Rom

I. DEN REPUBLIKANSKE FORFATNINGS UDVIKLING

1. Den oprindelige romerske stat

2. Kampen mellem patriciere og plebejere

3. Senatet og embedsmændene

4. Grundlæggende principper

II. UDVIDELSEN AF ROMERSK OVERHØJHED

III. DET KEJSERLIGE STYRE

1. Kejserlig myndighed

2. Tre klasser af borgere

IV. ROMERSK RELIGION

1. Guddomme

2. Religiøst forfald

V. ROM OG JØDERNE

1. Judæa under romerske prokuratorer og statholdere

2. Jødisk proselytisme

VI. ROM OG DE KRISTNE

1. Kristendommens indførelse

2. Tolerance og forbud

3. Forfølgelse

LITTERATUR

Rom (latin og italiensk, Roma; Rhome): Hovedstaden i den romerske republik og det romerske imperium, senere centrum for kristenheden og siden 1871 hovedstad i kongeriget Italien, ligger hovedsagelig på Tiberens venstre bred, omtrent 15 miles fra Middelhavet, på 41 grader 53' 54 tommer nordlig bredde og 12 grader 0' 12 tommer østlig længde for Greenwich.

Det ville være umuligt inden for den begrænsede plads, der er tildelt denne artikel, blot at give en omfattende oversigt over den evige stads gamle historie. Det vil passe til værkets almindelige formål at betragte den romerske regerings og det romerske samfunds forhold til jøderne og de kristne og derudover at fremlægge et hurtigt overblik over den tidligere udvikling af romerske institutioner og romersk magt, så den nødvendige historiske ramme gives for forståelsen af de mere væsentlige emner.

I. Den republikanske forfatnings udvikling.

1. Den oprindelige romerske stat:

Den traditionelle kronologi for den tidligste periode i Roms historie er helt upålidelig, dels fordi gallerne, da de hærgede byen i 390 f.Kr., ødelagde de monumenter, som kunne have givet troværdigt vidnesbyrd om den tidligere periode (Livius vi.1). Det vides, at der var en bosættelse på Roms sted før den traditionelle dato for grundlæggelsen (753 f.Kr.). Den oprindelige romerske stat var et produkt af sammenslutningen af en række tilstødende klansamfund, hvis navne blev bevaret i de romerske gentes, eller grupper af tænkte slægtninge, et historisk levn, som havde mistet al betydning i den periode, hvor historien er sikker. Høvdingene for de sammensluttede klaner udgjorde det primitive senat eller ældsteråd, som udøvede suveræn myndighed. Men som det er sædvanligt i menneskesamfundets udvikling, efterfulgte et militært eller monarkisk styre de løsere patriarkalske eller præstelige myndighedsorganer. Dette andet stadium kan identificeres med tarquiniernes legendariske herredømme, som sandsynligvis var en periode med etruskisk dominans. Klansammenslutningen blev svejset sammen til en homogen politisk enhed, og samfundet blev organiseret med borgerlige formål på et timokratisk grundlag. Forum blev drænet og blev et socialt, industrielt og politisk centrum, og det capitolinske tempel for Jupiter, Juno og Minerva (etruskiske pseudo-helleniske guddomme) blev rejst som en fælles helligdom for hele folket. Men frem for alt står romerne i gæld til disse fremmede konger for en oplæring i disciplin og lydighed, som kom til udtryk i den senere opfattelse af embedsmyndighed, betegnet med ordet imperium.

Kongernes prærogativer gik over til konsulerne. Begrænsningen af magtens embedsperiode til et enkelt år og indførelsen af princippet om kollegialitet var de tidligste værn mod misbrug af ubegrænset myndighed. Men den sande hjørnesten i den romerske frihed blev anset for at være lex Valeria, som bestemte, at ingen borger måtte henrettes af en embedsmand uden at få ret til at appellere til folkeforsamlingens afgørelse.

2. Kampen mellem patriciere og plebejere:

En periode på mere end 150 år efter republikkens oprettelse blev hovedsagelig optaget af kampen mellem de to klasser eller stænder, patricierne og plebejerne. De førstnævnte var efterkommere af de oprindelige klaner og udgjorde populus, eller det politiske folk, i en mere særlig forstand. Plebejerne var efterkommere af tidligere slaver og afhængige personer, eller af fremmede, som var blevet tiltrukket til Rom af de åbenlyse fordele for håndværk og handel. De nød stemmeret som medlemmer af den militære forsamling (comitia centuriata), men havde ingen del i embederne eller andre borgerlige æresposter og indtægter og var udelukket fra kendskabet til civilretten, som blev overleveret i de patriciske familier som en mundtlig tradition.

Det første skridt i plebejernes fremgang mod politisk lighed blev taget, da de fravristede patricierne privilegiet at vælge repræsentanter blandt sig selv, tribunerne, hvis funktion med at bringe hjælp til undertrykte plebejere blev gjort effektiv gennem vetoretten (intercessio), i kraft af hvilken enhver handling foretaget af en embedsmand kunne standses. Kodificeringen af loven i De Tolv Tavler var en tydelig fordel for de lavere klasser, fordi de onder, de havde lidt under, i høj grad skyldtes en hård og misbrugende fortolkning af retlige institutioner, hvis natur havde været uklar (se romersk ret). Ophævelsen kort derefter af forbuddet mod ægteskab mellem klasserne resulterede i deres gradvise sammenblanding.

3. Senatet og embedsmændene: Kongerne havde reduceret senatet til en stilling som et rent rådgivende organ. Men under det republikanske styre genvandt det i praksis den myndighed, som det i teorien var blevet berøvet. Senatets styrende magt er det mest betydningsfulde træk ved den republikanske regering, selv om den ikke blev anerkendt i nogen lov eller noget andet forfatningsdokument. Den skyldtes dels indskrænkningen af embedsmændenes magt, dels den måde, hvorpå senatorerne blev valgt. Svækkelsen af embedsmændenes myndighed var resultatet af, at deres antal voksede, hvilket ikke alene førte til en beskæring af hver enkelts faktiske beføjelser, men også til en indskrænkning af deres samlede uafhængige indflydelse. Forøgelsen af embedsmændenes antal blev nødvendiggjort af statens territoriale udvidelse og forvaltningens udbygning. Men den var delvis et resultat af plebejisk agitation. Begivenhederne i 367 f.Kr. kan tjene som et passende eksempel til at illustrere disse kræfters virkning. For da plebejerne med storm indtog den patriciske eksklusivitets fæstning ved at få adgang til konsulatet, det højeste ordinære embede, gav nødvendigheden af en anden embedsmand med almindelig kompetence anledning til at give patricierne en kompenserende indrømmelse, og prætor-embedet blev oprettet; til det var i begyndelsen kun medlemmer af det gamle aristokrati valgbare. Under den fuldt udviklede forfatning var de ordinære embeder fem i tal: konsulatet, prætor-embedet, ædil-embedet, tribunatet og kvæstor-embedet, som alle blev besat ved årlige valg.

Der er blevet nævnt, at måden, hvorpå senatets medlemmer blev valgt, var en faktor i udviklingen af det øverste råds myndighed. I begyndelsen udøvede statens højeste udøvende embedsmænd retten til at udvælge nye medlemmer for at holde senatorernes antal på det normale tal, tre hundrede. Senere blev denne funktion overført til censorerne, som blev valgt med fem års mellemrum. Men sædvane og senere lov bestemte, at de mest fremtrædende borgere skulle vælges, og i det romerske samfund var den højeste målestok for anseelse tjeneste for staten, med andre ord besiddelsen af offentlige embeder. Det fulgte derfor, at senatet i virkeligheden var en forsamling af alle levende tidligere embedsmænd. Senatet omfattede desuden hele samfundets politiske visdom og erfaring, og dets prestige var af disse grunde så stor, at skønt udtrykket for dets mening (senatus consultum) ikke ved lov var udstyret med nogen tvingende kraft, styrede det uundgåeligt den rådførende embedsmands handlemåde; han var i praksis snarere dets minister end dets formand.

Da plebejerne fik adgang til embederne, mistede patriciatet sin politiske betydning. Men kun de rigere plebejiske familier var i stand til at drage fordel af denne udvidelse af privilegiet, eftersom en politisk karriere krævede frihed fra erhvervsarbejde og desuden personlig indflydelse. Disse plebejiske familier smeltede let sammen med patricierne og dannede et nyt aristokrati, som for tydelighedens skyld kaldes nobilitas. Det hvilede i sidste instans på rigdom som grundlag. Den værdighed, der blev givet ved at beklæde offentlige embeder, var dets adelsmærke. Senatet var dets organ. Rom var aldrig et sandt demokrati undtagen i teorien. I hele den periode, der lå mellem den endelige udjævning af de gamle skel baseret på blod (287 f.Kr.) og begyndelsen på revolutionsperioden (133 f.Kr.), blev embederne næsten udelukkende besat af repræsentanterne for det forholdsvis begrænsede antal familier, der udgjorde aristokratiet. Kun disse trådte ind i senatet gennem embedernes dør, og materialet ville næsten berettige os til at hævde, at den republikanske og den senatoriske regering i det væsentlige og kronologisk var identiske.

Frøene til den politiske og sociale revolution blev sået under den anden puniske krig og i perioden, der fulgte den. Forlængelsen af militær myndighed skabte et farligt præcedens i strid med republikkens ånd, så Pub. Cornelius Scipio i virkeligheden var forløberen for Marius, Julius Cæsar og Augustus. Den strøm af guld, som fandt vej fra provinserne til Rom, var en lokkemad, der tiltrak de mindre samvittighedsfulde senatorers begærlighed, og førte til væksten af den værste form for professionalisme i politik. Middelklassen af småbønder forfaldt af forskellige grunde; tillokkelsen ved tjeneste i Østens rige, men kraftesløse lande tiltrak mange. Slavernes billighed gjorde uafhængigt landbrug urentabelt og førte til en forøgelse af de store godser; dyrkningen af korn blev delvis fortrængt af dyrkningen af vin og oliven, som passede dårligere til den ældre bondeklasses vaner og evner.

Den mere umiddelbare årsag til revolutionen var senatets manglende evne som helhed til at kontrollere de mere radikale eller voldelige medlemmers adfærd. For efterhånden som den politiske ambition blev mere brændende med forøgelsen af de materielle gevinster, der kunne opnås, vendte håbefulde ledere deres opmærksomhed mod folket og søgte at opnå opfyldelsen af deres formål ved folkelovgivning, der tilsidesatte senatets tilslutning, som sædvane havde helliget som en nødvendig forudgående betingelse for folkelig handling. Senatets tab af initiativ betød undergravningen af senatorisk styre. Senatet besad i tribunernes vetoret et våben til at tvinge uregerlige embedsmænd, for en af de ti tribuner kunne altid bringes til at nedlægge sit veto for at forhindre vedtagelsen af folkelovgivning. Men dette våben blev brudt, da Tib. Gracchus i 133 f.Kr. erklærede, at en tribun, som modsatte sig folkets ønsker, ikke længere var dets repræsentant, og gennemførte denne påstand.

4. Grundlæggende principper:

Det ville ligge uden for formålet med nærværende artikel at følge omskiftelserne i de borgerlige stridigheder i republikkens sidste århundrede. Nogle få ord er nok til at antyde de generelle principper, som lå under overfladen af de politiske og sociale fænomener. Opmærksomheden er blevet henledt på den ildevarslende udvikling i hærførernes indflydelse og den voksende vægt på folkegunst. Dette var de vigtigste tendenser gennem hele denne periode, og sammensmeltningen af de to blev skæbnesvanger for senatsstyrets overherredømme. Efter at Marius havde vundet enestående militær ære, indgik han i 100 f.Kr. en politisk alliance med Glaucia og Saturninus, lederne af den folkelige fraktion i byen. Dette var et vendepunkt i revolutionens forløb. Men sværdets betydning kom snart til at veje tungere end folkets i den sammenslutning, som således var blevet dannet. I borgerkrigene mellem Marius og Sulla blev forfatningsspørgsmål for første gang afgjort udelukkende ved overlegen militær styrke. Gentagne appeller til rå magt sløvede sansen for forfatningsmæssige begrænsninger og mindretallenes rettigheder. Senatet havde allerede vist tegn på delvis lammelse på Gracchernes tid. Hvor hurtigt må dets svækkelse ikke være vokset, efterhånden som sværdet huggede dets mest standhaftige medlemmer ned! Dets magt udløb i proskriptionerne, eller det organiserede mord på politiske modstandere. Folkepartiet var i navnet sejrrigt, men i teorien var den romerske stat stadig et bybaseret samfund med ét eneste politisk centrum. Borgerretten kunne kun udøves i Rom. Heraf fulgte, at de faktiske politiske forsamlinger i vid udstrækning bestod af det værdiløse element, som fandtes i så stort tal i byen, og hvis irrationelle instinkter blev ledet og kontrolleret af snu politiske ledere, især dem, der i sig forenede militær dygtighed og demagogens kneb. Sulla, Crassus, Julius Cæsar, Antonius og til sidst Octavian var i realiteten oldtidens modstykke til den moderne politiske »boss«. Da sådanne mænd erkendte deres yderste magt og uundgåelige rivalisering, dannede den efterfølgende kamp om overherredømme og om den stærkestes overlevelse den nødvendige udskillelsesproces, der naturligt førte til monarkiets oprettelse, hvilket i dette tilfælde var den sidste overlevendes herredømme. Da Octavian modtog titlen Augustus og den prokonsulære magt (27 f.Kr.), var forvandlingen fuldbyrdet.

LITTERATUR.

Standardværket om romerske politiske institutioner er Mommsen og Marquardt, Handbuch der klassischen Altertumer. Abbott, Roman Political Institutions, Boston og London, 1901, giver en nyttig sammenfattende behandling af emnet.

II. Udvidelsen af romersk suverænitet.

Se Romerriget og kristendommen, I.

LITTERATUR.

Kun de vigtigste generelle værker om romersk historie kan nævnes: Ihne, Romische Geschichte (2. udgave), Leipzig, 1893-96, engelsk oversættelse, Longmans, London, 1871-82; Mommsen, History of Rome, engelsk oversættelse ved Dickson, New York, 1874; Niebuhr, History of Rome, engelsk oversættelse ved Hare og Thirlwall, Cambridge, 1831-32; Pais, Storia di Roma, Torino, 1898-99; Ferrero, Greatness and Decline of Rome, engelsk oversættelse ved Zimmern, New York, 1909.

III. Kejserstyret.

1. Kejserlig myndighed:

Augustus udviste betydelig takt ved at forene sit eget herredømme i staten med de gamle institutioner i den republikanske forfatning. Juridisk hvilede hans myndighed hovedsagelig på tribunmagten, som han sandsynligvis havde modtaget så tidligt som 36 f.Kr., men som blev lagt på et bedre grundlag i 23 f.Kr., og på det prokonsulære prærogativ (imperiurn proconsulare), som blev tildelt i 27 f.Kr. I kraft af den første fik han myndighed til at sammenkalde senatet eller folkeforsamlingerne og kunne nedlægge veto mod næsten enhver embedsmands handling. Den anden myndighedstitel gav ham kommandoen over statens militære styrker og følgelig administrationen af de provinser, hvor der var stationeret tropper, foruden et generelt tilsyn med styret af de øvrige provinser. Heraf følger, at der blev skelnet (27 f.Kr.) mellem de kejserlige provinser, som blev administreret af kejserens repræsentanter (legati Augusti pro praetore), og de senatoriske provinser, hvor det republikanske administrationsapparat blev bevaret. Guvernørerne over de sidstnævnte blev almindeligvis kaldt prokonsuler (se provins). Der nævnes to prokonsuler i Det Nye Testamente, Gallio i Akaja (ApG 18,12) og Sergius Paulus på Cypern (ApG 13,7). Det er lærerigt at sammenligne disse uddannede romerske aristokraters milde og fornuftige holdning med den, de urolige lokale folkemængder indtog, som havde med Paulus at gøre i Lilleasien, Judæa eller Grækenland (Tucker, Life in the Roman World of Nero and Paul, New York, 1910, 95).

2. Tre klasser af borgere:

Romerske borgere var stadig socialt inddelt i tre klasser: senatorstanden, ridderstanden og plebejerstanden, og hele regeringssystemet harmonerede med denne tredeling. Senatorstanden bestod af efterkommere af senatorer og af dem, som kejserne tildelte latus clavus, eller retten til at bære tunikaen med bred purpurrand, tegnet på medlemskab af denne stand. Kvæsturembedet var stadig adgangsvejen til senatet. Betingelserne for medlemskab af senatet var besiddelse af senatorisk rang og ejendom til en værdi af mindst 1.000.000 sestertser (45.000 dollars; 9.000 pund). Tiberius overførte valget af embedsmænd fra folket til senatet, som allerede i praksis var en lukket forsamling. Under kejserdømmet fik senatus consulta lovskraft. Ligeledes fik senatet dømmende funktioner, idet det sad som domstol for at behandle vigtige straffesager og høre appeller i civile sager fra de senatoriske provinser. Ridderstanden bestod af dem, der ejede formue til en værdi af 400.000 sestertser eller mere, og som havde retten til at bære det smalle purpurbånd på tunikaen. Blandt ridderne fandt kejserne mange til at besætte vigtige finansielle og administrative poster i Italien og i de provinser, som stod under deres kontrol.

IV. Romersk religion.

1. Guddomme:

(1) Den romerske religion var oprindelig mere konsekvent end den græske, fordi guddommene, sådan som de blev opfattet af den fantasiløse latinske ånd, helt manglede menneskelig karakter. De var de påvirkninger eller kræfter, som styrede den fysiske verdens synlige fænomener, og hvis velvilje var nødvendig for menneskehedens materielle fremgang. Det ville være urimeligt at forudsætte eksistensen af et system af teologiske læresætninger i den primitive periode. Etiske hensyn indgik kun i begrænset omfang i romernes holdning til deres guder. Religion havde karakter af en kontrakt, hvorved mennesker forpligtede sig til den omhyggelige overholdelse af bestemte ofre og andre ceremonier, og til gengæld mente sig berettigede til at forvente gudernes aktive støtte til at bringe deres projekter til en lykkelig afslutning. Romerne var naturligt polyteister som følge af deres opfattelse af det guddommelige. Eftersom der før videnskabens frembrud ikke fandtes nogen antydning af enhed i naturverdenen, kunne der heller ikke være enhed i himlen. Der måtte være en styrende ånd over hver vigtig genstand eller klasse af genstande, hvert menneske og hver naturproces. Guderne var derfor talrigere end menneskeheden selv.

(2) På et tidligt tidspunkt blev staten tydeligt verdslig. Præsterne var samfundets tjenere, hvis opgave var at bevare den ærværdige samling af formularer og ceremonier, hvoraf mange allerede tidligt mistede den ånd, de engang havde haft. Embedsmændene var samfundets egentlige repræsentanter i dets forhold til guddommene, både når de søgte den guddommelige vilje i varslerne, og når de udførte de vigtigere ofre.

(3) Romerne lavede i begyndelsen ikke statuer af deres guder. Dette skyldtes dels mangel på færdighed, men hovedsageligt uklarheden i deres forestillinger om de højere væsener. Symboler var tilstrækkelige til at betegne deres eksistens; et spyd kunne for eksempel stå for Mars. Processen med at give guderne menneskelig form blev indledt, da de kom i kontakt med etruskerne og grækerne. Tarquinierne tilkaldte etruskiske håndværkere og kunstnere til Rom, som fremstillede kultstatuer af terrakotta og en gavlgruppe til templet på Capitol.

Typerne for de græske guddomme var allerede blevet fast etableret, da den hellenistiske indflydelse på udformningen af romersk kultur blev dominerende. Da de græske guders skikkelse blev velkendt for romerne i billedhuggerværker, fortrængte de gradvis de romerske guddomme, som de nominelt blev identificeret med som følge af en virkelig eller indbildt lighed.

Se Grækenland, religion i oldtiden.

(4) Indførelsen af nye guder var en forholdsvis let sag. Polyteisme er af natur tolerant på grund af sin ubestemthed. Romerne kunne ikke mere formode at have udtømmende kendskab til guderne, end de kunne foregive at besidde et omfattende kendskab til universet. Antallet af deres guder voksede nødvendigvis, efterhånden som menneskets bevidsthed om naturfænomener udvidedes. Desuden var det sædvane at indbyde de erobrede byers guder til at flytte deres bolig til Rom og begunstige romerne i deres foretagender. Men den mest frugtbare kilde til religiøs udvidelse var De sibyllinske Bøger. Se Apokalyptisk litteratur, afsn. V. Dette orakelværk blev bragt til Rom fra Cumae, et centrum for Apollon-kulten. Det blev rådspurgt i krisetider med henblik på at finde ud af, hvilke særlige ceremonier der ville sikre tilstrækkelig guddommelig hjælp. De gudsdyrkelsesformer, som De sibyllinske Bøger anbefalede, var udelukkende græske. Allerede i det 5. århundrede f.Kr. blev Apollon-kulten indført i Rom. Herakles og Dioskurerne fandt vej dertil omtrent samtidig. Senere blev den italienske Diana smeltet sammen med Artemis, og gruppen Ceres, Liber og Libera blev identificeret med de fremmede Demeter, Dionysos og Persefone. Således blev den romerske religion gradvis helleniseret. Ved afslutningen af den anden puniske krig havde Grækenlands større guder alle fundet et hjem ved Tiberen, og den myriade af små lokale guddomme, som ikke fandt noget modstykke i de himmelske væsener på Olympen, gik i glemmebogen. Mindet om dem blev alene bevaret af præsternes antikvariske lærdom.

Se Romerriget og kristendommen, III, 1.

2. Religiøst forfald:

Romersk religion modtog, sammen med de indpodede grene af græsk religion, kimen til et hurtigt forfald, for dens hellenisering gjorde romersk religion særligt modtagelig for filosofiens angreb. Den dannede klasse i det græske samfund var allerede gennemtrængt af skepsis. Filosofferne fik guderne til at fremstå latterlige. Græsk filosofi fik solidt fodfæste i Rom i det 2. århundrede f.Kr., og lidt senere blev det almindeligt at betragte Athen som en slags universitetsby, hvor aristokratiets sønner skulle sendes hen for at fuldende deres uddannelse i filosoffernes skoler. Således var den religiøse tro ved den republikanske tidsalders afslutning for en stor del forsvundet fra de øvre klasser, og under borgerkrigenes uro blev selv de ydre ceremonier ofte opgivet, og mange templer forfaldt til ruiner. Der havde aldrig været nogen nær forbindelse mellem formel religion og livsførelse, undtagen når troen på guderne blev påkaldt for at sikre opfyldelsen af edsvorne løfter.

Augustus forsøgte på alle måder at genoprette den gamle religion og genopbyggede ikke færre end 82 templer, som lå i ruiner i Rom. En genoplivelse af religiøs tro fandt sted under kejserriget, skønt dens ånd i høj grad var fremmed for den, der havde vist sig i udøvelsen af den officielle kult. Folket forblev overtroisk, selv når de dannede klasser antog en skeptisk filosofi. Statens formelle religion talte ikke længere til dem, eftersom den intet tilbød følelserne eller håbene. Derimod tiltrak de orientalske religioners sakramentale, hemmelighedsfulde karakter dem uundgåeligt. Dette er grunden til, at religionerne fra Egypten og Syrien bredte sig over kejserriget og øvede en umådelig indflydelse på folkets moralske liv. Jødedommens delvise fremgang og kristendommens endelige sejr kan til dels tilskrives de samme årsager.

Afslutningsvis bør vi huske, at staten ikke foreskrev noget teologisk system, at kejserriget i begyndelsen fremviste skuespillet af et slags religiøst kaos, hvor alle nationale kulter var garanteret beskyttelse, at romersk polyteisme af natur var tolerant, og at den eneste form for religion, staten ikke kunne udholde, var en, der svarede til et angreb på polyteismens system som helhed, eftersom dette ville bringe samfundets velfærd i fare ved at berøve guddommene de ofre og andre tjenester, til gengæld for hvilke man kunne forvente deres gunst.

LITTERATUR.

Marquardt, Romische Staatsverwaltung, III, 3, "Das Sacralwesen"; Wissowa, Religion u. Kultus der Romer, München, 1902; Boissier, La religion romaine, Paris, 1884.

V. Rom og jøderne.

1. Judæa under romerske prokuratorer og statholdere:

Judæa blev en del af provinsen Syrien i 63 f.Kr. (Josephus, BJ, vii, 7), og Hyrkanus, den sidste konges bror, forblev ypperstepræst (archiereus kai ethnarches; Josephus, Ant, XIV, iv, 4), udstyret med både dømmende og præstelige funktioner. Men Antonius og Octavius gav Israels land (40 f.Kr.) som kongerige til Herodes, kaldet den Store, selv om hans herredømme først trådte effektivt i kraft 3 år senere. Hans suverænitet blev opretholdt af en romersk legion, der var stationeret i Jerusalem (Josephus, Ant, XV, iii, 7), og han var forpligtet til at betale tribut til den romerske regering og stille hjælpetropper til rådighed for den romerske hær (Appian, Bell. Civ., v.75). Herodes byggede Cæsarea til ære for Augustus (Josephus, Ant, XV, ix, 6), og de romerske prokuratorer gjorde det senere til regeringssæde. Ved hans død i 4 f.Kr. blev kongeriget delt mellem hans tre overlevende sønner; den største del tilfaldt Arkelaos, som herskede over Judæa, Samaria og Idumæa med titlen ethnarches (Josephus, Ant, XVII, xi, 4) indtil 6 e.Kr., da han blev afsat, og hans område blev reduceret til en provins' stilling. Forvaltningen ved romerske prokuratorer (se prokurator), som nu blev etableret, blev afbrudt i perioden 41-44 e.Kr., da kongelig myndighed blev udøvet af Herodes Agrippa, sønnesøn af Herodes den Store, over de lande, der havde været omfattet af hans bedstefars kongerige (Josephus, Ant, XIX, viii, 2), og efter 53 e.Kr. herskede Agrippa II over en betydelig del af Israels land (Josephus, Ant, XX, vii, 1; viii, 4).

Efter Jerusalems fald og afslutningen på det store oprør i 70 e.Kr. forblev Israels land en særskilt provins. Fra da af blev en legion (legio X Fretensis) føjet til de militære styrker, der var stationeret i landet; den lå i lejr ved Jerusalems ruiner. Følgelig trådte kejserlige statholdere af prætorisk rang (legati Augusti pro praetore) i stedet for de tidligere prokuratorer (Josephus, BJ, VII, i, 2, 3; Dio Cassius lv.23).

Flere traktater mellem romerne og jøderne er optegnet så tidligt som på makkabæernes tid (Josephus, Ant, XII, x, 6; XIII, ix, 2; viii, 5), og man ved, at der var jøder i Rom allerede i 138 f.Kr. De blev meget talrige i hovedstaden efter Pompejus' tilbagekomst, da han bragte mange fanger med sig tilbage (se frigivne). Cicero taler om store mængder jøder i Rom i 58 f.Kr. (Pro Flacco 28), og Cæsar var meget venligt stemt over for dem (Suetonius Caesar 84). Da de stod i gunst hos Augustus, genvandt de privilegiet at indsamle beløb, som skulle sendes til templet (Philo Legatio ad Caium 40). Agrippa ofrede 100 okser i templet, da han besøgte Herodes (Josephus, Ant, XVI, ii, 1), og Augustus indstiftede et dagligt offer af en tyr og to lam. I det store og hele udviste den romerske regering mærkbar hensyntagen til jødernes religiøse skrupler. De blev fritaget for militærtjeneste og for pligten til at møde i retten på sabbatten. Dog undertrykte Tiberius jødiske ritualer i Rom i 19 e.Kr. (Suetonius Tiberius 36), og Claudius fordrev jøderne fra byen i 49 e.Kr. (Suetonius Claudius 25); men i begge tilfælde var undertrykkelsen ikke af lang varighed.

2. Jødisk proselytisme:

Jøderne gjorde sig berygtede i Rom ved at udbrede deres religion gennem proselytmageri (Horats Satirer i.4, 142; i.9, 69; Juvenal xiv.96; Tacitus Hist. v. 5), og litteraturen fra Augustus' tidsalder indeholder flere henvisninger til overholdelsen af sabbatten (Tibullus i.3; Ovid Ars amatoria i.67, 415; Remedium amoris 219). Proselytter blandt hedningerne blev ikke altid pålagt at overholde alle lovens forskrifter. Portens proselytter (sebomenoi), som de blev kaldt, afsvor afgudsdyrkelse og alvorlige moralske misbrug og afholdt sig fra blod og kød af kvalte dyr. Blandt sådanne proselytter kan regnes officeren i Kapernaum (Luk 7,5), officeren Cornelius (ApG 10,1) og kejserinde Poppea (Josephus, Ant, XX, viii, 11; Tacitus Ann. xvi.6).

Om "Portens proselytter" retter GJV4, III, 177, med rette fejlen i HJP. Disse "port"-mennesker var slet ikke proselytter; de nægtede at tage det sidste skridt, som førte dem ind i jødedommen--nemlig omskærelsen (Ramsay, The Expositor, 1896, s. 200; Harnack, Expansion of Christianity, I, 11).

Se from; proselyt.

Trods jødedommens udbredelse gennem proselytisme levede jøderne selv for det meste isoleret i byens eller forstædernes fattigste dele, på den anden side af Tiberen, nær Circus Maximus eller uden for Porta Capena. Indskrifter viser, at der var syv menigheder, hver med sin synagoge og sit ældsteråd, ledet af en gerusiark. Fem gravpladser er blevet opdaget med mange græske, nogle få latinske, men ingen hebraiske indskrifter.

LITTERATUR.

Ewald, The Hist of Israel, engelsk oversættelse ved Smith, London, 1885; Renan, Hist of the People of Israel, engelsk oversættelse, Boston, 1896; Schurer, The Jewish People in the Time of Jesus Christ, engelsk oversættelse ved MacPherson, New York.

VI. Rom og de kristne.

1. Kristendommens indførelse:

Tidspunktet for kristendommens indførelse i Rom kan ikke fastslås. Der fandtes et kristent fællesskab på tidspunktet for Paulus' ankomst (ApG 28,15), som han nogle få år tidligere havde rettet sit brev til (58 e.Kr.). Man mener almindeligvis, at udsagnet om jødernes fordrivelse fra Rom under Claudius på grund af den uro, der blev vakt blandt dem ved Chrestus' agitation (Suetonius Claudius 25: Iudaeos impulsore Chresto assidue tumultuantis Roma expulit), sandsynligvis i 49 e.Kr., er bevis for udbredelsen af kristen lære i Rom, ud fra den betragtning at Chrestus er en dagligdags eller fejlagtig form af Christus. Det er blevet foreslået, at den kristne tro blev bragt til rigets hovedstad af nogle af de romere, der blev omvendt ved pinsen (ApG 2,10; ApG 2,41). Det ville være malplaceret her at drøfte grundene til den traditionelle tro på, at Peter var i Rom to gange, én gang før 50 e.Kr. og igen efter Paulus' ankomst, og at de to apostle sammen grundlagde menigheden dér. Vores nuværende anliggende er regeringens og samfundets holdning til kristendommen, da den først var etableret. Det kan derfor være nok at minde læseren om, at Paulus fik lov til at prædike frit, mens han formelt var i varetægt (Fil 1,13), og at de kristne allerede i 64 e.Kr. var meget talrige (Tacitus Ann. xv.44: multitudo ingens).

2. Tolerance og forbud:

I begyndelsen blev de kristne ikke skelnet fra jøderne, men fik del i den tolerance, eller endda beskyttelse, som sædvanligvis blev indrømmet jødedommen som nationalreligion for et af de folk, der var omfattet af riget. Kristendommen blev ikke juridisk forbudt, før dens forskel fra jødedommen var klart erkendt. To spørgsmål kræver vores opmærksomhed: (1) Hvornår blev kristendommen anerkendt som adskilt fra jødedommen? (2) Hvornår blev bekendelsen til kristendommen erklæret for en forbrydelse? Disse problemer er af grundlæggende betydning i kirkens historie under Romerriget.

(1) Hvis vi kan acceptere det ovenfor citerede sted hos Suetonius (Claudius 25) som vidnesbyrd om kristendommens omskiftelser, slutter vi, at de kristne på det tidspunkt blev forvekslet med jøderne. Beretningen om Pomponia Graecina, som blev overgivet til sin mands domsmyndighed (Tacitus Ann. xiii.32) for tilslutning til en fremmed tro (superstitionis externae rea), citeres ofte som bevis for, at kristendommen allerede i 57 e.Kr. havde vundet en omvendt i aristokratiet. Den karakteristik af bevismaterialet i dette tilfælde, som den samtidige kilde, hvorfra Tacitus har hentet denne hændelse, giver, ville fra romernes synspunkt på den tid passende kunne anvendes på tilslutning til jødedommen eller flere orientalske religioner; for Pomponia havde siden 44 e.Kr. levet på en meget streng måde. Da der findes noget andet vidnesbyrd om, at Pomponia var kristen, er den ubestemte redegørelse for anklagen mod hende, som Tacitus nævner, et delvist bevis for, at kristendommen endnu ikke almindeligvis var blevet anerkendt som en særskilt religion (Marucchi, Elements d'archeologie chretienne I, 13). På tidspunktet for den store brand i 64 e.Kr. kendte befolkningen til de kristne, og Nero anklagede dem kollektivt for en sammensværgelse om at ødelægge byen (Tacitus Ann. xv.44). Anerkendelsen af kristendommens særlige karakter havde allerede fundet sted på dette tidspunkt. Dette skyldtes sandsynligvis i høj grad omstændighederne omkring Paulus' ophold og retssag i Rom og det hidtil usete antal omvendte, der blev vundet på den tid. Kejserinde Poppea, som sandsynligvis var tilhænger af jødedommen (Josephus, Ant, XX, viii), kan have oplyst kejserhoffet om de kristnes kætteri og deres adskillelse fra moderstammen.

(2) Når man forsøger omtrentligt at bestemme det tidspunkt, hvor kristendommen blev sat under den kejserlige regerings officielle forbud, vil det være praktisk at antage visse ubestridelige datoer som udgangspunkter; mellem disse må retsforfølgelsen være blevet udstedt. Det er klart, at på tidspunktet for den store brand (64 e.Kr.) var bekendelsen til kristendommen ikke grundlag for en straffesag. Paulus var netop blevet sat fri ved kejserdomstolens dekret (jf. 2 Tim 4,17). Desuden var anklagen mod de kristne et komplot om at brænde byen af, ikke tilslutning til en forbudt religion, og de blev, som det ser ud, dømt for en fjendtlig holdning mod menneskeslægten (Tacitus Ann. xv. 44). Mens Plinius den yngre var statholder i Bitynien (omkring 112 e.Kr.), henvendte han sig til Trajan i et berømt brev (x.96) og bad om råd til at vejlede sin adfærd ved rettergangen mod mange personer, der var anklaget som kristne, og spurgte særligt, om kristendommen i sig selv var strafbar, eller kun de fejl, som sædvanligvis fulgte med tilslutningen til den nye tro. Kejserens svar gør det helt klart, at den grundlæggende skyld på det tidspunkt bestod i tilslutning til kristendommen, og det forudsætter en lov, der allerede fandtes imod den (x.97). Det følger derfor, at loven mod kristendommen, som var det juridiske grundlag for forfølgelsen, må være blevet udstedt mellem branden i 64 e.Kr. og Plinius' administration af Bitynien.

Vi kan ikke med absolut sikkerhed fastlægge tidspunktet for denne vigtige lovgivningshandling nærmere, skønt der ikke mangler vidnesbyrd til støtte for teorier med større eller mindre tilsyneladende sandsynlighed. Traditionen tilskriver Domitians regering en almindelig forfølgelse, hvilket ville indebære, at kristendommen allerede på det tidspunkt var en forbudt religion. Hentydninger i Johannes' Åbenbaring (som 6,9), henvisningerne til nylige ulykker i Rom hos Clemens i hans brev til korintherne (1 Ad Cor.), fordømmelsen af Acilius Glabrio (Dio Cassius lxvii.13), en mand af konsulær rang, sammen med kejserens fætter Flavius Clemens (Dio Cassius, xiii) og Flavia Domitilla og mange andre på anklage for ateisme og jødiske skikke (95 e.Kr.), anføres som bevis for denne forfølgelse. Den kendsgerning, at et antal personer i Bitynien opgav kristendommen 20 år før Plinius' retslige undersøgelse (Plinius x. 96), har en vis betydning som understøttende bevis.

Men der findes grunde, som er værd at overveje, til at føre udgangspunktet tilbage før Domitian. Peters brev fra Babylon (Rom?) til de kristne i Lilleasien antyder en forestående forfølgelse (1 Pet 4,12-16). Dette var sandsynligvis i de sidste år af Neros regering. Allard bemærker skarpsindigt (Histoire des persecutions, 61), at omtalen af den neronske forfølgelse af de kristne, adskilt fra skildringen af den store brand i Suetonius' værk (Ner. 16), midt blandt en række lovgivningshandlinger, er bevis for en almindelig forordning, som må være blevet vedtaget på tidspunktet for, eller kort efter, de retsforfølgninger, der blev indledt på grundlag af anklagen for brandstiftelse. I det hele taget har teorien om, at den kejserlige regerings politik blev endeligt fastlagt under Nero, en betydelig sandsynlighed med sig (jf. Sulpitius Severus, Chron., ii.41).

3. Forfølgelse:

Skønt den oprindelige forordning er gået tabt, gør korrespondancen mellem Plinius og Trajan os i stand til at formulere den kejserlige politik i behandlingen af de kristne i det 2. århundrede. Tilslutning til kristendommen var i sig selv strafbar. Men sager skulle ikke indledes af magistrater på eget initiativ; de skulle kun udspringe af anklager fremsat af frivillige anklagere, som var juridisk ansvarlige for at føre bevis for deres påstande. Uformelle og anonyme oplysninger skulle afvises. Anger, vist ved at afsværge kristendommen, fritog den anklagede for den juridiske straf for tidligere skyld. Handlingen at tilbede guderne og den levende kejser foran deres statuer var tilstrækkeligt bevis på manglende tilslutning til kristendommen eller på omvendelse fra den.

De kejserlige myndigheders holdning i det 3. århundrede var mindre sammenhængende. Problemet blev mere indviklet, efterhånden som kristendommen voksede. Forfølgelsen blev især rettet mod kirken som organisation, da man mente, at den udøvede en farlig magt. Omkring 202 e.Kr. udstedte Septimius Severus et dekret, der udtrykkeligt forbød overgang til jødedom eller kristendom (Spartianus, Severus, 17), hvori han afveg fra den fremgangsmåde, Trajan havde foreskrevet (conquirendi non sunt), og pålagde magistraterne at skride direkte ind mod mistænkte konvertitter. På dette tidspunkt organiserede de kristne begravelsesforeninger for at eje deres gravpladser, idet de erstattede individuel ejendomsret med korporativ, og det ser ud til, at de under Alexander Severus åbent havde gudstjenestesteder i Rom (Lampridius, Alexander Severus, 22, 49). Kejser Filip (244-49) menes i sit hjerte at have været kristen (Eusebius, HE, VI, 34). En periode med relativ ro blev afbrudt af forfølgelsen under Decius (250-51 e.Kr.), da offerhandlingen blev krævet som bevis på manglende tilslutning til kristendommen. Flere attester, der bevidner den behørige udførelse af denne rite, er bevaret.

Under Valerian (257 e.Kr.) blev de kristne organisationer erklæret ulovlige, og kirkegårdene blev beslaglagt. Men et edikt i 260 e.Kr. gav denne ejendom tilbage (Eusebius, VII, 13). En kort forfølgelse under Aurelian (274 e.Kr.) afbrød den lange fredsperiode, som varede indtil Diocletians første forfølgelsesedikt (24. februar 303). De kristne synes at have vundet en slags hævdvunden ret til at eksistere, for Diocletian betragtede dem i begyndelsen ikke som skyldige i en forbrydelse, der fortjente dødsstraf. Han søgte at knuse deres organisation ved at befale, at forsamlingerne skulle ophøre, kirker og hellige bøger ødelægges, og at man skulle afsværge troen under trussel om politisk og social degradering. (Lactantius, De Morte Persecutorum, x.11, 12, 13; Eusebius, VIII, 2; IX, 10). Senere befalede han, at alle gejstlige skulle arresteres; de skulle dræbes, medmindre de fornægtede troen (Eusebius, VIII, 6). Til sidst blev kravet om en tilpasningshandling, nemlig at ofre til guderne, gjort generelt. Denne sidste forfølgelse, som fortsatte uregelmæssigt og med forskellig strenghed, sluttede med Maxentius’ nederlag til Konstantin (29. oktober 312). Milano-ediktet, udstedt af Konstantin og Licinius det følgende år, indførte tolerance, tilbagegivelse af kirkelig ejendom og fred for kirken.

Se ROMERRIGET OG KRISTENDOMMEN, III, IV, V.

LITTERATUR.

Allard, Histoire des persecutions, Paris, 1903; Le christianisme et l'empire romain, Paris, 1903; Duchesne, Histoire ancienne de l`eglise, Paris, 1907 (engelsk oversættelse); Marucchi, Elements d'archeologie chretienne, Paris, 1899-1902; Hardy, Christianity and the Roman Government, London, 1894; Renan, L'eglise chretienne, Paris, 1879; Ramsay, The Church in the Roman Empire, London, 1893.

George H. Allen