Arkæologi; arkæologi og kritik

ar-ke-ol'-o-ji, krit'-i-siz'-m: Arkæologi, videnskaben om oldtidslevn, er i denne artikel begrænset til det bibelske område, et område som er blevet afgrænset på forskellig vis (De Wette, 1814, Gesenius), men som rettelig omfatter ikke blot alle oldtidsfakta med betydning for Bibelen, som var gået tabt og er blevet genfundet, men alle litterære levn fra oldtiden med betydning for Bibelen og, som det vigtigste, Bibelen selv (Hogarth, Authority and Archaeology, vi).

Artiklens omfang:

Kritik, kunsten at undersøge nøje, er her hovedsagelig, men ikke udelukkende, begrænset til den litterære kritik af Bibelen, nu, efter Eichhorn, almindeligvis kaldet den højere kritik. Således skal »Arkæologi og kritik«, denne artikels titel, betegne den betydning, arkæologien i de bibelske lande har for kritikken, især den højere kritik, af Bibelen. Emnet, sådan defineret, kræver en drøftelse af: I. Hvad arkæologien kan gøre i sagen — dens beføjelser, rettigheder og myndighed, det vil sige arkæologiens funktion i kritikken; og II. Hvad arkæologien har gjort i sagen, de deraf følgende virkninger af sådanne arkæologiske vidnesbyrd, det vil sige historien om arkæologiens betydning for kritikken af Bibelen.

I. Funktion.

Arkæologiens funktion i kritikken har først for nylig fået megen opmærksomhed, og meningerne derom har varieret stærkt.

(a) Ignoreret af encyklopædister:

Bibelske encyklopædister i almindelighed, indtil de allernyeste, har slet ikke givet dette emne nogen plads (Hastings Dictionary of the Bible, Encyclopedia Biblica, Smith, Dictionary of the Bible, Kitto, Encyclopedia of Biblical Literature, Hamburger, se Hauck-Herzog, Realencyklopadie fur protestantische Theologie und Kirche, Eadie, Biblical Encyclopedia). McClintock og Strongs Encyclopedia Biblical and Ecclesiastical Literature har en artikel om »Biblical Archeology«, som udelukkende består af bibliografi, samt en artikel af mere generel karakter under »Sac. Ant.« The New Schaff-Herzog Encyclopedia of Religious Knowledge Encyclopedia har en artikel, The Catholic Encyclopedia, 1907, har en artikel under titlen »Biblical Antiquities«, og Jewish Encyclopedia, 1902, har en artikel på fem sider om »Biblical Archeology«. Men om arkæologiens funktion i kritikken findes der næsten intet nogen steder.

(b) Vurderet forskelligt af kritikere:

Kritikere har varieret meget i deres vurdering af arkæologiens værdi i kritikken, alt efter deres individuelle forkærligheder og deres kritiske teorier, men indtil for ganske nylig har arkæologien almindeligvis ikke fået en styrende, eller endog en fremtrædende, plads i kritikken. Wellhausen synes at erklære sig for arkæologiens dominans i kritikken i begyndelsen af sin History of Israel, skønt han i høj grad ignorerer den på de følgende sider (History of Israel, 12). Driver (Authority and Archaeology, 143-50) mener, at »arkæologiens vidnesbyrd undertiden afgør spørgsmålet definitivt«, men at det »ofte misforstås mærkeligt«, og at kritikkens nederlag over for arkæologien ofte er »rent indbildte« (LOT, 1897, 4). Orr mener, at »arkæologien lover snart at kontrollere både kritik og historie« (POT, 305-435). Eerdmans, Kuenens efterfølger i Leyden, bryder bestemt og absolut med Wellhausens kritiske skole, hovedsagelig med den begrundelse, at arkæologien har bragt deres synspunkt og den historiske atmosfære, hvormed de har omgivet Det Gamle Testamente, i miskredit. Wiener, den mest fremtrædende af nyere jødiske kritikere, mener også, at en rigtig forståelse af oldtidens institutioners, skikkes, dokumenters og lovsamlingers natur, dvs. arkæologien, og især arkæologien i selve Bibelen, klart er afgørende i sin indflydelse på det spørgsmål, som Wellhausens skole har rejst (BS, 1908-10).

(c) Fremhævet af arkæologer:

Arkæologer i almindelighed har i lang tid fremført deres videnskabs overlegne krav i den kritiske strid (Brugsch, Egypt under the Pharaohs; Naville, Recueil de Travaux, IV, N.S.; Petrie, Hyksos and Israelite Cities, kapitlerne i-iv; Researches in Sinai, 188-223; Spiegelberg, Aufenthalt Israels in Aegypten; Steindorf, Explorations in Bible Lands (Hilprecht), 623-90; Sayce, Higher Criticism and the Monuments; Hommel, Ancient Hebrew Tradition, xi; Jeremias, Das alte Testament im Lichte des alten Orients).

Arkæologiens funktion i kritikken, sådan som den er fuldt belyst gennem nyere drøftelse, er følgende:

1. Historisk ramme.

Arkæologien leverer Skriftens sande historiske ramme. Ved kritikken af et maleri er det af største betydning at hænge billedet rigtigt op, før kritikken begynder. Det er ikke meget anderledes ved kritikken af litteratur, og især bibelsk litteratur. Patriarkerne og profeterne og salmisterne er åndelighedens og den religiøse litteraturs »gamle mestre«; deres værker blev frembragt under bestemte sociale, politiske, moralske og religiøse forhold og inden for bestemte omgivelser af påvirkninger, fjender, muligheder, fristelser og åndelige privilegier. Det er kun arkæologien, der kan hænge deres billeder rigtigt op, og det er kun, når de således er hængt op, at sand kritik er rede til at begynde. Kritikeren er først da en kritiker, når han har set, hvordan arkæologien har hængt billedet op (BST, 1906, 366).

2. Vejledning til metoder.

Arkæologien giver vejledning til kritikkens metoder. Det gør den; (a) Forudsætninger:

Med hensyn til forudsætninger. Forudsætninger er uundgåelige ud fra vores mentale konstitution og nødvendige for behandlingen af ethvert emne, eftersom alle emner ikke kan behandles på én gang. Men vores forudsætninger er naturligt i vid udstrækning dem, der fremkaldes af vores egen erfaring og vores eget miljø, indtil vi bliver belært på anden måde. Da det kun er arkæologien, der kan belære os om de nøjagtige omstændigheder ved visse dele af Bibelen, er det tydeligt, at vi i disse dele, uden den vejledning som arkæologien kan give, ikke kan være sikre på korrekte forudsætninger hos kritikeren.

(b) Regler:

Arkæologien giver vejledning angående kritikkens regler. Det er af største betydning, at en litteratur kun bedømmes efter de regler, som dens egne lærde fulgte. De utallige litterære levn fra Egypten og Babylonien afslører metoder og standarder, der er meget forskellige fra hinanden og endnu mere forskellige fra den moderne vestlige litteraturs, men som i markant grad udviser Det Gamle Testamentes litterære særpræg. I babylonisk litteratur lægges der stor vægt på epokegørende kronologi. I egyptisk litteratur gives der forholdsvis ringe opmærksomhed til kronologi, og den kronologi, der findes, er sjældent epokegørende, men enten synkronistisk eller blot historiefortællende. I Det Gamle Testamente findes der en blanding af alle disse former for kronologi. Desuden findes der i babylonisk litteratur omhu og en vis grad af nøjagtighed; i egyptisk litteratur er skødesløshed, sjuskethed og unøjagtighed provokerende hyppige. Det Gamle Testamentes skrifter står i denne henseende i skarp kontrast til disse andre litteraturer, men intetsteds i oldtidens orientalske litteratur findes den matematiske strenghed i formuleringen, som kræves i occidental litteratur i dag; på den anden side findes der ofte en korthed og brathed i den litterære metode, som for vestlige sind synes at være dokumenters brudstykkeagtighed. Forsøget på at oplyse orientalsk litteratur i Bibelen og uden for den ved at anvende vestlig litteraturs prøver og standarder på den er ikke mindre ødelæggende, end forsøget på at bedømme vestlig litteratur efter disse orientalske særtræk ville være.

(c) Litterær form:

Arkæologien giver vejledning angående litterær form. Meget af den moderne litteraturs bestemthed og enhed skyldes bogtrykkerkunsten og bogbinderkunsten. Al arkæologisk litteratur fra bibellandene mangler, som den gør, disse kunsters indflydelse og er i formen ubestemt eller brudstykkeagtig eller begge dele. Disse særtræk i formen og årsagerne til dem gør arkæologien meget klare gennem righoldig illustration. Den gør også klart, at brudstykkeagtighed og ubestemthed i orientalsk litteratur, for så vidt som den udspringer af den litterære form og ikke af delvis ødelæggelse af dokumenter, på ingen måde taler imod integritet.

(d) Fortolkning:

Arkæologien giver vejledning angående fortolkning. Arkæologien minder os om den banale sandhed, som alt for ofte overses, at et sprog eller en litteratur kun betyder det, som det forstås at betyde af dem, det kommer fra, således at de etymologiske, syntaktiske og spekulative fortolkningsmetoder, der anvendes i kritikken, for at være pålidelige må have støtte fra den historiske metode. I mangel af denne støtte, især hvis samtidshistorien, som den afsløres af arkæologien, er imod dem, er fortolkningen meget usikker, selv om den støttes af alle de andre kritiske metoder. Fortolkningen af en rubrik ved de etymologiske og analytiske metoder kan helt eller delvis omstødes af et enkelt billede eller en kort beskrivelse af præsten ved alteret. For eksempel er det meget foruroligende at sammenligne kommentatorers bemærkninger om bibelske henvisninger til gudsdyrkelsen på offerhøjene med de kendsgerninger, der er blevet afsløret ved den nylige opdagelse af offerhøje og den gudsdyrkelse, der foregik dér (Macalister, PEFS, 1903, 23-31; Robinson, BW, januar 1901; januar 1908, 219-25, 317-18; Vincent, Canaan, 144). Arkæologien må vejlede ved fortolkningen af oldtidens litteratur, hvad enten det drejer sig om det, der netop er blevet gravet frem, som de nylige fund af håndskrifter og monumenter, eller det, der aldrig har været tabt, som i selve Bibelen.

3. Kendsgerninger til at prøve teorier.

Arkæologien leverer kendsgerninger, hvormed teorier kan prøves.

Kendsgerninger og korrekt kritik stemmer overens:

Der kan ikke være nogen virkelig modsætning mellem arkæologiens kendsgerninger og en korrekt litterær kritik af troværdige dokumenter. Men hvem eller hvad skal afgøre, hvornår kritikken er korrekt? Hvis der er konflikt mellem arkæologiens kendsgerninger og kritikkens konklusioner, hvad må da vige? At stille spørgsmålet er at besvare det. Teori må altid vige for kendsgerninger. "Hvor arkæologiens vidnesbyrd er direkte, er det af den højest mulige værdi og afgør som regel et spørgsmål endeligt; selv hvor det er indirekte, kan det, hvis det er tilstrækkeligt omstændeligt og præcist, gøre en afgørelse højst sandsynlig" (Driver, Authority and Archaeology, 143). Denne forrang, som arkæologiske kendsgerninger har ved prøvelsen af kritiske teorier, må derfor nødvendigvis anerkendes bredt og positivt.

(a) Teorier behøver bevidnelse:

Ingen teori skal endeligt accepteres og gøres anvendelig for tro og liv, før den er prøvet og bevidnet af kendsgerninger; hvis det er en teori inden for naturens område, af naturens kendsgerninger; hvis inden for erfaringens område, af erfaringens kendsgerninger; hvis inden for historiens område, af historiens kendsgerninger. Mesteren bringer endog åbenbaringen under denne prøve, når han siger: "Hvis nogen vil gøre hans vilje, skal han erkende læren, om den er fra Gud, eller om jeg taler af mig selv" (Joh 7,17). Alt i Bibelen kan bringes i miskredit af teori; ligesom alt i himmel og på jord kan blive det — ja, er blevet det — bragt i miskredit af teori. Man kunne lige så sikkert forlade den slagne vej for det mest tillokkende, men ubekræftede syn i en østlig ørken, som at dreje sit liv bort mod en teori, der ikke er bevidnet af kendsgerning. Hvor fuldkomment synet end er, kan det dog til sidst kun være et fatamorgana, og den skuffede pilgrim kan måske aldrig finde tilbage til den sikre vej. Lad teorien først blive bekræftet af kendsgerning; da kan den modtages i livet.

(b) Succes er ikke bevidnelse:

Selv en teori, som opfylder alle de kendte betingelser i den foreliggende sag, er ikke dermed bevist at være sand og skal derfor ikke modtages i livet. Den mest tillokkende fare, som kritikken er udsat for, er den modsatte antagelse: at en teori, som opfylder alle de kendte betingelser i den foreliggende sag, dermed er bevist at være sand. Sådan er det ikke. En sådan teori må desuden bekræftes af kendsgerninger, der uafhængigt er bragt for dagen, eller af gåder, der er låst op; og selv om gåder låses op, er teorien ikke nødvendigvis en helt korrekt teori — nøglen, der drejer låsen, må ligne den nøgle, der hører til den, men kan trods alt være en falsk nøgle. Der må under alle omstændigheder, hvad enten der er tale om gåder, der er låst op, eller om kendsgerninger, der på anden måde er bragt for dagen, foreligge uafhængigt, ægte bevismateriale ud over teoriens tilpasningsevne til alle de kendte betingelser i den foreliggende sag. Og desuden må en teori ikke blot kunne bestå prøven fra nogle yderligere kendsgerninger, men prøven fra alle de betingelser, som pålægges af enhver yderligere kendsgerning, der bringes for dagen, og den må også kunne indarbejde disse nye kendsgerninger lige så naturligt som dem, teorien oprindelig blev bygget på.

(1) Teori i livet:

Problemet er ikke at afgøre én eller flere af de måder, hvorpå en begivenhed kunne have fundet sted, men den ene måde, hvorpå den faktisk fandt sted. En teori, som opfylder alle betingelserne i den foreliggende sag, kan være én af de flere måder, hvorpå begivenheden kunne have fundet sted, men kun ved uafhængigt, ægte, bekræftende bevismateriale kan nogen teori bevidnes som den måde, hvorpå begivenheden faktisk fandt sted. At denne fremstilling af sagen er korrekt i livets erfaringer, har vi rigeligt bevis for i retssagers forløb. Den mest omhyggelige procedure forhindrer ikke helt falske domfældelser. Anklageren fremlægger en teori om begåelsen af en forbrydelse, som opfylder alle sagens betingelser, sådan som de fremgår af beviserne, overbeviser tolv nævninge og opnår en domfældelse. Alligevel opdager man undertiden senere, at en anden person begik forbrydelsen på en helt anden måde. At den sætning, der her drøftes, ikke kan anvendes på litteratur, er lige så vel fastslået. Sir Peter LePage Renouf argumenterede med stor skarpsindighed og kraft for, at det er muligt at tillægge en ukendt skrift betydninger, give de således dannede ord mening, konstruere en grammatik og oversætte indskrifter som historiske udsagn og få god mening ud af det, selv om ikke et eneste tegn, eller ord, eller konstruktion, eller tanke er korrekt (Life-work, I, 6, 7). Han siger om en sådan metode: "Det er ikke vanskeligt at få De Ti Bud, Davids Salmer, de homeriske digte eller Irish Melodies frem på hvilket som helst gammelt eller moderne monument og på hvilket som helst sprog, De ønsker."

(2) Teori i litteraturen:

Der mangler ikke faktiske eksempler, som opfylder Renoufs advarende tese. De groteske, men selvsikre, forsøg på at tyde de egyptiske hieroglyffer før opdagelsen af Rosettestenen er ikke glemt. Dr. Budge siger (The Mummy, 124): "I nyere tid var den første forfatter, der skrev udførligt om hieroglyffer, Athanasius Kircher, forfatter til nogle tunge værker, hvori han foregav at have fundet nøglen til de hieroglyfiske indskrifter og at oversætte dem. Skønt han var en mand med stor lærdom, må det siges rent ud, at han, bedømt af nutidens lærde, ville blive betragtet som en bedrager." Joseph de Guignes (1770) hævdede, at Kina blev bosat af egyptere, og at de kinesiske skrifttegn kun var degenererede egyptiske hieroglyffer. Lignende fejlslagne forsøg på at tyde de hittitiske hieroglyffer og oversætte de hittitiske indskrifter må være smertefulde erindringer for fremtrædende lærde, der endnu lever, og hvis anstrengelser, som i nogle tilfælde ikke blot omfattede tegnlister, men også stavelsesskrifter, ordforråd, grammatikker og oversættelser, nu delvis, og i nogle tilfælde in toto, forkastes af hele den lærde verden. Hvor vellykkede disse lærdes nuværende eller fremtidige anstrengelser end måtte vise sig at blive, har de i det mindste delvis selv forkastet deres tidligere arbejde. Den mest plausible teori om en litteratur kan, selv om den synes at omfatte hver eneste detalje, dog til sidst vise sig, som i et eller to af de ovenfor nævnte tilfælde, at være helt falsk, når den prøves ved filologiens principper og samtidshistoriens kendsgerninger.

(3) Teori i historien:

Farerne ved ubekræftet teori i liv og litteratur er endnu større i historien, som i sin nutidige form blot er liv skrevet ned, menneskelige erfaringer overgivet til alle litteraturens tilfældigheder og konventioner. Advarslerne her fra egyptisk og klassisk historie og litteratur må ikke tilsidesættes. Menes og andre tidlige konger i Egypten blev af kritikere erklæret for blot at være mytologiske skikkelser; ligeledes Minos fra Kreta; og fortællingerne om Troja og hendes helte blev sagt at høre til i »skylandet«. Men Petries spader ved Abydos (Royal Tombs), Evans' ved Knossos (Quarterly Review, oktober 1904, 374-95) og Schliemanns ved Troja (Ilios: City and Country of the Trojans) har vist, at »skylandet« var fast jord, og at de spøgelsesagtige helte var virkelige mennesker af kød og blod. Hvis vi skal lære noget af erfaringen, må ingen teori, hverken om hellig eller profan historie, bestemt accepteres som endelig, før den er prøvet og bevidnet af kendsgerninger.

(c) Kilden til de nødvendige kendsgerninger:

Kun arkæologien frembringer nye kendsgerninger om de spørgsmål, som kritikken har rejst. Kritikken frembringer kun teorier; den kombinerer kendsgerninger, men frembringer ingen. Eksegeter og kommentatorer bringer nu sjældent, om nogensinde, nye kendsgerninger for dagen, lige så lidt som nutidens filosoffer giver verden nye tanker. En strøm af lys falder ganske vist i disse senere dage hen over eksegetens og kommentatorens side og gør deres arbejde uvurderligt mere nyttigt for fortolkningen; men kilden til dette lys er hverken kritik eller eksegese, men arkæologi. Det er arkæologien, der ved siden af Bibelens historie stiller kendsgerningerne om det samtidige liv og således belyser bibelsk litteratur og litterære metoder ved hjælp af samtidig litteratur og samtidige litteraters metoder; og det er den, der lader åbenbaringens tings renhed, hellighed og guddommelighed træde frem i deres eget herlige lys ved omkring dem at sætte skyggerne fra samtidens ritual, moral og overtro.

(d) Funktionens omfang:

Derfor må ingen kritisk teori om Bibelen endeligt accepteres og gøres til en del af vores tro, før den er prøvet og bevidnet af arkæologiske kendsgerninger. Selv Wellhausen, hvor langt han end i sin kritik afviger fra dette princip, synes at opstille det som grundlæggende i begyndelsen af sin History of Israel, når han siger: »Fra det sted, hvor branden først blev antændt, holder brandfolkene sig borte; jeg mener de religiøse oldtidsforholds og de dominerende religiøse ideers område — hele det område, som Vatke i sin Biblical Theology har afmærket. Men kun her, hvor konflikten blev antændt, kan den bringes til en bestemt afslutning« (History of Israel, 12). G. A. Smith citerer også med tilslutning disse ord fra Napoleon (Campagnes d'Egypte et de Syrie dictees par Napoleon lui-meme, II): »Når man slog lejr på ruinerne af de gamle byer, læste nogen hver aften Bibelen højt i den øverstkommanderende generals telt. Beskrivelsernes sandsynlighed og sandfærdighed var slående. De passer stadig til landet efter alle tidsaldrene og omskiftelserne.« Men dr. Smith tilføjer: »Dette er ikke mere end sandt, men det fører os ikke særlig langt. .... Alt, hvad geografien kan gøre, er at vise, om situationerne er mulige eller ej på det tidspunkt, som de henføres til; selv dette er en opgave, der ofte ligger uden for vores ressourcer« (HGHL, 108). Således har kritikere, skønt de hist og her har anerkendt arkæologiens rette funktion i kritikken, hidtil ikke givet den stort spillerum i udøvelsen af denne funktion.

II. Historie.

Drøftelsens begrænsninger:

Arkæologiens historie i kritikken, sådan som den skal fremstilles her, har hovedsagelig at gøre med prøvelsen af kritiske teorier ved hjælp af arkæologiske kendsgerninger. Arkæologiens bidrag til at give de bibelske fortællinger deres historiske baggrund udgør en stor del af dette og ethvert bibelleksikon. Historien om, hvordan kritiske metoder er blevet ledet af arkæologisk information, er under tilblivelse. Man kan næppe endnu sige, at der findes nogen at nedskrive.

Et vidt felt:

Det felt, der er åbnet for at prøve kritiske teorier ved hjælp af resultaterne fra arkæologisk forskning, er så mangfoldigt og så omfattende, at der her kun kan gives en skitse. Overdrevne påstande om udfaldet af denne prøvelse er blevet fremsat både af nogle kritikere og af nogle af deres modstandere; som når dr. Driver, efter at have undtaget de punkter, hvor arkæologiens vidnesbyrd er neutralt, siger: »På alle andre punkter harmonerer arkæologiens kendsgerninger, så langt de for øjeblikket er kendt, fuldstændigt med den position, som kritikerne almindeligvis indtager« (Authority and Archaeology, 145); eller som når astronomen C. Piazzi Smyth mente, at den store pyramide beviste, at »egypternes visdom« havde omfattet nogle af den højere matematiks indviklede problemer; og dr. Seiss i sin Miracle in Stone var overbevist om, at det samme kolossale monument i Egypten bestemt fremstillede nogle af de yderlige standpunkter i den præmillennialistiske teologi.

Nogle af de eksempler på prøvelse af kritiske teorier om Skrifterne ved hjælp af arkæologiens kendsgerninger, for hvilke der kan fremføres utvivlsomme historiske beviser, fremlægges her.

1. Teorier, der ikke berører historicitet eller integritet.

Mange kritiske teorier, især dem der ikke berører Skrifternes historicitet eller integritet, dvs. som stemmer med Skriftens umiddelbare værdi, er blevet bekræftet, og andre er blevet bragt i miskredit.

(a) Teorier bekræftet:

(1) Geografi og topografi:

Teorien om Skriftens geografiske og topografiske pålidelighed, dvs. at de folk, steder og begivenheder, som omtales i Skriften, skal findes netop dér, hvor Bibelen placerer dem. Der er gjort forsøg på at nedtone betydningen af denne geografiske og topografiske bekræftelse af Skrifternes pålidelighed (Driver, Authority and Archaeology, 148; også LOT, xi; Smith, HGHL, 108), men sådanne forsøg er ikke tilfredsstillende. Teorien om rigtigheden af de bibelske udsagn har været næsten alment accepteret; arkæologer har udrustet kostbare ekspeditioner i overensstemmelse med den, eksegesen har ladet den indgå i sine konklusioner, drøftelser er foregået ud fra den antagelse, at den er rigtig, hele mængden af identifikationer, som udgør bibelsk geografi og topografi, bevidner den, og hele rækken af hellige geografier, ensartede i hvert væsentligt punkt, foreligger som vidnesbyrd til støtte for denne teori, endog værker af de forfattere, som har omtalt den nedsættende.

(2) Folkeslagenes historie:

Teorien om Skriftens etnografiske rigtighed. At forholdet mellem folkene, sådan som det angives i Skriften, er korrekt, har været en arbejdsteori til alle almindelige formål og er kun blevet fraveget med særlige formål for øje. Kautzsch siger (Die bleibende Bedeutung des Alttestaments, 17): “Den såkaldte folketavle forbliver, ifølge alle resultater af monumental udforskning, et etnografisk originaldokument af første rang, som intet kan erstatte.” Den arkæologiske forsknings fremskridt har bekræftet denne almindelige arbejdsteori, og hvert år føjer ny bekræftelse til med hensyn til enkelte punkter, som med et særligt formål er blevet fremstillet som stridende mod teorien. At den almindelige teori om rigtigheden af stammeforholdene i Skriften er blevet og fortsat bliver opretholdt, er uomtvisteligt (Hommel, Ancient Hebrew Tradition; Gunkel, Israel und Babylonien, kapitel vi; Sayce, Patriarchal Canaan, kapitel ii; Winckler, OLZ, 15. december 1906; Budge, History of Egypt, I; Orr, POT, 400-401, 529-30). Se folketavlen.

(3) Skriftens nøjagtighed:

Teorien om Skriftens nøjagtighed både i originalerne og i afskrifterne. Enhver inspirationsteori forudsætter dette i større eller mindre grad, og den mest udbredte analytiske teori, som kritikken har fremsat, med dens lister over ord, der, som det hævdes, angiver forfatterskab, kræver for sin blotte eksistens en grad af nøjagtighed og uforanderlighed i brugen af ord, både ved nedskrivningen af originalerne og ved deres overlevering gennem afskrivere, som er større end den, nogen selv den mest krævende inspirationsteori fordrer. Overalt hvor det har været muligt at prøve Skriftens udsagn i dens mangfoldige historiske notitser og henvisninger, har arkæologien fundet den korrekt i bemærkelsesværdig grad, og det i dens nuværende form og endog i små særegenheder i formuleringen (Brugsch, Broderick-udgaven, Egypt under the Pharaohs, kapitlerne v-vi; Sayce, Patriarchal Canaan; Naville, Recueil de Travaux, IV, N.S.; Petrie, Tahpanhes; Tompkins, The Age of Abraham; Clay, Light on the Old Testament from Babel).

(4) Bibelens billedsprog:

Teorien om rigtigheden af Bibelens billedsprog. Dette er endnu en af kritikkens grundlæggende og almene arbejdsteorier, som dog undertiden glemmes. Uanset hvilken teori man har om forfatterskabet til og oprindelsen af Bibelens forskellige bøger, ligger der altid, med kun få særlige undtagelser, hos kritikerne den underliggende antagelse, at billedsproget er korrekt, når det afspejler topografien, floraen og faunaen, årstiderne og skikkene. Ja, kritikken er afhængig af billedsprogets pålidelighed, ligesom den er afhængig af nøjagtigheden i ordbrugen. Og denne underliggende antagelse hos kritikere af enhver retning er uomtvisteligt blevet bekræftet i sine almindelige træk og bliver år for år bestyrket i sine mindste detaljer, ja selv i netop de særlige tilfælde, hvor den er blevet bestridt. Herom vidner hele skaren af beboere i Østen, indsigtsfulde rejsende og videnskabelige undersøgere (Thomson; Van Lennap; Robinson; Stanley; Palmer, Desert of the Exodus; Trumbull, Kadesh Barnea; Clermont-Ganneau, Archaeological Researches; Van Dyke, Out of Doors in the Holy Land).

Foruden disse teorier af almindelig karakter kan nogle, som angår enkeltheder, nævnes:

(5) Edens have:

Teorien om, at Edens have lå et sted i Eufratdalen. Denne teori har næsten været alment fastholdt, og selv om den endnu ikke er endeligt underbygget, modtager den voksende bekræftelse ad etnologiske linjer. Overalt hvor det er muligt at spore de tidlige folkeslags udvandringslinjer, som nævnes i Bibelen, tilbage, viser det sig altid, at den endelige retning går mod et bestemt forholdsvis lille område i det vestlige Asien.

(6) Syndfloden:

Den geologiske teori om Noas flod som den sidste store ændring i landniveauerne bliver bekræftet meget præcist, ikke blot ved undersøgelser af istidens historie, men ved granskning af de spor efter katastrofen, der er efterladt på bjergene og i dalene i det centrale og vestlige Asien (Wright, The Ice Age in North America; og Scientific Confirmations of Old Testament History, kapitlerne vii-xi). Se Noas syndflod.

(7) Sodoma og Gomorra:

Den geologiske teori om ødelæggelsen af Slettens byer er blevet nøjagtigt bekræftet ved undersøgelsen af jordlagene: et bituminøst område, et stort lag stensalt dækket af svovlholdige mergellag og konglomerater sammenkittet af bitumen, en eksplosion af indespærrede gasser, som samler sig i sådanne geologiske formationer, der slyngede den brændende svovl højt op i luften, og Jordans vand, der kom ned for at opløse saltet i det sprængte stensaltlag--alt dette giver præcis det, som Bibelen beskriver, og de forhold, der findes dér i dag: røgsøjlen, der steg op mod himlen, regnen af ild og svovl, der faldt tilbage fra det eksploderende krater, Lots hustru, der blev grebet i udkanten af katastrofen og indkapslet i salt (Wright, Scientific Confirmations of Old Testament History, 144; Blankenkorn, ZDPV, XIX, 1).

(8) Hyksos og patriarkerne:

Man har længe ment, at der kunne være en forbindelse mellem de gådefulde hyksoskonger i Egypten og patriarkerne, som kunne forklare den gunstige modtagelse, ja endog kongelige udmærkelse, der blev de sidstnævnte til del. Denne teori om forbindelse er blevet meget fuldt fastslået ved Petries fund ved Tell el-Yehudiyeh (Petrie, Hyksos and Israelite Cities, 1-16). Han har ikke vist, hvilken race hyksos tilhørte, men han har vist deres stammemæssige karakter: at de, som deres navn antyder, var »beduinfyrster«, ledere for de nomadiske eller halvnomadiske stammer i Øvre og Nedre Ruthen, dvs. Syrien og Israels land, samt det nordlige og vestlige Arabien, ligesom patriarkerne var det, så de sidstnævnte af de førstnævnte blev vist den hensynsfuldhed, som én »beduinfyrste« viste en anden.

(b) Teorier, der er blevet miskrediteret:

(1) Ukultiveret Kanaan:

Det interessante billede, som man plejede at tegne af Abraham, der forlod alle sine venner og hele civilisationen bag sig for at blive pioner i et barbarisk land, er blevet stadig mere utydeligt og til sidst helt forsvundet i det stadigt voksende lys fra samtidshistorien, sådan som den er blevet åbenbaret ved babyloniske fund og fund i landet (Vincent, Canaan, kapitel i-ii).

(2) Om Melkisedek:

Om Melkisedek, »uden far og uden mor« (Hebr 7,3), har Tell el-Amarna-brevene, skønt de ikke fuldt ud giver de nødvendige oplysninger, drevet en mængde gamle kommentatorers forestillinger på flugt og peget hen imod Melkisedeks plads i en række konger i Jerusalem med en enestående titel, der fraskriver sig alle arvelige rettigheder til kronen. »Det var ikke min far, og det var ikke min mor, der indsatte mig i denne stilling, men det var kongens egen mægtige arm, der gjorde mig til herre over min fars lande og ejendele.« Denne titel, hvis korrekte oversættelse der har været megen strid om, forekommer ikke blot én gang, men synes at have været krævet ved enhver formel omtale af kongens herredømme (Budge, History of Egypt, IV, 231-35).

(3) Orientalsk kronologi:

Teorien om kronologien i de tidlige dele af Det Gamle Testamente, som gjorde den så nøjagtigt efter princippet i det kronologiske system, der er gængs i vores vestlige verden i dag, og som i virkeligheden forudsatte, at der ikke kunne findes noget andet kronologisk system, og som indtil for ganske nylig almindeligt blev fastholdt som arbejdshypotese af alle slags kritikere og kommentatorer, er blevet stærkt modificeret, hvis ikke fuldstændigt miskrediteret, af både arkæologisk og etnologisk forskning. Hvad end systemet og metoden for kronologi kan have været i den tidlige bibelhistorie, var den i hvert fald ikke den samme som vores epokale kronologi, der bygger på nøjagtig astronomisk tid. Orientens tidlige kronologier var sædvanligvis historiske, ofte synkronistiske, men meget sjældent epokale. Det første og sædvanligvis eneste formål med nutidens kronologi er at optegne tidens gang; de gamle systemer i Østen indførte ofte et moralsk element; begivenheder snarere end tid blev optegnet, og den tid, hvori intet skete, og den mand, der intet udrettede, blev let forbigået i tavshed. Undertiden blev krøniker ordnet symmetrisk, og undertiden synes den visionære tidsopfattelse, der findes i al profeti, at have været fremherskende i historieskrivningen. Sikkert er det, at gammel orientalsk tænkning anså menneskets forhold til livet for langt vigtigere end dets forhold til tiden--en dybere moralsk opfattelse af kronologi end vores egen (Green, BS, april 1890, 285-303).

2. Teorier, der berører Skriftens integritet eller historicitet.

Mange kritiske teorier, der angriber Skriftens integritet eller historicitet, dvs. rekonstruktive teorier, er blevet fuldstændigt miskrediteret af arkæologiske vidnesbyrd og i nogle tilfælde opgivet af dem, der fastholdt dem (jf. Driver, Genesis, tillæg, 7. udgave, xx).

(a) Uvidenhed om patriarktiden:

Uvidenheden i patriarktiden var engang en grænsefæstning, som truede alle litterære prætentioner bort hinsides denne grænse. Denne uvidenhed blev, skønt den aldrig blev hævdet af alle fortalere for en rekonstruerende kritik, hævdet af nogle. Von Bohlen spottede over tanken om, at den "utugtede hob" skulle have kendskab til love (Gen, 29-41; jf. Reuss, Gesch des Altes Testament, 96; Dillmann, Nu and Josh, 594). Dr. Driver siger ganske vist: "Det benægtes ikke, at patriarkerne besad skrivekunsten," men han anser deres besiddelse af en litteratur for en ren hypotese, for hvis sandhed der ikke kan anføres noget positivt grundlag (Gen, xlii-xliii; også Orr, POT, 375). At denne teori er fuldstændig opgivet af alle, behøver næppe at siges. Fundet af vidnesbyrd om et postsystem i Kanaan på Naram Sins tid (Sayce, Archaeology of the Cuneiform Inscriptions, 143; Heuzey, Revue d'Assyriologie, 1897, 1-12), den nøje overensstemmelse mellem mange af de patriarkalske skikke og begivenheder og skreven lov, sådan som DeMorgans fund af Hammurabis lov har åbenbaret, dr. Murchs fund af Tell el-Amarna-brevene, der afslører den store udbredelse af skrivekunsten omkring et hundrede og tredive år før udgangen af Egypten, sammen med den gradvise tilbageskydning gennem epigrafisk vidnesbyrd af tidspunktet for den hebraiske skrifts oprindelse (Clay, Amurru, 30-32), og det overvældende vidnesbyrd fra nyere udgravninger om den almindelige kultur og forfinelse i patriarktidens Israels land, har — selv om det endnu ikke fuldt ud gør den nøjagtige tilstand af den patriarkalske civilisation kendt — gjort enhver teori om denne tidsalders uvidenhed umulig.

(b) Religiøse ideer i Kanaan:

Teorien om den nomadiske, halvbarbariske tilstand i landet og om umuligheden af høje religiøse ideer blandt patriarkerne før udgangen af Egypten (Kuenen, Rel of Ideas Israel, I, 108-109), skønt den er meget nært forbundet med den foregående, kræver særskilt omtale. Denne teori er væsentlig for den gængse evolutionære opfattelse af Israels historie og er udtrykkeligt blevet tilsluttet af næsten alle, der har denne opfattelse (G. A. Smith, The Expositor, 1908, 254-72; jf. POT, 60). Denne teori har, skønt den er mindre vigtig for andre kritiske skoler, i virkeligheden været hævdet af næsten alle kommentatorer. Men fundet af det tidligste mur- og cisternearbejde ved Taanak (Sellin), og de ingeniørmæssige bedrifter ved forsvarsanlæggene og vandanlæggene ved Gezer (Macalister og Vincent, PEFS), og den 40 fod høje bymur, som er afbildet i en egyptisk illustration af kana'anæisk krig (Petrie, Deshasha, plural IV), samt listen over det rigeste bytte, som Thutmosis III tog (Sayce, Archaeology of the Cuneiform Inscriptions, 156-57; Birch, RP, 1st ser, II, 35-52; Lepsius, Denkmaler, Abth. III, bl. 32, 32A, 30A, 30B; Auswahl, III, L. 42-45), og som næppe kunne samles tilsvarende af alle verdens museer i dag, vidner ligeledes om tidens luksuriøse kultur og forfinelse. Alt dette, i tillæg til den store mængde vidnesbyrd imod uvidenheden i patriarktiden (se (a) ovenfor), understøtter på overvældende måde W. Max Mullers opfattelse, at "civilisationen i Israels land i patriarktiden fuldt ud var på højde med Egyptens."

(c) Evolutionær historie:

Teorien om udviklingen af Israels historie hovedsagelig ud fra en kana'anæisk oprindelse og et kana'anæisk miljø (Budde, Hist of Israel before the Exile, især 77; Kuenen, Hist of Israel, 225; Wellhausen, Hist of Israel, 462). Fund i landet viser en kontrast mellem hebræernes enestående religion og religionen hos de omgivende folk i Kanaan, så markant som den vel kan være. Vidnesbyrdet drejer sig slet ikke om en renere religion, der vokser frem af landets slette kultur, men om en renere religion, der kommer ned og overvælder den (PEFS, 1902-9; G. A. Smith, Mod. Crit. and the Preaching of the Old Testament, kapitel iv, især 142; PEFS, 1905, 287-88).

Når vi nu går ned til nogle få af den store mængde enkeltheder, kan vi nævne:

(d) Mytologi og Bibelen:

Teorien om den legendariske karakter af de fire konger i 1 Mos 14 og af hittitterne; og teorien om den generelt mytologiske karakter af Bibelens tidlige dele. De fire konger er blevet kaldt "små sheiker fra ørkenen", og deres navne "etymologiske opfindelser". Beretningens historiske karakter med hensyn til disse konger er af mange blevet fuldstændig bragt i miskredit. Noldeke når i sine Untersuchungen til det resultat, at historien (1 Mos 14) igennem det hele er en "fri skabelse", og at personen Melkisedek er en "poetisk skikkelse". Og Wellhausen mener, at Noldeke gav historiens historicitet "dødsstødet" (Wellhausen, Comp. of the Hexateuch, 311-12). Ed. Meyer er af samme opfattelse som Noldeke, men udtrykker sig på en endnu mere ugunstig måde (Gesch, 136). Hitzig går dog til den yderste nedvurdering, når han i Kedorlaomers felttog kun ser en antydning af Sankeribs invasion (2 Kong 19,13). Delitzsch giver en meget omfattende gennemgang af de kritikere, som har betragtet denne fortælling om kongerne som en legende med lille eller intet historisk grundlag (Gen, I, 396-99; jf. Dillmann, Gen, II, 32-33). Desuden har den mytologiske karakter af Bibelens tidlige dele i almindelighed haft ivrige fortalere (Stade, Gesch, 129-30; Schultz, Old Testament Theology, I, 31; Wellhausen, Gesch Israels, 317-20).

(1) Kedorlaomer og hans allierede:

Men de fire konger er dukket op i arkæologiske opdagelser. Selv om der stadig er nogen uenighed om identifikationen af visse af dem, er forbundet dukket op i Babylonien, og det samme er det babyloniske overherredømme over Kanaan i den tidsalder, som fortællingen kræver, og i det hele taget hele den historiske ramme, som fortællingen passer fuldstændig naturligt ind i (Jeremias, Das alte Testament im Lichte des alten Orients; Hommel, Hebrew Tradition, kapitel v; Clay, Light on the Old Testament from Babel, kapitel vi). Men myter får ikke arkæologisk bekræftelse af en sådan art, som ikke blot er blevet givet til fortællingen om de fire kongers forbund, men som også hurtigt bringer træk frem af hele den tidlige gammeltestamentlige historie (Gunkel, Gen, 263; Ladd, Doct of Sac Scrip, I, 737).

(2) Hetitterne:

Dernæst er der tidligere blevet rejst alvorlig tvivl om hetitterne. Af og til er det frimodigt blevet sagt, at »et sådant folk aldrig har eksisteret« (sammenlign Newman, Hebrew Monarchy, 184-85; Budge, Hist of Egypt, IV, 136). Men ud over Ramses II's traktat med »Kheta«, som længe almindeligvis blev anset for at være hetitterne (RP, 2. række, IV, 25-32), og henvisningerne til »Hatti« i Tell el-Amarna-brevene, som også blev ment at være det samme folk, har vi nu Wincklers store opdagelse af hetitternes hovedstad ved Boghaz-Koi og den hetittiske kopi af traktaten med Ramses II i kileskrift. Hetitterne viser sig at være en stor nation, en tredje ved siden af Egypten og Babylonien (OLZ, 15. december 1906). Se hetitterne.

(e) Teorien om anakronismer.

Bortset fra den almindelige anvendelse af denne teori, som mange kritikere har gjort på det traditionelle syn på Skriften, og påstanden om den systematiske fremstilling af tidligere begivenheder i lyset af langt senere tider (Robertson, Early Religion, 30; Frip, Comp. of Gen), er mange særlige eksempler på anakronismer blevet fremført. Det er blevet sagt, at Edom nævnes for tidligt i fortællingen (De Wette, Int, II, 71, Parkers note; også Gunkel, Gen, 61). Men en embedsmand under Seti Meremptah II, omtrent på udvandringens tid, nævner i en officiel rapport Edoms folk som nogle, der ønskede at lade deres hjorde græsse i Goshen. De havde således allerede tidligt fundet vej tværs over Sinaihalvøen (Muller, Asien und Europa, 135; sammenlign Papyrus Anastasia). Dernæst er Moab, som længe ikke var identificeret, blevet gjort til genstand for tvivl om dets eksistens på et så tidligt tidspunkt som ved dets første omtale; men det forekommer også i en indskrift af Ramses II nær udvandringens tid, og Moabs land placeres i »Ruthen«, det egyptiske navn for Syrien og Kanaan samt det nordlige og vestlige Arabien (Kyle, »Geographical and Ethnic Lists of Rameses II,« Recueil de Travaux, XXX).

3. Teorier, som nu anfægtes.

Flere kritiske teorier anfægtes netop nu i den arkæologiske opdagelses navn; om anfægtelserne i sidste ende vil blive fastholdt eller ej, må tiden vise. Kun nogle få nævnes her, men de er af en sådan karakter, at de, hvis de til sidst fastholdes, vil få vidtrækkende betydning for kritikken.

(a) Semitiske oprindelser:

Teorien, som længe har været etableret og næsten universelt antaget, om den babyloniske oprindelse og den vestgående retning for den tidlige semitiske kultur, især de religiøse traditioner (Barton, Semitic Origins, kapitel i; også »Tiamat,« JAOS, XVI, 1-27; Paton, Early Hist of Palestine and Syria, kapitler iii-viii; Driver, Gen, 30-31; Orr, POT, 397). Denne teori er i nogen tid blevet mildt betvivlet og anfægtes nu åbent. En fuldstændig kovending foreslås på grund af mange arkæologiske overvejelser, som, hævdes det, gør Amurru, Syrien og Kanaan, den nordlige semits hjemland, til, om ikke den oprindelige kilde til semitisk kultur, så i hvert fald en tidligere kilde end Babylonien, og den religiøse kulturs retning blandt semitterne i denne tidlige tidsalder til ikke at være vestgående, men østgående, sådan som det tilsyneladende er i 1 Mos 11,2 i Revised Version (British and American) (Clay, Amurru, the Home of the Northern Semites).

(b) Indvandringen i Kanaan:

Teorien om den gradvise indvandring i Kanaan i stedet for erobringen anfægtes nu for første gang af vidnesbyrd ud over beretningen i Josva. Sådanne undersøgelser i landet og indsamlingen af sådanne vidnesbyrd er først begyndt inden for nogle få år, og på grund af spørgsmålets store bredde er processen nødvendigvis langsom. Så langt udgravningerne imidlertid er nået, peger vidnesbyrdet på en tydelig ændring i kulturen, selv i byer som Gezer, dog uden at den kana'anæiske kultur fuldt ud kommer under israelitisk indflydelse og bukker under for den; nøjagtigt, faktisk, som det fremstilles i den bibelske fortælling (PEFS, 1903, 49, Macalister; ib, 1908, Macalister, 17; Vincent, 228).

(c) Datering af de hermetiske skrifter til e.Kr.:

Synet på de hermetiske skrifter som efterkristne. Disse egyptiske dokumenter på græsk er blevet anset for at afspejle tidlig kristen tænkning i Egypten, hovedsagelig på grund af en vis »uhellig lighed« med evangeliesprog, som findes i dem. En nylig kritisk undersøgelse af disse skrifter har, hævdes det, på grundlag af arkæologiske vidnesbyrd samlet fra skrifterne selv fastslået, at den »uhellige lighed« med evangelieudtryk ikke opstod ved en afspejling af kristen lære, men ved evangelisternes overtagelse af gængse udtryk fra alexandrinsk græsk, der var i brug i førkristent teologisk sprog. Dette syn på de hermetiske skrifter kan, hvis det endeligt fastslås, ikke undgå at få vidtrækkende betydning for studiet af Det Nye Testamente (Petrie, Personal Religion in Egypt before Christianity).

4. Rekonstruktiv kritik ikke bekræftet.

(a) Nogle kritikeres påstande:

Ikke én eneste kritisk teori, som stadig fastholdes, enten almindeligt eller af fremtrædende enkeltkritikere, og som foreslår at tage Skriften for andet end dens umiddelbare betydning, er blevet understøttet af arkæologien. Påstanden om det modsatte, at "på alle andre (omstridte) punkter harmonerer arkæologiens kendsgerninger, så langt som de for tiden er kendt, fuldstændigt med de standpunkter, som kritikerne almindeligvis hævder" (Driver, Authority and Archaeology, 145; LOT (1897), forord, xviii; Gen, tillæg til 7. udgave, XXXIV-XXXVI), betyder enten, at sådanne ikke-understøttede teorier ikke hævdes af den person, der fremsætter påstanden, og ikke af ham regnes for almindeligt hævdet af kritikere, eller, mere almindeligt, at de pågældende teorier ikke er blevet positivt og definitivt modsagt af arkæologiske vidnesbyrd. Men det er ikke nok, at teorier ikke definitivt modsiges af arkæologiske vidnesbyrd; vi har set (sammenlign ovenfor), at de må bekræftes definitivt, før de accepteres og får lov til at påvirke ens tro. Et eksempel på kritikkens påstande om harmonien mellem dens teorier og arkæologiens kendsgerninger, en påstand hvis betydning fortjener at blive fremlagt udførligt, findes i tillæggene til 7. udgave af Drivers Introduction to Gen, kritikkens seneste og mest positive udtalelse om dette emne. Driver siger (xxxiv): Det hævdes udtrykkeligt af professor Sayce og indirekte af dr. Orr og professor A. T. Clay, at Nöldekes argumenter mod den historiske karakter af beretningen i 1 Mos 14 er blevet gendrevet af arkæologien. Udsagnet giver en sådan anskuelsesundervisning i de metoder, som kritikkens modstandere ikke sjældent støtter sig til, at det kan være umagen værd her at forklare de grunde, hvorpå det hviler.

Her er professor Sayces ord (Monumental Facts, 1904, 54; jf., dog uden Nöldekes navn, Monuments, 161 f): "I 1869 udgav den store semitiske forsker, professor Nöldeke, en afhandling om den uhistoriske karakter af 1 Mos 14. Han erklærede, at `kritikken' for altid havde modbevist dens krav på at være historisk. Den politiske situation, som den forudsatte, var utroværdig og umulig; på en så fjern tid kunne babyloniske hære ikke have marcheret til Kanaan, langt mindre kunne Kanaan have været en underlagt provins under Babylonien. Hele fortællingen var faktisk en fiktion, bygget på den assyriske erobring af landet i senere dage. Navnene på de fyrster, der mindes i den, var etymologiske opfindelser: fremtrædende semitiske forskere havde allerede forklaret Kedorlaomers og hans allieredes navne ud fra sanskrit, og de kana'anæiske fyrsters navne blev afledt af de begivenheder, hvori de antoges at have taget del." Og derefter fortsætter han triumferende med at erklære (55), hvordan arkæologiens fremskridt har gendrevet alle disse udsagn. ....

Det vil sandsynligvis overraske læseren at få at vide, at af den række argumenter, som således tilskrives professor Nöldeke, tilskrives det ene om navnene ham med delvis korrekthed (skønt det, for så vidt som det er korrekt gengivet, ikke er blevet gendrevet af arkæologien), mens de andre argumenter aldrig overhovedet blev brugt af ham .... (xxxv). Det ene gran af sandhed i professor Sayces lange anklageskrift er, at navnene på de fem kana'anæiske konger, som gives, Bera og Birsha (der antyder tanken om "ondskab" og "ugudelighed"), og måske også Shinab og Shemeber, er kunstigt dannede; men dette (NB) hævdes ikke om navnet på nogen af de fire konger fra øst. .... Faktum er, at Nöldekes argumenter om 1 Mos 14 ikke er blevet gendrevet, ja ikke engang berørt, af arkæologien. .... Professor Sayce har ganske enkelt slet ikke nævnt Nöldekes virkelige argumenter. De nævnes heller ikke af dr. Orr eller professor Clay.

.... Arkæologien har mødt de argumenter, som Nöldeke ikke brugte; den har ikke mødt de argumenter, som han brugte. Nöldeke betvivlede aldrig, sådan som professor Sayce erklærer, at han gjorde, den almindelige mulighed på denne tid af, at en ekspedition kunne sendes fra det fjerne Østen ind i Kanaan: hans argument bestod i at påpege forskellige historiske usandsynligheder, der knytter sig til detaljerne i en bestemt ekspedition; og arkæologien kan kun omstyrte dette argument ved at fremlægge bevis for, at denne ekspedition, med detaljerne sådan som de er angivet i 1 Mos 14, faktisk fandt sted. Og dette har arkæologien indtil nu (juni 1909) ikke gjort.

(b) Nöldekes påstande:

Sammenlign med disse erklæringer af Driver, én for én, om end i en noget anden rækkefølge, Nöldekes egne ord. Han siger (Untersuchungen, 157-60):

"Kapitlet begynder med en imponerende opregning af konger, på hvis tid den fortalte begivenhed angives at have fundet sted. .... Hvad nytte er der i en datering efter konger, hvis regeringstid er os fuldstændig ukendt? .... således at dateringen er helt overflødig og intet fortæller os."

Bera og Birsha siges at være "ganske afgjort uhistoriske. .... Også den allittererende sammenstilling af disse navne taler mere for deres fiktive end for deres historiske oprindelse. Det er påfaldende, at der for den ene historiske by, Zoar, ikke gives noget navn på kongen. .... Desuden er vi ikke bundet til nogen tid, for den omtalte begivenhed kunne lige så godt have fundet sted i året 4000 som 2000; Første Mosebogs kunstige kronologi er ingen regel for os. .... Hvorfra fortælleren fik navnene på de fjendtlige konger, kan vi ikke sige. De kan virkelig være blevet overleveret til ham, måske i en ganske anden sammenhæng. Hvordan det end forholder sig, er det yderste, vi kan indrømme, at han har anvendt nogle få korrekte navne blandet med falske eller opfundne, og det skær af historicitet, som derved frembringes, kan lige så lidt varigt bedrage os som egennavnene og dateringerne i Esters bog. .... Indrøm foreløbigt korrektheden af kongernes navne og prøv beretningen videre."

Her følger Noldeke i et langt afsnit en reductio ad absurdum og argumenterer for, at den foreløbige antagelse fra et historisk synspunkt er utrolig og umulig, og han konkluderer (163): "Nu er hele denne ekspedition historisk usandsynlig i samme grad, som den er egnet til at frembringe en slående virkning; det sædvanlige tegn på, at den er opdigtet. .... Ligger fortællingens åbenbare usandsynlighed ikke netop i de detaljer, som giver den præg af historicitet?"

Om beretningen om Abrams forfølgelse af kongerne og Lots redning siger han (165): "Hvis det er muligt, så er intet umuligt. Man kan svare, at antallet af Abrams tjenere i virkeligheden var meget større; men alt afhænger af det, og tallet hører igen til netop de ting, som breder historicitetens bedrageriske skær ud over fortællingen."

Om Melkisedek og Abrams amoritiske allierede siger han (168): "Sådan hober beviserne sig op for, at vores fortælling ikke har nogen historisk værdi. .... Selv om resten af kapitlet var historisk, ville vi stadig regne Melkisedek for en poetisk skikkelse." Han sammenfatter argumentet med følgende ord (170-71): "I overensstemmelse med det, der er blevet sagt, er det meget usandsynligt, at forfatteren i hovedsagerne byggede på en virkelig folkelig tradition, men vi må antage som et faktum, at det hele igennem er en fri skabelse."

Om samme emne, som svar til nogle af sine kritikere (Zeitschrift fur W. Theol, 1870, 218-19), siger han: "Jeg sammenfatter endnu en gang hovedpunkterne:

(1) Af de navne, der nævnes i 1 Mos 14, er flere uhistoriske (navnet Sodoma og Gomorra, de tre amoritter, Melkisedek; efter min opfattelse også Abram og Lot og sandsynligvis de fire ødelagte byer).

(2) Kongernes ekspedition kan ikke have fundet sted, sådan som den fortælles .... selv gennem fortællingens store klarhed får vi at vide, at vi her har at gøre med et romantisk tog, hvis forløb bestemmes af sigtet mod en skarpere effekt, og som i sig selv ikke har nogen historisk sandsynlighed.

(3) Det lille antal i hæren, hvis fuldstændige sejr over de fire kongers hær til sidst bliver fortællingens klimaks, strider mod fornuften, selv om det netop betegner omtrent det højeste antal, som en privat borger kunne stille i marken som sine egne krigere.

"Den, der nu gennem alt dette vil holde fast ved en historisk kerne, kan gøre det; han må da indrømme, at en konge af Elam på et helt usikkert tidspunkt i den fjerne oldtid herskede over Jordanlandet og foretog et krigstog dertil. Men det ville være den største indrømmelse, jeg kunne give. Alt mere præcist, såsom tal, navne osv., og også netop det, der frembringer indtrykket af omhyggelig tradition og troværdighed, er dels falsk, dels ganske upålideligt .... især kunne man ud over selve erobringen overhovedet intet vide. Men for mig forekommer det stadig langt mere sandsynligt, i betragtning af fortællingens sammenhængende og, med henblik på fortællerens mål, særdeles velordnede, men dog i virkeligheden umulige forløb, hvorfra der ikke kan udskilles enkelte ting som blot overdrivelse af traditionen, at vi her har en bevidst fiktion, hvori kun nogle få historiske navne er blevet brugt."

(c) Arkæologiens kendsgerninger:

Når man nu erindrer sig arkæologiens kendsgerninger i dette tilfælde (sammenlign ovenfor), bliver det tydeligt, at de er meget langt fra at "stemme helt overens" med den opfattelse, som Noldeke har fremsat, og Driver har gentaget, og metoden til at hævde en sådan "overensstemmelse" fremstår meget klart. Desuden gælder det, der er sandt om denne særlige teori hos Noldeke og Driver, i lige så høj grad andre radikale kritiske teorier, som for tiden hævdes. Af de nuværende rekonstruktive teorier i kritikken--at patriarkerne ikke er enkeltpersoner, men personifikationer; den rå, nomadiske, halvbarbariske tilstand i landet i patriarktiden; ørkenen; Egypten; Moses' forholdsvis ringe betydning som lovgiver; den gradvise indtrængen i landet; den naturalistiske oprindelse af Israels religion fra astralmyter; og Pentateukens sene forfatterskab--er ikke én ved at blive underbygget. Hvor meget arkæologisk evidens der end måtte være, som er negativ af karakter, eller som ikke bestemt taler imod kritikkens rekonstruktive teorier, kan ingen faktisk pege på et eneste bestemt punkt i den arkæologiske evidens, hvorved nogen af disse teorier positivt underbygges og bekræftes.

5. Diskussionens nuværende stade.

Det nuværende trin i fremskridtet med at prøve kritiske teorier ved arkæologisk evidens kan kort beskrives. Bibelen, taget efter sin umiddelbare mening, bliver bekræftet overalt, hvor arkæologien umiddelbart og bestemt berører den. At illustrere denne påstand fuldt ud ville være at anføre hvert eneste bestemte stykke arkæologisk evidens på det bibelske område inden for videnskabelig forskning gennem de sidste hundrede år.

Men syn på Skriften må til sidst stemme overens med arkæologiens resultater, dvs. med samtidshistorien; og ligesom arkæologisk forskning får denne samtidshistorie til at træde frem, må kritiske teorier, der står i modstrid med den, nødvendigvis vige. Så langt processen er blevet ført indtil nu, bringer arkæologien derfor kritikken i harmoni med Skriftens umiddelbare mening og opmuntrer ikke bestemt og utvetydigt forsøg på litterær rekonstruktion af nogen del af Bibelen, skønt den undertiden bliver bedt om at yde en sådan tjeneste.

LITTERATUR.

Litteraturen til diskussionen er fremgået af de henvisninger, der er givet udførligt gennem hele denne artikel. Litteraturen om emnet for denne artikel, "Arkæologi og kritik," er, som angivet ovenfor, yderst sparsom, eftersom emnets betydning først for nylig er trådt i forgrunden og blevet almindeligt anerkendt. Følgende kan nævnes: Driver, i Authority and Archaeology (Hogarth), kapitel i; Eerdmans, Hibbert Journal, juli 1909; også Alttestamentliche Studien; Orr, The Problem of the Old Testament, kapitel xi; Bennett, Contemporary Review, 1906, 518.

M. G. Kyle