesta-teksten; De Harlez, Avesta; Achemenian Inscriptions; Sacred Books of the East, bind IV, XXIII, XXXI; Grassmann, Worterbuch zum Rig Veda; Haug og West, Arta Viraf Namak; Spiegel, Einleitung in die trad. Schriften der Parsen; Eranische Altertumskunde; Darmesteter, Etudes iraniennes; Haug, Essays on .... Religion of Parsis; De Harlez, Manuel du Pehlavi; Cook, Origins of Religion and Language.

Se også ZOROASTRIANISM.

W. St. Clair Tisdall