Armensk; arisk; religion

ar-me'-ni-an, ar'-i-an. Denne lignede i høj grad Persiens, skønt zoroastrismen og dens dualistiske system ikke blev bekendt. Dermed bliver vi i stand til at bedømme, hvor langt Avestaens religion skyldes Zarathustras reform. Aramazd (Ahura Mazda), skaber af himmel og jord, var far til alle de vigtigste guddomme. Hans gemalinde var sandsynligvis Spandaramet (Spenta Armaiti), jordens gudinde, som senere blev anset for at herske over underverdenen (jf. Persefone; hellenistisk). Blandt hendes hjælpere som frugtbarhedens genier var Horot og Morot (HaurvataT og AmeretaT), skytsguddomme for bjerget Massis (nu kaldet Ararat). Dyrkelsen af Aramazd synes i meget høj grad at være trådt i baggrunden til fordel for lavere guddomme, blandt hvis vigtigste var hans datter Anahit (Anahita), som havde templer mange steder. Hendes statuer var ofte af ædle metaller, og blandt hendes mange navne var »Gyldne Moder« og »Gudinden for det gyldne billede«.

Derfor indgår ordet »Gylden« den dag i dag i mange armenske navne. Hvide kvier og grønne grene blev ofret til hende som frugtbarhedens gudinde, og religiøs prostitution til hendes ære var heller ikke ualmindelig. Næst i popularitet kom hendes søster Astghik (»den lille stjerne«), dvs. planeten Venus, skønhedens gudinde, hustru til den guddommeliggjorte helt Vahagn (Verethraghna). Han udsprang af himmel, jord og hav og fældede drager og andre onde væsener. En anden af Anahits søstre var Nane (jf. assyrisk Nana, Nannaea), som senere blev identificeret med Athene. Hendes bror Mihr (Mithra) havde solen som sit symbol på himlen og den hellige ild på jorden; begge var genstande for tilbedelse. I hans templer blev en hellig ild tændt på ny én gang om året. Aramazds budbringer og skriver var Tiur eller Tir, som indførte menneskers gerninger i »Livets Bog«. Han førte mennesker efter døden til Aramazd for at blive dømt. Før fødslen skrev han menneskers skæbner på deres pander. Straffestedet var Dzhokhk'h (= persisk Duzakh). Til solen og månen blev der bragt ofre på bjergtoppene. Floder og hellige kilder og andre naturgenstande blev også tilbedt. Bøn blev fremført med ansigtet vendt mod øst. Varsler blev taget af løvenes raslen i den hellige soneanske skov. Armavir var den religiøse hovedstad.

Blandt lavere åndelige væsener var Arlezk'h, som slikkede sårene på dem, der var faldet i kamp, og gav dem livet tilbage. Parikk'h var tydeligvis Persiens Pairakas (Peris). Den armenske mytologi fortalte om vældige drager, som undertiden viste sig som mennesker, undertiden som orme, eller basilisker, elverfolk, havtyre, drage-løver osv. Som i Persien lavede dæmonerne pile af afklippede menneskenegle for at skade ham med dem. Derfor måtte sådanne afklip, sammen med tænder og afklippet hår, skjules på et helligt sted.

LITTERATUR.

Eznik Goghbatzi; Agathangelos; Moses af Khorene; Eghishe; Palasanean; Faustus Byzantinus; Chhamchheantz; Plutarch; Strabo; Tacitus. Se min »Conversion of Armenia«, R.T.S.; The Expositor T, II, 202 ff.

W. St. Clair Tisdall