Rom

Den mest berømte by i verden på Kristi tid. Den siges at være grundlagt 753 f.Kr. Da Det Nye Testamente blev skrevet, var Rom blevet beriget og udsmykket med verdens bytte og havde et anslået indbyggertal på 1.200.000, hvoraf halvdelen var slaver, og det omfattede repræsentanter for næsten alle dengang kendte folkeslag. Byen var kendt for sin rigdom, luksus og udsvævelser. Det rige, som den var hovedstad i, havde da nået sin største velstand.

På pinsedagen var der i Jerusalem “fremmede fra Rom”, som uden tvivl bragte nyheden om den store dag med sig tilbage til Rom og var medvirkende til at grundlægge menigheden dér. Paulus blev ført til denne by som fange, hvor han blev i to år (ApG 28,30, 31) “i sin egen lejede bolig.” Mens Paulus var her, skrev han sine breve til filipperne, til efeserne, til kolossenserne, til Filemon og sandsynligvis også til hebræerne. I disse år havde han som ledsagere Lukas og Aristark (ApG 27,2), Timotheus (Fil 1,1; Kol 1,1), Tykikus (Ef 6: 21), Epafroditus (Fil 4,18) og Johannes Markus (Kol 4,10).

Under denne by findes omfattende gange, kaldet “katakomber”, som fra omtrent apostlenes tid (en af de indskrifter, der er fundet i dem, bærer datoen 71 e.Kr.) i omkring tre hundrede år blev brugt som tilflugtssteder under forfølgelser og også til gudstjeneste og begravelse. Omkring fire tusind indskrifter er fundet i katakomberne. De giver et interessant indblik i menighedens historie i Rom frem til Konstantins tid.