Armenske bibelversioner

ar-me'-ni-an vur'-shuns, bi'-bl.

I. GAMMELARMENSK

1. Omstændighederne hvorunder den blev til

2. Oversætterne

Apokryferne udeladt

3. Revision

4. Følgerne af udbredelsen

5. Trykte udgaver

II. MODERNE ARMENSKE VERSIONER

1. Ararat-armensk

2. Konstantinopel-armensk

III. ARMENSK SPROG

LITTERATUR

I. Gammelarmensk.

1. Omstændighederne hvorunder den blev til:

Armenien blev i vid udstrækning kristnet af Gregor Lousavorich ("Oplyseren": indviet 302 e.Kr.; død 332), men da armensk endnu ikke var blevet nedskrevet, plejede man nogle steder at læse Skrifterne på græsk, andre steder på syrisk, og at oversætte dem mundtligt for folket. Kundskab til disse sprog og uddannelse af lærere blev opretholdt af de skoler, som Gregor og kong Tiridates havde oprettet i hovedstaden Vagharshapat og andre steder. I det omfang der fandtes nogen kristendom i Armenien før Gregors tid, havde den næsten udelukkende stået under syrisk indflydelse, fra Edessa og Samosata. Gregor indførte græsk indflydelse og kultur, skønt han også bevarede forbindelsesbåndene med Syrien.

Da kong Sapor af Persien blev herre over Armenien (378 e.Kr.), forfulgte han ikke blot de kristne på den grusomste måde, men søgte også af politiske grunde at forhindre Armenien i enhver kontakt med den byzantinske verden. Derfor lukkede hans vicekonge, den frafaldne armenier Merouzhan, skolerne, forbød græsk lærdom og brændte alle græske bøger, især Skrifterne. Syriske bøger blev skånet, ligesom i selve Persien; men i mange tilfælde var præsteskabet ude af stand til at tolke dem for deres folk. Forfølgelsen havde ikke knust kristendommen, men der var fare for, at den skulle gå til grunde af mangel på Guds ord. Derfor blev der gjort flere forsøg på at oversætte Bibelen til armensk. Det siges, at Chrysostomos under sit eksil i Cucusus (404-407 e.Kr.) opfandt et armensk alfabet og oversatte Salteren, men dette er tvivlsomt. Men da Arcadius omkring 396 e.Kr. afstod næsten hele Armenien til Sapor, måtte der gøres noget. Derfor besluttede den berømte Mesrob Mashtots og katholikos Isak (Sachak) i 397 at oversætte Bibelen. Mesrob havde været hofsekretær og var som sådan godt fortrolig med pahlavi, syrisk og græsk, de tre sprog som de kongelige edikter dengang blev offentliggjort på. Isak var født i Konstantinopel og uddannet dér og i Cæsarea. Derfor var også han en god græskkyndig, foruden at være bevandret i syrisk og pahlavi, hvoraf det sidste dengang var hoffets sprog i Armenien. Men ingen af disse tre alfabeter egnede sig til at udtrykke lydene i det armenske sprog, og derfor måtte der udformes et alfabet til det.

2. Oversætterne:

Et råd af adelen, biskopperne og de ledende gejstlige blev holdt i Vagharshapat i 402, med kong Vramshapouch til stede, og dette råd anmodede Isak om at oversætte Skrifterne til folkesproget. I 406 var det lykkedes Mesrob at opfinde et alfabet--i praksis det, der stadig er i brug--hovedsagelig ved at ændre de græske og pahlaviske tegn, skønt nogle mener, at det palmyrenske alfabet havde indflydelse. Han og to af hans elever i Samosata begyndte med at oversætte Ordsprogenes Bog og derefter Det Nye Testamente fra græsk. Imens oversatte Isak, da han ikke kunne finde et eneste græsk håndskrift i landet, kirkelectionerne fra den syriske Peshitta og offentliggjorde denne version i 411. Han sendte to af sine elever til Konstantinopel efter afskrifter af den græske bibel. Disse mænd var til stede ved kirkemødet i Efesos, 431 e.Kr. Sandsynligvis lærte Theodoret (De Cura Graec. Affect., I, 5) fra dem det, han siger om Bibelens eksistens på armensk. Isaks udsendinge bragte ham afskrifter af den græske bibel fra det kejserlige bibliotek i Konstantinopel--utvivlsomt nogle af dem, der var fremstillet af Eusebius på Konstantins befaling. Mesrob Mashtots og Isak færdiggjorde og offentliggjorde sammen med deres medhjælpere den armenske (gamle) version af hele Bibelen i 436. La Croze har ret i at kalde den versionernes dronning. Desværre blev Det Gamle Testamente oversat (som vi har sagt) fra Septuaginta, ikke fra hebraisk. Men apokryferne blev ikke oversat, kun "de 22 bøger" i Det Gamle Testamente, som Moses af Khorene oplyser os om. Dette skyldtes indflydelsen fra Peshittas Gamle Testamente.

Apokryferne udeladt.

Først i det 8. århundrede blev apokryferne oversat til armensk; de blev ikke læst i armenske kirker før det 12. Theodotions version af Daniel blev oversat i stedet for den meget unøjagtige Septuaginta. Den alexandrinske tekst blev som regel fulgt, men ikke altid.

3. Revision:

I det 6. århundrede siges den armenske version at være blevet revideret, så den stemte overens med Peshitta. Derfor er sandsynligvis i Matt 28,18 i King James Version passagen: "Som min Fader har sendt mig, således sender jeg jer," indsat som i Peshitta, skønt den også forekommer på sin rette plads (Joh 20,21). Den læser "Jesus Barabbas" i Matt 27,16; Matt 27,17--en læsemåde, som Origenes fandt "i meget gamle håndskrifter." Den indeholder Luk 22,43; Luk 22,44. Som det er velkendt, er ordene "af presbyteren Ariston" indsat over Mark 16,9-20 i Etschmiadzin-håndskriftet fra 986 e.Kr.; men Nestle (Text. Criticism of the Greek New Testament, tavle IX osv.) og andre undlader at bemærke, at disse ord er skrevet af en anden og senere hånd og blot er en uautoriseret bemærkning uden stor værdi.

4. Følgerne af udbredelsen:

Mesrobs version blev snart vidt udbredt og blev den ene store nationalbog. Lazarus Pharpetsi, en samtidig armensk historiker, siger, at han er berettiget til at beskrive de åndelige resultater ved at citere Esajas og sige, at hele Armeniens land derved blev "fyldt med kundskab om Herren, som vandene dækker havet." Uden den ville både kirke og nation være gået til grunde i de frygtelige forfølgelser, som nu, med mellemrum, har varet i mere end halvandet årtusind.

5. Trykte udgaver:

Denne version blev først trykt forholdsvis sent: Salmernes Bog i Rom i 1565, Bibelen ved biskop Oskan af Erivan i Amsterdam i 1666, efter et meget mangelfuldt håndskrift; andre udgaver i Konstantinopel i 1705, Venedig i 1733. Dr. Zohrabs udgave af Det Nye Testamente i 1789 var langt bedre. En kritisk udgave blev trykt i Venedig i 1805, en anden i Serampore i 1817. Det Gamle Testamente (med læsemåderne i den hebraiske tekst nederst på siden) udkom i Konstantinopel fra 1892 og fremefter.

II. Moderne armenske versioner.

Der findes to store litterære dialekter af moderne armensk, som det var nødvendigt at udgive Bibelen på, da det gamle armensk (kaldet Grapar, eller "skrevet") ikke længere forstås almindeligt. De amerikanske missionærer har ført an i oversættelsen af Den hellige Skrift til begge.

1. Ararat-armensk:

Den første version af Det Nye Testamente til Ararat-armensk, ved Dittrich, blev udgivet af British and Foreign Bible Society i Moskva i 1835; Salmernes Bog i 1844; resten af Det Gamle Testamente langt senere. Der findes en fremragende udgave, udgivet i Konstantinopel i 1896.

2. Konstantinopel-armensk:

En version af Det Nye Testamente til Konstantinopel-armensk, ved Dr. Zohrab, blev udgivet i Paris i 1825 af British and Foreign Bible Society. Denne version blev lavet ud fra det gamle armensk. En revideret udgave, ved Adger, udkom i Smyrna i 1842. I 1846 udgav de amerikanske missionærer dér en version af Det Gamle Testamente. American Bible Society har siden udgivet reviderede udgaver af denne version.

III. Armensk sprog.

Det armenske sprog anerkendes nu af filologer som ikke en dialekt eller underafdeling af gammelpersisk eller iransk, men som en særskilt gren af den ariske eller indoeuropæiske familie, der står næsten midt imellem de iranske og de europæiske grupper. I nogle henseender, især ved svækkelse og til sidst bortfald af "t" og "d" mellem vokaler, ligner det de keltiske sprog (sammenlign gælisk A (th)air, arm. Chair = Pater, Father). Allerede i det 5. århundrede havde det mistet køn i substantiver, skønt det bevarede bøjninger (sammenlign Brugmann, Elements of Comp. Greek of Indo-German Languages).

LITTERATUR.

Koriun; Agathangelos; Lazarus Pharpetsi; Moses Khorenatsi (= af Chorene); Faustus Byzantinus; Chhamchheants; Chaikakan Hin Dprouthian Patm; Chaikakan Thargmanouthiunk'h Nak'hneants; The Bible of Every Land; Tisdall, Conversion of Armenia; Nestle, Textual Criticism of the Greek New Testament; Hastings, Dictionary of the Bible (fem bind); N.Y. Cyclopaedia of Biblical. and Theol. Lit.; Hauck, Real-encyklopadie fur protest. Theol. und Kirche.

W. St. Clair Tisdall