Zeba og Salmunna

ze'-ba (zebhach, "offer"), zal-mun'-a (tsalmunna`, "beskyttelse nægtet"): To midjanitiske konger eller høvdinge, som Gideon dræbte (Dom 8,4-21; Sl 83,11 (hebraisk tekst, vers 12)). Navnet zebhach (Zebee) ligner meget ze'ebh (Zeb, "Zeeb" i Septuaginta). Moore (Judgess, 220) siger, at tsalmunna` sandsynligvis er "et ægte midjanitisk navn"; Noldeke formodede, at det indeholder navnet på en guddom (ts(a)lm), og en sammensat form, tslmshzbh, findes i en indskrift fra Teima, et sted øst for den midjanitiske hovedstad (Corpus Inscriptionum Semiticarum, II, cxiii f).

Fortællingen i Dom 8,4-21 skal ikke forbindes med den i 8,1-3. Budde (Kurzer Hand-Comm. z. Altes Testament, XXII) ville knytte 8,4 til 6,34; Moore (ICC), der følger Buddes tidligere arbejde (1890), ville forbinde den med en del af 7,22b, som beskriver flugtens retning, mens Nowack (Hand-Komm.) betragter slaget i 8,11 som det samme som det i 7,11 ff.; han opfatter derefter den sidste del af 8,11 som en henvisning til lejrens sted om natten. Der er mange vanskeligheder ved at danne en naturlig forbindelse for versene. Det kan bemærkes, at Gideon i 8,18 f ikke er "den mindste i min fars hus", sådan som han fremstiller sig selv i 6,15.

Hele afsnittet fortæller om et dristigt overfald, som Gideon foretog mod midjanitterne. Nogle af hans egne slægtninge var blevet dræbt af midjanitiske horder ved Ofra (Dom 8,18), og opildnet af dette satte Gideon efter dem i heftig forfølgelse med 300 mand (Dom 8,4). Han bad folkene i Sukkot og Penuel om forsyninger til sine mænd, men fik afslag. Så drog han videre og overraskede midjanitterne ved Karkor (Dom 8,10) og tog deres to høvdinge til fange. Derefter tog han hævn over de to byer og vendte sandsynligvis tilbage til sit hjem med de to bemærkelsesværdige fanger. Dem besluttede han at dræbe for at hævne sine egne slægtninges død, og han opfordrede sin ældste søn til at udføre denne højtidelige offentlige pligt, som han skyldte de døde. Hans søn, tilsyneladende kun en dreng, tøvede, og han udførte selv handlingen. W. R. Smith (Lectures on the Religion of the Semites, 2. udgave, 417, note) sammenligner denne opfordring til Gideons søn med valget af unge mænd eller drenge som offerbringere i 2 Mos 24,5 og siger, at saracenerne også pålagde drenge at henrette deres fanger.

Fortællingen minder én om Davids romantiske liv i 2 Mos 1; 2 Mos 27; 2 Mos 30. Den er hele vejen igennem et karakteristisk billede af de tidlige hebræeres liv i Israels land, for hvem det var en hellig pligt at hævne de døde. Den giver en glimrende illustration af, hvad der menes med, at Jahves ånd kom over, eller rettere "iklædte sig" (Revised Version, randnote), Gideon (Dom 6,34); sammenlign også Sauls kald til handling (1 Sam 11,1-11), og også Dom 19 f.

David Francis Roberts