Borgerskab

En borgers rettigheder og privilegier til forskel fra en fremmed (Luk 15,15; 19,14; ApG 21,39). Under Moseloven fik ikke-israelitter, med undtagelse af moabitterne og ammonitterne og andre nævnt i 5 Mos 23,1-3, adgang til de almindelige borgerlige privilegier blandt jøderne (2 Mos 12,19; 3 Mos 24,22; 4 Mos 15,15; 35,15; 5 Mos 10,18; 14,29; 16,10, 14).

Retten til borgerskab under det romerske styre blev givet af kejseren til enkeltpersoner, og undertiden til provinser, som en gunst eller som belønning for tjenester ydet staten, eller mod en sum penge (ApG 22,28). Denne “frihed” sikrede privilegier svarende til dem, som de indfødte i Rom nød. Blandt de mest bemærkelsesværdige af disse var bestemmelsen om, at en mand ikke måtte bindes eller fængsles uden en formel retssag (ApG 22,25, 26), eller piskes (16,37). Alle romerske borgere havde ret til at appellere til kejseren (25,11).