Satan

Modstander; anklager. Når det bruges som egennavn, har det hebraiske ord, der gengives sådan, artiklen “modstanderen” (Job 1,6-12; 2,1-7). I Det Nye Testamente bruges det som udskifteligt med Diabolos, eller djævelen, og det bruges sådan mere end tredive gange.

Han kaldes også “dragen,” “den gamle slange” (Åb 12,9; 20,2); “denne verdens fyrste” (Joh 12,31; 14,30); “fyrsten over luftens magt” (Ef 2,2); “denne verdens gud” (2 Kor 4,4); “den ånd, som nu virker i ulydighedens børn” (Ef 2,2). Satans tydelige personlighed og hans virksomhed blandt mennesker anerkendes således klart. Han fristede vor Herre i ørkenen (Matt 4,1-11). Han er “Beelzebul, dæmonernes fyrste” (12,24). Han er “Guds, Kristi, det guddommelige riges, Kristi efterfølgeres og al sandheds stadige fjende; fuld af løgn og al ondskab, og han ægger og forfører til det onde på enhver tænkelig måde.” Hans magt er meget stor i verden. Han er en “brølende løve, der søger, hvem han kan opsluge” (1 Pet 5,8). Mennesker siges at blive “fanget af ham” (2 Tim 2,26). Kristne advares mod hans “anslag” (2 Kor 2,11) og opfordres til at “stå ham imod” (Jak 4,7). Kristus løskøber sit folk fra “ham, som havde dødens magt, det vil sige djævelen” (Hebr 2,14). Satan har “dødens magt,” ikke som herre, men blot som bøddel.