Israels land

Betegnede oprindelig kun kyststrækningen i Kanaans land, som var beboet af filistrene (2 Mos 15,14; Es 14,29, 31; Joel 3,4), og kun i denne betydning forekommer det hebraiske navn Pelesheth (gengivet “Filistæa” i Sl 60,8; 83,7; 87,4; 108,9) i Det Gamle Testamente.

Først sent i jødisk historie blev dette navn brugt om “hebræernes land” i almindelighed (1 Mos 40,15). Det kaldes også “det hellige land” (Zak 2,12), “Jehovas land” (Hos 9,3; Sl 85,1), “forjættelsens land” (Hebr 11,9), fordi det blev lovet Abraham (1 Mos 12,7; 24,7), “Kanaans land” (1 Mos 12,5), “Israels land” (1 Sam 13,19) og “Judas land” (Es 19,17).

Det område, der blev lovet som arv til Abrahams efterkommere (1 Mos 15,18-21; 4 Mos 34,1-12), havde Eufratfloden som grænse mod øst, Middelhavet mod vest, “indgangen til Hamat” mod nord og “Egyptens flod” mod syd. Dette område, omkring 60.000 kvadratmiles (ca. 155.000 km²), blev omsider erobret af David og blev også regeret af hans søn Salomo (2 Sam 8; 1 Krøn 18; 1 Kong 4,1, 21). Dette vældige rige var det forjættede land; men Israels land var kun en del af det, idet det mod nord endte ved den sydlige ende af Libanonbjergkæden og mod syd i Parans ørken, og det strakte sig således i alt over omkring 144 miles (ca. 232 km) i længden. Dets gennemsnitlige bredde var omkring 60 miles (ca. 97 km) fra Middelhavet i vest til hinsides Jordan. Det er med rette blevet betegnet som “det mindste af alle lande.” Den vestlige del af landet, syd for Gaza, er kun omkring 40 miles (ca. 64 km) bred fra Middelhavet til Det Døde Hav og bliver gradvist smallere mod nord, hvor der kun er 20 miles (ca. 32 km) fra kysten til Jordan.

Israels land, “sat midt iblandt” (Ez 5,5) alle andre lande, er det mest bemærkelsesværdige land på jordens overflade. Intet enkelt land af en sådan størrelse har så stor en variation i klima og derfor også i plante- og dyreliv. Moses beskriver det som “et godt land, et land med vandbække, med kilder og dyb, der vælder frem i dale og bjerge; et land med hvede og byg og vinstokke og figentræer og granatæbler; et land med olivenolie og honning; et land, hvor du ikke skal spise brød i fattigdom, og hvor du ikke skal mangle noget; et land, hvis sten er jern, og af hvis bjerge du kan udgrave kobber” (5 Mos 8,7-9).

“På Kristi tid så landet efter al sandsynlighed stort set ud som nu. Hele landet består af afrundede kalkstenshøje, gennemskåret af utallige stenede dale, og kun sjældent findes der jævne strækninger; af disse er Esdraelon alene, neden for Nazaret, stort nok til at ses på kortet. De oprindelige skove var for længst forsvundet, selv om skråningerne dengang som nu var spredt bevokset med figentræer, oliventræer og andre frugttræer, hvor der fandtes jord. Faste vandløb var selv dengang ukendte; det eneste, man så mellem højene, var vinterregnens forbigående strømme. Efterårs- og forårsregnen, opsamlet i dybe cisterner udhugget som vældige underjordiske krukker i den bløde kalksten, sammen med kunstige, mudderinddæmmede damme, som stadig findes nær alle landsbyer, skaffede vand. Høje, der nu er nøgne eller i bedste fald ujævne med forkrøblet vækst, var dengang terrasserede, så man kunne dyrke vin, oliven og korn. I dag næsten øde, vrimlede landet dengang af befolkning. Vinpresser hugget i klipperne, endeløse terrasser og ruinerne af gamle vingårdstårne findes nu midt i ensomme egne, der i århundreder har været overgroet med torne og tidsler eller med vilde buske og fattigt, knudret krat” (Geikies Life of Christ).

Fra en tidlig periode var landet beboet af Kanaans efterkommere, som beholdt besiddelsen af hele landet “fra Sidon til Gaza” indtil erobringen under Josva, da det blev besat af de tolv stammer. To og en halv stamme fik deres lod tildelt af Moses øst for Jordan (5 Mos 3,12-20; jf. 4 Mos 1,17-46; Jos 4,12-13). De øvrige stammer fik deres del vest for Jordan.

Fra erobringen indtil Sauls tid, omkring fire hundrede år, blev folket styret af dommere. I en periode på hundrede og tyve år bevarede kongeriget sin enhed, mens det blev regeret af Saul, David og Salomo. Ved Salomos død besteg hans søn Rehabeam tronen; men hans handlemåde var sådan, at ti af stammerne gjorde oprør og dannede et selvstændigt monarki, kaldet Israels rige eller Nordriget, hvis hovedstad først var Sikem og senere Samaria. Dette rige blev ødelagt. Israelitterne blev ført i fangenskab af Shalmanezer, Assyriens konge, 722 f.Kr., efter at have eksisteret selvstændigt i to hundrede og treoghalvtreds år. De bortførtes plads blev udfyldt af stammer, der blev bragt fra øst, og således blev den samaritanske nation dannet (2 Kong 17,24-29).

Nebukadnezar drog op mod de to stammers rige, Judas rige, hvis hovedstad var Jerusalem, hundrede og fireogtredive år efter Israels riges fald. Han omstyrtede byen, plyndrede templet og førte folket i fangenskab til Babylon (587 f.Kr.), hvor de blev i halvfjerds år. Ved afslutningen af fangenskabets periode vendte de tilbage til deres eget land under Kyros’ edikt (Ezra 1,1-4). De genopbyggede byen og templet og genoprettede det gamle jødiske samfund.

I en periode efter genoprettelsen blev jøderne styret af Zerubbabel, Ezra og Nehemias og senere af ypperstepræsterne, bistået af Sanhedrinet. Efter Alexander den Stores død i Babylon (323 f.Kr.) blev hans vældige rige delt mellem hans fire generaler. Egypten, Arabien, Israels land og Koilesyrien tilfaldt Ptolemaios Lagos. Ptolemaios tog landet i besiddelse i 320 f.Kr. og førte næsten hundrede tusind af Jerusalems indbyggere til Egypten. Han gjorde Alexandria til hovedstad i sit rige og behandlede jøderne hensynsfuldt, idet han bekræftede dem i nydelsen af mange privilegier.

Efter at have lidt forfølgelse under Ptolemaios’ efterfølgere kastede jøderne det egyptiske åg af sig og kom under Antiochos den Store, Syriens konge. Antiochos’ efterfølgeres grusomhed og undertrykkelse førte til sidst til oprøret under makkabæerne (163 f.Kr.), da de kastede det syriske åg af sig.

I året 68 f.Kr. blev landet af Pompejus den Store gjort til en romersk provins. Han lagde byens mure i ruiner og massakrerede omkring tolv tusind af indbyggerne. Templet lod han dog være uskadt. Omkring femogtyve år efter dette gjorde jøderne oprør og kastede det romerske åg af sig. De blev dog undertvunget af Herodes den Store (se dette). Byen og templet blev ødelagt, og mange af indbyggerne blev slået ihjel. Omkring 20 f.Kr. gik Herodes i gang med at genopbygge byen og genoprette det ødelagte tempel, som efter omkring ni og et halvt år var så langt fuldført, at de hellige tjenester kunne genoptages i det (jf. Joh 2,20). Han blev efterfulgt af sin søn Arkelaos, som dog blev frataget sin magt af Augustus i 6 e.Kr., da landet blev en romersk provins, styret af romerske statholdere eller prokuratorer. Pontius Pilatus var den femte af disse prokuratorer. Han blev udnævnt til sit embede i 25 e.Kr.

Bortset fra Idumæa omfattede Herodes den Stores rige hele det land, der oprindelig var blevet delt mellem de tolv stammer, og han inddelte det i fire provinser eller distrikter. Denne inddeling blev anerkendt, så længe landet var under romersk herredømme. Disse fire provinser var: (1) Judæa, den sydlige del af landet; (2) Samaria, den midterste provins, hvis nordlige grænse løb langs højene syd for Esdraelonsletten; (3) Galilæa, den nordlige provins; og (4) Peræa (et græsk navn, der betyder “landet på den anden side”), landet øst for Jordan og Det Døde Hav. Denne provins var underinddelt i følgende distrikter: (1) Peræa i snæver forstand, beliggende mellem floderne Arnon og Jabbok; (2) Galaaditis (Gilead); (3) Batanaea; (4) Gaulonitis (Jaulan); (5) Ituræa eller Auranitis, det gamle Bashan; (6) Trachonitis; (7) Abilene; (8) Dekapolis, dvs. området med de ti byer. Hele Israels lands område, inklusive de dele, der blev tildelt stammerne på den anden side af Jordan, strakte sig over omkring elleve tusind kvadratmiles (ca. 28.500 km²). Nyere udforskning har vist, at området vest for Jordan alene er seks tusind kvadratmiles (ca. 15.500 km²), på størrelse med fyrstendømmet Wales.