Ararat

Helligt land eller højland, navnet på et land på et af hvis bjerge arken hvilede, efter at vandfloden havde lagt sig (1 Mos 8,4). De nævnte “bjerge” var sandsynligvis den kurdiske bjergkæde i det sydlige Armenien. I 2 Kong 19,37, Es 37,38 gengives ordet som “Armenien” i KJV, men i RV som “Ararats land”. I Jer 51,27 betegner navnet den centrale eller sydlige del af Armenien. Det bruges dog almindeligvis om et højt og næsten utilgængeligt bjerg, som rejser sig majestætisk fra Araxes-sletten. Det har to kegleformede tinder, omkring 7 miles fra hinanden; den ene er 14.300 fod og den anden 10.300 fod over slettens niveau. De øverste 3.000 fod af den højeste af disse tinder er dækket af evig sne. Det kaldes Kuh-i-nuh, dvs. “Noas bjerg”, af perserne. Denne del af Armenien var beboet af et folk, der talte et sprog, som ikke ligner noget andet nu kendt sprog, skønt det kan have været beslægtet med moderne georgisk. Omkring 900 f.Kr. lånte de kileskrifttegnene fra Nineve, og fra denne tid har vi indskrifter fra en række konger, som til tider kæmpede med Assyrien. Ved slutningen af det syvende århundrede f.Kr. ophørte kongeriget Ararat, og landet blev besat af et folk, som er forfædre til nutidens armeniere.