Arkitektur

ar'-ki-tek-tur:

I. ALMINDELIG HISTORIE

1. Planer, overslag og opmåling

2. Henvisninger i Det Gamle Testamente

II. SALOMOS TEMPEL OG PALADS

1. Konstruktion og materialer

2. Stil

3. Kendsgerninger

4. Fønikiske formgivere

III. KONKLUSIONER UD FRA FAKTISKE LEVNINGER

1. Forsvarsmure

2. Gader

3. Fravær af den »store stil«

4. Salomonisk detalje

5. Onias' tempel

6. Sammenligning med makkabæisk arbejde

7. Malede grave ved Marissa

8. Karakteristisk træk

IV. HERODIANSK ARBEJDE

V. SYNAGOGER

VI. AFSLUTNING

LITTERATUR

I. Almindelig historie.

Ordene »arkitekt« og »arkitektur« forekommer ikke i Det Gamle Testamente eller Det Nye Testamente. Ligesom en nations storhed og dens sociale højde afspejles i den arkitektoniske udviklings forløb, således afspejles en nations manglende evne til at nå frem til fast etablering, efter sejr i krig, i fraværet af en sådan udvikling. Denne sidste tilstand var jødernes i Israels land; de formåede ikke at etablere sig på en sådan måde, at deres karakter og mål kunne finde sandt udtryk i arkitektur. Landet begunstigede på grund af sin geografiske beliggenhed og sin opsplittede territoriale karakter, som overdrev indbyggernes stammepræg, ikke et politisk imperium (se HGHL, 10). Jødernes store vanskelighed var bevarelsen af deres egen integritet. Der kunne ikke være sejrrige felttog til fremmede lande, som kunne inspirere monumentale vidnesbyrd om våbenbedrifter, og de havde heller ikke inspiration fra forskellige guder eller helgener, til hvis ære store og særskilte bygninger kunne rejses. Deres boliger var, af omstændighedernes tvang, beskedne, og deres grave havde samme karakter.

1. Planer, overslag og opmåling:

Skønt der i de mindre bygninger er meget lidt vidnesbyrd om, at bygmesteren har været styret af en på forhånd tegnet plan, synes der ikke at være tvivl om, at der ved større arbejder blev udarbejdet en plan. Tabernaklet blev lavet efter et »mønster« (2 Mos 25,9), og Salomos tempel blev også udformet og forelagt til godkendelse (1 Krøn 28,11). Man tog også den anslåede omkostning i betragtning (Luk 14,28). Tilsvarende et målebånd og en fodstok kan identificeres (Ez 40,3; Ez 40,5; Ez 47,3; Åb 11,1; Åb 21,15).

Israelitterne ankom i telte, og de befæstede byer, »store og befæstede helt op til himlen« (5 Mos 1,28 King James Version), som de indtog og besatte, var godt befæstede, uskønne tilflugtssteder, der dækkede områder på alt fra 12 acres (ca. 4,9 ha), som ved Taanak og Megiddo, til omkring 23 acres (ca. 9,3 ha), som ved Gezer (Canaan d'apres l'exploration recente). Boligerne inden for murene var ringe bygninger af soltørrede mursten eller grov sten; i mange tilfælde var de klippeudhuggede huler. Det er sandt, at jøderne ved begyndelsen af deres fulde besiddelse forsøgte at bygge smukt og gjorde bestræbelser på større soliditet, idet de benyttede den bedste hjælp, der var til rådighed; forsøget var imidlertid dømt til at mislykkes. Deres vigtigste bygninger var deres fæstningsværker. Den ingeniørmæssige dygtighed, der kom til udtryk i opførelsen af akvædukter og andre vandsystemer, blev presset frem hos dem af ren og skær nødvendighed og beviste eksistensen af en latent konstruktiv kraft, som de aldrig fik varig mulighed for at anvende på arkitektur. I slående kontrast står korsfarernes arkitektur. På en forholdsvis kort tid på mindre end 200 år, hvor udøvelse af fredens kunster i halvdelen af perioden næsten var umulig, satte de deres præg på besættelsen ved at opføre et enormt antal store og smukke bygninger, hvis ruiner er blandt de mest imponerende kendemærker i landet.

2. Henvisninger i Det Gamle Testamente:

De ofte gentagne henvisninger til byggemæssig storhed i Det Gamle Testamente viser en stolthed, der slet ikke står i forhold til virkeligheden. De fortæller historien om en lang ørkenvandring, hvor jøderne, som teltboere, blev imponerede af de befæstede byer, som de med usædvanlig tapperhed stormede og besatte, og som de derfor, med tilgivelig begejstring, overdrev til Guds ære. Skønt henvisninger til bygninger i Det Gamle Testamente er hyppige, er de sjældent tilstrækkeligt detaljerede til at give en forestilling om deres karakter. Kain byggede en by og gav den navnet Enok (1 Mos 4,17); hans efterkommer Tubal-Kain var »lærer for enhver håndværker i kobber og jern« (1 Mos 4,22 Revised Version, randnote). Beskrivelsen af arkens plan (1 Mos 6,14) er den første detaljerede arkitektoniske beskrivelse i Det Gamle Testamente. Assur, en efterkommer af Kam, byggede Nineve og andre byer (1 Mos 10,11). Babelstårnet blev bygget af »teglsten i stedet for sten og asfalt i stedet for mørtel« (1 Mos 11,3). I 2 Mos 27,9-21 gives plan, mål og konstruktion for tabernaklet.

II. Salomos tempel og palads.

Den mest fuldstændige arkitektoniske henvisning er beskrivelsen af Salomos tempel og palads (2 Mos 1; 2 Mos 7) og (2 Mos 40; 2 Mos 41). Disse bygninger behandles udførligt under TEMPEL, men en kort bemærkning er her nødvendig, da de langt overgår alle andre bygninger, der nævnes i Det Gamle Testamente. Det er klart, at Salomo havde ambition om arkitektonisk storhed, og i overensstemmelse med Davids eksempel (2 Sam 5,11) ansatte han fønikiske formgivere og håndværkere til at udføre arbejdet.

1. Konstruktion og materialer:

Det vides, at bygningerne var af sten, at kamrene omkring templet var tre etager høje, og at templet var overdækket (formodentlig fladt) med cedertræ. Fergussons rekonstruktion viser et skrånende tag, efter forbillede af tabernaklets skrånende tag (Temples of the Jews, 26). Væggene og lofterne var beklædt med cedertræ, så der »ikke sås nogen sten« (1 Kong 6,18) inde i huset. Det indre var beriget med udskåret løvværk og keruber, og i den dekorative udformning blev guld anvendt i rigt mål. Beskrivelsen af det ydre er mindre detaljeret. Stenene var store og, som i Egyptens bygninger, »savet med save« »fra fundament til gesims« (1 Kong 7,9), »fra fundament til murenens top« (3 Kong 7,9, Douay Version). Følgen deraf er, at murværket havde glatte flader: »intet spor af nogen hammer« (Ant., VIII, iii, 2). Vinduerne var »smalle« (1 Kong 6,4 KJV), og de omtales gentagne gange (Ez 40,16; Ez 40,26). I paladsets indre blev cederbjælker båret af rækker af cedertræssøjler, og der var tre rækker vinduer, én række for hver etage, lige over for hinanden. Døre og stolper var »firkantede i udsyn« (1 Kong 7,5 English Revised Version), dvs. med firkantet overligger. I Ez 40,21 ff nævner de engelske bibeloversættelser gentagne gange buer, men dette er en oversættelsesfejl. Se ARCH.

2. Stil:

I beskrivelsen er der meget få holdepunkter for arkitekturens stil. Den rige karakter af messingsøjlerne og deres »kapitæler« (1 Kong 7,15 ff engelske oversættelser) peger på en vis længsel efter en udsmykket bjælke- og søjlestil. Der er dog ingen antydning af en sådan stil i konstruktiv sten. Der nævnes ikke noget afsluttende træk af særlig art, ikke engang et tagskæg, blot en »afdækning«. Brugen af en afdækning tyder på, at murene var kronet af brystværn, »rækværn« (5 Mos 22,8 engelske oversættelser), i overensstemmelse med loven. Fergussons rekonstruktion viser både gesims og brystværn (Temples of the Jews, frontispice).

Man kan kun vagt gætte på de inspirationskilder, der ledte bygmesterne. Beskrivelsen viser tydeligt, at Egyptens store søjlearkitektur ikke blev taget som forbillede, skønt visse egyptiske kendetegn i detaljen er tydelige i samtidige arbejder. Sandsynligvis gjorde fønikisk samkvem med Middelhavsområdet i almindelighed sin indflydelse gældende, og i så fald kunne man udlede et forholdsvis fattigt resultat.

3. Kendsgerninger:

Tilbage står disse kendsgerninger, nemlig at der her beskrives en gruppe bygninger af forholdsvis stor målestok; indvendigt i det mindste rigt detaljerede og anlagt på en måde, der viser en betydelig forståelse for arkitektonisk egnethed, inspireret af ambition om monumental storhed og viet, som alt hvad der er stort og spontant i arkitekturen, til Guds ære. Den ene store mangel lå i den fuldstændige mangel på en national konstruktiv evne til at svare på kaldet.

4. Fønikiske formgivere:

Fønikerne, som blev ansat, synes at have været ligegyldige bygmestre. De brugte 13 år på at bygge Salomos hus (1 Kong 7,1) og 7 1/2 år på at bygge templet (1 Kong 6,38), og de fandt efter al sandsynlighed et så stort arbejde uden for deres evner til tilstrækkeligt at begribe det, især fordi huset for en fremmed Gud ikke virkede inspirerende. »Vil du bygge mig et hus, som jeg kan bo i?« (2 Sam 7,5 engelske oversættelser) var en befaling, som de kun var lejet til at opfylde.

III. Konklusioner ud fra faktiske levn.

Der findes kun meget få kendte eksempler, hvorfra man kan hente kundskab om jødisk arkitektur. Ingen står nu oprejst, og det, spaden har afdækket, beviser ikke stort mere end blot et bygningshåndværk af ringere orden. Levn fra monarkiets periode er blevet afdækket på flere steder, især Jerusalem, Lakish, Tel es Safi (Gat?), Gezer, Taanak, Tel es Mutesellim (Megiddo), Jeriko, og disse giver en generel forestilling om periodens bygningshåndværk, men giver intet bevis for en arkitektonisk stil. Det kan med god grund hævdes, at der ikke fandtes nogen stil, men det er for vidtgående at slutte, at jøderne ikke havde noget arkitektonisk instinkt. Idealer manglede ikke: »Se, jeg vil sætte dine sten i skønne farver og lægge dine fundamenter med safirer. Og jeg vil gøre dine tinder af rubiner og dine porte af karfunkler og hele din grænse af kostbare sten« (Es 54,11; Es 54,12). Havde historien været anderledes, kunne Salomos store eksempel have lagt et fundament, hvorfra en national stil ville være blevet udviklet. Fredens kunster nåede dog ikke engang at spire, og den indre og ydre konflikts svøbe tvang byggeenergien til at koncentrere sig om befæstninger.

1. Forsvarsmure:

Ja, i de store forsvarsmure ligger jødernes bygningshistorie. De blev bygget i hast og ofte ødelagt. Ødelæggelse og reparation vekslede så konsekvent, at hver efterfølgende by indenfor ikke var meget mere end en midlertidig bebyggelse, til enhver tid underordnet det vigtigere forsvarsarbejde. Under sådanne forhold trivedes intet, mindst af alt arkitekturen. Bygningskunsten blev noget af rent midlertidig nytte.

2. Gader:

Gader blev anlagt uden metode; snævre, snoede gyder, afbrudt af fremspring, grundlagt efter hver enkelt bygherres forgodtbefindende, fungerede som hovedfærdselsårer (Bible Sidelights, 95; Excavation of Gezer, bind I, s. 167 ff); sammenlign ligheden i forholdene med gaderne i middelhavsbyen Philakopi (Journal RIBA, XI, 531). Se by. Murværket bestod sædvanligvis af grove, utilhugne sten, ukyndigt lagt uden mørtel, og bygningerne var sjældent vinkelrette. Under disse forhold kan den begejstring, der vises i beskrivelsen af Salomos arbejde, forstås.

3. Fravær af den »store stil«:

I Jerusalem var tempelområdet centrum for arkitektonisk pragt, og det er muligt, at det kan have inspireret byggevirksomhed af en anden art i andre byer. Israels land har endnu ikke frembragt nogen sådan parallel. Frie områder, hvor man har konstateret, at de har eksisteret, synes at være opstået tilfældigt og falder ikke altid sammen i placering i på hinanden følgende overliggende byer. De gør ikke krav på nogen særlig "planlægning", og efter al sandsynlighed tjente de som plads for byaffaldets lossepladser eller til indhegning af kvæg og får (Es 58,12, "øde steder"). Sammenlign den moderne by Es Salt; den giver en ganske god forestilling om det almindelige udseende af en gammel jødisk by. Brugen af træskafter til portikoer og tage over store overdækkede områder synes at have været udbredt, og disse blev ofte sat i stensokler, som tjente som baser. Stensøjler synes kun at være blevet brugt sparsomt; faktisk findes der overhovedet intet bevis for, at en arkitektonisk stil med stensøjler var fremherskende i de vigtigere bygninger.

4. Salomonisk detalje:

Ved Lakish (Lachish, 23 ff) blev der opdaget en række plader med volutornamenter i lavt relief, som oprindelig var indbygget i de venstre dørfalse i en bygning af betydelig vigtighed. Disse plader blev fundet sammen med en profileret overligger af egyptisk karakter. Fundet afslørede de eneste autentiske eksempler på arkitektoniske detaljer fra den salomoniske periode og er særlig interessant, fordi det måske leverer den tidligste prototype på den joniske volut. Selv når det er bedst, er det en tarvelig, ukonstruktiv tilpasning af fremmede træk, og hvis det skal tages som en nøgle til periodens arbejde i hele Israels land, er der intet stort at optegne.

5. Onias' tempel:

Da Onias flygtede til Egypten fra Antiochos Epifanes' forfølgelse, omkring 154 f.Kr., fik han tilladelse af Ptolemæus og Kleopatra til at bygge et tempel i Leontopolis, der lignede det i Jerusalem (Ant., XIII, iii, 3). Templet blev bygget som opfyldelse af Esajas' profeti og efter forbillede af Zerubbabels tempel, men "mindre og fattigere" og "lignede et tårn." Petrie genfandt dette tempel (Hyksos, 19 ff) på en kunstig høj, der lignede tempelbjerget i Jerusalem, opført ved siden af Hyksos-lejren, hvor et indflydelsesrigt jødisk samfund havde slået sig ned. Det er den mest fuldstændige plan over en jødisk bygning af monumental karakter, som endnu er opdaget. En slags grov korintisk detaljering blev brugt, og visse fragmenter peger på en behandling med brystværn, som antyder babylonisk oprindelse og til en vis grad bekræfter den slutning, der er draget af beskrivelsen af Salomos tempel.

6. Sammenligning med makkabæisk arbejde:

Fragmenter af samtidig arkitektur fra det makkabæiske dynasti i hele Israels land viser en græsk-syrisk stil af betydelig værdighed og interesse og illustrerer en villighed til at reagere på den helleniserende indflydelse i kunsten, som på den tid i arkitekturen var kendetegnet ved en dekadent græsk provinsialisme. Detaljerne med brystværn, fundet ved Hyksos, synes at pege på brugen af en stil, der går forud for det makkabæiske arbejde og til en vis grad bevarer babyloniske traditioner.

7. Malede grave ved Marissa:

Fra det 3. århundrede f.Kr. og frem til den kristne æra viser arkitekturen en konsekvent græsk oprindelse med lokal karakter i detaljerne (se Expl. in Israels land, 18, 19) ved Tel Sandahannah og Mareshah (Painted Tombs of Marissa). Disse Marissa-grave viser meget interessante dekorerede facader med malede arkitektoniske detaljer. Arbejdet er fønikisk (93), og dateringen er sandsynligvis 194 til 119 f.Kr. (79). Græske joniske kapitæler bruges, med kransudsmykninger malet på arkitraven over kapitælet og en dyb frise med malede dyr, kronet af en fremstilling af en "brystværns"-"afdækning" (5 Mos 22,8; 1 Kong 7,9), bemærkelsesværdigt lig de detaljer, Petrie fandt ved Hyksos. En interessant detalje er den spidse afslutning på åbningen mellem søjlerne, en form der synes at have meldt sig overalt for den primitive bygmester, hvor håndteringen af store overliggersten voldte vanskeligheder. De leder tanken hen på afslutningerne af angelsaksiske åbninger.

En forkærlighed for vægudsmykning fandtes gennem hele den jødiske periode, som det ses af de små fragmenter af malet puds, der er opdaget i de forskellige udgravede byer, men udsmykningen på Marissa-gravene er det mest fuldstændige eksempel og ligner på mange måder vægudsmykningen i Knossos og Phylakopi.

8. Karakteristisk træk:

Zakarias' grav i Kedrondalen hører sandsynligvis til samme tid som dens nabo, Jakobs grav, som De Vogue ud fra indskriften på den henfører til Herodes' tid (Le Temple de Jerusalem, 46). Detaljen i den kronende del af entablementet er et ofte tilbagevendende træk i arkitekturen i Israels land og viser sig så tidligt som den salomoniske tid ved Lakish. Den er karakteristisk egyptisk og ses også i Persepolis (Gwilt's Encyclopedia, 22), og selv om ingen af dem nødvendigvis er lånt fra den anden, er de ikke mange led fjernet fra den fælles ophavskilde. (En mærkelig østlig tradition, der nævnes (BD, "Cities," 610), tilskriver Salomo opførelsen af Persepolis.) Det var et træk, som fønikerne ofte brugte (Rawlinson, Hist. of Phoenician, 142), og det blev sandsynligvis indført af dem fra Egypten. Det synes at have været yndet indtil Herodes' tid og blev opgivet efter den omfattende indførelse af det klassiske entablement, som i hellenistisk tid kun delvis blev indarbejdet i den fremherskende stil. De successive variationer af det kronende træk i deres udformning er en vigtig faktor i kortlægningen af den jødiske arkitekturs udvikling.

IV. Herodiansk arbejde.

Siah-templet (beskrevet af De Vogue i Recovery of Jerusalem, 419 ff., og Temples of the Jews, 140 ff.) er et interessant eksempel på arbejdet fra den herodianske periode og er mere græsk i karakter, end man ville forvente. Her er det lokale præg i udskæringen stærkt markeret; løvværk og figurer bruges frit med en vis assyrisk manér, som trods en løs udførelse røber sin oprindelse. Faktisk kan denne streng af arkitektonisk berigelse spores gennem arbejdet i Indien, Assyrien, Persien og Syrien frem til den byzantinske periode, da den store domkirke Hagia Sophia i Konstantinopel viste den i den mest fuldkomne harmoni til alle tider.

Herodes' store byggeperiode behøver ikke beskrives i detaljer. Herodes var edomit, og hans arkitektur havde del i den mere robuste romerske stil, som dominerede jødisk kunst på et tidspunkt, da muligheden for national indarbejdelse var forpasset.

V. Synagoger.

Denne romerske indflydelse forblev dog i Israels land, som det kan ses af de betydelige rester af synagoger i Galilæa fra det 3. århundrede e.Kr. (se Fig. 8 fra Kerr Berim; Studies in Galilee, kapitel vi; Memoirs of the Survey of Western Palestine, special papers, 294 ff.). De mange undersøgte rester kaster lys over planen for disse eftereksilske gudstjenestesteder, som der kun nævnes lidt eller slet intet om i Det Gamle Testamente. Se synagoge. Grundplanerne varierer betydeligt i proportion. Eksemplet i Meiron måler 90 fod x 44 fod 8 tommer, mens det i Irbid måler 57 fod 3 tommer x 53 fod (SWP, special papers, 299). I deres almindelige udformning varierer planerne kun meget lidt; de består sædvanligvis af fem skibe med en tredobbelt indgang, oftest vendt mod syd. Detaljerne er rigt udskåret, og "et overraskende træk, som er fælles for alle, er brugen af dyrefigurer, især løver, eller lam og ørne. .... I nogle eksempler findes menneskefigurer, som sædvanligvis er forsætligt lemlæstet" (Studies in Galilee, 110).

VI. Afsluttende.

Det er sandsynligt, at fremtidige undersøgelser kan føje til vores viden om tidlig jødisk arkitektur, men det er tvivlsomt, om der er mere at opdage end det, der ligger i den grove og ukyndige brug af byggematerialer, påvirket af et begrænset kendskab til fremmede træk, som jøderne hverken havde tiden eller kundskaben til at anvende rigtigt. Se by; bygning; befæstning; hus; tempel.

LITTERATUR.

Conder, Survey of Western Palestine; Warren, Recovery of Jerusalem; Bliss og Dickie, Excavations in Jerusalem, 1894-97; Fergusson, Temple of Jerusalem; Masterman, Studies in Galilee; Bliss og Macalister, Excavations in Palestine; Macalister, Excavations at Gezer; Petrie, Excavations at Hyksos; Rawlinson, History of Phoen; Petrie, Lachish; Sellin, Excavations at Taanach; Schumacher, Excavations at Tell Mutesellim; Macalister, Bible Sidelights; Peters og Thierch, Painted Tombs of Marissa.

Arch. C. Dickie